Åhkay.

Dem der synes, at den her uge har føltes lige så lang som om en bikinivoks uden voks men med pincet i stedet, rækker hånden op.

Skal vi lige skylle den ned med en burger, en cola (læs og vin) og et letfordøjeligt blogindlæg?

Det tror jeg nok, at vi skal!

For ser I, de perioder hvor bloggen er ramt af larmende stilhed og hvor min snapchat er kedelig som en matematikprøve (den uden hjælpemidler! Kan I huske den?!), så er det jo ikke fordi, der ikke sker noget herhjemme.

Tit er det faktisk fordi, der sker lidt for meget. Eller dét der sker ER lidt for meget. Eller fordi man jo for fanden ikke kan lave et helt indlæg om (endnu) en spil-addiction.

Men et eller andet sted er alle de småting jo netop hverdagens gråtoner – og derfor får I nu

FREDAGSFRAKLIP

denne gang fra Grønland. Alt det, jeg ikke lige nåede at fortælle…

• Den første uge efter jeg havde forstuvet min ankel, var min fod så hævet og umedgørlig, at jeg ikke kunne gelejde den ned i min vinterstøvle. Det var imidlertid omtrent minus tyve grader udenfor, så for ikke at forfryse den anden fod, endte jeg med i den uge at måtte gå rundt med en vinterstøvle på venstre fod og en løbesko på den forstuvede højrefod (ja, løbesko… I get the ironi)

• Jeg må med skam indrømme, at vagttelefonen – en oldgammel Samsung, nok den første model med farveskærm – haved ét enkelt spil, der minder om Tetris. Jeg har gennemført det spil. *skam* ja, alle 50 baner….
• Jeg er ikke så god til hverken fisk eller skaldyr – og heller ikke hvalhud, har jeg fundet ud af! Da jeg en dag var inviteret til kaffemik, hvor jeg kun kendte én, kom jeg til at tage en stor sushi med hvalhud (!!?!) i. Jeg tog den i én mundfuld og måtte med stor gru erfare, at min mave modsatte sig hvalbesøgets konsistens på bestemteste vis. Den nærmest krampede og fremmanede gutturale lyde. Jeg betragter det faktisk som lidt af en kraftpræstation, at jeg ikke kom til at kaste op. Det underlige er, at smagen faktisk ikke var så slem. Det var udelukkende konsistensen.
• Jeg græd kun én gang under hele mit ophold i Grønland. Det skete første, sidste og eneste gang 14. februar, da den lille dash-8 tog afsæt fra jorden og jeg så mit største spring forsvinde under mig. Havde ellers på forhånd troet, at jeg ville græde så meget/ofte, at jeg skulle gå rundt i en nærmest livstruende dehydreret tilstand i starten.

• De første dage i Grønland boede jeg på et lille værelse oppe under loftet på sygehuset. Jeg fik ikke vist, at der var et tilhørerende køkken, og troede derfor, at der ikke var noget sted at lave mad. Og derfor fik jeg kun knækbrød at spise. Og tabte mig et par kilo…
• Da jeg havde været på kald i næsten tre uger i træk blev jeg kaldt en sen aften. Jeg syntes, at det var MEGET synd for mig. Mere synd for mig end Medina kunne synge til nogen. Jeg pakkede fluks tasken, tog den med ud på toilettet, børstede tænder og svingede oppakningen over skulderen.

Jeg hørte et ildevarslende *klonk* og så noget sort ligge på bunden af wc-kummen. Jeg bad en stille og egoistisk bøn, der hed “please, lad det være vagttelefonen, lad det være vagttelefonen. Pplllleeeaase….” da jeg så, at det var min egen telefon, der lå og fridykkede, var jeg meget tæt på at skrige og debutere med grønlandske tårer. Jeg holdt kun stand, fordi jeg havde for travlt til at græde.

• De første uger tændte jeg for fjernsynet for at føle mig hjemme. Der var imidlertid kun DR1, DR2 og ramasjang, så jeg endte med at få et nærmest familiært forhold til DR2DAGEN og ANTIKKREJLERNE
• En uge før jeg skulle hjem, gik jeg ned til det lokale værksted for at købe et par håndlavede thulemænd. Jeg ville gerne have en mand og en dame, men da kvinden der var udstillet så meget trist ud, spurgte jeg kunstneren om han kunne nå at lave én til mig, der smilede. Vi talte tydeligvis forbi hinanden, for inden jeg vidste af det, havde han grebet thuledamen og slebet et smil i hendes ellers ret bestemte ansigt. Jeg kunne ikke lide ikke at købe damen, når nu han havde haft alt det besvær, så nu står hun i min stue og ser alvorligt smilende ud og minder mig om, at uanset hvad du gør, så kan du altså ikke bare sådan ændre på en kvindes humør…

…

Der gemmer sig helt sikkert masse af andre guldkorn og fraklip fra Grønland, men disse er hvad jeg kan huske tydeligst lige nu.

ps hvem kommer først til JUST-EAT?

Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt

Har du set Jordemoderforeningens nye busreklame?
Det har jeg!

Sent tirsdag aften landede jeg i Kastrup.
Efter små fire måneder som jordemoder i Grønland, var tiden inde til at vende hjem til familie, venner, lejlighed og job.
Jeg var klar.

Men er I klar over, hvor mange ændringer, der sker på fire måneder?
Rundt regnet ingen.
I hvert fald ikke med mindre man selv gør noget aktivt.
Derfor vil dette indlæg måske også føles som gammel vin i nye flasker, for jer der er faste læsere på bloggen.
Men hvis der er noget jeg har lært som jordemoder, så er det, at hvis et budskab skal trænge igennem, så er det ikke nok at sige tingene én gang.

I min bagage fra Grønland medbragte jeg nemlig ikke kun de obligatoriske isbjergs-selfies og Thulemænd af rensdyrben – jeg medbragte også en fornyet energi og kærlighed til mit arbejde.
Jeg har fået tid og ro til eftertænksomhed.
Og min holdning er den samme som før jeg tog afsted:
Jeg er jordemoder ud til fingerspidserne. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle være, hvis jeg ikke skulle være jordemoder.

Og så –BUM! – blev jeg mødt af Københavns tungeste fødende;

5A
som med en enkelt ordsætning og et humoristisk layout forkynder det budskab, jeg selv og mange andre har forsøgt at gøre opmærksom på:

“Giv livet en roligere start – flere hænder på fødegangene!”

Fødselsbusser?
Tja, nogle gange kan en fødemodtagelse da godt lede tankerne hen på en hovedbanegård:
Menneskemylder, proppede tasker og lige dele målrettethed og forvirring.
Man er også som fødende ret underlagt hvilken retning chaufføren/jordemoderen tager.
Og man skal da på tur sammen!
På jordemoderturen kender man dog kun starten (veer eller vandafgang?) og endestationen (Kig herned. Se! Se. Her kommer jeres barn.)
Stoppene undervejs finder I ud af sammen.
Heldigvis skal man ikke betale for på- og afstigning – endnu!

[wpsocialite]

Men altså, bussen kaldte mig da i hvert fald tilbage til virkelighedens realiteter!
Ved I, hvor mange hænder, der var på den fødegang, jeg netop er kommet hjem fra?
Fire hænder.
That’s it.
Ja, når den ene jordemoder havde fri, så var der naturligvis kun to.
Ro var ikke en efterspørgsel – det var en selvfølgelighed.

Men ro er ikke en luksus, der er forbeholdt små fødesteder – ligesom at manglende ro ikke kan bortforklares med antal fødsler per år.
Ro er en summen af en lang række forudsætninger, hvoraf størstedelen er noget vi kan justere på et personligt eller politisk plan.

Et eksempel:
Når jeg sammen med et vordende forældrepar kommer ind på en fødestue, dæmper jeg lyset.
Jeg siger, at her kommer deres barn til verden og rummet er deres, de kan gøre som de vil for at føle sig tilpas, og at jeg nok skal sige til, hvis noget står i vejen.
Jeg sørger for saft og kaffe, og kører der hjertelydskurve, slukker jeg konsekvent for lyden, fordi den med sin insisterende bip-lyd gør fødestuen meget lidt hjemlig.
I stedet sætter jeg musik på. Når et nummer eller to har spillet færdigt, spørger jeg, om musikken forstyrrer, om de vil høre noget andet eller om jeg skal slukke.
Jeg har endnu ikke oplevet, at nogen har bedt om at få det slukket. Men dengang jeg altid spurgte før jeg satte musik på, sagde næsten alle nej. Måske det er fordi det ligger dybt i de fleste, at de ikke vil være til besvær?
Hvis parret har godt styr på vejrtrækningen og veerne, så gør jeg som regel ikke så meget.
Nogle gange roser jeg.
Andre gange kommenterer jeg fødselsdagsvejret.
Men jeg er også gerne stille.
Bare dét at du er tilstede fysisk som psykisk, kan være nok.
Efter min mening bidrager alle disse små tiltag til ro.
De er umiddelbare. De er enkle.
De er gratis.
Men de kræver dog ét:
En jordemoder med overskud.

For jeg kan glemme dem – eller dele af dem – når jeg står til min tredje fødsel på en vagt.
Jeg har ikke overskud til overskud – til nærværelse – når jeg ikke kan huske, om jeg har fået noget at spise.
Når jeg kommer til at tænke på, at jeg kun har talt med min familie, da jeg trist og udmattet lod min frustration gå ud over dem, og over telefonen kastede en galde op, så sur at selv de har måttet smage den.
Og sådan er jeg jo ikke.
Hverken fagligt eller personligt.
Jeg har kolleger i verdensklasse. Jeg arbejder blandt ildsjæle og inspiratorer. Og hver især arbejder vi hver dag, aften og nat for det lille ord med den store betydning:

Ro.

Så lad mig sige det igen:
Giv os forudsætningerne for at give forældre den ro og den tid, som en fødsel nu engang har brug for.
Fødsler kan ikke gøres om.
De kan være en evig påmindelse om en dag, hvor systemet svigtede dig, da du havde allermest brug for det.
Men de kan også være grundstenen i det gode forælderskab, hvor du måske for første gang mærkede at miste fodfæste, men at du er stærk, at I er stærke sammen, at I overvandt en kortvarig vildfarelse, at I klarede den, at I gjorde det. Og så kan I klare alt.

Som jordemødre vil vi faktisk bare gerne gøre vores arbejde ordentligt.
Vi besidder en kærlighed til vores fag, som gør, at vi bliver, når vi i andre tilfælde ville være gået.
Engang skrev jeg skøre jordemodersange og sang “Livet Er Min Levevej” på melodien “Hvor Længe Vil Du Ydmyge Dig?”
Og i og for sig er livet stadig min levevej.
Jeg går på arbejde for det øjeblik, hvor jeg kan sige “Se. Se, nu kommer jeres barn!” og alt det (sam)arbejde, der leder frem til netop dét øjeblik.
Så giv mig forudsætningerne, så jeg kan synge “livet er min levevej” mange år ud i fremtiden – og helt undgå spørgsmålet “hvor længe vil du ydmyge dig?”.

Og så lad mig minde om, at det faktisk nytter!
Flere politiske partier er begyndt at være åbne for at sløjfe to-procentkravet, og rent politisk er der i det hele taget opmærksomhed på forholdene i svangreomsorgen.

Forældre glemmer ikke deres fødsler.
Lad ikke politikerne glemme forholdene forud for fødslerne:
Like. Kommentér.
Del!

Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er Sortpahvidt – Hverdagens Gråtoner.

I dag er en mærkedag.
På flere måder.
Mens I sidder og læser det her, sidder jeg nemlig på et fly.

Formentligt med følelserne lidt uden på tøjet, med rygsækken fuld af forsyninger, hånden krampagtigt på armlænet og hovedet fuld af oplevelser.
Jeg har givet farvelkrammene. Jeg har vinket. Jeg har smilet. Jeg har nejet og bukket og sagt farvel.
Og lur mig, om jeg ikke også har grædt en smule.
Jeg er på vej hjem.
Jeg er i løbet af de tre og en halv måned som jordemoder i Grønland ikke bare blevet klogere på mig selv og mit fag – jeg er også blevet et år ældre.

I dag er nemlig min fødselsdag, og jeg bruger dagen på at krydse mange tusinder kilometer for at komme hjem til min familie.
Ganske passende egentligt, for da jeg blev født for syvogtyve år siden, lod jeg også vente på mig.
I dag regner jeg dog ikke med at arrivere 11 dage senere end forventet.
I dag er de eneste veer desuden, at jeg – for Gud ved hvilken gang – må sætte mig ind i et fly og ignorere mit evindelige tankemylder og bilde mig ind, at vi bare befinder os i en proppet bus på en gevaldigt bumlet grusvej.

Da jeg kom til Ilulissat i november, gik der en hel måned, før jeg begyndte at sove igennem om natten.
Først var jeg voldsomt ramt af jetlag og vågnede konsekvent klokken 04.23. Når jeg kom hjem fra en arbejdsom dag, var jeg mættet og udmattet af indtryk – og lige til at putte i seng klokken 18.30.
Tre nætter havde jeg mareridt om flystyrt – og en enkelt gang om et elevatorstyrt.
Man behøver vist ikke at være drømmetyder eller specielt dybsindig for at fornemme, at min underbevidsthed var utroligt bange for at falde til jorden med et brag.
Da jeg endelig stoppede med at drømme om ubehagelige dødsulykker, blev søvnløsheden overtaget af min overfølsomme ankel, der efter en lillebitte forstuvning, gav sig til at dunke og smerte om natten, hvor den skabte sig over noget så omsonst som at dynen hvilede på den.
Men efter en måned fandt både jeg og foden roen, og nætterne blev atter mine igen – med undtagelse af, når de blev de fødendes.
Jeg fandt mit ståsted som jordemoder i Grønland.
Min jordemoderautorisation burde faktisk udvides med adskillige linjer efter mit ophold i heroppe. På trods af at det kun er ukomplicerede gravide, fødende og barslende, der er visiteret til at føde i Ilulissat, er nogle komplikationer jo uforudsigelige – og jeg har virkelig haft min del af komplikationer, mens jeg har været afsted. Jeg fristes næsten til at sige, at jeg har stået med patologi op til begge albuer!

Jeg ville gerne have fortalt jer, hvad jeg så har lært af mit eventyr.
Hvad jeg ved nu, mens jeg sidder på flyet og sender bittersøde farvelvink og tanker afsted til Ilulissat, isbjergenes smukke mor, og alle de mennesker, jeg har mødt på min vej.
Dem, der forstod, dem, der grinte, der dansede og sang, dem, jeg lærte af og med.
Hvilke åbenbaringer, der er faldet ned i min hat og hvor meget klogere, jeg er blevet på mig selv, hvem jeg er, hvad jeg kan og hvor jeg skal hen.

– Men ligesom at alle gode brød har brug for tid til at hæve, for virkelig at opnå sit fulde potentiale – ligesådan har jeg brug for tid til at fordøje mit eventyr for at vide, hvad det faktisk har givet mig.

Lige nu føler jeg faktisk, at mit eventyr ikke har givet mig svar, men derimod spørgsmål.
De vigtigste deriblandt:

Hvordan kunne det tage mig syvogtyve år, at finde ud af, at jeg har en eventyrer boende i maven?

Og

Hvor skal vi så hen nu?

…

Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at det bliver med en barnlig stolthed, at jeg lander i Kastrup klokken 21.30
Jeg ved, at når jeg går mod ankomsthallen, vil jeg sende medfølende og opmuntrende tanker, til den usikre og nervøse person, der gik der for godt fire måneder siden.
Med en oppakning så stor som Falster, et hjerte i halsen og et løfte om, at når jeg næste gang satte mine fødder i lufthavnen, så ville jeg være et år ældre, en masse erfaringer rigere – og jeg ville sige til mig selv:

“Jeg gjorde det sgu!”
Og det gjorde jeg.

Tænk engang.
Hvem vidste, at tryghedsnarkomaner også kan flyve?

– Eline,
Eventyreren // Sortpahvidt
—

Vil du se billeder fra turen, så hop over på INSTAGRAM, vil du stalke så besøg FACEBOOK, vil du have mere af hverdagens gråtoner skal du finde Sortpaahvidt på SNAPCHAT og vil du vide så snart næste indlæg ruller ud i cyberspace så følg med på BLOGLOVIN

…

Og tak til alle jer for samtlige virtuelle high fives, brugbare råd, gakkede emojis, opmuntrende ord og glade tilråb på min rejse. De har været guld værd.

Altså, for en lille uge siden, lovede jeg jo på instagram og facebook, at I kunne være med til at bestemme, hvad næste indlæg skulle handle om. Det gik med gru op for mig, at jeg faktisk ikke havde blogget i næsten al den tid, jeg har været alene som jordemoder heroppe.
Buddene var gode, men der var klart flest stemmer på emnet “små ting, der betyder meget“.
Jeg troede imidlertid, at jeg ville have god tid til at blogge efter jeg var flyttet ind i en anden lejlighed tirsdag (come on, hvor lang tid kan den slags tage??), men ak, hvor tog jeg fejl. Alt muligt kom i vejen så med lettere forsinkelse (vi er vel i Grønland), kommer her:

SMÅ TING, DER BETYDER MEGET
(i absolut vilkårlig rækkefølge)

* Familiebesøg og glædeligt gensyn
* Særligt familiebesøg, der medbringer frisk salat og bøffer fra slagteren (engang ville min forespørgsel have lydt på chips og Pepsi max, men Grønland gør noget ved dine crawings!)
* Sol. Altså, at se solen. Sådan direkte i øjnene
* At indkøbe rensdyrøringe, thulemænd og -koner og i det hele taget gå lidt turistamok. Fordi du kan.
* Skype ♥️
* De cirka totusinde billeder jeg har taget heroppe
* At kunne krydse hvalbøf, rensdyr, narhvalsgryde og hvalhud (!!) fra min bucketlist
* Sne
* Nordlys bare nordlys. Lige som jeg tror, at jeg har vænnet mig til sne, isbjerge og hvælvende fjelde, så dukker nordlyset op på himlen og minder mig om, hvor lille jeg er og hvor vildt og råt et sted jeg er. På eventyr.
* Venner, der gider dele en flaske portvin og adskillige sentimentale SingStar-moments.
* Venner, der lytter, når man hælder hvad der svarer til Stillehavets vandmængder ud af ørerne
* Kaffemik
* Varme sokker
* Gåture uden noget egentligt mål
* At jeg snart skal hjem fra det her fuldkommen vilde og fabelagtige sted og at det er bittersødt i ordets dybeste forstand

Sig mig, hvad skal der egentlig ske, når jeg kommer retur?

Jeg ved kun følgende:

Der er virkelig mange mennesker, der skal have et isbjørnekram og virkelig mange pepsier der skal drikkes.

Hop over på INSTAGRAM, hvis du vil se eller gense grønlandsbilleder, tune ind på FACEBOOK, hvis du vil have besked, så snart der er nyt og åbn for BLOGLOVIN, hvis du vil se alle de gamle indlæg og også have notifikationer om nyt.

Og har du kommentarer, tilføjelser eller sindssyge emojis, så tilføj dem her 👇
Sort på hvidt