Come fly with me

Da min far sidste år blev halvtreds år, gav min søster og jeg ham, den vildeste gave, jeg nogensinde har givet.
Vi havde gået og luret på nogle af de der oplevelsesgaver. Der var noget med forlængede weekender i landlige omgivelser og noget med at fodre tigrene i Knuthenborg, men vores valg faldt på…

En flyvetur, hvor DU er pilot

… og går af stablen i dag.
Hele familien skal til Roskilde og stå og vinke (og én af os flyve) med adrenalinen og sommerfuglene boblende ud af ørerne.
Tror det bliver mægtigt underholdende. Min fars mund kommer nok ikke til at stå stille resten af år 2012. Og 13.

Illustration må komme senere.
Forhåbentlig før min fars kontaktlinser, som min mor lige har ringet og sagt er blevet midlertidigt væk.
Har på fornemmelsen at blinde ikke må flyve.

Den foruroligende lange Nej-liste

For nyligt var der én af mine veninder, der bemærkede noget – vist nok – ret sigende om mig.

Hun sagde:
“Eline, du har utroligt mange principper!”

Hvilket i sig selv måske lyder som en meget fin kvalitet.
Hør det lige: “Eline? Ja hende kender jeg godt, hun er en principfast ung kvinde.”
Og det kunne være så ganske fint, hvis ellers mine principper var at løbe fem kilometer tre gange om ugen, læse til skolen før for fornøjelsen eller at stille gryder med ris i blød, før de bliver … udefinérbare.

Men altså, det er ikke dén slags principfaste person, jeg er. Jeg er jo bare et menneske med en usigeligt lang Nej-liste.


Nej-listen er hård og retfærdig og baseret på saglig livserfaring, fx

Jeg handler aldrig – aldrig! – i føtex, om de så kaster deres klamme varer i hovedet på mig, for jeg hader deres irriterende skodsang.Og nej, den var heller ikke sjov første gang.

og

Jeg vil ikke tjekke netbank, hvis der måske er overtræk, for så kan jeg mærke rystelserne fra min skadefro bankdame, der sidder og klapper i sine små, tykke og styr-på-økonomien hænder.

eller

Rodet findes ikke, hvis det ligger i en skuffe. Eller bare en bunke. Så er det ikke rod. Så er det jo en bunke.

Menaltså, jeg ved godt at Nej-listen er ved at være lidt lang. Og jeg arbejder på sagen. Og der er også en Ja-liste.
Og hvis ikke det havde været for Nej-listen, havde jeg desuden ikke kastet mig ud i et nytårsfortsæt, der har haft ikke så få sjove konsekvenser. Men mere om det en anden dag.

 

Det, der går og optager mig

I foråret tilmeldte jeg mig et projekt, der hedder min eGraviditet, hvor Herlev Hospital og Sundhed.dk er gået sammen om at lave en e-portal for gravide, hvor man kan se konsultationstider, booke og aflyse tider – men også finde en masse information om graviditet, fødsel og barsel.

Det er her de flittige frivillige kommer ind i billedet. For vi har både produceret kreative ideer og det tekstmæssige indhold.

På mandag skal det vi har gået og fiflet med skydes af. Produktet af vores ideer og slid skal præsenteres for brugerpanel med mere.

Derfor går min tid i disse dage med emnet “Familiedannelse”. Min kreativitet går til det samme. Så i dag kan I ikke få en illustration, der viser mig, men I kan da få et lille smugkig på mit design til emnet:

Nåh, ville I ikke rigtig få lyst til at læse teksten der hører til nu?

Ja, ikk’? Bare sig ja.
Så får jeg lidt ro i sjælen.

Kald det kærlighed

Efter nogle lidt alvorlige emner, er det da vist blevet tid til noget let. Ja, ikke?
Kærlighed. Amora. Looååååve.

Kendetegnet ved kærligheden er, at det ikke er noget man udbasunerer på nettet, før man lige har givet den en sum tids prøveperiode.
Ingen vil være hende på facebook, der har flere popups om sit kærlighedsliv end statusopdateringer, vel?

Nåh, men prøveperioden er overstået. Og den er der stadig, den kriblende mavefornemmelse og det sprudlende humør ved tanken om, at han står derhjemme. Småbrummende og effektiv og helt ligeglad med alt det skrald, jeg lukker ud.

Ladies and gentlemen, I present to you:
MISTER WASCO

Hvad? Nåh? Du troede, jeg talte om en mand?
Nej.
Nej, nej, nej. Nej. Nej, nej. Nej.
Du må altså spørge mig ansigt til ansigt, hvis du vil vide noget om mit kærlighedsliv.
Men selvfølgelig, hvis jeg nu møder manden, kan jeg jo nok ikke holde min mund. Det ligger jo ikke rigtigt til mig, vel? Eller til en blog, for den sags skyld. Meget kedelig blog at læse, i hvert fald, hvis man nu bare holdt mund.

Men lige nu, får du lige et par rosende ord med om Mr. Wasco, for han er bare herlig. Mit køkken ligner næsten aldrig, at det har kastet al inventar op ud over det hele mere. Rodet, det ryger bare lige viiiips! væk og ind i opvaskemaskinen.

Hold nu op, hvor min mave bobler af glæde over al den tid jeg sparer ved køkkenvasken.
Nu tror jeg rent faktisk, at man også af og til kan gå forbi mit vindue og se mig sidde og læse i en bog.

Men altså. Lad være med det, ikke? At gå forbi mit vindue. Det er altså lidt creepy. Hvis du gør, så pudser jeg Wasco på dig.

Et slag for retfærdigheden og det ikke helt afdøde oprør

ok. Jeg ved godt, at jeg for ikke så længe siden påstod, at jeg slet ikke duede til det dér med at gøre oprør. Helt ærligt, det var ikke for at lyve.

Men denne lørdag formiddag er jeg lige kommet i tanke om at der er én ting, der kan bringe den lille oprørerske frem i mig. Det er retfærdighed. Eller rettere: uretfærdighed.

I kender den alder som barn, hvor man går rigtigt meget op i retfærdighed, altså, hvor enhver respons på hvad som helst er:
“eeeeeej, hvor er du/det bare uretfærdigt!!”
ja, nemlig – den alder. Den er jeg aldrig kommet over.

Og da jeg for nyligt så dokumentarfilmen Freedom for Birth, gik det op for mig, hvor meget ulighed og uretfærdighed, der er rundt omkring, når det kommer til kvindens ret til at bestemme over sin egen fødsel. Om hun vil føde hjemme eller på hospitalet, om hun vil have et kejsersnit eller ej, om hun må have medbestemmelsesret over sin fødsel og sin krop… eller om sundhedssystemer og myndigheder bare kan negligere denne ret.
Og det er altså ikke den tredje verden, jeg refererer til. Filmen interviewede jordemødre, advokater, journalister, sundhedspersoner, mødre m.fl. fra både USA og lande i Europa, der kunne fortælle om chokerende forhold.

Hvis du er blevet nysgerrig på filmen, kan du se en lille forsmag på den hér.

og hvis du ligesom jeg vil støtte op om at iværksætte en undersøgelse af svangreomsorgen i Europa mhp. kvinders rettigheder og mulighed til at få en fødsel uden medicinske indgreb, som retter sig mod Europa Parlamentet, kan du følge linket her og give din underskrift.

Så har også du slået et slag for retfærdigheden (;


GarderobeGåder

Når jeg kigger ned i min vintergarderobe, er der ét spørgsmål, der melder sig…

… gik jeg NØGEN hele sidste vinter?

Og eftersom jeg er ret sikker på, at jeg ville have kunnet huske, hvis jeg havde gjort noget sådant, er min næste spørgsmål så:

HVEM har ædt alt mit vintertøj?

Verden, viden og varme krammere

Nogle gange er det bare tungt at bære, at selvom du gerne vil favne hele verden

… så er dine arme bare ikke lange nok. Og vil aldrig blive det.

Men sammen med visheden om dine armes manglende omfang, kommer også visheden om sidemandens nærhed.
Så, som min underviser sagde efter dagens (og i øvrigt en hel uges) hårde program:

“Kig lige på din sidemand. Ser hun ud til at trænge til et kram?”

Og så fik hele klassen sgu lige en bamsekrammer af deres sidemand.
Hvis du også sidder mandagsmut og trænger til én, så kommer den lige virtuelt her:

*KRAAAAAAAAAAAMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMMM*