En sort/hvids bekendelser om veloplagthed

Det er – som tidligere fortalt – ikke en tilfældighed, at bloggen her hedder Sortpahvidt.
Udover de sort/hvide streger og ord henviser navnet også til min egen personlighed.
Jeg er i masser af år blevet kærligt mobbet af særligt min nærmeste familie for at være noget sort/hvid anlagt.
Og er det ikke Tyrion i Game of Thrones som bemærker til Jon Snow, at man skal sørge for at tage sine øgenavne til sig og bære dem som en rustning, så folk til sidst ikke længere kan lave sjov med det?
*Geek alert, I know*

Anyhow;
Det med at være sorthvid-anlagt kan både have fordele og ulemper.
Som fordel kan det nævnes, at man skal være mere end almindeligt tykhudet eller decideret følelsesmæssigt afstumpet, for ikke at vide, hvilket humør jeg er i.
Jeg kan til tider give udtrykket humørbombe en helt ny betydning…

Som klar ulempe må det dog fremhæves, at det der sort-hvide også selv er svært at navigere i.
For hvad end det drejer sig om humør, håndtering af køkkenaffald, litterære udfoldelser, engagementet i anden sæson af A Handmaid’s Tale eller ophængning af julepynt, vil det være anledning til at modpoler mødes.
Og dét sted er min krop.
Og når jeg står op om morgenen er det så godt som umuligt at vide, hvilken af polerne, der dominere den pågældende dag.

Særligt i kategorien VELOPLAGTHED er det tydeligt, at jeg kun har to niveauer.
Du kan se dem her:

image

Og altså, i dag har jeg for eksempel sorteret alle mine hudcremer.

Det gør mig lidt nervøs for, hvad morgendagen mon vil bringe.
Både fordi det måske betyder “ingenting”, men også kan være, at det er at “rydde ud i Det Sorte Hul” som jeg kalder mit kælderrum, hvor jeg med stor sandsynlighed kan forsvinde for stedse.

Hvis der bliver mere end almindeligt stille på linjen hér, så send lige en patruljevogn til Amager i kælderen under nummer 10, ikk’?
Pretty please.


Som altid kan du følge med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og navnet er – og vil altid være – Sortpahvidt

… Og sig mig så, findes der reelt et mellemniveau af VELOPLAGTHED?

En dag vil vi grine af det… Tror jeg nok

I sensommeren startede en nedadgående spiral, når det kom til indlæg her på bloggen.
Det blev fortsat sværere og sværere; ordene ville ikke komme, kreativiteten udeblev. Dagene føltes som et langsomt rullende jordskred, hvor den ene tog den anden og tårnede sig krævende op omkring mig og truede med at sluge mig. I den brungrå dagligdag syntes jeg ikke, at jeg oplevede noget, der var værd at dele her.

Og uden ordene og tegningerne, ja, så overvejede jeg længe og grundigt, om det måske var tid til at trække stikket her.

Heldigvis er det gået fremad i takt med, at jeg har fået mere overskud. Dog flyder anekdoterne endnu ikke, som de gjorde engang. Nogle gange føles det som om de ligger på en meget lille plads i min hjerne og sidder fast dér som et stykke tyggegummi; urimeligt svære at trække frem.

Og så er der anekdoter, som den her, der nærmest fortæller sig selv.
Så jeg advarer med det samme: har du ikke tid nu – kalder børnene, arbejdet eller solen – så læg skærmen fra dig, for jeg har på fornemmelsen, at følgende bliver langt:

Jeg havde verdens længste rejse fra Korfu til Amager i løregas.
Ferien havde været over al forventning. Solen havde skinnet fuldkommen sommerligt, jeg havde drukket tres liter retzina og lyttet til lydbøger, læst, tegnet, grinet og lavet ingenting.
Jeg følte mig derfor i perfekt harmoni med mig selv og mine omgivelser, da jeg sammen med mine forældre trådte ud foran Korfus lufthavn.
Men altså; der var trods alt stadigvæk nogle flyrejser foran mig, og som faste læsere ved, så er jeg ikke helt pjattet med at flyve. Også fordi der på én eller anden måde altid går noget galt for mig. Vi taler dengang jeg “blev væk” i lufthavnen, vi taler dengang vi nærmest aldrig var kommet afsted. Vi taler stort set altid.
Som om flystressen ikke var nok i sig selv.

Nåh, men altså. Det er ikke skidenemt at komme fra Korfu til København, og uden for højsæsonen er en mellemlanding ganske enkelt obligatorisk. Vi har prøvet ALLE veje til og fra Korfu. A l l e!
I går udmærkede sig dog ved, at vores flyvning som havde lydt:

Korfu – Zürich
Zürich – København

Af rejseselskabet var blevet ændret til:

Korfu – Zürich
Zürich – Frankfurt
Frankfurt – København

Da min mor i sin tid læste dén bekendtgørelse op for mig, var jeg lige ved at få en blodstyrtning.
Men altså; jeg konkluderede at jeg var for ung til at dø af blodsstyrtning og for gammel til at græde over en flytur. Og så lovede jeg mig selv, at det nok skulle gå.
Og hånden på hjertet: jeg måtte indrømme, at rejsen TIL Korfu faktisk gik fint nok, selvom den også bød på to mellemlandinger.

Anyway: tilbage til hjemrejsen.
Da vi ankom til Korfus lufthavn, var det ligesom at træde ind på et kæmpe gedemarked.
Hvor du altså selv er en ged, alle er en ged og gederne hektisk myldrer i tilfældige retninger – hvis de altså ikke står i en fed, ubevægelig kø – og ingen aner hvad de laver. En gang imellem råber nogen skrattende noget i en højtaler, som både du og gedehyrderne burde forstå, men som er ganske ugenkendelig og helt sikkert giver skader på det indre øre.
Mine forældre og jeg sendte hinanden øjne, men stadig opfyldt af feriefredfyldt karma, trak vi bare på skuldrene.
Vi tog opstilling i check-in køen.
Og her stod vi så i halvanden time, hvor skrankerne ikke åbnede og alle gederne så til med mere og mere apati, mens gedehyrderne kiggede fåret på hinanden.

Havde jeg vidst, at dét stort set ville være den roligste, mest harmoniske del af min rejse, havde jeg muligvis nydt den mere.
I stedet spruttede jeg af stress ved tanken om, at vi nu ville komme til at løbe fra fly til fly gennem Europa.

d7e27921-f6a1-4503-92fb-5d4609907247

Jeg ville gerne gå i detaljer med HVOR kikset alle vores flyvninger og mellemlandinger gik, men for at spare os alle den traumatiske og langtrukne misere, har jeg besluttet mig for, at tage os igennem rejsen sammen ved hjælp af filmtitler.

I present to you:

Flyvning 1 (Korfu – Zürich)

a6eb1191-7e9b-4375-a086-b13e991e29d2

Afgangstidspunkt: Herfra til evigheden

Indflyvning: Rocky 1+2+3+4+5 (Vær sød ikke at tvinge min morgenmad op igen, tak!)

Forsinkelse: Mamma mia!

Mentaltilstand: Raseri i blodet (Wire in the blood)

Flyvning 2 (Zürich – Frankfurt)

d20ebdee-64a7-4acb-a564-a4870e7b4ad5

Afgangstidspunkt: Gone baby gone

Indflyvning: Stormfulde højder!

Forsinkelse: Omstigning til Paris (hvis vi ikke skynder os misser vi næste fly, og HVEM VED hvor vi så ender??!)

Mentaltilstand: F%!?@!?“6%!”&@€ (Lost in Translation)

Flyvning 3 (Frankfurt – København) 

aa8c18cf-c0c4-4a2d-98d1-54450a86a360

Afgangstidspunkt: Dommedag nu (forsinket for 3.gang)

Indflyvning: Borte med blæsten (men i det mindste hjemme)

Forsinkelse: Helt sikkert… Måske

Mentaltilstand: Wonder woman (hvem giver mig en medalje for at have overlevet det her??)

Da vi langt om længe landede i Kastrup lufthavn, følte jeg at vi havde været undervejs i flere uger og havde fløjet i mindst halvtreds fallerede flyvemaskiner. Jeg kiggede bælgøjet på mine forældre, og tænkte:

“Ej, fandme nej, om sådan en dejlig ferie skal ende på sådan en nedern måde!”

Og foreslog, at vi tog hjem og spiste hos dem og fik afsluttet ferien med manér.
Vi var heldigvis enige om, at vi skulle være flere om at bestemme, om denne dag skulle være præget af nedtur.

Og så gik vi hjem, og alt var ren harmoni.

Indtil jeg ville aflevere de ting, jeg havde haft i min kuffert til mine forældre.
Jeg åbnede min blå eventyrer og blev mødt af en grøn røgsky.
Hvad jeg havde taget med hjem, var åbenbart insektgift.
I pulverform.
Engang var det samlet i en æske.
Nu havde det istedet transformeret sig til at sætte farve på min tilværelse.
Her taler vi nærmere bestemt: mit tøj, min tandbørste, mine kontaktlinser, min tegneblok og mit elskede grønlandske penalhus.

Jeg blev næsten lige så grøn i hovedet som insektmidlet, da jeg plettet fiskede et tandbørstehoved – som jeg aldrig mere vil putte i munden – frem fra den grønblå pulverplanet, som min kuffert var blevet til.

Jeg gjorde som et hvert barn – uanset alder – ville gøre i samme situation.
Jeg bøvede:

“Øh… Mo-ar…?”

Og mens panikken spredte sig blandt mine forældre og debatter om hvordan grønt pulver var kommet ud af æsken, og hvem der havde besluttet at den skulle med hjem, og om hvem der kunne holde katten væk indtil vi var færdige med den yderst kontaminerede kuffert, sluttede jeg den filmiske dag af med at citere en bogtitel:

“En dag vil vi grine af det”

690b36c9-9948-49dc-aaa9-b7dbdbcb2f29

 


Går det også galt, når du skal ud at flyve?
Hvad er din værste rejsebommert?
Bliver sælskindspenalhuse nogensinde sig selv, når de først er blevet grønne?

Følg hverdagens grøntoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er som altid
Sortpahvidt