Det der udtryk med at én ulykke sjældent kommer alene, ikk’?
Det kunne meget vel omdøbes til ét teknisk uheld kommer sjældent alene. 

Jeg advarer med det samme om, at jeg i skrivende stund har larmende pop i ørerne for fulde drøn, og det nok betyder, at vi skal have et galde-indlæg.

Jeg har de sidste 14 dage været så teknisk udfordret, at det næsten har mindet om undtagelsestilstande og krigszoner herhjemme. Det føles som om det eneste, der ikke er crashet, er mit internet.
For at indlægget ikke skal blive til en roman af Kafkanske dimensioner, opremser jeg her i punktform:

Mine tekniske udfordringer på to uger:

  1. Min insulinpumpe besluttede sig for, at det der med at give mig insulin – det var ikke rigtigt noget den gad længere. Ville meget hellere pøse insulin udover sig selv.
  2. Min glukosesensor besluttede sig for, at den hellere ville leve en rock’n’roll-tilværelse. Først kom den med nogle virkelig tvivlsomme freestylede målinger. Sidenhen afgik den ved teknikdøden uden så meget som en forklaring eller et farvel.
  3. PostNord, undskyld, PostLort, viste at de ikke mangler humor med deres slogan VI LEVERER.
    I hvert fald vidste ingen kundeservice, apps, hjemmesider eller pakkenumre, hvor de tilsyneladende havde leveret min pakke henne.
    Pakken indeholdt udstyr til min diabetes, som jeg mildest talt er afhængig af.
    PostLort var helt kyssekold. Man skal jo ikke gøre forskel på folkden slags er vigtigt i disse krænkelsestider. Så uanset om PostLort smider dit diabetesudstyr eller dine nye sko væk, så tager det altså to hverdage at kontakte Afdelingen For Pakker Vi Ikke Aner Hvor Er.
  4. Kontaktede firmaet med insulinpumperne for at lave reklamation på den dovne pumpe med lækagen. Men de virkede i vildrede. Hvad skal de stille op? Og altså, jeg ved det jo ikke – uanset hvor mange gange de ringer tilbage. Tænkte jo bare, at det som formidler var ret vigtigt at vide.
  5. Opsøgte nærmeste postudlevering og overbeviste dem om, at vi måtte ud at grave efter min forsvundne pakke på lageret. Det krævede en sprængfarlig cocktail af charme, desperation, frustration, bønfaldelse og blanke øjne. Men fuck it, det lykkedes til sidst!
  6. Glæden blev kort. Pakken indeholdt ikke alt udstyret. Ringede til firmaet. Der mente, at de ikke havde hørt fra kommunen. Ringede til kommunen. Der bad mig vente to hverdage.
    *Indsæt lyd af hoved der eksploderer og sender klatter af nu fuldkommen overarrig hjerne ud på samtlige vægge i din lejlighed*
  7. Vejr-app sendte mig glad og fro ud i et kæmpeskybrud. Jeg var iført en tynd kjole og kort læderjakke. Da jeg kom hjem var jeg iført laser af våde klæder, totter af brunt hår, mascara på næsen og bryster så lange at jeg kunne snuble i dem. “Overskyet” min bare r…
  8. Efter tre insulinpumper, der virkede upåklageligt, besluttede insulinpumpen sig i går for, at den heller ikke gad at give mig insulin. Ville meget hellere være med på lækage-trenden. Bryster nu endnu engang så lange, at de kan bruges som halsedisse.

Teknik gør jo generelt livet meget lettere. Men når det så slår knuder, så gør det virkelig tilværelsen meget, meget kompliceret. Kan næsten ikke overskue at skulle kontakte firmaet med insulinpumper igen – og jeg har efterhånden ret lidt tillid til min ellers så smarte, nye insulinpumpe.

Faktisk har jeg været så frustreret over tekniksituationen herhjemme, at jeg er afveget fra min egen selvmedlidenhedsregel. Altså, jeg må gerne have selvmedlidenhed over alt muligt, bevares.
Men jeg har det ikke i forhold til at have diabetes. Det er simpelthen en del af min tilværelse, og ynk kan jeg ikke bruge til noget. Man græder jo heller ikke over uren hud. Man gør, hvad man kan og man lever med det.

Men da teknikken slog knuder – dobbeltknuder – TRIPPELKNUDER ! og jeg får følelsen af at skulle lytte til ventetoner, ringetoner, vente to hverdage og vekselvirke fra den ene telefonist til den næste, alt imens mit liv i øvrigt helst skal fortsætte som vanligt, så mistede jeg gejsten.

Altså, I ved, for en stund.

Nogle gange hjælper det faktisk at frustrationsgræde til klichefyldte popnumre.

That is of course indtil dine høretelefoner uden varsel går i stykker.
Derfor er det faktisk også kun mit venstre øre, der lytter til larmende pop lige nu.

Det hjælper dog stadig sådan cirka 60-70 overraskende procent.
Og som bekendt er der jo intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget:

Jeg vil vove og påstå, at jeg nu er helt og aldeles kureret for min fobi for at tale i telefon!


Yours truly,

TeknikEline, Dimsedamen, BigGirlsCry, Telefontossen,
Sortpahvidt