Da jeg skulle sige farvel til én fra hospitalet…

… Krammede hun mig så hårdt, at min ørering begyndte at bløde.

Men hov, vi er her jo endnu?
Det betyder vel, at jeg bliver nødt til at tage stilling til min økonomi igen…

Men helt ærligt.
Det gør ikke noget.
Jeg var til eksamen i går og – nu siger jeg det lige ud – jeg sparkede røv!
Så nu føles det, som de synger i BølleBob:
“I dag kan intet slå mig ud, jeg svæver afsted på et stjerneskud”
Og det er ikke så værst, skulle jeg hilse og sige.

Nu er det for altid slut med at være i praktik – næste gang jeg står på en fødestue, er jeg jordemoder.
Det blev til et utal af skæbner, 50 børn har jeg hilst velkommen og for nyligt kneb jeg min første tåre.

Og nu tror jeg faktisk på, at jeg er så klar, som man bliver.
Dermed ikke sagt, at der ikke er mere at lære, ikke mere at opleve.
Nej, heldigvis kan du ikke i et fag som fx jordemoder sige at this is at good as it gets.

Men lige i dag er det.

Det er blevet sommer.
Mens mine facebookvenner tæsker løs på tasterne om tolvtaller og tomåneders-ferie, prøver jeg at gøre mig klar til at skulle op til den sidste kliniske eksamen som jordemoderstuderende.
Bagefter er der stort set kun bacheloren tilbage.
Det er en meget mærkeligt tanke – og jeg har erklæret for mig selv, at det må være helt lovligt ikke at kunne forholde sig til det.

Men jeg er splittet.
Meget.
Én del af mig er gået helt i selvsving, kigger med frygt frem mod onsdag klokken elleve, og forsværger, at verden som vi kender den vil være væk for altid.
Undrer sig over, at samtlige tvkanaler ikke har fået noget at vide, men reklamerer for weekendens film, tilsyneladende helt uvidende om, at verden jo for længst er gået under dér!

En anden realist-del af mig er lidt mere fattet.
Måske lidt for fattet.
Den har fået så godt fodfæste, at det eneste den gider at koncentrere sig om, er hvordan jeg skal slæbe en pakke øl med som er ISKOLD og som jeg kan nyde det ØJEBLIK, eksamen er overstået.

Er lidt i tvivl om det er PanikEline eller PåhitEline jeg skal prøve at eliminere i morgen…

Jeg siger det bare nu.
Hvis du ikke har tid til at læse en lang fortælling, så luk for bloggen og step away from your computer. Kan fornemme, at det bliver en lang én af slagsen.

Anyhow.
Folk, der har kendt mig i længere tid, nægter oftest at tro på det, men jo, jeg er faktisk den generte type. Det er kun fordi jeg bliver den belastende-meget-på type, når man har kendt mig lidt længere, at de bare ikke kan huske det.
Under de rigtige omstændigheder er jeg ikke mange potter udadvendt pis værd.

I dag vidste jeg, at min generthed ville blive sat på en prøve, for jeg skulle have en fødegangsvagt, hvor jeg fulgte en læge. Som vel at mærke ikke vidste, at han skulle have mig på slæb.
Hvordan jeg skulle fortælle det?
Jeg skulle såmænd bare møde op til lægekonferencen klokken 8 og finde ham bagefter.
Simpelt.
Eneste problem:
Jeg anede ikke hvilken af lægerne jeg skulle henvende mig til.

Jeg har to gange før siddet til lægekonferencen, og lad mig bare sige, det har ikke været en succes.
Første gang sad 40 læger samlet om et bord, men jeg fandt heldigvis en tom stol, som jeg frejdigt hev ud og nikkede halløj-halløj til sidemanden, mens jeg allerede var på vej til at placere min generte røv ned på sædet og retorisk spurgte:
“Der sidder vel ikke nogen her, vel?”
Hvortil sidemanden kiggede op på mig og ordknap svarede:
“Jo, der sidder chefen faktisk.”
Så måtte jeg lige så stille dreje min krop op af sædet, og klemme mig over i et hjørne. Uden bord.

Næste gang var der så mange mennesker, at jeg helt frivilligt fandt et hjørne, hvor jeg lige så anonymt kunne sidde og panikke over, hvor iltfattig luften var, og hvor lang tid der ville gå før nogen opdagede, hvis jeg besvimede.

I dag gik jeg derfor målrettet over i hjørnet. Der var ikke kommet så mange endnu, men jeg vidste bedre og kendte min plads.
Det viste sig, at der aldrig kom andre, og mens seks personer sad og konferede ved 40-mandsborde sad jeg så ovre i hjørnet tavs og akavet langt væk.
Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle sige noget eller bare være til, og efter femogtredive stive minutter, gik jeg på kompromis og rykkede tre stole tættere på og hen til bordet, men stadigvæk bemærkelsesværdigt langt væk, og jeg opdagede hurtigt, at det ikke fik mig til at fremstå mindre mærkelig.
Efter en time brød flokken op og var lige ved at forlade mig, tavs og svedende, da jeg endelig fik kvækket “bøh, hvem er forvagt i dag?”
Det viste sig, at han slet ikke var tilstede.

Så måtte jeg halse over til fødegangen, hvor han heller ikke var.
Så måtte jeg jo ringe til ham.
Alle, der skulle være i tvivl om min holdning til telefoni, kan få et brush-up her.
Han fortalte, at han ville komme snart.
Jeg havde nu fået opsnappet hans navn, men havde ikke stiftet bekendtskab med ham på fødegangen, så jeg tænkte, at jeg kunne spørge mig for hos afdelingsjordemoderen og samtidig klage min nød over pinlige konferenceoptrin.
Han er sød, sagde hun, han bider ikke.

Hun havde ret.
Han bed ikke.
Men det gjorde HUN.
Halvvejs gennem dagen og uden flere kiksede mærkværdigheder fra min side af, spotter hun os mens vi taler på jordemoderkontoret.
Hun kommer hen, giver mig et klem, og brøler pludseligt helt bombastisk:
“HAN ER SØD, ER HAN IKKE, ELINE? JEG SIGER DIG, [lægens navn], ELINE VAR SÅ NERVØS FOR AT MØDE DIG, MEN SÅ SAGDE JEG OGSÅ: NEJ, NEJ, DU BIDER IKKE. HA! HA! HA!”

Så var det, at jeg mest af alt havde lyst til at lave kamæleonen, blive et med tapetet og klaske sammen.

I realiteten blev jeg bare pæon-rød i hovedet, brølede tilbage
JAMEN, [afdelingsjordemoderens navn] DOG!
Og erkendte for mig selv, at udover på bloggen, så fortæller jeg aldrig mere om min generthed

Efter lige godt fire et halvt års tro tjeneste gad han ikke mere.
Han blev sikkert træt af alle de opkald til min søster, for det var ved ordene
Jeg skal bare lige ringe til Amalie,
At han gik i sort og skred for altid.
Undskyld, søde, lille Samsung…
Vil du ikke nok komme tilbage til livet? Jeg har jo ikke lyst eller råd til en ny og forbedret model.

Desuden bliver jeg kropsklaustrofobisk ved tanken om, at hvis nogen brød ind for at stjæle aaaalle de mange godter, jeg går og gemmer på,så kunne jeg jo ikke lave et panikopkald fra toilettet.
Pretty please.

Glemmer en del for tiden.
Både småting som at vande den trætte pelargonie, men også ting i den lidt større størrelsesorden som at det begynder, at være mine sidste vagter som studerende.
I går havde jeg min allersidste vagt i jordemoderkonsultationen.
Næste gang jeg sidder i en konsultation, skal jeg simpelthen skære ti store bogstaver fra min titel.
Så hedder det
“Hej, jeg hedder Eline. Jeg er jordemoder.”
Meget mærkeligt at tænke på.
Havde nær glemt det i går.
I dag vil jeg bare glemme den nærtforestående eksamen, listen over to do’s og begrave mig i hjemmelavede miniforårsruller og tusind afsnit af Mad Men.

Det virker allerede.
Se bare
“Eksa-hva-for-noget? Ræk mig lige en rulle tiil…”

Min søster har foreslået, ja nærmest bedt mig, om at lave en blog til, der så skulle hedde
Mit liv i overskudsbanen.
Hun er så skidemorsom.
I har sikkert en fornemmelse af, at hvis der er noget, jeg ikke sådan lige er, så er det et overskudsmenneske. Så bloggen ville i det tilfælde at den blev oprettet, handle om alle de ting og situationer jeg gør og oplever som er sådan… Ret så ikke overskudsfyldte. Eller optimistiske.
Som for eksempel, da jeg blev så stresset og træt, at jeg gik ud og græd i brusebadet, for så kunne man jo ikke skelne, hvad der var vand og hvad der var tårer.
Det var en herlig overskudsdag.

Som I imidlertid nok kan forestille jer, så har jeg sgu ikke lige… Overskuddet til at starte en ny blog pt, så I må nøjes med denne. Og undvære tegning.
Det var meningen, at jeg skulle sidde nu og være pisseflittig på et skoleprojekt, som bl.a. skulle forklare, hvorfor jeg vælger at flygte til Canada under påskud af at lære noget om jordemodergerningen, men i stedet sidder jeg bare her og blogger og bander.
Så når nu I ikke kan få en ny blog, så skal I få fortællingen om, bloggen hér.

Den opmærksomme læser har forhåbentligt bemærket, at bloggen hedder sort på hvidt.
Og indeholder tegninger, sort på hvidt.
Men udover det åbenlyse, er navnet også en intern joke.
For jeg er et ret sort/hvidt menneske.
Gråzonerne har jeg temmeligt svært ved – jeg kan faktisk ikke rigtigt forstå dem.
Ved ikke, hvad man skal bruge dem til.
Så sidste år tænkte jeg, at jeg måtte sætte mit eget sort/hvide verdenssyn på prøve, lade være med at afvise alt, hvis det ikke passede i mine farvekategorier og derimod kaste mig ud i, hvad der måtte byde sig.
Og så blev bloggen født.
Måske er jeg ikke blevet betydeligt klogere på farver, men jeg prøver.

Min familie er vist overbevist om, at jeg ikke er ved at vende min verden op og ned, for for nyligt gav de mig mit det lidet tilnavn:
FarvePaletten

Tusind tak for tiltroen…