Æv. Forleden dag skulle jeg lige have mig en lækker bid brød til frokost. Derfor blev jeg da også ret så ærgerlig, da jeg opdagede at brødet var muggent.
Alt sammen.
Jeg blev endnu mere ærgerlig ved tanken om, at jeg spiste af selvsamme brød selvsamme morgen.

De fleste mennesker, ville nok – ligesom jeg – tage sig til maven, og tænke “oh, lord (åh, lort), hvad har jeg dog spist???”
Personligt, havde jeg faktisk også en følelse af ligefrem at kunne høre det mugne brød – eller måske dets utallige beboere – grine ondskabsfuldt og triumferende.

Nu synes du måske, at jeg er sådan liiige hysterisk nok. Der er vel ikke nogen, der dør af at spise en smule muggent brød? Vel?
Til dét, har jeg kun at sige, at jeg vil henlede opmærksomheden på den rare og meget entusiastiske underviser jeg havde i mikrobiologi og infektionspatologi

 Når man er blevet undervist i mikroorganismer, bakterier, svampe og amøber, så er det ikke bare forståeligt, jeg vil faktisk påstå at man er i sin yderste RET til at være hygienjehysterisk og bakterieforskrækket.

Defor vil jeg bare fremhæve, at jeg føler mig som et videnskabeligt vidunder, at jeg rent faktisk lever endnu. Og har det godt.
Kunne sådan set slet ikke mærke, at jeg havde spist hvad der svarede til indbyggerne på det afrikanske kontinent i svamepeorganismer.

Men hvis der pludseligt bliver tavst på bloggen, så send lige en sms og hør om jeg er ok, ikk’? 

Trænger til at komme ud og lufte skørterne.
Synes det er forfærdeligt længe siden. 

Mon man kan glemme, hvordan man gør??

Kan oplyse om, at det er ret så irriterende, når éns kalender gør det her

når man bare helst vil ud og sidde i solen og få fregner på næsen.

Nåh, så du troede måske, at den flotteste altan i byen, var din?
Beklager, at måtte meddele dig, at du tog fejl – for den titel tilhører nemlig mig!

ok, stolen mangler ganske vist. Og også et lille bord. Men derudover, er den altså det mest prangende at finde på dansk jord.

Agter at invitere samtlige af mine venner hjem til kølige og småboblende drikke på altanen, mens vores perlende latter giver genlyd i kvarteret.
Men altså, I må komme på skift. Enten har jeg for mange venner, eller også er altanen for lille.

Det må være det første. 

Engang i september skete der det uheldige, at mine højre hånd kom til at skære en lille luns af venstre hånds pegefingerspids.
Det var selvfølgelig ikke med vilje og gjorde ret ondt, og højre hånd gjorde hvad den kunne, for at hjælpe venstre.
Derfor følte jeg mig da også temmelig sikker på, at hænderne hver især havde givet hånd, og var blevet gode venner.

Det vil sige; indtil for en uge siden, da venstre hånd tilsyneladende så sit snit til at hævne sig på højre. Ret så umotiveret mens jeg stod og ekspederede en rar, ældre dame i magasin, voldede venstre hånd således en skuffe over højres fingrespidser.
Ok, fingerspidserne røg ikke af.
Men jeg siger bare, at det føltes altså sådan.

Og hvis det udvikler sig til regulær bandekrig er jeg vist på den.

Kan I huske den forfærdelige opgave, der var halvslettet dagen før aflevering?
Den, der blev skrevet ved at hælde vand ud af ører og øjne?

Voteringen er slut, og opgaven bestået. Og det betyder, at jeg nu kan kalde mig halv jordemoder.

Meget er lært, men der er også meget at lære endnu

Det meste af tiden er jeg sådan ret skilled i et køkken.
Bevares, opskrifter kan jeg ikke finde ud af at følge (det har vel noget med den kunstneriske frihed at gøre), men gennemsnitligt set laver jeg faktisk ret god mad.

… Men så. Så er der til gengæld de dage, hvor jeg laver virkelig dårlig mad. Altså, rigtig dårlig mad. Taget i betragtning at jeg bor alene og er fattig studerende, kunne man måske formode, at “fy-for-fanden”-maddagene faldt sammen med tøm-køleskabet-dagene. Men sådan forholder det sig ikke. Tvært om.

De afskyelige retter bliver til på de dage, hvor jeg har lyst til det hele. Og stadig fornægter ethvert behov for en opskrift.
Som dengang jeg blev yderst inspireret til at lave en fransk grøntsagssuppe, og tyrede champignioner, gulerødder, løg og meget andet i en gryde sammen med timian, oregano, salt, peber og kanel (KANEL!!!). 
Til sidst blendede jeg det hele, og resultatet blev havregrødslignende grøntsagssplat.

Hvis jeg nu fortæller, at jeg var så madinspireret da jeg var ude og handle, at jeg havde så mange varer, at andre kunder måtte hjælpe med at stable mig… hvilken type maddag, tror I så, det er i dag…?

Undskylder på forhånd til min veninde Helene, der helt uvidende har sagt ja til at spise med. 

Jeg synes, min start på fødegangen har været kaotisk, hældende mod det frustrerende.
Jeg havde glædet mig til at stå på en fødestue stort set siden jeg praktikken sluttede sidste år, men efter to uger hvor jeg i højere og højere grad har følt mig som en overflødig skygge halsende efter den ene jordemoder efter den anden, var jeg ved at blive bekymret. Hvor var den brusende arbejdsglæde og selvtillid fra sidste år?

Men jeg har gode nyheder. Efter en vagt søndag morgen fandt jeg den igen. Jordemodergejsten.

Den er lige så skøn, som jeg huskede den. Om end den ser mig lidt anderledes ud.

Jeg har fået en ny ven.
Han hedder Dong Energy. Og han har lige sendt mig en check, der gør mig midlertidigt velhavende (i hvert fald i ligaen for fattige studerende).

Det lader til at de tre måneder, hvor jeg måtte bruge mit fjernsyn som eneste lyskilde i stuen, ikke har haft betydning.  

Min ven Dong har også sendt mig denne fine graf over mit elforbrug. 

Næste eventyr går til banken iført min kongekåbe med et glas champagne i hånden, mens jeg henkastet slynger min check over disken og lader som om jeg har indløst (eller siger man egentlig hævet??) sådan én hundredevis af gange før.

Det er nu engang sådan med de fleste ting, man er bange for her i livet, at det oftest er noget aldeles irrationelt.
Men sådan er frygt og fobier jo, ikk’? Irrationelle og ukontrollérbare.
Jeg ved i hvert fald at mine er.
 

Men inden I dømmer mig for hårdt, vil jeg retfærdighedsvis sige, at jeg kun er halvanden meter høj.
Og boligforeningens tørretumbler er virkelig stor.
Det eneste det ville kræve, var en person, der (heldigvis) var ledere end gennemsnittet – og et puf i ryggen, mens jeg læssede det øvrige vasketøj ind i monsteret…