… Jeg midt i pakningen hjem fra Ilulissat kom til at stikke hånden ned min skraber? Det blødte usandsynligt meget. Både under pakningen og senere på flyet. Fik et par trætte blikke og et plaster af stewardessen.
… Mine forældre gav mig et 50″tommers fjernsyn i 30 års fødselsdagsgave. De havde hængt det op, da jeg kom hjem. Jeg opdagede det med ordene: “Hold da kæft..!” Herligt, at min far valgte at filme det.
… Jeg sov over mig. IGEN. Denne gang før en aftale hos diabeteslægen. Jeg var lige kommet hjem fra Ilulissat og kroppen kørte stadig på Grønlandsk tid. Altså fire timer bagud. Min tid til blodprøver var 10.00. Fra Amager til Gentofte betød det, at jeg skulle med bussen 8.39 for at være der i god tid.
Af uransalige årsager valgte min telefon den nat at frakoble funktionerne LYD og VIBRATION. Så er det altså svært at bemærke alarmen, skulle jeg hilse at sige… Jeg vågnede 9.19 med det rammende og softikerede udråb: F U C K !
Ti minutter efter væltede jeg ud i en taxa. Klokken 9.58 sad jeg rent faktisk mere fysisk end mentalt tilstedeværende med en nål i albuebøjningen.
Af en person at være, der “aldrig sover over mig”, har jeg efterhånden lidt for mange soven-over-sig-anekdoter.
… Jeg endnu ikke har åbnet min årsopgørelse? Nej, hverken den for mig selv eller den for mit firma. Jeg er tredive år og jeg orker ikke de følelser, det medfører.
… Jeg savner et langt og lidt for hårdt kram. Jeg plejer ikke som sådan at være et krammemenneske, men come on!
… Jeg qua verdenssituationen har ordineret pepsi ad libitum herhjemme. Well. Det er hurtigt eskaleret ud af kontrol.
… Jeg mistede stemmen for tre uger siden? Det kan folk som mig altså ikke tåle! Jeg havde så meget på hjerte og kun 4% af ordene kunne komme ud af munden på mig!
… Jeg havde tænkt mig at skrive noget om at være blevet 30. Jeg har endda lavet en halv tegning til indlægget. Men så blev jeg optaget af… et eller andet. Åbenbart.
Men altså, vi skal da underholdes, skal vi ikke?
Jeg vil gerne bidrage med andet end at bringe børn til verden, men hjælp mig lige engang… Hvad skal næste indlæg handle om? Er der noget, jeg ikke har fået fortalt?
Pas på jer selv og vær søde ved hinanden derude. Vi arrangerer krammehappenings og G&Tgatherings, når det her overstået <3
For to år siden havde jeg dét, som man vist nok kan klassificere som en rigtig lortedag.
Jeg stod op og stivede mig af.
Tog nogle dybe indåndinger, mens jeg kiggede mig intenst i spejlet og håbede, at nogen ville kigge tilbage.
Så tog jeg bussen ekstraordinært tidligt på arbejde.
Og sagde op.
Jeg prøvede at tegne hvordan jeg havde det.
—
At sige mit arbejde op er uden sammenligning det mest grænseoverskridende jeg har gjort.
Det føltes indiskutabelt, men også helt forkert på samme tid.
Der var ikke et sted, jeg hellere ville være, ikke et arbejde, jeg hellere ville have.
Lige dér den septemberdag (og mange dage derefter) følte jeg mig for første gang helt uden retning og mål i tilværelsen.
Ligesom den der flue i vindueskarmen, der ligger på ryggen og summer rundt i cirkler.
Jeg var 27 år, rimelig velforvaret og der var ikke nogen, der havde forberedt mig på dét her.
Jeg kan godt se nu, at jeg det var stress.
Bare kald mig kvik, men man kan kun kravle ud fra badeværelset og ind i sin seng af svimmelhed et vist antal gange, før man bliver nødt til at læse skriften på væggen.
Okay. Af et relativt intelligent væsen at være, havde jeg alligevel været nødt til at læse skriften en del gange, før jeg fattede, hvad der stod.
Men altså, sent er som bekendt bedre end aldrig, ikk’?
Anyway, jeg har en pointe og den kommer her:
Hvis du af en eller anden grund sidder derude og føler dig vildfaren eller måske ligefrem dårlig til det der Game of Life, så vil jeg bare sige, at det er okay.
Og at det bliver bedre. Det gør det virkelig.
For to år siden gik jeg og ledte efter en vej – vejEN – men faktum er, at vi måske slet ikke behøver en vej.
Stier i skoven, bliver jo kun til stier fordi en masse fødder har trådt græsset ned.
Men én eller anden gik der første gang uden at vide, hvor det førte hen.
Jeg ved stadig ikke, hvor jeg skal hen og det er helt okay.
Jeg har det godt.
Svimmelheden er væk og min krop føles som om den er min igen.
Og når jeg i dag kigger mig i spejlet, ser jeg én, der kigger tilbage.
Ikke bare på en god dag.
Hver dag.
(Med mindre jeg ikke har mine kontaktlinser på endnu.)
Det er meget oppe i tiden at være et rummelig, tolerant og i allerhøjeste grad et tilgivende menneske. Sådan én der lever i nuet og lader by gones be by gones.
Jeg siger med det samme:
Sådan er jeg altså ikke…
Her kommer 10 ting, jeg ikke er kommet mig over endnu:
– At jeg for syv år siden læste en bog, fordi jeg havde fået at vide, at hovedpersonen mindede om mig. Hun døde til sidst.
– Slutningen på How I Met Your Mother.
What. A. Waste.
– Folk der i ramme alvor siger “freksempel” og “Trumpf”
– Dengang min insulinpumpe fik mig til at fremstå som VERDENS DÅRLIGSTE VOKSNE og jeg måtte overleve en virkelig pinlig højtalermeddelelse fra en svensk steward i flyet fra Kroatien til Kastrup. Jeg krummer stadig tæer ved tanken.
– At jeg engang har revnet mine bukser på en fødestue. Sker den slags ikke kun i tegnefilm?? Vi taler et KÆMPE hul i skridtet.
– Alle de ørkesløse timer jeg har brugt på at lære om cosinus og sinus og definitionen på et parallellogram. Som jeg aldrig sidenhen har kunnet bruge til noget. (Kunne til gengæld godt have brugt et par lektioner om SKAT…)
– At man ikke længere kan få Pepsi Max Mojito
– At min mor fik mig til at se begge “Kilden i Provence“-filmene lige efter hinanden, fordi hun bestemt mente at kunne huske, at de endte lykkeligt. Jeg så alt – inklusiv rulleteksterne! – men der kom ingen lykkelig slutning. Heller ikke i sidste øjeblik.
Jeg var nærmest truet på livet af dehydrering efter dén omgang.
– Alle de stadier min krop tvinger mig igennem, når vi er på nattevagt. Den værste er dog ko/hval-brølet.
– At jeg engang gik til blokfløjte. Og kunne lide det.
Hvad er I ikke kommet jer over endnu?
Hvad kommer I jer aldrig over?
Og er der nogensinde nogen i hele den nyere verdenshistorie, som har haft brug for at definere et parallellogram?
Følg hverdagens gråtoner både hér og på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
og er formentlig noget, jeg heller aldrig kommer mig over…
For tiden har jeg god tid til at skrive herinde.
Min hverdag er heller ikke en kedelig gråmasse af sammenklistrede tanker længere.
Jeg mødes med veninder og venner, fordyber mig i én eller anden form for fremtid og får min del af både rosé og fede fødsler – dog ikke på samme tid, forstås.
Men så snart jeg beslutter mig for at sætte mig til tastaturet, så stirrer jeg tomt på skærmen og tager mig selv i at tænke
HVAD FØK PLEJEDE JEG AT SKRIVE HERINDE?
Jeg mener bare: jeg oplever hverken mere eller mindre end jeg gjorde i sin tid, da ordene sprøjtede ud af mine fingre, så hvorfor kommer de ikke?
Jeg føler mig ikke længere hverken stresset eller udtømt, så helt ærligt; ham Kreativiteten må gerne komme igen.
Jeg har prøvet at lokke ham til mig med ferier, frie tøjler, små tegninger og jeg-lever-bedre-uden-dig attituden.
Indtil videre uden resultat.
Det er vitterligt ikke uden grund, at jeg omtaler Kreativiteten som en Ham, for boy oh boy, den opfører sig som en umulig scoring.
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det hverken nytter at græde eller skabe sig – sådan er der altså ikke nogen, der er særligt attraktive.
Og så! Som du bedst tænker, at du klarer dig fint og at du måske endda er videre, ja, at du måske skal til at gå til pileflet i stedet – bum! – så dukker han op.
Charmerende og irriterende selvsikker står han i døren og tager for givet, at du bare lukker ham ind.
Altid når du dybest set var på vej et andet sted hen – nærmere betegnet din seng – og efterlader dig i det evige dilemma:
Lukke ham ind og spolere din nattesøvn eller få ham til at love at han kommer igen i morgen.
Jeg er efterhånden gammel i gårde i vores katten-efter-musen-leg og derfor ved jeg, at det vil udspille sig på én af tre følgende måder:
1) Jeg tegner til langt ud på natten.
Måske var ideen faktisk bedre om natten, og jeg ender med ikke at have noget reelt færdigt produkt. Måske tænker jeg endda “hvad fanden er det her?”, når jeg ser på det i morgenens klare lys.
2) Jeg laver en aftale med Kreativiteten om, at han bliver hængende til i morgen. Vi laver måske endda en skriftlig aftale om, hvad det drejede sig om. Men næste morgen vågner jeg til en rungende tom lejlighed og ditto tomt hoved, og kigger på en seddel hvor der bare står
SLUTNINGEN PÅ HOW I MET YOUR MOTHER
uden jeg har den fjerneste anelse om, hvad dét skulle betyde.
3) Jeg tegner. Men ikke til langt ud på natten. Bare til et par timer efter almindelig sengetid.
Men næste morgen er Han alligevel væk – og man sidder tilbage med utilfredsstillende “nwhah”-følelse, og et blogindlæg som dét her. Og hvor den person på tegningen jeg lavede i nat, er mere vellykket end den jeg lavede i eftermiddag.
Åh for crying out loud.
Mænd og Kreativitet.
Hverken helt til at leve med eller uden for tiden!
Er jeres Kreativiteter, Arbejdsmoraler, Energiniveauer og Madlavningsambitioner også mænd?
Kan I leve med flere indlæg – måske uden besøg af undertegnedes Kreativitet – for at jeg kan komme i “skriveform” igen?
Og kan jeg?
Anyways; god weekend.
Med eller uden mænd.
Følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
Det er – som tidligere fortalt – ikke en tilfældighed, at bloggen her hedder Sortpahvidt.
Udover de sort/hvide streger og ord henviser navnet også til min egen personlighed.
Jeg er i masser af år blevet kærligt mobbet af særligt min nærmeste familie for at være noget sort/hvid anlagt.
Og er det ikke Tyrion i Game of Thrones som bemærker til Jon Snow, at man skal sørge for at tage sine øgenavne til sig og bære dem som en rustning, så folk til sidst ikke længere kan lave sjov med det?
*Geek alert, I know*
Anyhow;
Det med at være sorthvid-anlagt kan både have fordele og ulemper.
Som fordel kan det nævnes, at man skal være mere end almindeligt tykhudet eller decideret følelsesmæssigt afstumpet, for ikke at vide, hvilket humør jeg er i.
Jeg kan til tider give udtrykket humørbombe en helt ny betydning…
Som klar ulempe må det dog fremhæves, at det der sort-hvide også selv er svært at navigere i.
For hvad end det drejer sig om humør, håndtering af køkkenaffald, litterære udfoldelser, engagementet i anden sæson af A Handmaid’s Tale eller ophængning af julepynt, vil det være anledning til at modpoler mødes.
Og dét sted er min krop.
Og når jeg står op om morgenen er det så godt som umuligt at vide, hvilken af polerne, der dominere den pågældende dag.
Særligt i kategorien VELOPLAGTHED er det tydeligt, at jeg kun har to niveauer.
Du kan se dem her:
Og altså, i dag har jeg for eksempel sorteret alle mine hudcremer.
Det gør mig lidt nervøs for, hvad morgendagen mon vil bringe.
Både fordi det måske betyder “ingenting”, men også kan være, at det er at “rydde ud i Det Sorte Hul” som jeg kalder mit kælderrum, hvor jeg med stor sandsynlighed kan forsvinde for stedse.
…
Hvis der bliver mere end almindeligt stille på linjen hér, så send lige en patruljevogn til Amager i kælderen under nummer 10, ikk’?
Pretty please.
Som altid kan du følge med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og navnet er – og vil altid være – Sortpahvidt
… Og sig mig så, findes der reelt et mellemniveau af VELOPLAGTHED?
I sensommeren startede en nedadgående spiral, når det kom til indlæg her på bloggen.
Det blev fortsat sværere og sværere; ordene ville ikke komme, kreativiteten udeblev. Dagene føltes som et langsomt rullende jordskred, hvor den ene tog den anden og tårnede sig krævende op omkring mig og truede med at sluge mig. I den brungrå dagligdag syntes jeg ikke, at jeg oplevede noget, der var værd at dele her.
Og uden ordene og tegningerne, ja, så overvejede jeg længe og grundigt, om det måske var tid til at trække stikket her.
Heldigvis er det gået fremad i takt med, at jeg har fået mere overskud. Dog flyder anekdoterne endnu ikke, som de gjorde engang. Nogle gange føles det som om de ligger på en meget lille plads i min hjerne og sidder fast dér som et stykke tyggegummi; urimeligt svære at trække frem.
Og så er der anekdoter, som den her, der nærmest fortæller sig selv.
Så jeg advarer med det samme: har du ikke tid nu – kalder børnene, arbejdet eller solen – så læg skærmen fra dig, for jeg har på fornemmelsen, at følgende bliver langt:
Jeg havde verdens længste rejse fra Korfu til Amager i løregas.
Ferien havde været over al forventning. Solen havde skinnet fuldkommen sommerligt, jeg havde drukket tres liter retzina og lyttet til lydbøger, læst, tegnet, grinet og lavet ingenting.
Jeg følte mig derfor i perfekt harmoni med mig selv og mine omgivelser, da jeg sammen med mine forældre trådte ud foran Korfus lufthavn.
Men altså; der var trods alt stadigvæk nogle flyrejser foran mig, og som faste læsere ved, så er jeg ikke helt pjattet med at flyve. Også fordi der på én eller anden måde altid går noget galt for mig. Vi taler dengang jeg “blev væk” i lufthavnen, vi taler dengang vi nærmest aldrig var kommet afsted. Vi taler stort set altid.
Som om flystressen ikke var nok i sig selv.
Nåh, men altså. Det er ikke skidenemt at komme fra Korfu til København, og uden for højsæsonen er en mellemlanding ganske enkelt obligatorisk. Vi har prøvet ALLE veje til og fra Korfu. A l l e!
I går udmærkede sig dog ved, at vores flyvning som havde lydt:
Korfu – Zürich
Zürich – København
Af rejseselskabet var blevet ændret til:
Korfu – Zürich
Zürich – Frankfurt
Frankfurt – København
Da min mor i sin tid læste dén bekendtgørelse op for mig, var jeg lige ved at få en blodstyrtning.
Men altså; jeg konkluderede at jeg var for ung til at dø af blodsstyrtning og for gammel til at græde over en flytur. Og så lovede jeg mig selv, at det nok skulle gå.
Og hånden på hjertet: jeg måtte indrømme, at rejsen TIL Korfu faktisk gik fint nok, selvom den også bød på to mellemlandinger.
Anyway: tilbage til hjemrejsen.
Da vi ankom til Korfus lufthavn, var det ligesom at træde ind på et kæmpe gedemarked.
Hvor du altså selv er en ged, alle er en ged og gederne hektisk myldrer i tilfældige retninger – hvis de altså ikke står i en fed, ubevægelig kø – og ingen aner hvad de laver. En gang imellem råber nogen skrattende noget i en højtaler, som både du og gedehyrderne burde forstå, men som er ganske ugenkendelig og helt sikkert giver skader på det indre øre.
Mine forældre og jeg sendte hinanden øjne, men stadig opfyldt af feriefredfyldt karma, trak vi bare på skuldrene.
Vi tog opstilling i check-in køen.
Og her stod vi så i halvanden time, hvor skrankerne ikke åbnede og alle gederne så til med mere og mere apati, mens gedehyrderne kiggede fåret på hinanden.
Havde jeg vidst, at dét stort set ville være den roligste, mest harmoniske del af min rejse, havde jeg muligvis nydt den mere.
I stedet spruttede jeg af stress ved tanken om, at vi nu ville komme til at løbe fra fly til fly gennem Europa.
Jeg ville gerne gå i detaljer med HVOR kikset alle vores flyvninger og mellemlandinger gik, men for at spare os alle den traumatiske og langtrukne misere, har jeg besluttet mig for, at tage os igennem rejsen sammen ved hjælp af filmtitler.
I present to you:
Flyvning 1 (Korfu – Zürich)
Afgangstidspunkt: Herfra til evigheden
Indflyvning: Rocky 1+2+3+4+5 (Vær sød ikke at tvinge min morgenmad op igen, tak!)
Forsinkelse: Mamma mia!
Mentaltilstand: Raseri i blodet (Wire in the blood)
Flyvning 2 (Zürich – Frankfurt)
Afgangstidspunkt: Gone baby gone
Indflyvning: Stormfulde højder!
Forsinkelse: Omstigning til Paris (hvis vi ikke skynder os misser vi næste fly, og HVEM VED hvor vi så ender??!)
Mentaltilstand: F%!?@!?“6%!”&@€ (Lost in Translation)
Flyvning 3 (Frankfurt – København)
Afgangstidspunkt: Dommedag nu (forsinket for 3.gang)
Indflyvning: Borte med blæsten (men i det mindste hjemme)
Forsinkelse: Helt sikkert… Måske
Mentaltilstand: Wonder woman (hvem giver mig en medalje for at have overlevet det her??)
…
Da vi langt om længe landede i Kastrup lufthavn, følte jeg at vi havde været undervejs i flere uger og havde fløjet i mindst halvtreds fallerede flyvemaskiner. Jeg kiggede bælgøjet på mine forældre, og tænkte:
“Ej, fandme nej, om sådan en dejlig ferie skal ende på sådan en nedern måde!”
Og foreslog, at vi tog hjem og spiste hos dem og fik afsluttet ferien med manér.
Vi var heldigvis enige om, at vi skulle være flere om at bestemme, om denne dag skulle være præget af nedtur.
Og så gik vi hjem, og alt var ren harmoni.
…
Indtil jeg ville aflevere de ting, jeg havde haft i min kuffert til mine forældre.
Jeg åbnede min blå eventyrer og blev mødt af en grøn røgsky.
Hvad jeg havde taget med hjem, var åbenbart insektgift.
I pulverform.
Engang var det samlet i en æske.
Nu havde det istedet transformeret sig til at sætte farve på min tilværelse.
Her taler vi nærmere bestemt: mit tøj, min tandbørste, mine kontaktlinser, min tegneblok og mit elskede grønlandske penalhus.
Jeg blev næsten lige så grøn i hovedet som insektmidlet, da jeg plettet fiskede et tandbørstehoved – som jeg aldrig mere vil putte i munden – frem fra den grønblå pulverplanet, som min kuffert var blevet til.
Jeg gjorde som et hvert barn – uanset alder – ville gøre i samme situation.
Jeg bøvede:
“Øh… Mo-ar…?”
Og mens panikken spredte sig blandt mine forældre og debatter om hvordan grønt pulver var kommet ud af æsken, og hvem der havde besluttet at den skulle med hjem, og om hvem der kunne holde katten væk indtil vi var færdige med den yderst kontaminerede kuffert, sluttede jeg den filmiske dag af med at citere en bogtitel:
“En dag vil vi grine af det”
Går det også galt, når du skal ud at flyve?
Hvad er din værste rejsebommert?
Bliver sælskindspenalhuse nogensinde sig selv, når de først er blevet grønne?
Følg hverdagens grøntoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er som altid
Sortpahvidt
I går var det fredag aften, og ude fra mit badeværelse kunne jeg gennem væggen høre min nabo fløjte nogle udefinerbare toner.
I mine egne højtalere sang Fergie at “Big Girls Don’t Cry”, og det synes jeg egentlig er lidt irriterende.
Ikke nok med at jeg rent teknisk aldrig bliver en stor pige med mine vertikale 154,5 centimeter – så bliver jeg det heller aldrig ud fra Fergies definition.
Når nu jeg tænker over det, så er det faktisk som om jeg græder mere nu, end da jeg var barn?
Jeg har tænkt meget over det der med, hvornår man så reelt er voksen. Da jeg var barn, syntes jeg, at det var folk, der ikke længere gik i skole.
Da jeg var teenager, var det folk, der havde børn.
Da jeg var tyve, var det folk, der kunne klare sig selv.
Nu synes jeg bare, at det er sådan noget, folk rundt omrking mig bliver, mens jeg kigger på.
Jeg kigger på min tumulttilværelse og tænker.
Der var fandme ikke var nogen der sagde, at man kunne vokse op og gøre alt dét, der forventes af én og så sidde som 28-årig med en mellemlang uddannelse, lejlighed og tidligere fast arbejde og ikke længere ane, hvor man er på vej hen i livet eller hvorfor.
Så prøver jeg at gribe mig selv i nakken og ruske blidt. Ja, ja, tumult er måske alligevel en del af at blive voksen. At mærke ansvaret tynge og være bevidst nok til at tage det alvorligt – men også være voksen nok til at tage sig selv seriøst, og sætte tilværelsen før tilsyneladelsen.
Og hvis jeg nu skulle lave min helt egen voksenliste, så ville jeg putte følgende på den:
– du spiser (oftest) ikke kage til morgenmad, selvom du har lyst
– du synes tegnefilm larmer og var meget bedre da du var barn
– du har overtræk, som du må håndtere på egen hånd
– dit overtræk skyldes (oftest) ikke en tåget bytur med kulørte shots og en helt vild sjov og lidt shady fyr, de kalder Crazy Kalle.
– du kan ikke længere gå på arbejde efter ovennævnte bytur, men må bruge to døgn på at overveje, om det er sådan her du skal dø
– du bliver glad derinde i maven, når du udskifter den misfarvede og flade opvaskesvamp med en ny, fast én
– du støder ind i noget virkelig ulækkert og kalder på en voksen til at tage sig af det. Du finder ud af, at dén voksne er dig.
– du kan vente med at græde til et tidspunkt, der ligesom passer bedre
– du må selv bestemme, hvornår du drikker rødvin
– du dør ikke, fordi du er overladt til dig selv i mere end 72 timer. Det er måske faktisk lidt en treat.
Og altså, ud fra dén liste syntes jeg faktisk, at det gik ret godt, og at jeg måske alligevel er mit liv voksent.
Indtil jeg åbnede min årsopgørelse, that is.
Jeg regnede med at have en smule der skulle betales fra Grønlandseventyret. Herregud, måske endda 15 af de store.
At der stod et stort, fedt, knaldrødt treogfyrretusind hev derfor stolen gevaldigt væk under mig!
Jeg havde det som om jeg lige var sprunget ud fra ti-meter vippen og dér midt i luften fandt ud af, at bassinet under mig var tomt.
Eller fyldt med taranteller.
Og ild.
Og skat.
Der er ikke noget, der kan gøre mig så bange som skat. Intet. Vil hellere genopleve denne aften, end at redegøre for alle de uforståelige og mystiske rubrikker derinde!
Jeg så alle fremtidsplanerne (okay, fremtidsgisningerne) glide mig af hænde som sand mellem fingrene. Så mig blive mærket med sort tusch i panden og for evigt skulle gå rundt med ordene
INDBILDSK TABER
… Og jeg gjorde det eneste, jeg kunne.
Jeg trak det tungeste skyts, jeg kender.
Jeg ringede til moar.
Fuck det.
Så kan det godt være, at jeg ikke er ægte jeg-ordner-lige-mine-hylder-i-vater-voksen, men det lever jeg med.
Mutter 911 forklarede mig desuden i små letfordøjelige bidder, at der var en fejl i min årsopgørelse.
Så nu skal jeg bare ringe til skat og få trådene redt ud.
Puha.
—
Jeg ville ønske, at det var socialt acceptabelt at mødre ringede til skat på deres forvoksne døtres vegne!
Er du også bange for skat eller findes der virkelig noget, der er endnu mere uhyggeligt i din verden?
Hvis jeg opdager noget – så giver jeg lyd!
Følg hele hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt
Jeg har været nødt til at konsultere kalenderen og tjekke efter flere gange. Den ér god nok;
Det er sgu april lige om lidt.
Vejret i marts har ellers haft overbevist både krop og sjæl om, at vi da måtte være i januar. Men altså, der kan man jo bare se.
Når jeg runder aprilsiden i kalenderen, runder jeg også noget andet.
Jeg har været uden fast arbejde i fire måneder.
Shit.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig rent tidsmæssigt, dengang jeg sagde op. Men jeg er ret sikker på, at jeg vistnok havde forventet, at jeg var et lidt andet sted nu. At der lå en mere konkret plan.
Bevares; det behøvede ikke at være planEN. Bare en lidt mere opridset én, end den jeg pt sidder med.
Når dét så er sagt, så må jeg også skynde mig at tilføje noget andet:
Jeg har det rigtig godt.
Når jeg kigger mig i spejlet, genkender jeg så småt hende der kigger tilbage med morgenhår og bums på hagen. Jeg rynker ikke længere brynene over det uudgrundelige og fraværende blik, hun møder mig med.
Hun kigger lige tilbage på mig.
Hun er tilstede igen.
Jeg også begyndt at tage vagter på fødegangen igen. Sådan, mere regelmæssigt. Dels har jeg jo brug for en indkomst, men jeg mærker også, at jeg har brug for arbejdet. At jeg har savnet det.
Jeg glæder mig, når jeg skal have en vagt og føler samme energi ved at tage på arbejde, som dengang jeg var nyuddannet.
Men at tage vagter i en mængde som jeg kan rumme, er hverken til at leve eller dø af. Og på længere sigt må det enten erstattes af et fuldtidsjob eller suppleres af et deltidsditto.
Arbejdsforholdene på fødegangen har selvfølgelig ikke ændret sig i de sidste fire måneder, og regeringens udtalelser i forbindelse med overenskomstforhandlingerne giver mig ondt i både mave og hjertehule. Så pt kan jeg ikke forestille mig, at vende tilbage på fuldtid.
Men når jeg spørger mig selv, hvad der så skal ske, finder jeg flere spørgsmål end svar.
Lige nu pendulerer jeg mellem to ting.
Skal jeg ud at rejse igen?
Da jeg tog toget til Jylland i torsdags, kunne jeg mærke, at udrejselysten atter rørte på sig. Jeg tog mig i at ønske, at næste gang jeg satte mig ind i et tog, var det ikke for at stige ud på København H, men med en ukendt destination som endemål.
Jeg overvejer seriøst at finde et projekt i Afrika, som kunne bruge en jordemoder som mig. Helst noget med supervisering eller undervisning af fagpersonale.
Men selvom jeg har arbejdet i Grønland, er jeg stadig meget i tvivl, om jeg egner mig til at rejse ud i barskere forhold.
Skal jeg starte noget for mig selv?
Jeg har mange ideer til, hvad en sådan praksis kunne indeholde. Jeg elsker at formidle og være kreativ, så hvorfor ikke kombinere de to ting? Jeg har tit siddet i jordemoderkonsultationen eller på fødegangen og drømt om at have mere tid – med egen praksis kunne jeg gøre tingene som jeg selv synes, at de burde blive gjort. Altså, jeg ville ikke lave en fødeklinik, men arbejde med jordemoderi på en anden måde.
Men når jeg tænker på selvangivelser, er jeg lige ved at selvantænde. Og selvstændig? Det lyder virkelig ærefrygtigt!
I virkeligheden ville jeg lidt ønske, at det var ligesom i folkeskolen, hvor man bare havde et skema, som man fulgte:
Matematik mandag fra 8-10. Så selvstændig virksomhed fra klokken 13. Efterfulgt af udrejse med organisation klokken 15.15.
Jamen, hvis det er sat på skemaet, så må det jo være fordi, der er nogen, der har vurderet, at jeg kan klare det!
Én ting er i hvert fald sikkert:
Hver gang jeg spørger mit indre kompas, så suser det tikkende rundt. Oversættelsen betyder formentligt noget á la
FINDE UD AF DET SELV (VÆGELSINDELINE!)
Så ja, det er så det jeg prøver.
At finde ud af det selv.
….Men derfor modtages god råd stadig med kyshånd!
Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
(og er for tiden det eneste, der ikke er til diskussion!)
– shit, jeg har været uden fast arbejde i tre måneder nu
– kanelsnegle
– Wow, jeg har da egentligt fået ret godt styr på min lejlighed #nomess
– så så man lige mig; en kvinde i rivende udvikling!
– Gud, den uldne trøje i vaskekælderen ligner fuldkommen min!
– … Den rustrøde trøje ligner også min?
– … Og uldstrømpebukserne…?
– føk. Hvornår vaskede jeg sidst uld?
– og hvem har sirligt lagt alt INKLUSIV strømpebukser sirligt sammen??!
– måske ikke rivende udvikling så. Måske bare udvikling.
– Det kan godt gå hen og blivende belastende for min lever, at min drinkselskerbuddy nu har tre måneders orlov.
– Hvis man nu rent hypotetisk startede egen jordemoderbusiness, hvad skulle den så hedde?
– og ville jeg være økonomisk tjekket nok til jordemoderbusiness?
– er trods alt stadigvæk angst hver gang der kommer ny årsopgørelse fra SKAT.
– Hvad? DER KOMMER ÅRSOPGØRELSE FOR SKAT OM NI DAGE??? NI. DAGE?!?
– kan vel ikke være lige så skidt som sidste år, hvor jeg manglede at betale 27.000 kroner. (Ja, antallet af nuller passer desværre)
– Sætter lidt Sam Smith på og drømmer mig væk
– Pissefed gang til kor i tirsdags.
– Ikke helt hvad jeg mente, da lægesekretæren spurgte om jeg ville have tilknyttet en pårørende til mit diabetesforløb og jeg svarede “ellers tak, det er okay” og hun helt tørt svarede “ok. Jeg skriver “INGEN”.”
– kanelsnegle
– måske på tide med et nyt banner øverst på bloggen?
– måske på tide med en ny konkurrence på bloggen?
– hvad?
– universet prøver helt sikkert at afholde mig fra tinder, når det første jeg konsekvent gør, når jeg åbner appen, er at komme til at give SUPERLIKES til gudoghvermand…
– skulle der aldrig være nogen, der bagte en kanelsnegl til mig? Jeg gør det altså ikke selv.
Følg med i hverdagens arbejdsløse gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
For crying out loud.
Jeg har lige opdaget, at jeg IGEN i år har glemt bloggens fødselsdag.
19. februar kunne jeg ellers med rette have sagt
“SYV år, bloggen! Man ved ét og andet”
men i stedet må jeg bare konstatere, at hvis bloggen var min baby, så skulle den nu gå i første klasse og ville sikkert være mega uopdragen og opmærksomhedsmæssigt fejlernæret.
Når det så er sagt, så er jeg sgu stadig glad for den, selvom den det sidste år har måttet klare sig selv i perioder, mens jeg prøver at tja, klare mig selv.
Herinde har jeg fået luft for alt fra fejlslagne madkurser, min hjernes narrøvssider og lange dage som jordemoderstuderende.
Jeg er også vokset og har været på eventyr tur-retur, jeg har fået gode råd og har fundet støtte og oprigtighed fra uventede sider, når jeg lukkede op for mit allerinderste.
Bloggens til stadighed langt mest læste indlæg er fra da jeg besluttede mig for at sige mit job op uden at vide, hvad der så skulle ske – og det ved jeg sådan set stadigvæk ikke.
Og derfor er bloggen for tiden måske også en lidt kedeligere platform end den plejer at være, for jeg kan for fanden ikke tvangsindlægge jer til al mit langhårede navlepilleri.
Når dét så er sagt, så har bloggen nu altid været mit største frirum til at dele ud af hverdagens gråtoner, og i særdeleshed grine af mig selv i al min uperfekte glans. Jeg har fandme føket meget rundt.
Og det har jeg også i dag.
Så lad os markere bloggens forsinkede fødselsdag med en lille hverdagsanekdote, sort på hvidt.
… Jeg skulle nemlig til kontaktlinsetjek i dag. Jeg kiggede ud på det smukke solskin og besluttede mig straks for, at jeg da ville gå de 2,5 kilometer til optikeren.
Jeg tog afsted i god tid, og gik med fjedrende skridt ned ad Amagerbrogade med solbrillerne koket placeret på næsen og tænkte for mig selv: “her går Eline med tjek på tilværelsen! Tjuhej”
Jeg var i så god tid ved optikeren, at jeg tænkte, at jeg da lige kunne nå at købe et par jeans i Hø & Møg – men det viste sig at være en strabadserende affære. Fandt pludselig mig selv i prøverum med 7 stykker tøj, elektrisk hår, mascara i panden og mærkede koldsveden springe frem. Kunne se, at jeg midt i min harmoniske shoppetur muligvis både havde brugt for meget tid i prøverum og erhvervet mig et lavt blodsukker, så jeg fortsatte til kassen og tyllede en brikjuice i en sådan hast, som kun en diabetiker kan.
Gik så over til optikeren, og begyndte at blive lidt nervøs. Får altid følelsen af, at det er et snydespørgsmål, når de holder ét eller anden stykke glas op foran ét eller begge øjne og konspiratorisk mimrer:
“Hvornår ser du bedst? …nu? Eller…. Nu?”
mens de lader glassene flyve klikkede frem og tilbage foran dine plirrende pupiller.
Oftest kan jeg sgu nærmest ikke se forskel, men prøver mig pleasende frem.
“Det ved jeg ikke? Den første? Den første? Den…anden?”
Ligesom ved en multiple choice-eksamen, hvor man jo hellere må variere lidt i sine krydser mellem A, B og C.
Den test i sig selv kan jo være udfordrende nok, men nu sad jeg så der og ventede på at blive set efter i sømmene, og mit blodsukker var stadig lidt lavt.
Man tænker jo dårligt med lavt blodsukker, så det måtte jeg jo nok hellere gøre noget ved, før jeg kom ind. Kiggede ned på den lille anretning med kaffe, flødepulver og sukker der stod fremme. Kiggede lorent rundt i lokalet.
Så ud til at være alene.
Til jer, der muligvis har måttet drikke kaffe uden sukker, hvis I sad i Louis Nielsen i dag efter klokken 13; undskyld. Det var mig. Jeg spiste sukkeret.
Til dig, der måske så mig spise sukkeret: undskyld. Jeg troede jeg var alene. Og almindeligvis er jeg altså helt stueren.
Lidt efter var blodsukkeret fint og en storsmilende optiker kaldte mig ind.
“Nåh,” sagde hun
“Og hvordan går det så med dine linser?”
“Godt!” Messede jeg
“Ja, for det er jo noget tid siden vi har set dig”
“Ja, jeg glemte vist at booke tid, da jeg fik påmindelsen i… Dec.. November…”?
“Ja, men det er nu længere tid siden end det…”
“Er det det?”
(åh ja, tænkte jeg, jeg glemte det vist, da jeg kom hjem fra Grønland)
“Ja, vi vil jo gerne lige se jer en gang om året”
(ups og nu er der vist gået to år! Regnede jeg mig frem til)
“Åh ja,” Tilpas afdæmpet, let skamfuld stemme fra undertegnede
“Ja, og nu er det jo fire år siden du var her sidst.”
“HVAD??” Fløj det ud af mig.
“Ja.” Kig på skærmen. “Sidst du var her var i 2014”
(Nu ved jeg med stor sandsynlighed, hvordan komapatienter har det, når de vågner og får at vide, at de har været væk i fire år.)
Optikeren gav mig heldigvis en udvej, ved at sige, at jeg jo nok havde været forbi, da jeg fik lavet mine briller.
Det blev vi helt enige om.
Er dog ret sikker på, at mine briller er mindst 5 år gamle…
Tilbage til linse-forhøret:
“Og hvordan synes du at linserne fungerer for dig?”
“Godt!” Gentog jeg, men nu helt uden min tidligere optimisme.
“Altså, jeg har godt nok overvejet, om de måske skal være lidt stærkere.”
“Okay, lad os kigge på det” Jeg satte mig i stolen.
“Dæk dit venstre øje og sig, hvad du kan se på skærmen”
Og så blev jeg lidt stille, før jeg tog mig sammen til at bekende at…
Altså.
Jeg vidste jo, at der måtte være nogle bogstaver på den lysende skærm – jeg må bare være ærlig og sige, at hun lige så godt kunne have puttet den med dyrene, hus og skibe på.
Da hun alligevel bad mig prøve, lirede jeg bare det meste af alfabetet af i opfindsom rækkefølge.
Jeg blev pludselig ret bange for, at jeg i stedet for nye linser ville forlade optikeren med en førerhund.
Heldgivis viste det sig, at venstre øje var noget mere kapabelt og da vi så skiftede tilbage til det højre nåede jeg lige at opfange tavlen før optikeren nåede at putte et glas med styrke why-are-we-even-trying? på, og til min store lettelse kunne jeg nu se noget!
Faktisk kunne jeg se det hele, og min midlertidige blindhed var åbenbart forårsaget af, at linsen ikke havde sat sig på plads på pupil og iris, men tilsyneladende havde taget sig en ferie på den hvide side.
Og således kunne jeg forlade optikeren med de samme linser som jeg kom med.
Og en årlig reminder, der fremover vil lande i min mail-indbakke i stedet for min postkasse.
Hvordan jeg kunne misse 4 år, er mig stadig en gåde.
Måske jeg i et anfald af *host* effektivitet har smidt lidt for mange “reklamer” ud fra Louis Nielsen.
Uden at åbne dem…
…
Og så vil jeg da bare indskyde, at bloggen tydeligvis ikke har noget at brokke sig over. Jeg glemmer bare den i nogle dage.
Trods alt ikke fire år.
Så tillykke, blog – 7 år og 3 dage and still going strong! Du holdt sgu længere end surdejen!
Hvor længe har du læst med?
Kan du huske, hvad der var det første du læste?
Og har du nogensinde glemt noget i fire år?
(Når nu jeg tænker over det, har jeg vist også en aftale hos tandlægen, jeg skulle have booket. Sidste år)
Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet har de sidste syv år været
Sortpahvidt
