… Og det har ferier til sydens sol også, er det lige gået op for mig.
I morgen gælder det pakning (som I måske har regnet ud ikke er en af mine yndlingsbeskæftigelser…) jeg har dog forstået at det skulle være lettere at pakke hjem end ud.
We’ll see about that!

Der er naturligvis sket en masse på fire uger, så her er ferien i tal:

Antal solforbrændinger: 1 (er nu indehaver af meget mystisk mærke på venstre ben)
Antal soltimer: 1000
Antal badeture: 500 + 2 udspring + 11 snorkleture
Antal utrolige opdagelser: 1 (man kan nynne mens man snorkler, say what!!!)
Antal overforspisninger: stort set hvert måltid
Antal hvepsedrab: 714
Antal gange jeg er blevet sammenlignet med Pamela Anderson i BAY WATCH: 1
Antal flash af bryst(er) og/eller numse i bølger: who’s counting?
Antal ægte nemesis-oplevelser: 1
Antal “mon det her egentlig går godt”-oplevelser: 16
Antal postkort skrevet, tegnet og sendt: 7 (hvoraf jeg kunne adressen med sikkerhed på 2)
Antal gange hvor jeg har grint så meget at jeg fik syre i kæben: 1 (men den var også RIGTIG god!)

Alt i alt, en ferie præcis som de plejer at være.
Perfekte.

Så øjnede højre hånd åbenbart mulighed for hævn, mens den tilsyneladende helt uskyldigt snittede løg.

“Vupti!” sagde det, og så sad der et lille snit i venstres tommeltot.

Ville bare ønske, at det var sket på et mere belejligt tidspunkt end midt i badeferien.
Der er jo noget sandt i, at det ikke er fedt at få gnedet salt i såret.
Det gælder også saltvand.

Kender I det ved ferier?
Trygheden ved ferieritualer?

Når man år efter år ferierer det samme sted og ved, at på anden/tredje dagen bliver man skoldet på et mærkeligt sted. På fjerde dagen er dit ansigt eksploderet i fregner. På sjette dagen er pulsen og aktivitetsniveauet faldet til minimum og du har banket samtlige familiemedlemmer i et hvert tænkeligt spil adskillige gange – feriespilleheld som du på ingen måde besidder derhjemme.
Og på niende dagen har du slået mindst tre insekter ihjel på din knallert; enten ved hovedstød, påkørsel eller (gisp) fatal åbenmundethed…

Det er traditionerne, og man klynger sig til dem, fordi de med deres gentagelser giver ro i sjælen.
Ingen panik, det er ægte sommerferie og alt skal nok gå.

Men hvad så, når traditionerne brydes?

Det er naturens vilje, at jeg bare skal blive megamegetmere brun end min søster.
Helt ærligt, hun fik babyfacet, det mindste jeg så kan få (sammen med min pels på armene) er da brun hud.
Men næææh, nej, nu er hun pludselig gennempumpet med graviditetshormoner og er åbenbart i gang med at mutere til neger!
Mens jeg, jeg er bare frøken blegmås. Man skulle tro, at solen bare har sendt ét blik i min retning og tænkt; “det dér, det er simpelthen for useriøst. Det gider jeg ganske enkelt ikke beskæftige mig med!”

… og så er jeg oven i købet blevet banket i familiespillene.
Hvis dét ikke giver grundlag for feriespekulationer, så ved jeg så sandelig ikke, hvad gør!

Ude i den videre verden, ligger der også en helt uudforsket verden.
Den er mig et mysterium, vi taler ikke bare på størrelse med at forstå det modsatte køn eller lære samtlige primtal. Nej, det her er adskillige niveauer over.

Men fra begyndelsen. Er velankommet til korfus (som ipaden her konsekvent vil have skal hedde konfus – mon det er et tegn??) himmelstrøg.
Forinden destinationen hed Grækenland, mellemlandede jeg dog i Milano, herligt!
Det skal I høre mere om.
Men altså, når man ikke kender nogle der bor i det land, man befinder sig i… Så bor man jo på hotel. Og det er måske noget, som de fleste har prøvet. Mange gange.
Men mig?
Not so much. Bliver derfor stærkt begejstret over sæber i miniaturestørrelse, papirtynde badehætter og senge, der er redt så stramt op at man skal klemme og vrikke sin udoksede krop ned i dem.

Det med daglig rengøring på værelset er jeg heller ikke vant til – og jeg må med skammen malet som en sort streg i panden indse, at der vist nok (helt sikkert) er en italiensk kvinde, der har flyttet rundt på mine grimme, prikkede trusser…
Jeg siger bare, at det der med hoteller, altså er en helt ny verden for mig.
Slet ikke til at finde rundt i.
Er meget mere komfortabel i den lille lejlighed i København, hvor der er to håndklæder at vælge imellem; det ene er tørt, det andet er ikke.
Man bliver jo forvirret, når man står i et mikroskopisk badeværelse, med hundrede håndklæder i firs forskellige størrelser.
Så forvirret, at man ender med at tørre sin krop i hvad, der viste sig at være bådemåtten.
Det kan ikke anbefales.

Så går turen ud i verden, men bare rolig, bloggen går med.
Måske finder jeg endda en måde at få lagt et par tegninger op. Og ellers så må vi vist tilbage til det malende sprog…

Apropos ud i verden, så forstår jeg overhovedet ikke, hvordan det år efter år kan komme bag på mig, hvor kompliceret en gerning det er at pakke.
Går altid helt i panik; spurter rundt og køber tøj, der ligner noget jeg har i forvejen, pakker ting, jeg aldrig kommer til at bruge og glemmer ting, man absolut skal bruge…
Sidste år var det shampooen, gad vide, hvad jeg glemmer i år?

Nogen, der sidder inde med gode pakkefif? Med min pakke-metode har jeg faktisk brug for ferie for at pakke til ferien.

Næste spændende blogindlæg kommer fra korfu, og kommer helt sikkert til at omhandle ting, jeg skulle bruge, men som sikkert ligger hjemme på sofabordet.
Glæd jer!

Farvel, farvel praktik.

Mig og min jordemodergejst kommer tilbage til december.
Vildere, klogere og måske en smule mere i julestemning.

Lige nu står den på juli-stemning, sol, sommer og tid til at barbere ben. 
Måske smækker jeg endda lidt neglelak på undertegnede.
Ikke fordi jeg er tosset med neglelak.
Men fordi jeg kan.