Før jeg tog afsted til Grønland, var jeg faktisk ret bekymret for, om jeg nu ville gennemføre det.
Altså, om jeg ville komme herop, stige ud af flyveren, kigge på et isbjerg eller to og proklamere, at “det hér, det er bare ikke mig!” og vende om og klatre ind i Dash-8’eren igen.
Selv betvivlede jeg dét scenarie, men E t andet gjorde mig noget mere beklemt:

At være alene i julen.

At sidde og savne og stille græde ned i risalamanden, og vide, at det bare ikke er rigtig jul, når man ikke er sammen med sin nærmeste familie.
Min tryghedsnarkoman rystede i bukserne.
Jeg indrømmer blankt, at jeg faktisk havde hede drømme om, at min familie pludselig stod her – alle zusammen – og ønskede mig glædelig jul.
Jeg sendte bedrøvede hundehvalpeøjne efter de fra sygehuset, der skulle hjem til jul.
Og derefter et lettere bebrejdende blik ned til vagttelefonen, der gjorde, at jeg ikke engang kunne more mig lidt med min portvin.
Min jordemoderkollega skulle nemlig en uge til Qaanaaq (Thule) og jeg ville endnu engang være den eneste jordemoder i Ilulissat.
Jeg mærkede dog en klar forskel fra sidste gang:
Jeg var ikke længere ved at skide i bukserne ved tanken.

Lillejuleaften havde jeg konsultation og gik rundt og delte ud af en imponerende portion brændte mandler, som jeg havde lavet dagen før.
Stort set ingen havde lyst til at komme til jordemoder denne dag, og jeg endte derfor med at afspadsere et par timer.
Om aftenen lavede jeg en svingende omgang risengrød, som blev spist i selskab med et par af de andre vikarer.
Da vi var på vej til at gå til køjs så vi dog, at himlen udenfor glimtede af nordlys. Vi trak i en masse lag tøj og begav os ud i den iskolde natteluft.
Væk fra gadelysenes skær kunne vi tydeligt se det hvid-grønne lys danse på himlen. Som et sløret tæppe, der bugtede sig over os og på forunderlig vis skiftede form og farve, nærmest umærkeligt, mens vi kiggede på det.
På vej tilbage til lejligheden lagde vi os udenfor kirken og lavede et par ubehjælpelige sne-engle. Sneen var så dyb, at det næsten var umuligt at skubbe den ud til siderne med arme og ben!
Mens jeg lå og baksede og kiggede op på den mørke himmel, følte jeg mig endnu engang meget heldig, at jeg var lige hér. Et sted, jeg ikke troede jeg havde modet til at tage hen. Grønland var god ved mig.

Juleaften skulle starte med morgenmad med AS, en anden sygeplejerske M og en medicinstuderende P. Vi skulle mødes klokken 09.00.
Og sørme om ikke vagttelefonen ringede klokken 09.08 bedst som vi skulle til at sætte os til bords.
Jeg måtte afsted.
Klokken 11.00 var jeg tilbage igen. Falsk alarm for fjerde gang. Havde dog en klar fornemmelse af, at det ikke var sidste gang, jeg måtte over på sygehuset.
Det skulle vise sig at holde stik.
Jeg var nu gået glip af julegudstjenesten, og turde ikke at bevæge mig for langt væk af frygt for at blive kaldt lige pludselig. Fødsler kan jo gå stærkt.
Klokken 13.00 var der juletræsfest på sygehuset og patienter og personale og begges pårørende var inviteret. Kantinen var fyldt med mennesker i deres fineste tøj.
Og så mig, der stadig havde mit lune joggingtøj på, fordi jeg ikke gad at skifte, hvis jeg blev kaldt igen med det samme.
Vi sang julesalmer på grønlandsk. Det var faktisk ikke så svært, for salmerne gik meget langsommere end de gør på dansk. Som i meeeeeeget langsomt.
Bagefter var der dans om juletræet og selveste julemanden kom og gav godteposer til børnene.
Jeg fik da også en selfie med ham.
Bevares.
Min stolthed røg jo allerede dengang med foden.
…
Hjemme igen skulle der gang i gryderne og ovnene.
For helvede hvor ER sådan et par ænder egentlig klamme!
AS og jeg stod synkront og sympati-tømte dem for maveindhold, mens vi prøvede at holde grimasserne tilbage. Der var lidt kunstnerisk frihed i vingeklipningen på den ene, men jeg vil nu sige, at de begge blev rigtig flotte og snart duftede der af jul i hele opgangen.
Alligevel var det bare ikke helt rigtigt. Jeg savnede dem derhjemme.
Og selvom jeg havde tænkt, at jeg ville tage det hele som en oplevelse – at holde jule uden familien, at være i Grønland – så var jeg alligevel lidt hormonella dén aften.
Jeg klædte om. Nu måtte det briste eller bære med dén julepåklædning.
Da maden lettere forsinket blev sat på bordet klokken 20, nåede jeg da også kun lige at sætte de brunede kartofler fra mig, da jeg hørte en umiskendelig lyd

*BIPPEBÅÅT BIPPEDIFUCKINGBÅÅÅT BIPPEBÅÅT!*

Vagttelefonen!
Der var bud efter mig igen.
Jeg kastede verdens hurtigste julemåltid indenbords og så afsted til sygehuset igen.
Denne femte gang var kvinden i fødsel.
På sygehuset var M, som aldrig havde set en fødsel før og som gerne ville blive og overvære forløbet. Det betød meget for mig. Jeg følte mig faktisk slet ikke alene.
Kvinden klarede veerne supersejt på grønlænder-manér. Man kunne faktisk ikke se, at hun var i fødsel. Hun ville da faktisk også helst gå rundt i opholdsstuen med de andre indlagte, så dér sad jeg også. Så hørte vi julesalmer, og jeg hæklede og vi talte om, hvem der først blev færdig;
Hende med at føde eller mig med at hækle en babyhue.
Klokken 23.51 vandt hun og en fin, lille juledreng kom til verden.
Min forrige fødsel havde på flere måder været et hårdt forløb for mig, så det var en lettelse, at denne gang gik helt som den skulle.
Da jeg kom op på mit kontor stod desuden en lækker portion risalamande som AS og P havde været forbi med. Vi havde aftalt at lave julebrunch dagen efter, når nu der var mange rester – og min mave knurrende allerede efter at nyde julemaden.
M og jeg gik hjem til mig og spiste risalamanden og snakkede til ud på morgenen, før jeg faldt i søvn, så snart jeg lukkede mine øjne.

1. Juledag gik fuldkommen som den skulle: med at spise og dovne.
Jeg havde fået tilsendt en pakke med hilsner og gaver fra familien. Det føltes som en pakke hjemlig kærlighed. Da jeg ikke havde haft tid til at åbne gaverne aftenen før, skypede jeg hjem og åbnede dem sammen med dem.
Det var virkelig hyggeligt.
Selv vagttelefonen var stille, den sure matrone.

2. Juledag var temperaturen styrtdykket til minus 21 grader, og selvom det blæste virkelig meget, var AS, M, P og jeg alle ivrige efter at komme ud og bevæge os lidt. På bedste jule-manér skulle der da kælkes her i sneens land.
Vidste I, at man kan være dårlig til at kælke?
Altså, decideret dårlig?
Jeg vidste det ikke, men fandt hurtigt ud af det!
Jeg væltede rundt, kunne ikke finde ud af at styre og hvis jeg en sjælden gang nåede helt ned for foden af bakken, så kørte jeg gerne ud over en skrænt eller sådan noget.
Til gengæld var jeg også den der larmede mest. Hvordan nogen kan kælke eller køre i rutschebane uden at skrige er over min fatteevne!
… Hjemme igen var vi blevet gennemkolde, mine balder så stivfrosne og ømme, at jeg overvejede om der kunne være tale om endnu en gør-det-selv-amputation.
Vi varmede os med the, kakao og hygge.

Om aftenen lå jeg og læste og revurderede den grønlandske jul.
Selvom den ikke var, som julen i mine øjne skal være, så havde den alligevel været så god, som den kunne. Jeg havde fået mange oplevelser, som jeg håber, jeg ikke glemmer, når jeg er gammel og grå.
Jeg læste videre.
Jeg rettede lidt på mine briller.
Hørte verdens mindste *klik*
Så så jeg en virkelig lille skrue trille hen over madrassen, og overvejede om det her nu var symbolet på, at jeg virkelig havde haft en skrue løs, da jeg tog herop.
Et par nanosekunder efter røg mit højre brilleglas ud af stellet og ned i min bog.
– og det var så den bemærkelsesværdige afslutning på en ret så bemærkelsesværdig jul!

 

---

Hvis du vil høre mere om hverdagens gråtoner, så hop over og følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

 

Der findes nogle ting her i livet, som du ikke vidste, at du var nødt til opleve, før du har prøvet dem. Ting, som du ikke vidste, at du bare måtte prøve. Som stod på din bucket list uden at du vidste det.
Men så kommer den – oplevelsen – og du tager dig selv i at tænke:
“Tænk, at jeg nogensinde har levet uden!”

Sådan var min oplevelse af at være på hundeslædetur.

Dagene heroppe bliver alvor for korte nu. Solen kommer ikke længere op over horisonten, men giver alligevel et beskedent dagslys en tre timer om dagen.
De sidste par dage har det dog været overskyet, og derfor har jeg gået rundt i en grå suppedas. Mørketid gør kroppen træt!

Af samme årsag havde AS og jeg valgt at tage på en hundeslædetur i sidste weekend. Vejret er ustadigt, og når du kører ud i den snehvide intethed, er du virkelig afhængig af, at det er lyst de timer, du er afsted. Det var med andre ord med at komme afsted snarest, hvis vi ikke måtte vente indtil et godt stykke ind i januar.
Så i lørdags kravlede vi – lettere tømmermændsramte – ud af sengene og gjorde os klar til eventyr i miniformat.

Jeg har ikke særlig meget erfaring med at være længere tid ude i sne – jeg har aldrig været på skiferie – så jeg var meget spændt på, hvor mange lag tøj jeg ville have brug for, for at holde på kropsvarmen.
Jeg iførte mig derfor ivrigt tre par sokker, uldundertøj, joggingbukser, en trøje, en fleece, overtræksbukser, jakke, to huer, et halstørklæde, min buff, et par tykke handsker, jakke og mine Sorel-støvler.
Jeg blev forvandlet til en blød og omfangsrig uldbold og da jeg lynede den sidste lynlås, var jeg mere end klar til at komme udenfor. Jeg svedte tran!

Vi blev hentet af hundeføreren Kenn og kørte ud til området, hvor mange af byens slædehunde står. Da vi nærmede os stedet, hvor de mange, mange slædehunde står, begyndte koblet længst væk at løbe rundt og gø.
“Se,” pegede Kenn inde fra bilens varme
“Det er mine hunde, derhenne. Det er dem, der gør. Se, alle de andre hunde ligger bare og putter sig – men mine gør, fordi de ved, at det er mig, der kommer.”
Jeg kiggede rundt og måtte blankt erkende, at han havde ret. Kun Kenns kobbel syntes at gå op i vores ankomst – og vi sad trods alt 150 meter væk inde i en bil! Hvordan hundene kunne vide, at det var ham, der kom, begriber jeg simpelthen ikke.

Blandt hundene var der stor opstandelse. De gøede, løb og hoppede op og ned, da vi kom hen til dem. Det var meget tydeligt, at de virkelig var ivrige efter at komme ud og løbe. Kenn gjorde erfarent slæde og snorerne til hundene klar.
Han forklarede hvordan snorenes farve og længde afgjorde hvordan hundene skulle løbe i forhold til hinanden. Hvem, der skulle løbe forrest og hvem, der skulle løbe bagved og i siderne. En hundefører må kende sine hunde godt.
Der gik ikke lang tid, før vi var klar til afgang. Slæden var dækket af rensdyrskind og hundene spændt for.
Jeg måtte pinagtigt indrømme over for AS, at mine tæer allerede var kolde. Så så min lige mig – amatørnissen!
Jeg glemte dog snart mine tæer, for AS satte sig på slæden og jeg bagefter – og så sagde Kenn en lyd og VUSJ! så satte hundene i fart!
AS og jeg grinede og skrålede forskrækket – sneen var ujævn med små bakker hist og her og vi bumlede og hoppede på slæden. Hundene fra de andre kobler, som ikke skulle ud og løbe, gøede misundeligt efter os.
Kenn sad foran og sagde ingenting.

Snart efter nåede vi til en helt jævn strækning og det slog mig, at jeg sad og oplevede noget helt særligt.
Jeg er aldrig blevet transporteret så lydløst.
Hundene kendte ruten og løb uden direktioner.
Florlette snefnug blev slået op af slæden og ramte mit ansigt som bittesmå, iskolde sandkorn.
Vinden stjal vores ord, nærmest før de forlod vores læber.
AS og jeg sagde ingenting.
Jeg sad og tog det hele ind.
Rundt om os var sne, så langt øjet rakte og foran os rejste fjeldet sig sort og sneplettet, som en kæmpestor, strandet sælunge.
Sammenlignet med mine utallige cykelture til Hvidovre hospital, syntes denne transportform surrealistisk – ja nærmest magisk.
Jeg var i Grønland. Jeg var glad.
Jeg følte mig faktisk ret rig og lige dér… måske lidt lykkelig i al sin enkelthed.
Jeg gjorde det, jeg kom afsted.
Tænk, at jeg overvejede at leve uden!

Vi kørte i to timer.
Vi kom op på toppen af fjeldet – og noget så hurtigt ned igen! Her måtte hundene løbe bagved slæden for at sinke farten. Det var virkelig imponerende.

—
Jeg kunne tale i timevis om slædeturen, men det vil jeg skåne jer for.
Jeg vil bare sige to ting:

1) hvis du nogensinde får mulighed for at komme på hundeslædetur, så gør det!
2) slædehunde prutter imponerende meget, så et tørklæde foran næse og mund er et anbefalelsesværdigt træk…

—

Hvis du vil vide mere om hverdagens gråtoner i Grønland – så klik over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
Og har du nogle forespørgsler til blogindlæg, så kom med dem lige hér 👇

Det er vist ikke forbigået nogens opmærksomhed, at Rigshospitalets klinikchef, Morten Hedegaard, i sidste uge valgte ikke at forlænge sin stilling i protest mod evindelige nedskæringer og krav om at spare endnu to procent.

Det har heller ikke forbigået min.
Hele vejen herop i Grønland.

Jeg tager min hat – eller rettere skihue – af for Morten Hedegaard.
Jeg beundrer hans velformulerede og velargumenterede udtalelser i medierne og glædes over, at en person blandt ledelsen på landets fødegange tager bladet fra munden og siger fra.

Selv sidder jeg trods alt bare her.
Jeg er ikke gået, jeg er bare taget væk.
Under en fiks overskrift er jeg taget på eventyr til et andet land, en anden fødekultur for at udfordre mig selv fagligt og personligt.

Men man kunne også sige det mere kort og mindre fikst:
Jeg har trukket stikket.
Jeg tager mig en tænkepause.
For hvem er man som jordemoder, når man ikke kan rumme tanken om flere fødsler?

Jeg begyndte ellers entusiastisk nok.
Jeg blev uddannet i januar 2014, og når jeg så en gravid på gaden, fik jeg sommerfugle i maven. Glædede mig over alle de store øjeblikke i små familier, som jeg skulle få lov til at bevidne.
Jeg var glad og stolt over at kunne kalde mig jordemoder og så frem til dagens dont.
I august 2014 – da jeg havde været i arbejde i et halvt år – vidste jeg desværre, at en nedtælling var i gang:

Jeg skal ikke være jordemoder hele mit arbejdsliv.

Ikke sådan her. Ikke med så mange dage og nætter med pålagt overarbejde. Ikke med pludselig svimmelhed, der kommer og går. Ikke med tanken om, ikke at have tid, til at gøre mit arbejde med stolthed. Ikke med en lønseddel, der griner mig op i hovedet. Ikke med overdreven træthed og for lidt tid til dét, der tæller.
For lidt tid, til at være dén jeg er. Både på og uden for fødestuen.
Forbliver tingenes tilstand uændret, kommer jeg ikke til at være jordemoder, så længe som jeg gerne ville.

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen:

De besparelser vi har udsat svangreomsorgen for, gør jordemoderkundskab til et fag, jeg ikke bliver gammel i – men gammel af.
Man har fra politisk hånd gennem effektiviseringskrav og besparelser, formået, at få mig som jordemoder til at føle, at jeg udfører et ellers meningsfyldt arbejde på en absolut meningsløs måde. Hvis ikke det var så trist, ville det næsten være imponerende.

Nedtællingen tikker stadig. Jeg ved ikke, hvornår jeg rammer nul, og jeg gør en helt del for at udskyde tiden indtil dén dag.
Jeg er blandt andet taget herop for at få et pusterum.
Der masser af ting, jeg som jordemoder i Grønlands tredjestørste by IKKE har:
Jeg har ikke adgang til hjertelydskurver, den nyeste eller dyreste medicin eller et operationshold, der står klar på få minutter til at lave et akut kejsersnit.
Paradoksalt nok er jeg alligevel af den holdning, at gravide kvinder heroppe som udgangspunkt får tilbudt en jordemoderomsorg der er ligeværdig og måske endda bedre end de gravide i Danmark. Simpelthen fordi jeg som jordemoder har tid til den enkelte gravide.
Fordi tid til den gravide og fødende er reglen og ikke undtagelsen.

Jeg glæder mig ellers også til på et tidspunkt at skulle tilbage til mine mange standhaftige kolleger igen. At skulle ud til hjemmefødsler (som vi ikke har i Grønland). At man bare kan gå ud i medicinrummet for at hente lige dét, man har brug for.
At komme hjem med masser af erfaringer og stof til eftertanke i bagagen.
Men skal jeg høre én til politiker sige “tilførte midler” eller “faldende fødselstal“, så tror jeg, at må tage ud på Indlandsisen for at råbe mine frustrationer ud.

Jordemødre er et folkefærd med rigtig mange ildsjæle.
Mennesker, der brænder for deres fag, som strækker sig langt, er vidensbegærlige, hårdtarbejdende, engagerede og slidsomme. Jeg kender mange, der omtaler deres fag med stor kærlighed, men som alligevel har – eller har planer om – at forlade faget på grund af de forhold, der arbejdes under.
Én af mine kolleger kalder endda den sidste uge om måneden, for “opsigelses-ugen”, hvor vi må afvente, hvor mange, der går i denne måned.
Situationen er uholdbar.

Og derfor tikker min kedelige nedtælling. Jeg ved, at en dag når jeg bunden i mere end én forstand, og så må jeg gå.

Og jeg ved, at den dag jeg går, bliver det i stilhed.
Ingen journalist vil bede mig deltage i Debatten og Peter Qvortrup Geisling kommer ikke til at stå uden for min arbejdsplads og udtale sig til TV-Avisen.
Jeg kommer ikke til at rydde overskifter.
Jeg rydder bare mit skab.
Det ved jeg, for så mange fremragende jordemødre er gået før mig.

Jeg har set erfaringens guld blive hældt direkte i kloakken, når jordemødre med såvel tredive som to års erfaring forlader faget.
Hvis udviklingen fortsætter – hvor jeg med mine TRE års erfaring med jævne mellemrum er dén på vagt, der har arbejdet længst tid som jordemoder – så må jeg sige, at jeg er alvorligt bekymret for mit fags fremtid.

Kære Politiker.
Penge alene løser ikke svangreomsorgens problemer.
Men det gør evindelige besparelser heller ikke.

Vi har brug for at gøre noget nyt.
For jeg vil egentlig gerne være jordemoder mange år endnu.
Jeg tvivler bare på, at jeg kan.

….

Fortæl mig hvad du tænker lige her og følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt.
– og de fleste dage heldigvis langt mindre sort end i dag.

I sidste indlæg spurgte jeg, om der var noget I gerne ville høre mere om heroppe fra Grønland, og heldigvis var der flere af jer, der havde lyst til at byde ind.

Flere gav udtryk for, at være nysgerrige på det sociale heroppe, og derfor handler dagens blogindlæg, om netop dét.

Da jeg havde været i Ilulissat i tre uger, var det nemlig blevet tid for ét af årets helt store begivenheder:

LIONs CLUB JULE-BINGO

Og en stor del af sygehusets personale skulle deltage.
Selv bor jeg i en ejendom, der ligger lige over sygehuset og er så heldig, at sygeplejersken AS, som kom herop på samme tid med mig, bor på samme gang.
Vi har nydt godt af hinandens selskab, når nu vi begge på samme tid har stået i land, hvor vi ingen kendte og hvor en mørk vinteraften, virkelig kan være MEGET mørk helt alene.
Vi har stort set spist sammen hver aften og har talt om stort og småt og vurderet på en skala fra 1-10, hvor dum og forvirret man har følt sig på arbejdet den pågældende dag.

Vi har også set en del til de øvrige vikarer fra sygehuset, men ikke været sammen i en stor gruppe, som jeg kunne fornemme, at der skulle med til julebingo.

Jeg blev noget slemt skuffet:

Da vi kom op i hallen, hvor julebingoen skulle afholdes, sad alle fra sygehuset klemt sammen ved ét stort bord – og havde reserveret et bord ved siden af til os andre.
Det viste sig dog, at det i første omgang kun var mig og AS.
Vi satte os lidt slukøret ved det andet bord sammen med en ældre, grønlandsk kvinde og hendes familie – ingen af dem hørte til sygehuset.
På min mobil tikkede billeder ind på min SNAPCHAT fra mine kolleger i Danmark, der nu var til personalejulefrokost mange tusind kilometer væk. De fjollede og skålede og savnede mig.
Det slog mig, at selvom jeg var rejst ud i verden til et ganske ukendt sted, havde siddet alene i lufthavn og fly og havde været eneste jordemoder den første uge – så var det ikke før nu – i en sal propfyldt med 1200 mennesker – at jeg kom til at føle mig rigtig alene.

Ti minutter efter kom et par vikarer og satte sig ved vores bord, og jeg sagde til mig selv, at nu måtte jeg sgu tage mig sammen. At jeg skulle have en sjov og hyggelig aften.

Og SÅ gik det der Bingo igang og optog al min opmærksomhed.
Det var dybt imponerende hvordan en sportshal spakket med voksne og børn, kunne være så kollektivt optaget af en mands messende stemme. Man ville kunne høre en knappenål ramme gulvet.
Jeg var måske ikke kun rejst til Grønland.
Måske var jeg rejst frem i tiden, til en alder, hvor jeg gik dårligt (havde trods alt forstuvet foden) og gik åndssvagt meget op i  at få Bingo.

Egentlig var jeg mest med for det sociale, for hvad end det handler om mandelgaven, lotteri eller konkurrencerne på facebook, så vinder jeg aldrig en skid.
Jeg håbede nu alligevel at vinde en juleand, for stort set alle dagligvarer er utroligt dyre.

Præmierne var helt vilde:
Hovedpræmien var 75.000 kroner – kontant!
Men også de øvrige præmier var så man tabte næse og mund. Jeg nævner i flæng:
En riffel, fem kilo rejer, tusind kroners gavekort, borde/bænke-sæt, mini-sne-scootere, telte, en køkkenmaskine og to kilo østers.

Der skulle spilles ti spil og præmierne blev bedre for hvert spil.
Og nøj, jeg var elendig (hvis man kan være elendig til bingo?) De første mange spil, havde jeg knap nok sat to stempler på den samme plade, før én eller anden gjaldede “Bingo” et sted i hallen.
Bevares. Et par gang havde jeg da kun været FIRE tal fra at få bingo…

Men SÅ, i niende spil, da jeg ellers var lige ved at holde op med at høre efter, gik det op for mig, at jeg kun manglede TO numre for at få to rækker.
Jeg puffede til min gamle, grønlandske sidekvinde.
“Jeg mangler kun to tal! Syv og femten!”
Efter otte spil, hvor vi havde sendt hinanden skuldertræk og hovedrysten, når vi ikke havde fået bingo, var damen blevet min nye bingo-veninde. Om hun ville det eller ej.

Ikke længe efter lød:

“SYV”

i højtalerne og jeg kunne praktisk talt mærke min egen puls i tindingerne.
Hysterisk hviske/råbte jeg udover bordet:

“Jeg mangler kun ÉT tal. FEEEMTEEN!”

Og var klar til at blive inderligt skuffet.
Tænk, at man kunne blive så grebet af bingo?
Jeg havde nok syntes, at jeg var ret irriterende, hvis jeg havde siddet til bords med mig selv.

Men så skete der det, der ellers kun sker i film – for det næste jeg høre var:

“FEMTEN”

Og jeg satte mit livs mest ukoordinerede stempel på en bingo-plade og ud af min mund kom et spytte-spruttende brøl, som sjældent er hørt mage:

Jeg var så overstadig over mit eget held, at jeg blev helt forvirret, da personalet kom for at tjekke min plade, at jeg nær havde givet dem hånden i stedet for.
Og min forvirring var først total da jeg så min præmie:
En kæmpestor Kenwood køkkenmaskine med to skåle, tre greb og en blender – alt sammen pakket i en papkasse så stor, at jeg umuligt kunne slæbe den hjem et dysfunktionelt ben!

---

Da jeg gik i seng den aften, sendte jeg et billede af mit nyvundne vidunder til mine kolleger og følte mig på én eller anden måde en lille bitte smule mindre alene.
Køkkenmaskinen var så stor, at den godt kunne gå for en ny beboer.

Hvad skal vi kalde hende?

---

Hvis du vil høre mere om hverdagens gråtoner i Grønland, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt

Og har du spørgsmål, forespørgsler eller kommentarer – så kom frit frem!

 

HALLELUJAH!

Jeg har internet igen!

I dag har jeg været afsted hjemmefra i en måned. Det er gået så stærkt. Men det føles også som meget lang tid siden, at jeg stod i lufthavnen og følte mig meget forladt midt i julekalenderland.
Der er meget, jeg gerne vil fortælle jer om – men det må komme en anden dag, for i dag får I…

30 HURTIGE OM AT VÆRE (jordemoder) I GRØNLAND – Én for hver dag jeg har været heroppe. (Men i fuldkommen vilkårlig rækkefølge)

1. Heroppe er jeg både jordemoder, socialrådgiver, parterapeut, (lidt dum), telefondame og psykolog

2. man kan godt melde afbud til noget med ordene: “det er alt for meget for koldt”

3. det modsatte af midnatssol hedder mørketid og kan – ligesom menstruation og mænd – få skylden for ALT

4. hvis man drikker alkohol og går hjem i stedet for at tage en taxa, er der en 50/50 risiko for at falde… Måske endda forstuve en fod.

5. At forstuve en fod giver udtrykket “the walk of shame” en HELT ny betydning.

6. Nordlys. Det kan slet ikke beskrives, men jeg forsøger alligevel: det gør en nattetur fra den varme dyne over til sygehuset det hele værd. Grønt og blødt og svævende og dansende. Wow.

7. Tålmodighed er ikke bare en dyd. Det er en nødvendighed. Ting tager nu engang tid – nogle gange LAAAANG tid. Og gravide/patienter kommer, når de kommer

8. Og når de SÅ kommer… Så er det gerne uanmeldt

9. Julemanden hedder julemanni. Jeg elsker det!

10. Det er helt legalt at komme til at udbryde FUCK! hver gang vagttelefonen ringer. Er det ikke?

11. På et lille sygehus er der fysisk under halvtreds meter fra én, der kommer (fødes) og én, der går (dør).
Det lille sengeafsnit minder mig om alle livets faser, og det er i al sin enkelthed lidt fint

12. Det er rockersvært at sige ‘selv tak’ på grønlandsk

13. Jeg spiser lidt mere chokolade heroppe. Men altså, kun på grund af mørketiden

14. Kunstige bloklys er GULD. Dog kan timer-funktionen drille noget. Jeg har pt seks bloklys, som jeg kun kan slukke, hvis jeg hiver batterierne ud – og som til gengæld tænder á seks timer på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet…

15. Sne

16. Min (post)nattevagt-livseliksir, Cola Light, fås kun i halv liters flasker. Og er endnu ikke stødt på Pepsi Max

17. Internet kommer og går som det vil og er i øvrigt pissedyrt i drift. Lidt ligesom politikere

18. En fødestue er 610% hyggeligere, når vinduet vender ud mod et ishav

19. Forresten; har måttet vænne mig af med at svare telefonen med “Fødegangen, det er jordemoder Eline” for ret beset, er noget vel ikke en fødeGANG, når der kun er én stue

20. PISSIFIK er Ilulissats svar på Kvickly – og har der lige været godsskib er det bare om at komme afsted for at få de gode tilbud!

21. Flæskesteg = 200kr

22. Jeg ser de gravide cirka ti-femten gange i løbet af graviditeten. Op til termin ser jeg dem faktisk ugentligt. Så roser jeg dem for de flotte maver – og de roser mig for at halte mindre

23. Julebingo er et “do not miss!” Mere om det senere

24. Isbjerge. Hver dag. Hele tiden

25. Køber saftevand/kildevand. Postevandet smager af Køge Svømmehal

26. Hvis jeg vil have isterninger, hænger jeg bare isterningeposen uden for vinduet

27. Går iklædt jogging/skitøj 83% af tiden. Altså, på grund af mørketid, du ved

28. Skype er uundværligt. I den uge, hvor jeg ikke har haft internet, har jeg været tæt på at bygge en snemand og socialisere med…

29. Fredagsbaren på hotel icefjord er superhyggelig – men meget farligt at lægge happy hour mellem 17 og 18, for hvornår skal man liiiiiige spise aftensmad?

30. Jer. TAK fordi I skriver og opmuntrer. Både jer, jeg kender indgående og jer, jeg aldrig har mødt! Decembermåned tror jeg bliver lang at komme igennem “alene” så bliv endelig ved ❤️

—

Vil du have mere af hverdagens gråtoner, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT for at følge med.
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt
– og vil I vide noget om noget bestemt, så sig frem! 👇