For to år siden havde jeg dét, som man vist nok kan klassificere som en rigtig lortedag.
Jeg stod op og stivede mig af.
Tog nogle dybe indåndinger, mens jeg kiggede mig intenst i spejlet og håbede, at nogen ville kigge tilbage.
Så tog jeg bussen ekstraordinært tidligt på arbejde.
Og sagde op.
Jeg prøvede at tegne hvordan jeg havde det.
—
At sige mit arbejde op er uden sammenligning det mest grænseoverskridende jeg har gjort.
Det føltes indiskutabelt, men også helt forkert på samme tid.
Der var ikke et sted, jeg hellere ville være, ikke et arbejde, jeg hellere ville have.
Lige dér den septemberdag (og mange dage derefter) følte jeg mig for første gang helt uden retning og mål i tilværelsen.
Ligesom den der flue i vindueskarmen, der ligger på ryggen og summer rundt i cirkler.
Jeg var 27 år, rimelig velforvaret og der var ikke nogen, der havde forberedt mig på dét her.
Jeg kan godt se nu, at jeg det var stress.
Bare kald mig kvik, men man kan kun kravle ud fra badeværelset og ind i sin seng af svimmelhed et vist antal gange, før man bliver nødt til at læse skriften på væggen.
Okay. Af et relativt intelligent væsen at være, havde jeg alligevel været nødt til at læse skriften en del gange, før jeg fattede, hvad der stod.
Men altså, sent er som bekendt bedre end aldrig, ikk’?
Anyway, jeg har en pointe og den kommer her:
Hvis du af en eller anden grund sidder derude og føler dig vildfaren eller måske ligefrem dårlig til det der Game of Life, så vil jeg bare sige, at det er okay.
Og at det bliver bedre. Det gør det virkelig.
For to år siden gik jeg og ledte efter en vej – vejEN – men faktum er, at vi måske slet ikke behøver en vej.
Stier i skoven, bliver jo kun til stier fordi en masse fødder har trådt græsset ned.
Men én eller anden gik der første gang uden at vide, hvor det førte hen.
Jeg ved stadig ikke, hvor jeg skal hen og det er helt okay.
Jeg har det godt.
Svimmelheden er væk og min krop føles som om den er min igen.
Og når jeg i dag kigger mig i spejlet, ser jeg én, der kigger tilbage.
Ikke bare på en god dag.
Hver dag.
(Med mindre jeg ikke har mine kontaktlinser på endnu.)
I går slog det mig, at jeg har været i Ilulissat i seks uger.
Jeg er ganske vist ikke bedste venner med Matematik, men lidt hurtig hovedregning fortæller mig alligevel, at jeg sådan cirka er halvvejs i mit ophold.
Shit. Det er mærkeligt.
Jeg synes egentlig, at det går lidt for hurtigt.
De første to dage, var det himmelråbende nitten grader og folk gik i bare ben.
Nu er her nattefrost og fra mit vindue kan jeg kigger over på Diskoøen, som er blevet snehvid på toppen.
Midnatssolen er long gone og mine stearinlys er fundet frem.
Jeg føler, at jeg er faldet godt til heroppe.
Jeg bor i en lille etværelses lejlighed lige over sygehuset og jeg synes, at jeg har fået den indrettet rigtig godt.
Måske er det skørt, når det kun er for 3 måneder, men jeg føler at stedet er blevet mit.
Da jeg var afsted sidste gang, fandt jeg nemlig ud af, at jeg er afhængig af at have en tryg base, en hjemlig scene at trække mig tilbage til.
Så må der gerne være stress og jag, forvirring og nederlag alle mulige andre steder. Når bare jeg kommer hjem, trækker i hyggetøjet, putter mig under mit uldtæppe og drikker te af min kop fra min søster… Ja, så er jeg faktisk alligevel hjemme.
Hvis jeg skal rose mig selv lidt, så synes jeg, at jeg har været overordenligt god til at pakke mine flyttekasser.
Her er 5 ting, jeg havde med, der gør, at jeg føler mig hjemme i Grønland:
De små ting. Ok. En mand ville formentligt hade det her, men jeg har ret mange nipsting med. Bl.a.:
Fuglen, jeg fik af mit vennepar, da de spurgte om jeg ville være gudmor for deres søn. Den lille hundeslæde, jeg fik sidste gang jeg var her. Min søsters kopper. Især dén hvor der står “Jo, du kan”.
Mine tegneting. Uanset om jeg får tegnet meget eller lidt, så er et hjem bare ikke et hjem, hvis ikke mine blyanter og tuscher er med.
Puslespil. Det var sgu et sats at tage et par puslespil med. Jeg har ikke lagt puslespil siden det drejede sig om at samle 50 brikker. Men oh my!, jeg har brugt virkelig meget tid på puslespillene. Under babyboomet, hvor jeg var alene og havde over 70 tilkaldetimer på ti dage, var det rart at komme hjem til. Jeg koblede fra med brikkerne, mens jeg hørte podcast. Selvom jeg flere gange blev kaldt tilbage efter kort tid, følte jeg på én eller anden måde, at jeg havde været langt væk i mit hoved.
Utroligt mange uldsokker. Ej men altså. Er alt ikke bare bedre med uldsokker?
Billeder. Det deler nok vandene lidt. Men for mig er det hyggeligt med billeder af minder, venner og familie. De giver mig ikke hjemve – på den måde ser jeg jo dem alle sammen hver dag! Det hjælper helt sikkert også, at man med ét klik i messenger kan tale lige så ubesværet sammen, som hvis jeg sad tusindvis af kilometer væk i min stue på Amager.
Men jeg indrømmer. Jeg har altså også pakket nogle ting, der… sgu rammer noget ved siden af!
5 ting, der får mig til at overveje, hvad fanden jeg tænkte på, da de kom i flyttekassen:
Vimpler. Altså. Virkelig, virkelig mange vimpler. Jeg kan holde vimpel-tema-fest for hele Ilulissat.
Absurd mange DVD’er. Jep. Sidste gang var der begrænset internet og jeg levede et streamingfrit liv i 3,5 måned. Så jeg følte mig godt beredt denne gang og pakkede en fandens masse DVD’er, så jeg ikke skulle komme til at savne noget. Well, internettet er ikke længere begrænset, så nu kan jeg som nebengeschæft åbne Ilulissats lokale BlockBuster. Jeg havde fandme en hel flyttekasse med DVD’er!!
Et pisseirriterende ur. Aldrig har sekundviser tikket så højt! Hver aften kaster jeg mig irriteret ud af sengen, løber hen og flår uret ned fra hylden, traver ud i køkkenet og stiller det dér. Og hver morgen flytter jeg det tilbage i stuen. Jeg siger ikke, at jeg giver mening.
Min gamle iPhone. Jeg troede vist nok at det var smart med en ekstra telefon. Har dog fundet ud af, at den straks dør, hvis jeg tager den ud af opladeren.
Vinkelmåler??!? Formentligt til noget tegnenoget…? Men altså, jeg har sgu da ikke brugt en vinkelmåler siden syvende klasse!
Hvad ville I tage med til et hjem i udlandet?
Er det overkill for 3 måneder?
Og har I nogensinde pakket noget, der er lige så dumt som en vinkelmåler og et ur, der dagligt truer med at give dig en styrtblødning?
Hvis du følger mig på Instagram, ved du, at Ilulissats fødende har prøvet at lægge mig vandret den sidste uge.
Eller måske nærmere lodret.
Jeg har i hvert fald set ret lidt til min seng.
Det hele begyndte, da min skønne kollega tog på ferie fredag. Hele dagen havde der været en fødende på afdelingen. Sidst på eftermiddagen fødte hun endelig. Flot og sejt og i vand med sejrsskjorte.
Klokken 20.30 slentrede jeg hjem i lejligheden og glædede mig over, at jeg havde lidt madrester at fredagsmuntre mig med.
Jeg puttede mig i dynen og gik til køjs ved midnatstid.
Klokken 1 blev jeg kaldt tilbage til planeten Jorden fra et sted langt væk i drømmeland.
“Hun har veer” sagde stemmen i røret
“De gør ondt. Hun kommer nu.”
“Jeg kommer.” Kvækkede min søvndrukne stemme.
Jeg trak i tøjet og skuttede mig i nattekulden, da jeg tøffede de 100 meter over til jordemoderkontoret. Og den var god nok: endnu en fødsel var i gang. Jeg ringede igen til den jordemoderstuderende og nattens fødearbejde gik sin gang. Vi så hvordan mørket langsomt fortog sig og solopgangen kastede sine lyserøde farver på havet. Nat blev til dag.
I den stille morgenstund kom et lille menneske til verden under stor jubel og den nybagte mors fantastiske internationale udbrud: “OH MY GOD!”
Da klokken var 9.30 var den studerende sendt i seng, forældrene taget hjem og jeg på vej til at låse kontoret af, da jeg lukkede døren og så, hvem der ventede på den anden side…
… jep, endnu en kvinde med veer!
Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ret ufromt håbede, at hun ikke var i fødsel endnu.
… Men det var hun.
Her kom jeg i tanke om, at min kollega havde haft ferie/fredagskage med dagen før, og at der var et stykke tilbage af den mushy brownie. Jeg vil vove den påstand, at jeg snarere inhalerede det stykke end spiste det! Aldrig er kage faldet på S Å tørt et sted! Tak, Karina!
Nåh, men…
Tilbage med den studerende, tilbage i fødetøjet, tilbage på fødestuen.
Ordsproget tålmodighed er en dyd, skal man virkelig ikke at minde en jordemoder på kald om. Efter 28 timer er tålmodighed faktisk næsten en pinsel. På samme måde som et myggestik på ryggen, du bare ikke kan nå. Du vender og drejer dig, men lige lidt hjælper det. Du må vente og lade processen gå sin gang. Myggestik holder ikke op med at klø, uanset hvem der befaler det og uanset hvor meget du klør igen.
Klokken 12.30 kom så endelig endnu en lille skæbne til verden.
Da vi den eftermiddag sneg os hjem i seng, var både den jordemoderstuderende og jeg helt skæve i hovederne.
Shit, fødearbejde er det vildeste!
Jeg vidste det held-ig-vis ikke, men på fem dage var det her kun første nat ud af tre nætter med meget lidt søvn. Tre børn yderligere skulle til verden, mens resten af jordemoderarbejdes også skulle passes.
Og jeg drikker som bekendt ikke kaffe.
Så hvordan holder du dig så kørende, spørger folk?
Egentlig stjæler jeg min energi fra andre:
Nemlig adskillige musikere.
Når vagttelefonen ringede, spillede jeg mine yndlingsnumre højt (i hovedet af og til) og forestillede mig, at jeg var hovednavnet på Roskilde, der blev kaldt til Orange Scene.
Be your own friggin’ rockstar når livets koncert spiller i dobbelttempo.
Cola Zero hjælper også.
Over and out og måske en fødsel i weekenden.
Sortpahvidt
I morgen er det to uger siden jeg ankom til Ilulissat igen.
Altså, hvis tiden går med samme fart, er jeg jo hjemme igen inden jeg får set mig om!
Jeg vågnede den onsdag morgen efter en sporadisk søvn. Den klassiske lufthavnspanik havde vækket mig jævnligt, så jeg febrilsk tjekkede uret af frygt for at jeg på én eller anden forunderlig måde havde sovet over mig.
Da jeg stod op, kiggede jeg på den blå, proppede kuffert, der lå bredt ud på gulvet. Begge rum bugnede, og fik mig til at tænke på at en lille mand med topmave, der måtte overgive sig gulvet, udstrakt efter et overdådigt måltid.
Jeg havde test-lynet den dagen før, så jeg vidste, at det kunne lade sig gøre at lukke den. Alligevel kneb det lidt med pladsen, da badeværelsesartikler og en spontan overgangsjakke var blevet lagt derned.
Min håndbagage var på ingen måde mindre end sidste grønlandstur. Jeg måtte vist bare konstatere, at diabetesudstyr til tre måneder (okay, måske nærmere fem) fylder ad helvedes til.
Da jeg havde dobbelttjekket at jeg havde pakket insulin, pas, sensorer, apparater, opladere, mobil og høretelefoner, svingede jeg den diskrete oppakning på ryggen. Jeg var allerede på vej ud ad døren, da jeg bakkede tilbage gennem den smalle entré og greb en pakke kleenex fra en køkkenskuffe.
Man kender vel sig selv, ikk’?
Ude på vejen trillede min søster frem i sin lille, sorte opel. Jeg mærkede et bittersødt gib i kroppen, da jeg trådte ud i regnen og døren til opgangen smækkede bag mig.
Mit farvelfølge fra sidste gang var blevet mindre. Mine forældre var i Grækenland og Liva, der sidste gang var en baby på tre måneder, var hjemme inden børnehaven.
Men min søster sad parat, som mit eget personlige anker – også selvom vi begge har det ret stramt med at sige farvel.
Så i lufthavnen sendte vi min blå kuffert afsted og gav hinanden et hurtigt kram. Jeg fik faktisk ikke engang brugt mine Kleenex.
Og før jeg vidste af det, stod jeg igen i TaxFree-shoppen med min oppakning på størrelse med en mellemstor dansk provinsby.
Helt ærligt. Dén følelse, lige dér.
Det har begge gange været den bedste og mest skræmmende, når jeg har taget afsted.
Blandt alle de mennesker, der køber solcremer og sprut og chokoladeæsker i absurde størrelser. I hele det mylder.
Der er jeg alene.
Ingen rejsemakker, ingen familie, ven eller veninde.
Der er bare mig. Og tre måneder forude.
Det er både sårbart, men også så bekræftende i al sin frihed.
Som at stå med sin cykel på toppen af en solbeskinnet bakke. Som at sætte i gang derudad i 21. gear, mens vinden leger med dit tøj og du mærker suset i maven. Og selvom du ved, at du vil få en seriøs omgang asfalteksem, hvis du styrter, så suser du alligevel fremad.
Hvordan skulle du kunne lade være?
Ilulissat, jeg håber, I er klar. For her kommer jeg!
Sortpahvidt – eller måske sol på hvidt, som bedst beskriver sommeren med sol og isbjerge i Ilulissat.
Om sådan cirka 47 timer er jeg på vej til Grønland.
Igen.
Det virker overordentligt surrealistisk.
Vikariatet kom på plads i marts og dengang var alt så let. Så langt væk. Ork ja, om jeg kunne tage tilbage? Giv mig en dato, så dukker jeg op!
Nu er jeg så nået til den knap så lette del:
Farvel og panik-pakke-delen.
Jeg er dårlig til at sige farvel.
Meget.
Også selvom det bare er et lillebitte på gensyn.
Jeg så helst at størstedelen af mit flyttegods kunne bestå af mine venner og familie. Eller at de kunne transmogryffes op til mig på befaling.
At jeg kunne knipse med fingrene og *vips!* så sad de ved siden af mig og kiggede ud over ishavet. Så kunne jeg lægge mit hoved mod deres faste skuldre og vide, at jeg kunne klare det hele.
I virkeligheden er det skørt, for selvom jeg savnede alle dem derhjemme sidste gang, så var jeg faktisk også ret god til at klare mig alene.
Jeg havde forestillet mig, at jeg nok ville tage mig et par seriøse tudeture, men faktum er, at jeg kun græd én enkelt gang, da jeg var afsted.
Paradoksalt nok var det, da jeg sad i flyet på vej hjem til Danmark.
Da jeg mærkede propellerne suse og accelerere indtil jeg blev presset tilbage i sædet og vi tog afsæt fra jorden. Jeg kiggede ned på det forunderlige snelandskab, der udfoldede sig under mig og jeg græd helt stille, mens det blev mindre og mindre.
Jeg græd mens jeg sagde mit indre farvel og var forvisset om, at jeg aldrig ville komme tilbage igen.
Men nu er der gået næsten tre år og jeg skal tilbage igen.
Hvilket leder mig til mit næste problem:
Pakningen.
Eller rettere: mangel på samme.
Min kuffert ligger på gulvet. Gabende og tom og nærmest bebrejdende. Jeg har lige tømt den efter min ferie – og jeg kan ingenlunde overskue at putte noget i den igen.
Jeg ønsker mig en pakke-fe, der kunne ordne det for mig over natten, for hver gang jeg forsøger at lægge et stykke tøj i den, bliver jeg grebet af panik:
VIL jeg nu også have denne bluse med?
HVOR varmt føles 12 grader i Ilulissat?
HVAD pakkede jeg egentlig i de der fucking fem flyttekasser?
Jeg kan virkelig godt lide tanken om at skulle afsted igen. Jeg kan bare ikke helt overskue det logistiske pakke-farvel-monster, det lige nu indebærer.
… Men lige nu står den heldigvis på tripplefarvelhygge i gode venners lag i dag.
Jeg lader som om vi ses igen i næste uge.
På den måde behøver jeg ikke at forholde mig til at det er et lidt langt farvel…
Tror jeg nok.
Anyways.
Vi skrives ved, når jeg er i Ilulissat.
Jeg satser på at blive hentet i lufthavnen denne gang!
So long, adjø, tuttelu, hejhej, takuss og på gensyn indtil da,
Sortpahvidt,
Den Rødøjede Eventyrer,
Eline
Wupwup! Glædelig international jordemoderdag!
Jeg går ud fra, at vi alle har skrevet dagen i kalenderen med store, fede versaler, ikk’?
(Okay, jeg havde også først hørt om dagen for 4 år siden, så I kan vel nå det endnu.)
Det er ikke løgn at sige, at intet andet i mit liv når jordemoderarbejdet til sokkeholderne, når det kommer til livslektioner. Men hvad betyder det egentlig – og hvad har jeg reelt lært?
Jeg har selvfølgelig lavet [indsæt fanfare] EN LISTE:
10 TING JEG HAR LÆRT AF AT VÆRE JORDEMODER:
1) Tålmodighed er en dyd.
Vitterligt. Man hverken kan eller bør skynde på en mor og slet ikke når det kommer til selveste moder natur. Børn kommer, når de kommer. Og nogle gange går det stærkt og andre gange går det langsomt. Begge dele har som regel en fornuftig årsag.
Jeg prøver at tage tålmodigheden med mig hjem, men jeg sætter grænsen ved langsom take-away…
2) Omgivelserne betyder noget.
Fødslen er for lang og livet er for kort til sølle indretning og uengagerede mennesker. Du fortjener at have rum, der gør dig glad og folk i dit liv, der løfter dig op.
3) Intet er så skidt, at det ikke skal tørres op.
Punktum.
4) Hvis det hele vælter, så prøv kiks og rød saftevand.
For en fødende såvel som en jordemoder gælder det at; du skal spise når du kan, hvile når du kan og – for guds skyld – tisse når du kan!
5) Hvis ikke kiks og saft hjælper, skal der måske noget stærkere til.
Nogle gange et klem, et skub eller et pres. Vi bestemmer ikke livets gang – og det er også okay. Verden styrter ikke i grus, fordi vores planer må ændre sig. Epiduralblokader, ve-stimulerende drop og kejsersnit kan i situationer være den rette vej til målet. Fuldkommen ligesom orlov, tænkepauser og opsigelser kan.
6) Life is messy.
I bogstaveligste forstand. Nogle aspekter kan klares med håndsprit og/eller et brusebad. Resten må du finde ud af hen ad vejen.
7) Vi er alle sammen ret normale.
Eller lige unormale. Det er som man ser på det.
8) Hav altid et par handsker i baglommen.
Trust me on this one! Jeg blev engang sendt afsted til en hjemmefødsel, hvor posen med handsker manglede.
9) Tænk ud af boksen og tal lige ud af posen.
Jeg tog imod moderkagen med to 2 liters fryseposer på hænderne.
10) Vi burde behandle os selv og andre som planter
Ja, dén er lidt fungy, jeg ved det. Men lad mig lige uddybe, før du stempler mig som en crazy plantedame:
Hvis en potteplante ikke trives, leder du efter årsagen i dens miljø. Får den for lidt vand? Får den for meget? Skal den have mere sol? Gødning? Trænger den til en større potte?
Du begynder ikke – helt forståeligt – at overveje, om der kan være noget galt med planten. For planten er en plante, og med de rette betingelser, vil den udvikle sig fuldkommen som en plante bør og gør.
Det er i bund og grund det samme med mennesker.
At være jordemoder er uden tvivl det hårdeste og bedste, jeg har kastet mig ud i.
Når jeg står på en fødestue, bliver tiden til en underlig udefinerbar størrelse. Minutterne forsvinder, timerne svæver forbi, men øjeblikkene består. Jeg kan blive så opslugt af mit arbejde, at jeg ikke mærker mine egne behov. Det kan i situationen have visse fordele, men på den lange bane være opslidende.
Den lektie jeg har været længst til om at lære, er at jeg har brug for tid og restitution for at kunne blive ved.
For to år siden føltes det som om, at jordemoderkapitlet var ved at være slut for mit vedkommende.
Jeg er glad helt ind i kernen for, at det ikke blev sådan. Glad for at jeg tog mig tid til at give det tid.
Når alt kommer til alt, så er tålmodighed virkelig en dyd!
Det føles som om det er så længe siden, jeg har skrevet herinde, at jeg er tvivl om der er nogen, der læser med længere.
Det er ikke fordi, jeg har taget en beslutning om, at jeg skulle have en pause.
Den er bare kommet helt af sig selv.
De ord og anekdoter, der plejede at krible i mig for at få ud, blev færre, blev stille og forstummede til sidst. Jeg har ad flere omgange været ved at lukke bloggen helt, men kunne så alligevel ikke få mig selv til det.
Der ligger trods alt syv års minder og fortællinger herinde.
En underliggende udvikling fra at være en ung voksen på 22 og på en uddannelse, jeg i mit stille sind aldrig troede, jeg ville gennemføre, til at være 29 år, fortravlet og spørge sig selv om, hvor vi egentlig har så travlt med at skulle hen?
Og altså, hvis jeg ikke lukkede bloggen, kunne jeg jo altid åbne den blanke side igen, hvis ordene skulle vende tilbage.
Og det gjorde de.
Mens jeg stod i badet og sang min egen dybfølte version af Someone Like You, mærkede jeg pludselig lysten til at sidde bag et tastatur igen. Og resolut som jeg jo er, tog det mig kun 1½ måned at købe en computer, så jeg kunne gøre noget ved det! Go me!
Jeg kan se, at det sidste indlæg er skrevet 24. september 2018 og jeg ville gerne fortælle jer, at jeg har været stille så længe, fordi jeg simpelthen har haft for travlt med mit nye, supertjekkede liv.
Men altså i fredags stod jeg med sur og skælvende stemme i Elgiganten og brægede at jeg “absolut ikke vil støtte dette etablissement” og forlod stedet med et teatralsk tryk på den sure smiley. Såeh, det dér supertjekkede liv, ikk’… det er der sgu så mange andre, der (lader som om) de lever. Lad os lade dem om det.
Så hvad har jeg lavet, når jeg ikke har givet Elgigantens medarbejdere noget at snakke om?
Vi må måske tage det i bidder.
Siden 24. september har jeg:
måtte konstatere, at min iPad er afgået ved døden
også konstateret, at jeg ikke kan finde ud af, at vælge en computer til at erstatte iPad
fundet ud af, at det dér med at have egen virksomhed er virkelig sjovt!
også fundet ud af, at jeg stadig er bange for min selvangivelse
kommet på Tinder igen, men jeg ORKER det i virkeligheden ikke
blevet spurgt utroligt mange gange om jeg har børn (men ikke på Tinder)
været ny på job og er blevet mindet om, hvor nervepirrende det er, når man hver dag frygter, at folk skal opdage, hvor stor en idiot du i virkeligheden er
spillet badminton 1-2 gange om ugen
én gang blevet smashet i hovedet, så min overlæbe svulmede op til imponerende størrelse (herligt at gå på arbejde og ligne et mislykket botox-tilfælde)
takket ja til 3 måneder i Ilulissat igen!
Og så tror jeg ikke, at vi når mere i dag, med mindre mit indlæg skal blive til en roman og min aftensmad blive kold.
Hvis du vil vide mere, må du spørge.
Og bare rolig. Vi er ikke færdige med at tale om Elgiganten!
Tak fordi du – måske – stadig læser med! Det er skønt at være tilbage!
Eline, TeknikkEline, BagEline, GlobEline, CykEline
Eller bare som altid, Sortpahvidt
Herinde på bloggen har jeg efterhånden skrevet lidt af hvert. Kommet igennem emner – de tunge og de lette.
De sidste par år har jeg også skrevet om mange usikre og tøvende skridt, jeg har taget.
Nogle er blevet taget med bæven, nogle med fuld firspring, nogle med gå-på-mod og nogle mod min gode vilje.
Uanset hvordan jeg er trådt ud på en ny sti, har jeg ikke villet være foruden.
Selv når jeg synes, at jeg har været helt håbløs, er faktisk vokset lidt hver gang.
I dag er det blevet tid til at præsentere endnu et af de store skridt.
Heldigvis er det et af dem, jeg tager med et stort smil.
Og et par glas bobler af de sjove til at skylle nervøsiteten ned.
Jeg har nemlig startet min egen virksomhed!
*indsæt selv fanfare!*
For fremtiden håber jeg, at jeg udover vagter på fødegangen kan tilbyde privat fødselsforberedelse, jordemoderkonsultation og samtaler til gravide i København.
Jeg har overvejet det længe, for hvordan ved man, at man er “Sådan Én“?
Sådan én, der kan være virksomhedsopstarter?
Sådan én, der kan jonglere med diverse formularer og på samme tid holde styr på kalenderen?
Sådan én med Virksomheds-NemID?
Typen, der kan være sin egen bedste chef, men også rent faktisk kan finde ud af alle chef-tingene?
Jeg har haft katastrofetanker om rædsels-tal fra SKAT, om moms-regnskaber, der åd mig råt, om en larmende tavs telefon og indbakke og om at måtte falliterklæres og flytte hjem i mine forældres kælder.
Min usikkerhed var naturligvis klar til at prikke mig hårdt på skulderen og som min gamle kørelærer gjalde
HVAD FANDEN TROR DU DU LAVER ELINE??!
Og ligesom dengang, var jeg klar til at føje stemmen og medgive at
“jeg ved det sgu da ikke, jeg er jo uduelig!“, men et eller andet – måske stædighed – fik mig til i stedet at tænke:
“Jeg prøver. Mere kan man jo ikke forlange af hinanden, vel? At vi oprigtigt prøver“.
Så nu tager jeg springet og bliver semiselvstændig og håber, at det kommer til at bringe en masse godt og spændende med sig. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg kommer til at blive klogere og lære en hel del.
Jeg har allerede haft det ret sjovt med at lave min hjemmeside (det er lidt uheldigt at byde folk velkommen til deres morderskab i stedet for moderskab!) og jeg har sammenlagt tegnet mere og haft mere inspiration end hele sidste år.
Jeg har mærket et drive og en nysgerrighed og en befriende energi.
Så nu er der kun tilbage at slå armene ud, kridte skoene af, sætte i løb og tage springet.
Det er gået op for mig, at den eneste måde, du kan finde ud af om du flyver eller falder, er ved at give slip på den faste grund under fødderne til at starte med.
…
Og så man er tilsyneladende Sådan Én, når man ikke kan lade være.
Til de nysgerrige, kan jeg fortælle at min på-ingen-måde-morderiske hjemmeside hedder Jordemoderskabet.dk og kommer til at være fyldt med masser af god energi. På Jordemoderskabets side på FACEBOOK og INSTAGRAM kommer jeg desuden til at fødselsnørde for fuld skrue – og jeg glæder mig helt vildt!
Og så heller ikke mere reklame for det lille krapyl – I promise!
God weekend!
Sortpahvidt // Sådan Én // Bange For SKAT // Yours Truly
Aktuelt sidder jeg hjemme i min lejlighed.
Siden 16. juni har jeg sammenlagt været hjemme i ti dage, så guderne skal vide, at det er godt at være her – omend jeg indrømmer, at jeg også sidder tilbage med en overraskende følelse af antiklimaks.
Alle sommerens planer ligger bag mig nu, og tilbage er de omtrent tusind ubesvarede spørgsmål, som har kigget afventende på mig siden engang i marts.
Men eftersom de tydeligvis ikke løber nogen vegne, de der spørgsmål, tillader jeg mig i stedet at besvare ét fra jer læsere i stedet.
For hvordan var det så at være jordemoder i Norge?
Sæt jer til rette, slå benene op og stik ungerne en iPad, for nu skal I høre.
Lige siden jeg kom hjem fra Grønland, har jeg haft lyst til at prøve at være jordemoder udenlands igen.
Før jeg tog til Norge, havde jeg forthørt mig hos andre jordemødre der havde været ansat deroppe, så jeg tænkte, at jeg var ret godt forberedt.
Jeg var nervøs – både på det faglige og sproglige – men trøstede mig med, at når jeg kunne klare mig i Grønland, var jeg nok ikke helt uduelig.
Det skulle imidlertid vise sig, at dén sammenligning ikke kunne være mere skæv. For i Grønland var jeg en nærmest enevældig jordemoder, der skulle finde ro i at være alene. I Norge skulle jeg vænne mig til, at selv når jeg troede, at jeg var alene, så var jeg det oftest ikke:
Fødselslægerne fulgte tit nøje med i hjertelydsovervågningen, som de kunne se fra computerne uden for fødestuen, og sørgede jeg ikke for at holde journalen opdateret, så de kunne følge med – ja, som kom de som regel på stuen uden videre.
I Danmark det nærmest at begå harakiri, hvis en fødselslæge skulle gå ind på en fødestue uden at være blevet tilkaldt. Samarbejdet mellem danske jordemødre og læger er generelt velfungerende, ligeværdigt og tillidsfuldt, så at troppe op på en stue uden videre, kan nemt tolkes som mistillid til en jordemoders faglige vurdering.
Så den norske arbejdsgang skulle jeg virkelig vænne mig til.
Der var også flere funktioner som jeg har været vant til at varetage, som tilfaldt læger. Jeg måtte huske, at spørge hvordan arbejdsfordelingen var på afdelingen, så jeg ikke af ren vane pludselig havde gjort noget, som ellers var en lægelig opgave.
Det bedste var nu engang at have en helt ukompliceret fødsel, for så kunne jeg lukke døren til fødestuen, lytte med den håndholdte hjertelydsovervågning og med god samvittighed gøre som altid har gjort.
Til gengæld fik jeg også helt andre opgaver end ellers. For eksempel at assistere lægerne i forbindelse med gynækologiske undersøgelser. Undskyld læger og kvinder; jeg har formentligt været den mest håbløse assistent nogensinde!
Fumlet rundt med sterile indpakninger og podninger og rendt rundt efter ting som en hovedløs høne! Bortset fra at en hovedløs høne ville have haft bedre retningssans end mig!
Det bedste deroppe var dog, at der som regel var god tid til de gravide, fødende og barslende. Mens regnen trommede tilfældigt på ruderne på fødestuen, kunne en nybagt mor ligge og amme og kigge udover byen som lå indhyllet i grålige nuancer, og jeg kunne med ro i sindet tage den tid, der var brug for, før jeg forstyrrede familien eller mig selv.
De allerfleste vagter fik jeg spist op til flere måltider – og skulle det glippe, kunne jeg oftest få en kollega til at afløse mig, mens jeg lige blev tanket op. Fordi der var tid, var det oftest nemmere at hjælpe hinanden.
Det dækker vist meget godt det faglige. Så var der min anden bekymring: sproget.
Til det første vagtskifte, nåede jeg virkelig at tænke
“what the actual fuck?? HVAD er jeg dog for en indbildsk person – fatter hat?!”
Heldigvis blev det hurtigt bedre. Dog var der stadig lidt problemer den anden vej – nordmændene havde svært ved at forstå mig…
Jeg endte med at tage den norske syngende klang til mig, og så gik det faktisk en del bedre. Selvom jeg formentligt talte SKAM-norsk, var der meget bedre respons. Synes også, at jeg da egentligt var ret god til at tage nye, norske ord til mig. Snart kunne jeg slynge om mig med ord som
Og kom jeg i bekneb, var mit udgangspunkt egentlig bare, at det handlede om at fake it ’till you make it og det virkede vist sådan nogenlunde.
Bevares, jeg så da godt, at både lægen og den fødende ikke kunne lade være med at grine, da jeg i allerivrigste stil spruttede mit sdanskinaviske under pressefasen. I shit you not; den fødende grinede! Men faktum var, at det hjalp jo!
Jeg forstod dog først for alvor, hvor ringe mit norskdanske var, da jeg for første gang kom til at nævne, at jeg jo var halvgræker og lægens resolutte reaktion var:
Jeg nænnede ikke at fortælle, at mit mærkelig danske i virkeligheden var mit longshot på norsk.
Jeg nikkede bare, som om jeg var bekendt med og afklaret med mit gebrokne “dansk” og havde accepteret min skæbne som jordemoderen med det interessante sprog.
Ja ja, for fanden. Man kan jo ikke vinde hver gang!
Men bare pas på, Norge, for I er sikkert ikke færdige med at lægge land og krop til min “græske” dialekt!
Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
“Neste stop Haugesund Sykehus” lød det i bushøjtaleren, og jeg dingede pligtskyldigt på STOPknappen, og fumlede med at løsne sikkerhedsselen.
Chaufføren stillede min kuffert noget så eftertrykkeligt på fortovet, kravlede tilbage i førersædet, smækkede dørene og forlod mig og min fysiske såvel som mentale bagage alene tilbage.
Overfor mig var to store bygninger, som jeg kunne konstatere var sygehuset.
Umiddelbart kunne jeg kun se en indgang til noget øre-, næse-, halsafdeling og jeg besluttede mig for at trække min kuffert, Det Blå Bumleskrummel tættere på og se, hvad jeg kunne finde ud af.
I mit informationsbrev stod kun, at jeg skulle henvende mig i sygehusets reception for at få nøglerne til min gæstehybel. Der stod ikke noget om, hvilke af de to bygninger, der tårnede sig op foran mig, der var sygehuset.
Men på den nærmeste stod med store, fede bogstaver hovedindgang og jeg satsede på at der var dér jeg skulle hen.
Men ak, døren ind til receptionen var låst og på klokken stod der, at man i weekenden og om aftenen skulle ringe på for at komme ind. Jeg tænkte mig om.
Okay; det var BÅDE weekend og aften, så det gav sådan set mening nok, at indgangspartiet så ud til at ligge øde hen.
Herregud, i Ilulissat lukkede sygehuset jo klokken 17, så der skal efterhånden en del til, for at få mig til at løfte øjenbrynene.
Jeg ringede på og et par øjeblikke efter blev jeg konfronteret med, at norsk faktisk er meget sværere at forstå, når der ikke er undertekster på…
Damen i højtaleren forstod mig tydeligvis heller ikke, da jeg højt mumlende beskrev mit ærinde som at “jeg skulle hente en nøgle”. Hun lukkede mig dog ind, og jeg trak Bumleskrummel med mig.
Det tog mig nogle lange minutter – og adskillige forsøg på at finde receptionen i en labyrint af lukkede døre – at forstå, at jeg nok befandt mig på en ret weekendafmennesket døgnafdeling.
Jeg gik ud i solen med uforrettet sag og fandt informationerne frem på min telefon. Eftersom jeg tydeligvis ikke intuitivt kunne finde frem til sygehuset, endte jeg med taste adressen ind på maps.
Bare 700 meter til destinationen. Fedt, for jeg var sådan set allerede ret træt af Bumleskrummel, som på den grovkornede asfalt gjorde meget lidt for at komme gelinde rundt.
Da jeg efter ti minutter rundt og rundt og rundt efter google maps’ “anvisninger” befandt mig omkring 20 meter fra mit udgangspunkt, var jeg pænt negativ.
Kom ind i den bygningen, fik velkomstkuvert og skyndte mig ud igen.
Stod nu i dilemma:
Ville hurtigst muligt frem til gæstehybel som skulle ligge 1,3 kilometer væk.
Skulle ifølge rutevejledningen i tage 18 minutter på gåben.
Kunne også tage bus, hvilket jo unægteligt måtte gå hurtigere.
Men det var søndag, og der var derfor 15-20 minutter til at næste bus kom.
Hul i det, tænkte jeg. Det er en kort gåtur – det kan jeg fandme godt klare, selvom Bumleskrummel er overvægtig og tung i røven. Det er en tilstand, jeg er jævnt vant til!
Og så gik jeg ellers derudaf.
Jeg vil med det samme understrege, at jeg havde overvejet, om monstro jeg skulle op og ned ad bakker for at komme til hyblen.
Det var med i mine beregninger.
Havde bare med al tydelighed forregnet mig.
Jeg havde gået omtrent hundrede meter med gumpetunge Bumleskrummel, da min højre hånds fingre var hvide og prikkede og forlangte afløsning.
Da jeg havde gået 500 meter bandede jeg højlydt og følte mig mere som deltager i Alene i Vildmarken end Jordemoder på Eventyr.
Den lillebitte stigning jeg havde taget i åsyn og forkastet som det rene ingenting, føltes på daværende tidspunkt som en bjergbestigning med verdens mest modarbejdende makker på slæb.
Bumleskrummel trak mig hele tiden i modsatte retning – som et forvokset barn, der nægtede at forlade en slikbutik.
For helvede, mine arme!
Mine arme arme!
Jeg er ganske overbevist om, at jeg langsomt og sikkert var ved at trække mine overarmsknogler ud af deres dertilhørende kugleled i skulderen.
Jeg og mine pissegode beregninger!
Da jeg nåede frem til gæstehyblen – efter at have forceret både græsplæner og buske – fattede jeg ikke, at jeg “kun” havde gået lettere forvildet rundt i 30 minutter.
Føking Google Maps.
Mine arme føltes så lange, at jeg slet ikke behøvede at gå ned til sygehuset næste dag – jeg kunne bare sende mine jordemoderhænder selvstændigt.
Så kom jeg til at tænke på, at jeg måske rent faktisk skulle tage imod en norsk jente eller gut om under 12 timer – armdeform eller ej! – og så begyndte jeg først rigtigt at svede!
Følg hverdagens gråtoner i en lettere vildfaren tilværelse på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
