Hvad er du bange for?

Jeg ved det godt; her har været ret stille på det sidste.

Det er ikke fordi, jeg ikke har lavet noget. Jeg har bare ikke rigtig haft noget på hjerte.

Jeg håber ikke, at I har været bange for, at jeg havde glemt eller opgivet jer. Eller havde prøvet at lave en DIY-fodamputation. Igen.

Jeg læste engang et eller andet sted, at frygtcentret i hjernen først er rigtigt færdigudviklet, når man når 25årsalderen. Det tror jeg for så vist egentlig er rigtigt nok. Det er  formentligt derfor jeg i en alder af 16 kørte på knallert på Korfu aldeles frygtløst, mens jeg nu får forhøjet blodtryk bare ved tanken om at køre en bil.

Forstå mig ret; jeg var faktisk et relativt frygtsomt barn – jeg var bare bange for alle de mest mærkelige ting. For at stoppe med at trække vejret mens jeg sov, for højresvingsulykker og huller i ozonlaget.

Men jeg var ikke bange for de mere oplagte ting – kidnappere, mordere og varulve. Jeg følte mig helt afklaret med, at jeg simpelthen var alt for kedelig til at blive slået ihjel.

Men, men… nu er jeg blevet ældre. Nærmere bestemt – ældre end 25 år, og hånden på hjertet:

FRYGTCENTRET MÅ GODT LADE VÆRE MED AT UDVIKLE SIG MERE NU

For listen over min frygt er vokset som uønsket hårvækst – aggressivt og vedblivende – og omfatter nu blandt andet

• forskudsopgørelser

• alle breve fra banken

• dates med stalkere

• at jeg kun ved at køre bil kan redde nogens liv

•  østers

… heldigvis har jeg trøstet mig med, at midt i al frygten dog også var en vis fornuft. Ikke noget sådan alt for paranoidt.

Lige indtil fredag i sidste uge.

Hvor jeg var alene i mine forældres hus. Det havde været varmt hele dagen og døre og vinduer havde stået på vid gab – og gjorde det sådan det stadig – da mørket begyndte at omslutte murstensvillaen.

Jeg mærkede pludselig en helt ny frygt røre på sig midt imellem opvaskesvampe og køkkenklude.

Som den ualmindeligt kløgtige person jeg er, prøvede jeg at overbevise mig selv om, at jeg selvfølgelig ikke var bange.

fullsizerender

Det gik ikke sådan skidegodt

fullsizerender

Jeg smækkede alle døre og vinduer i. Lukkede huset fuldkommen hermetisk.

Det hjalp bare ikke.

Hjernen var gået i alarmberedskab. Morderalarmberedskab. Der var simpelthen alt for mange døre og vinduer. En enlig kvinde på halvanden meter kan jo for fanden ikke vogte over en milliard indbrudsmuligheder – jamen, det kan hun ikke!

Og jeg ville gerne fortælle jer, at jeg fik talt mig selv til ro – med min meget voksne fornuft. Med alt det andet, der jo følger med, når man bliver voksen.

og jeg talte med min blideste, mest beroligende stemme jeg kunne opdrive. Ville gerne sige, alt det dér fornuftige til mig selv… men det ville hjernen ikke.

Og i stedet sagde den faretruende blide, overhovedet-ikke-beroligende stemme:

fullsizerender

Nu ville jeg jo så gerne sige, at jeg overkom det, den irrationelle frygt, for altså, det dur ligesom ikke at være bange for at være alene hjemme, når man ligesom bor alene, vel?

Jeg kan kun sige, at jeg kom hurtigt ud af døren!

Næsten helt stille og rationelt ud i den mørke have.

img_6917

heldigvis var det meget mere trygt hjemme i min 52kvadratmeters lejlighed. Dér skal jeg kun vogte over én dør.

Så der behøver jeg kun at være bange for breve fra banken.

… og edderkopper. Og monstrøs opvask. Og rudekuverter. Og badevægten. Og

føk.

 

– hvad er du bange for?

– og bliver det bedre igen?

– bliver man monstro ligeglad og ukuelig, når man bliver 80?

 


 

FØLG HVERDAGENS GRÅTONER PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN OG/ELLER SNAPPEN, HVIS DU LYSTER

Beskeder til min mor

I dag har jeg tyvstjålet min mors nye computer/tablet og lavet hende nedenstående tegning.

Det er vist ret symptomatisk for vores mor/datter-forhold, og jeg er ret taknemmelig for at hun både bærer over med det og meget andet.
For eksempel, når jeg forvandler mig til SortEline og bliver skidesur og sortseer.
Eller dengang jeg troede, at jeg skulle være professionel blokfløjtespiller (ja, jeg var et meget sejt barn…)
Samt at hun lærte mig at sige FUCK DET, for snart mange år siden.

 

mors-dag_li

 

Hvad vil du sige til din mor?


Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Jordemodermøder – på den gode måde!

I går og i dag er der sket noget, som ellers sker ret så sjældent:

Jeg har helt tilfældigt mødt nogle, som jeg har været jordemoder for!

Og hvad er dog sandsynligheden for at det sker to dage i træk?

Møderne har sat tankerne i gang hos undertegnede, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været hårdt, at komme tilbage til hverdagens trummerum. Jeg savner ganske enkelt Grønland og jeg savner, at være jordemoder på en måde, der passer bedre til mit temperament. Hvor jeg kender de gravide, når de skal føde, og hvor de gravide får lov til at kende mig.

Men til de to kvinder, der sagde Hej! til mig – selvom jeg så snotforvirret og sikkert lidt forpjusket ud – vil jeg bare sige:

TAK

Tak, fordi I sagde Hej. Tak, fordi I selv et år efter fødslen kunne genkende mig – i civil og i bussen! – og fordi I havde lyst til at sige mig et par varmende ord.

Tak til dig, der har delt dine flotte billeder og seje fødselsvideo med mig. Og som gerne ville snakke, selvom jeg lignede én, der var faldet ned fra månen. Det varmede på en iskold majdag.

Tak til dig, der blev så berørt over vores tilfældige møde, at du fik tårer i øjnene.

Det mindede mig i al sin enkelthed om, hvorfor jeg elsker mit arbejde. På trods af travlhed og arbejdstimer. Ikke for lønnen eller lange nætter. Men (og nu bliver det næsten kvalmende – I know!) for jer og fordi det giver mening. Og så er det pludselig er helt okay at være tilbage i Danmark… i hvert fald indtil Eventyreren kalder igen.

Så tak, helt inde fra hjertekulen!

img_6856

Hvis jeg nogensinde ser min tandlæge, diabetessygeplejerske eller efterskolelærer derude i verden et sted, vil jeg virkelig huske at give dem et par ord med på vejen.

Indtil da må jeg fortsætte med at sende varme smil til buschaufføren i 5C (??!), som troligt ønsker alle passagerer en god dag – han gør det fandme godt!

… hvem ville du sige et par søde ord til, hvis du fik chancen?

Husk at du kan følge bloggen på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT hvis du lyster (:

Tænkte tanker #18

image

– For fremtiden må jeg huske at gemme alle mine tyvstjålne tupperwares, før jeg inviterer mine forældre på middag

– Har helt styr på min økonomi

– Saaaavner Grønland.

– Og eventyr.

– Hvor skal vi hen næste gang?

– Og hvorNÅR?

– Er det dobbeltmoralsk, at jeg på samme tid overvejer at lave en “friendship agreement” a lá Sheldon Cooper for at sikre, at alle mine venner for fremtiden bliver ved med at bo i København?

– Min mors ansigtsudtryk var noget nær forrykt, da hun hev ikke mindre end seks af hendes egne tupperwares ud af mit rode-skab (hvem har ikke et rode-skab??). Faktisk var jeg også selv lidt overrasket.

– “Er den her ikke mormors?” var dog toppen af skam. Hvorfor kommer alle folks tupperwares ind i mit skab? Hvor kommer de fra??

– Når SKAT for fjerde gang beder mig om at tjekke min forskudsopgørelse, kan jeg godt ønske, at jeg var 8 år igen. Men på en måde, hvor jeg selv forvaltede, hvor meget Pepsi Max jeg måtte drikke

– Norge eller Afrika?

– Norge OG Afrika?

– Hov, kom til at købe en Sodastreamer

– og et par Skechers

– … Okay, TO par Skechers …

– og en stor ting til mig selv.

– Bliver snart nødt til at sætte et par hylder op i lejligheden. Udelukkende, så jeg kan have flere potteplanter

– Kan slet ikke styre mit dankort for tiden og har på en uge brugt flere penge på mig selv end nogensinde før. #føk

– Siden jeg blev uddannet i januar 2014, har jeg ikke haft en sygedag. Er det forkert at håbe på bare en lillebitte feberforkølelse? Jeg TRÆNGER til en sygedag.

– Ser det for mig: “hvis du har influenza, så kom forbi Amager og host mig i hovedet”

– Manden i isenkræmmeren troede tydeligvis, at jeg var mentals handicappet, da han om mit badevægtsindkøb sagde at det var vigtigt, at man brugte den på et “jævnt, stabilt og hårdt underlag” og jeg kom til at sige at “så vil jeg lade være med at veje mig i min seng” …

– Andre end mig, der kunne overveje at sige jobbet op og blive tjener på en lille, afsides café i en landsby i Grækenland?
Bare et år?

– Er der noget der hedder voksenlivskrise?

glædelig første maj!

Følg bloggen og hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT