//OBS OBS fristen for konkurrencen i bunden er desværre udløbet//

Dengang jeg lavede facebook-siden for bloggen, var jeg noget skeptisk.
Derfor lovede jeg også mig selv, at hvis der var færre end otte, der likede siden – altså, så ville jeg slette den hurtigere end du kunne sige “føk, hvor pinligt!”
Og ja, otte var egentlig et lidt mærkeligt antal, men jeg regnede med at det ville dække over den tætteste familie og bedste venner/veninder.

Men sådan gik det jo heldigvis ikke, og siden er der endnu.
Og det er I også – og hvor er det skønt!

Selvom bloggen efterhånden er blevet væsentlig større, end da jeg for første gang klaskede en tegning herop i 2012, så prøver jeg stadig at følge lidt med i, hvem I er for nogle.
Særligt på Insta har jeg da lidt en fornemmelse af, hvem af jer er for nogle størrelser; Hvem, der kan lide de platte opslag, hvem, der trofast følger jordemoderiet og hvem, der altid har et godt råd, når jeg dummer mig…

Men jeg er nu alligevel nysgerrig – og håber I vil hjælpe:

For HVEM er I egentlig?

Jeg har kigget lidt i gemmerne og statistikken og er kommet frem til følgende:

1) I er kvinder

2) De fleste af jer kan bedst lide at læse med, når jeg skriver om mit forkrøblede kærlighedsliv

3) Men I er også imponerende seje til at dele og råbe op, når jeg har skrevet om nedskæringer på svangreområdet.

4) Langt de fleste læser med fra en mobil i Danmark, men der er også faste læsere fra Sverige, Norge, USA(?), Færøerne, Grønland og Italien(?)

… Og ja, det er groft set dét jeg ved, så vil I ikke hjælpe med at stille min nysgerrighed – for jeg er altså en total ringe facebook-stalker – og besvare ét eller flere af disse spørgsmål?

A) Hvem er du? Mor til fire? Single på syvogfyrretyvende år? Agronom eller aggressiv?

B) Hvor længe har du læst med?

C) Hvordan hørte du om bloggen? og hvilket indlæg kan du ALLERbedst lide?

D) Hvis du skulle give en grund til at få en skræddersyet tegning bare til dig, hvad ville det så være? Og hvad skulle den forestille??

Håber I vil lege med – TAK!

PS. Spørgsmål D er helt reelt! I morgen klokken 21 vælger jeg én, der kan få en tegning – den sjoveste grund vinder!

PPS. Det er ret sjovt, at de mest læste indlæg handler om mine forfærdelige dates – for dengang jeg startede bloggen forsvor jeg, at jeg ville skrive om dem!

Der kan man bare se. Man har vel et standpunkt til man tager et nyt 😉

Se vinderen på FACEBOOK og/eller INSTAGRAM

FORTSAT – hér kan du læse DEL 1 og DEL 2

Okay.
I går nat havde jeg endnu én af mine ret… Hm… syrede drømme:
Jeg stod midt i vagtstuen sammen med en studerende og hørte om de aktuelle fødende.
Den studerende – som jeg aldrig har set før – stod lidt bag mig med begge hænder placeret i siden ud for hofterne. Da jeg vendte mig om for at spørge hende om noget, kunne jeg pludselig i hullet mellem hendes albuebøjning og krop se, øh, et hoved! Uden sådan rigtigt at studse over dét syn (??!) vendte jeg mig bare helt om mod hende, sagde, at hun skulle gispe og tog imod et spædbarn ud gennem albuen.
I drømmen gav det helt mening for mig, at hun fortalte, at det jo også var tredje barn… Så ved man åbenbart aldrig, hvad de små finder på!

Og dét må nok være beviset på, at mit jordemoderhoved ikke er så god til at holde ferie…!

For selvom jeg lige nu er i Grækenland, er det svært ikke at komme til at tale om mit arbejde som jordemoder.
Næsten uanset hvor du kommer, giver det altid anledning til folks egne fødselsfortællinger, når du siger, at du er jordemoder.

Sådan er det også her.
Men fødselskulturen er en HELT anden end i Danmark.
Som jordemoder oplever jeg, at fødsler i sig selv ikke betragtes som noget naturligt, men snarere noget nærmest farligt og kompromitterende og det betyder, at mange kvinder hernede får kejsersnit på nogle – i danske øjne – meget mærkværdige grundlag. Et eksempel fra min græske side af familien er blandt andet planlagt kejsersnit på baggrund af mistanke om for kort navlesnor.

Nåh, men af den årsag giver det også anledning til ikke så få løftede øjenbryn, når jeg fortæller, at man jo i Danmark kan vælge at føde hjemme med en jordemoder. Særligt at jeg selv har bistået hjemmefødsler – og at vi faktisk generelt oplever en stigning i antallet af hjemmefødsler på landsplan.
Den mest almindelige reaktion er;

“Hvordan TØR du det??”

Og hér hører forskellighederne faktisk op – for det er også den mest almindelige reaktion, som jeg som hjemmefødselsjordemoder (eller mange af de par, der vælger at føde hjemme) møder hos veninder, familie og kolleger.

Og både her som hjemme, plejer jeg at svare, at det slet ikke handler om at turde. Det handler om viden.
Vidste du for eksempel, at for en sund og rask kvinde, der venter et sundt og raskt barn, er det lige så sikkert at føde hjemme, som på et hospital?
Det handler om at vi som jordemødre er oplært i at kunne skelne det normale fra det unormale – og så desuden understrege, at vi som hjemmefødselsjordemødre ikke bare er væbnet med vores glade ansigt, når vi tager ud til hjemmefødsel.
Vi har viden og udstyr med til at kunne håndtere eventuelle akutte situationer i hjemmet. Og desuden overflytter vi jo til hospitalet ved tegn på, at noget ikke skrider fremad som det skal – fx hvis fostervandet er grønt eller hvis fødslen går i stå igennem længere tid. Hvilket jeg for øvrigt oplever, er de hyppigste årsager til overflytning til hospital.

 

På landsplan føder cirka 1,5-2 procent hjemme. Men blandt jordemødre er proventdelen langt større – vistnok 30 procent eller mere! At rigtig mange jordemødre vælger selv at føde hjemme, synes jeg da siger ikke så lidt.
Nu har jeg jo diabetes og falder derfor uden for de kriterier, hvor vi anbefaler hjemmefødsel… Men var ikke diabetiker, så ved jeg godt, hvor jeg ville føde, når den tid kom!
For ved den rigtige visitering ER det sikkert at føde hjemme.
Det handler om at have tiltro til, at fødsler som udgangspunkt er noget naturligt, som du og din krop er lavet til at kunne klare. Og desuden at mærke efter hvad du, din partner og din jordemoder observerer eller fornemmer før, under og efter fødslen.

Og så vil jeg lige for 117. gang sige, at man selvfølgelig skal føde lige dér, hvor du har det bedst og er tryggest. Og også hvor din partner er tryggest.

Det jeg egentlig bare gerne vil opfordre til, er at man tager stilling! På et oplyst grundlag – ikke på usikkerhed, uvidenhed eller mangelfuld information.

En beslutning om fødested kan altid laves om – det kan selve fødslen ikke.

…

Vil du læse mere om, hvorfor jeg blev jordemoder, kan du læse det hér.
Vil du have mere af hverdagens gråtoner, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller på Snacphat (Sortpahvidt)

Og har du spørgsmål, kan du stille dem lige her.
Sort på hvidt.

Status efter fire dage på Korfu er, at jeg nu officielt er heeelt i ferie-mode.
Og altså, jeg må sige, at ferie-mode virkelig er en tilstand, der klæder mig! Men nogle dage måske mere end andre…

DU VED, DU ER PÅ FERIE NÅR….

… De vigtigste beslutninger, du skal træffe er hvad og eventuelt hvor du skal spise i dag

… Du får en sommerfugl i hovedet, mens du spiser morgenmad

… En brise er dagens vigtigste gæst. Som i du-må-få-min-første-Pepsi-hvis-du-kommer-lige-N U

… Du skider højt og flot på mode og ifører dig flettet solhat, solbriller, grønternet skjorte, stribet t-shirt, orange og voldsomt mønstrede bermudashorts og topper outfittet med et par turkise Birkenstock.

… Du sidder og drikker Baileys og læser et par sider i din bog – og pludselig er klokken 01.23

… Du panikker pænt meget over opdagelsen af mystisk sort edderkop i én af dine hårlokker.

… Du føler dig pænt dum over edderkop-i-hår-panik, da du erkender, at edderkoppen i virkeligheden er et stykke chokolade fra straciatella-isen (som du spiste for et par timer siden…)

… BH er valgfrit og noget nærmest ekstravagant (Ja, man overraskes over, at jeg ikke har nogen sommerflirt, ikk’?)

… Drinks er da noget man skal have hver dag (min lever er glad for, at jeg kun har to ugers ferie)

… Du bliver den type snapchatter/instagrammer du hader. Læs billeder af blegfede ben, solnedgange og pools. Hele. Føking. Tiden.

… Du aner ikke om det er fredag eller tirsdag. Og det er også lige meget.

… 70 procent af al samtale med dine rejsefæller er hvilken bog, de læser, om de har gættet, hvem morderen er og om man selv ville have overlevet. De resterende 30 procent omhandler selvfølgelig mad.

… Klipklappemærker

… Du laver skøre lister på din blog, fordi du ikke længere er kapabel til at fuldende længere sætninger

… Og du måtte stave “kapabel” tre gange, og ved stadig ikke, om du klarede den.

…

Vil du have meget mere af feriehverdagens gråtoner (ja, ja både de forbandede blegfede ben, solnedgange og pools, men også alt muligt andet sjov – Promise!) i dit newsfeed så følg bloggen på FACEBOOK, Instagram, BLOGLOVIN og/eller Snapchat (Sortpahvidt)!

Tak fordi du læser med.
(også når jeg laver jalousi-vækkende ferieting!)

Åh, altså, den kærlighed.
Lige så sukkersød den kan være, når to og to giver fem, lige så bitter og  hård kan den være, når den ikke er gengældt.

Det sidste måtte stakkels Bob sande i dag.

Han sneg sig ind i mit liv ganske ubemærket og med en næsten beundringsværdig selvfølgelighed.
Lige dér midt i mit ferieparadis.
Selvsikkert og uden egentlig at gøre særlig meget væsen af sig, troppede han op… Ikke på mit dørtrin, men på mit badeværelse.
Stod bare dér med sine store, brune øjne – og kunne ikke tales til fornuft om, at en kvinde altså har brug for lidt privatliv.

… I har vel regnet ud, at Bob ikke er fyr, ikk’?

Bob er det store, glinsende lyserøde firben, der tog bo på mit badeværelse på Korfu.
Han blev uden tvivl mægtig glad, den aften han opdagede, at hans lille ungkarlehybel fik besøg af ikke bare én, men TO dejlige damer.
Nemlig; mig og min mor.
Straks kastede han sin kærlighed på os begge – hvem elsker ikke lyden af en angsttissende dame, hva’?

Nåh, men vi prøvede at tage Bobs kærlighed med et gran salt.
Vi slog vinduerne op på vid gab og – nu kan jeg jo kun tale på egne vegne – messede med en glasursød stemme:

“Bob. Bob, smut nu ud af vinduet. Farvel, farvel, Bob.”

Men han sad bare dér og gloede på damerne.
Og dét blev han ved med.

Da vi kom hjem fra stranden i dag, hujede min mor først ude fra toilettet:
“JuhuuUuuu! Bob er smuttet!”
Men kort efter tilføjede hun så:
“… Eller. Nej. Nu sidder han i loftet lige over toilettet…”

Og til de, der ikke har haft fornøjelsen at støde på lyserøde firben (faktisk er de gennemsigtige, så man kan se deres organer – jep, “klamt” er ikke engang helt dækkende!), kan jeg afsløre, at udover at være mega klammo, så er de også pisseutilregnelige.
Altså, på en måde, hvor du ikke aner – eller fatter – hvor de spurter hen i næste øjeblik.
Det er i hvert fald ikke en tilfældighed, at de er udrydningstruede, for de kan finde på at løbe direkte ind i en dørsprække, der er ved at lukke – for så at blive mast til pandekager.

Men altså, med dén viden i baghovedet, var der ikke en jordisk chance for, at jeg ville sætte mig og tisse med risikoen for at få en flyvende hjernedød gekko i hovedet!
Nødplan måtte iværksættes.
Hvordan får man en gekko til at forstå, at man altså ikke elsker den?
At man ikke engang vil være venner?
Men bare vil være i føking fred mens man tisser?

Planen vi bryggede var simpel:
1)Tage fiskenet
2)Tage kost
3)Få lyserødt firben/gekko/Bob til at falde ned i fiskenet med kost
4)Smide lyserødt firben/gekko/Bob ud i naturen
og hvis alt andet svigtede, så i hvert fald bare
A)IKKE KOMME TIL AT SLÅ BOB IHJEL
Ja, hvem sagde naturmennesker, jeg spørger bare!

Nu ville jeg jo gerne kunne fortælle jer, at både min mor og jeg er voksne mennesker – selvstændige kvinder – der ikke lader sig kue af sådan en smule klistret krybdyr og at vi tog det med ophøjet ro. At vi ganske enkelt gjorde det sterotype kvinder-er-så-hysteriske billede til skamme og ikke ønskede bare det mindste, at min far var der, så han kunne tage ansvaret for at slippe af med vores ufrivillige beundrer.
Men sagen er den, at vi på trods af Bobs åbenlyse kærlighed, var ret bange for ham. Altså på grund af stalker-tendensen, hvor man ikke ved om han pludselig løber hen mod dig med en løftet kniv/taber halen…

Hurtig som en ninja trak min mor jeg-holder-bare-kosten-kortet, og supplerede beredvilligt med, at hun jo kører bilen, fordi jeg ikke tør.
“Jaja,” sagde hun.
“Jeg gør nok ikke så meget. Men jeg går da med som moralsk støtte. Og måske skriger jeg lidt.”
Således opmuntret greb hun kosten og jeg fiskenettet (punkt 1 og 2) og begav os mod det Bob-inficerede badeværelse…

Bob sad og plirrede dovent med det ene øje, da vi kom ind.
Måske håbede han, at vi skulle høre Lady GaGa ligesom da jeg børstede tænder i morges, måske var han bare begejstret for, at begge damer var kommet for at besøge ham.

I hvert fald skete der følgende, da vi prøvede at gennemføre punkt nummer 3 i vores *host! * skudsikre plan:
Jeg førte nettet op under Bob og min mor pirkede nervøst med kosten.
Bob skreg “NÆÆÆÆÆÆÆH dog! BESØG – FEDEST !!!” Gav slip på væggen og susede lige forbi nettet og ned til os på gulvet.

(Indsæt selv lyden af højrøstede panikhikstende hvin. Se for dig flaksende arme. Tilføj til dit mentale billede et firben, der spurter tværs over gulvet mod to skrigende kvinder med fiskenet og koste i hænderne. Fuldend dette sceneri med, at én af damerne (min mor) springer ind i vores brusekabine. Med kost og hele molevitten)

Tilbage stod jeg og lige dele viftede med fiskenettet og udstødte hvin, som gør min “selvstændige kvinde”-side forlegen.
Bob var nu meget forvirret. Ville meget gerne have et kram. Eller måske mærke mine nybarberede ben.
Jeg ville bare meget gerne ikke komme til at komme i nærkontakt med ham. Risikoen for at én af os ville dø af et fysisk sammenstød, var mere end sandsynligt, vurderede jeg.
Og hvad hvis han smed sin hale midt i det hele??
Han fór hen over gulvet, så lidt op af væggen – og jeg og mit blå fiskenet fulgte både bange og overivrigt efter, men lidt som om Nik & Jay dikterede hvordan: “Lad mig se dig frem og tilbage, fra siden til siden. Lad mig se dig gå op og så ned, kom nu bliv ved”
Snart efter – spørg mig ikke hvordan – lå Bob i mit net, levende og alt muligt!
Med en energi jeg ikke troede mulig, slyngede jeg nettet ud af det åbne vindue og – vups!- var Bob væk.

Aldrig er et vindue blevet lukket så allerhelvedes hurtigt. Ej heller så hermetisk.

Rygterne vil nemlig vide, at Bobs slægt er meget nært knyttede til de steder de kaster deres kærlighed på…
Så smider du dem ud, kommer de gerne igen. Og igen. Og…

Åh Gud, tror ikke jeg orker endnu et break up med Bob!

…

Vil du høre om Bob kommer tilbage, om jeg får flere dyrevenner på min ferie eller om min nogensinde får farve på mine skinneben, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN ooog SNAPCHAT. Så får du meget mere af hverdagens gråtoner i dit news feed

Som om maj ikke var rodet nok her i den kronisk rodede lejlighed, så røg der også lige et ekstra stressmoment ind i rodebunken.

En polterabend!

Ej, men altså, lige som jeg troede, at jeg havde styr på én stor ting – gaven til min søsters runde fødselsdag – så væltede en anden stor begivenhed lige ned i ansvarsskødet på mig.
(Nåh, ja, og gaven? Den viste sig at være en dublet. For føk sake.)

Ansvaret for en polterabend gjorde ét meget tydeligt for mig:
Jeg skal edderbadøvlemig ikke være festarrangør!

Ladies and g… ladies!
I present to you:

De 13 stadier af polterabendsplanlægning!

1,5 måned før: OVERRASKELSE
Poltera… POLTERABEND? Skal hun også have sådan én?

1,5 måned før: MERE OVERRASKELSE
Hva’ba’? Skal JEG planlægge den??

1,5 måned før: PANIK
Hvem skal med – og hvornår skal det være??

1,5 måned før: ACCEPT
Okay. En gæstelist og en dato. Det kører, det her.

1,5 måned før: IRRITATION. Nej, STOR IRRITATION
har lige haft følgende samtale med vores mormor:

Mig: “Hej mormor, det er Eline”
Mormor: “Hej skat!”
M: “Ja, jeg ringer, fordi jeg er ved at planlægge en polterabend og selvfølgelig ville sikre mig, at du kan komme?”
MM: …
M: “Ja, det kan godt være, at de bare vil holde et lillebitte rådhusbryllup og festen først er til næste år, men jeg synes nu alligevel, at vi bør markere det. Det tror jeg, at hun vil blive glad for…”
MM: …
M: (sig nu noget, mormor!) “Ja, og du ved, ved sådan en polterabend samler man jo alle kvinderne i familien og veninderne og laver noget sjovt og hyggeligt…. jeg ved ikke hvad endnu, men… Men, det bliver den 11/6. Kan du mon dér?”
MM: (lidt tøvende) “joeh”
M: “DELIGT!”
MM: “… men… hvem skal giftes??”
Mig, indvendigt råbende til min søster: AMALIE FOR HEL… HAR DU IKKE FORTALT FAMILIEN DET??!? 

Måtte herefter bruge cirka sytten minutter på at forklare, at det vist ikke er en hemmelighed, at de skal giftes, og at de måske bare ikke har husket at fortælle det til alle… endnu…

1 måned før: FORTVIVLELSE
Okay. Der er virkelig ikke mange der kan komme. Og hvad skal vi lave?

3 uger før: FORTIELSE
må lokke søster til at lave en bindende aftale med mig. Et påskud, som hun ikke kan lave om på.
Shit, det er svært ikke at komme til at røbe noget!
Yes! Bindende aftale lavet!

3 uger før: FLERE VREDE INDRE RÅB
okay, søster har lige aflyst vores “aftale”, da Michael skal have polterabend dén dag. Ej, men for faen!
…
Herefter hektiske opkald til den mandlige del af familien. De kan sammenfattes til dette: ABORT MISSION, repeat, ABORT MISSION!

2 uger før: KORTVARIG RO – HEREFTER DESPERATION
Okay, okay. Det højestråbende køn vandt og datoen er sikret…
Men vent, hvad skal vi lave?? Shizzle my nizzle!

1 uge før: AFMAGT
Min hjerne er helt tom. HVAD skal vi lave?
Man kan jo ikke bare spise i fem timer, kan man?
Og i så tilfælde – hvor?

5 dag før: HÅB
REDDET AF IDE-RIGE MOR.
Tak mor <3

2 dage før: ENDNU EN HOVSA-FØLELSE
Shit, PYNT!

0 dage før: AFKLARING
klar, parat(!), POLTERABEND!

Fy for den! Det var stressende. Men meget, meget hyggelig dag.

Dog kom mormor med en bombe som afslutning på dagen:

“Eline, har du fået en ønskeseddel fra det kommende brudepar?”

FOR SATAN! SKAL DE OGSÅ HAVE EN BRYLLUPSGAVE??!

Føk.

…

Læs mere om hverdagens gråtoner på FCBK, NSTRGRM eller BLGLVN 😉 (Ja, jeg har i mit præ-bryllups-stress sparet vokalerne væk…)

 

 

 

 

 

 

En gang for ikke så længe siden, da jeg beklagede mig over, at jeg udelukkende dater mærkelige mænd, åbnede en veninde mine øjne med ordene:

“Har du overvejet, at du dater mærkelige mænd, fordi du simpelthen selv er mærkelig??”

Auch, den sved!
Men gav også stof til eftertanke, for okay, jeg er generelt meget nem at tale med… men nogen drømmedate er jeg måske næppe!
Bered jer, for her kommer listen…

Ting, jeg åh gud har gjort på en date:

– kommet for sent, fordi jeg fór vild… øh, på vesterbro

– spildt en ordentlig klat guacamole ned mellem brysterne (og ja, på første date!)

– faldet i sneen, da mine sko havde helt glatte såler (men de var jo pæne!)

– fået seks vinglas af min date, samme aften som jeg havde besluttet, at vi ikke skulle ses mere (uanset hvad jeg sagde, ville han ikke have glassene igen) Jeg sender ham derfor en lille tanke, hver gang jeg drikker vin

– drukket mig selv under bordet, fordi jeg var sikker på, at mænd og kvinder kunne drikke lige meget.

– volddyppet en vaniljecremesfyldt filodejsfætter i soya, fordi jeg troede, at det var en forårsrulle (og ja, slugte den første bid i stilhed)

– spurgt hvornår det var han skulle til Island (og dét var så fyren jeg havde datet før ham, der skulle til Island…)

– kommet til at fortælle, at jeg havde en blog fordi jeg “elsker ord“??!

– talt alt for meget om mit jordemoderarbejde. (Sætningen “man skal ikke gamble med andre menneskers underliv“, hører bare ikke hjemme på en date)

– været bange for ikke at kunne genkende gutten, som jeg mødte en våd aften i byen

– gået hjem i strømpesokker, fordi jeg insisterede på at have nogle sko på der gnavede – men endnu engang; de var pæne!

– spist mere end min date. Altså, meget mere.

– givet et forkert telefonnummer (sværger; det var ikke med vilje!)

– afslået at han kom forbi til kaffe med ordene “mit hjem er så rodet, at jeg knap nok selv tør være der…”

… Og helt sikkert en HEL masse andet crap.
Åh ja, det kan godt være, at jeg har datet en masse mærkelige mænd, men okay – de har sgu også alle sammen datet mig. Op til flere gange.
Det fortjener de fleste af dem faktisk lidt en medalje for!

…

Vil du have mere, mere, mere kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM og/eller BLOGLOVIN og få endnu flere af hverdagens gråtoner lige ind i dit news feed.

Okay.
Det er lige gået op for mig, at I vist aldrig har fået lov til at opleve, hvor fabelagtig skidegod jeg er til at rime. Ja, altså ikke for at være selvfed, men det eneste jeg ikke kan rime på er kartofler (Mark Knopfler tæller ikke!)

Ja, det er jo ellers ikke fordi superlativerne ligefrem snubler over hinanden, når jeg skal sige noget pænt om mig selv – men fandme om jeg sætter mit rime-lys under en skæppe!

Derfor får I nu en lille sang om, hvordan jeg oplevede dét, at blive låst inde i et lille kælderrum i Budapest med bare én time til gennem kodeknækning, pilfingeri og gådegætning at slippe fri.
Jeg var nemlig frivilligt (og skidebange for at tisse i bukserne) gået med til at prøve et såkaldt Escape Game.

Set-up’et var enkelt;
Vi var låst inde i en kælder af en sindssyg læge, der sælger organer på det sorte marked.
I hjørnet af hans laboratorium stod en fjernsynskærm der talte ned fra 59:59. GISP!

Så here goes:

Melodi: I en kælder sort som kul

Fire damer tog et fly.
Budapest, hvor herligt!
Eventyr i ukendt by
– prøve noget særligt!
I et rum de blev låst ind,
kom kun ud ved egensind,
Fuck, hvor var det ‘noia!
Ikk’ kun skæg og løjer…

Først de fandt et nøglebundt,
Troed’ de var smarte,
Ak, det var i bund og grund
faktisk bare starten!
Én af dem var højgravid,
resten fatted’ ikk’ en skid,
Koderne var svære
Det blev meget værre!

Uret tikker himmelhøjt,
Damerne, de tænker!
Flugten, den går vist lidt sløjt,
godt der ikk’ er lænker!
Hjernerne er helt i sort,
Én, der siger “fuck” og “lort”
“Tror I, at vi klar’r den?”
“Vi må øge farten!”

I en kælder sort som kul,
sidder fire piger…
Uret, det har nået “nul”
hør dem, hvor de skriger!
De ku’ ikke komme ud,
Lægen stjæler hår og hud!
Giv dem dog en chance
– Må man få revanche?

… og således mistede jeg alle mine organer i en kælder i Budapest.
For god ordens skyld, skal det siges, at vi bare manglede, at trykke den sidste kode ind, få sekunder før manden i højtaleren sagde, at vi nu blev lukket ud.
Hrr-hmmm.
Efter vi havde fået et kvarter ekstra…

…

Vil du læse mere, kan du følge bloggen på FACEBOOK og/eller INSTAGRAM for endnu flere af hverdagens gråtoner

Jeg. Hader. At. Gøre. Føking. Rent.

Virkelig.

Har flere gange overvejet, om man kunne lege godsejerfrue og ansætte diverse personaler til at rydde op og gøre rent efter mig.
Måske endda klø mig på ryggen og sådan noget?

Nåh, men altså, man bliver på ingen måde rig af at være jordemoder, så jeg har udskudt tjenestepige-drømmescenariet indtil en eksotisk prins får øje på mig.

Og havde egentlig planlagt at rydde op og gøre rent i dag.

Har i stedet lavet denne meget nøjagtige graf:

Men jeg bliver virkelig nødt til at gribe støvsugeren nu.

Altså, ikke fordi jeg synes, at her trænger sådan… meget. Vi befinder os vel på et Sophie Løhde niveau, men…

Min mor kommer i aften.

…

Hvis du vil, kan du følge bloggen og hverdagens gråtoner på FACEBOOK og/eller på INSTAGRAM.