… De gør en forskel.

Tumpe

Cool og selvsikker

Og kun tumpet, når hun åbner munden…

Kære Nedtur,
Nu er skeen i den anden hånd.
Nu griber jeg i nælderne, tager tyren ved hornene, gnider der, hvor skoen trykker.
Om du er klar eller ej – nu er der nye boller på suppen!

Okay, så når man har været nede, så kommer man jo op igen, ikk?
Altså, helt op, ikk?
Det er i hvert fald, der jeg gerne ville være.
Helt oppe og på toppen og sejere end nogensinde før.
Min eneste udfordring er dog, den lille detalje at det virker som om Nedturen ikke er enig med mig – nej slet ikke er færdig med mig endnu…
Jeg har ellers prøvet alt! Lister og mad og dansen rundt på badeværelset og spillet samtlige 80’er numre jeg har kunnet komme i tanke om.
Men sådan her har jeg det:

Og jeg vil slet ikke begynde at liste alle de ting op jeg hellere skulle bruge tid på at fikse!

Det kan godt være, at jeg synes, at jeg lidt er en helt, når jeg på to hjul begiver mig til og fra Hvidovre.
Men jernhesten har nu også lidt at skulle have sagt.
Forleden dag var det, den sagde ‘fuck dig!’

Jeg synes jo ellers selv, at jeg er indbegrebet af sejhed, når jeg fræser rundt i mine stramme cykelshorts med numseindlæg.
Men nogle gange tager de – om man så må sige – røven på mig.
Så da jeg den anden dag skulle op på cyklen sad min jakke fast BAGPÅ sadlen, mens numseindlægget sad fast FORAN sadlen.
Resultat: jeg kunne ikke komme op på sadlen. Og jeg kunne ikke komme ned fra sadlen.
Ååh, ikke nok med at jeg fik klamsved midt i myldretidstrafikken, så ved jeg også at der var nogle der troede, at jeg var mindrebegavet sådan som jeg hjulede rundt og rundt og rundt med benene hverken siddende eller stående.
Ingen kom dog til skade…

Da jeg var barn, var jeg ikke det, man kan kalde en stor fan af forandringer.
Alt skulle faktisk helst forblive, som det altid havde været.
Min mor har fortalt mig, om engang da jeg var lille og var med hende ude at shoppe.
Hun skulle have en ny jakke, den anden havde udtjent sin værnepligt og da hun slog forhænget til prøverummet fra og spurgte mig, hvad jeg syntes, så kiggede jeg bare mut tilbage på hende og svarede:
“Jeg kan bedre lide den du har nu. Så ligner du mere min mor.”
Så havde jeg ligesom ikke mere at sige. Er ret sikker på min mor købte en ny jakke alligevel.

Man siger, at intet er uforanderligt.
Men noget er.
Forandringsforskrækkelsen.
Småjusteringer i hjemmet går lige an. Jeg kan godt rykke min gyngestol fra den ene side af stuen til den anden. Kan endda synes det er sådan… Pænt og rart.
Men større ændringer?
Nej tak.
Jeg kan altså ikke finde ud af det.

Forestil jer så lige mit ansigtsudtryk, da jeg trådte ind i min fakta.
Og de har flyttet rundt på hele svineriet (undtagen slikket, for det skal man jo til hver en tid kunne finde)

Nu bliver jeg jo rent faktisk nødt til at stoppe op og kigge på hylderne og kan ikke længere storme ned gennem rækkerne på min ugentlige indkøbstur!
Og hvorfor tvinger de mig igennem afdelingen med balsam og pletfjerner?
Det er da kun for at minde mig om, at jeg fælder som en hund for tiden og at jeg ikke har flere rene sokker.
Forandringer – en fandens forbandelse!

… Er når fridag og vejr opfører sig eksemplariske, så jeg kan gå helt agurk i altanplanter.

Crazyplantedame er tilbage fra sit vinterhi!

Jeg har været inde på emnet før, så vidt jeg husker.
Jeg tror, at jeg har nævnt noget om, at jeg ikke er så glad for at tale i telefon.
Jeg har muligvis underdrevet det en smule.
Hånden på hjertet, da jeg var et præpubertetsbarn turde jeg faktisk ikke at ringe og bestille pizza, fordi jeg engang i ren befippelse ikke kunne finde ud af at stave min adresse.
Ej, men helt ærligt. Tak mor og far, for at bo på Wibrandtsvej.
Enhver kunne da komme til lige at klemme et par ekstra ‘r’er ind, ikk’?

Nåh, men nu bor jeg på en vej, der er nemmere at stave og jeg er også blevet bedre til at tale i telefon.
Og jeg har egentlig tænkt, at det meste af det der telefonkegleri var en saga blot, men så opdagede jeg noget…
Jeg kan ikke finde ud af, at afrunde en samtale.
Eller. Det kan jeg måske godt, men jeg har min helt egen teknik.
Jeg kommer med sådan et “høhøh” smågrin.
Hver.
Gang.

Og nu kan jeg ganske enkelt ikke lægge på uden at komme med mit idiotiske grin.
“Høhøhøhøhøh. Ja, ja nemlig. Så ses vi torsdag. Høhø. Ja. Høhø. Hej. Hej.”
Ahmen, for helvede.

Det værste er, at jeg vist også gør det, når jeg taler i telefon på fødegangen.