25 år med dig

Kære Diabetes,

Det føles som et øjeblik siden, jeg sad og skrev dette indlæg til dig, hvor overskriften lød: “Tyve år med dig“.
Jeg kunne fristes til at spørge mig selv: hvad blev der af de fem år? Hvor fløj de hen?

Men det gør jeg ikke, for vi kender svaret.
De susede ud i verden, ind i et vacuum af stress, et virvar af hvem-er-jeg-spørgsmål og hvor-skal-vi-hen-klichéer.
De blev til navlepillerier og store samtaler om små emner og vigtigst af alt en pokkers masse rejser væk fra mit hjem. Måske væk fra dig?

For fem år siden skrev jeg, at vi havde lært at leve sammen i dette livs-arrangerede ægteskab. Det var sandt, og jeg var lykkeligt uvidende om, at jeg bare to år efter ville stå og råbe på en skilsmisse. Ja, faktisk ville gøre det ad flere omgange de næste år.

Mit arbejde og jeg fik det kedelige kærlighedsbarn Stress. Og Stress ville have mig lige så meget som dig.
Jeg ændrede mig – du ændrede dig. Mange dage blev to og to slet ikke fire, men blot et helt tilfældigt tal. Vores hverdag fik andre prioriteringer og du begyndte at råbe. Nogle gange helt uden forvarsel. Når jeg var ude at handle, kunne jeg mærke mit fokus forsvinde, og hylderne læne sig truende ind mod mig. Og jeg vidste ikke, om det var stress eller dig. Det føltes som om mit indre kompas var gået i stykker.
Jeg havde lyst til at smide håndklædet i ringen. Men hver morgen sad du allerede på sengekanten, når jeg åbnede øjnene. Du krævede, at vi prøvede igen.

Det ville jeg også gerne – men hold kæft, hvor har du været irriterende.

Til tider kunne jeg føle mig som en hjemmegående husmor, der stod klar med middagen når du kom hjem. Nypillede kartofler, steg i ovnen, ruccola-salat med parmesan og pinjekerner og noget lækkert til dessert.
Og så kunne du kigge på det og sige “Sikke noget lort. Sig mig, gør du dig slet ikke umage længere?”
Jeg prøvede, at komme over det. Tænkte, at vi nok skulle finde hinanden igen. Jeg havde trods alt fikset vores ægteskabelige problemer indtil nu. Og at give op var jo ligesom ikke en mulighed.
Men åh for fanden, det ville være sjovere, hvis du hjalp lidt til.

Det var ensomt at tage til tjek på Steno Diabetes Center med dig. Anstrengelserne kunne ikke ses. Resultaterne udeblev eller var i bedste fald beskedne og du sad der bare. Tavs og med armene over kors. Trak på skuldrene som om du sagde:

“kan du se, hvad jeg har at arbejde med?” 

Ingen sagde det højt, men jeg kunne godt se, at vores ellers rosenrøde ægteskab, nu var blevet dysfunktionelt. Det var ikke en kasse jeg kunne se os to i. Ikke en kasse jeg kunne identificere mig med. Vi prøvede jo – mere end nogensinde før!
Jeg efterspurgte tips og tricks, men vores langvarige ægteskab betød, at alle fifs var noget, jeg allerede havde prøvet på egen hånd. For længst.

Hjælpen – for den kom heldigvis – viste sig fra en yderst uventet kant.
SoMe!
På Facebook nærmest snublede jeg over et community af frivillige ildsjæle. Kvinder og mænd, der havde lavet en algoritme. Folk fra hele verden, der havde fået denne algoritme ind i en app. Og gennem denne app fået blodsukkersensorer og insulinpumper til at tale sammen. De fremviste resultater, som jeg ikke engang turde drømme om. Oven i købet vejledte og hjalp de hinanden – og nye medlemmer. De kaldte sig loopere, og der gik ikke længe, før jeg var overbevist om, at det skulle vi også være. Om ikke andet for at sige, at vi havde givet det chancen. Vi kunne jo altid hoppe tilbage, hvis det ikke var noget for os.

Og på mandag, Diabetes, på mandag har vi sølvbryllup.
Sammen har vi været igennem barndommen, tandbøjlen, min “skater”-fase, efterskoletilværelsen, udenlandsophold, 543 jordemoderbørn og diverse mere eller mindre eftertragtede livslektioner.
På samme tid har vi også været igennem:

seksten år med insulinpen
ni år med insulinpumpe
fireogtyve år med fingerprik
et år med blodsukkersensor
og otte måneder med loop.

Og ved du hvad?
Med alt hvad det indebærer af bump på vejen: Så er jeg for første gang siden min opsigelse jeg stolt af vores liv sammen.
Sådan helt-ind-i-kernen-stolt.

I sidste uge var vi til tjek. Og denne gang følte jeg, at jeg sad i førersædet af livets bil.
Jeg har overblik over hver eneste graf du og jeg kan præstere. Ligesom livet er de ikke perfekte – og det behøver de heller ikke at være. For jeg gør mit bedste – og mit bedste gør endelig en forskel.
Da diabetessygeplejersken kiggede på vores blodprøve-svar udbrød hun benovet:

“De er jo ikke engang røde længere.”

Hvilket henviser til farvekoden for grænseværdierne for en sund og rask ikke-diabetiker.
Hvor crazy er det lige?
Efter femogtyve år kunne man ikke se dig på min blodprøve!

Jeg puttede musik i ørerne, da jeg trådte ud fra diabetesbygningen og ind i den satinkolde septembervind. Et øjeblik veg skyerne for solen og det føltes næsten som at træde ind i rampelyset, da musikken startede og Cher sang mig ind i ørerne, at hun var Strong Enough.
Jeg lænede hovedet tilbage op mod lyset og lukkede øjnene et par korte sekunder.
Det er jeg også, Cher, tænkte jeg.

 

Kære Diabetes,

Det er okay.
Det er fint nok, at du følger med mig.
Når bare vi er enige om, at fordelingen er sådan:
At jeg fører og du følger.

Kærligst, men bestemt
Din sølvbrud

Ps. Jeg jeg stiller mig ganske tilfreds med oksemørbrad, nypillede kartofler, pinjekerne- og parmesan-ruccola-salat og chips til dessert <3 


(og hvis der sidder nogen derude, der vil høre mere om Loop, så giv lyd! Du kan også søge på looptips.org eller facebooksiderne Looped eller Looped -Denmark )

What do we say to the God of Patience? Not today – det tager 1-2 hverdage!

Det der udtryk med at én ulykke sjældent kommer alene, ikk’?
Det kunne meget vel omdøbes til ét teknisk uheld kommer sjældent alene. 

Jeg advarer med det samme om, at jeg i skrivende stund har larmende pop i ørerne for fulde drøn, og det nok betyder, at vi skal have et galde-indlæg.

Jeg har de sidste 14 dage været så teknisk udfordret, at det næsten har mindet om undtagelsestilstande og krigszoner herhjemme. Det føles som om det eneste, der ikke er crashet, er mit internet.
For at indlægget ikke skal blive til en roman af Kafkanske dimensioner, opremser jeg her i punktform:

Mine tekniske udfordringer på to uger:

  1. Min insulinpumpe besluttede sig for, at det der med at give mig insulin – det var ikke rigtigt noget den gad længere. Ville meget hellere pøse insulin udover sig selv.
  2. Min glukosesensor besluttede sig for, at den hellere ville leve en rock’n’roll-tilværelse. Først kom den med nogle virkelig tvivlsomme freestylede målinger. Sidenhen afgik den ved teknikdøden uden så meget som en forklaring eller et farvel.
  3. PostNord, undskyld, PostLort, viste at de ikke mangler humor med deres slogan VI LEVERER.
    I hvert fald vidste ingen kundeservice, apps, hjemmesider eller pakkenumre, hvor de tilsyneladende havde leveret min pakke henne.
    Pakken indeholdt udstyr til min diabetes, som jeg mildest talt er afhængig af.
    PostLort var helt kyssekold. Man skal jo ikke gøre forskel på folkden slags er vigtigt i disse krænkelsestider. Så uanset om PostLort smider dit diabetesudstyr eller dine nye sko væk, så tager det altså to hverdage at kontakte Afdelingen For Pakker Vi Ikke Aner Hvor Er.
  4. Kontaktede firmaet med insulinpumperne for at lave reklamation på den dovne pumpe med lækagen. Men de virkede i vildrede. Hvad skal de stille op? Og altså, jeg ved det jo ikke – uanset hvor mange gange de ringer tilbage. Tænkte jo bare, at det som formidler var ret vigtigt at vide.
  5. Opsøgte nærmeste postudlevering og overbeviste dem om, at vi måtte ud at grave efter min forsvundne pakke på lageret. Det krævede en sprængfarlig cocktail af charme, desperation, frustration, bønfaldelse og blanke øjne. Men fuck it, det lykkedes til sidst!
  6. Glæden blev kort. Pakken indeholdt ikke alt udstyret. Ringede til firmaet. Der mente, at de ikke havde hørt fra kommunen. Ringede til kommunen. Der bad mig vente to hverdage.
    *Indsæt lyd af hoved der eksploderer og sender klatter af nu fuldkommen overarrig hjerne ud på samtlige vægge i din lejlighed*
  7. Vejr-app sendte mig glad og fro ud i et kæmpeskybrud. Jeg var iført en tynd kjole og kort læderjakke. Da jeg kom hjem var jeg iført laser af våde klæder, totter af brunt hår, mascara på næsen og bryster så lange at jeg kunne snuble i dem. “Overskyet” min bare r…
  8. Efter tre insulinpumper, der virkede upåklageligt, besluttede insulinpumpen sig i går for, at den heller ikke gad at give mig insulin. Ville meget hellere være med på lækage-trenden. Bryster nu endnu engang så lange, at de kan bruges som halsedisse.

Teknik gør jo generelt livet meget lettere. Men når det så slår knuder, så gør det virkelig tilværelsen meget, meget kompliceret. Kan næsten ikke overskue at skulle kontakte firmaet med insulinpumper igen – og jeg har efterhånden ret lidt tillid til min ellers så smarte, nye insulinpumpe.

Faktisk har jeg været så frustreret over tekniksituationen herhjemme, at jeg er afveget fra min egen selvmedlidenhedsregel. Altså, jeg må gerne have selvmedlidenhed over alt muligt, bevares.
Men jeg har det ikke i forhold til at have diabetes. Det er simpelthen en del af min tilværelse, og ynk kan jeg ikke bruge til noget. Man græder jo heller ikke over uren hud. Man gør, hvad man kan og man lever med det.

Men da teknikken slog knuder – dobbeltknuder – TRIPPELKNUDER ! og jeg får følelsen af at skulle lytte til ventetoner, ringetoner, vente to hverdage og vekselvirke fra den ene telefonist til den næste, alt imens mit liv i øvrigt helst skal fortsætte som vanligt, så mistede jeg gejsten.

Altså, I ved, for en stund.

Nogle gange hjælper det faktisk at frustrationsgræde til klichefyldte popnumre.

That is of course indtil dine høretelefoner uden varsel går i stykker.
Derfor er det faktisk også kun mit venstre øre, der lytter til larmende pop lige nu.

Det hjælper dog stadig sådan cirka 60-70 overraskende procent.
Og som bekendt er der jo intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget:

Jeg vil vove og påstå, at jeg nu er helt og aldeles kureret for min fobi for at tale i telefon!


Yours truly,

TeknikEline, Dimsedamen, BigGirlsCry, Telefontossen,
Sortpahvidt

Indsæt selv bip-emoji

Kender I det der med, at man er inde i en god stime?
Hvor håret falder i bølgende lokker, radion spiller lige din melodi og appelsinerne ganske enkelt dumper lige ned i din turban?

Sådan har jeg haft det.
Med fremskudte pegefingre er jeg spankuleret ned ad Amagerbrogade, mens jeg har nynnet These boots were made for walking og følt mig for fed til det her sted.

Og sådan tænkt for mig selv

Hvor er du bare vokset, Eline. Vokset, blevet voksen og selvstændig og tjekket.

Og bedst som man går der med alle sine appelsiner, opdager man, at man har trådt i en klistret hundelort, har spinat mellem tænderne og er gået rundt med bagsiden af nederdelen foldet op i sine strømpebukser.

Og så ved man, at stimen er slut.
Den gode stime.
Den tjekkede stime.

I dag havde jeg en aftale, som har været planlagt i 100 år.
Jeg konsulterede vanen tro Rejseplanen og selvom jeg ganske vist kunne tage afsted ti minutter senere, tænkte jeg omgående
nej!, jeg tager afsted lidt tidligere, så jeg har god tid og kan sludre lidt med folk, når jeg kommer frem.
Sådan har jeg det nu engang bedst. På den måde er jeg faktisk en smule tidsautist. Det går ikke godt, hvis jeg ikke er i god tid.

Og ak, i bussen stoppede vi for alle mulige – ja nærmest også alle umulige! – lyskryds, og jeg kunne ret hurtigt konstatere, at jeg ville få svært ved at nå skiftet mellem mine to busser.
Ganske rigtigt så jeg lige røven af min bus køre sin vej, mens jeg holdt for det sidste røde lys.
Jeg glædede mig over, at jeg i det mindste havde god musik i ørerne og kunne lukke myldertidens stress og jag ude, som om den nærmest ikke havde noget med mig at gøre.

Til min overraskelse var der 10 minutter til næste busafgang.
Det stressede mig en smule; nu havde jeg ikke længere god tid, men var snarere lidt tidspresset.
Pyt, tænkte jeg, du kan alligevel ikke gøre hverken fra eller til, så læn dig dog tilbage og tag det med oprejst pande.

Kort efter tikkede en SMS ind:
Om jeg var på vej?
Ja, bekræftede jeg. Måske lige 5 minutter forsinket.
Bare mødet ikke pludselig var aflyst, nåede jeg at undre mig.
Med mindre….
Det var da 15:30, ikk’? Eller? Skyndte jeg mig at skrive.
Og allerede før næste besked tikkede ind, vidste jeg bare:
Nej, det var klokken 15.00

Og nu var klokken 15.10 og jeg var ikke engang tæt på at være fremme.
For føk sake!

Jeg satte mig dump ned på stoppestedets bænk ved siden af en ung fyr, der skævede til mig. Han sad og talte i telefon og en kvinde med barnevogn pludrede med sin baby. En ringetone forstyrrede og døde så hen igen.

Resten af turen, trommende jeg utålmodigt med fingrene på min taske.
Bussen var proppet og jeg nød at musikken i det mindste holdt mig med selskab og  skærmede mig fra menneskemængdens furore.
Kom nu, messede jeg indvendigt, komnukomnukomnu.

Da jeg endelig nåede frem, halsede jeg op på første sal, skridtede ned ad den lange gang og flåede høretelefonerne ud af ørerne.

Og så hørte jeg det melodisk og skarpt klinge:

BIPPEDI-BIIIP-BIP-BIP-BIPPEDI-FUCKING-BIIIIIIIIIIIP!
(indsæt selv gentagelse i det uendelige)

Oh yes.

Min insulinpumpe ville lige gøre opmærksom på, at den snart skulle have skiftet batteri.
Og den tager ikke ingen reaktion som et afslag.
Man kan sgu ikke ghoste en insulinpumpe og taget i betragtning hvor utrolig høj en decibel, dens skingre jamren var nået op på— ja, så vil gætte på at den havde skreget ret længe.
Mindst 30 minutter – men hvem ved det?
Ikke mig, jeg havde jo hørt musik i hele rejsens længde på en god time!

Så undskyld, buspassagerer.
Undskyld, jer der har siddet ved siden af Den Bippende Dame.
Undskyld, jer der ventede på mig i fyrre minutter.
Undskyld, men min tjekkede stime er tydeligvis slut!


Kom tilbage i 2019!

Og prik mig så ellers gerne på skulderen, hvis jeg bipper og forstyrrer den offentlige ro og orden.
Jeg går ud fra, at jeg må have fucket adskillige høreapparater op på min langtrukne tur til Vestegnen!


Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt
(Med mindre jeg kommer til at slette det/glemme det/efterlade det bippende i halvandet år )

Tilbage i førersædet #2 Det rammer mig lige i retfærdigheden

Jeg er født med dét man må kalde en veludviklet retfærdighedsfølelse.
Der er få ting, der kan få mig lige så meget op af stolen som uretfærdighed.

Nogle af jer kan måske huske, at jeg er ved at få fornyet mit kørekort – ikke fordi jeg har fået det frataget, men fordi jeg har diabetes og det derfor skal fornyes jævnligt.

Det viste sig imidlertid, at der var et alvorligt bump på vejen (no pun intended).

Jeg havde ikke fornyet kørekortet inden for en tidsfrist på tre år (fordi jeg ikke havde haft behov for kørekortet og ærligt talt ikke så nogen grund til at kaste tid og penge efter en lægeerklæring med videre) – og jeg var desuden uvidende om at der overhovedet var en tidsfrist.
Ved I, hvad der sker, hvis man ikke fornyer sit kørekort inden for tre år?

MAN SKAL OP TIL EN NY KØRE- OG TEORIPRØVE!

På borgerservice fik jeg at vide, at jeg kunne ansøge om dispensation fra dette krav. Det gjorde jeg selvfølgelig.
Efter tre måneders behandlingstid, har jeg nu fået brev om det foreløbige svar på min ansøgning.

De kvikke af jer kan på nuværende tidspunkt regne ud, at det foreløbige svar er af den negative karakter.

Jeg er føler mig ramt lige midt i retfærdigheden.

Jeg har en lægeerklæring, der finder mig egnet til at køre bil.
Masser i min bekendtskabskreds har ikke kørt bil i tre år eller mere, men deres evne til at køre bil er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved.
Man må gå ud fra, at det er fordi, man vurderer, at de ikke bare sådan glemmer deres køreevner?
Og glemmer man hvordan man kører bil på tre år?
Jeg tvivler.
Kraftigt.
Og jeg kan i hvert fald afsløre, at man ikke glemmer hurtigere, bare fordi man har diabetes.
Man kan for eksempel spørge mig ind til processen om dette om tre, fem, ti år – og så er jeg ganske sikker på, at jeg vil kunne huske det hele meget tydeligt!

Ironisk nok havde jeg jo allerede planlagt, at jeg ville tage nogle køretimer hos en kørelærer for at få genopfriskning og føle mig tilpas bag rattet – men ingenlunde noget der prismæssigt (og særligt nervøsitetsmæssigt!)  kommer til at matche nye køretimer, ny teoriprøve og ny køreprøve.

Og det mest irriterende er, at havde jeg fået kortet fornyet da det udløb, havde jeg ikke stået i denne situation – heller ikke selvom jeg aldrig havde siddet så meget som et sekund bag rattet i de forgangne år. Der er nemlig ingen der spørger, om du har brugt dit kørekort!

Jeg vil helt sikkert komme med en saglig og fattet indsigelse til den foreløbige afgørelse, men nærer desværre ingen høje forhåbninger.
Jeg har allerede talt med en jurist i Diabetesforeningen, der fandt loven ulogisk, men ikke mente, at man kunne gøre så meget (jamen, hvor er din ild, ven?).

Men altså, man bliver jo nødt til at gøre noget, ikk’?
Man bliver da nødt til at påpege, når lovgivningen ikke giver mening.

Min krop forskelsbehandler mig allerede på grund af en lille, doven bugspytkirtel – der er ingen gyldig grund til at loven skal gøre det samme.

Hilsen en ret træt kvinde, der skal med bus ind til vesterbro senere og er helt tilfreds med at hun ikke er i bil, da hun har brug for et intravenøst drop med drinks til at lette humøret.
Aka.
Ramt I Retfærdigheden


Har du erfaringer, viden eller bare lidt god karma du vil give videre, så hold dig ikke tilbage.

Følg bloggen og kørekortsgyseren på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt
Og er i dag muligvis mere passende end ellers

Derfor sveder jeg tran på tirsdag

Når folk spørger til mine fritidsinteresser, bliver jeg altid i tvivl om, hvad jeg skal fortælle dem.
Udover at bruge min tid på de helt obligatoriske serier-marathoner, drinks med venner og familiesøndage, kæmper mine interesser nemlig en indbyrdes kamp.
På den kreative hylde skubber min lyst til at tegne, skrive og spille skuespil til hinanden. Puffer og puster sig op, for at få mest mulig opmærksomhed.
Faktisk plejede tre-enigheden i virkeligheden at være et firkløver, men ét familiemedlem røg for lang tid siden ud i kulden;

At synge.

Mine tidligste minder om at synge, stammer fra dengang jeg gik i børnehave. Jeg sang utroligt meget, når jeg vaskede hænder. Det var som om, jeg altid lige skulle bruge de minutter, hvor jeg var alene til at lukke en sang ud fra mit indre.
Jeg elskede at synge. Det var som om, alle mine følelser var akkompagneret af en sang eller melodi. De blev mere rigtige, når jeg fik sunget dem ud. Hvis ikke det var fordi jeg er så usandsynligt dårlig til at danse, skulle man næsten tro, at jeg i virkeligheden burde være født i en musical.

Da jeg begyndte i tredje klasse kom jeg da også på sangskole. Vi havde flere sangtimer end andre skoler, og at synge i skolens (drenge- eller pige-)kor var obligatorisk.
Egentlig burde det jo være fantastisk for en sangglad pige på ni år.
Det var det bare ikke.
For sangen var ikke for sjov, og lærerne var strikse og til tider decideret upædagogiske.

Allertydeligst husker jeg engang fra fjerde eller femte klasse, hvor vi havde været ude at synge en mindre koncert:
Vi fik selvfølgelig ikke penge for at synge, men det var kutyme, at koncerter blev efterfulgt af en sodavand til at forfriske ganerne.
Dengang var det ikke i samme grad almindeligt, at folk drak sukkerfrie læskedrikke, men fordi jeg havde diabetes, drak jeg ikke andet.
Der var trængsel om sodavandskasserne, og selv stod jeg og dannede prop. Mine øjne søgte og søgte, men der var ingen sodavand til mig. Hvis ikke man ville have Fanta eller Cola, kunne man vælge én af de fire flasker dansk vand.
Det gjorde mig ked af det. Det var ikke synderligt sjovt, at blive mindet om, at jeg ikke var som mine kammerater. Og jeg havde faktisk glædet mig til den sodavand.
Da jeg gjorde læreren opmærksom på, at der desværre ikke var en light sodavand til mig, blev jeg decideret skældt ud. Jeg kunne da bare drikke en dansk vand (ja, jo, det er der jo mange børn på 11, der kan lide!), og bildte jeg mig virkelig ind, at pågældende lærer skulle gå ud og købe en sodavand til mig – for sine egne penge?? Hva’?!
Jeg behøver vist ikke fortælle, at jeg ikke fik nogen sodavand dén dag.
I stedet skrev jeg et brev til skoleinspektøren.
Han beklagede selvfølgelig, men havde altså ikke noget med sodavandsindkøbene at gøre. Desværre.

Efterhånden som vi blev større, blev koncerterne det også.
Til december gik vi Luciaoptog og det skete to gange, at mine sidemænd enten

1) kom til at låse i knæene, så der ikke kom nok blod til hjernen
eller
2) kom til at overophede sig selv med et levende stearinlys knaldet godt op i ansigtet

… Og derfor faldt om midt imellem VELKOMMEN IGEN GUDS ENGLE SMÅ og EN ROSE SÅ JEG skide SKYDE

Det var næsten direkte tragikomisk, at se de hvide skikkelser segne om på gulvet og nærmest blive trukket ud ved anklerne, mens dirigenten mimede:

“Bare fortsæt! Syng, piger, syng!”

Min (sang)selvtillid forsvandt støt for hver koncert. Jeg følte, at jeg bare var der som fyld – fordi et kor trods alt skulle bestå af 30 og ikke 3 piger.
Jeg blev nervøs, hver gang vi skulle synge, at jeg ønskede mig meget langt væk. Jeg drømte om akutte blindtarmsbetændelser, kronisk hikke, skørbug – hvadsomhelst, der kunne forsvare, at jeg måtte melde afbud!
Jeg var bange for at besvime, og fandt det meget ubehageligt, at jeg var en lavstammet andensopran, fordi det betød, at jeg var nødt til at stå i midten på forreste række.
Lige dér hvor alle kunne se mig.

Da jeg forlod skolen efter niende klasse, havde jeg aldrig haft større indsigt og kundskab i sang, men heller aldrig haft en større modvilje mod at synge.
Jeg ville næsten hellere amputere min arm fra albueleddet med en gammel fodfil, end at synge for til tante Odas fødselsdag!
Desuden følte jeg heller ikke, at min stemme var værd at bruge luft på.

Heldigvis begyndte jeg på efterskole efter niende klasse.
Og selvom jeg havde forsvorget nogensinde at klemme så meget som en kvint ud foran et publikum, endte jeg med at få en sangrolle i skolens musical.
Jeg døde lidt hver gang, der var tredive sekunder til min sang.
Men bagefter voksede jeg også tilsvarende lidt.
Og den lille del, der havde været død bare få minutter før, vækkede sine sidekammerater.
At synge var ikke kun farligt – det var jo faktisk også lidt… Rart.

Sidan da har jeg sunget med jævne mellemrum.
Bevares, nogle gange kan jeg slet ikke lade være.
For inderst inde er jeg stadig det lille børnehavebarn med en sang på tværs i halsen.
Du ved, at jeg er mere end almindeligt veltilpas med dig, hvis jeg synger, mens du er tilstede.
For så kan jeg ikke længere holde tonerne inde i mig.

Jeg skal ikke synge på et højt plan.
Jeg skal bare have det ud.

 

image image image image image image

 

Og dét er grunden til, at jeg har meldt mig til kor igen.
KOR!
Det havde mit femtenårige selv aldrig gået med til!
Så kryds fingre for mig, for jeg begynder på tirsdag.
Og jeg glæder mig helt ustyrligt.

Men jeg er også ret nervøs.
Inden i mig er der stadig en lille pige, der ikke kan lade være med at synge, men som også har virkelig meget lyst til at spytte i dirigentens sodavand!


Hvis ikke jeg besvimer midt i korseancen, kan det være, at I hører mere om mit sangprojekt – ellers kan I som altid følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Jorden kalder Elines hjerne – kom ind, Elines hjerne

I går vendte jeg tilbage til arbejde efter to ugers ferie.
Skal jeg sige det selv – og det skal jeg jo – så var ferien mere end tiltrængt.
I hvert fald gik jeg lidt og drømte og en brækket finger, bare for at kunne slippe for at arbejde en stund. Og – let’s be honest – jeg overvejede da også, om ikke det var muligt at tiltuske sig en flyforhindrende øreinfektion, bare for at kunne blive 48 timer mere på Korfu.
En dag må jeg fortælle jer lidt mere om øen – og hvorfor jeg finder den så forbasket svær at forlade.

Nåh, men i går havde jeg så første vagt tilbage på hospitalet, og selvom det først lykkedes mig at sætte min “frokost” til livs klokken 17, så var det faktisk en dejlig vagt. Jeg nåede både en fødsel på hospitalet og derefter en hjemmefødsel, og det var rart at mærke, at jeg jo faktisk havde savnet det lidt.
Fødslerne.
Lydene, lyset, stemningen.
Ja, nogle gange føles mit arbejde lidt som en ulykkelig forelskelse. Jeg bliver draget mod det som et møl om et lysstofrør, men på samme tid har jeg også indset, at vi nok ikke bliver partnere for (arbejds)livet. I hvert fald ikke som forholdet er lige nu.

Anyways, da fødegangen og fødemodtagelsen er de mest intense steder at arbejde, fik jeg for et par år siden også en ugentlig konsultationsdag.  Oh boy!, hvor var jeg nervøs det første stykke tid med konsultationen! Der er ikke noget som lidt nyt, der kan få folk til at tvivle på deres forstand.

HELDGIVIS er det jo så ikke nyt længere.

Eller det vil sige, nu er der så noget nyt, der er nyt…

For i morgen starter jeg med en ny konsultation. For gravide med graviditetsdiabetes. Og al nervøsiteten og bekymringen for min forstand vender tilbage. Bare tifoldigt, fordi jeg jo selv har diabetes. Det burde ikke være voldsomt svært. En stor del af det, er jo viden, som jeg allerede ligger inde med.
Men åh, føk, det er ligesom når man får et spørgsmål i BezzerWizzer og allerede inden du hører det, siger oplæseren:

“Ej, det her næsten for nemt for dig, Eline!”

Og så ved du bare, at selvom spørgsmålet er “hvad hedder du?“, så kan din hjerne ikke tænke på andet end “dumdumdidumdum – plingebong!”  og “hvorfor hedder det egentlig g-streng?


I morgen bliver en laaaaaaang dag!

image


Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig:
sortpahvidt

Min knap så usynlige ven

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har diabetes.

Det er heller ikke nogen hemmelig, at jeg har insulinpumpe.
Det svarer sgu nærmest til, at have en usynlig ven, der ved særligt ubelejlige lejligheder springer frem og brøler:

HER ER JEG! JEG ER LIGE HER! HØR LIGE HVOR HØJT JEG BRØLER!

Forstå mig ret; jeg er glad for min insulinpumpe.
Men nogle gange opfører den sig sgu som den dér pinlige tante, der formår altid at støde ind i dig på virkeligt dårlige tidspunkter. Som at møde hende, mens du er på date, hvor hun kun lige kan holde kæft i to langtrukne sekunder, før hun kvækker: “Skal du ikke præsentere os??”

Det er faktisk ellers sjældent, at den siger noget, den insulinpumpe. Men boy, når den gør! Så vil den sgu høres!
Den starter faktisk med at vibrere, men meget mere diskret end en mobil, så hvis du har den i lommen, mærker du det overhovedet ikke. Så bliver den småfornærmet. Så begynder den at bippe.
Ikke bare lidt.
Det er stigende enerverende i både lydstyrke og toneleje.
Det betød blandt andet at jeg på vej hjem fra nattevagt forleden, hvor jeg hørte musik for at holde mig vågen, pludselig blev opmærksom på, at jeg sad og bippede for fuld udblæsning! Så selv babyerne i bussen synes, at lydniveauet var lige strengt nok…

Og hvad er det så, der er så vigtigt, at det ikke kan vente fjorten sekunder længere?
Uanset om man sover en tiltrængt søvn eller står på en fødestue?
Det skal jeg sige:

image

Men ak, sandheden er en anden – og meget, MEGET vigtigere!

image

Kunne den ikke bare for én gangs skyld sige, at jeg skulle holde fri?
Bare resten af året?

Pretty please?

Hvis du vil læse mere – fx, hvordan man kommer galt afsted med en insulinpumpe – så følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT (Sortpahvidt)

Fra pære til hindbær og forhåbentlig tilbage igen

Jeg har længe overvejet, om jeg ville skrive dette indlæg.
Jeg synes, at det er personligt på en anden måde end mine øvrige, men når jeg nu alligevel sidder ved tasterne, håber jeg, at I vil tage godt imod det.

Jeg ved at familiemedlemmer, venner og bekendte læser med med jævne mellemrum, men som lillebloggen vokser, er der efterhånden også en stor del, der ikke kender mig direkte, der følger med.

Da jeg illustrerer de fleste af mine blogindlæg, har jeg valgt, at jeg aldrig lægger billeder af mig selv op her.
Måske er det bare mig, men jeg har altid haft oplevelsen af, når jeg har læst en bog, som efterfølgende blev filmatiseret, så var det sgu lidt blasfemisk, at se den karakter som jeg havde forestillet mig i mit hoved, pludselig blive afbilledet på en måde, der – alt for ofte – ikke passede med mine indre billeder.
Så tja, for ikke at rode med folks forestillinger, har jeg valgt ikke at lægge billeder af mig selv herind.

Men altså, jeg har sgu længe kropsmæssigt haft til både gården og gaden. Og øh, på det sidste også haft til lidt mere end dét.
Jeg er sgu gået hen og blevet tyk.
Før var jeg en noget så ordinær pæreform. I ved, sådan rimelig bred over numse og lår.

image

Desværre har jeg langsomt men sikkert ændret kropsfrugt.
Når jeg sidder og kigger ned af mig selv, går det op for mig, at jeg sgu har føjet en ny form til ved siden af pære og æble.
Jeg er blevet et hindbær!

image
Det buler efterhånden ikke bare henover numse og lår – det buler faktisk allesteder!

Som jeg sagde til en kollega forleden:
Jeg er kommet til den skillevej, hvor jeg enten må gå en buksestørrelse op eller en numsestørrelse ned!

Og på den skillevej vælger jeg altså, at skille mig af med numseekspansionen.

Forklaringer og undskyldninger er der jo nok af.
Et job, der lidt for ofte kræver mere af mig, end jeg har at give. Som får mig til at glemme at spise, indtil jeg pludselig spiser alt på min vej. Som sender mig hjem slap i rygraden, og genner mig ud i bussen i stedet for op på cyklen.
En diabetes, der kan vælte mine gode intentioner af pinden og med ét lavt blodsukker kan ødelægge en hel dags gode gerninger. Hvor jeg med begyndende koldsved bliver nødt til at spise nogle af de hurtige kulhydrater, jeg netop har brugt dage på at undgå.
Træthed, stress, søvnunderskud og skiftende arbejdstider, vil jeg altid støde ind i.

Men når alt kommer til alt, er det også hvad det er:
Undskyldninger.
Jeg kunne træde op på min badevægt og bagefter sætte mig ned og græde snot med en pose chips i favnen.
Jeg vælger at lade være.
Jeg har efterhånden fået en krop, der vil være rigtig god til et FØR-billede, så nu går jeg i gang med at forme den til EFTER-billedet.
Ikke flere undskyldninger.
Ikke mere fødegangskage.
Meget mere cykling.
Og meget mere tough love.

Som sagt har jeg været meget i tvivl om dét her skulle på bloggen, men når jeg vælger at lægge det op alligevel handler det om, at jeg så på ét eller andet plan forpligter mig til at gøre ord til handling.
At jeg skal stå til ansvar over for nogen. Jer.

Så er du blevet tyk eller tynd? Har du et billede af din appelsinhudsfyldte numse hængende på kæleskabet, eller går du til hot yoga for at samle tanker? Har du stået på rollerblades eller indtaget ingefærshots i sundhedens navn, så kom med dine erfaringer – gode som dårlige – lige hér!

Jeg håber, at I vil heppe med!
(Og, ja, I må gerne begynde allerede nu…)


Hvis du vil, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM. Giv dit besyv med og del dine tanker – hvis du har nogen

Som Jan fra Den Store Bagedyst ville have sagt: “Og sdå kan det altsdå gå riiiigtig galt!”

I sidste uge havde jeg to nattevagter i træk.
Den ene varede 12 timer og 15 minutter. Den næste 8 timer og 30 minutter.
Der var ikke kald før min vagt og ikke noget pålagt arbejde efterfølgende.
De var sådan set som de skulle være.

Det er helt almindeligt for mig med et par nattevagter. Hvad der til gengæld var helt ualmindeligt for mig, var at jeg ikke kunne sove efterfølgende.
Jeg plejer at lukke øjnene, trække dynen op til hagen og falde i søvn, når mit hoved rammer puden.
Jeg plejer at sove en urolig og alligevel drømmeløs søvn – og uden besvær i 7-8 timer.
Når jeg vågner, føler jeg mig tømmermændsramt og noget ved siden af mig selv. Men dog udhvilet.

Denne gang lukkede jeg øjnene og ramte puden, men trak gentagne gange dynen fra den ene side til den anden. Og tilbage igen.
Kunne ikke finde ro.
Min krop roterede som et grillspyd.
Var ramt af overtræthed og tankemylder.

Da jeg havde sovet omkring fem timer og vågnede med grødede tanker, gav jeg op og slæbte mig ud af sengen.

Da jeg kom hjem fra den næste nattevagt var det om muligt endnu værre. Jeg prøvede, at døse hen ved at besvare et spørgeskema en ven havde sendt mig. Hvor mange film jeg kunne nævne med Bruce Willis? Ministrenavne? Uden at bruge internettet? Come on!

Klokken 13.30 – hvor jeg havde sovet i mellem tre og fire timer – blev jeg vækket. Absolut i utide. Det ringede på dørklokken. En, to, tre gange.
Fjerde hidsige bbrzzzzzzzzzzzzz fik mig ud af sengen.
Jeg var rasende!
Hev en slidt t-shirt over hovedet. Trak i mine plettede joggingbukser.
Mit fedtede hår strittede til alle sider.
Jeg buzzede på dørknappen og stod i verdens ledeste lune og kiggede med olmt blik ud gennem dørspionen. Som en trold fra et eventyr, stod jeg klar til at brøle HVEM VOVER AT VÆKKE MIG FRA MIN SØVN??
Jeg var tillige klar til at flå døren op som en fjeder og springe frem med min dræbende ånde.

Men ingenting skete.

Ingen kom ind.
Og jeg kunne mærke, at gå tilbage i sengen igen efter mit raserianfald ganske enkelt var omsonst. Vreden havde gjort mig vågen. Meget.
Jeg lå to timer i min seng og sumpede.
Skulle hjem og sove hos en veninde, og fik mig til sidst trukket ud af sengen og ind under bruseren.
Var så træt, at jeg nærmest følte mig beruset.
Det hjalp lidt med badet. Men ikke meget.
Pludselig var jeg også sent på den.
Satte en ubehjælpsom knold på toppen af det trætte hoved, og begav mig på barselsbesøg.

På trods af træthed var det virkelig hyggeligt til middagen – og mine taleevner var da også intakte.
Efter maden gik jeg på toilettet.
Og opdagede det:

Jeg havde glemt at tage min insulinpumpe på efter badet!

For de af jer, der ikke er den lykkelige ejer af en førtidspensioneret bugspytkirtel og en insulinpumpe, kan jeg afsløre, at have pumpen tilsluttet til kroppen er… ret essentielt.
Hvis man efterlader den derhjemme, får man i hvert fald ikke insulin.
Jeg var i chok. Noget sådant er aldrig sket for mig før. Aldrig.
Det kunne sammenlignes med at forlade hjemmet uden sko.
Nej; sko, strømper, bukser og trusser.
Mere eller mindre halvnøgen!

image

Jeg var nok også tilsvarende flov.
Tak for mad – jeg smutter nu. Jeg lød jo nærmest for kendt til det her sted. Og hvad værre var; jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis jeg kunne glemme noget, der sidder så indgroet i mig – hvad kunne jeg så ikke finde på at glemme??

Jeg var glad for, at jeg ikke skulle på arbejde lige med det samme.

Der gik yderligere to dage før det gik op for mig, at jeg også havde glemt at nævne statsministeren i min vens spørgeskema. Bare en mindre detalje…
Shizzle my nizzle, jeg tror ferien var tiltrængt!

Er der andre, der tilsyneladende har hukommelse som en si? Har glemt pinlige ting? Børnene i vuggeren, eventuelt?

Har du lyst, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM

Du vil tro, at det er en scene fra en film

… eller tro, at jeg lyver og sige til dig selv, at “SÅ dum, er der jo ingen, der er“.
Men jo. Det er jeg.

Nåh, men forleden fortalte jeg jo lidt om det dér diabetes.
En væsentlig forskel fra da jeg blev diagnosticeret for tyve år siden og til i dag, er, at jeg har fået en insulinpumpe. Den er jeg meget begejstret for. Men den har selvfølgelig også sine ulemper.
Én af dem er, at man skal have et lillebitte og meget tyndt plastikrør siddende i maven, hvor insulinen kan blive tilført. Det skal skiftes cirka hver tredje dag. Og det gør du selv. Altså, det er der så vidt ingen ben i. Når først røret sidder der.
Men at sætte det, dét kan stadig være lidt udfordrende.
Først skal du nemlig få en nål på cirka 1-1,5 cm med plastikrøret om ind i flæsket på maven.
Hvordan gør man det? Spørger du.
Jo, elementært, min ven.
Du tager den lille nål med plastikrøret om (og med et lille vedhæftet klistermærke til at sætte på huden efterfølgende) og placerer i en lille “fjederhimstregims”.
Forestil dig samme mekaniske funktion som ved en pistol. Du trækker en del tilbage og “lader” aggregatet. Du afsikrer himstregimsen, sætter den mod maveskindet, tager en dyb indåndning eller fem – og trykker på aftrækkeren.

KLONK!

Så sidder nålen med røret i maven. Du fjerner nålen, så kun røret bliver siddende og voilá good to go!

Men altså, det dér med at trykke på aftrækkeren, det synes jeg stadig ikke er særlig fedt – selv ikke efter fire års tilvænning. Ofte må jeg tage den dyyyyybe vejrtrækning om op til flere gange, før jeg får taget mig sammen til at trykke.

Og forleden dag skete det så:
Jeg kunne simpelthen ikke!
Først troede jeg, at jeg var blevet en endnu større bangebuks og ikke længere havde viljestyrken til at trykke på knappen. Forsøgte fem gange – sikrede, afsikrede og prøvede igen – før det gik op for mig, at jeg ganske enkelt ikke havde styrken til at trykke aftrækkeren ned!
Dét havde jeg altså alligevel ikke prøvet før.
Til sidst tog jeg mekanikken væk fra maveskindet for at tage det i åsyn. Hvad fanden skete der?

… og nu er det så, at jeg gjorde det, som ellers kun burde ske i urealistiske og lidt for gakkede komediefilm:

Jeg tænkte, at jeg måtte prøve at trykke på knappen igen.
Øh ja, med alle med mine kræfter, hvis du skulle spørge fra nogen.
Jeg forestillede mig, at stemplet med nålen ville blive skudt frem eller lade være med at blive skudt frem – men jeg havde overhovedet ikke fantasi til at forestille mig, hvad der rent faktisk skete…

Idet jeg trykker alt hvad jeg kan på knappen, går aftrækkeren selvfølgelig af.
Fint, det var jo hvad jeg håbede på.
Stemplet bliver skudt i bund.
Også ganske fint.
Men da stemplet hamrer i bund, går det for første gang op for mig, i hvor høj fart fjederen springer.
Da stemplet med nålen i bunden ikke umiddelbart kommer i kontakt med modstand (sædvanligvis mit bare maveskind), sker der det unævnelige, nemlig, at nålen bare i høj hast bliver skudt ud i luften!
Jeg skyder føkme med min nål!

Som i slowmotion – hvor man alligevel ikke kan nå at reagere på nogetsomhelst – ser jeg med opspilede øjne, hvor jeg i min tanketorsk har rettet stemplet hen.
Lige direkte ned mod mit lår.
Og dér sidder jeg så – lammet af dumhed – og betragter hvordan en blå nål med raketfart er på vej til at penetrere mit højre ben.
Jeg når ikke engang at blinke, før jeg i næste nu sidder og stirrer ned på mit mildest talt malplacerede infusionssæt.
Som for øvrigt sad igennem mine joggingbukser.
Jeg havde bogstaveligt talt skudt mig selv i låret!

Ahrmen. For føk sake, Eline.

Det eneste jeg må trøste mig med, er, at jeg i det mindste ikke valgte rette himstregimsen mod mit hoved!

 

Vil du høre andre dumheder, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM