For to år siden havde jeg dét, som man vist nok kan klassificere som en rigtig lortedag.
Jeg stod op og stivede mig af.
Tog nogle dybe indåndinger, mens jeg kiggede mig intenst i spejlet og håbede, at nogen ville kigge tilbage.
Så tog jeg bussen ekstraordinært tidligt på arbejde.
Og sagde op.
Jeg prøvede at tegne hvordan jeg havde det.
—
At sige mit arbejde op er uden sammenligning det mest grænseoverskridende jeg har gjort.
Det føltes indiskutabelt, men også helt forkert på samme tid.
Der var ikke et sted, jeg hellere ville være, ikke et arbejde, jeg hellere ville have.
Lige dér den septemberdag (og mange dage derefter) følte jeg mig for første gang helt uden retning og mål i tilværelsen.
Ligesom den der flue i vindueskarmen, der ligger på ryggen og summer rundt i cirkler.
Jeg var 27 år, rimelig velforvaret og der var ikke nogen, der havde forberedt mig på dét her.
Jeg kan godt se nu, at jeg det var stress.
Bare kald mig kvik, men man kan kun kravle ud fra badeværelset og ind i sin seng af svimmelhed et vist antal gange, før man bliver nødt til at læse skriften på væggen.
Okay. Af et relativt intelligent væsen at være, havde jeg alligevel været nødt til at læse skriften en del gange, før jeg fattede, hvad der stod.
Men altså, sent er som bekendt bedre end aldrig, ikk’?
Anyway, jeg har en pointe og den kommer her:
Hvis du af en eller anden grund sidder derude og føler dig vildfaren eller måske ligefrem dårlig til det der Game of Life, så vil jeg bare sige, at det er okay.
Og at det bliver bedre. Det gør det virkelig.
For to år siden gik jeg og ledte efter en vej – vejEN – men faktum er, at vi måske slet ikke behøver en vej.
Stier i skoven, bliver jo kun til stier fordi en masse fødder har trådt græsset ned.
Men én eller anden gik der første gang uden at vide, hvor det førte hen.
Jeg ved stadig ikke, hvor jeg skal hen og det er helt okay.
Jeg har det godt.
Svimmelheden er væk og min krop føles som om den er min igen.
Og når jeg i dag kigger mig i spejlet, ser jeg én, der kigger tilbage.
Ikke bare på en god dag.
Hver dag.
(Med mindre jeg ikke har mine kontaktlinser på endnu.)
Kender I det der med, at at man går og holder på en god historie?
En situation som du bare ved bliver en fandens god anekdote. Som du simpelthen ikke kan vente med at dele med verden?
Sådan havde jeg det overhovedet ikke med den her anekdote.
Jeg har faktisk i flere måneder forsøgt at lægge en distance til den i en sådan grad, at jeg håbede, at den bare ville dø hen.
Som et grumset og usammnehængende stykke af et mareridt, som man ikke er helt sikker på, at man har drømt.
Well, i mit sind er der desværre ingen tvivl om, at anekdoten ikke bare er et fjernt minde fra et mareridt. Det skete. Og det var fire timers meget håndgribelig ydmygelse.
Men ved I hvad?
Jeg har tænkt mig at dele den med jer, for at rykke den fra kategorien “En dag vil vi grine af det” til “I dag vil vi grine af det” og stå ved, at nogle gange så ryger man simpelthen fuldkommen ud ad sin komfortzone. Og det er ikke nødvendigvis fedt.
Men du dør ikke af det.
Jeg lover.
For kunne man det, så var jeg ganske enkelt gået op i røg og fordampet fra et beklumret lokale på Nørrebro en dag i december sidste år.
I november sidste år befandt jeg mig på et ret rodet sted i mit liv.
Jeg havde sagt mit arbejde op. Jeg var ked af det. Jeg vidste ikke, hvad der skulle blive af mig hverken arbejdsmæssigt eller generelt. Jeg var sådan set åben for det meste, hvis bare det indebar, at jeg følte, at jeg var på vej et sted hen. Et eller andet sted.
Og da jeg siden jeg var barn har gået og båret på en skuespillerdrøm, så blev jeg pludselig ramt af en det-er-nu-det-skal-være følelse. Jeg kunne da melde mig til optagelsesprøven! Det passede perfekt! … I know, set i bagklogskabens klare lys er det måske ikke dét, du skal kaste dig ud i, når du går rundt og har ondt i selvtilliden.
Jeg meldte mig til en improvisations-workshop hos en skuespiller og tog afsted med sommerfugle og let uro i maven.
Da jeg nåede frem, tog det mig ikke mange lange sekunder at indse, at jeg var aldeles malplaceret.
En elinefant i en glasbutik.
De øvrige ni deltagere var cirka otte år yngre end mig og havde allesammen gået på den samme teaterhøjskole. De var sgu som en hel lille, indforstået familie.
Med et hurtigt øjekast kunne jeg desuden se, at jeg var overdressed til lejligheden.
Alle havde gammelt joggingtøj på, og selvom jeg ikke var decideret pænt påklædt, var jeg bestemt ikke lige så lo-o-ose som de andre.
Det krævede næsten al min mentale styrke ikke at hakke neglene ind i dørkarmen og vende om på fodbalderne så hurtigt som menneskeligt muligt.
Jeg måtte på det bestemteste minde mig selv om, at fire timers læring jo ikke ville slå mig ihjel.
Men føk, jeg vil vove og påstå, at det var tæt på!
Så skulle vi igang med opvarmingen. Jeg blev lettet over at høre, at vi først skulle lave en “stille og rolig opvarming” – for lige at komme igang.
“Så de næste 20-30 minutter skal vi danse” lød det ildevarslende
No way, skreg min krop og mit hoved.
Jeg føking hader at danse.
H A D E R.
Min krop og en hvilken som helst rytme er slet ikke på bølgelængde. De passer ikke sammen.
Og hvis jeg laver noget med mine arme, ved mine ben ikke, hvad de skal lave – og vice versa.
Jeg ville hellere have revet fire negle af med roden, dyppet hænderne i saltvand og malet et selvportræt med mine blødende ekstremiteter!
“Bare rolig,” indskød læreren
Pyha, en joke, tænkte jeg lettet.
“For at det ikke skal være alt for grænseoverskridende, har jeg medbragt nogle inspirerende ting, som I skal danse ud fra”
Og så fik jeg stukket en hængelås i hånden.
Hvis øjne spontant kan glide ud ad deres dertilhørende øjenkugler, var mine med sikkerhed trillet ned til hængelåsen. Hvad. Fanden. ??!?????!
Rundt i lokalet var de ni vårhare begyndt at hvirvle rundt med alt fra fjerbolde til neglelakke og jeg stod med min hængelås, og bad om et insulintilfælde og en hurtig besvimelse til at befrie fra mine pinsler.
Jeg havde knap nok nået at bevæge mine ben, før musikken stoppede, vi skulle bytte og jeg pludselig stod med en ork i hånden.
… Og så var stilen for min workshop ligesom lagt.
Jeg var fire timers nummer sjok, bundlinje og bare lidt for stiv i betrækket.
Min største skuespilspræstation dén dag, var at lade som om jeg syntes det var fedt at være i live.
Da jeg 16.30 stod ude på det kolde fortov med kjole og hår i uorden, kom jeg til at tænke på, at en stor del af at finde sin vej, må være at finde ud af hvilken vej, man ikke skal gå.
Og det havde jeg så i hvert fald fald lige fundet ud af.
Og så fortjente jeg i øvrigt en fucking Oscar for at holde sammen på mig selv og oven i købet vinke entusiastisk med armene over hovedet på vej ud ad døren og melodisk mimre:
“HELD OG LYKKE TIL JER ALLE SAMMEN. OG TUUUUUUSIND TAK FOR I DAG!”
En fed fucking Oscar.
…
Men ikke nogen Danse-Award.
Jeg kan stadig ikke se skuespilleren i fjernsynet, uden at krumme tæer over min egen usle præstation den dag i december 2017.
Men for fanden, jeg kommer ikke til at sidde som 80-årig og tænke “hvad nu hvis…” Og det er egentligt ret befriende.
Og når jeg danser i dag er det faktisk lidt mere løssluppent.
Uden at tænke på hverken arme eller ben.
Eller hængelåse.
På den måde var det måske alligevel 400 bobs well spend?
Læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Forleden skulle jeg på apoteket for at proviantere lidt insulin før afgang til min “halvgræske” fødeø, Korfu.
Det tænkte jeg ikke noget særligt over. Jeg entrerede det aflange lokale med den lange række af betjeningsdiske.
Jeg skar hjemmevant gennem lokalet og trak bippende et nummer i den lille stander.
Først da jeg stod afventende med den tynde papirseddel i hånden, kom jeg til at tænke på, hvordan det var gået, da jeg havde været her for at hente insulin i september…
…
Jeg kom ind på apoteket og gjorde på sin vis præcis det samme.
Der var bare den forskel, at jeg havde skulle trække mig selv op fra sokkeholderne for at cykle de 500 meter hertil.
Jeg følte mig ikke bare træt, men nærmest afkræftet, mens jeg trippende ventede på at blive kaldt til kassen.
Oppe ved disken sank energiniveauet yderligere et par grader, da medarbejderen på den anden side af den mørke træplade proklamerede, at jeg altså havde opbrugt min recept, da jeg hentede insulin sidst.
Jeg sendte hende et langt, tomt blik. Hvorfor var jeg ikke blevet oplyst om det, da jeg hentede insulin sidst?
Hun trak beklagende på skuldrene. Kunne jeg ikke bare ringe til Steno én af dagene og få recepten fornyet?, ville hun vide.
Og jo, det kunne jeg måske godt, men jeg var her jo nu – jeg kunne faktisk ikke rigtig overskue at skulle komme igen. Og telefontiden til de almindelige numre ud til Steno var også lukket for i dag.
Alt dette tænkte jeg inde i mig selv, mens jeg sukkede
“Jooooeh…”
“Ved du hvad,” kvikkede ekspedienten så alligevel op.
“Jeg kan også lige prøve at ringe til dem”
Det ville tage ti minutters tid og hun bad mig om at vente og trak sig tilbage til en fastnettelefon.
Jeg gik lidt rundt og kiggede fraværende på de snorlige reoler, der lovede at være mig behjælpelig med en kur på alt fra neglesvamp og D-vitaminmangel til sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.
Da jeg kiggede op igen, havde en anden kunde henvendt sig til “min” ekspedient, og eftersom min sagesløse vandring havde vækket min svimmelhed, tog jeg plads i en stol langs væggen.
I vanens magt trak jeg telefonen frem, og bad instagram om at hjælpe mig af med min kedsomhed.
Desværre gik der kun kort tid, før jeg måtte sande – som jeg havde gjort det mange gange før -, at den gentagende scrollen op og ned på skærmen, i endnu højere grad triggede min svimmelhed.
Mit hoved havde svært ved at finde vater i lokalet. Telefonen stod stille, men skærmbilledet ikke gjorde. Hvad var hvad? Gulvet under mig syntes at vugge som en jolle på en klukkende sø. Lokalet syntes med ét iltfattig og en smule beklumret.
Jeg endte med at lægge telefonen væk, fokusere på et roligt åndedræt og genne mig ind i mine egne – helt lige – tanker. Jeg formanede mig selv, at gulvet var roligt og lige og mine lunger lige så rummelige og funktionsdygtige som de altid havde været.
Således opslugt af tanker og med fokus på de snorlige hylder bag diskene, blev jeg pludselig forstyrret af en stemme, der talte overdrevent langsomt.
“Heeeeeeeeej”
Jeg vendte mig mod lyden og blev helt forskrækket over, at én person stod overraskende tæt på mig og bøjede sig som et langt siv ned i min retning, ligesom når en voksen taler til et barn.
Han fortsatte med at tale langsomt, nærmest drævende med indlagte lidt for lange pauser:
“Er der nooogen, der hjælper diiiig?”
Han lød faktisk lidt som en mindre bemidlet.
“Det er baaare: Du har siddet her meget lææænge.”
Så fik jeg øje på hans navneskilt, og forstod, at han simpelthen arbejdede på apoteket – og at den mindre bemidlede tilsyneladende var mig!
“Ja,” kvækkede jeg, men kunne ikke overskue den forlegne akavede konsekvens, ved at forklare ham, at jeg altså var ganske normal begavet.
“Din kollega derovre er ved at hjælpe mig”
Jeg nikkede over mod kvinden fra tidligere, der lige var ved at runde en ekspedition af. Nu kunne han vel også høre, at selvom jeg måske så bleg og forfløjet ud, så var jeg altså ikke helt fra den.
“Trine?” Pegede han.
“… Hende der øh….?” Han tog sig op til sine øjne og lignede én, der først ville til at kendetegne Trine ud fra hendes skrå asiatiske øjne, men så tog sig i det og i sidste øjeblik rettede det til:
“… Har briller?” Og lavede det internationale brilletegn på sig selv.
“Ja, hende” Bekræftede jeg.
Så gik han over til Trine, som måske/måske ikke – bekræftede, at jeg ikke var en forvirret fremmed, der havde forhutlet sig ind på apoteket og havde slået rod.
Jeg fik i hvert fald min insulin og så kunne jeg da gå hjem.
…
Da jeg stod på apoteket denne aprilformiddag for en uges tid siden, skænkede jeg ikke svimmelheden en eneste tanke. Jeg havde heller ikke skullet skænde på mig selv, for at komme ud af døren og derhen.
Og jeg tror ikke, at noget personale frygtede for min mentale kompabilitet.
Jeg lignede formentligt alle de andre – både dem med neglesvamp, D-vitaminmangel, sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.
Jeg kom til at tænke på, hvor meget der så alligevel har ændret sig. Også selvom jeg til tider synes, at der er sket lige lovligt lidt i min tilværelse siden jeg sagde op i december.
Også jeg så sad hernede på smukke, stille Korfu, gik noget nyt op for mig:
Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere.
Ikke affødt af jeg tager vagter på fødegangen, men mere fordi jeg ikke føler mig helt så… Håbløs, længere.
Jeg føler mig stadig rodløs, til tider decideret desorienteret, men det afgrundsybe, sorte hul, som på et tidspunkt var det eneste jeg kunne se, når jeg prøvede at forestille mig min fremtid… Dét er væk.
Ikke afløst af noget håndfast, men det er også okay.
Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere. Jeg kan stadig gøre nytte.
Jeg føler mig faktisk håbefuld.
Så jeg spørger mig selv:
Er det arbejdsløse eventyr slut nu?
Skal det have et nyt navn eller kommer følelsen tilbage?
Og skal navnet ændres, så er spørgsmålet bare; til hvad?
Se så mange ord havde apotekeren fra september nok ikke lige regnet med at jeg kunne sætte sammen!
Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
Jovist, det er godt nok mine egne livsanskuelser, men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg forstår dem.
Man forstår jo ikke altid sig selv, vel?
For at være ærlig er der masser af tid, hvor jeg slet ikke forstår mig selv.
Det slog mig i hvert fald, at selvom jeg på ingen måde er blevet prakket nedenstående tanker på, så ser jeg dem både som mærkelige – men også som en form for universelle sandheder:
10) Jeg er mere “tilstede” når jeg har kontaktlinser på. (Frem for briller, that is. Hvis jeg ikke har nogen af delene på, er jeg decideret ikke tilstede)
9) Tirsdag og torsdag er fede dage. Mandag og onsdag er bare “meh”.
8) Man hygger sig bare bedre, hvis man har et tæppe på. (Medmindre man er på solferie. Så hygger man sig bare bedre, hvis man har solbriller på)
7) Livet er en musical – og DU er hovedpersonen, så hvorfor sige det, hvis du kan synge det? (Det her er virkelig min hjernes mest ubevidste og brugte måde at få mig til at fremstå som en idiot.)
6) Det er virkelig tidsspilde at gå i bad. Diskutér nødvendigheden dagligt og længe med dig selv
5) Det er virkelig ubehageligt og unødvendigt at forlade brusebadet. Diskutér dette dagligt og længe med dig selv (Forresten: hvorfor tænker man bedst i badet?)
4) Du behøver ikke skrive det ned, det er god træning for hjernen og du kan sagtens huske det (men det kan man jo for helvede ikke!?)
3) Klokken 19 om sommeren ligger verden åben for alt hvad du måtte finde på. Klokken 19 om vinteren har dagen været slut i tre timer.
2) Hvis SKAT siger det, må det være sandt (notat til mig selv: IKKE NØDVENDIGVIS!)
1) Hvis du følger dit hjerte, kan du ikke fare vild (med mindre dit hjerte hele tiden skifter mening – og fx vild have take-out når I lige var blevet enige om grøntsagsstænger)
Hvilke livsanskuelser har du som du ikke helt forstår?
Har de nogensinde fået dig i knibe?
Jeg er for eksempel engang kommet til at lave en aftale med hele tre forskellige mennesker på den samme dag og tid – jævnfør min livsanskuelse nummer 4…
Følg hverdagens gråtoner – hvis du lyster – sort på hvidt på FACEBOOK, INSTA, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
I går var det fredag aften, og ude fra mit badeværelse kunne jeg gennem væggen høre min nabo fløjte nogle udefinerbare toner.
I mine egne højtalere sang Fergie at “Big Girls Don’t Cry”, og det synes jeg egentlig er lidt irriterende.
Ikke nok med at jeg rent teknisk aldrig bliver en stor pige med mine vertikale 154,5 centimeter – så bliver jeg det heller aldrig ud fra Fergies definition.
Når nu jeg tænker over det, så er det faktisk som om jeg græder mere nu, end da jeg var barn?
Jeg har tænkt meget over det der med, hvornår man så reelt er voksen. Da jeg var barn, syntes jeg, at det var folk, der ikke længere gik i skole.
Da jeg var teenager, var det folk, der havde børn.
Da jeg var tyve, var det folk, der kunne klare sig selv.
Nu synes jeg bare, at det er sådan noget, folk rundt omrking mig bliver, mens jeg kigger på.
Jeg kigger på min tumulttilværelse og tænker.
Der var fandme ikke var nogen der sagde, at man kunne vokse op og gøre alt dét, der forventes af én og så sidde som 28-årig med en mellemlang uddannelse, lejlighed og tidligere fast arbejde og ikke længere ane, hvor man er på vej hen i livet eller hvorfor.
Så prøver jeg at gribe mig selv i nakken og ruske blidt. Ja, ja, tumult er måske alligevel en del af at blive voksen. At mærke ansvaret tynge og være bevidst nok til at tage det alvorligt – men også være voksen nok til at tage sig selv seriøst, og sætte tilværelsen før tilsyneladelsen.
Og hvis jeg nu skulle lave min helt egen voksenliste, så ville jeg putte følgende på den:
– du spiser (oftest) ikke kage til morgenmad, selvom du har lyst
– du synes tegnefilm larmer og var meget bedre da du var barn
– du har overtræk, som du må håndtere på egen hånd
– dit overtræk skyldes (oftest) ikke en tåget bytur med kulørte shots og en helt vild sjov og lidt shady fyr, de kalder Crazy Kalle.
– du kan ikke længere gå på arbejde efter ovennævnte bytur, men må bruge to døgn på at overveje, om det er sådan her du skal dø
– du bliver glad derinde i maven, når du udskifter den misfarvede og flade opvaskesvamp med en ny, fast én
– du støder ind i noget virkelig ulækkert og kalder på en voksen til at tage sig af det. Du finder ud af, at dén voksne er dig.
– du kan vente med at græde til et tidspunkt, der ligesom passer bedre
– du må selv bestemme, hvornår du drikker rødvin
– du dør ikke, fordi du er overladt til dig selv i mere end 72 timer. Det er måske faktisk lidt en treat.
Og altså, ud fra dén liste syntes jeg faktisk, at det gik ret godt, og at jeg måske alligevel er mit liv voksent.
Indtil jeg åbnede min årsopgørelse, that is.
Jeg regnede med at have en smule der skulle betales fra Grønlandseventyret. Herregud, måske endda 15 af de store.
At der stod et stort, fedt, knaldrødt treogfyrretusind hev derfor stolen gevaldigt væk under mig!
Jeg havde det som om jeg lige var sprunget ud fra ti-meter vippen og dér midt i luften fandt ud af, at bassinet under mig var tomt.
Eller fyldt med taranteller.
Og ild.
Og skat.
Der er ikke noget, der kan gøre mig så bange som skat. Intet. Vil hellere genopleve denne aften, end at redegøre for alle de uforståelige og mystiske rubrikker derinde!
Jeg så alle fremtidsplanerne (okay, fremtidsgisningerne) glide mig af hænde som sand mellem fingrene. Så mig blive mærket med sort tusch i panden og for evigt skulle gå rundt med ordene
INDBILDSK TABER
… Og jeg gjorde det eneste, jeg kunne.
Jeg trak det tungeste skyts, jeg kender.
Jeg ringede til moar.
Fuck det.
Så kan det godt være, at jeg ikke er ægte jeg-ordner-lige-mine-hylder-i-vater-voksen, men det lever jeg med.
Mutter 911 forklarede mig desuden i små letfordøjelige bidder, at der var en fejl i min årsopgørelse.
Så nu skal jeg bare ringe til skat og få trådene redt ud.
Puha.
—
Jeg ville ønske, at det var socialt acceptabelt at mødre ringede til skat på deres forvoksne døtres vegne!
Er du også bange for skat eller findes der virkelig noget, der er endnu mere uhyggeligt i din verden?
Hvis jeg opdager noget – så giver jeg lyd!
Følg hele hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt
Jeg har været nødt til at konsultere kalenderen og tjekke efter flere gange. Den ér god nok;
Det er sgu april lige om lidt.
Vejret i marts har ellers haft overbevist både krop og sjæl om, at vi da måtte være i januar. Men altså, der kan man jo bare se.
Når jeg runder aprilsiden i kalenderen, runder jeg også noget andet.
Jeg har været uden fast arbejde i fire måneder.
Shit.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig rent tidsmæssigt, dengang jeg sagde op. Men jeg er ret sikker på, at jeg vistnok havde forventet, at jeg var et lidt andet sted nu. At der lå en mere konkret plan.
Bevares; det behøvede ikke at være planEN. Bare en lidt mere opridset én, end den jeg pt sidder med.
Når dét så er sagt, så må jeg også skynde mig at tilføje noget andet:
Jeg har det rigtig godt.
Når jeg kigger mig i spejlet, genkender jeg så småt hende der kigger tilbage med morgenhår og bums på hagen. Jeg rynker ikke længere brynene over det uudgrundelige og fraværende blik, hun møder mig med.
Hun kigger lige tilbage på mig.
Hun er tilstede igen.
Jeg også begyndt at tage vagter på fødegangen igen. Sådan, mere regelmæssigt. Dels har jeg jo brug for en indkomst, men jeg mærker også, at jeg har brug for arbejdet. At jeg har savnet det.
Jeg glæder mig, når jeg skal have en vagt og føler samme energi ved at tage på arbejde, som dengang jeg var nyuddannet.
Men at tage vagter i en mængde som jeg kan rumme, er hverken til at leve eller dø af. Og på længere sigt må det enten erstattes af et fuldtidsjob eller suppleres af et deltidsditto.
Arbejdsforholdene på fødegangen har selvfølgelig ikke ændret sig i de sidste fire måneder, og regeringens udtalelser i forbindelse med overenskomstforhandlingerne giver mig ondt i både mave og hjertehule. Så pt kan jeg ikke forestille mig, at vende tilbage på fuldtid.
Men når jeg spørger mig selv, hvad der så skal ske, finder jeg flere spørgsmål end svar.
Lige nu pendulerer jeg mellem to ting.
Skal jeg ud at rejse igen?
Da jeg tog toget til Jylland i torsdags, kunne jeg mærke, at udrejselysten atter rørte på sig. Jeg tog mig i at ønske, at næste gang jeg satte mig ind i et tog, var det ikke for at stige ud på København H, men med en ukendt destination som endemål.
Jeg overvejer seriøst at finde et projekt i Afrika, som kunne bruge en jordemoder som mig. Helst noget med supervisering eller undervisning af fagpersonale.
Men selvom jeg har arbejdet i Grønland, er jeg stadig meget i tvivl, om jeg egner mig til at rejse ud i barskere forhold.
Skal jeg starte noget for mig selv?
Jeg har mange ideer til, hvad en sådan praksis kunne indeholde. Jeg elsker at formidle og være kreativ, så hvorfor ikke kombinere de to ting? Jeg har tit siddet i jordemoderkonsultationen eller på fødegangen og drømt om at have mere tid – med egen praksis kunne jeg gøre tingene som jeg selv synes, at de burde blive gjort. Altså, jeg ville ikke lave en fødeklinik, men arbejde med jordemoderi på en anden måde.
Men når jeg tænker på selvangivelser, er jeg lige ved at selvantænde. Og selvstændig? Det lyder virkelig ærefrygtigt!
I virkeligheden ville jeg lidt ønske, at det var ligesom i folkeskolen, hvor man bare havde et skema, som man fulgte:
Matematik mandag fra 8-10. Så selvstændig virksomhed fra klokken 13. Efterfulgt af udrejse med organisation klokken 15.15.
Jamen, hvis det er sat på skemaet, så må det jo være fordi, der er nogen, der har vurderet, at jeg kan klare det!
Én ting er i hvert fald sikkert:
Hver gang jeg spørger mit indre kompas, så suser det tikkende rundt. Oversættelsen betyder formentligt noget á la
FINDE UD AF DET SELV (VÆGELSINDELINE!)
Så ja, det er så det jeg prøver.
At finde ud af det selv.
….Men derfor modtages god råd stadig med kyshånd!
Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
(og er for tiden det eneste, der ikke er til diskussion!)
Hvis du har fulgt med på bloggen længe, kender du formentligt til mit anstrengte forhold til at køre bil.
Hvis du ikke har eller ikke husker det, så kan det opsummeres således:
1) Jeg havde en fuldkommen crazy kørelærer (At høre brølet: “HVADFANDENSKERDERFORDIGIDAGELINE??! var sådan ret normalt)
2) Det gjorde mig ret ængstelig for at køre bil (Jeg endte med at føle, at alle – også andre bilister, ja selv fodgængere – stirrede misbilligende på mig og sikkert tænkte HVADSKERDERFORDIGIDAGELINE? Jeg blev bange for at være en firhjulet dræbermaskine)
3) Til sidst tog det overhånd. Da jeg gik i stå midt i et trafikkeret lyskryds med hele familien i bilen, føltes det som om jeg aldrig kom i gang igen. På en måde sidder jeg stadig dér med bilen propfyldt og en hikstende/hostende motor og én, der råber DUERIANDETGEAR! Jeg svor, at jeg aldrig mere ville køre bil.
4) Da mit kørekort skulle fornyes, fordi jeg har diabetes, lod jeg ganske enkelt være. Med ordene: jeg har jo ikke et gyldigt kørekort, behøvede jeg aldrig at forklare, hvorfor jeg ikke ville køre.
MEN, hånden på hjertet, det skide kørekort har naget mig i alle de år. Som et tilbagevendende nederlag.
Som en fiaskofølelse, de hånlo mig op i ansigtet, hver gang jeg åbnede min pung og så toppen af det lyserøde kort.
Og mens jeg går her og finder ud af, hvordan mit fremtidige liv skal se ud, slog det mig en dag:
Jeg ved i hvert fald, hvordan det ikke skal se ud:
Jeg vil ikke være bange for at køre bil mere.
Punktum.
Og så gik jeg i gang med alle de forberedelser, der nu engang ligger i, at få fornyet det der kørekort.
– Jeg tog fat i min rutinerede bilist og veninde, Helene, som lovede at vi kunne køre i hendes bil, når jeg fik det nye kort.
– Jeg fik taget et allerhelvedes dårligt pasbillede, hvor mine kinder har været oppe at slås med den sibiriske kulde.
– Jeg var oppe hos lægen, som fik en gratis omgang stand-up comedy, da jeg stod seks meter fra bogstavstalven – uden kontaktlinser på – og måtte sige, at jeg ganske enkelt ikke engang kunne se, hvor hun pegede hen.
Og så begav jeg mig videre til Borgerservice.
Sidste stop før det nye kort var i hånden.
Alt gik som smurt.
Digitalsignatur, lægeattest, det gamle kørekort – alt fløj fra mig til hende.
Printeren til det midlertidige kørekort var allerede begyndt at brumme af forventningens glæde, da de skæbnesvangre ord lød fra Borgerdamens mund:
“Hov. Det er da længe siden at det her kørekort udløb?”
“Jo, ja, jo. Jeg har ikke rigtig haft savnet det,” mimrede jeg.
“Når det har været udløbet i 3 år skal du op til en ny køre/teoriprøve” lød min tørre dødsdom, som næsten tog pippet fra mig.
Det føltes som om selveste Skaberen grinede en rungende latter deroppe fra og gjaldede hele vejen ned til Borgerservice
DER TROEDE DU LIGE!
Men altså; den var desværre god nok, den regel.
Jeg følte det vitterligt som om, at Borgerdamen med de tunge ord, lige havde hevet stolen væk under mig og havde efterladt mig med et stort, fedt FUCK.
Så altså; måske skal jeg op til teori/køreprøve igen.
Jeg ved det ikke helt endnu.
Jeg har søgt om dispensation og afventer svar fra politiet.
Dog måtte man godt få et midlertidig kørekort, mens man venter på afgørelsen.
Og det betyder, at jeg – one way or another – snart skal sætte mig bag rattet igen.
Bare rolig, jeg starter naturligvis et helt mennesketomt sted.
Og så har jeg i øvrigt opstillet disse køretips til mig selv:
– vil tage køretimer hos sød kørelærer nær Amager
– starte med baby-skridt, så jeg får succesoplevelser og førersædeselvtillid
– vil lade være med at køre nogen ned
– og det sidste:
—
Ja, det var mine ret overkommelige køretips – hit med jeres:
Jeg får helt sikkert brug for dem!
PS Helene, har du styr på testamentet og alt det dér?
Du må få mine tiloversblevne pasbilleder, hvis jeg kreperer af angst i bilen. De bliver penge værd en dag, I promise!
Nåh, men når jeg ikke vandrer hvileløst rundt på Amager i min søgen på en rolig åbenbaring, så skal jeg jo også lave noget.
Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg skulle nå så meget, når jeg ikke havde fast arbejde. I ved; sådan rigtigt mærke mig selv –I know, klicheklokkerne kimer! Vi taler yoga, kurser, oprydning, tegning, skrivning og et cetera.
Men, jeg kan sgu ikke rigtig finde den; roen til at gøre noget rigtigt ved noget af det ovenstående.
Det kræver tilsyneladende meget underbevidst og ikke-jagende arbejde at finde sin vej.
Har til gengæld fundet roen et helt andet sted:
Jeg er blevet helt tosset med at se Alene i vildmarken (!?!!)
Jep, jeg har set alle afsnittene i både den nye og første sæson.
Og jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet så grebet af det, for da Gud delte friluftsinteresser ud, gav h*n mig i stedet en seriøs portion magelighed. For at sige det lige ud: jeg holder hellere en picnic indendørs ved et bord med dug, maden sirligt serveret og med ordentlige forhold til at komme af med dét, der kommer indenbords. Ja, det er vel ret beset et cafebesøg, når nu jeg tænker mig om.
Anyways… når jeg sidder og ser Alene i vildmarken, så forestiller jeg mig, at det slet ikke er sådan. At jeg blev sat af på én af de der norske strandstrækninger med en proppet rygsæk og et håndholdt kamera eller to.
Ja, ja; vi ignorerer lige den lillebitte detalje at jeg har diabetes og leger med i tankeeksperimentet.
Her er hvordan jeg tror, at min version af Alene/Eline i vildmarken ville forløbe:
DAG 1:
Jeg bliver sat i land i regn og stiv kuling. Det regner jo altid i Norge – er der ikke nogen, der har fortalt deltagerne det?
Jeg stirrer stift ind i mit regndråbeplettede kamera og forkynder, at jeg er så nervøs, at jeg allerede skal tisse. Nervøs blære er ikke en guddommelig gave i naturen. Jeg siger, at jeg tror, at jeg kan holde mig (en ti-femten dage).
Mit hår er formentligt allerede fedtet.
Klip
Jeg trasker rundt og leder efter et sted at slå mit shelter op. Endnu et stift blik ind i kameraet:
“DER ER JO VÅDT OVERALT!”
Vælger med stor sandsynlighed et virkelig råddent sted og kaster mig ud i virkelig rådden shelter-opslånings-teknik. Fantasien rækker kun til noget der ligner en telt-form. Altså, finde et sted, hvor jeg kan sætte en birkestamme op mellem to træer og derefter kaste presseningen over. Er muligvis for lav til overhovedet at kunne nå op til nogen af træernes tykkere grene.
Burde i virkeligheden lave jordhule.
Er det ikke sådan noget hobbitter gør?
Klip
Presseningen flagrer rundt en halv meter over jorden med mine våde, krøllede ting indenunder. Jeg forestiller mig en tvivlsom opsats med grene og sten. Dejlig base at kalde hjem.
Jeg kæmper mig gennem moselignende skovbund, mens jeg ind i kameraet fortæller om min snarrådighed: samler masser af birkebark til at tænde op med og tørrer det i mine lommer. Sveder utvivlsomt, mens jeg begiver mig ned mod stranden for at samle brænde og sætte net op. Det bliver helt sikkert snart mørkt.
Jeg gætter på, at jeg allerede er sulten på det her tidspunkt.
Nyder at tale ind i kameraet. Ingen til at sige mig imod.
Proklamerer, at jeg er virkelig god til at være alene i mit eget selskab. Forkæler muligvis seerne og mig selv med en lille Disney-sang. Klarer overstemmer og mellemspil selv.
Det lyder pissegodt.
Klip
Jeg står ude i vandet med begge gummistøvler oversvømmet og fiskenettet viklet ind i arme og ben. Råber noget så sofistikeret som:
FUUUUUUUUUUCK!
Klip
I “shelteret”. Ligger på maven og snakker til kameraet. Der er for lavt til at sidde op. Det begynder at blive mørkt udenfor.
Jeg siger noget a la:
“Det gode er, at jeg har samlet absurd meget birkebark og brænde. Jeg er nemlig en notorisk frossenpind. Det dårlige er, at jeg overhovedet ikke evner at tænde op med det.”
kigger over på bunken af brænde.
“Jeg fandt en kæmpe edderkop under én af stenene. Jeg skyndte mig at slå den med min våde gummistøvle. Men jeg ved ikke om jeg ramte den, så nu tør jeg ikke at tage gummestøvlen på igen. Jeg tror bare, at jeg går i seng nu. Godnat”
Sort
DAG 2
Morgen. Fortsat maveliggende snak til kamera. Hår klistrer ind til ansigtet og mine kontaktlinser klistrer tydeligvis helt ind til nethinderne, for hver gang jeg blinker, spærrer jeg lige øjnene op en ekstra gang, for at få linserne til at reagere. Giver mig sådan et dejligt, ikke-bekymrende crazy-look.
“Jeg har sovet ad helvedes til i nat. Jeg har frosset. Jeg har åbenbart også ligget oven på den her” Hiver én af mine støvler frem.
Et ærligt gæt vil være, at shelteret også er bundvåd nu.
Klip
Nede ved vandet. Forkynder, at jeg savner nogen at tale med. Eller som i det mindste kunne give mig nogle gode overlevelsesfif.
Fortæller, hvor vigtigt det er, at jeg får fanget fisk i dag.
Får fanget to fisk, som sikkert er syge.
Kommer til at tænke på, at jeg faktisk slet ikke kan lide fisk.
Med mindre det er sushi eller paneret fiskefilet.
Det trækker formentligt nogle dage fra min overlevelse herude…
Klip
Kigger ind i kameraet.
“HVAD FØK LAVER JEG HERUDE? DET VAR OGSÅ BARE FORDI JEG SKULLE FINDE MIG FØKING SELV. GUESS WHAT – HUN ER IKKE HER!”
Klip
Klar til at tage hjem.
Fortæller hvor stor en oplevelse det har været. Hvor godt jeg kender mig selv nu.
Vidste for eksempel ikke, at man kunne tale med et dødt egern i mangel af bedre.
SORT.
Hvordan ville din medvirken i Alene i vildmarken se ud?
Hvor mange dage ville du overleve?
Og hvilket reality show ville du selv medvirke i? Jeg har jo allerede været igennem Den store Bagedyst og diverse, så vi må se hvor fantasien tager mig hen næste gang…
Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
For det er der godt nok mange, der har spurgt mig om – heriblandt mig selv.
December gik med småjobs af den ene og anden slags – og var lige pludselig bare overstået.
Det blev nytår og januar og jeg følte straks, at nu var der et nyt hul at udfylde.
Jeg savner mit arbejde.
Jeg drømmer om fødsler (bogstaveligt talt: har i drømme både forløst fødende på Kastrupvej og taget imod en kvinde, der bristede ved navlen og derefter kvitterede syv moderkager??!).
Det er på en måde dejligt (ok, måske ikke det helt rigtige ord) og bekræftende, for efter jeg sagde op, har jeg haft en følelse af, at alt var til diskussion og intet stod mejslet i sten.
Skulle jeg overhovedet fortsætte med at være jordemoder?
Der er så meget, jeg gerne vil – men jeg kan simpelthen ikke mærke, hvad jeg helst vil.
Jeg har kigget mig i spejlet og taget sigte på mit bryst og spurgt mit hjerte, hvad det er det banker mest for.
Og det har bare trukket på skuldrene og banket stille.
Og så forleden dag gik noget op for mig.
Jeg var ude at gå en tur, for jeg har formanet mig selv, at jeg skal have mindst en times frisk luft hver dag.
Jeg gik og lyttede til en podcast, mens Endomondo holdt styr på, hvor langt jeg fik begivet mig rundt.
Jævnligt tog jeg mobilen frem og tjekkede min rute. Havde jeg kun gået x kilometer på x minutter? Dét måtte jeg kunne gøre hurtigere! Længere skridt – man skal da mindst gå 5 kilometer på en time, ikk’? Er det ikke dét, der er normalt, hva’?
Så gik jeg faktisk helt i stå.
Hvad fanden lavede jeg?
Hvordan syntes jeg egentlig selv det gik med at gå?
Hvem konkurrerede jeg med – og hvorfor skulle det gå så stærkt?
Hvad nyttede det, at jeg havde ordineret mig selv en times frisk luft og ro, når jeg bare gjorde dét jeg hele tiden havde gjort mod mig selv – krævet noget og hele tiden krævet mere?
Jeg var for fanden ikke med i De Korte Bens KapGang Amager Rundt, vel?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, at så snart jeg fik mere tid, ville det automatisk også give mig mere ro – for det er tydeligvis noget jeg skal arbejde med oppe i mit hoved.
Så jeg er holdt op.
Ikke med at gå. (For nu går jeg faktisk. Rundt og her og der og jeg nyder det.)
Men jeg er holdt op med at tjekke telefonen.
Holdt op med at føle at jeg skal præstere noget.
Jeg spørger ikke længere hjertet, hvad det banker mest for.
I begge henseender er jeg begyndt at sige ting til mig selv:
Du når det det nok
Og så må jeg jo vandre Amager flad indtil jeg finder ud af præcis, hvad der skal ske og hvornår.
…
Og så tog jeg forresten en impulsvagt på Hvidovre forleden dag. Jeg måtte ud at købe nye sko, for de gamle var så lodne, da jeg stoppede, at jeg bare smed dem i skraldespanden.
Men udover fodtøjet lignede det hele jo sig selv. Og det var skønt at se kollegerne igen, det var dejligt at stå på en fødestue og jeg havde heldigvis ikke glemt, hvor børnene kom ud henne.
Jeg endte til en hjemmefødsel og tænk; skæbnen ville at jeg mødte op hos en familie, hvor jeg også havde taget imod deres første barn! Chancen for at det skulle ske, måtte have været noget lig nul.
Men dér på deres bord lå deres gamle journal med mine spæde jordemodernotater.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge på de papirer, hvor jeg sirligt havde underskrevet hvert et lille notat. Jeg tænkte på den unge jordemoder, der havde siddet en nattetime og skrevet dem og hvor meget hun havde i vente. Sendte hende en kærlig og opmuntrende tanke. Hun var så stolt over hvad hun havde opnået og samtidig usikker på alt det nye i arbejdslivet.
Faktisk ret meget ligesom jeg har det lige nu.
Jeg følte på en måde at ringen var sluttet – og følte (omend det er fjollet) at det var et tegn fra både det ukendte og mit gamle selv, der lovede mig, at hele nok skulle, ja… gå.
…
…
Og ellers er der som sagt altid Netto.
Læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
