VM i selvynk

Hjemme hos mig har der de seneste to uger været afholdt VM i selvynk.
Jeg har ligget sikkert på top 5, hvilket jeg ikke vil benægte, at jeg er lidt stolt af.
Jeg har godt nok også været den eneste deltager.

Det forholder sig nemlig sådan, at hele min familie har været på ferie i mit andet hjemland, mens jeg har gået herhjemme og sukket og hulket og glemt at barbere mine ben.
Det sidste er faktisk en ret fatalt forglemmelse, når temperaturen skriger “lårkort”, og man først i en casual venindesnak på en græsplæne opdager at der findes sankt bernards hunde med mindre pels på benene end mig…

Mens min nærmeste familie dasede i syden, har jeg sammen med Medina spurgt mig selv:
“Kan man dø af jalousi?”
Og svaret må være “nej, men det kan føles som om man er meget tæt på.”

For at få tiden til at gå i pauserne mellem Selvynk-dystene (de bedste indebærer is eller cola), har jeg derfor brugt en del tid på at gribe det ene barn efter det andet.
I dag skulle jeg i dagvagt, men var mildest talt ikke særligt oplagt.
Jeg havde brugt hele natten på at have mindst mulig kropsberøring med min dyne, kastet mig fra den ene kolde side af sengen til den anden og tilbage igen.
Håret klistrede til min nakke og mine øjenlåg flaksede mod hinanden af afbrudt søvn, da vækkeuret klimrede lystigt klokken 05.25

Jeg trak i det absolut mest sexede tøj jeg ejer (læs cykelshorts med numseindlæg) og forvandlede mig troligt til CykEline.
Som familiens Svend Sved har jeg måttet erkende, at alt hvad der hedder bad og hårvask FØR en cykeltur på 12,5 kilometer er omtrent lige så omsonst som at reparere et punkteret dæk med et stykke gaffatape.
It’s not gonna last. Ikke engang en kilometers penge.
Og det er jo også lige meget. Fra Amager til Hvidovre på cykel skal man ikke have særlig meget menneskekontakt, hvor nogle skulle kunne opdage, at mit hår ofte er så fedtet, at lokkerne ligner brune spaghettier.
Jeg sniger mig altid med cykelhjelmen skruet godt ned om bevismaterialet hele vejen ind i omklædningsrummets brusebad.

Min mobils festlige ringetone hev mig ud af mine tanker allerede fem minutter efter jeg havde sat mig i sadlen. Fødegangen. Kunne jeg tage en taxa og komme med det samme?
Som en lille Byggemand Bob, istemte jeg et “ja, jeg kan!” og ringede fluks efter en gul vogn.
Det var først, da jeg tog cykelhjelmen af, at det gik op for mig.
Spaghetti-håret!
Føk.
Ikke bare skulle taxamanden udholde SvedEline/FedtetHårEline – det måtte ALLE jeg skulle møde i dag! Jeg kunne jo ikke nå i bad!

Og i dag, var selvfølgelig sådan en travl dag, hvor jeg nåede to fødsler – og havde masser af menneskekontakt. Selvfølgelig var det dét.
Klokken 14.30 hev jeg mit armbåndsur op af uniformslommen og skævede til de digitale tal og synet af min halvspiste frokost. Det kunne kun komme for langsomt med at komme hjem. Og i bad.
En isvinter syntes ret tiltrækkende på nuværende tidspunkt.
Klokken 15.10 småløb/storsvedte jeg ned i omklædningsrummet, kylede tøjet til vask og susede ud på cyklen.

Jeg nød at blive gennemblæst af vinden og turen hjem gik i et imponerende tempo.
Tre kilometer fra et koldt bad, mærkede jeg sveddråberne bane sig vej ned ad min ryg, mens jeg i mit stille sind stenede over en dame, der havde holdt ind til siden for at tage solcreme på.
“Hå,” tænkte jeg.
“Hå, så er der mig, der åbenbart er begyndt direkte at spejle solstrålerne videre til andre. Jeg tager jo slet ikke imod sol mere!”
Jeg kiggede utilfreds ned på mit meget beskedne, skummetmælkshvide urmærke og hjulede lidt videre.
Så slog det mig.
Urmærke?
Ur?
UR??!!?!
Hvor var det?
Ja, det vidste jeg da godt. Det lå da i mine uniformsbukser, der vel at mærke var blevet smidt til vask og nu kunne se frem til en hårdhændet vask på totusind grader og at spændere evigheden i et sort hul eller en glemmekasse på Bispebjerg Hospital.
Behøver jeg at tilføje, at der er et ret dyrt ur, eller er det en selvfølgelighed?
Okay, hvad så med, at det kun er omkring en måned siden jeg købte det?

Jeg huggede bremsen i bund.
For føk sake, Eline.
Så hed det taxa. Igen. Hen til Hvidovre. Igen.
Kaste sig op i det gigantiske jern-bur med uniformer. Og begynde at græde. Eller nåh nej, grave.
Og grave.
Og grave.

Nu sidder jeg hjemme.
Udmattet og med fedtet spaghetti.
Men med ur.

Mon det var finalen i VM i selvynk?
Hvem kommer med cola? Og en øl?

Blod i øjet, blå arme og Manden Med Regnslaget

Den sidste uge i juni, var fyldt med lidt for mange begivenheder.
Har ikke engang kunnet overskue, at fortælle om den før nu.

Mandag:
Kom hjem fra en fantastisk tur i pragtfulde Prag søndag aften. Havde sagt ja til at komme og synge upassende sange med flotte versefødder for de nyudsprungne jordemødre.
Stod op til et hjem, der var eksploderet i snavsetøj og halvproppede tasker.
Var næsten for træt til at stå op og i auditoriet og åbne munden.
Alt for træt til at synge rent.
Fik et glas vin, hvilket tilsyneladende var nok til at slå mig omkuld i dynen… kl. 13.30.
Og pludselig kaldte nattevagten. Eller afdelingsjordemoderen.
2 timer før egentlig mødetid.
Nåede ikke engang at få sankt hans-kage.
Kun at lugte af bål…
Føk.

Tirsdag, onsdag og torsdag:
Hvem har stjålet disse dage? Hvad gik de med?
I hvert fald ikke med at rydde op.
Eller sove ud.

Fredag:
12 timers vagt.
Spiser frokost klokken 15. Får ikke aftensmad for 30 min. før vagten slutter, må vi pludselig gå til kejsersnit.
I kampens hede får jeg et ordentligt sprøjt blod i øjet, da lægen klipper navlesnoren.
Tværs henover ansigtet.
Måske tror du, at jeg overdriver.
Men det her var børnelægens ord, da han så mit ansigt, da jeg kom over med barnet til ham:
“Hold kæft, du ligner jo én, der har været i krig!”

… så måtte jeg jo krybe på skadestuen og spagt proklamere ved skanken, at
“jeg har fået blod i øjet…”
Sekretæren løftede end ikke øjenbrynene, ved det der lød som en arbejdsskade for en morder, men gelejdede mig blot videre i systemet.
Havde jeg fået stivkrampevaccinen? Ja! Eller… nej..!
Havde jeg fået hepatitis B vaccinen? Ja, det er jeg helt sikker på!
Nåh, men du skal have den igen. Nåh, for søren.

Jeg ventede en times tid (man er vel VIP) på at få kastet et par vacciner i armen.
Følte, at jeg var nødt til at virke temmelig cool, når nu man stikker andre til dagligt, men faktum er, at jeg og nåle har et ret anstrengt forhold.
Da vi så kom til blodprøverne gik det dog helt galt.
Var lykkelig for, at ham sygeplejersken bad mig om at lægge mig ned.
Især da han måtte forsøge for anden gang.
Og hente en ny, der måtte prøve tredje og fjerde gang.
Med børnenålen til mine små, indtørrede blodårer.
Til sidst kaldte de på en tredje person, der så kunne komme og stikke mig femte og sidste gang.
Da jeg forlod skadestuen var klokken 22.31, mine arme var plettede af vatdutter og det var mere end 16 timer siden jeg mødte på arbejde.

Lørdag:
Mødte på arbejde med en krop der var blålig og øm og et hoved, der var tungt og træt.
Følte mig dum, når jeg måtte forklare hvorfor.
Helt ærligt, hvem får blod i øjet?

Søndag:
Lidt bedre krop i dag. Stadig blå, stadig øm, men hverken tung eller træt.
Besluttede mig for at cykle de 12,5 km på arbejde.
DMI bekendtgjorde, at dagens byger var overståede.

Nåede at cykle lige præcis 2 kilometer, da den første regndråbe ramte min næsetip.
Da jeg havde cyklet 3 kilometer, stod det ned i stive stænger, og jeg og min tynde sommerkjole skyndte os ind på en tankstation for at købe et regnslag.
Men ak! De havde ikke et eneste.
Ikke engang en sort sæk, jeg kunne trække over mig.
Nedslået og med tanken om at DMI nok står for Drilske Metrologers Institut, traskede jeg i ly under halvtaget ved Bilpleje-stationen, og stirrede ud og krydsede fingre for, at regnen, der blot tog mere og mere til, snart ville stilne af.
Over 8 kilometer i silende regn var ikke tillokkende, men jeg havde faktisk ikke meget mere tid til at stå dér og plirre med øjnene.

Jeg følte mig kold og dum og træt af alt og alle, da en bil drejede ind under halvtaget.
Den unge chauffør sendte mig et kort blik, og smilede og sagde muntert:
“Det må være Roskilde-festivals-bygen, der er over os!”
Jeg kiggede tilbage på ham, og prøvede at ligne en, der ikke var ved at tyre cykel og madpakke ud på kørebanen og brøle; “HVORFOR, for helvede HVORFOR, løgnagtige metrologer – ved I ikke, at min uge har været lang nok i forvejen????!!?”
Jeg nikkede og smilede, og han spurgte mig om jeg skulle langt.
“Ja” mimrede jeg og stirrede ud på vandfaldet foran os.
“til Hvidovre.”
Han nikkede tilbage, kunne godt se det ufede, men skulle tydeligvis ikke i den retning eller så langt.
Samtalen gik i stå, og han gik tilbage til sin bil.
Åbnede bagagerummet.
Og sagde så:
“Her” og holdt på mirakuløs vis et regnslag frem
“Her. Jeg har fået det af en ven, der fik det gratis. Du må få det.”

Og så så man alligevel mig cykle til Hvidovre med blå arme, vådt hår og et regnslag flagrende efter mig så vandet stod ud til siden.
Mens jeg smilede.

Så tak til manden med regnslaget.
Han reddede ikke bare min dag – men faktisk hele min uge.

Det er jo ikke et U-land…

… er det, jeg messer for mig selv, mens jeg fuldkommen ukoordineret tæsker ting og sager ned i min kuffert.
Efter min dagvagt i morgen går turen nemlig til Korfu – og at dømme ud fra mit manglende overskud og overblik, kommer jeg ikke til at ane, hvad jeg har med.

Men ok.
Fandt jo passet i panik da jeg skulle til Prag for et par weekender siden.
Så nu ved jeg nogenlunde, hvor det er henne.
Så helt galt kan det jo ikke gå.

De har jo også tøj i Grækenland.
På trods af krisen, og alt det der.