Jordemoder på eventyr #5 Grønlandseskapader

Udover det rå vejr, den forstuvede fod og en helt ny arbejdsplads er der især én ting, jeg har skullet vænne mig til, efter jeg flyttede til Grønland for at arbejde:

At være på “på kald”.

Min første arbejdsweekend tog jeg tydeligvis alt for nonchalant på det.  Jeg bildte mig selv ind – i en misforstået beroligende tro – at der ikke ville være nogen fødsler, mens jeg var den eneste jordemoder i byen, med det resultat, at jeg selvfølgelig blev kaldt til en nattefødsel og endte med kun at sove tre timer fra lørdag morgen til søndag aften.
Ups.

Herefter har jeg fået lidt mere respekt for vagttelefonen, det larmende spetakel.
Det handler om balance: du kan ikke sidde derhjemme og vente på telefonen måske ringer, for så får du simpelthen ikke noget ud af din dag. Så kunne du jo lige så godt sidde på jordemoderkontoret til ingen verdens nytte.
Så du skal lave noget sjovt eller noget hyggeligt – men ikke noget for hyggeligt, for du skal også være frisk nok til at klare en all-nighter ved behov. Og alt med alkohol er selvfølgelig udelukket.

Derfor havde jeg egentlig tænkt, at jeg kun ville tage til fredagsbar til et ganske kort visit. En lille cola og så hjem igen.

På fredagsbaren mødtes jeg med flere kolleger og stemningen var god – jeg ærgrede mig over, at jeg havde arbejdsweekend! Og dog; en arbejdsweekend kunne jo også have været to alenlange nattevagter “hjemme” på Hvidovre Hospital, så klage kunne jeg bestemt ikke.

Da mine kolleger havde fået et par øl, brød et nogle op og gik hjem, og jeg lagde an til snart at gøre det samme, da en mand i højt humør kom hen til vores bord, og kom med det måske mest tvivlsomme tilbud, jeg nogensinde har hørt:

“HAJ!” Sagde han
“Ja, undskyld jeg kommer og forstyrrer – og måske er det mine tre juleøl, der taler – men jeg fik simpelthen lyst til at komme over og give jer et tilbud.” Vi kiggede skeptisk op på ham.
“Ja! Nu kommer jeg med et tilbud – og det står jer frit for at sige nej, no harm done, men I bliver ikke spurgt igen. Det er ONCE IN A LIFE TIME.” Vores skepsis var vist nok blevet til åbenlys mistro nu.
“Jeg har en lade. En hal. Og inde i den er jeg ved at bygge en gade” What the f*?
“Lissom Jomfru Ane Gade. Fyldt med barer! Den er ikke helt færdig endnu, men jeg vil gerne vise den til jer – og alle de andre! Jeg har whiskey, vodka, rødvin, øl – gratis! Så hvad siger I?”

Efter lidt tøven, en forsikring om, at det ikke kun var os fire, der skulle derop (til en adresse han ikke ville oplyse!) sagde vi rent faktisk ja.
Det var stadigvæk tidligt, men min plan om et hurtigt besøg i fredagsbaren var for længst skredet.

---

Jeg må sige for mit vedkommende, at der dog opstod en smule tøven, da fredagsbaren blev tømt for glade gæster og vi begav os ud til mini-bussen. Som viste sig at være en… Tja, det lignede en gammel Pick-up truck med overdækket lad eller en meget lille militærbil.

Hu-hej, så blev folk læsset ind i bilen. En,to, mange! Det mindede mere om menneskesmugling end transport til eventyr. Er det egentlig ikke noget med, at mange menneskesmuglede fortæller, at de blev lovet gode arbejdsmuligheder? Det eneste man tydeligvis skal love danskere er gratis alkohol.
Jeg blev læsset ind som den sidste af fjorten – FJORTEN!! – og døren blev kun lukket med nød og næppe. Jeg gruede hele køreturen for, at døren skulle gå op, mens vi kørte, for så ville jeg blive skudt ud i sneen som en trold i en æske.
Nu kan jeg selvfølgelig ikke billededokumentere det, men jeg sværger;

sådan her så det ud!

Og så satte bilen i bevægelse. Den svingede og drejede, hoppede og dansede i høj hast på sneglatte veje ud i, øh, intetheden. Massen af mennesker på det overdækkede lad bevægede sig abrupt til bilens rytmer, som én stor organisme. Latteren var høj, når vi alle sammen lettede fra sæderne i endnu et stort bump.Vi havde kørt i cirka fem minutter, før min ringe viden om Ilulissat ophørte, og jeg befandt mig i ukendt land.

Ti minutter senere kørte vi off road, bilen stoppede, satte os af og kørte så afsted uden nærmere instrukser, for at hente flere alkoholglade folk.

… Så stod vi ligesom dér. I ti graders frost og mørke og med slædehundes fjerne hyl som det eneste velkendte.
På vores højre side var en kæmpe lagerhal. Nogen tog i døren, men bekendtgjorde, at det ikke var dér. Rummet var mørkt og stille og næsten lige så koldt som udenfor. De lukkede døren igen og folk begyndte at kigge sig omkring, på jagt efter den store bar.
Jeg behøver nok ikke at understrege, at jeg var umådeligt glad for, at vi var fjorten mennesker. Så kunne vi da i det mindste fryse ihjel sammen, mens vi grinede af vores dumhed. Og jeg var endda pinligt ædru. Og på vagt! Det ville være kønt, hvis de ringede fra sygehuset nu – jeg ville ikke engang kunne fortælle, hvor portørerne skulle hente mig!

Pludselig var der alligevel én, der kaldte over fra den store lagerbygning. Og igennem en anden dør inde i hallen, slog det os så, at den berusede mand ikke havde overdrevet.
Han var virkelig ved at bygge en festgade inde i hallen! Vi blev mødt af en kæmpe kulisse. Bagenden af hallen var dækket med træpaneler, døren og vinduer og mindede mig om et levende teaterstykke med barer og blinkende reklameskilte over det hele.

Kun den ene af barerne var færdigbygget, men det var også nok. Den havde lædersofaer, højtalere, masser af udsmykning, en bardisk og bag den stod den gavmilde mand og skænkede til højre og venstre med alt hvad hjertet begærer (af alkohol, that is.)

Jeg måtte bare skæve til min sure passager i min højre lomme og for gud ved hvilken gang bande højt over, at jeg var på vagt – og derfor snart måtte hjem.

…

Afskeden blev dog en smule lettere ved beskeden om, at der desværre ikke var lavet nogle toiletter endnu – og at al aktivitet af den slags desværre måtte foregå udendørs.

Så var jeg sgu alligevel glad for, at min blære ikke bar rundt på tre store juleøl!
Forfrysninger på kønsdelene kan næppe være rart…

---

Vil du læse mere om Grønland, hverdagens gråtoner, sjov, jordemoderi og meget andet, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt 🙂