Kære Diabetes,
Det føles som et øjeblik siden, jeg sad og skrev dette indlæg til dig, hvor overskriften lød: “Tyve år med dig“.
Jeg kunne fristes til at spørge mig selv: hvad blev der af de fem år? Hvor fløj de hen?
Men det gør jeg ikke, for vi kender svaret.
De susede ud i verden, ind i et vacuum af stress, et virvar af hvem-er-jeg-spørgsmål og hvor-skal-vi-hen-klichéer.
De blev til navlepillerier og store samtaler om små emner og vigtigst af alt en pokkers masse rejser væk fra mit hjem. Måske væk fra dig?
For fem år siden skrev jeg, at vi havde lært at leve sammen i dette livs-arrangerede ægteskab. Det var sandt, og jeg var lykkeligt uvidende om, at jeg bare to år efter ville stå og råbe på en skilsmisse. Ja, faktisk ville gøre det ad flere omgange de næste år.
Mit arbejde og jeg fik det kedelige kærlighedsbarn Stress. Og Stress ville have mig lige så meget som dig.
Jeg ændrede mig – du ændrede dig. Mange dage blev to og to slet ikke fire, men blot et helt tilfældigt tal. Vores hverdag fik andre prioriteringer og du begyndte at råbe. Nogle gange helt uden forvarsel. Når jeg var ude at handle, kunne jeg mærke mit fokus forsvinde, og hylderne læne sig truende ind mod mig. Og jeg vidste ikke, om det var stress eller dig. Det føltes som om mit indre kompas var gået i stykker.
Jeg havde lyst til at smide håndklædet i ringen. Men hver morgen sad du allerede på sengekanten, når jeg åbnede øjnene. Du krævede, at vi prøvede igen.
Det ville jeg også gerne – men hold kæft, hvor har du været irriterende.
Til tider kunne jeg føle mig som en hjemmegående husmor, der stod klar med middagen når du kom hjem. Nypillede kartofler, steg i ovnen, ruccola-salat med parmesan og pinjekerner og noget lækkert til dessert.
Og så kunne du kigge på det og sige “Sikke noget lort. Sig mig, gør du dig slet ikke umage længere?”
Jeg prøvede, at komme over det. Tænkte, at vi nok skulle finde hinanden igen. Jeg havde trods alt fikset vores ægteskabelige problemer indtil nu. Og at give op var jo ligesom ikke en mulighed.
Men åh for fanden, det ville være sjovere, hvis du hjalp lidt til.
Det var ensomt at tage til tjek på Steno Diabetes Center med dig. Anstrengelserne kunne ikke ses. Resultaterne udeblev eller var i bedste fald beskedne og du sad der bare. Tavs og med armene over kors. Trak på skuldrene som om du sagde:
“kan du se, hvad jeg har at arbejde med?”
Ingen sagde det højt, men jeg kunne godt se, at vores ellers rosenrøde ægteskab, nu var blevet dysfunktionelt. Det var ikke en kasse jeg kunne se os to i. Ikke en kasse jeg kunne identificere mig med. Vi prøvede jo – mere end nogensinde før!
Jeg efterspurgte tips og tricks, men vores langvarige ægteskab betød, at alle fifs var noget, jeg allerede havde prøvet på egen hånd. For længst.
Hjælpen – for den kom heldigvis – viste sig fra en yderst uventet kant.
SoMe!
På Facebook nærmest snublede jeg over et community af frivillige ildsjæle. Kvinder og mænd, der havde lavet en algoritme. Folk fra hele verden, der havde fået denne algoritme ind i en app. Og gennem denne app fået blodsukkersensorer og insulinpumper til at tale sammen. De fremviste resultater, som jeg ikke engang turde drømme om. Oven i købet vejledte og hjalp de hinanden – og nye medlemmer. De kaldte sig loopere, og der gik ikke længe, før jeg var overbevist om, at det skulle vi også være. Om ikke andet for at sige, at vi havde givet det chancen. Vi kunne jo altid hoppe tilbage, hvis det ikke var noget for os.
Og på mandag, Diabetes, på mandag har vi sølvbryllup.
Sammen har vi været igennem barndommen, tandbøjlen, min “skater”-fase, efterskoletilværelsen, udenlandsophold, 543 jordemoderbørn og diverse mere eller mindre eftertragtede livslektioner.
På samme tid har vi også været igennem:
seksten år med insulinpen
ni år med insulinpumpe
fireogtyve år med fingerprik
et år med blodsukkersensor
og otte måneder med loop.
Og ved du hvad?
Med alt hvad det indebærer af bump på vejen: Så er jeg for første gang siden min opsigelse jeg stolt af vores liv sammen.
Sådan helt-ind-i-kernen-stolt.
I sidste uge var vi til tjek. Og denne gang følte jeg, at jeg sad i førersædet af livets bil.
Jeg har overblik over hver eneste graf du og jeg kan præstere. Ligesom livet er de ikke perfekte – og det behøver de heller ikke at være. For jeg gør mit bedste – og mit bedste gør endelig en forskel.
Da diabetessygeplejersken kiggede på vores blodprøve-svar udbrød hun benovet:
“De er jo ikke engang røde længere.”
Hvilket henviser til farvekoden for grænseværdierne for en sund og rask ikke-diabetiker.
Hvor crazy er det lige?
Efter femogtyve år kunne man ikke se dig på min blodprøve!
Jeg puttede musik i ørerne, da jeg trådte ud fra diabetesbygningen og ind i den satinkolde septembervind. Et øjeblik veg skyerne for solen og det føltes næsten som at træde ind i rampelyset, da musikken startede og Cher sang mig ind i ørerne, at hun var Strong Enough.
Jeg lænede hovedet tilbage op mod lyset og lukkede øjnene et par korte sekunder.
Det er jeg også, Cher, tænkte jeg.
Kære Diabetes,
Det er okay.
Det er fint nok, at du følger med mig.
Når bare vi er enige om, at fordelingen er sådan:
At jeg fører og du følger.
Kærligst, men bestemt
Din sølvbrud
Ps. Jeg jeg stiller mig ganske tilfreds med oksemørbrad, nypillede kartofler, pinjekerne- og parmesan-ruccola-salat og chips til dessert <3
(og hvis der sidder nogen derude, der vil høre mere om Loop, så giv lyd! Du kan også søge på looptips.org eller facebooksiderne Looped eller Looped -Denmark )