Aktuelt sidder jeg hjemme i min lejlighed.
Siden 16. juni har jeg sammenlagt været hjemme i ti dage, så guderne skal vide, at det er godt at være her – omend jeg indrømmer, at jeg også sidder tilbage med en overraskende følelse af antiklimaks.
Alle sommerens planer ligger bag mig nu, og tilbage er de omtrent tusind ubesvarede spørgsmål, som har kigget afventende på mig siden engang i marts.

Men eftersom de tydeligvis ikke løber nogen vegne, de der spørgsmål, tillader jeg mig i stedet at besvare ét fra jer læsere i stedet.
For hvordan var det så at være jordemoder i Norge?

Sæt jer til rette, slå benene op og stik ungerne en iPad, for nu skal I høre.

Lige siden jeg kom hjem fra Grønland, har jeg haft lyst til at prøve at være jordemoder udenlands igen.
Før jeg tog til Norge, havde jeg forthørt mig hos andre jordemødre der havde været ansat deroppe, så jeg tænkte, at jeg var ret godt forberedt.
Jeg var nervøs – både på det faglige og sproglige – men trøstede mig med, at når jeg kunne klare mig i Grønland, var jeg nok ikke helt uduelig.

Det skulle imidlertid vise sig, at dén sammenligning ikke kunne være mere skæv. For i Grønland var jeg en nærmest enevældig jordemoder, der skulle finde ro i at være alene. I Norge skulle jeg vænne mig til, at selv når jeg troede, at jeg var alene, så var jeg det oftest ikke:
Fødselslægerne fulgte tit nøje med i hjertelydsovervågningen, som de kunne se fra computerne uden for fødestuen, og sørgede jeg ikke for at holde journalen opdateret, så de kunne følge med – ja, som kom de som regel på stuen uden videre.
I Danmark det nærmest at begå harakiri, hvis en fødselslæge skulle gå ind på en fødestue uden at være blevet tilkaldt. Samarbejdet mellem danske jordemødre og læger er generelt velfungerende, ligeværdigt og tillidsfuldt, så at troppe op på en stue uden videre, kan nemt tolkes som mistillid til en jordemoders faglige vurdering.
Så den norske arbejdsgang skulle jeg virkelig vænne mig til.
Der var også flere funktioner som jeg har været vant til at varetage, som tilfaldt læger. Jeg måtte huske, at spørge hvordan arbejdsfordelingen var på afdelingen, så jeg ikke af ren vane pludselig havde gjort noget, som ellers var en lægelig opgave.
Det bedste var nu engang at have en helt ukompliceret fødsel, for så kunne jeg lukke døren til fødestuen, lytte med den håndholdte hjertelydsovervågning og med god samvittighed gøre som altid har gjort.

Til gengæld fik jeg også helt andre opgaver end ellers. For eksempel at assistere lægerne i forbindelse med gynækologiske undersøgelser. Undskyld læger og kvinder; jeg har formentligt været den mest håbløse assistent nogensinde!
Fumlet rundt med sterile indpakninger og podninger og rendt rundt efter ting som en hovedløs høne! Bortset fra at en hovedløs høne ville have haft bedre retningssans end mig!

Det bedste deroppe var dog, at der som regel var god tid til de gravide, fødende og barslende. Mens regnen trommede tilfældigt på ruderne på fødestuen, kunne en nybagt mor ligge og amme og kigge udover byen som lå indhyllet i grålige nuancer, og jeg kunne med ro i sindet tage den tid, der var brug for, før jeg forstyrrede familien eller mig selv.
De allerfleste vagter fik jeg spist op til flere måltider – og skulle det glippe, kunne jeg oftest få en kollega til at afløse mig, mens jeg lige blev tanket op. Fordi der var tid, var det oftest nemmere at hjælpe hinanden.

Det dækker vist meget godt det faglige. Så var der min anden bekymring: sproget.
Til det første vagtskifte, nåede jeg virkelig at tænke

“what the actual fuck?? HVAD er jeg dog for en indbildsk person – fatter hat?!”

Heldigvis blev det hurtigt bedre. Dog var der stadig lidt problemer den anden vej – nordmændene havde svært ved at forstå mig…
Jeg endte med at tage den norske syngende klang til mig, og så gik det faktisk en del bedre. Selvom jeg formentligt talte SKAM-norsk, var der meget bedre respons. Synes også, at jeg da egentligt var ret god til at tage nye, norske ord til mig. Snart kunne jeg slynge om mig med ord som

gøy, veldig, hæ, ri, skjededel, vondt, rart, grine, ikkje, sparketest

Og kom jeg i bekneb, var mit udgangspunkt egentlig bare, at det handlede om at fake it ’till you make it og det virkede vist sådan nogenlunde.
Bevares, jeg så da godt, at både lægen og den fødende ikke kunne lade være med at grine, da jeg i allerivrigste stil spruttede mit sdanskinaviske under pressefasen. I shit you not; den fødende grinede! Men faktum var, at det hjalp jo!

Jeg forstod dog først for alvor, hvor ringe mit norskdanske var, da jeg for første gang kom til at nævne, at jeg jo var halvgræker og lægens resolutte reaktion var:

Jeg nænnede ikke at fortælle, at mit mærkelig danske i virkeligheden var mit longshot på norsk.

Jeg nikkede bare, som om jeg var bekendt med og afklaret med mit gebrokne “dansk” og havde accepteret min skæbne som jordemoderen med det interessante sprog.

Ja ja, for fanden. Man kan jo ikke vinde hver gang!

Men bare pas på, Norge, for I er sikkert ikke færdige med at lægge land og krop til min “græske” dialekt!

Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

(FORTSAT. LÆS FØRSTE DEL HER)

…

“Neste stop Haugesund Sykehus” lød det i bushøjtaleren, og jeg dingede pligtskyldigt på STOPknappen, og fumlede med at løsne sikkerhedsselen.

Chaufføren stillede min kuffert noget så eftertrykkeligt på fortovet, kravlede tilbage i førersædet, smækkede dørene og forlod mig og min fysiske såvel som mentale bagage alene tilbage.
Overfor mig var to store bygninger, som jeg kunne konstatere var sygehuset.
Umiddelbart kunne jeg kun se en indgang til noget øre-, næse-, halsafdeling og jeg besluttede mig for at trække min kuffert, Det Blå Bumleskrummel tættere på og se, hvad jeg kunne finde ud af.

I mit informationsbrev stod kun, at jeg skulle henvende mig i sygehusets reception for at få nøglerne til min gæstehybel. Der stod ikke noget om, hvilke af de to bygninger, der tårnede sig op foran mig, der var sygehuset.
Men på den nærmeste stod med store, fede bogstaver hovedindgang og jeg satsede på at der var dér jeg skulle hen.

Men ak, døren ind til receptionen var låst og på klokken stod der, at man i weekenden og om aftenen skulle ringe på for at komme ind. Jeg tænkte mig om.
Okay; det var BÅDE weekend og aften, så det gav sådan set mening nok, at indgangspartiet så ud til at ligge øde hen.
Herregud, i Ilulissat lukkede sygehuset jo klokken 17, så der skal efterhånden en del til, for at få mig til at løfte øjenbrynene.
Jeg ringede på og et par øjeblikke efter blev jeg konfronteret med, at norsk faktisk er meget sværere at forstå, når der ikke er undertekster på…
Damen i højtaleren forstod mig tydeligvis heller ikke, da jeg højt mumlende beskrev mit ærinde som at “jeg skulle hente en nøgle”. Hun lukkede mig dog ind, og jeg trak Bumleskrummel med mig.
Det tog mig nogle lange minutter – og adskillige forsøg på at finde receptionen i en labyrint af lukkede døre – at forstå, at jeg nok befandt mig på en ret weekendafmennesket døgnafdeling.
Jeg gik ud i solen med uforrettet sag og fandt informationerne frem på min telefon. Eftersom jeg tydeligvis ikke intuitivt kunne finde frem til sygehuset, endte jeg med taste adressen ind på maps.
Bare 700 meter til destinationen. Fedt, for jeg var sådan set allerede ret træt af Bumleskrummel, som på den grovkornede asfalt gjorde meget lidt for at komme gelinde rundt.
Da jeg efter ti minutter rundt og rundt og rundt efter google maps’ “anvisninger” befandt mig omkring 20 meter fra mit udgangspunkt, var jeg pænt negativ.
Kom ind i den bygningen, fik velkomstkuvert og skyndte mig ud igen.

Stod nu i dilemma:
Ville hurtigst muligt frem til gæstehybel som skulle ligge 1,3 kilometer væk.
Skulle ifølge rutevejledningen i tage 18 minutter på gåben.
Kunne også tage bus, hvilket jo unægteligt måtte gå hurtigere.
Men det var søndag, og der var derfor 15-20 minutter til at næste bus kom.

Hul i det, tænkte jeg.
Det er en kort gåtur – det kan jeg fandme godt klare, selvom Bumleskrummel er overvægtig og tung i røven. Det er en tilstand, jeg er jævnt vant til!
Og så gik jeg ellers derudaf.

Jeg vil med det samme understrege, at jeg havde overvejet, om monstro jeg skulle op og ned ad bakker for at komme til hyblen.
Det var med i mine beregninger.
Havde bare med al tydelighed forregnet mig.
Jeg havde gået omtrent hundrede meter med gumpetunge Bumleskrummel, da min højre hånds fingre var hvide og prikkede og forlangte afløsning.

Da jeg havde gået 500 meter bandede jeg højlydt og følte mig mere som deltager i Alene i Vildmarken end Jordemoder på Eventyr.
Den lillebitte stigning jeg havde taget i åsyn og forkastet som det rene ingenting, føltes på daværende tidspunkt som en bjergbestigning med verdens mest modarbejdende makker på slæb.
Bumleskrummel trak mig hele tiden i modsatte retning – som et forvokset barn, der nægtede at forlade en slikbutik.
For helvede, mine arme!
Mine arme arme!
Jeg er ganske overbevist om, at jeg langsomt og sikkert var ved at trække mine overarmsknogler ud af deres dertilhørende kugleled i skulderen.
Jeg og mine pissegode beregninger!

Da jeg nåede frem til gæstehyblen – efter at have forceret både græsplæner og buske – fattede jeg ikke, at jeg “kun” havde gået lettere forvildet rundt i 30 minutter.
Føking Google Maps.
Mine arme føltes så lange, at jeg slet ikke behøvede at gå ned til sygehuset næste dag – jeg kunne bare sende mine jordemoderhænder selvstændigt.

Så kom jeg til at tænke på, at jeg måske rent faktisk skulle tage imod en norsk jente eller gut om under 12 timer – armdeform eller ej! – og så begyndte jeg først rigtigt at svede!

Følg hverdagens gråtoner i en lettere vildfaren tilværelse på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Det var oprindeligt mit – meget tidsoptimistiske – håb, at jeg ville have blogget om Norgesturen omkring hveranden dag.
Jeg må sande, som man ofte gør, at virkeligheden er en anden.
Jeg har været omtrent lige så træt efter ankomsten heroppe, som jeg var dengang jeg tog til Grønland.
Jeg lægger mig fladt ned og siger jer; min krop og mit hoved bliver fuldkommen udokset over at være ny et sted.
Jeg kan kun neje og bukke og være taknemmelig for, at jeg denne gang ikke også skal bakse med en massiv omgang jetlag.

Dog vil jeg alligevel tilføje, at jeg en morgen mødte på arbejde klokken 07, men er ret sikker på, at mine øjenlåg var så tunge (i røven?), at de først mødte ind cirka en halv times tid senere.

Men men, nu kommer jeg til at tage forskud på fortællingerne – og de fortjener at kommer i rette rækkefølge, så derfor må I altså en tur med til lufthavnen, før vi kan tage til Haugesund sammen.

Søndag middag stod jeg nemlig i Kastrup og trippede med mit blå lyn af en kuffert. Jeg havde måske alligevel været lidt for cool omkring min afrejse.
At have været 3,5 måned i Illulissat, gjorde ikke som forventet, at man bare kan skippe nervøsiteten forud for to uger i Haugesund. Jeg havde en løssluppen sommerfuglefarm i maven.

Og så var der for føk sake også to flyrejser, før jeg nåede min destination. Jeg kom til at tænke på hvor turbulente flyturene hjem fra Korfu havde været, og var ikke synderligt begejstret for atter at gå om bord i en sardindåse.

Af uransagelige årsager endte det med, at flyselskabet skiftede gates tre gange ganske kort inden take-off.
Jeg derfor endte med at halse fra B3 til B7 til A12 til B6 i en absurd form for katten efter musen. Det gjorde ikke afrejse-stressen mindre, skulle jeg hilse at sige.
Vel boardet meddelte kaptajnen, at vejrforholdene i Oslo skulle være *noget på norsk jeg ikke forstod, men som ikke lød godt* og at vi derfor havde fået et meget specifik take-off tidspunkt om cirka 15 minutter.
Men, tilføjede han, når nu vi allerede var forsinkede på grund af ændring af gate/selve flyet, så ville han gøre hvad han kunne for at vi kunne komme afsted før da.
Og selvom jeg havde en lidt kort mellemlanding i Oslo, som af forsinkelsen ville blive stressende kortere, sad jeg alligevel dér i sæde 21C og sagde som Ted Mosby i HIMYM:
“Please don’t!”

Men ak, fem minutter senere kiggede jeg ned på Amager med motorerne brummende i ørerne og tænkte:

“So long! Lad vejrguder og Norge være gode ved mig!”

*FAST FORWARD TIL INDFLYVNING OVER OSLO*

Højtalerskrat og stewardesser sejlende som fulde sømænd op og ned ad gangen mod deres klapsæder:
“Ja, som I nok kjenner, så er det en del orolige vejrforholdene herover Oslo. Vi kommer begynne vores indflyvning om ganske kort tid, men jeg må bede ere om at spænde sikkerhedsbeltet allerede nu. Vi lander om 15 minutter.”

Og således begyndte 30 minutters indflyvning (op/nedflyvning) indhyllet i skyer så grå og massive som vådt beton og ditto tåge. Hver gang jeg kunne se et lejlighedsvist hul i mørket derude, virkede det som om vi ikke var kommet tættere på jorden – måske snarere længere væk.
Jeg følte en medfølende connection af desperation med de fødende, der venter på en epiduralblokade og hvor uret bare tikker, selvom anæstesien havde lovet at komme indenfor et kvarter.
Jeg forstod først da vi landede, at ventetiden var endt med at blive dobbelt så lang!
På et tidspunkt sendte jeg endda et skævt blik til min sidemand, og overvejede om det ville hjælpe, hvis hun holdt mig i hånden.
Jeg var faktisk usikker på svaret. Måske/måske ikke?
Ved nærmere eftertanke ville jeg næppe have tid til at finde min værdighed (eller resterne af den) et sted i flyet, før jeg skulle sætte mig ind i det næste, og derfor endte jeg med at lade være.

Da flyet landede endte jeg med at fortrænge hele indflyvningen og bare bilde mig selv ind, at vejret i hele Norge alligevel kunne nå at ændre sig på de 30 minutter jeg havde, før jeg skulle boarde igen.

Med de længste skridt man kan præstere, når man kun er halvanden meter høj, skred jeg mod den næste gate.
Jeg sendte et par lange blikke til lufthavnscaféernes sandwich og varme retter to go, men måtte affinde mig med, at jeg ikke havde tid til at købe noget. Aftensmaden måtte komme andetstedsfra.

Og snart gik jeg ombord på næste fly mod Haugesund.

På dén flyvning nåede de kun lige at rulle serveringsvognene 30 centimeter ned ad gangen, før det over højtalerne lød, at vi skulle blive siddende i vores sæder med sikkerhedsselen på, og at der på grund af turbulens ikke ville blive serveret noget på rejsen. Så lavede stewardesserne en trippende retræte og satte sig ned.
Heldigvis var jeg (næsten) ligeglad, for jeg sad ved vinduet og havde skyfrit udsyn til landskabet, der foldede sig ud under mig.
Snespættede bjerge, grønne fjelde, dybblå søer.
Jeg fik en barnlig og ulogisk følelse af, at stedet under mig var for fint til at styrte ned i.

Da jeg trådte ud i Haugesund, følte jeg mig derfor allerede meget bedre tilpas. Jeg missede med øjnene i solskinnet. Min regnjakke føltes helt malplaceret og mine fire uldtrøjer i kufferten overkill.

Fra terminalen gik jeg direkte ind i flybussen, hvor sjåfføren beroligende fortalte mig, at han ville stoppe ved Haugesund Sykehus. Snart efter lukkede bussen dørene og tog mig afsted ud i de ukendte vidder.

Jeg smilede for mig selv, og mærkede for første gang på turen, at eventyrlysten indeni rørte på sig.
Jeg var næsten fremme.
Rejse-strabadserne var veloverstået.

…

Jeg havde ingen anelse om, at de i virkeligheden kun lige var begyndt.

Vil du læse med næste gang, vil du se, hvad jeg roder mig ud i lige nu, eller vil du bare stalke – så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Jeg har nok aldrig været sådan rigtig i tvivl om, at jeg skulle prøve at arbejde som jordemoder i udlandet igen.
Siden jeg sad i flyet med en tåre stille trillende ned ad mine runder kinder og sagde et mentalt farvel til Ilullisat, har jeg tænkt, at det lå i kortene, at jeg ikke var færdig med at rejse.
At jeg på et givent tidspunkt igen tog jordemodergerningen under armen, kastede mig ud i det ukendte blå og med tilbageholdt åndedræt befalede vingerne, at nu skulle de bære.

Men derefter har spørgsmålene været mange:
Hvorhen? Hvor længe? Hvordan?

Jeg har både kigget på Læger Uden Grænser, Masanga Hospital i Sierra Leone, Grønland, ja, selv én af verdens mest isolerede øer, St. Helena.
Flere er stadig i spil og nogle lagt helt på hylden, men indtil videre er der i hvert fald lagt én destination i rejsemappen:

Om en uge skal jeg til Haugesund i Norge.

Og jeg glæder mig virkelig meget.
Det er bare en smuttur: to uger i juni og så igen to uger i august.

Og jeg vil sige det ligeud:
Jeg har taget det overdrevent køligt.
Herregud, har jeg tænkt.
Hvis jeg klarede 15 uger i Ilullissat – 5 uger som byens eneste jordemoder! – så tror jeg også lige, at jeg kan klare at tage til Norge i to uger.

Som en rutineret rejsende har jeg spurgt mig selv:
Hvad er det værste, der kan ske?

Og det er så her, at filmen knækker, for nu er det lige pludselig søndag eftermiddag og om præcis en uge sidder jeg og mellemlander i Oslo, og FØK hvad kan der ikke ske?
Her går min hjerne virkelig alle gemmerne i gennem for at kunne svare meget levende på spørgsmålet om, hvad der kan ske. Her er et par eksempler:

– Du kan dumme dig i lufthavnen! Husk batterier, for føk sake!

– Det kan være, at du overhovedet ikke forstår det norske sprog. (Notat til mig selv: “rart” betyder mærkeligt på norsk. Ikke spørge om det er rart at være i badekar og så flå damerne op af vandet, når de svarer nei)

– Det kan være, at du kommer en lillebitte smule tilskade i fjeldene… Please don’t!

– Det kan være, at alle dine kolleger synes at du er dum og inkompetent. (Kan du huske, dengang du kom til at vælte, da du skulle demonstrere hvordan den fødende skulle squatte? Hvad hvis alle dage, bliver sådan en dag?)

–  SHIT! Og din årsopgørelse til næste år! Det bliver jo noget rod med de udenlandske indkomster! Kan du stave til angstenssved?

– Kan du huske, at de ikke vidste, hvor du skulle bo de første tre dage, da du kom til Grønland? Og du fik det lillebitte værelse oven på sygehuset, med den skæve sovesofa og de gemte kondomer i bogreolen? Og du ikke vidste, at der var et køkken, så du levede af knækbrød og pulversuppe?
Kan det blive værre denne gang?

– Det kan godt være, at fjorten dage ikke er længe – men det føles nok sådan, hvis det er FOR-FÆR-DE-LIGT!

Og sådan blev hjernen sådan set ved; om og om igen.
Indtil jeg mindede mig selv om, hvordan jeg havde det på vej hjem fra Grønland sidste år.
Og så bad jeg hjernen noget så eftertrykkeligt om at holde kæft.

For hvem har brug for en pessimistisk hjerne, når man har en eventyrer boende i maven?

Ja, jeg spørger bare!

Og nu vil jeg koncentrere mig om at glæde mig, se en masse norske serier og pakke en ordentlig taske og så i øvrigt tage Norge med Elinesisk storm om en uge.

Wish me luck!

Følg det norske eventyr – det bli’r greit!- på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er
Sortpahvidt