I lørdags havde jeg været afsted i to og en halv måned, og det slog mig lige pludselig, at der kun var én måned, til at jeg skulle tilbage til Danmark igen.
Én måned til vi rammer fjortende februar og jeg foretager rejsen med omvendt fortegn.
Hvor bliver tiden dog af?
Selvom jeg glæder mig til at se Danmark, familien og alle mine venner og kolleger (og solen!) igen, så er det jo faktisk først nu, at jeg er ved at falde til.
Altså, sådan rigtigt.

Det sociale fylder rigtig meget heroppe.
Selvfølgelig gør det dét.
For når du rejser til et ukendt sted uden familien, venner og et arbejde du kender ud og ind, så er der meget lidt tilbage at læne sig op ad.
Der er dig.
Og dem, der er i samme situation som dig.

De to sygeplejersker AS og M, der kom herop samme fortumlede dag som mig, er blevet min erstatningsfamilie.
M tog en måned til Uummanaq efter den første introduktionsdag, og det betød, at AS og jeg lænede os op af hinanden og kiggede lige trætte på hinanden, når vi kom hjem fra arbejde og var helt skæve i hovederne.
Jeg bor i en lille to-værelseslejlighed 100 meter fra sygehuset.
Ejendommen hedder funktionærboligen, og her bor udelukkende andre medarbejdere fra sygehuset.
Heldigvis fik AS lejlighed på samme gang som mig, ja, vi blev faktisk genboer.
Det har betydet, at vi nærmest lever i kollektiv som en meget improviseret familie.
Stiltiende har vi fået lavet en madklub, hvor vi spiser sammen hver aften.
På ét eller andet tidspunkt dukker den anden simpelthen bare op (vi låser ikke dørene – man går bare ind), kaster sig på sofaen og siger
“Føk, jeg er træt!”
Hvis den anden er mig, siger jeg:
“Også mig! I dag måtte jeg arbejde en time over, fordi en gravid insisterede på at jeg kiggede på hende fordi hun havde ondt i navlen… Men så ikke kom!”
Og hvis den anden er AS eller M siger vedkommende:
“Også mig! I dag brugte jeg en time på at behandle en person, der kom ind med smerter, når man trykkede vedkommendes næse op!”
Så laver vi mad sammen og taler om stort og småt.
Hvornår stormen monstro stopper, om flyene går, om mærkelige situationer på arbejdet, hvilken disney-film, der har de bedste sange og så videre og så videre.
Vi diskuterer også om opvasken (hvis er størst/ældst/lugter mest?) om man kan udskyde tøjvask endnu en… uge dag, om ikke der er en anledning til at drikke rødvin.
AS og jeg er med andre ord som et gammelt ægtepar.
M bor lidt uden for byen, så hun kommer og bliver passet og plejet, fortæller om sine pinligheder og mægler imellem os, hvis vi ikke kan blive enige om vi skal spise burgere eller bagte kartofler.
Ja, hun er vores lille barn.

I fredags var der personalefest.
Jeg er byens eneste jordemoder i tre uger (ja, TRE uger!), så jeg måtte komme gennem aftenen pinligt ædru.
Jeg havde desuden haft en lang uge med mange fødsler og masser af nattearbejde, så jeg regnede med, at jeg ville gå tidligt hjem.
Vagttelefonen brændte i min lomme, og jeg krydsede alt for, at den ville være tavs weekenden igennem. Det er hårdt at være på kald hele tiden.
Men jeg havde det ALT for sjovt til at tage hjem.
Boy, oh boy, grønlændere forstår at feste!
Efter maden kom et par spillemænd og satte stemningen.
Jeg har aldrig været til en fest med så mange selskabslege og hvor alle var så ivrige efter at deltage – uanset om man havde drukket alkohol eller ej.
Folk grinede og hujede og råbte og at deltage i grønlandsk polka var ikke et spørgsmål om lyst, men simpelthen for underholdende til at gå glip af.
Unge som gamle, der svingede rundt og rundt og rundt og så lige et klap hér og der og så igen rundt og rundt og rundt. Faktisk var det lidt mit held, at jeg var ædru, for ellers havde jeg med garanti stået på næsen efter alle de svingninger.
Fællessange på både grønlandsk og dansk var der også, og det var rart at opleve, at blive blandet mere i personalegruppen end til dagligt, hvor danskere og grønlændere desværre er noget opdelt fx i kantinen.

Ud på de små timer var det begyndt at tynde lidt ud i festdeltagerne.
Bandet gik ud for at ryge en hurtig smøg og beruset af den gode stemning dansede M og jeg rundt og sang lidt på dansegulvet.
Én af fællessangene havde været “Så Længe Jeg Lever” og den havde ikke sluppet sit tag i mit hoved, så mens vi fjollede rundt, sang jeg den som en improviseret kærlighedserklæring til mit plejebarn.
Spillemændene var imidlertid kommet tilbage, og da de hørte sangen, begyndte de spontant at spille akkorderne til “Så Længe Jeg Lever”, mens jeg sang.
AS og én af lægerne, F, kom oppe og dansede og så stod vi som de eneste danskere tilbage på dansegulvet og gav den gas, mens resten af selskabet sad og klappede i takt.
“Kom!” Råbte vi.
“Kom herop og vær med!”
Og så rejse de resterende tyve sig og løb op til dansegulvet, greb hinanden i hænderne og dannede en cirkel rundt om os mens vi alle sammen sang til hinanden

“SÅ LÆÆÆNGE JEG LEVER, SÅ LÆNGE MIT HJEERTE SLÅÅÅR, SÅ LÆNGE VIL JEG ÆÆÆLSKE DIIIIIIIIIIIIAAAAAAIIIIG!”

Og mens jeg stod der og sang og gestikulerede, blev jeg grebet af en sjælden sentimentalitet.
Det spontane sammenhold virkede i al sin enkelthed så smukt.
Mens jeg stod dér – seksogtyve år og helt alene – og så alligevel så helt igennem sammen med de mennesker, der sang sammen med mig.
For tre og en halv måned:
Min erstatningsfamilie

Men hvad bliver der af erstatningsfamilier, når rullestenen må videre?
Hvad bliver der så af onsdagsrødvinen?
Og hvem skal have kælkene?
Og M?
Skal vi ud i en grim skilsmissesag?

Vil du have mere af hverdagens gråtoner i dit newsfeed, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT for meget mere Grønland, gak og løjer.
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

Tænkte, at det måske var på tide med en lille vejrmelding fra Grønland:

I går overskyet med dårlige veer, langtrukkent forløb og svært træt jordemoder. Sidst på aftenen fødsel, op mod tyve centimeter sne og frisk rumlen fra jordemoderens mave.
Smuk nattehimmel med spredte snefnug, pletvis skyer og chokoladecrawings.
Sne som en kæmpemæssig dyne i et nyskabt fantasiland.
Stor risiko for ubændig trang til at lægge sig ned og lave sne-engel til trods for at alder muligvis er tyve år for gammel.

Og så i morgen:
Let skyet med udsigt til at være eneste jordemoder i Ilulissat de næste tre uger *indsæt bæven*
Ellers forventning om opklaring med fødselsfrit lejde, ædruelig hygge og nordlys i weekenden.

Grønland, jeg kommer til at savne dig og dit bemærkelsesværdige vejr! Snart er der bare en måned tilbage.

Hvordan lyder din vejrmelding?
KAN man være for gammel til sne-engle?
Og kan man virkelig stadig halte, når det er to måneder siden man forstuvede anklen i grønlandsbrandert??

Vil du se flere vejrmeldingerne fra hverdagens gråtoner, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Første januar var endnu en mærkedag her i julekalenderland.
Dér havde jeg nemlig været heroppe i to måneder og er dermed halvvejs i mit vikariat nu.

… Og så var det, at det gik op for mig, at jeg faktisk ikke har fortalt så meget om, hvad jeg egentlig laver heroppe og hvordan det adskiller sig fra mit jordemoderarbejde i Danmark. Om hvordan det faktisk er at være gravid og føde i Grønland.

Den største forskel i min grønlandske hverdag er, at jeg primært har dagvagter.
Og desuden kun har én kollega.
Af den grund skiftes vi til at være på kald.
I hverdagene har vi konsultation fra 8-16 med undtagelse af tirsdag, hvor vi er i ambulatoriet med en af bagvagterne.
Det vil sige, at jeg heroppe har lært at scanne (eller har i hvert fald prøvet at lære at scanne…) og opsætte spiraler.
Som jordemoder tager jeg mig også af de medicinske aborter, så mit fagområde spænder virkelig bredt.

Som gravid tilbydes du som udgangspunkt én scanning.
Den ligger i uge 16 og bruges til at tjekke antal fostre, størrelse, hjerte, hjerne, moderkagens placering og at terminen er korrekt (vi rykker kun terminen, hvis ultralydsterminen og terminen ud fra sidste menstruation divergerer med mere end 14 dage!)
Måske kan vi se barnets køn, men der kan sjældent siges noget helt sikkert.

Når du nærmer dig terminen ses vi hyppigt i jordemoderkonsultationen. I løbet af graviditeten ser du faktisk din jordemoder omtrent dobbelt så mange gange som i Danmark.
Desuden er internettet dyrt og ikke en luksus som alle har råd til, så informationer får du af mødre, mormødre, tanter, veninder og jordemoderen.
I jordemoderens telefon bliver der dagligt rådgivet om alt fra råmælk, tissetrang, plukkeveer, hudkløe, svie, barselsregler og fald på knæ. Ja, nogle ringer også bare for at høre, hvornår deres næste tid er.
Opstår der komplikationer i graviditeten bliver du overflyttet/henvist til at føde Nuuk, som er det eneste sted i Grønland, hvor man har mulighed for at køre hjertelydskurver.

Fødslen skal gå i gang af sig selv. Det eneste sted man kan blive igangsat er også i Nuuk.
Går du i fødsel i dagtiden, ringer du direkte til jordemoderens konsultation.
Er vi to jordemødre på arbejde, går den ene fra til fødsel.
Er vi kun én jordemoder på arbejde, må alle de aftalte konsultationer aflyses, og det tager de øvrige gravide ikke så tungt. De ved, at det er fordi nogen er i fødsel. Ofte er det endda én, de kender.

Går du i fødsel om natten, er det en lidt anden sag.
Så ringer du til sygehuset, som så ringer videre til jordemoderens vagttelefon.
Er du ligesom størstedelen af de gravide, går du i fødsel om aftenen eller natten. Når dagens dont er overstået, maden spist, børnene puttet og roen sænker sig, er der gode betingelser for fødselshormonerne – det er tydeligt.
Så bliver jordemoderen hevet ud af sin søde søvn og varme dyne og mødes med dig ved jordemoderkonsultationen. (De fleste gange har hun fedtede briller og ditto hår…)
Tit har du masser af familie med.
De laver en stor del af det jordemoderarbejde, jeg plejer at lave.
De masserer lænden, støtter, spreder smil og dirigerer dig rundt i forskellige stillinger.
Smertelindring er ikke noget du plejer at efterspørge. Du klarer veerne med et brusebad, en varmepude og kærlige hænder. Nogle gange foreslår jeg akupunktur eller steriltvandspapler, men så vil du som regel hellere have to panodiler.
Epiduralblokade har vi ikke mulighed for at lægge, og jeg har heller ikke oplevet et behov for det.
Når fødslen lakker mod enden, presser du enten efter min vejledning eller med din egen spontane teknik.
Så går vi ned på fødestuen. Ja, fødestuEN, for her er kun én.
Skønt jeg spørger om vi skal prøve andre stillinger, vil du helst ligge på ryggen, og eftersom pressefasen går tydeligt fremad, ser jeg ingen grund til at tilskynde, at vi prøver noget andet.
Fordi vi ikke har apparatur til at køre hjertelydskurver, lytter jeg intermitterende med en doppler/doptone.

Der faktum at vi ikke kan køre hjertelydskurver, var nok én af de ting, som jeg og mine kolleger talte mest om, inden jeg kom herop. Man bliver nemt meget vant til, at en hjertelydskurve er den ufejlbarlige sandhed, men faktum er jo, at vi som jordemødre også opfanger de stressede børn ved at lytte systematisk med doptone.
Jeg er nu alligevel glad for, at jeg har været til mange hjemmefødsler før jeg kom herop, for det har givet mig flere gode erfaringer at trække på.
Hjemmefødslerne har gjort mig fortrolig med, at en doptone eller et træ-stetoskop er nok til en ukompliceret fødsel.
Faktisk adskiller fødslerne i Ilulissat sig ikke meget fra hjemmefødsler i Danmark, forstået på den måde, at du bliver visiteret efter de samme kriterier:
Du skal være sund og rask, og vente ét sundt og rask barn og graviditeten skal forløbe ukompliceret.
Og hånden på hjertet; så har jeg slet ikke savnet at kunne sætte en hjertelydskurve på. For jeg har stort set ikke oplevet andet end fødsler, der forløb ukompliceret og hurtigt.
Tendensen heroppe bekræfter for mig, at de indgreb vi udfører (nødvendige eller ej) ofte avler flere indgreb og/eller komplikationer.
Er der behov for det, kan vi dog både lægge en sugekop og udføre et kejsersnit.

Efter fødslen bløder du tit mere end danske fødende, men oftest uden at det betyder noget. Måske skal du sys en smule eller slet ikke og bagefter går vi op på barselsstuen, som kan deles af op til tre barslende.
Du er hurtigt meget selvkørende – og endnu engang hjælper familien med alt fra amning til mad og drikke.
Barnet bliver vejet og undersøgt, og heroppe er vægten slet ikke det spændende – du går meget mere op i, hvor lang babyen er.

Uanset om det er første eller femte fødsel bliver de fleste på sygehuset mindst et par dage indtil vi har taget PKU-blodprøven.
Måske bliver du længere, hvis du kommer fra én af bygderne og skal med et fly hjem.
Nogle rutefly går jo kun et par gange om ugen.

….

Overordnet set er det som jordemoder et privilegium at få lov til at opleve fødsler, som de foregår heroppe.
Hvor det i så høj grad er naturen som råder, og hvor tempoet er et betydeligt andet.
Jeg tror, at det ville være sundt for mange at opleve.
Om ikke for andet, så for bare at kunne tage lidt af naturens gang med hjem til Danmark.

….

Skal du føde? Eller har du født?
Hvordan gik det?
Var familien eller jordemoderen den primære støtte?
Og hvad ville du sige til at føde, som man gør i Grønland?
Fortæl, fortæl!

—

Vil du læse mere om min grønlandsekspedition og følge med i hverdagens gråtoner, så hop over på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt  

2016 gik jo ellers hen og blevet et ret så udskældt år.
Trump, diverse kendissers død, skattesvig og sikker alt for mange mandage.
Men altså, her i hverdagens gråtoner kigger jeg nu tilbage på den første dag i det nye år og med de obligatoriske mascaraklatter på kinderne, og tænker, at det dér 2016 faktisk var ikke så ringe endda.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg ville søge job i Grønland allerede i starten af 2016, men da min søster bekendtgjorde en ny niece eller nevøs forventede ankomst primo august, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at dén rejse måtte udskydes.
Jeg ville ikke være mange tusinde kilometer væk, mens min søster var gravid.

Min søster og en af mine nærmeste veninder havde desuden termin med to dages mellemrum, og jeg var så priviligeret, at begge havde lyst til, at jeg var med til deres fødsler.
Allerede i februar var jeg faktisk så heldig at tage imod en venindes datter og selvom det er virkelig hårdt at stå på stand-by for veninders fødsler, så er det også en kæmpe oplevelse.

Så 2016 blev på flere måder faktisk et år i babyernes tegn.
Hver fødsel var enestående og meget følelsesladet fra min side, men især selvfølgelig min søsters hjemmefødsel.
Jeg vidste det godt på forhånd, men FØK, min søster er sej.
Fødslen endte – som faste læsere ved – med at gå så hurtigt, at min jordemoderkollega kun nåede frem de sidste ni minutter.
Derfor nåede vi at indstille os på, at jeg (stik mod vores plan) skulle tage imod min niece. Og selvom dét i sig selv kunne være grund til megen forvirring og måske endda decideret panik, så var min søster og svoger fuldkommen fantastiske i situationen.
Fødslen som så fin og rolig.
Bare min svoger, søster og jeg, der uden en masse ord alle var helt klare på, hvori vores rolle hver især bestod.
Min niece kom derfor til verden en sen augustaften hjemme i et oppusteligt badekar i stearinlysenes skær, med min jordemoderkollega i baggrunden som fotograf.
I situationen var jeg jordemoder helt ind til rygmarven, og først da det lille væsen var svømmet ud i vandet og op i sin mors arme og havde sagt sin første lyd, blev jeg moster og udbrød spontant de klichéfyldte men helt igennem sandfærdige ord:

“Hvor ER hun smuk!”

Efter snart tre år i jordemoderfaget føler jeg mig virkelig heldig over, at jeg ved et tilfælde engang i 2010 valgte at søge ind på jordemoderstudiet.
I 2016 har jeg forstået, at jeg er jordemoder helt ind i min kerne – men måske ikke skal være det for altid.
Derfor varmer hver et smil og hver en hilsen, jeg har modtaget fra familier, hvor jeg har bistået fødslen. For det minder mig om, at det ikke er mængden af år jeg er jordemoder, der tæller. Men hvordan jeg vælger at bruge de år, hvor jeg trods alt er jordemoder.

…

Udover børn og gravide maver blev 2016 også brugt på mange rejser.
Budapest, Korfu, Kroatien og Grønland.
Med venner, veninder, familie og kolleger.
Grin, gråd, snak og fjol.
Taget i betragtning af, at jeg ellers er inkarneret tryghedsnarkoman, må jeg alligevel sige, at jeg er kommet vidt omkring.

Faktisk valgte jeg at holde mine planer om Grønland for mig selv, helt frem til, at vikariatet var i hus.
Det gjorde jeg, fordi jeg ikke vidste, om jeg ville gennemføre det.
Om Grønland bare var et spontant påhit, som jeg ikke besad modet til at gennemføre.
Først ville jeg kun til Nuuk.
Fordi hospitalet dér er større, og der er mange jordemødre ansat.
Og kun hvis jeg kunne komme afsted med en anden kollega.
Da jeg sendte en uopfordret ansøgning og straks fik svar om, at de ikke manglede nogen nu eller i den nærmeste fremtid, tænkte jeg derfor, at så blev det ikke til noget.
… Men så viste én af mine veninder mig opslaget fra Ilulissat.

Min reaktion var øjeblikkelig:
“JEG skal fandme ikke afsted til et lille sygehus helt alene! (Det er kun sådan noget seje mennesker gør!)”
Men stille og roligt fik jeg skubbet mine grænser.
Kunne jo bare prøve at skrive en ansøgning. Kunne bare prøve at sende den. Kunne bare prøve at gå til samtale. Kunne bare prøve at takke ja.
Kunne bare prøve at tage afsted.

Og resten kender I jo.
Jeg sidder her endnu.
I Grønland.
Har været her i to måneder i dag – og faktisk ikke grædt en eneste tåre.
Nogle dage vågner jeg stadig og kigger ud på isbjergene og det lille sygehus og tænker for mig selv:

“Jeg gør det sgu!
Jeg er ikke verdensmester i afskeder eller standhaftighed, har ikke rejst jorden rundt med et kort i lommen eller messet carpe diem til en solnedgang i Timbuktu. For nogle ville denne rejse bare være en lille afstikker, en livets parentes, men for mig er det stort.
Og jeg gør det sgu.”

Der er ikke særligt mange ting jeg har opnået eller gjort i mit liv, som jeg selv har været stolt over. Men flere af dem, jeg er stolt over, har jeg faktisk opnået eller gjort i 2016.
Så skub til jeres grænser. Prøv dem af.
Det kunne jo være, at I opdagede, at I havde verdens mindste, lillebitte eventyrer gemt i maven.

Og hvis ikke, så husk, at det handler om at sprede glæde, hvor man går – og ikke når man går!

—

Og så glæder jeg mig i øvrigt til at se, hvad 2017 har i ærmet til mig i mine hverdagens gråtoner. Og jeg glæder mig også til at dele det med jer. For læste I ikke med, så var det her jo bare verdens længste monolog på internettet.
Det er det måske stadig?

Anyways;
TAK og GODT NYTÅR!

—

Er du hooked, så stalk videre på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt