“Hvorfor blev du jordemoder?” del 2

FORTSAT

(Har du ikke læst etteren, kan du gøre det HER)

image

“Hjælp… hjælp!” Råbte min far et sted udenfor, og da dét var et helt nyt udråb, forstod selv min gumpetunge teenagehjerne, at jeg hellere måtte komme ham til undsætning.
Du ved, gloende sol og bjælker eller ej.
Mens jeg løb ud af huset, forestillede jeg ham stå med de dér tunge bjælker. Tunge bjælker, der var ved at glide fra ham. Tunge bjælker, der havde givet ham en kæmpe splint. Eller tunge bjælker, der var ved at klemme hans arm, hånd, fod you name it.

Jeg kom rundt om hjørnet og blev overrasket, fordi synet der mødte mig slet ikke involverede tunge bjælker. Og fordi ingen af mine mange forestillinger havde indeholdt blod.
Men dér stod min far og tog sig til læggen, der – med hans egne ord – var “flækket som et franskbrød”.  I min familie kan vi virkelig male med ord.
Nåh, men jeg så bare blodet, fattede ikke hvad der var sket, og tænkte bare, at man tilsyneladende ikke kan lade mænd være uden opsyn i et øjeblik, uden de forsøger at maltraktere sig selv til lidt spændning.
Og mine første ord var ikke som mine tanker “hvad laver du?”, men noget så rationelt som:

“Sæt dig ned! Jeg henter et viskestykke!”

Ja, ok. Helt rationelt var det måske ikke, men dog mere handlekraftigt end jeg ville have troet om mig selv.
Kort efter kom mutter op til fatter og min søster joinede redningsteamet.

Vi kom dog hurtigt til en mindre udfordring. Eller. Nej, snarere en kaskade af “små” udfordringer.
For det første: Vi befandt os på en lille græsk ferieø. Femogfyrre minutters kørsel til nærmeste hospital. En ambulance var ikke noget, man sådan bare lige ringede efter.
Dernæst: Vores sommerhus lå på en grund med bjergskråning. Noget af vejen op til huset var på daværende tidspunkt cementeret, men ikke den mest stejle del. Som var helt op til huset. Hvor min far sad med sit flækkede franskbrød.
Og først og fremmest: Vores førstehjælpskasse bestod af myggespray og vabelplaster. Vi var ikke helt gearet til en vertikal benamputation.

Men… Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Og vi var hele tre kvinder til at spinde. Vi summede rundt som arbejdsbier.
Mens manden i huset bjæffede og sagde, at vi skulle ringe til Langhårede Spiros, som godt nok er så bange for blod, at det er lige før han bliver dårlig når han har klasket en mæt myg, gik vi kvinder til værks.
Vi måtte lave en kompresforbinding, først og fremmest. Forbindingsmateriale havde vi egentlig nok af. Inderst kom mit beskedne viskestykke, uden på dét et håndklæde eller to. Nu stod vi så dér med stramt indviklet forårsrulle (for at blive i madgenren), og skulle gerne have klæderne til at blive hvor de var. Snor havde vi ikke noget af, og jeg husker ærligt talt ikke, hvem der fandt det, men før vi vidste af det, havde vi en fin kompresforbinding holdt sammen med vores internetkabel.
Pænt var det ikke – men på sin egen måde alligevel ganske imponerende.

Så skulle vi have fatter ned af skråningen. Min mor og søster agerede krykker, og jeg gloede vist bare. Og så viftede jeg med min vifte. Ja, bevares, jeg viftede da mest min far.

Inde i bilen sad min far og jeg bag ved og min fars fod hvilede på min skulder.
Vi skulle jo have eleveret det ben, dér.
Jeg havde dog ikke meget erfaring med blod i de mængder, og mens jeg sad dér og viftede med viftede og forsøgte at finde et neutralt ansigtsudtryk, kom den den fæleste lugt jeg nogensinde havde lugtet, listende ind i mine næsebor.
Som Luke fra Modern Family siger på et tidspunkt:
“Det var som om Bæ havde giftet sig med Bræk og holdt bryllupsfest i min næse!”
Tænk at blod kunne lugte sådan! Stakkels fatter måtte da have blodforgiftning eller sådan noget! Godt vi var på vej til hospitalet!

Vel fremme ved hospitalets indgang begyndte vi alle så småt at ånde lettet op.
Lige indtil vi så fasciliteterne til at entrere skadestuen med!
Jeg har i mit liv aldrig set så stejl, så ujævn og så lang en rampe, som den op til døren. Gangbesværede måtte jo være døde i deres forsøg på at komme ind på det her hospital! Ikke så mærkeligt, at her var så stille – ingen orkede vel at prøve at komme ind. Og der var heller ikke noget personale at se.
Dyre råd var i sandhed rådne.
Vi tre kvinder kiggede på min far – der dengang var en lidt korpulent mand – og tænkte formentligt det samme:

“Hvordan fanden får vi ham indenfor? Helst lidt hurtigt. Og uden at nogen kreperer i forsøget”

… FORTSÆTTES…

Vil du ikke gå glip af fortsættelsen, eller vil du bare stalke, kan du gøre det på FACEBOOK eller INSTAGRAM

“Hvorfor blev du jordemoder?” del 1

Efter min kaotiske debut som linselus, er et enkelt spørgsmål som journalisten stillede, blevet ved med at rumstere i mit hoved.

“HVORFOR BLEV DU JORDEMODER?”

Ja. Hvorfor egentlig?
Bag de obligatoriske og alligevel sande klichéer – jeg kan lide at arbejde mennesker/ det er et arbejde, der giver mening/ jeg fascineres af livets begyndelse/ for at være noget væsentligt for andre/ fordi jeg lide håndværket – gemmer sig en ikke særlig nobel baggrund.
Faktisk finder jeg årsagen en smule pinlig:

Jeg så en dokumentar om norske jordemødre.

Jep. Jeg skulle have været forfatter, tegner, skuespiller eller antropolog. Faktisk gad jeg slet ikke at gå i skole mere. Indtil jeg så dén der dokumentar med jordemødrene.
Jeg blev fascineret, ja, nærmest tryllebundet. Var imponeret over alt det, der gemte sig bag livets mirakel. En jordemoder var en omsorgsperson og en håndværker på én og samme tid. Klichéerne stod nærmest i kø i min hjerne.
Jeg var vel sytten år. Boede hjemme. Arbejdede i Magasin. Og kedede mig bravt.
Mod fjernsynets glimtende lys, sukkede jeg åndeløst og med fastklistrede øjne:

“Ej. Hvis jeg havde, hvad der skulle til… så ville jeg gerne være jordemoder.”

Og hvis nogen skulle have noget i klemme – på godt eller ondt – over at jeg rent faktisk blev jordemoder, må jeg bare sige, at de bør rette denne henvendelse til min gode fader.
For han drejede med en faderlig selvfølgelighed nakken af led, rettede bestemt blikket mod mig og sagde:

“Hvad mener du med “hvis du havde, det der skulle til” ? Selvfølgelig har du det.” Han kiggede på mig som om jeg havde fortalt ham, at mine albueled var forsvundet henover natten. Som om sætningen, der havde forladt min mund, var helt absurd.

“Jamen far,” sagde jeg overbærende.
“Der er jo også blod og stress og hurtige beslutninger og alt muligt!”

“Nåh, dét” sagde han, trak på skuldrene og kiggede atter tilbage på fjernsynet.
“Dét lærer du jo” Og syntes han ligesom, at dén sag var uddebateret.

Og heldigvis. For hans ord blev siddende. Og jeg begyndte at tømme bibliotek og internet for viden om jordemoderfaget, uddannelsen og arbejdet. Til sidst var jeg ikke skræmt væk – tværtimod.

Men pudsigt nok, var hele grunden til at jeg også tænkte, at jeg måske ikke var så sart, som jeg gik rundt og bildte mig ind, også en episode, der i allerhøjeste grad involverede min far.
Vi skal yderligere nogle år tilbage:

Året var 2007. Stedet Korfu. Beskæftigelse: Sommerferie.
Traditionen tro brugte min søster, mor og jeg dagen på stranden, mens min far lige så gerne var hjemme på vores olivenlund og færdiggjorde diverse ting og sager i vores sommerhus.
Da vi kom hjem fra stranden dén dag, sandede, svedige og med hår, der var stridt af salt, kunne jeg se, at dagens projekt derhjemme involverede en cementblander og nogle lange bjælker.

Vi gik indenfor, min søster gik vist i bad og min mor og jeg vaskede op eller andet i den dur. Vi havde i hvert fald ikke været hjemme særligt længe, da min far pludselig kaldte udenfor.

“Lotte!” Bjæffede han.
“Lotte… Lotte!”

Min mor troede han var nederst på vores grund og gik ud til ham ad bagdøren. Jeg syntes, det lød som om han var lige rundt om huset. Men for at I kan forstå, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde, må jeg lige indskyde, at jeg jo altså var vokset op med min far:
Jeg kendte ALT til hans projekter, og når han liiige skulle have lidt hjælp. Jeg har løftet cementposer og slæbt brænde til brændeovnen, skubbet biler i gang og holdt tunge ting stille, mens noget blev boret.
Jeg havde set de der lange bjælker – og der var no way in hell, at jeg skulle ud og løfte et eller andet, der i princippet skulle tage to minutter men endte med at tage to timer i den glohede sol.
Min far blev ved med at bjæffe, og min mor halsede rundt på grunden og råbte:

“jamen, hvor ER du henne?”

Og jeg tænkte bare på de der bjælker. Så. Øøhm. Jeg gjorde ikke. Noget.

image

Indtil min fars udråb ændrede sig.
Min mors navn er næsten altid synonym med “arbejdshjælp”, men nu skiftede han til noget, jeg aldrig havde hørt før:

“Hjælp. Hjælp!”

Så kunne jeg alligevel få benene på nakken. Udenfor, rundt om hjørnet og dér var min far.

… FORTSÆTTES …

Vil du være opdateret, når fortællingen fortsættes eller vil du bare stalke, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Hvis du kunne bestemme…

image

Okay, okay.
Vi nærmer os trehundredeogfyrre blogindlæg og jeg synes, at det er på tide, at I får lov til at tage bladet fra munden og får mulighed for at fortælle mig, hvad I egentlig synes.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg selvfølgelig blogger som jeg gør, fordi jeg er som jeg er, men helt ærligt; jeg kunne godt trænge til en lille vejrmelding. Hvad synes I derude? Hvad holder? Hvad holder ikke? Hvad crawer du?

Jeg håber, at I har lyst til at svare på det hér:

Betyder tegningerne noget for blogindlægget?

View Results

Når der er tegninger, kan jeg bedst lide dem, der er...

View Results

Hvis jeg selv kunne bestemme, ville jeg høre mere om...

View Results

 

Og hvis der er noget du vil uddybe er du mere end velkommen i kommentarfeltet!

God weekend!
Som altid kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM, hvis du ikke kan få nok af hverdagens gråtoner – sortpahvidt.

 

Forventer opkald fra “Redningskvinder” med forespørgsel om fast indslag ASAP

Nåh, men tirsdag måtte jeg jo ræse ind på arbejdet. Som om det ikke var slemt nok, at måtte smide sine forældre ud, ikke at have sovet før en nattevagt og i øvrigt allerede være lidt træt, så var det også dén vagt, hvor jeg havde givet samtykke til, at en journalist og en kamerakvinde, måtte følge min arbejdsdag fra midnat. De skulle optage et døgn på fødegangen til den nye sæson af “HOLDER DANMARK I LIVE”.

Generelt er jeg ikke det mest velformulerede menneske om natten, og heller ikke det mest naturlige med et kamera i krydderen, mens jeg for anden gang, “går naturligt ned ad fødegangen” og briefer journalisten. Jeg ved ikke, hvad TV2 skal stille op med min orddiarré, men klipperne skal nok få noget at tale om.

image

Her er nogle highlights af hvad jeg husker, jeg har fået sagt:

– Det hér er bare vand. Det er der ingen hokuspokus i

– Jeg lytter til kvindens lyde. Og om hun skal på toilettet

– (mens jeg skridter ned ad gangen) Jeg skal tale med en læge. Det skal man altid, når man giver noget, der øøøøhmm ikke er *laver gåseøjne* STANDARDBEHANDLING

– og du puster. og du puster. og du puster (Hvem sagde De tre små grise og den store stygge ulv?)

– én gang om ugen sidder jeg ude i vores… konsultationssss…. lokaler.

– efter lidt overtalelse og møflen (????), overbeviser vi hende om, at hun kan klare sig uden en epidural. Og formentlig snart føder. (Bliver kendt som sådan en diktatorjordemoder…)

– du siger bare til, hvis jeg skal holde mund.

Alt sammen sagt med enten alt for meget stiv mimik eller hvor ingen muskel rører sig i mit tilsyneladende botox-ansigt.

Åh føk. Jeg bliver hende den unge, forvirrede jordemoder, de klipper ind mellem mine rutinerede, naturlige, levende, ikke-svedglinsende kolleger.

Lov mig, at I ikke dømmer mig for hårdt. Normalt taler jeg lidt mere naturligt. Og lidt mindre jysk.

Vil du spammes med mere af hverdagens gråtoner, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Not another movie moment

Da dette indlæg efterfølger mit sidste blog-indlæg om selvforskyldt skud i låret, føler jeg næsten, at jeg bliver nødt til at fremhæve, at jeg altså ikke lyver på bloggen. Eller gør dumme ting med vilje.
Sådan hér er jeg altså bare.
I hvert fald nogle gange.

Nåh, back on track.

For en lille måned siden spurgte én af mine nærmeste ledere mig, om et lille TV-hold måtte følge blandt andre mig, på én af mine arbejdsdage.
Jeg blev selvfølgelig smigret over, at hun gik rundt og forestillede sig, at jeg var stueren nok til de danske dagligstuer, men sagde, at jeg altså måtte tænke lidt over det.
Det gjorde jeg så i meget lang tid.
Rigtig lang tid.
Faktisk besluttede jeg mig først i fredags.
Jeg sagde “okay så”.
Ja, I kan nok høre, at jeg var helt hooked

Nåh, men snart efter gik jeg i gang med forberedelserne.
Jeg skulle møde klokken halv otte, og de skulle møde ind og starte optagelserne fra midnat. Og hvis ikke, dét par jeg fulgte havde lyst til at blive filmet, så ville de kun filme mig lidt til og fra fødestuen.
Men, men, altså. En nattevagt.
Hvem er lige klog, smuk og fagligt og socialt skarp i en nattevagt?
Måtte medbringe spatel og fugemasse til mit ansigt i dén nattevagt!
Og en madpakke på fire kilo.
Sove en middagslur som aldrig før.
Møde ind ekstra tidligt (er altid på arbejdet minimum tredive minutter før min vagt starter. Bare for at lande.)
Og så videre og så videre.

Dagen før (i går) havde jeg inviteret mine forældre over til middag. Bare sådan lidt stille og rolig hygge, hvor jeg selvfølgelig ville prøve at hive et par guldkorn ud af de mennesker, der har kendt mig længst tid.
Hvordan kunne jeg mentalt forberede mig på at have et kamera i nakken?
Nåh, men efter vi har spist, finder vi en film og kaffen kommer på bordet.
Midt i det hele ringer min mobil. Ville egentlig mest have sat den på lydløs og koncentreret mig om at være en god værtinde. Men så så jeg, hvilket navn, der stod på displayet:

Afdelingsjordemoder

Hvad pokker? Hvad ville hun?
Tog noget modvilligt telefonen. Efter at have løftet røret, sagde hun:
“Hva’, Eline. Vi har et TV-hold hér, der står og venter på dig.”
“Hvar? Hvar, fuck!” Bjæffede jeg.
“Ej, nej nej, Eline, jeg laver bare sjov” Hvorfor ringer du til mig nu og laver sjov? Det er da tarveligt, at lave sjov i min fritid! Og så tog hun atter ordet:
“De kommer selvfølgelig først til midnat” Nej. nej, nej. Hvilken dato er det i dag?
“Men, Eline, hvor er du?”
“Jeg er hjemme” hikstede jeg, mens virkeligheden gik op for mig.
“Du skulle ellers være mødt i vagt for tyve minutter siden”
“Nej. Nejnejnejnejnejnej. For f…….! føkføkføk!” Det sker bare ikke, bare ikke i dag.

Jeg har aldrig før taget fejl af mine vagter.
Men den dag jeg vælger at gøre det, forstår jeg virkelig at give mig selv gode forudsætninger. Det hér var et fedt udgangspunkt:

1) at måtte smide sine forældre ud efter netop at have slugt maden
2) at skulle have tolvtimers nattevagt
3) ikke at have sovet længe
4) og nåh ja, at skulle filmes!

Jeg ville gerne sige, at jeg tog det helt roligt:

image

Men i virkeligheden var min reaktion mere som følger:

image

Jeg greb alt i tre meters radius af køleskabet; halvanden liter Pepsi Max, noget blomkålsgratin, pung, kiks, blodsukkerapparat, noget at brække mig i over min pludseligt opståede megakvalme, personaleskilt og nøgler. Og af sti afsted med mig!

For FANDEN det var flovt.

Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad de fik ud af de dér optagelser…

Kan du ikke få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Du vil tro, at det er en scene fra en film

… eller tro, at jeg lyver og sige til dig selv, at “SÅ dum, er der jo ingen, der er“.
Men jo. Det er jeg.

Nåh, men forleden fortalte jeg jo lidt om det dér diabetes.
En væsentlig forskel fra da jeg blev diagnosticeret for tyve år siden og til i dag, er, at jeg har fået en insulinpumpe. Den er jeg meget begejstret for. Men den har selvfølgelig også sine ulemper.
Én af dem er, at man skal have et lillebitte og meget tyndt plastikrør siddende i maven, hvor insulinen kan blive tilført. Det skal skiftes cirka hver tredje dag. Og det gør du selv. Altså, det er der så vidt ingen ben i. Når først røret sidder der.
Men at sætte det, dét kan stadig være lidt udfordrende.
Først skal du nemlig få en nål på cirka 1-1,5 cm med plastikrøret om ind i flæsket på maven.
Hvordan gør man det? Spørger du.
Jo, elementært, min ven.
Du tager den lille nål med plastikrøret om (og med et lille vedhæftet klistermærke til at sætte på huden efterfølgende) og placerer i en lille “fjederhimstregims”.
Forestil dig samme mekaniske funktion som ved en pistol. Du trækker en del tilbage og “lader” aggregatet. Du afsikrer himstregimsen, sætter den mod maveskindet, tager en dyb indåndning eller fem – og trykker på aftrækkeren.

KLONK!

Så sidder nålen med røret i maven. Du fjerner nålen, så kun røret bliver siddende og voilá good to go!

Men altså, det dér med at trykke på aftrækkeren, det synes jeg stadig ikke er særlig fedt – selv ikke efter fire års tilvænning. Ofte må jeg tage den dyyyyybe vejrtrækning om op til flere gange, før jeg får taget mig sammen til at trykke.

Og forleden dag skete det så:
Jeg kunne simpelthen ikke!
Først troede jeg, at jeg var blevet en endnu større bangebuks og ikke længere havde viljestyrken til at trykke på knappen. Forsøgte fem gange – sikrede, afsikrede og prøvede igen – før det gik op for mig, at jeg ganske enkelt ikke havde styrken til at trykke aftrækkeren ned!
Dét havde jeg altså alligevel ikke prøvet før.
Til sidst tog jeg mekanikken væk fra maveskindet for at tage det i åsyn. Hvad fanden skete der?

… og nu er det så, at jeg gjorde det, som ellers kun burde ske i urealistiske og lidt for gakkede komediefilm:

Jeg tænkte, at jeg måtte prøve at trykke på knappen igen.
Øh ja, med alle med mine kræfter, hvis du skulle spørge fra nogen.
Jeg forestillede mig, at stemplet med nålen ville blive skudt frem eller lade være med at blive skudt frem – men jeg havde overhovedet ikke fantasi til at forestille mig, hvad der rent faktisk skete…

Idet jeg trykker alt hvad jeg kan på knappen, går aftrækkeren selvfølgelig af.
Fint, det var jo hvad jeg håbede på.
Stemplet bliver skudt i bund.
Også ganske fint.
Men da stemplet hamrer i bund, går det for første gang op for mig, i hvor høj fart fjederen springer.
Da stemplet med nålen i bunden ikke umiddelbart kommer i kontakt med modstand (sædvanligvis mit bare maveskind), sker der det unævnelige, nemlig, at nålen bare i høj hast bliver skudt ud i luften!
Jeg skyder føkme med min nål!

Som i slowmotion – hvor man alligevel ikke kan nå at reagere på nogetsomhelst – ser jeg med opspilede øjne, hvor jeg i min tanketorsk har rettet stemplet hen.
Lige direkte ned mod mit lår.
Og dér sidder jeg så – lammet af dumhed – og betragter hvordan en blå nål med raketfart er på vej til at penetrere mit højre ben.
Jeg når ikke engang at blinke, før jeg i næste nu sidder og stirrer ned på mit mildest talt malplacerede infusionssæt.
Som for øvrigt sad igennem mine joggingbukser.
Jeg havde bogstaveligt talt skudt mig selv i låret!

Ahrmen. For føk sake, Eline.

Det eneste jeg må trøste mig med, er, at jeg i det mindste ikke valgte rette himstregimsen mod mit hoved!

 

Vil du høre andre dumheder, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

 

Tyve år med dig

For tyve år siden, var det første gang, at jeg kom hjem med dig.

Eller, nej, vent. Det er sgu ikke rigtigt.
For tyve år siden var det første gang, at jeg kom hjem, og hvor jeg vidste, at du var med.

Jeg husker ikke, hvordan vi blev præsenteret for hinanden. Du ved, sådan allerførste gang.
Jeg husker helt tilfældige brudstykker, sådan som de fleste vel genkalder sig deres barndom.

Men jeg husker ikke, at nogen nogensinde sagde:

“Eline. Det her er Diabetes. I hænger uløseligt sammen fra nu af”

Formentligt fordi, man jo for fanden ikke siger den slags. Slet ikke til et femårigt barn.
I stedet husker jeg de forskelligt farvede fodspor i gulvet på Glostrups hospital. Der var nogle grønne, nogle blå og nogle hvide. Jeg ved ikke, hvilken farve, der var den rigtige – jeg kan bare huske, at vi fulgte den forkerte.
Og man skulle hive i en snor i loftet for at åbne døren.

Nåh, men inde på et kontor, talte vi om dig. Vi så, hvordan man tog blodsukker og bagefter tog insulin. Med en insulinpen med en påskruet lille nål. Vi stak en dukke i låret. Den mindede mig om Anna & Lotte.
Den sagde ingenting.
Sad bare dér med sine udstående frøøjne og stirrede tomt og alligevel absurd fornøjet på os, der var i færd med at stikke i den.
Selv tog jeg det på en lidt anden måde.
Der var helt sikkert gråd. Selvfølgelig var der dét. Men jeg husker mere, at jeg gemte mig under bordet og kastede med mine gummistøvler, da jeg skulle stikkes. Jeg var måske ikke så stor – men det var mit temperament, skulle jeg hilse og sige!

Du var svært at forstå for mig.
På mange måder.
Pludselig havde jeg fået dig som usynlig følgesvend, og det krævede meget af mig. Af mine forældre og min søster. Og jeg havde jo ikke gjort noget. Hvis man render rundt uden strømper, bliver man forkølet – men hvad har man gjort for at få diabetes?
Og der var heller ikke the med honning til at få dig til at gå væk. For altid er lang tid, når man har en del problemer med at forstå hele tidsbegrebet.

image

Det eneste personale, jeg kan huske fra børneafdelingen, er Lene. Hun var sygeplejerske. Og fantastisk dygtig til både børn og voksne. Mine forældre har siden fortalt mig, at hun sagde noget i stil med det her til dem:

Ja, det er noget møg det her, men det er ikke en stopklods. Eline kan stadig blive til og gøre det samme som alle andre børn.

Og præcis den følelse og overbevisning gav mine forældre videre til mig. Der var ikke nogen, der skulle ynke mig, verdens stod jo stadig åben. Og når jeg sidder her nu, tyve år efter, og er blevet jordemoder, har dyrket triatlon, været på feriekoloni og efterskole og krydset atlanten, sender jeg en kærlig tanke til Lene med det krusede hår, det store smil og de kloge ord.
Jeg håber, at hun stadig sidder på sit kontor og siger det samme til andre familier.

Nåh, men tiden gik, jeg blev ældre, og vi lærte hinanden at kende på godt og ondt.
Mig og dig, diabetes.
Det blev hverdag, og jeg accepterede dig som en til tider irriterende, men helt naturlig del af mig.
Du lærte mig om ansvar. Om konsekvenser. Og glæden ved at nå sine mål.
Jeg havde uden tvivl været en anden uden dig. Hverken bedre eller dårligere. Bare en anden.
Hvis der er noget, du har givet mig, er det livslektioner. Og tro det eller lad være, men flere af dem ville jeg helst ikke være foruden. Du har gang på gang pustet til min fandenivoldskhed – på den gode måde.
Hvis nogen siger, at der ikke er noget jeg kan på grund af dig, tøver jeg sjældent med at sætte mig i førersædet og bevise, at de tager fejl. Det er meget muligt, at det er mere besværligt for mig, fordi jeg har dig med på slæb – men det er sjældent umuligt.
Og hvis nogen overdramatiserer og taler uforholdsmæssigt grimt om dig, tager jeg dig og vores liv sammen i forsvar.
Når alt kommer til alt, må man jo spille med de kort, man har på hånden. I livets spil er det jo heller ikke en mulighed, at bede giveren om at blande sol og vind anderledes, vel?

Efterhånden som jeg blev større, blev du en mindre del af mig. Fordi jeg fandt ud af, at jeg kunne og var, så meget andet. Jeg kunne fortælle lange anekdoter med eller uden dig, tegne og fortælle, så folk lyttede. Med alvor eller latter. Og når du drillede mig – når du stadig driller mig – kan jeg fra tid til anden tegne mine frustrationer væk.

Og nu er det tyve år siden jeg kom hjem fra hospitalet med dig på slæb. Jeg vidste det ikke dengang, men du gav mig meget mere end behovet for at injicere insulin efter hvert måltid. Du gav mig viden, indsigt og en menneskelig forståelse fra en tidlig alder. En trodsighed og drivkraft, der kan være svær at beskrive.
Glostrups børneafdeling fik også lidt at tale om, så vidt jeg ved. Da jeg så stedet sidst som syttenårig, levede anekdoten om den lille pige med det store temperament og de flyvske gummistøvler i hvert fald i bedste velgående!

Vi har tyve års jubilæum i dette mærkelige ægteskab, og undersøgelser viser, at når man efter tyve år ikke har fået komplikationer af dig, så er risikoen for at det skulle opstå betydeligt mindre.

Så skål, Diabetes!
For dét vi har sammen – men mest for alt det jeg er udover dig!

Hvis du ikke kan få nok af bloggen, kan du stalke den på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Af skade bliver man klog, men sjældent… smuk

Herregud. Vi har jo alle vores at slås med.
Nogle kampe er store. Andre er små.
I dag handler det om én af de små kampe:

Kampen mod det fedtede hår

Jeg husker det ikke som om, jeg altid har fedtet hår. Som barn var det vist bare gennemsnitsligt, tror jeg. Måske hænger den pludselige fedtethed sammen med dengang, jeg kom til at vaske hår i kalkfjerner.
Anyways. Mit hår fedter. Sådan er det bare.
Jeg har prøvet alverdens shampoo’er, hårkurer og afholdenhedsteorier, men håret, ha! det er da ligeglad. Så for ikke at komme ind i en ond spiral med hårvask hver eneste dag, bruger jeg med jævne mellemrum tørshampoo.
Forleden fandt jeg en på tilbud. Med den beskedne label

THE WORLDS BEST DRY SHAMPOO

Ej, men så kan du da ikke bebrejde mig – det bliver man jo nødt til at prøve!
Dagen efter skulle jeg have konsultation i jordemodercentret, og tørshampoo’en skulle stå sin prøve.
Forstå mig ret; jeg vil selvfølgelig gerne se godt ud hver dag, men på fødegangen er folk jeg møder, jo tit meget optaget af noget andet, end hvordan jordemoderens hår sidder.
I konsulationen kan man jo bare sidde og kigge. Og kigge.

Nåh, men håret trængte til en lille opfrisker, det måtte jeg indrømme. Det var ikke overvældende. Bare lige de totter, der sad tættest ind mod ansigtet.
Læste på etiketten og fulgte anvisningerne.
Bøjede mig fremover og hev professionelt ud i forskellige totter, som jeg gav en ordentlig omgang fra rod til spids.

PFFFFFFFffffffffff! Pffffffiiiihhrfffffffffffffffffffffffff! pfffff! PPPfffff!

Syntes faktisk, at jeg havde ganske godt styr på skidtet.
Indtil jeg atter rettede kroppen op og fik øjenkontakt med mig selv.
Eller rettere:
Mit Cruella Devil-agtige tresårige selv!

image

Jeg havde føkme fået en tørshampoo til blond hår. Meget blond hår!
Totterne rundt om mit ansigt var bleggrå og stride.
Jeg redte og redte og redte og gispede og redte endnu mere. Jeg lignede jo for filan én, der var på vej til udklædningsfest!
Det blev bedre. En smule.
Jeg fik stress, da jeg kiggede på uret og så, at jeg skulle møde den første gravide om en halv time. Som mange andre kvinder før mig, måtte jeg indse, at min aldringsprocess ikke var sådan at tage tilbage.
Jeg svedte og glinsede og snoede hårlokkerne i opfindsomme vinkler, mens jeg prøvede at gemme mine grå totter.

Det endte med at være… ok. Hvis man ikke kiggede sådan særligt… indgående på mig.

Og den dag, var der i hvert fald ingen, der spurgte mig, hvor meget erfaring, jeg havde.

 

Kan du ikke få nok, kan du stalke bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM