Faldt en lillebitte mikrosmule i.

Nåh, men så gik der lige to-tre uger uden brød, ris, kartofler og andet stivelsesagtigt.

Det var sgu da meget fint.

Troede, at jeg lidt styrede det der LCHF.

Jeg synes egentlig ikke, at det var så slemt. 
Hertil skal tilføjes, at på en fødegang er der næsten ALTID kage et eller andet sted. Vi fiser rundt i travle vagter høje på adrenalin og søde sager.
Men nu lukkede jeg øjnene og tænkte i stedet på min flødesovs.
Måske var jeg endda blevet sådan én type her:

image

Men det var kun indtil i går.

Jeg skulle have bagværk med til et socialt arrangement.
Og mine scones duftede ud i hele lejligheden og smøg sig om mine næsebor som kælne katte.

image

Og okay.

Jeg faldt i.

Men til mit forsvar må jeg sige, at man jo ikke kan dukke op med noget, man ikke ved om smager godt, vel?
VEL??

Godt.

Jamen, så er vi helt enige.

Men okay. 

Jeg havde måske behøvet at smage fem styks for at føle mig sikker…

Hvad hovedet er fyldt af…

Forleden morgen cyklede jeg sædvanen tro hjem fra en nattevagt, mens hjernen kværnede derudaf.

På de lidt for mange kilometer hjem der er fra hospitalet, kan jeg virkelig nå at komme vidt omkring.

Det gør jeg bare ikke.

Det er nogle virkelig mærkelige og intetsigende ting, der rumsterer rundt i mit hoved.

Skal vi se et afsnit Sex & the city, inden vi sover?
Har vi noget derhjemme, der minder om aftensmad?
Kunne man printe en t-shirt med teksten:
“HEY, jeg har været i nattevagt”?
Bare så folk vidste, at man altså ikke normalt stod op og lignede lort?

Men inden jeg når hjem, sker der altid ETELLERANDET der bringer os frem til det uundgåelige.

Her er et eksempel fra min sidste cykeltur i tankerne:

“dumdadum…. kun fjerde gear, seriously? Hov, der er en kanin. Mærkeligt sted at se en kanin. Midt ude i ingenting. Ikke engang i en indhegning. Er den stukket af? Eller…?”

Og mere skal der ikke til for at jeg har “Vi’ de vilde kaniner med meget lange ør’r” på hjernen resten af dagen. Selv efter jeg har sovet.
Til trods for at jeg ikke kan mere end dé linjer.

Sværger på, at dette må være hvordan lagerpladsen i min hjerne er prioriteret…

Hvad fylder i jeres hoveder?

Weekend, måske?

Bare ved tanken begynder min hjerne jo at synge “SÅ’ det weekend og så skal vi rigtig ud at drikke os fulde….” 
For føk.

Ord om at mærke efter

I sidste uge gik noget op for mig.
Jeg troede, at jeg var god til at mærke efter.
Jeg troede, at jeg var god til at passe på mig selv.

Men det gik op for mig, at skønt jeg mærkede min krop, var det de helt forkerte ting, jeg mærkede efter.
Var flittigt opmærksom på, om jeg følte mig stresset på arbejdet, om jeg havde svært ved at sove, om blodtrykket steg og overblikket svigtede.
Sådan havde jeg det ikke.

Det var ikke kroppen, men humøret der sagde fra.
Når du hver dag giver en stor del af dig selv på dit arbejde, men altid ville kunne give mere – komme nogle timer før, gå nogle timer senere, have været hurtigere, varmere, mere effektiv – så kommer det hurtigt til at blive dit ansvar alene, at vide, hvornår du er fyldt op… eller måske i mit tilfælde tømt ud.

For nærmest fra den ene dag til den anden blev mit humør et andet.
Jeg følte mig afsindigt tyndhudet. Der var meget kort fra grin til gråd og en sten på vejen syntes som et bjerg. Et kæmpe, uoverstigeligt bjerg.

Det var jo ikke fordi jeg som sådan var blevet stressramt, men jeg fik sgu nok lige en lille forsmag på, at hvis jeg ikke stoppede op nu, kunne følelserne her meget nemt tage overhånd og sætte sig fast.

Vi lever i en verden, hvor vi virkelig lovpriser dét at give ethundrede procent – men hvorfor egentlig ikke give firs?
Eller halvtreds?
Og så bare være… mere tilfreds? Gladere?

Den sidste uge har jeg skruet ned for arbejdet og op for mig selv.
Det betyder, at jeg har lavet ting, jeg ellers har gjort.
En afart af husmor er flyttet ind.
Så ved man altså lige, at man er blevet meget voksen, skulle jeg hilse at sige.
Glas med hjemmelavede pestoer, marinader, kyllingefonder og piskefløde stabler sig op i mit køleskab.
Jeg har muntert givet opvaskemaskinen en særlig rens, jeg har købt blomster, spist frokost ude og forkælet mig selv.
Og det har hjulpet.

Har du mærket efter din krop i dag?
Tør du?
Husk på følgende:
Sluk telefonen, syng i badet, ros andre og dig selv, og gør noget der gør dig glad og glem rodet.

Og hvis intet af det andet hjælper på humøret, så vid, at jeg engang har været nanosekunder fra at sende et glas lunken vand ned til laboranterne i den tro, at det var tis.

Ikke nok?
Okay.

Jeg er også engang gået rundt en hel dag på stranden i en bikini, der var udslidt og gennemsigtig (ja, altså, jeg vidste det selvfølgelig ikke) og en meget lidt trimmet busk.
Og jeg lever endnu.
Om ti år er det måske endda en sjov historie…

Tænkte tanker #2

Mit hoved er ikke blevet mindre rodet den sidste uge.
I skal naturligvis ikke snydes for et eksklusivt indblik i de tænkte tanker:

(På vej hjem fra arbejde)
– For føk! Var det ikke i dag, at ham Brunata-manden skulle komme?

– Har jeg mon på mirakuløs vis IKKE efterladt én eller anden form for snavset undertøj i mit soveværelse? Pretty please.

– Brunata-mand har helt sikkert været her

– Det der LowCarbHighFat føles altså lidt forbudt.
På sådan én jeg-burde-ikke-elske-ham-fordi-han-er-en-bad-boy-måde.

– Når man græder på den grimme måde, hvor din stemme lyder som en teenagedreng i overgang og dit ansigt ligner en overmoden tomat, ville jeg ønske, at jeg var sådan én, der bare ikke græd.

– Jeg løber i morgen.

– Jeg cykler i morgen.

– Endomondo er dum.

– Vejret er flot. Jeg cykler i dag.

– Halløj piskefløde og fuldfede oste, kom og fest i min krop!

– Hvorfor er det så svært at få det rene vasketøj OP fra vasketøjskurven og IND i klædeskabet.

– Godt at jeg tog mine tynde strømpebukser på til denne lillebitte cykeltur på 12,3 kilometer. Ekstragodt, når nu det regner.

– Hvor gammel skal man være, før man må opgive kærestedrømmen og gå direkte til kattedamebegynderkittet? Og er det en glidebane, at jeg allerede er i gang plantedamekittet?

– Hvem har også brug for mænd?
Spiralfrugtblomster er jo vildt flotte.

– Jeg har brug for en mand. Han skal tage sig af SKAT og alt andet med økonomi. Så kan jeg være den sjove i forholdet.

– Men når nu mand ikke er her endnu, er bøf stroganoff et meget fint substitut.
Med fløde og hele svineriet…

Det var et fint lille udsnit af en uge med lidt for mange efterveer oven på nattevagtsugerne.

Flæbuenza er forresten næsten væk – tror jeg.
Kan fortælle, at afslapning og egoisme hjalp.
Og fløde.

Negativ væskebalance

Jamen, altså, hvad skal jeg sige?

Jeg ved ikke, hvad der sker for mig. Bare, at jeg de sidste par uger har tudet mere end jeg normalt gør.
Jeg har grædt over a l t.

Hverdag. Job. Løb. Krop. Glæde. Over at græde. Dumhed. Uretfærdighed. Stumhed.
You name it – jeg garanterer, at det er noget jeg har hældt salte tårer ud over (nogen) inden for den sidste rum tid.

Og inden der er nogen, der får “gode” ideer. Så er jeg altså ikke gravid.

Må ganske enkelt have fået flæbuenza.
Det er lidt ligesom maveinfluenza bortset fra den vigtige forskel, at hvor maven ikke kan indeholde noget som helst i førstnævnte, så kan hverken hoved eller øjne indeholde noget som helst i sidstnævnte.
Tror nærmest, jeg har har dehydreret mig selv.

Det er sgu noget værre noget.

Derfor tror jeg også, at det er bedst, at jeg bruger det meste af min tid i den kommende weekend sådan her:

Kroppen skal jo have hvile for at restituere.
Og man ved jo trods alt ikke, om det smitter.

Højt at flyve, dybt af falde. Meget dybt.

Okay.
Jeg har jo gået og småblæret mig med fremskridtene på løbefronten.
At jeg har løbet fire og endda for nyligt FEM kilometer!
Og uden at være sådan særlig langsom.
Er en løbeperson – who would have known!

Har faktisk strukket mig så langt, at jeg har tilmeldt mig et decideret løb om en måned.
OVEN I at jeg jo også træner op til den der triathlonting.

Well, jeg går jo også og blærer mig med, at jeg vil dele op- og nedture med jer her på bloggen, så her kommer én erkendelse om sidstnævnte:

Efterhånden som jeg øger distancen på løbeturene, er jeg dog blevet lidt uopfindsom når det kommer til, hvor jeg skal løbe hen.

Da jeg ikke er ejer af en smart smartphone har jeg nemlig bare løbet med min skridttæller og pulsmåler, så jeg har ikke haft den store inspiration til at udvælge ruter på forhånd.

Men så i dag tænkte jeg, at jeg da kunne installere Endomondo på min iPad (ja, jeg løber med min iPad. Har den endda i en lille lilla rygsæk. Sej ser jeg ud.), og kigge på ruterne.
Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke behøvede at være online, for at app’en kunne fungere – og det der med, at en kvinde lige kunne poppe op i mine øre og fortælle mig, hvordan det gik, det lød sgi da smartere end at trykke og fumle rundt på skridttælleren!

Så tændte jeg for Endomondo og “kastede” mig ud over stepperne.

Musikken bimlede derudaf.
Jeg startede med at følge min sædvanlige rute, hvor jeg kender distancen for de første par kilometer.

Men hov.
Der var vist noget galt.
Øre-damen havde glemt mig.
Ikke et ord sagde hun.

Pisse-app, tænkte jeg og løb videre.

Men så pludselig.
Lød en bebrejdende stemme:
“One kilometer in what-the-fuck-do-you-call-that-running-time??”

Skævede til skridttælleren, der som en lidt for “opbakkende” forælder forkyndede, at nej, nej, jeg havde da løbet MINDST enkommaotte kilometer.

Så løb jeg lidt og tyggede på den.
Kunne Endomondo mon være uberegnelig og løgnagtig uden at have fået sagsøgt en vis legemsdel ud af bukserne?
I don’t think so…

Og så løb jeg lige ind i vaskeægte mismod.

Da jeg kom hjem storløj skridttælleren 5,4 kilometer, mens Endomondo rullede rundt på jorden storgrinende og brølede 4,2.

Føk.
Føkkedifukføkkeføk!!!

Jeg kan slet ikke løbe så langt, som jeg troede.
Farvel fem kilometer! So long god kondi!
Say hello to pisselangsom og hans ven megaindbildsk!

Endomondo må svare til løbets Blachman.

Jeg blev så skuffet over mig selv om mine evner – eller mangel på samme – at jeg måtte gå i bad, for lige at græde mine frustrationer ud.

… Det viste sig så alt for sent, at afløbet var stoppet, og jeg i mine snotbefængte tanker havde forvandlet BadeværelsePåAmager til KøgeBadeLand.

For føk sake, Eline!

… nu mangler vi bare, at finde ud af, at jeg slet ikke cykler 12,5 kilometer til arbejde, men kun fire.
Og at jeg ikke kan svømme…

Tænkte tanker #1

Det er absolut ikke nogen hemmelighed, at min hjerne halvfems procent af tiden er rimelig f’ed up.

Hvor slemt kan det være, tænker du?

Jo, se, hvad jeg har tænkt den forgangne uge:

– Er man for træt eller for dum, når man betaler med kontanter og siger “på beløbet, tak!” ? Eller begge dele?

– ER der overhovedet noget, der rimer på kartofler? Sådan rigtigt?

– Hvorfor vokser numse tilsyneladende af løb – og kan den stoppes?

 – Hvor længe kan man blive ved med at glemme at købe toiletpapir?

– Hvor hårdt skal man slå sig selv i hovedet, når man kommer til at sige til en fødende, at pressefasen tager tid fordi “Der heldigvis ikke har været noget af den størrelse igennem dernede før.” TrættEline er jo sygt dum og upassende.

– Shit. Jeg tror, jeg føler… LYST til at løbe. Er blevet sådan én person. Én eller anden. Skyd mig.

– TrættEline og FuldEline har noget tilfælles. De er pissenærige. 

– Ville være sådan én der hele tiden græd, hvis jeg var med i Den Store Bagedyst.

– Vi gør rent i morgen. Eller i næste uge. Måned. Jeg mener, måned.

– Hvorfor bilder jeg mig ind hvert forår, at primulaer fra fakta IKKE vil dø en langsom og pinefuld død i min stue?

– Du skal ikke komme til at kalde den fødende for Gudbjørg.

– Stop nu for føk sake med at kalde den fødende for Gudbjørg!

– Bare stop med at tale. N u .

Så slemt står det til. Men det er også efter mine mange, lange nattevagter…
Til GENGÆLD….

….. er det ikke helt så bekymrende, som da jeg i en lidt for høj alder overvejede, om blinde ikke måtte køre bil? (!!!)
Og oven i købet syntes, at det var tarveligt, at de ikke måtte få kørekort.

Fucked up halvfems procent af tiden.
I promise you.

Mon de i virkeligheden hader mig…?

Okay.

Apropos hvordan man ser ud på arbejdet (læs, om man fx har to forskellige sko på – men perfekt make-up), så fik jeg forleden et par billeder fra et par jeg havde født med.

Altså.

De var allesammen med mig i centrum. 

Det var jo meget sjovt at se. Og mens jeg stod og kiggede på dem, kom et par kolleger og kiggede med.

image

Selv skulle jeg lige til at slå en latter op og sige noget i stil med:

“Hold da k…! Hvor SER jeg bare ud her / Sikke en forFÆRdelig fedtet hårdag! / pppuuuuuh, gud, hvor kan man få mange dobbelthager i den vinkel”

Da mine kolleger kom mig i forkøbet. Men istemte:

“NEJ, nogle gode billeder af dig / Ej, hvor ser du bare godt ud dér / flot hårdag!”

At det skulle være gode billeder af mig, gør mig noget bekymret for hvordan jeg normalt ser ud.

… og dén løbetur jeg egentlig havde besluttet mig for at springe over, kommer nu alligevel op til revurdering….