Ikke en bondekvinde in spe

Det er det samme hvert år.
Når mine forældre tager deres månedslange ferie til Grækenland, forvandler jeg mig til trofast huspasser.

Det er den klassiske rumle. Vande katten, tømme planterne og fodre postkassen.
I teorien er det så simpelt. Og i praksis slet ikke. Det burde tage ti minutter, men alligevel finder jeg mig selv nærmest flytte ind.

For det første, er det som om, der kommer nye tilføjelser til hjemmet hvert år:

image

Vupti, et voliere med kanarier og vagtler og hups et par krydderurter ved siden af pelargonierne. Sidste år fandt jeg så mig selv kravle rundt på alle fire og binde tomatplanter op. Kan I huske, hvor varm juli var sidste år? Jeg endte med at have tomater op til begge ører, og måtte gå rundt som en pusher og afsætte dem til hvem som helst:

Pssst. Ja, dig dér. Skal du have en tomat? Bare et kilo. Sværger, mand, det er gode varer. Ta’ to kilo, for helvede! Så bare prøv én, så ved du at det er the shit! Ama’r halshug, du.

Nåh, men i år er tomaterne blevet udvidet til højbede, der mest af alt ligner en jungle, og jeg tør ikke luge ud i det – for helt ærligt, jeg kan ikke se, hvad der er meningen, der skal være der! (jeg kom engang til at fodre fuglene med alle min fars valmuer, så jeg lyver ikke…)

Og så er der kommet høns! Ikke én eller to, men tre! Og de lægger æg som du må kravle rundrygget rundt og samle op, mens du husker, at din far – ikke én – men TO gange fejlagtigt er blevet smækket inde i hønsehuset, og frygter en pinlig død blandt tre kaglende høns. Og nu skal jeg så til at pushe æg i år, kan jeg se på det hele.

Katten og blomsterne burde være helt ligetil, men katten er blevet virkelig kontaktsøgende og truer med at amputere mine lægge, så stramt den vikler sig om dem. Det dyr er en omvandrende faldulykke waiting to happen.
Og som om det ikke var nok, så er der eddermugme kommet larver i blomsterne! Og de ikke bare ødelægger planterne, de er også virkelig ulækre, skriggrønne og kæmpefede af alt det de har smovset i sig. Har været nødt til at lave isolationszoner, så de befængte planter ikke smitter de andre.

… og apropos ting du ikke har lyst til at røre ved – så har jeg lige opdaget, at der er snegle i højbedet, for crying out loud!

Jeg har for nyligt tænkt, at min største fejlbedømmelse af mig selv, da jeg var barn, var at jeg på et tidspunkt elskede så meget at gøre rent, at jeg ville være rengøringskone…
… nu ved jeg, at jeg tog fejl. Det var helt sikkert bondemandsdrømmen!

Monday morning had me like: here’s a cookie. Fuck you.

Første arbejdsdag tilbage fra ferien.
Måske havde mandag morgen hørt mig, da jeg proklamerede, at jeg ville gå ud og gøre alle de små ting og var helt vildt frelst – i hvert fald, havde dagen i dag besluttet sig for, at den primært ville gøre alle de irriterende/stressende/forvirrende ting. Krydret med uventet godhed. Og s å tilbage til det onde.

Her er hvordan min dag forløb:

5.25 Vågner. Eller. Prøver. Det eneste, der holder mig fra at gå i koma, er at jeg i nat kom til at drikke fem-seks glas vand for meget, og min blære nu føles som om den er på størrelse med en halvanden liters sodavandsflaske.

5.29 Nej. Må. Tisse. Nu.

5.31 … hvor længe kan dét her blive ved? Men man må jo ikke presse blæren. Ikke godt for bækkenbunden.

5.32 Fy for f ø k! Verdens største edderkop spankulerer rundt på badeværelsesfliserne! Hvis ikke jeg skal være tvunget til at brænde min lejlighed ned, må jeg dræbe den nu! *Tager og krøller 8-10 meters toiletpapir af frygt for at komme i direkte kontakt med dyret*

5.35 Stå tille dit lodne bæst, vi er nogen, der prøver at dræbe dig med trusserne nede om anklerne – og som desuden ikke fik tisset færdig.

5.36 Ned i toilettet med dig og dit toiletpapirshelvede, klammokop!

5.37 klammokop har vundet. Toilet nu stoppet. For føk sake, Eline.

06.10 Afsted på arbejde. Overvejer virkelig at tage bussen. Himlen er grålig. DMI siger dog først regn i aften. Føler mig både overskudsagtig og morklog, da jeg tager cyklen o g er iført min regnjakke – just in case.

06.20 Det regner. Det regner fandme. Okay, fint nok, havde jo været forudseende og iklædt mig min fikse regnjakke. Luften og dråberne er faktisk ikke kolde. Bliver bare frisket op på den dér Pocahontas-måde.

06.30 JaJa. Dråberne er måske noget tunge i det, men helt ærligt, det er fint. Helt fint.

06.31 Himlen åbner sig over mig. Den har drukket fyrre millioner liter vand i går, og jeg sværger, at den kaster det hele op udelukkende på mig.

06.45 Hår drypper. Tøjet klæber. Skoene svupper. Og sokkerne kan vrides. Jeg går mod omklædningsrummet med kropsdele, der helst ikke vil røre hinanden. Strittende, kolde fingre. Spredte ben. Og fik jeg nævnt, at numseindlægget i mine cykelshorts vist har suget en del? Godt så.

07.05 Står og er ved at hænge mit drivvåde tøj op på et badeværelse på fødegangen, da telefonen ringer. Afdelingsjordemoderen? Det var skida noget sent at bede mig møde ind før? Femogtyve minutter, really?

07.06 Not really. Der er en hjemmefødsel. Jeg er åbenbart hjemmefødselsjordemoder i dag. Kunne have sparet mig de sidste fem kilometer af min cykeltur – for slet ikke at nævne mit opkastbad…

Kan vi være enige om at tirsdag morgen skal være bedre? Godt så!

De små ting

Så er jeg tilbage på bloggen, og for dem, der ikke kan gætte det, betyder det, at jeg også er tilbage fra ferie på min græske halvfødeø. (Her vil jeg forresten lige indskyde, at man ikke mærkede noget som helst til den græske krise på den lille ø. Så hvis du har siddet og bidt negle fordi du har en kommende græsk ferie, der er købt og betalt, så vil mit råd altså være; stop med at bide negle og glæd dig til din ferie 😉 …)

Nåh, back on track.

Ufff, det er noget af en kamel at sluge. Dét der med at det var det. Ferien er slut.
Da jeg i går aftes var på vej til lufthavnen, havde jeg en ubændig trang til at hive en plasticstrip op af inderlommen, surre mig fast til den nærmeste palme og skingre “I kan tro nej! I får mig fandme ikke op på det lortefly! Jeg tager eddermugme ikke hjem til regn, travlhed og vrisne mennesker – heriblandt mig selv!”

Men det var mig, der måtte tro nej.
Klokken 5.55 landede flyet i Kastrup, og lossede mig ud i den kolde virkelighed med en isnende vind blafrende mellem mine bare, blege ben. Da jeg en halv time efter fandt jeg mig selv og min blå kuffert på vej til bussen, føltes det hele som en drøm. Havde jeg været på ferie, eller var jeg på vej? Jeg blinkede heftigt med øjnene, som om det ikke alene kunne få mine klistrede kontaktlinser til at makke ret, men også tage mig tilbage fra hvor jeg kom. Hånden på hjertet, jeg havde faktisk lyst til at tude ved tanken om at skulle tilbage på et arbejde, hvor dit hurtigste ofte ikke er hurtigt nok, hvor sparekniven rasler som efterårsløv og det store billede efterhånden er så stort, at du selv kommer til at føle dig meget lille.

Mens mig og min kuffert begge trillede så hurtigt vi kunne med vores ekstra ferievægt, fik jeg øje på bussen. Åh, den kunne lige vove på at køre for næsen af mig! Jeg satte farten op, snublede over en skæv fortovsflise og følte mig dum. Men så gik det op for mig, at chaufføren allerede havde spottet mig – og oven i købet havde slået dørene op for mig.
Jeg løftede gryntende det blå spetakel op i bussen og mærkede flyfedtet gøre min hud skinnende og håret klistret. Jeg følte mig lidt ussel. Men chaufføren kiggede bare på mig, smilede og sagde:

“Så er ferien slut!” Nærmest proklamerende. Fedt, tell me about it!
“Åh ja.” Prustede jeg trist og tilføjede:
“Øv.”
“Jamen, velkommen hjem!” Storsmilede han. Han mente det.

Han spurgte interesseret om, hvor jeg havde været og om det havde været en god ferie. Og så fik vi os en lille smalltalk.
Det har vel varet… to minutter, måske halvfems sekunder, men det var alt, hvad jeg havde brug for. At nogen bød mig velkommen hjem. Smilede.
Så tak, buschauffør, som jeg endda vinkede glad til som en lille skolepige, da jeg steg af bussen. Tak, fordi du med en lille gestus, vendte mit kulsorte humør og mine tanker om hverdagen ethundredefirs grader. Og måske bliver det for filosofisk nu, måske har jeg simpelthen fået for lidt søvn i dag og måske er det steget mig til hovedet – og så beklager jeg selvfølgelig:
Men dét, at chaufføren ikke bare kørte mig fra A til B, mindede mig om, at ja, jeg er bare er en lille tand i et lille tandhjul på en stor fødefabrik. Men derfor kan du stadig være tandEN, for dem du møder. Og i virkeligheden har jeg det måske fint med at være en lille tand, der hver dag kan gøre de små ting. Som kan gøre en stor forskel.
Det gjorde det i hvert fald for mig i dag.
Så værsgo’; tag hvad du har brug for:

image

Når alt kommer til alt, handler det jo om at sprede glæde hvor man går – og ikke når man går.

God gråvejrslørdag!

Blog off

okay.

så er vi nogen, der har hørt, at mit fædrene land er i nogle bittesmå, ubetydelige økonomiske problemer. Den slags må man jo tage hånd om.

så de næste to uger vil jeg befinde mig på min fars fødeø. Her vil jeg se brandgodt ud til familiebrullup, klukke rundt i en vandkant og naturligvis ikke blive så meget som et milligram brun.

jeg vil desuden forsøge, at indhente al den alkoholpromille man går glip af, når man arbejder hver anden weekend. For fanden. For økonomiens skyld, ikk’?

derfor holder jeg nok lige en lille blogpause. Det er jo så svært at ramme tasterne, når man både skal tylle hjemmebrygget hvidvin, bestille en mojito og finde en position, hvor numse ikke tager sig stor ud

imageOg let’s face it; vi ved jo heller ikke om grækerne (og dermed jeg) vil blive ved med at være online…

over and out! For nu.

 

 

 

Don’t poke the bear. Just don’t.

Altså.
Nattevagter er en naturlig del af arbejdet på en fødegang, og de kan være ganske fine. I hvert fald i mit hoved. Men min krop er begyndt ikke at være helt enig.
Den gør knuder, vrider sig, opfører sig mærkeligt.
Jeg bliver forvandlet til en irritabel zombie, der enten spiser alt hvad der er i en kvadratkilometers radius – eller ikke indtager andet end cola og the. Jeg bliver gnaven som bar pokker, og hvis jeg ikke siger noget, er det nok bedst, at andre heller ikke gør det. I hvert fald ikke taler direkte til mig, men bare lader mig sidde at sumpe. Det er ikke i eller efter nattevagter, at de store tanker bliver tænkt – så meget kan jeg afsløre.

Det var sådan, jeg sad og tænkte, da jeg skulle hjem med taxa efter min nattevagt nummer to her til morgen.
Klokken halv seks – åh, det hårdeste tidspunkt i en nattevagt – var jeg blevet kaldt ud til en hjemmefødsel. Det hele var stille og roligt gået i gang, men var stadig i opstartsfasen da jeg kom til hjemmet. Jeg puttede familien og havde selv lyst til at stjæle en dyne og krybe til køjs lige her og nu, da jeg ringede efter en taxa og ønskede familien held og lykke, og begav mig ud i morgensolen.

Jeg var så udkørt, at jeg følte mig millimeter fra at blive til en flydende substans. Jeg følte mig heller ikke helt på toppen; maven rumlede og jeg havde virkelig kvalme.
Derfor afveg jeg fra mine taxa-rutiner, og satte mig på forsædet/snakkesædet i taxaen. Jeg tænkte, at lidt smalltalk om vind, vejr og formentligt babyer, kunne aflede mig fra mit ubehag.
Men ak, jeg skulle opgive mit efternavn da jeg bestilte taxaen og da det gik op for chaufføren, at jeg var halvgræker, ville han føkme tale politik! Den græske krise. Ting man ikke orker at tale mere om. Nogensinde.
Jeg prøvede at glide af på emnet. Nej, det var noget værre noget dernede. Nej, det så ikke godt ud. Nej, jeg synes ikke at Tsipras var den kvikkeste mand i økonomiskuffen. Men oh skræk oh ve – det syntes taxachaufføren, at han var og SÅ begyndte han ellers at diskutere. Jeg følte – lige dér i nattevagtens vold – at jeg havde to reaktionsmuligheder:

1)

imageEller 2)

imageJeg tror ikke, at chaufføren aner, hvor tæt han var på mulighed nummer to og en alt for tidlig verbal død.
Han gav mig bare en lang påtale om at involvere mig i mit land, da jeg valgte mulighed nummer 1.

Da jeg krydsede gaden på vej til min lejlighed og han gennem det nedrullede vindue råbte efter mig:
“Då skal da se fjærnsyn! Tal med din far om Grækenland!”
Var jeg meget tæt på at eksplodere. Er der ikke en parole om, hvilke emner, der hører indenunder smalltalk? Er vi ikke enige om, at den ikke kan rumme politik?

… og taxachaufføren lever videre. Lykkeligt uvidende om, at han i dag var nanosekunder fra et frontalt sammenstød med en sovende bjørn.
Med virkelig dårlig nattevagtsånde.

 

 

Den opmærksomhedssyge tvilling

I torsdag tog jeg til lægen.
Havde mærket en knude i lymferne på min hals, og efter at have set det lidt an, tog jeg op til min læge. På arbejdet begyndte vi at joke med, at jeg måske havde en g(l)emt tvilling siddende.

Men lægen kunne ikke umiddelbart se tegn på nogen infektion, og hun var vist heller ikke sådan til at joke med.
Hun kiggede bare på mig med et alvorligt blik og sagde, at “knuder skal man jo tage seriøst”. Jo tak, så kommer man da lige ned på jorden og ind i bekymringens vold, skal jeg hilse og sige.

Nåh, men fredag kom og gik og lørdag ligeså, og min tvilling virkede ikke som om den havde tænkt sig at gøre noget lignende. Men så i går var der tydelig bedring. Tvilling skrumpede – både i størrelse og i irritation. Kunne atter dreje hovedet og se efter andre cyklister, når jeg var ude at cykle. Fremgang.

Talte med lægen i dag, der dog stadig syntes, at jeg skulle have tvillingen tjekket hos en øre/næse/hals-læge.
Ok. Så.
Tog min far under armen (mere voksen er jeg så heller ikke) og drog op til doktormanden. Frygtede ikke besøget denne gang. Dels fordi jeg havde på fornemmelsen at Tvillingen var ved at skride, og dels fordi jeg jo allerede havde været igennem blodprøverne, som måtte være i den værre ende af, hvad de kunne finde på.

Troede jeg.
For så stiftede jeg bekendtskab med:
Næsekikkerten.

image

 

Fi for pokker for en frækkert!

Hvis der nogensinde er nogen, der prøvet at putte én af de tykkeste spaghettier ind i sin næse og blevet ved med at trykke den længere og længere ind, indtil den var godt på vej ud af din mund, så ved vedkommende nogenlunde hvordan næsekikkerten føltes.
Jeg følte mig som et lille barn, der bare blev helt stiv i kroppen, glemte at trække vejret og derefter både hostede og hakkede og græd ufrivillige tårer, mens en rolig læge siger:
“træk vejret helt normal og sig “iiiiiiih”
Selv efter spaghettikikkerten var lagt langt væk havde jeg en fornemmelse af at snotte ud af næse, øjne og hals.

Men det gode overstråler heldigvis langt det ubehagelige ved at føle en orm besøge næse/hals-regionen;

Nemlig at Tvillingen bare lider af opmærksomhedssyge.

Måske var det alligevel powershoppingkuren, der virkede?

Det er nok bedst for alle…

… at jeg har fri i dag.

image

 

I hvert fald taget i betragtning, at jeg lige har brugt x minutter på at finde ud af, hvor min venstre kontaktlinse var blevet af.

Indtil jeg til opgav, ville smide den enlige højre linse ud og tage hul på et nyt sæt og fandt ud af, at jeg uden at på nogen måde at registrere det, allerede havde taget den venstre linse på.

Den sad bare i det højre øje.
Sammen med den højre linse.

Tog tvillingen til lægen

ok.
Jeg har nok altid haft et noget anstrengt forhold til læger. Altså, ikke alle læger. Bare min læge. Måske har det noget at gøre med, at dengang jeg fik konstateret diabetes som fem-årig, startede det hele også med noget, der syntes som et harmløst lægebesøg. I hvert fald; uanset årsag, så har jeg det altså ret stramt med lægebesøg.
Det starter allerede i venteværelset. Selv dengang jeg bare skulle have en læge-erklæring til mit kørekort, sad jeg derude og svedte og følte mig meget skidt tilpas! Jeg kigger ned i nogle intetsigende magasiner, og foregiver at læse, mens jeg i virkeligheden stirrer rundt på alle de andre og tænker på, hvad de fejler, hvad jeg mon fejler og overvejer, om jeg ikke bare skulle klaske cykelhjelmen tilbage på hovedet og styrte hjem igen.

Sådan havde jeg det også, da jeg i eftermiddags sad og ventede i en slidt træstol hos min læge. Lægecenteret ligger inde på et plejecenter. Allerede hér tøver man jo lidt. Er lægerne tvunget til at få patienter på den måde, at de bor et sted, hvor folk fysisk ikke orker at søge længere væk for at få lægehjælp? Er det lukrativ tænkning?
Nåh, men det gode var i hvert fald, at de ældre trænede i ét af de tilstødende lokaler og de høje hep og “kom så!”, virkede motiverende også på mig. Så jeg blev siddende.
Skævede til den eneste anden, der ventede. Hun havde sin cykelhjelm på. Hvorfor? Var hun kun lige kommet? Var den gal med balancen? Eller var hun ligesom jeg kun et bøh! fra at styrte ud?
Jeg ved ikke, hvad der var med hende, men da lægen kaldte, fulgte hun bare med. Med hjelm på og det hele.

Personligt, havde jeg i knap to uger gået rundt med en øm knude på halsen – kærligt omdøbt min indegroede tvilling – og da den ikke ser ud til at have tænkt sig at smutte, måtte jeg jo se i øjnene, at et lægebesøg var på sin plads.

Havde ikke set min læge, Marianne, før. Hun virkede lidt forpjusket, som hun stod dér og bad mig tage plads, mens hun med øjnene ledte efter min tvilling.
“Ja, det kan jeg godt se,” sagde hun og følte om min hals på en måde, der ude af sammenhæng kunne minde om kvælertag.
“Ja, det er nok noget med lymferne. Åbn op.” Fattede lidt sent at det var munden hun mente. Åbnede op.
“Haft ondt i halsen? Forkølet? Knuder andre steder?”
“Nej. Nej. Nej.” Svarede jeg pligtskyldigt.
Jeg troede, at det værste ved mit lægebesøg – for både mig og Marianne – var, da hun lige ville mærke om der var knuder andre steder og pludselig måtte tage mine utroligt svedige armhuler under kærlig behandling.
Men. Det blev værre. Blodprøver. Med nitten år som diabetiker burde jeg jo være immun, men det er jeg ikke, og jeg havde slet ikke overvejet blodprøver. Føk.
Jeg kiggede påtaget kækt ned af mine virkelig blege arme, og sagde serviceminded, at min højre plejer at være bedst, og udpegede endda den fætter, jeg synes hun skulle prøve.
“Nogle gange (læs altid) er jeg lidt svær at stikke…” forklarede jeg spagt.
“Ja, det kan jeg se,” erklærede Marianne.
“Det er i hvert fald ikke ligefrem fordi de springer ud i hovedet på mig. Jeg stikker nu. Mh. Hm. Hmf. Nåh. Den vil ikke Vi prøver den anden”

Da jeg ti minutter senere forlod lægeklinikken i al hast med tape og vatdutter på begge arme, følte jeg mig ikke ligefrem bedre tilpas. Men puh, det var i det mindste overstået. Marianne sagde hun ville ringe mandag. Formentlig er det nok en infektion. Selvom besøget nu var overstået, følte jeg mig stadig ikke helt på toppen.

Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg bagefter skulle ud at shoppe. Ferien lurer jo lige om hjørnet. Men først var det som om, at jeg ikke lige var i humør. Kunne shopping overhovedet hjælpe?
Men da jeg i første butik hev dankortet frem, skete der pludselig noget. Kortet føltes helt magisk, som en brønd af uendelige muligheder – og jeg gik mildest talt amok. Som i en blodrus/bonrus(?) hersede jeg fra butik til butik og hev ting ned fra hylderne.
Kjoler, nederdele, skjorter, sko, undertøj, badetøj, hverdagstøj – på beløbet, TAARK!

Nu sidder jeg så herhjemme.

image

Tvillingen kan nok ikke shoppes væk. Men det var nu ganske rart at prøve.
Og man skal jo have tøj på kroppen uanset hvad, ikk’?

 

Tænkte tanker #5

Okay.
Nattevagter gør ikke noget godt for hverken logik eller tankeaktivitet. Her er tænkte tanker #5:

– Jeg barberede helt sikkert ben i går. Behøves ikke i dag.

– Orkidédamen overfor må være flyttet

– Barberede ikke en skid ben i går. Ligner fandme et rivejern dernede

– Kunne godt spise et kilo chips. Og noget med karry. Og sove i en måned.

– Hvornår var jeg egentlig ude at handle sidst?

– Så må det jo blive omelet. Igen.

– Sommer! Tid til at flashe de skummetmælkshvide ben. Det eneste mine halvgræske gener har givet mig er dværgvækst og sorte hår på armene.

– Hvad er det for en mærkelig bule på min hals? En skjult tvilling?

– Går til lægen i morgen.

– Eller i næste uge.

– Mon bule på hals kan blive distraherende for de gravide kvinder i konsultationen? Så glemmer de måske helt at spørge, om jeg har “nogen erfaring med det her”.

– Hvor møder man egentlig mænd henne nu om dage? Skulle man have taget på Roskilde alligevel?

– Har jo faktisk også tilmeldt mig DHL. Kan bare ikke huske, hvornår jeg sidst var ude at løbe.

– Føk.

– Over and out. *Putter sig under sin dyne og rækker ud efter en kold cola*