Ja, undskyld, nu kommer der altså endnu et arbejdsrelateret indlæg. Men hvis det er nogen trøst, så tror jeg også, at det er noget man kan tænke over, når man ikke er på arbejde…

Anyhow, husker I min episode om lumre læger? Hvis ikke, kan det genopfriskes hér: http://sortpaahvidt.tumblr.com/post/96005997102/lumre-laeger
Jeg må sige, at jeg var noget befippet, da det gik op for mig, at dét jeg havde fået sagt i telefonen havde kunnet lyde som en overordentlig frisk og lummer invitation.
Sådan helt generelt er jeg ikke en særlig lummer person. Klam, kan jeg gå med til, men lummer? nej, nej!

Men sådan noget med telefoni har altid været lidt svært for mig. Jeg synes, det kan være udfordrende at tale med folk, man ikke kender, når man ikke kan se deres kropssprog.
Og vi ringer jo som jordemødre rundt til ret mange mennesker – på ret mange mærkelige tidspunkter af døgnet.
Og når det er om natten, er jeg meget opmærksom på, at der er en temmelig stor sandsynlighed for, at man vækker personen i den anden ende.
Derfor tænker jeg meget over mit stemmeleje og -niveau.
Man bliver sgu nok ikke venligt stemt ved at blive vækket af en jordemoder, der brøler EPIDURALBLOKADE TIL STUE 7, TAK!, gør man vel?

Men så da jeg forleden sad dér på jordemoderkontoret og netop havde vækket et eller andet menneske og lægger røret på, bryder min kollega pludselig ud i et kæmpe grin. Hvad handlede dét nu om?
Det skulle jeg hurtigt få at vide:
“For HELVEDE, Eline! Hvad er det dog for en kælen telefonstemme du har kørende?”

Det ser ud til, at min blide opvågningstemme til forveksling kunne opfattes som en kælen kvindestemme. Hm! Det gør bestemt ikke episoden med den lumre læge mindre lummer.
Men hvad ved jeg – jeg er jo tilsyneladende omgivet af lumre mennesker!
Nu bliver det først for alvor svært at ringe til folk om natten, for for fremtiden må jeg vist hellere tale i falset…

Normalt er det ikke fordi det dér med at tale engelsk er en stor ting for mig.
Bevares, man kan nok godt høre på det hele, at det ikke er mit modersmål, men jeg bilder mig ind, at også dét har sin charme.

Dér hvor jeg render ind i problemer, er ved fagtermer.
For eksempel, når man står midt i en pressefase, og man ikke kan huske det rette ord for “gisp”, og man egentlig gerne vil have kvinden til at gøre det N U.

Og du kan hive nogle virkelig mærkelige sætninger ud af mig på engelsk og i nattevagt.
Rent hypotetisk, kunne du måske fange mig i at sige følgende:

(Er lige ved at være færdig med at sy. Giver den lange, pædagogiske snak om sårpleje, opheling, bækkenbundsøvelser, og hvad ved jeg. Opmuntrer ofte kvinderne til efter en rum tid lige at tage et kig derned, for at se, at man ligner sig selv og at dét man forestiller sig ofte er helt ude af proportioner.)

Pludselig hører jeg mig selv nattevagtssnøvle:
“It really comes together beautifully.”

Stilhed.
I ret lang tid.

Kvinden (indlæg selv tyk indisk accent):
“… Did you just call my vagina beautiful?”

Hmmm.
“eh… I don’t… uuh… well. Sounds like I just did.”

Manden:
“It is even more beautiful than before!”

Mig:
*udenord*

Helt ærligt; jeg har slugt krimier stort set lige siden jeg kunne stave mig igennem bestialsk mord.
Jeg har set krimifilm, thrillere og des lige.
Det har aldrig rørt mig spor.
Des mere klam og creepy des bedre.

Men jeg har hørt et sted, at centeret i hjernen, der opfatter frygt ikke er fuldt udviklet, før man er cirka femogtyve år.
Og måske er det sandt. For lige pludselig er mit frygtcenter vågnet op til dåd.
Skal jeg da lige love for.

Det drejer sig særligt om et helt særligt sted på min cykeltur til og fra arbejde.
I dagslys er det en hyggelig, lille cykelsti trukket væk fra vejen.
I nattens mulm og mørke er det en pludselig én lang række af muligheder for overfald og mord.
Efter min megen krimilæsning ved jeg heldigvis allerede lige hvor jeg skal smide cyklen, kaste mig ind i krattet og med hvilken kraft, jeg skal tyre min cykelhjelm ud i søen som afledningsmanøvre.

Problemet er bare, at jeg ynder at fortælle folk om min rædselstur hjem i mørket – og hver gang kommer der pludselig nye ubehageligheder til

Anede slet ikke, at der var så mange måder at blive myrdet på!

ps. men nu ved I godt, at man skal lede i søen, hvis jeg forsvinder, ikk’?

Sidste indlæg handlede jo om den meget omtalte jule-revy, som jeg har brugt meget tid og mental energi på.
Faktisk så meget, at jeg helt havde glemt alt det andet.
At der jo var en julefrokost som jeg OGSÅ deltog i.
Sammen med mine hundredehalvtreds kolleger, chefer og hvad ved jeg.
Jeg havde haft så travlt med at overdøve Bæstet, der hoppede op og ned i brystet på mig og brølede “Du er verdens mest usjove person/Du bliver aldrig klar/Det lyder adhelvedes til”, at jeg slet ikke havde overvejet andre vigtige ting som

– Hvor slutty skal man klæde sig til en fest med 98% kvinder?
– Hvor meget alkohol skal man indtage for at fjerne revy-nerver?
– Er den nødvendige mængde alkohol for at undgå revy-nerver, den samme mængde som øger risikoen for opkast med 700 procent?
– Og hvordan skjuler man over for sine tjekkede kolleger, at man er et pattebarn, der ikke kan lide den obligatoriske fisk til forretten??

Men til de, der stadig tænker “Hvordan gik så den revy?!” kan jeg fortælle, at den gik over al forventning!
Jeg har længe troet, at jeg havde nogle af de bedste kolleger man kan tænke sig – men nu VED jeg det med sikkerhed!
Der blev klappet, hujet, piftet og grint i en sådan grad, at jeg slet ikke kunne høre Bæstet.
Pludselig stod jeg bare dér på scenen og nød det.
Glemte alt om stress og fødsler, om søvnmangel og uro og havde det bare sjovt.

Én ting, jeg dog IKKE sådan glemte alt om, var dog den EGENTLIGE fejltagelse, jeg havde begået den aften. Jeg havde nemlig haft lidt travlt i min gerning med at finde aftenens outfit, og da jeg stod i H&M med sådan et par slimming strømpebukser i hånden, syntes jeg, at det lød som verdens nok bedste idé.
Men AK! da jeg skulle hoppe i dem (foran de andre fra revy-holdet), måtte jeg sande, at de i hvert fald ikke var sådan at “hoppe” i.
De strammede jo helt sindssygt! Det må være et kvindehadende menneske, der havde designet dem. Jeg vrikkede og vrikkede og drejede og nærmest twerkede for at få noget, der lignede nogle meget små cykelshorts over lår og numse.
Folk sagde, at de ikke kunne se det, men jeg sværger, jeg så sådan her ud:

Heldigt, at min blære er optrænet til at kunne rumme en hel del – for bare det at gå på toilettet var jo en tidskrævende affære! Al den møven for at få dem af og på!

Klokken fire krængede jeg mig ud af dem, som en slange, der skiftede ham.
Jeg kravlede op i min kølige seng og kastede mig på ryggen og faldt i søvn i tyve fantastiske minutter.
Så vækkede min mave mig.
Den var sur over, at den nærmest ikke havde fået mad i et døgn…