Kejsersnit og kropsklaustrofobi

Var med til mit første kejsersnit i går.
Her er hvordan jeg synes det gik…

Udover at jeg med kluntede fingre havde bundet masken så hermetisk tæt til mit hoved, at den og jeg nærmest blev til ét, så forstod jeg heller ikke operationsstue-jargonen, der mest af alt fik mig til at føle, at jeg var katastrofalt forkert påklædt til en date med min kontaktjordemoder… 

Planlagt af Please-Elise

Jeg har en side, som jeg virkelig ikke holder af.
Egentlig er hendes navn vel Pleaser-Eline, men helt ærligt, Please-Elise lyder bare bedre. 

Problemet med Please-Elise er, at hun virkelig ikke vil være på tværs, og hun virkelig gerne vil behage andre. Oftest på en måde, der gør, at hun ikke behager mig.
Således er det Please-Elise, der har planlagt og sagt ok for denne uge med ikke bare vagter HVER dag, men også en dag med dobbeltvagt.  


Det var oven i købet også hende, der hypotetisk kvidrede:
“Nej, nej det kan jeg SAGTENS! Jeg kommer lige fra ferie – jeg er da ikke andet end overskud…!”

Jeg hader hende lidt lige nu

Nogle ting ændrer sig aldrig

Jeg kan huske dengang, jeg var en lille spirrevip og gik i første klasse.
En dag skulle vi have diktat, og da jeg nåede til et svært ord – jeg tror det var ‘lår’ – brugte jeg alt for lang tid på at fundere over, hvordan mon det skulle staves?
Resultatet var naturligvis, at jeg kom håbløst bagud med alle de efterfølgende ord – og min lille hjerne gik i baglås. Jeg tror faktisk, at jeg begyndte at græde, der lige ned i diktaten.
Når jeg siden mærker presset fra skole og job mase sig sammen mod mig, kan jeg af og til se billedet af mig selv panikke over diktaten og skrive og skrive i kamp mod tiden og hukommelsen.

Grunden til at jeg fortæller netop denne anekdote er, at den nok er meget sigende for mit temperament;
Skønt jeg af natur er et ret uorganiseret menneske, så er der intet der kan stresse mig som manglende overblik – jeg har derfor sidenhen altid sørget for at være med, især når det kom til skolen og isærdeleshed når det kom til eksaminer. Ingen opgave er nogensinde blevet færdigskrevet natten før afleverinsgdatoen.
Derfor var det også nærmest vovet af mig, at beslutte mig for, at jeg sagtens kunne aflevere eksamensopgave fra udlandet. Bøger og pc i tasken – hvad kunne gå galt??

Nej, tasken blev ikke stjålet eller lignende. Bøgerne var de rigtige og to dage før aflevering skulle opgaven blot korrekturlæses. Dette skulle gøres i ro og mag dagen inden – og så brød helvedet ellers løs… For alt hvad jeg havde skrevet, mens jeg var på ferie var væk, det vil sige halvdelen.
Aldrig har jeg hadet en eksamen så indædt, mens jeg med frustrationstårer over egen dumhed skrev og skrev og mest af alt hældte vand ud af ørerne (og øjnene).

Opgaven blev selvfølgelig afleveret til tiden alligevel, og det er da ikke fordi jeg regner med at dumpe, men i en verden hvor det hele vendes op og ned – og jeg arbejder, mens min mor spiller angry birds ved siden af – er det alligevel beroligende, at nogle ting er de samme som altid.
Og at den stadig står 1-0, når kommer til hvem, der græder, og hvem, der trøster…

Snydt igen!

Ja, altså både dig og mig.
Dig fordi her ikke er nogen tegning, og mig fordi jeg sidder i Grækenland og stadigvæk drømmer om sol og sommer.
Her er hvordan ferien skulle have været:

Mig iført nyt tøj, bare tæer og en mojito i hånden, mens min veltilfredse krop slanger sig i solen.

Her er hvordan ferien er pt:

Mig iført syv lag tøj (inderst det nye, yderst fleece med logo fra det kongelig teater), med en kogende kop the i hånden, mens min stivfrosne krop glor mut ud på altanen.

Karma, helt ærligt, så ulidelig har jeg da heller ikke været, har jeg vel? Er det dronning Magrethes skyld?

Jeg lægger mig altså ud på altanen i protest i morgen, lige meget hvad der er derude:
regn, blæst, you name it, men ok, ikke hvis der er edderkopper…

Ansvar, din lede vendekåbe

Somme tider er vi bare gode og ligeværdige venner.

Andre gange er det som om vi bryder – og jeg altid taber.