Aktuelt sidder jeg hjemme i min lejlighed.
Siden 16. juni har jeg sammenlagt været hjemme i ti dage, så guderne skal vide, at det er godt at være her – omend jeg indrømmer, at jeg også sidder tilbage med en overraskende følelse af antiklimaks.
Alle sommerens planer ligger bag mig nu, og tilbage er de omtrent tusind ubesvarede spørgsmål, som har kigget afventende på mig siden engang i marts.
Men eftersom de tydeligvis ikke løber nogen vegne, de der spørgsmål, tillader jeg mig i stedet at besvare ét fra jer læsere i stedet.
For hvordan var det så at være jordemoder i Norge?
Sæt jer til rette, slå benene op og stik ungerne en iPad, for nu skal I høre.
Lige siden jeg kom hjem fra Grønland, har jeg haft lyst til at prøve at være jordemoder udenlands igen.
Før jeg tog til Norge, havde jeg forthørt mig hos andre jordemødre der havde været ansat deroppe, så jeg tænkte, at jeg var ret godt forberedt.
Jeg var nervøs – både på det faglige og sproglige – men trøstede mig med, at når jeg kunne klare mig i Grønland, var jeg nok ikke helt uduelig.
Det skulle imidlertid vise sig, at dén sammenligning ikke kunne være mere skæv. For i Grønland var jeg en nærmest enevældig jordemoder, der skulle finde ro i at være alene. I Norge skulle jeg vænne mig til, at selv når jeg troede, at jeg var alene, så var jeg det oftest ikke:
Fødselslægerne fulgte tit nøje med i hjertelydsovervågningen, som de kunne se fra computerne uden for fødestuen, og sørgede jeg ikke for at holde journalen opdateret, så de kunne følge med – ja, som kom de som regel på stuen uden videre.
I Danmark det nærmest at begå harakiri, hvis en fødselslæge skulle gå ind på en fødestue uden at være blevet tilkaldt. Samarbejdet mellem danske jordemødre og læger er generelt velfungerende, ligeværdigt og tillidsfuldt, så at troppe op på en stue uden videre, kan nemt tolkes som mistillid til en jordemoders faglige vurdering.
Så den norske arbejdsgang skulle jeg virkelig vænne mig til.
Der var også flere funktioner som jeg har været vant til at varetage, som tilfaldt læger. Jeg måtte huske, at spørge hvordan arbejdsfordelingen var på afdelingen, så jeg ikke af ren vane pludselig havde gjort noget, som ellers var en lægelig opgave.
Det bedste var nu engang at have en helt ukompliceret fødsel, for så kunne jeg lukke døren til fødestuen, lytte med den håndholdte hjertelydsovervågning og med god samvittighed gøre som altid har gjort.
Til gengæld fik jeg også helt andre opgaver end ellers. For eksempel at assistere lægerne i forbindelse med gynækologiske undersøgelser. Undskyld læger og kvinder; jeg har formentligt været den mest håbløse assistent nogensinde!
Fumlet rundt med sterile indpakninger og podninger og rendt rundt efter ting som en hovedløs høne! Bortset fra at en hovedløs høne ville have haft bedre retningssans end mig!
Det bedste deroppe var dog, at der som regel var god tid til de gravide, fødende og barslende. Mens regnen trommede tilfældigt på ruderne på fødestuen, kunne en nybagt mor ligge og amme og kigge udover byen som lå indhyllet i grålige nuancer, og jeg kunne med ro i sindet tage den tid, der var brug for, før jeg forstyrrede familien eller mig selv.
De allerfleste vagter fik jeg spist op til flere måltider – og skulle det glippe, kunne jeg oftest få en kollega til at afløse mig, mens jeg lige blev tanket op. Fordi der var tid, var det oftest nemmere at hjælpe hinanden.
Det dækker vist meget godt det faglige. Så var der min anden bekymring: sproget.
Til det første vagtskifte, nåede jeg virkelig at tænke
“what the actual fuck?? HVAD er jeg dog for en indbildsk person – fatter hat?!”
Heldigvis blev det hurtigt bedre. Dog var der stadig lidt problemer den anden vej – nordmændene havde svært ved at forstå mig…
Jeg endte med at tage den norske syngende klang til mig, og så gik det faktisk en del bedre. Selvom jeg formentligt talte SKAM-norsk, var der meget bedre respons. Synes også, at jeg da egentligt var ret god til at tage nye, norske ord til mig. Snart kunne jeg slynge om mig med ord som
gøy, veldig, hæ, ri, skjededel, vondt, rart, grine, ikkje, sparketest
Og kom jeg i bekneb, var mit udgangspunkt egentlig bare, at det handlede om at fake it ’till you make it og det virkede vist sådan nogenlunde.
Bevares, jeg så da godt, at både lægen og den fødende ikke kunne lade være med at grine, da jeg i allerivrigste stil spruttede mit sdanskinaviske under pressefasen. I shit you not; den fødende grinede! Men faktum var, at det hjalp jo!
Jeg forstod dog først for alvor, hvor ringe mit norskdanske var, da jeg for første gang kom til at nævne, at jeg jo var halvgræker og lægens resolutte reaktion var:
Jeg nænnede ikke at fortælle, at mit mærkelig danske i virkeligheden var mit longshot på norsk.
Jeg nikkede bare, som om jeg var bekendt med og afklaret med mit gebrokne “dansk” og havde accepteret min skæbne som jordemoderen med det interessante sprog.
Ja ja, for fanden. Man kan jo ikke vinde hver gang!
Men bare pas på, Norge, for I er sikkert ikke færdige med at lægge land og krop til min “græske” dialekt!
Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
Navnet er som altid
Sortpahvidt