Hindbærkroppen tur/retur

Nåh, men engang i november proklamerede jeg jo ligesom, at nu – N U – skulle det være slut med al den slinger!
VÆK med yoyo-vægt – okay, who are we kidding – bare stigende vægt, VÆK med kulhydrater, kage på arbejdet og SLUT med kun at motionere lattermusklerne.

Det gik sådan skidegodt.
Et par uger.
Jeg tabte mig lynbørge et par kilo, mærkede at mine arbejdsbukser ikke krævede helt samme kamp for at få op over balderne og tænkte; yesss!

Men ak, winter was sandelig coming.
Nærmere betegnet;
Jul.
Så lille et ord, som så mange kalorier kan gemme sig bag!
Jeg syntes selv, at jeg klarede  december ret godt.
Tabte mig ikke yderligere men holdt ved mit beskedne vægttab.
Da jeg nåede januar, gav jeg mig selv en flyvende high five for min stålfaste indsat og roste mig selv for at være kommet helskindet igennem.
Men min krop tænkte fuck dig! og fra det ene øjeblik til det andet, tog den det kiloene på igen.
Jeg prøvede naturligvis at kaste jeg-er-nok-præmenstruel-og-oppustet-kortet, men efter tre uger, måtte jeg jo indse, at det ikke var det…

Så her er vi.
På den igen.
Min nye strategi er at sige højt, når jeg skal motionere eller cykle de elleve kilometer til arbejde. Bare så én eller anden forhåbentlig holder mig oppe på det.
Fortalte frisk min mor i går, at jeg skulle op at svømme i dag.
Men kunne allerede mærke, da ordene kom ud af min mund, at tanken om at skulle være den eneste kvabsede der ikke var gravid i svømmehallen, gjorde at modet sank i brystet på mig.

Så ville jeg nok normalt have “glemt” at stille mit vækkeur.
Være blevet for træt. Ikke have rene håndklæder eller andet i den boldgade.
I stedet tænkte jeg, at det var fair nok, når man har sportstasken fuld af kropskomplekser, at svømmehallen ikke var min yndlingsarena. I hvert fald ikke for nu.

I stedet greb jeg min jernhest, og selvom vejret var klamt og tåget, lovede jeg mig selv, at jeg ikke fik lov til så meget som at overveje, at komme tilbage før jeg havde cyklet tyve kilometer.

image

Jeg skulle måske nok have overvejet det, da jeg så hvor tåget der var på fælleden.
Jeg overvejede i hvert fald muligheden for, at jeg medvirkede i en gyserfilm og snart skulle slagtes på den mest bestialske måde og dumpes i farvandet under motorvejsbroen.
Der var fuldkommen mennesketomt, og det var umuligt at se mere end 25 meter frem. Jeg blev snart bekymret for at fare vild og måtte starte min egen civilisation, og besluttede mig derfor for kun at cykle ligeud.
Det fik mig ud på en virkelig tvivlsom grusvej beklædt med is.
Som en forprogrammeret robot ventede jeg bare tålmodigt på at:

a) Mobomondo ville sige at jeg havde cyklet 10 kilometer, så jeg kunne vende om, eller

b) Jeg ville skride/glide i grus og/eller is og falde i åen, og måtte blive ven med kronhjort, der kunne vise mig en varm kilde

Da jeg var ved at falde for fjerde gang, måtte jeg dog se i øjnene, at følgerne af ikke at have cyklet præcis tyve kilometer når jeg kom hjem, var mindre fatale end at flække skinnebenet i ingenmands – og jeg vendte om.

Og derfor kunne man så se mig cirkulere rundt om blokken som en anden børnelokker indtil Mobomondo endelig befriede mig fra min forpligtelse med de søde ord:
distance: twenty kilometer

ps. hvis du spørger mig, hvad der har fået mig op på motivationshesten igen, så er det, at jeg har fået en app, der estimerer hvor hurtigt jeg kan komme ned på min målvægt.
Den startede med at sige syv måneder.
Efter sidste indtastning sagde den enkommafire år!
Shizzle my nizzle! Tid til at tage sig sammen!

Hvad gør I for at (gen)finde motivationen til det, I går og kæmper med?

….

Hvis du lyster, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Hun skjulte den nu godt, den ros

I går sad jeg og så en snigpremiere på det TV-program, jeg er med i i et splitsekund.
Vidste ikke, om jeg kunne holde ud at se det alene, mens jeg kunne sidde og krumme tæer over min skingrende Anna&Lotte-stemme, så jeg havde allieret mig med min mor.

Jeg forestillede mig, hvordan hendes moderhjerte sikkert svulmede af slet skjult stolthed, ved at se eget afkom rødblussende og med maniske øjne kastet op på mine forældres toogfyrretommers TV, og jeg beredte mig på at tage imod hendes uforbeholdne ros.

Jeg er dog ikke så god til sådan noget med at blive rost.
Bliver meget forlegen.
Vil nærmest helst være fri.

image

Min mor kunne have sagt “charmerende og klog”, “empatisk og dejlig”, “ufatteligt alvidende” eller bare “knus-elskelig”
Men min mor ved, at jeg ikke så godt kan lide at blive rost.
Så hun sagde:

image
Mor kan man bare altid regne med.
Ved altid, hvad en datter har brug for at høre.

“Jysk.”
Tak, mor.

….

Hvis du ikke kan få nok eller bare ikke vil gå glip af det kommende indlæg om mine egne tanker om programmet, kan du følge sortpahvidt på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Den usamarbejdsvillige weekend

Kender I det der med, når stjernerne står på den helt rigtige måde?
Altså sådan, at alt hvad du siger, gør og rører ved bare går din vej. Alt falder på plads, ting går i orden på mirakuløs vis og selv situationer som du tænker ser virkelig øv ud, ender med at arte sig helt fantastisk?

Ja?

Sådan har min weekend slet ikke været.

(Og hvis du netop nu sidder på arbejdet, egentlig burde læse eller skulle sikre verdensfreden, bør du lukke for indlægget nu – for det er ligeså langt som min weekend har føltes.
Fint?
Ja ja.
Sig ikke, at jeg ikke advarede dig!)

FREDAG
Én ting var, at jeg skulle arbejde fireogtyve timer fordelt på lørdag og søndag. Det var sådan… pisse ret udmattende at tænke på.
Men bevares, livet er jo for kort til at gå og mugge over ting, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Siger nogle.

Så fredag efter min konsultation tænkte jeg, at jeg ville få mest mulig hygge ud af en særdeles kort weekend, og jeg besluttede mig for at svinge turen forbi min mor, som var alene hjemme, fordi min far var på arbejde.
Vi indtog bøffer, afslapning og dejlig indholdsfattig snak foran flimmerkassen, og selvom jeg kom lidt for sent hjem til at kunne nå otte timer i drømmeland, tænkte jeg “bah, det indhenter jeg – vi lever jo kun én gang!” mens jeg smækkede hoveddøren op.

Jeg tøvede dog en smule, da jeg kom ind i køkkenet og nærmede mig mit køleskab.
Jeg vidste godt, at der bag den hvide dør ikke rigtig gemte sig noget madpakkemateriale. Men jeg visualiserede mig et mirakel og åbnede køleskabet, mens jeg tænkte, at håbet jo er lysegrønt.
Det var mit køleskab dog ikke.
Det var helt sort.
Jeg greb den nærmeste mælkekarton med en voksende uro.
Den var lunken.
Åbnede fryseren.
Kunne se svedperler.
Åh gru! Et køleskab må simpelthen ikke gå i stykker op til at man to dage kun er hjemme i tidsrummet 21-06!

Men så gik noget andet op for mig:
Ikke kun køleskabet var sort.
Det var min stue også.
Og soveværelset. Og toilettet.
Jeg havde kun strøm i entréen og i højre halvdel af køkkenet!
Skyndte mig over til mit sikringsskab (hedder det egentlig det??)
Nåh, men klog af erfaring vidste jeg, at jeg havde automatiske sikringer. Logisk set skulle der blandt alle knapperne være én eller to, der var slået ned, som man – vupti! – skulle trække op og så have strøm igen.
(Og ja, det ved jeg, fordi jeg en mørk aften fik min far til at komme over, da jeg ikke kunne finde den sikring, der efter alles beskrivelser burde rasle og være dén der skulle skiftes.
Min far kom forbi, kiggede på min sikringstavle (ja, dét må vist være ordet. Nej?), slog en knap op og efterlod så sin håbløse single datter.)

Nåh, men nu var klokken 22.45 og dyre råd var rådne, for ingen knapper var slået fra, og jeg prøvede forsøgsvis og ret utålmodigt at trykke hele molevitten ned og op igen. Jeg fik ikke andet resultat, end at lejligheden enten var sort eller kulsort. Med lige så sort samvittighed måtte jeg atter foretage et håndværkernødopkald til min far. Gennem min mor. Ja, jeg følte mig vældigt voksen og uafhængig…
Han ville komme næste dag og kigge på sikringerne, lovede hun.

Jeg børstede tænder i bælgmørke og gik i seng. Jeg kunne lige nå at sove fem en halv time, hvis jeg skyndte mig.
Jeg syntes, at det var meget synd for mig.
Jeg skulle bare vide…

LØRDAG
Vågnede badet i sved, viklet godt og grundigt ind i min dyne. Havde sovet virkelig dårligt af frygt for, at min telefon skulle løbe tør for strøm (kunne jo ikke oplade den) og på den måde gentage min ufrivillige direktørmødetid.

Tog bussen på arbejde.

Efter to fødsler og tolv timer havde jeg fri.
Men da den sidste fødsel var kort forinden vagtskifte, måtte jeg først færdiggøre journalskrivningen, inden jeg kunne gå.
Klokken 20.30 forlod jeg fødeafdelingen – ret træt ved tanken om, at jeg præcis elleve timer efter skulle stå der igen.

Min cykel havde stået i hospitalets parkeringskælder, men jeg kunne på ingen måde overskue at cykle hjem nu.
Jeg legede, at jeg var blevet fyrsteligt rig af min jordemoderløn, smed cykel og slaskekrop ind i en taxa – og sad på bagsædet og bestilte takeaway, så jeg kunne få lidt aftensmad, inden jeg gik i seng.

Overvejede at stille cyklen i kælderrummet, da jeg kom hjem. Men jeg orkede det bare ikke. Op og ned ad stejle trapper med jernhest over skulderen? I think not.
Så måtte det jo briste eller bære.
Jeg havde desuden en fræk aftale med min dyne og thaimad. Og skulle lige lave glædesdans over, at min far havde fikset mine sikringer.

Jeg havde strøm igen. Skulle ikke gå i bad i mørke.
Nu manglede bare søndag.
Alt tydede på, at mine prøvelser var forbi.
Jeg kunne lige nå seks timer på langs. Hvis jeg skyndte mig.

SØNDAG
Vækkeuret ringer. Er det nat? Hvad skal jeg i dag?
Åh, jo. Arbejde.
Kigger ud på sneen. Det blæser ikke. Det er faktisk et ret smukt vejr.
Stillede jeg ikke cyklen i tredje eller fjerde gear?
Så skulle det da nok være okay at cykle på arbejde.
Selv med frosne gear.

Jeg har cyklet præcis 0,2 kilometer, da jeg må indse, at cyklen er frosset i andet gear. Mine ben fræser derudaf, men jeg kommer knap nok frem.
Man skulle faktisk tro, at jeg sad på en stationær cykel.

image
Jeg prøver at bevare optimismen.
Ja ja, så får jeg og min hindbærkrop lidt ekstra motion i dag, tænker jeg.
Det er sgu nok egentlig ret tiltrængt.
Og jeg kommer til at eeeeeeeelske alle de andre gear, når jeg skal hjem igen. Hvor er det godt, at jeg har tolvtimersvagt igen i dag, så cyklen har god tid til at tø op! Nogle gange skal man lige undvære ting -såsom strøm og seks gear – før man sådan rigtig sætter pris på det igen, tænker min kvalmende positive side.

Jeg kommer på arbejde og ligner mest en flydende substans, en klistret udgave af mig selv.
Overvejer et hurtigt bad, men har ikke tid.

Et bad når jeg dog at få alligevel, for jeg har kun været på arbejde i ti minutter, da en stor del af mig af forskellige årsager befinder sig nede i et fødekar! Heldigvis klarer hestehalen frisag…
Okay, tænker jeg. Det er lidt skidt en start. Men mit gode humør skal den her usamarbejdsvillige weekend i hvert fald ikke tage fra mig!

Tolv timer efter har jeg fri og kan ikke vente med at komme hjem. Og i bad. Og i seng.
Forlader afdelingen som skudt ud af en kanon.
Nede i omklædningsrummet opdager jeg dog, at jeg har glemt at aflevere en afdelingsnøgle.
Føk.
Klæde om.
Tilbage til fødegangen.
Ja, hej, det er mig. Nøgletyven.
Farvel, farvel igen.
Ned til cyklen.
Har glemt mine vanter i omklædningsrummet.
Fortrænge indre vrede på sig selv.
Tilbage til omklædningen.
Gribe vanter.
Tilbage til cyklen.
Op på cyklen.
Gear der spinder som en kat og lige så smidigt skifter fra første til syvende.
HALLELUJA!
Og så
Afsted!

Jeg havde kækt og fløjtende cyklet præcis 1,4 kilometer, da mine gear fryser igen.
Ja. I syvende.
I shit you not.

Turen over sjællandsbroen satte mine ben- og bækkenbundsmuskler på så alvorlig prøve, at jeg nær havde tisset i buskerne.
Efter en sådan usamarbejdsvillig weekend, er jeg faktisk glad for at det er mandag i dag!

Vil du vide om cyklen arter sig, lejligheden har lys eller om min familie boykotter deres forvirrede datter, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

 

Guldkornene snubler ligefrem over hinanden

Jeg er blevet kontaktjordemoder.

Til de af jer, der ikke lige ved, hvad en kontaktjordemoder er, kan jeg fortælle, at det er lidt ligesom en mentorordning, hvor en jordemoderstuderende følger én eller flere jordemødre, mens den studerende er i praktik i løbet af uddannelsen.
Kontaktjordemoderen har den studerende med i sine vagter og lærer denne op i jordemodervirket.

Jeg har før været reservekontaktjordemoder. Og det er såmænd gået meget fint. Der har jeg også fundet en vis ro i, at der jo ligesom er en anden, der kan rette op på alle de unoder, du uforvarende skulle have givet videre til den studerende…
Men nu er det bare gået op for mig, at det dér med at skulle være kontaktjordemoderen – der hviler der bare meget på dine skuldre!

I nat skulle kontaktjordemoderrollen stå sin første prøve på fødegangen.
Nu skulle der deles ud af gode og lærerige og vedkommende erfaringer. Fif og nyttige småtricks og fine fingerfornemmelser.
Der var så meget, jeg kunne gå i dybden med.
Det var svært at vælge.

Eller bare komme på noget.

Hvad som helst.

image

image image

image

Vil du vide, hvilke spændende anekdoter jeg ellers kan bidrage med, kan du følge bloggen på FACEBOOK – og vil du have flere af hverdagens gråtoner, kan jeg også stalkes på INSTAGRAM.

Tag jer i agt for den frygtelige grimhedssøvn!

Altså.
Alle taler jo om søvn som noget virkelig positivt.
Otte timer med lukkede øjne og hjernen på standby og – vupti! – så vågner du op med fornyet energi, kreative tanker og en veltilpas krop.
Nemlig.
Den såkaldte skønhedssøvn.

Det var altså slet ikke dét, der skete med mig natten til lørdag.
Da jeg vågnede i min seng lidt i ti om formiddagen, var mine øjenlåg så hævede og posede som en hiphoppers bukser.
Mit hår (som jo ellers er nyklippet) var stift og strittende og gjorde tydeligt nar af tyngdekraftens påståede begrænsninger.
Hårene på både ben og i armhuler syntes på mystisk vis at være vokset adskillige centimeter på ganske få timer – og stak og kløede ad helvedes til.
Min mund var tør som sandpapir og klistrede som om jeg af forunderlige årsager havde prøvet at drikke tapetklister – eller ulden som om kropshår også var vokset ud her!

image

Der kunne ikke være nogen tvivl.
Jeg var blevet ramt af et grusomt tilfælde af grimhedssøvn!
Jeg stakkel!

Og dette tilfælde havde så ganske afgjort ikke noget at gøre med, at jeg var ude og få en lille bitte smule at drikke fredag aften.
Og måske følte mig forpligtet til at få virkelig meget valuta for pengene til happy hour.

Notat til mig selv:
Det er nok ikke tilfældigt at happy rimer på crappy

Jeg lå i hvert fald i min seng og havde det jævnt dårligt over, at jeg pludselig havde fået overnaturlige evner og ganske tydeligt kunne mærke, hvordan jorden drejer rundt om sig selv.

Så mens jeg lå i min seng og tænkte på, at mens nogle vågner op i armene på én de elsker lørdag morgen, så gjorde jeg det også lidt. Jeg havde i hvert fald ligget i ske med min cheeseburger-menu fra Mac’en… Og jeg besluttede mig for først at stå op, når mine superkræfter var forsvundet. Det vil sige; i dag.

Har I også været udsat for grimhedssøvn? Måske endda den variant, hvor man skal ud og lege eksorcisten på toilettet?
Kan det have været noget, vi har spist?

Find ud af, om grimhedssøvnen vender tilbage! Følg bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Damen med lortehåret

Var hos frisøren i går.

Jeg kom virkelig skidt fra start.
De få hundrede meter jeg gik fra bussen over til salonen, kunne jeg mærke, at mine jeans troede at de skulle på en sydlandsrejse ned over min røv.

Jeg havde ikke lyst til at entrere frisøren halvnøgen, men heller ikke med et voldsomt vrikkende hofteparti, mens jeg vred bukserne op på plads, så jeg udtænkte en plan:
Komme ind – helt casual – nikke til sekretæren, og så vende ryggen til, lyne jakken op (den går helt ned til knæhaserne) og i skyggen af min jakkeryg, helt diskret små-shake bukserne op om hofterne igen.

Da jeg kom ind, var der dog ikke nogen at nikke til. Skranken var tom, og jeg tænkte, at det var mit held.
Jeg vendte mig væk fra de øvrige mennesker, lynede jakken op og stille – ganske stille – vrikkede jeg hofterne fra side til side, mens jeg fik bukserne heeeeeeelt op på plads.
Jeg troede, at jeg var sluppet godt fra min lille sjæler med mine bukser, men da jeg vendte mig tilbage mod salonen, fik jeg indforstået øjenkontakt med den mandlige (!) sekretær, som stod og ventede på at spørge mig, hvem jeg havde tid hos.
Jeg ved ikke, hvor han var henne for 30 sekunder siden, da jeg troede, at jeg var alene, men det var også lige meget nu.
Han behøvede ikke at sige noget.
Jeg kunne se, at han havde set, hvad jeg troede var en diskret redning fra mine bukser med nudistiske tendenser.
Jeg burde have taget seler på.

Nåh, men det jeg egentlig vil frem til, er hvad pokker der egentlig sker, når man kommer hen og sidder foran det dér frisørspejl?
Jeg vidste godt, at mine spidser – måske bare de første ti-tyve centimeter – var spaltede og krusede som en stålskuresvamp. Herregud, det er vel dét, man får ud af, ikke at have været til frisøren siden september.
2014.
Ja. September 2014.
Jeg er ikke stolt.
Ved ikke, hvor det gik så galt.
Men da jeg så sad, dér foran spejlet, så jeg ikke bare de spaltede spidser.
Jeg så alt!
ALT!

image

Mine øjenbryn var både buskede og tynde på samme tid. Hvor længe havde bumsen i næsefløjen været der? Og hvordan kan håret både været tørt og fedtet??

Jeg skulle lige til at sukke teatralsk, flå frisørkappen af og og tage mit grimme hår og skride, da jeg pludselig opfangede, hvad damen der netop havde taget plads ved siden af mig, sagde til sin frisør:

image

Jeg vil ikke udtale mig om, hvordan hendes hår så ud, men det var rart ikke at være alene med mine hårfrustrationer, og jeg kiggede tilbage på mig selv, og havde det sådan hér:

image

Det er jo altid dejligt, når man ikke længere er den, der har grimmest hår i frisørsalonen…
Så da frisøren spurgte mig, hvad der skulle ske, var jeg øjeblikket efter ikke længere forfalden til at sige:

Fuck det, Annette. Vi klipper lortet af og finder en troværdig paryk.”

I stedet sagde jeg dét, jeg altid siger:

“Åh, du ved. Jeg vil gerne have et godt stykke af. Og lidt pandehår. Og lysere striber. Noget, så jeg ser lidt…. friskere ud.”
Som om et par etager hér og dér mirakuløst kunne udglatte de rynker, som nattevagter beslutsomt er ved at mejsle ind rundt om mine øjne…

Og Annette sagde det, hun altid siger:

“Den klarer vi”
Hun fik endda flettet et par helt troværdige komplimenter om mit tvivlsomme hårs karakter ind. Ingen kan kurre naturligt fald som en frisør.

Nåh, men hun havde ret, havde hun.
Halvanden time senere sad jeg igen foran spejlet – med rettede bryn, kastanjestriber og skinnende lokker.

Selv damen med lortehåret så glad ud.

Men helt ærligt; tror I også, at de gør et eller andet ved de der frisørspejle, så man på én eller anden måde ser mere end almindeligt grim ud, når man kigger i det første gang?

Hvis du lyster, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM. Måske beslutter jeg mig endda for at flashe et billede, at mit ikke-lortehår…

Hvad dronningen og jeg har tilfælles…

… udover virkelig gode hattehoveder, er nok, at vi begge vil kigge tilbage på 2015 og især mindes, at vi ufrivilligt fjumrede rundt på en måde som andre mennesker kunne bevidne…
Men også, at vi begge nok skal komme over det.

Kære læsere,
2015 blev på bloggen et år med følelser af de helt store.
Jeg har været pinlig.
Åh, så pinlig.
Nogle gange pinlig på præcis samme måde, som jeg har været det hundrede gange før.
Som for eksempel i maj, da jeg troede, at jeg og min lever skulle tørlægge Indre København. Og i øvrigt slet ikke tvivlede på, om det var en god idé.
Jeg har lavet klassiske og pinlige dumheder, men i afskygninger jeg troede kun skete i slap-stick-komedier. Med – åh føk – Adam Sandler i hovedrollen.
Men jeg har også været pinlig på måder, som jeg aldrig har prøvet før.
Som for eksempel dengang jeg sov en lille bitte smule over mig.
Jeg har ikke sovet så meget som et minut over mig siden da. Faktisk betød det, at jeg i en periode trofast vågnede op med at sæt klokken 03.54 og var sikker på, at jeg skulle på arbejde N U.

Men det har ikke kun været sjov det hele.
I forbindelse med finanslovsforslaget, der så ud til at ville sløjfe 260 millioner til landets svangreomsorg, besluttede jeg mig for at skrive om min hverdag som jordemoder.
Det var med mere end en smule bæven. Det er altid lidt skrækindjagende at krænge sit hjerte ud.
Men alle betænkeligheder blev gjort fuldkommen til skamme. Af jer. I skrev de sødeste og ærligste kommentarer. I likede og delte. Skrev rosende ord om jeres jordemødre og fødsler. På et døgn blev indlægget fra min lille blog læst mere end 3000 gange.
Hånden på hjertet; jeres ord og handlinger varmede på det helt rette tidspunkt. Jeg havde sgu krise over at se, hvad besparelser gjorde/gør ved det fag, jeg elsker. I mindede mig om, at det nyttede. I mere end én forstand – for vi fik alligevel øremærkede midler.
Så tak! Bare tak.
Læs eller genlæs indlægget hér.

For knap et år siden, blev jeg grebet af en gal motionist og sagde ja til at deltage i en kvindetri. Boy oh boy, hvad det ikke skulle have af betydning for foråret 2015. Jeg vidste ikke, at man kunne hade en app så meget, før jeg hørte Endomondos dømmende stemme distanceret vrænge hånligt hvor langsomt jeg løb.
Jeg havde håbet, at triathlonet ville give mig en lidt mere fit krop med tonede mavemuskler og mændene rendende efter mig, men i realiteten  tog jeg fem kilo på (nej, det var ikke i muskelmasse, det var jeg-har-jo-været-ude-at-løbe-knas) og mændene udeblev.
Alligevel er kvindetrien noget af dét, jeg er mest stolt over at have bedrevet i 2015. Jeg var hverken hurtig, overskudsagtig – faktisk ikke engang særligt overbevisende – i min præstation, men jeg gennemførte.
Derfor har alle, der kaster sig ud i nogle lidt håbløse projekter min dybeste respekt. Og jeg vil aldrig nogensinde mere tænke, at nogen løber langsomt. Aldrig. Har du løbesko på og er begge dine fødder uden kontakt til jorden på et givent tidspunkt, fortjener du applaus efter min mening!
Jeg lærte desuden, at det er virkelig svært at tage stramt tøj på, når din krop er våd og klæbrig som tapetklister.  Havde min tri-buddy ikke været til hjælp med at få min sport-BH ned over de dertilhørende bryster, så havde jeg sgu stået der endnu, i Hellerup, halvnøgen og me bukserne omvendt på…
Læs første del i trilogien om triathlonet hér.

Til sidst vil jeg bare sige tak for et sjovt år på bloggen.
Tak til jer der kommenterer og kommer med råd.
Jer der griner og græmmes med mig.
Jer der læser med ugentligt eller bare engang imellem.
Uden jer var det jo slet ikke halvt så sjovt at blogge.
Hverken om de store eller små spørgsmål i livet.
Om hverdagens gråtoner.
Sort på hvidt.

På genlæs i det kommende år, hvor jeg uden at love for meget kan sige, at jeg glæder mig til nogle nye, spændende – og selvfølgelig – pinlige eventyr, og håber at udleve en drøm eller to.

….

Vil du absolut ikke gå glip af et eneste indlæg, kan du følge med på FACEBOOK og vil du have alle gråtonerne mellem hvert indlæg, kan du også stene med på INSTAGRAM