De sidste dage er der sket ret mange ting.

De af jer, der også følger med på min instagramprofil ved, at jeg har haft en fødeaftale med en veninde. Fødslen har jeg – okay, også hun – har gået og ventet og ventet og ventet på.
Nu har hun født.
Og på et tidspunkt skal jeg have afklaret med hende, om hun er okay med at fortæller jer lidt om det. Men faktisk ligeså vigtigt, skal jeg også have afklaret med mig selv, om det er noget jeg vil dele eller ej. Jeg har aldrig født med et par jeg kender indgående før, og det var en stor, intim, følelsesladet og energikrævende affære. Der er mange oplevelser og tanker, jeg skal have vendt og drejet og sat på plads blandt alle de mange minder.
Jeg er stadig i gang med mit mindetetris – og at indhente den forsømte søvn. Puh. Jeg brød rekorden for hvor længe jeg har været vågen, da jeg rundede 28 timer, og da jeg var på vej hjem til min seng efter en kort lur og yderligere flere timers vågenhed, følte jeg mig næsten mere død end levende. Tiden var blevet en underlig, sej substans, som gik uden at jeg var bevidst om det. Undrede mig over, at der var så mange mennesker på gaden midt om natten – indtil jeg forstod at klokken faktisk var 13! I spejlet kunne jeg se, at jeg virkelig havde ret i, at mit ansigt i træthedens vold kommer til at ligne en ciabattedej der er sat til hævning. Nu var det vist hævet ud over skålens kanter.

Nåh, men i dag var jeg på barselsbesøg. Omgik LCHF og havde både pizza og dessert med til frokost. Første punkt i barselsbesøgshåndbogen må være aldrig at dukke op tomhændet. Punkt nummer to må være ikke at blive for længe. Men før jeg gik,  blev jeg spurgt om noget:
Om jeg ville være gudmor.
Tænk, at få lov til at være jordemoder og gudmor, det var næsten mere end mit stadig overtrætte hoved, kunne rumme.

… og ikke nok med, at jeg fået flere “mor”titler, så har jeg også fået flere “jordemoder”titler. Fra efteråret af bliver jeg nemlig helt officielt også hjemmefødselsjordemoder! Efter min hjemmefødsels-ilddåb i oktober sidste år har jeg gået og taget tilløb og trippet lidt; og nu tror jeg, at jeg er klar. Jeg er meget spændt, lidt nervøs men også meget glad for min beslutning – for da jeg sagde, at der blev plantet et lille hjemmefødselsfrø i mig den oktobernat løj jeg ikke. Frøet blev til en spire, der blev til en plante – og nu må det snart være på tide, at se om den vil blomstre, ikk’?

… Men midt i alt det nye og midt i al trætheden, er det nu engang dejligt og enkelt at vende tilbage til noget, der altid har gjort mig glad. Så i dag får I en helt gammeldags tegning. Med turtelduer, højhælede sko og endda noget så kitschet som et hjerte.

Lover, at jeg vender tilbage til de mærkelige tegninger med bare numser, Bæster og bildæk snarest muligt.

Skal bare lige sove først.

De sidste par døgn har jeg stort set været meldt ud af det øvrige samfund. Tanker har der alligevel været mange af – og jeg er tydeligvis også gået glip af et par nyheder eller to.
Her er tænkte tanker #4:

– Hvilken dag er det egentlig i dag?

– Er det nat eller dag?

– Gået af ? Hvem er gået af?

– Kan man spise flæskevær til morgenmad? Må man?

– Nu har jeg igen ikke flere rene trusser.

– Er det reelt en mulighed at vende dem om?

– Helle? Helle hvem?

– ER HELLE THORNING GÅET AF??

– Er der nogen normale mænd på Tinder?

– Altså, mænd, der ikke kysser deres hund og den slags typer?

– 28 timer uden søvn. Ny rekord.

– Ham den lille tykke? Skal han være statsminister igen?

– Trøster mig med Lukas Graham. Altså. Bare musikken.

Jeg har vilde planer om at sove til mandag morgen, så her bliver måske lidt stille.
Må forresten stå op på et tidspunkt og vaske tøj. Når alt kommer til alt, er jeg altså ikke vende-på-vrangen-typen…

Altankasserne er kommet op.
Det plejer lidt at være en festdag, hvor min lile altan går fra at være røvkedelig til… at have blomster. Men med det møgvejr vi har haft dette forår og en stor del af juni, er der ingen blomster på noget af krattet.
Mynten er badass og har bredt sig ud i hele krydderurte-kassen. Den dér lille, vildtbladede plante, der fylder en hel altankasse og som jeg ikke ved hvad hedder, prøver med et forsigtigt skud her og der. Og pelargonierne er gået i panik i længsel efter sol og er vokset op ad som lange arme, der higer efter sollys.

Det kunne jo alt sammen være så fint, men det blæser ret meget på min altan. Og jeg bor i stuen. Og når det så – dagligt – blæser, så står de lange pelargoniearme og blafrer derude.

Heldigvis er jeg et rationelt menneske, der kun har set lige omkring 2/3-dele af alverdens thrillere.
Så de piskende arme udenfor forstyrrer slet ikke

Mit hoved siger nej, men mine instinkter skriger: “DØD! Det er alvor det her, løb, løb for helvede!!!!!”

Det kræver en næsten voldsom hjerneaktivitet at forblive i stuen og ikke bare stille mig ud på altanen og sige “hallo? er der nogen? halloo?” ligesom alle de paranoide og smarte typer i krimierne lige inden næste scene, hvor du ser dem ligge på gulvet i en blodpøl og med en pelargoniekvist i håret…

… fra ikke at have set et eneste afsnit – ja, faktisk forsværget at sådan noget fantasyfjol gad jeg ikke beskæftige mig med – gik jeg i gang med bare lige at se ét afsnit af Game of Thrones.

Du ved, bare lige for at finde ud af what’s the fuss about. Men åååh, så blev jeg hooked. Hverken drager, troldom, mærkværdigheder eller rigelige mængder af blod og lady parts kunne afskrække mig. De sidste to ting er jo alligevel noget jeg beskæftiger mig ret meget med til dagligt, kan man sige.

Og så voldåd jeg alle afsnittene på HBO og nu, nu!, er jeg nået til det sidste. Og da jeg hverken er uden internetforbindelse eller pædagogisk rækkevidde har jeg da fattet på alle de spoilers jeg har måttet turboscrolle forbi på diverse sociale medier, at jeg bør embrace mig selv. Death is coming.

Så det gør jeg.
Embracer.
Og trykker på play……
Nu.

ok.

Jeg havde vist glemt at booke en vasketid sådan liiiiige lidt for længe. Og så var det lige pludselig lidt svært at få fat i en tid. I lang tid. På den dér måde, hvor man tømmer undertøjsskuffen, og må tage selv de virkelig gnavende og udslidte par frem. Det føltes som at være i krig med tanga- og mormortrusser og typer, der konstant kryber helt derop, hvor solen ikke skinner…

Havde rationeret mig frem til at have nok til lige præcis i dag klokken 16, hvor jeg endelig! havde tid til vask.

…

Dette var min reaktion, da jeg opdagede, jeg havde taget fejl af datoerne og først har tid i morgen. Når jeg ikke er hjemme.

For føk sake, Eline. Nu hedder det håndvask eller numsen bar.

Hvis der er noget, der med ethundrede procents sandsynlighed kan få mig op at ringe og give mig et astronomisk blodtryk, så er det åndssvagt rigide systemer.
Når man arbejder i den offentlige sundhedssektor, er det naturligvis noget jeg stifter bekendtskab med jævnligt. Arbejdslivet ville jo være så nemt, hvis man bare kunne putte alle i ned i dertil indrettede kasser. Sådan er arbejdet med mennesker bare sjældent.
Men mit primære møde med rigide systemer har dog ikke noget at gøre med mig som “behandler”, men derimod som “bruger”.

Ser I, jeg har haft diabetes i snart tyve år, og det er faktisk ikke noget, jeg tænker synderligt over.
Jeg ved det godt – allerede nu lyder jeg som en rigtig rådden diabetiker, der vejer 243 kg, spørger hvad insulin egentlig er for noget og bader i slik, når jeg ellers kan finde min ben-protese.
Og I har jo i teorien ingen forudsætninger for at vide hvordan jeg ser ud udover mine tegninger, men jeg lover, at jeg nok skulle have udstyret mig med træ-ben, hvis det var tilfældet…

Med mindre man er heldig at være i nærheden, når slangen fra min insulinpumpe hænger fast i et dørhåndtag – og får mig til at slynges bagud som ved en eksplosion i en actionfilm – kan man faktisk ikke se på mig, at jeg har diabetes.
Men cirka tre dage om året bliver min usynlige ven knap så usynlig:
Når jeg drager mod diabetes-tjekket.

Indtil jeg blev sytten blev jeg fulgt på et lille børneambulatorium.
Det var fagligt, fint og personligt. Næsten familiært.
Så blev jeg “voksen” og hørte ikke længere til dér.
Nu hørte jeg til på det store voksenambulatorium. Hvor systemer er sirligt fulgt – men måske ikke altid velovervejede – og hvor, du tisser i en kop, hvis du bliver bedt om at tisse i en kop. Nogle gange bliver du endda bedt om at tisse i en kop, selvom du lige har tisset i en kop. Det kunne jo næsten lyde som om jeg gik i noget rehab, men jeg sværger; det er altså ikke tilfældet.

Lad mig give jer en rundtur:

1) du kommer ind

2) du skal du melde din ankomst i den STORE skranke
TRÆK FOR GUDS SKYLD IKKE ET NUMMER FØR!

2a) en receptionist skal fortælle dig, at du nu må registrere dig med dit sundhedskort

3) nu kan du gå du gå hen og trække et nummer. Sæt dig i de dertil indrettede stolerækker og vent

4) når dit nummer plinger op på en skærm, går du ind til den foreviste laborantbås

4a) du lirer dit cpr-nummer af, får taget blodprøve(r) og svarer obligatorisk på at du stadig ikke ryger. Dette spørgsmål kan du ikke svare permanent på. Du kunne jo have ændret din markante holdning emnet og være startet inden for de sidste fire måneder…

5) du får efterfølgende en lap papir som du skal lægge i boksen i den LILLE skranke (punkt 6)

7) sæt dig ved de dertil opstillede stole og borde og vent.

7a) føles ventetiden lang kan du i automaten trække en gulerod

8) bliver ventetiden meget lang [læs minutter 60+] kaldes du op og tænker ENDELIG! hvorefter du bliver sat til at vente ET NYT sted… Helst en halvnøgen, sansebedøvende gang, hvor blodtrykket rigtig kan sidde og syde.

9) du kommer ind til diabetessygeplejersken eller læge

10) 10-15 minutter senere kommer du ud med en ny seddel, som du skal lægge i boksen ved den STORE skranke

11) sæt dig og vent

12) bliv kaldt op, få en ny tid

13) Tillykke, du er fri. Skynd dig hjem. Skynd dig for helvede!

En dag skal jeg fortælle lidt mere om dét at have diabetes, for det afføder altid en masse spørgsmål. Jeg tror, problemet er, at for mig er den del af mig – den del, der tager insulin og tæller kulhydrater – en lille, selvfølgelig del. Som at trække vejret. Jeg tænker ikke over det, jeg gør det bare. Jeg kan jo ikke så godt lade være, vel?
Men når jeg går til tjek, så er det lige pludselig det eneste jeg er.

Så kan man lige pludselig sidde og tisse i en kop for anden gang på 10 minutter og tænke, hvad fanden laver jeg egentlig? Hvorfor sagde hende den rationelle, selvstændigt tænkende person jeg er, ikke, at det her giver jo ingen mening?

… og hvis du har en lillebitte anelse om, hvor jeg skal hen i morgen – så har du helt ret. Må gå i gang med zenvejrtrækningen og det blodtryksnedsættende allerede nu.
For for fanden, hvor jeg ikke håndterer ventetid og rigide systemer særligt godt!

Da jeg var lille – mindre – var jeg godt gammeldags teknologiforskrækket.
Videoen “gad ikke”, når jeg forsøgte at sætte det optagede afsnit af DisneyShow på. Symaskiner var rene dødsmaskiner, der bare ventede på at hugge dine fingre af – og well, don’t even get me started når vi taler om telefoner! Rædselsrør, der var upålidelige og man vidste aldrig helt, hvordan etiketten var, når man ringede forkert.

Men som, de siger i den gamle Riesen-reklame: Det var dengang. Nu er det tætteste jeg er kommet ægte kærlighed, den teknologi, jeg har fået proppet ind i min lejlighed. Det startede med opvaskemaskinen, der fandt sig i – og tog imod – alt mit rod. Så kom iPad’en, der underholdte med alle dens finurligheder, holdt mig vågen til langt ud på natten med alt fra spændende fortællinger og diskussioner til ømme sange og fif om alt fra LCHF til dating.

Og nu, som en ægte teknologi-rundetrunte er jeg kommet videre til næste stadie. Jeg har fundet mig en yngre og tyndere model. iPhone 6, I love you. Som en nyforelsket går vi hånd i hånd over alt, og som om jeg har opdaget selveste den første dybe tallerken, fortæller jeg lange og røvsyge anekdoter om hvor vidunderlig, smart og uundværlig min nye kærlighed er.
Hvordan jeg – vupti! – blev reddet fra ydmygelsen ved at have glemt min pung på den thailandske restaurant (mobilepay), hvordan jeg er blevet klogere (google that shit, any where) ja, selv hvordan jeg er blevet smukkere (kameraets redigeringsprogram kan alt, alt siger jeg!)

Så hvis der er lidt tavst herinde, er det ikke fordi jeg går og oplever alt muligt sindsoprivende, men nok nærmere fordi jeg ikke kan tage øjnene fra min nye, store kærlighed.

…

Men altså, jeg er jo stadig eneboer, ikk’, så hvis her er stille alt for længe – så send lige politiet forbi, og få afkræftet, at jeg ikke ligger død i stuen og er ved at blive konsumeret af mine alt for mange planter, ikk’?

Alle, der har mødt mig i virkeligheden ved, at dengang min krop blev lavet, blev den ret hurtigt enig med sig selv om, at det dér med at vokse, det var sgu ikke lige noget, den gad ret længe.

Så det stoppede den vist med, da jeg var tretten.

Jeg er svimlende tæt på dværgegrænsen.

Men de fleste dage gør det mig ikke så meget.
Jeg behøver for eksempel aldrig at gå op i hvor høj min date er, hvor høje mine hæle er, overveje trekvarte bukser (for de er bare lange bukser til mig), dukke mig for at undgå at få noget i hovedet eller være bekymret for, om jeg nu får strukket kroppen i løbet af dagen – så skal jeg bare gå ud i mit køkken og prøve at nå proletarhyldens krydderier…

Men det har selvfølgelig også visse begrænsninger.
De fleste gør ikke så meget – og de obligatoriske jokes, når man ikke kan nå ting og sager, kan jeg sagtens leve med.

Men udover model (haha!) er der én ting, jeg i hvert fald aldrig fysisk bliver:

A shoulder to lean on.

Både på arbejdet og privat er det gået op for mig, at det bare ser ret fjollet ud, når jeg prøver, at være dén der klippe for nogen

En klippe er bare ikke helt det samme, hvis man skal gå i knæ for at læne sig op af den, vel?

… Jordemodererfaringsmæssigt er der sket det skræmmende, at jeg nu har været færdiguddannet længe nok til at få en jordemoderstuderende.

Jeg lader den lige stå lidt.

Jeg er erfaren nok til at lære fra mig. Til at have ansvar for, at nogen lærer det de skal.
For føk da.
Jeg, som stadig er lidt i tvivl om, om jeg kan tage mig af alle mine planteprojekter?

Jeg tror, jeg må have set lidt bleg ud, da den uddannelsesansvarlige jordemoder passede mig op efter en nattevagt, for at høre, om jeg ikke kunne lokkes til at tage et nyt føl under mine vinger.
Men bevares, det er jo også spændende og vigtigt, så jeg kvækkede:

“Jo, selvfølgelig…”

Så gik der to uger, og jeg fik at vide, at der alligevel ikke var behov for mig. Det både skuffede mig og gjorde mig lidt lettet.
Så er der ikke nogen, der kan arve mine dårlige vaner før om et halvt år…

Men da jeg så kom på arbejde onsdag, stod der en ny studerende og manglede sin jordemoder.
Det var hendes allerførste dag. Nogensinde.
Ved tanken om hvor spændt og nervøs og kvalmt jeg selv havde haft det på min første dag – og tanken om hvor forladt jeg ville have følt mig, hvis ikke min jordemoder havde mødt mig med varme, beskyttende arme – skyndte jeg mig at sige, at den studerende da bare kunne gå med mig.

Desværre var det en meget, meget travl vagt.
Vi skulle hente en fødende i modtagelsen og dér var forvirringen næsten total. Ombygning og personale i undertal.
Jeg tog mig selv i at sige sætningen:

“Ja, sådan her er der nogle gange. Men altså ikke altid!”

Og det sagde jeg rimelig mange gange.

Tilbage på fødestuen forsøgte jeg at udbrede mit kendskab til fødsler på bedste vis.
Sagde blandt andet, at vi nok ikke nåede at føde med familien, fordi hun var førstegangsfødende og ikke havde så gode veer endnu.
Altså, bare så den studerende ikke blev alt for skuffet.

En time efter måtte jeg så korrigere mig selv og sige, at nu var veerne taget godt til, og jeg troede faktisk, at det ville komme til at gå stærkt.
Halvanden time efter måtte jeg sige, at jeg afgjort havde taget fejl, og nu kunne høre på kvinden at presseveerne var på vej.
… og toenhalv time efter at have afvist, at vi ville føde med hende, tog jeg så imod en baby, mens den studerende kiggede på med tårer i øjnene.

Babyen vejede så lige 920g mere end jeg havde skønnet den til, og jeg følte virkelig, at jeg og mine fantastiske kliniske evner brillerede. Jeg måtte slukøret sige, at sådan plejede det ikke at være.

Mens jeg journalførte det hele, sendte jeg den studerende ud for at spise. Sagde, at man aldrig helt vidste, hvor travlt man har bagefter, og at jeg havde hørt, at vi var de næste til at tage imod en fødende.

Jeg havde lige sat mig til bords ved siden af hende og grebet om gaflen, da de ringede fra modtagelsen og den næste fødende kaldte på os – det pressede!
Mens vi småløb hen til stuen, tog jeg mig selv i endnu engang at sige:

“Altså, jeg plejer jo lige at kunne få lidt at spise, men sådan her er det nogle gange – men ikke altid!”

… og ti minutter senere havde vi så en baby i hænderne igen.

Da jeg gik hjem den aften, var jeg helt bombet. Både af travlheden, men også af at være på hele tiden. Af ansvaret for, at den studerende kom godt fra start og fik en god oplevelse på hendes første dag.

Jeg gennemgik i erindringen, hvad jeg havde udsat hende for:

– Forvirring på fødegangen (tjek!)
– Helt forkert fosterskøn (eftertrykkeligt tjek!)
– Vidne til at jeg hverken spiste eller var på toilettet i seks timer (tjek!)
– Blod på tøjet (dobbelttjek!)
– Mit gebrokne græsk (tjek!)
– Men alligevel godt humør (…æhm, tjek.)

Men da jeg kom på arbejde næste dag blev jeg alligevel mødt af en glad uddannelsesansvarlig. Hun havde modtaget en begejstret mail fra den studerende, der – forstå det, den der kan – roste mig til skyerne for hele vagten dagen før.

… så ok, hvis en total forvirret vagt kan være så god en oplevelse, så kan det alligevel godt være, at jeg er klar til et føl på alle de almindelige dage også!
Men jeg lover ikke noget!

Som det relativt teknologispassede menneske jeg er, forventer jeg rod og kaos, når jeg prøver at flytte bloggen til bloggers delight.

(… som for eksempel, at jeg ville have sat ind tegning ind her…)

Men bliv ikke skræmt væk – jeg tror det bliver godt!