I går fortalte jeg jo lidt om forhold til bagning. Som ikke er specielt godt. Da jeg sidste år holdt housewarming, var én af indflyttergaverne faktisk en surdej. Den har været mit faste bageholdepunkt, for dér hver fjortende dag, sidder den og kigger på mig, og spørger om ikke vi skal prøve en gang til.
Jeg gør det gerne og elsker min surdej mægtig højt, fordi den er mit evige projekt og samtidig giver mig en følelse af at være helt vildt voksen og tjekket.
Men bagningen, den er altså ikke blevet bedre. Vi er vist tilbage til mit forhold til opskrifter. Eller mangel på samme. Sidste gang blev mit brød faktisk nærmere til et mordvåben.
Set på den lyse side: med det i tasken kunne intet skræmme mig.
Jeg har desværre ikke nogen mærkelig nabo. Har en mærkelig overbo, men mere om hende en anden dag.
Nej, jeg ER den mærkelige nabo. Desværre.
Når man flytter ind i en lejlighed bruger man jo altid lidt energi på at overveje hvilken type nabo, man vil være. Hende med blokfløjten? Det ryttelige hjem? Den overskudsagtige julepynt?
Jeg besluttede mig for, at jeg ville være hende med den velduftende mad – men efter at have sat røgalarmen i gang midt i et flüteprojekt, afskrev jeg ligesom den titel. Hele historien må fortælles seperat en anden gang. Ikke længe efter min nærkontakt med drabelig køkken-os, skete the bølle incident hvor jeg for første gang mødte mine naboer. Vel at mærke med fedtet hår, bævende og ophidset stemme. Og uden BH. Til gengæld med en paranoia langt større end min tiltro til omverdenen.
Efterfølgende har jeg holdt meget lav profil, når jeg mødte føromtalte naboer. Kastede en plade chokolade og en lille undskyld-jeg-er-hysterisk-og-opreven-og-jeres-nabo besked i deres postkasse og har siden gemt mig effektivt.
I dag kom jeg så hjem efter en længere vagt i magasin. Jeg skulle handle – mit ugentlige besøg med fakta kunne ikke udskydes længere – for køleskabets eneste indhold var efterhånden ekko. Havde desværre overvurderet hvad en kurv kan indeholde og hvad et menneske rent faktisk kan bære, så jeg var stablet til op over begge ører, men syntes egentligt, at jeg håndterede det rigtig fint. Indtil jeg skulle have fat i mine nøgler. Jonglerede med et spidskål, tre porrer, 2-liter sodavand og otte ruller toiletpapir, og svingede mine hofter det bedste jeg havde lært for at holde min proppede taske oppe på skulderen, og lignede generelt én, der både var sindssygt tissetrængende, men allerede havde skidt i bukserne. Og så så jeg naturligvis i genspejlingen fra ruden i døren: min nabo. Jeg dæmpede min lidet charmende excentrisme en smule. Lod kål og porrer og ruller være hvad de var, tæskede dem ned i jorden og kom ind i opgangen inden nogle kunne nå at spørge, om jeg mon havde brug for hjælp?
Så til jer med de mærkelige naboer. Bær over med dem. De ER virkelig bare kegler. Eller mennesker. Eller utroligt dårligt timede. Måske endda alle tre ting.
Det dér med at blive voksen, er jo ikke sådan noget der sker fra dag til dag. Det er ikke sådan, at man en dag vågner op med smørskjuler i køleren eller pletfjerner i skabet. Egentligt helt modsat ungdommen, hvor man en dag vågner op med en bums i panden og ved, at nu er det sket. Bye bye, babyhud – halløj akne og togskinner!
Men altså, voksen-ligaen kommer krybende og kravlede og er – ligesom hår på benene – ikke noget der bare går væk, fordi man ignorerer det. Man må frem med kniven for at få resultater. Men hvorfor skulle man dog egentlig det? Er det så forfærdeligt at lukke og slukke for teenageårenes trummerum og skrive pyntepuder og ovnfaste fade på sin ønskeseddel?
Spørger du mig, er svaret nej. Mine forældre fejrede 100 års fødselsdag i lørdags. Jeg var hjemme klokken 04.30 med højt humør, ømme fødder og sprød stemme. Jeg siger bare, at hvis jeg, når jeg er halvtreds år, kan samle alle mine venner og arrangere en så gennemført fest og samtidig danse hele natten – så er der da intet at kimse over! Det eneste man med alderen tilsyneladende går glip af, er at tørre/kaste bræk op og trøste folk, der ikke ved, hvorfor de græder.
Hvis man vil, kan man stadig danse med øl på hovedet og borde i munden (set ved selvsyn – min far er virkelig i en liga for sig selv!)
Så helt ærligt, voksen-ligaen er jo hvad man gør den til. Jeg tror, jeg vil hylde den lidt mere. Så må man jo bare tage med, at man af og til kommer hjem fra ikea og det mest ophidsende man har købt er en vandforstøver. Og man er helt oppe og køre.
Ville egentlig have lavet et både sjovt og kløgtigt indlæg i dag. Ikke noget alt for sarkastisk, men bare en lile tankerække om dét at blive ældre.
Men nu modarbejder elektronikken mig. Meget. For det første kan jeg af uransagelige årsager, hvis oprindelse jeg slet ikke kan overskue at komme til bunds i, ikke længere logge ind på bloggen fra min egen computer. Man sidder pligtskyldigt og trykker “log in” og plirrer med øjnene – og så sker der ikke en hylende fis. Så bliver man sur og sort inden i hovedet.
Troede ellers, at jeg snød karma og sidder nu ved tasterne ved mine forældres pc. Den, der ler sidst, ler eftersigende bedst. I så tilfælde griner karma stadig, for nok kunne jeg her logge ind, men da jeg så ville ind i min kladde og skrive videre på min lille tegning med dertilhørende finurlig og dybdegående tekst, så kunne jeg kun se benene af førnævnte tegning. Jeg kunne ikke se teksten, der stod øverst. Og hell no! om jeg skulle have lov til at scrolle op/flytte cursoren eller på anden spidsfindig måde skulle kunne komme til at læse dét jeg sad og fiflede med forleden dag og nu kun husker i brudstykker.
Så I må leve uden tegning, spidsfindigheder og kløgtighed i dag. Og nøjes med denne smule galde.
Og jeg gider heller ikke i skole i morgen. Så er det sagt.
Hér taler vi altså ikke om ultimate fighting, bugeejumping eller fri-klatring. Jeg har været til bodystep. Og jeg vil bare sige, at det ikke er for tøsedrenge. Og slet ikke er for motorisk udfordrede. – Personligt, er ikke bare motorisk udfordret, jeg er i rytmiske sammenhænge selve indbegrebet af kropsmæssigt ude af kontrol.
Men der havde stået på holdbeskrivelsen at “alle” kunne være med og, at det var “simple” øvelser. Så Helene og jeg havde kastet os ud i det. Jeg har jo lovet mig selv, at sige ja, når nogle udfordrer mig, – og jeg skal love jer for, at jeg blev udfordret.
Man skal som hovedregel altid blive bekymret, når træneren siger, at det hér er noget man bliver “glad i hovedet af”, for så ved man, at man skal ligne en idiot halvfems procent af tiden. (Og være idiotisk de sidst ti procent.)
Som jeg mærkede, hvilken livsudfordrende beskæftigelse jeg havde givet mig i kast med, dukkede alle de klassiske tæt-på-døden-tegn op.
1) Jeg så udpluk af mit liv for mig. En pæn lille kavalkade, som jeg brude have set for mig, inden jeg meldte mig til bodystep. To seancer i særdeleshed bed sig fast:
Dengang jeg spillede med i julestykket på HF. Hvordan vi var nødt til at prakke min rolle ufrivillig rytmespasserhed på, fordi hele stykket startede med en dans. Og at jeg ikke kan danse (og da slet ikke synkront!!) kunne jeg gudhjælpemig ikke spille mig fra! Det var en ret pinagtig øvetime inden læreren kastede håndklædet i ringen…
Jeg indså også hvilket modigt og naivt menneske jeg havde været, dengang jeg meldte mig til zumba. Alene. Modig og dum og total uden selverkendelse.
2) Jeg begyndte at sige lave, småpaniske grinelyde, som jeg håbede ingen andre hørte gennem technotonerne og trænerråb.
3) Jeg blev apatisk, og stivnede helt, når jeg så den lille, lillaklædte, småhoppende klump -uden armbevægelser overhovedet- spurte (konsekvent ude af takt) op og ned og rundt om den lave step. Og fattede ikke at det var mit spejlbillede.
4) Jeg fik forudanelser, der fortalte mig, hvordan jeg ville enten a)snuble over b)falde ned af c)vrikke om på steppen og slå enten haleben eller fortænder ud og herefter dø af skam.
Jeg har kun tilbage at sige, at det var fint, jeg gjorde det – og jeg gør det nok ikke igen (medmindre jeg bliver udfordret).
Nej, spinning, det ved man altså hvad er. Ligeså snart jeg var kommet mig over angsten for at besvime af udmattelse oppe på dyret og herefter brække begge ankler når man med fastspændte fødder ville trille ned – så var jeg all in. Men mere om det anden dag…
Dagens indlæg har ikke nogen tegning. Det er ikke muligt at tegne et ansigtsudtryk, der kan gengive den følelse af dumhed, jeg oplevede i dag. Et stykke papir kan ganske enkelt ikke rumme det.
I dag opdagede jeg, at min støvsugers mislyd rent faktisk betød, at den skulle have skiftet støvsugerpose. Altså: den mislyd som jeg – når jeg genkalder mig det sidste års tid – slet ikke kan mindes den på et tidspunkt ikke har haft, var i virkeligheden (bogstaveligt talt) et råb om hjælp fra Støvsugeren Melissas side. Herregud, jeg havde da måske egentlig set, at der vistnok var en knap, der lyste hysterisk og skrigende rødt lige ved siden af tænd/sluk-knappen, men skal man nu også til at hæfte sig ved den slags?
Heldigvis var jeg i mit handlekraftige og resolutte hjørne, så i stedet for at beslutte at støvsugepose-situationen betød hold støvsugefri!, gik jeg ud og købte støvsugerposer. Kom rent faktisk hjem med nogen, der passede den lille Melissa – og SÅ skal jeg ellers love for at der skete ting og sager! Melissa brølede som aldrig før. Når man troede, at nu kunne lyden af jetjager ikke blive højere, så tog vi lige et par tusind decibel mere. Da jeg satte mundstykket mod gulvet, havde jeg nær aldrig fået det trukket videre rundt. Så stærk var sugeevnen pludselig.
Så undskyld, Melissa, jeg har været rigtig dum. Ikke kun fordi, jeg ikke så dine behov, men også fordi jeg har gjort nar af dig. Meget. Jeg har kaldt dig en møgmaskine, en lille løgner, en stor brøler. Jeg har kaldt dig for en billig trunte, der havde det hele i munden, men som ikke kunne en hylende fis af dét, der stod på pakken. Undskyld. Det sker ikke igen.
Og apropos igen, så sagde jeg jo noget om at blive klogere. Og nu sidder du måske og tænker; ja, hende tumpen dér er ikke for smart, men okay, vi har alle dårlige dage… Og til dét har jeg bare at sige, at denne historie minder umiskendeligt meget om en anekdote med mit gamle Køleskab Siemens. Jeg røg helt op i det røde felt, fordi al indkøbt mælk blev sur på urimeligt kort tid. Overvejede faktisk at gå ned og klage til Fakta, fordi de helt tydeligt ikke behandlede deres varer ordenligt. Så var det, at jeg fandt ud af, at Siemens for flere uger siden var sovet stille ind…
Mens andre helt sikkert bliver klogere, så jeg lærer jeg virkelig livets lektier én ad gangen – og kun én ad gangen.
Dengang i juni hvor mit stressniveau nåede hysteriske højder, lovede jeg jo, at jeg en dag ville fortælle om den logistiske labyrint, jeg kaster mig ud i, for at lægge tegninger ind på bloggen. Og nu er det jo agurketider, og I skal få forklaringen. Må først lige fortælle, at jeg altså ikke lever efter mottoet “Hvorfor gøre det let, når man kan gøre det besværligt”, det er ligesom bare sådan, det er endt med at være.
Og hvis illustrationen ser lidt antikt-slidt ud, så er det fordi, den ved en fejl kom til at ledsage mig til både Milano og Korfu.
Men here goes:
Altså, først får jeg jo en idé – herefter tegnes den – så skal den scannes – men før den kan det, skal computer A tændes (den har ikke trådløs net, men til gengæld er scanneren installeret) – så skal computer A direkte tilsluttes modemmet (eller routeren??) for at kunne maile tegningen til computer B (som scanneren ikke kan installeres på, men som til gengæld har redigeringsprogrammet og kører hurtigere end A) – efter småpudsning og en lille anekdote kan tegningen lægges op
… og et nyt indlæg på bloggen er født!
(og hvis nogen kan se noget, der kan gøres nemmere og ikke indebærer at måtte købe en ny, god computer i stedet for to der er skod, så sig bare til…)
Altså, efter mange ugers sommerferie ville jeg gerne være sådan helt tiptop og klar parat start-agtig frisk på at begynde tredje år på studiet.
Men der er sket noget meget skidt. Ferieglæden er bare blevet større og større. Og nu er har den altså ikke bare vokset sig meget større end Studiestartslysten – nej, den er blevet så overlegen, at den har ædt Studiestartslysten råt.
Mon jeg kan få Ferieglæden til at spytte Studiestartslysten ud inden hverdagen for alvor starter igen?
