Den troløse kreativitet

Der er (mindst) tre ting her i livet som man ikke kan fremtrylle på forlangende:

– kærlighed, kløgt og… kreativitet, tilsyneladende

Det er næsten tre uger siden jeg skrev noget herinde sidste gang, og det er der naturligvis flere årsager til. Jeg har blogget i snart fem og et halvt år (??!), og tro det eller ej; nogle gange er også mit liv fyldt mere op med gamle trusser, bumser på hagen og et dræbende vagtskema end sjove hverdagsanekdoter. Men alle ovenstående ting PLEJER jo at blive til de der sjove hverdagsanekdoter. Det er de bare ikke blevet på det sidste.

På det sidste er de blevet til, ja, ingenting.

Mit hoved har ikke haft en eneste meningsfuld tanke, og når jeg har sat mig til rette og sat pennen til papiret, er der ikke kommet en eneste streg ud.

Min kreativitet har forladt mig uden et ord – ikke engang en forlegen SMS – som en skide gymnasiekæreste.

Og ligesom de knuste teenage-hjerter sidder jeg tilbage og tænker:

“… hvorfor? Hvorfor blev du ikke? Var jeg ikke sjov nok, flot nok, klog nok? Holdt jeg dig for hårdt og grinede for højt af mine egne jokes? Følte du dig kvalt, når jeg ville tegne igen? Så du Maren Uthaugs striber, og indså, at du kunne få noget bedre?” 

Nej, nok ikke.

Jeg ved godt, at min kreative åre naturligt har både flod og ebbe. Nogle gange er jeg bare ikke inde i en kreativ spiral. Nogle gange fylder livet mere end mine tegninger. Men det føles anderledes denne gang.

fullsizerender

Udeblivelsen af kreativiteten er nemlig ikke resultatet af, at jeg ikke har tid, men resultatet af, at jeg tilsyneladende ikke har noget at dele ud af.

Den eneste tegning jeg har kunnet få ud af mit hoved og ned på papiret de sidste tre uger, er tegningen i dette indlæg. Og måske er det fordi, den på sin egen stille måde udtrykker lige dét, der fylder allermest i mig lige for tiden.

Jeg er sikker på, at jeg nok skal vinde ham tilbage, ham Kreativiteten, men som med  andre forhold, tror jeg måske, vi bliver nødt til at se på hvorfor vi lige nu ikke kan sammen – og så må jeg arbejde på, hvordan jeg får ham til at blive.

… Og så tror jeg i øvrigt, at vi som alle mulige andre kan genoplive gnisten, når vi om ti dage skal på ferie igen.

Når alt kommer til alt, så skal det være virkelig galt, for at retzina og restitution ikke hjælper!


Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT … og har du en kommentar, så smæk den ind lige hér 👇

Kom døden nær på 14 måder

Bare kald mig langsom, men jeg har først for nyligt fået øjnene op, for den dér motionsapp.
Du ved, 7minutesworkout-app’en

7 minutter – fjorten øvelser. Helt ærligt, hvem skulle ikke have tid til det?

For jeg har stået og kigget uskyldigt på min kalender – og ret skyldigt ned på min krop og tænkt “Holy flying føk, skal den dér ned i en bikini om lidt?? For real??” det har ikke været en særligt appellerende tanke, med mindre jeg fik det bare en my bedre med det syn, der mødte mig.

Forstå mig ret, det handler ikke om et quickfix, faktisk slet ikke, men mere om at komme lidt i kontakt med min krop igen. På en måde, hvor jeg ikke kun mærker den, når blæren er ved st springe, maven skriger og/eller jeg er ved at tumle om af træthed.

, tænkte jeg, syv minutter – 14 øvelser – hver dag i fjorten dage, til at gøre noget godt for mig selv.

Hold nu kæft for en mega god ide!, tænkte jeg.

Jeg lagde i hvert fald meget entusiastisk ud:

imageOg så var det ellers som om det gik støt ned ad bakke. Særligt da jeg indså, at ti sekunders pause mellem øvelserne, jo reelt set slet ikke er en pause, men bare et lille bitte komma, hvor du tænker

– hvad fanden er det for en øvelse?

– hvor er der et stykke bar væg, jeg kan klaske min røv op ad?

– det her er de længste tredive sekunder i mit liv
image

Efter øvelse nummer to (jeg tror de kalder den “Wall-sit”, men det rigtige navn er “tænd ild til dine lår og græd op ad væggen), begyndte programmet at blive mere og mere sindssygt

og jeg begyndte at indse en ting eller to

image

jeg prøvede at bevare gejsten, mens jeg efter bedste evne – og med stjernerne spillende rundt om mine øjne – løb rundt i min stue og kastede mig ned på gulvet, op på stole, ind i vægge og op ad loftet.

program tydeligvis udviklet af kropshadere

image

De sidste minutter er faktisk rent gætværk, hvad jeg foretog mig.

Pludselig lå jeg bare på gulvet, mens app’en narrøvsagtigt og gjaldende bekendtgjorde:

image

… det blev heldigvis bedre i løbet af de fjorten dage med 7 minutes workout. Lidt bedre, i hvert fald.

og jeg er blevet stærk. Som i mega, sindssygt stærk.

I hvert fald så stærk, at det var derfor, at jeg ganske uforvarende revnede mine bukser syv centimeter i skridtet, sidste gang jeg var på arbejde… ikk’?


læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Og kender du en ven, der skal have et træningsfif til bogstaveligt talt at arbejde deres røv ud af bukserne – så send dem endelig i den her retning.