Jeg er født med dét man må kalde en veludviklet retfærdighedsfølelse.
Der er få ting, der kan få mig lige så meget op af stolen som uretfærdighed.

Nogle af jer kan måske huske, at jeg er ved at få fornyet mit kørekort – ikke fordi jeg har fået det frataget, men fordi jeg har diabetes og det derfor skal fornyes jævnligt.

Det viste sig imidlertid, at der var et alvorligt bump på vejen (no pun intended).

Jeg havde ikke fornyet kørekortet inden for en tidsfrist på tre år (fordi jeg ikke havde haft behov for kørekortet og ærligt talt ikke så nogen grund til at kaste tid og penge efter en lægeerklæring med videre) – og jeg var desuden uvidende om at der overhovedet var en tidsfrist.
Ved I, hvad der sker, hvis man ikke fornyer sit kørekort inden for tre år?

MAN SKAL OP TIL EN NY KØRE- OG TEORIPRØVE!

På borgerservice fik jeg at vide, at jeg kunne ansøge om dispensation fra dette krav. Det gjorde jeg selvfølgelig.
Efter tre måneders behandlingstid, har jeg nu fået brev om det foreløbige svar på min ansøgning.

De kvikke af jer kan på nuværende tidspunkt regne ud, at det foreløbige svar er af den negative karakter.

Jeg er føler mig ramt lige midt i retfærdigheden.

Jeg har en lægeerklæring, der finder mig egnet til at køre bil.
Masser i min bekendtskabskreds har ikke kørt bil i tre år eller mere, men deres evne til at køre bil er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved.
Man må gå ud fra, at det er fordi, man vurderer, at de ikke bare sådan glemmer deres køreevner?
Og glemmer man hvordan man kører bil på tre år?
Jeg tvivler.
Kraftigt.
Og jeg kan i hvert fald afsløre, at man ikke glemmer hurtigere, bare fordi man har diabetes.
Man kan for eksempel spørge mig ind til processen om dette om tre, fem, ti år – og så er jeg ganske sikker på, at jeg vil kunne huske det hele meget tydeligt!

Ironisk nok havde jeg jo allerede planlagt, at jeg ville tage nogle køretimer hos en kørelærer for at få genopfriskning og føle mig tilpas bag rattet – men ingenlunde noget der prismæssigt (og særligt nervøsitetsmæssigt!)  kommer til at matche nye køretimer, ny teoriprøve og ny køreprøve.

Og det mest irriterende er, at havde jeg fået kortet fornyet da det udløb, havde jeg ikke stået i denne situation – heller ikke selvom jeg aldrig havde siddet så meget som et sekund bag rattet i de forgangne år. Der er nemlig ingen der spørger, om du har brugt dit kørekort!

Jeg vil helt sikkert komme med en saglig og fattet indsigelse til den foreløbige afgørelse, men nærer desværre ingen høje forhåbninger.
Jeg har allerede talt med en jurist i Diabetesforeningen, der fandt loven ulogisk, men ikke mente, at man kunne gøre så meget (jamen, hvor er din ild, ven?).

Men altså, man bliver jo nødt til at gøre noget, ikk’?
Man bliver da nødt til at påpege, når lovgivningen ikke giver mening.

Min krop forskelsbehandler mig allerede på grund af en lille, doven bugspytkirtel – der er ingen gyldig grund til at loven skal gøre det samme.

Hilsen en ret træt kvinde, der skal med bus ind til vesterbro senere og er helt tilfreds med at hun ikke er i bil, da hun har brug for et intravenøst drop med drinks til at lette humøret.
Aka.
Ramt I Retfærdigheden

---

Har du erfaringer, viden eller bare lidt god karma du vil give videre, så hold dig ikke tilbage.

Følg bloggen og kørekortsgyseren på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt
Og er i dag muligvis mere passende end ellers

Hvis du har fulgt med på bloggen længe, kender du formentligt til mit anstrengte forhold til at køre bil.
Hvis du ikke har eller ikke husker det, så kan det opsummeres således:

1) Jeg havde en fuldkommen crazy kørelærer
(At høre brølet: “HVADFANDENSKERDERFORDIGIDAGELINE??! var sådan ret normalt) 

2) Det gjorde mig ret ængstelig for at køre bil
(Jeg endte med at føle, at alle – også andre bilister, ja selv fodgængere – stirrede misbilligende på mig og sikkert tænkte HVADSKERDERFORDIGIDAGELINE? Jeg blev bange for at være en firhjulet dræbermaskine) 

3) Til sidst tog det overhånd. Da jeg gik i stå midt i et trafikkeret lyskryds med hele familien i bilen, føltes det som om jeg aldrig kom i gang igen. På en måde sidder jeg stadig dér med bilen propfyldt og en hikstende/hostende motor og én, der råber DUERIANDETGEAR! Jeg svor, at jeg aldrig mere ville køre bil.

4) Da mit kørekort skulle fornyes, fordi jeg har diabetes, lod jeg ganske enkelt være. Med ordene: jeg har jo ikke et gyldigt kørekort, behøvede jeg aldrig at forklare, hvorfor jeg ikke ville køre.

MEN, hånden på hjertet, det skide kørekort har naget mig i alle de år. Som et tilbagevendende nederlag.
Som en fiaskofølelse, de hånlo mig op i ansigtet, hver gang jeg åbnede min pung og så toppen af det lyserøde kort.
Og mens jeg går her og finder ud af, hvordan mit fremtidige liv skal se ud, slog det mig en dag:
Jeg ved i hvert fald, hvordan det ikke skal se ud:

Jeg vil ikke være bange for at køre bil mere.
Punktum.

Og så gik jeg i gang med alle de forberedelser, der nu engang ligger i, at få fornyet det der kørekort.
– Jeg tog fat i min rutinerede bilist og veninde, Helene, som lovede at vi kunne køre i hendes bil, når jeg fik det nye kort.
– Jeg fik taget et allerhelvedes dårligt pasbillede, hvor mine kinder har været oppe at slås med den sibiriske kulde.
– Jeg var oppe hos lægen, som fik en gratis omgang stand-up comedy, da jeg stod seks meter fra bogstavstalven – uden kontaktlinser på – og måtte sige, at jeg ganske enkelt ikke engang kunne se, hvor hun pegede hen.

Og så begav jeg mig videre til Borgerservice.
Sidste stop før det nye kort var i hånden.

Alt gik som smurt.
Digitalsignatur, lægeattest, det gamle kørekort – alt fløj fra mig til hende.
Printeren til det midlertidige kørekort var allerede begyndt at brumme af forventningens glæde, da de skæbnesvangre ord lød fra Borgerdamens mund:

“Hov. Det er da længe siden at det her kørekort udløb?”

“Jo, ja, jo. Jeg har ikke rigtig haft savnet det,” mimrede jeg.

“Når det har været udløbet i 3 år skal du op til en ny køre/teoriprøve” lød min tørre dødsdom, som næsten tog pippet fra mig.

Det føltes som om selveste Skaberen grinede en rungende latter deroppe fra og gjaldede hele vejen ned til Borgerservice

DER TROEDE DU LIGE!

Men altså; den var desværre god nok, den regel.
Jeg følte det vitterligt som om, at Borgerdamen med de tunge ord, lige havde hevet stolen væk under mig og havde efterladt mig med et stort, fedt FUCK.

Så altså; måske skal jeg op til teori/køreprøve igen.
Jeg ved det ikke helt endnu.
Jeg har søgt om dispensation og afventer svar fra politiet.

Dog måtte man godt få et midlertidig kørekort, mens man venter på afgørelsen.
Og det betyder, at jeg – one way or another – snart skal sætte mig bag rattet igen.

Bare rolig, jeg starter naturligvis et helt mennesketomt sted.
Og så har jeg i øvrigt opstillet disse køretips til mig selv:

– vil tage køretimer hos sød kørelærer nær Amager

– starte med baby-skridt, så jeg får succesoplevelser og førersædeselvtillid

– vil lade være med at køre nogen ned

– og det sidste:

—

Ja, det  var mine ret overkommelige køretips – hit med jeres:
Jeg får helt sikkert brug for dem!

PS Helene, har du styr på testamentet og alt det dér?
Du må få mine tiloversblevne pasbilleder, hvis jeg kreperer af angst i bilen. De bliver penge værd en dag, I promise! 

---

Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt