Kender I det der med, at at man går og holder på en god historie?
En situation som du bare ved bliver en fandens god anekdote. Som du simpelthen ikke kan vente med at dele med verden?
Sådan havde jeg det overhovedet ikke med den her anekdote.
Jeg har faktisk i flere måneder forsøgt at lægge en distance til den i en sådan grad, at jeg håbede, at den bare ville dø hen.
Som et grumset og usammnehængende stykke af et mareridt, som man ikke er helt sikker på, at man har drømt.
Well, i mit sind er der desværre ingen tvivl om, at anekdoten ikke bare er et fjernt minde fra et mareridt. Det skete. Og det var fire timers meget håndgribelig ydmygelse.
Men ved I hvad?
Jeg har tænkt mig at dele den med jer, for at rykke den fra kategorien “En dag vil vi grine af det” til “I dag vil vi grine af det” og stå ved, at nogle gange så ryger man simpelthen fuldkommen ud ad sin komfortzone. Og det er ikke nødvendigvis fedt.
Men du dør ikke af det.
Jeg lover.
For kunne man det, så var jeg ganske enkelt gået op i røg og fordampet fra et beklumret lokale på Nørrebro en dag i december sidste år.
I november sidste år befandt jeg mig på et ret rodet sted i mit liv.
Jeg havde sagt mit arbejde op. Jeg var ked af det. Jeg vidste ikke, hvad der skulle blive af mig hverken arbejdsmæssigt eller generelt. Jeg var sådan set åben for det meste, hvis bare det indebar, at jeg følte, at jeg var på vej et sted hen. Et eller andet sted.
Og da jeg siden jeg var barn har gået og båret på en skuespillerdrøm, så blev jeg pludselig ramt af en det-er-nu-det-skal-være følelse. Jeg kunne da melde mig til optagelsesprøven! Det passede perfekt!
… I know, set i bagklogskabens klare lys er det måske ikke dét, du skal kaste dig ud i, når du går rundt og har ondt i selvtilliden.
Jeg meldte mig til en improvisations-workshop hos en skuespiller og tog afsted med sommerfugle og let uro i maven.
Da jeg nåede frem, tog det mig ikke mange lange sekunder at indse, at jeg var aldeles malplaceret.
En elinefant i en glasbutik.
De øvrige ni deltagere var cirka otte år yngre end mig og havde allesammen gået på den samme teaterhøjskole. De var sgu som en hel lille, indforstået familie.
Med et hurtigt øjekast kunne jeg desuden se, at jeg var overdressed til lejligheden.
Alle havde gammelt joggingtøj på, og selvom jeg ikke var decideret pænt påklædt, var jeg bestemt ikke lige så lo-o-ose som de andre.
Det krævede næsten al min mentale styrke ikke at hakke neglene ind i dørkarmen og vende om på fodbalderne så hurtigt som menneskeligt muligt.
Jeg måtte på det bestemteste minde mig selv om, at fire timers læring jo ikke ville slå mig ihjel.
Men føk, jeg vil vove og påstå, at det var tæt på!
Så skulle vi igang med opvarmingen. Jeg blev lettet over at høre, at vi først skulle lave en “stille og rolig opvarming” – for lige at komme igang.
“Så de næste 20-30 minutter skal vi danse” lød det ildevarslende
No way, skreg min krop og mit hoved.
Jeg føking hader at danse.
H A D E R.
Min krop og en hvilken som helst rytme er slet ikke på bølgelængde. De passer ikke sammen.
Og hvis jeg laver noget med mine arme, ved mine ben ikke, hvad de skal lave – og vice versa.
Jeg ville hellere have revet fire negle af med roden, dyppet hænderne i saltvand og malet et selvportræt med mine blødende ekstremiteter!
“Bare rolig,” indskød læreren
Pyha, en joke, tænkte jeg lettet.
“For at det ikke skal være alt for grænseoverskridende, har jeg medbragt nogle inspirerende ting, som I skal danse ud fra”
Og så fik jeg stukket en hængelås i hånden.
Hvis øjne spontant kan glide ud ad deres dertilhørende øjenkugler, var mine med sikkerhed trillet ned til hængelåsen.
Hvad. Fanden.
??!?????!
Rundt i lokalet var de ni vårhare begyndt at hvirvle rundt med alt fra fjerbolde til neglelakke og jeg stod med min hængelås, og bad om et insulintilfælde og en hurtig besvimelse til at befrie fra mine pinsler.
Jeg havde knap nok nået at bevæge mine ben, før musikken stoppede, vi skulle bytte og jeg pludselig stod med en ork i hånden.
… Og så var stilen for min workshop ligesom lagt.
Jeg var fire timers nummer sjok, bundlinje og bare lidt for stiv i betrækket.
Min største skuespilspræstation dén dag, var at lade som om jeg syntes det var fedt at være i live.
Da jeg 16.30 stod ude på det kolde fortov med kjole og hår i uorden, kom jeg til at tænke på, at en stor del af at finde sin vej, må være at finde ud af hvilken vej, man ikke skal gå.
Og det havde jeg så i hvert fald fald lige fundet ud af.
Og så fortjente jeg i øvrigt en fucking Oscar for at holde sammen på mig selv og oven i købet vinke entusiastisk med armene over hovedet på vej ud ad døren og melodisk mimre:
“HELD OG LYKKE TIL JER ALLE SAMMEN. OG TUUUUUUSIND TAK FOR I DAG!”
En fed fucking Oscar.
…
Men ikke nogen Danse-Award.
Jeg kan stadig ikke se skuespilleren i fjernsynet, uden at krumme tæer over min egen usle præstation den dag i december 2017.
Men for fanden, jeg kommer ikke til at sidde som 80-årig og tænke “hvad nu hvis…” Og det er egentligt ret befriende.
Og når jeg danser i dag er det faktisk lidt mere løssluppent.
Uden at tænke på hverken arme eller ben.
Eller hængelåse.
På den måde var det måske alligevel 400 bobs well spend?
Læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er som altid
Sortpahvidt
