I dag vil vi grine af det

Kender I det der med, at at man går og holder på en god historie?
En situation som du bare ved bliver en fandens god anekdote. Som du simpelthen ikke kan vente med at dele med verden?

Sådan havde jeg det overhovedet ikke med den her anekdote.
Jeg har faktisk i flere måneder forsøgt at lægge en distance til den i en sådan grad, at jeg håbede, at den bare ville dø hen.
Som et grumset og usammnehængende stykke af et mareridt, som man ikke er helt sikker på, at man har drømt.

Well, i mit sind er der desværre ingen tvivl om, at anekdoten ikke bare er et fjernt minde fra et mareridt. Det skete. Og det var fire timers meget håndgribelig ydmygelse.

Men ved I hvad?
Jeg har tænkt mig at dele den med jer, for at rykke den fra kategorien “En dag vil vi grine af det” til “I dag vil vi grine af det” og stå ved, at nogle gange så ryger man simpelthen fuldkommen ud ad sin komfortzone. Og det er ikke nødvendigvis fedt.

Men du dør ikke af det.
Jeg lover.
For kunne man det, så var jeg ganske enkelt gået op i røg og fordampet fra et beklumret lokale på Nørrebro en dag i december sidste år.

I november sidste år befandt jeg mig på et ret rodet sted i mit liv.
Jeg havde sagt mit arbejde op. Jeg var ked af det. Jeg vidste ikke, hvad der skulle blive af mig hverken arbejdsmæssigt eller generelt. Jeg var sådan set åben for det meste, hvis bare det indebar, at jeg følte, at jeg var på vej et sted hen. Et eller andet sted.

Og da jeg siden jeg var barn har gået og båret på en skuespillerdrøm, så blev jeg pludselig ramt af en det-er-nu-det-skal-være følelse. Jeg kunne da melde mig til optagelsesprøven! Det passede perfekt!
… I know, set i bagklogskabens klare lys er det måske ikke dét, du skal kaste dig ud i, når du går rundt og har ondt i selvtilliden.

Jeg meldte mig til en improvisations-workshop hos en skuespiller og tog afsted med sommerfugle og let uro i maven.

Da jeg nåede frem, tog det mig ikke mange lange sekunder at indse, at jeg var aldeles malplaceret.
En elinefant i en glasbutik.
De øvrige ni deltagere var cirka otte år yngre end mig og havde allesammen gået på den samme teaterhøjskole. De var sgu som en hel lille, indforstået familie.
Med et hurtigt øjekast kunne jeg desuden se, at jeg var overdressed til lejligheden.
Alle havde gammelt joggingtøj på, og selvom jeg ikke var decideret pænt påklædt, var jeg bestemt ikke lige så lo-o-ose som de andre.
Det krævede næsten al min mentale styrke ikke at hakke neglene ind i dørkarmen og vende om på fodbalderne så hurtigt som menneskeligt muligt.
Jeg måtte på det bestemteste minde mig selv om, at fire timers læring jo ikke ville slå mig ihjel.
Men føk, jeg vil vove og påstå, at det var tæt på!

Så skulle vi igang med opvarmingen. Jeg blev lettet over at høre, at vi  først skulle lave en “stille og rolig opvarming” – for lige at komme igang.

“Så de næste 20-30 minutter skal vi danse” lød det ildevarslende

No way, skreg min krop og mit hoved.
Jeg føking hader at danse.
H A D E R.
Min krop og en hvilken som helst rytme er slet ikke på bølgelængde. De passer ikke sammen.
Og hvis jeg laver noget med mine arme, ved mine ben ikke, hvad de skal lave – og vice versa.
Jeg ville hellere have revet fire negle af med roden, dyppet hænderne i saltvand og malet et selvportræt med mine blødende ekstremiteter!

“Bare rolig,” indskød læreren

Pyha, en joke, tænkte jeg lettet.

“For at det ikke skal være alt for grænseoverskridende, har jeg medbragt nogle inspirerende ting, som I skal danse ud fra”

Og så fik jeg stukket en hængelås i hånden.

Hvis øjne spontant kan glide ud ad deres dertilhørende øjenkugler, var mine med sikkerhed trillet ned til hængelåsen.
Hvad. Fanden.
??!?????!

Rundt i lokalet var de ni vårhare begyndt at hvirvle rundt med alt fra fjerbolde til neglelakke og jeg stod med min hængelås, og bad om et insulintilfælde og en hurtig besvimelse til at befrie fra mine pinsler.

Jeg havde knap nok nået at bevæge mine ben, før musikken stoppede, vi skulle bytte og jeg pludselig stod med en ork i hånden.

… Og så var stilen for min workshop ligesom lagt.

Jeg var fire timers nummer sjok, bundlinje og bare lidt for stiv i betrækket.
Min største skuespilspræstation dén dag, var at lade som om jeg syntes det var fedt at være i live.

Da jeg 16.30 stod ude på det kolde fortov med kjole og hår i uorden, kom jeg til at tænke på, at en stor del af at finde sin vej, må være at finde ud af hvilken vej, man ikke skal gå.

Og det havde jeg så i hvert fald fald lige fundet ud af.

Og så fortjente jeg i øvrigt en fucking Oscar for at holde sammen på mig selv og oven i købet vinke entusiastisk med armene over hovedet på vej ud ad døren og melodisk mimre:

HELD OG LYKKE TIL JER ALLE SAMMEN. OG TUUUUUUSIND TAK FOR I DAG!

En fed fucking Oscar.

Men ikke nogen Danse-Award.


Jeg kan stadig ikke se skuespilleren i fjernsynet, uden at krumme tæer over min egen usle præstation den dag i december 2017.
Men for fanden, jeg kommer ikke til at sidde som 80-årig og tænke “hvad nu hvis…” Og det er egentligt ret befriende.

Og når jeg danser i dag er det faktisk lidt mere løssluppent.
Uden at tænke på hverken arme eller ben.
Eller hængelåse.

På den måde var det måske alligevel 400 bobs well spend?

Læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Er din underbevidsthed også et røvhul?

Jeg siger ikke, at min underbevidsthed er utålmodig, mens jeg prøver at finde ud af, hvordan mit arbejdsliv skal se ud på længere sigt.

image

Jeg siger bare, at den er blevet lige lovligt løssluppen på det sidsteimage

Faktisk, virkelig meget løssluppenimage

Suk.
ALT for løssluppen.

Underbevidstheden kan virkelig være et røvhul nogle gange!

 


 

Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
Navnet er som altid
Sortpahvidt

Og sig mig så;
Er din underbevidsthed også et røvhul nogle gange?

Tænkte tanker #22

Gammel vin på gamle flasker, I know, men helt ærligt: hvem kan ikke lige overskue en omgang tænkte tanker på sådan en gråtåget fredag eftermiddag?

image

Så here goes:

– hvorfor går alle mine tanker væk, når jeg går i gang med de her indlæg?

– det er bare PUF! og så er der rungende tomt derinde, hvor hjernen plejede at være.

– og hvorfor er min skridtmåler på mobilen så upålidelig? Den ene dag er jeg gået 8.434 skridt på 3,9 kilometer – den anden dag er jeg gået det samme antal skridt på 6,4 kilometer. Er det muligt, at jeg tager meeeget lange skridt nogle dage???

– har muligvis tømt podcast-appen for ordentlige podcast at lytte til.

– andre end mig, der bare virkelig godt kunne drikke sig rundtosset i bobler?

– har lyst til at råbe til naboerne, at youmusic står på shuffle, når jeg pludselig midt i badet får slynget SKURKENE I RAMASJANG  ud for fuld gadaffi. Man bliver tilsyneladende straffet længe for at spille den slags for nevøen.

– glæder mig absurd meget til at kor starter op igen.

– alvorligt talt; nu har både min Shoppelyst og Kærestekikkert sovet i snart flere år, og nu hvor jeg er arbejdsløs, beslutter de begge sig for at vågne igen?! FØK AF for fanden – jeg har egentlig ting nok at fundere over. Og Tinder er jo et selvmål af dimensioner!

– det er formentligt et dårligt tegn, når du viser din far et billede af dig selv, fra for 4 år siden da du blev uddannet jordemoder, og han resolut udbryder: “NEJ!! Hvor var du tynd!”

– ny leveregel: der er altid en grund til at købe blomster. Det er derfor jeg nu svarer “ja”, når blomsterbinderen spørger om det er en gave, hvortil jeg i hovedet tilføjer “til mig selv”

– er man egentlig for gammel med for mange æggestokke til at købe en ps4, når man er en enlig 27-årig kvinde. Som for øvrigt ikke har et fast arbejde?

– det gode ved at være uden fast arbejde, er at jeg er begyndt at tage hjem til mine forældre.  Når de ikke er hjemme. De har pejs. Og karbad. Og mad.

– mon folk kan lide dig mindre, når du er arbejdsløs?

– når du prøver at holde masken over for ekspedienten i Stelling, når du havde taget en pakke tuscher uden prismærke og sjusset dig frem til at de måtte koste et par hundrede kroner. Og knøsen siger “det bliver 514 kroner” så skal der fandme bruges grå tusch!

– når jeg lukker øjnene om aftenen, kan jeg  ofte se et barnehoved lige et par veer før det bliver født. Så bliver jeg helt varm i maven. Sådan ved du, at du ikke er helt færdig med at være jordemoder.

– mon folk egentlig dømmer dig som loco, når du siger den slags højt?

– og STADIG ikke helt ved, hvor dit liv er på vej hen??

– Anyways, jeg sætter mig hen til mine grå tuscher.

følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og SNAPPEN.

Navnet er som altid sortpahvidt

Mit arbejdsløse eventyr #3 Eline i vildmarken

Nåh, men når jeg ikke vandrer hvileløst rundt på Amager i min søgen på en rolig åbenbaring, så skal jeg jo også lave noget.

Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg skulle nå meget, når jeg ikke havde fast arbejde. I ved; sådan rigtigt mærke mig selv I know, klicheklokkerne kimer! Vi taler yoga, kurser, oprydning, tegning, skrivning og et cetera.

Men, jeg kan sgu ikke rigtig finde den; roen til at gøre noget rigtigt ved noget af det ovenstående.
Det kræver tilsyneladende meget underbevidst og ikke-jagende arbejde at finde sin vej.
Har til gengæld fundet roen et helt andet sted:

Jeg er blevet helt tosset med at se Alene i vildmarken (!?!!)

Jep, jeg har set alle afsnittene i både den nye og første sæson.
Og jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet så grebet af det, for da Gud delte friluftsinteresser ud, gav h*n mig i stedet en seriøs portion magelighed. For at sige det lige ud: jeg holder hellere en picnic indendørs ved et bord med dug, maden sirligt serveret og med ordentlige forhold til at komme af med dét, der kommer indenbords. Ja, det er vel ret beset et cafebesøg, når nu jeg tænker mig om.

Anyways…  når jeg sidder og ser Alene i vildmarken, så forestiller jeg mig, at det slet ikke er sådan. At jeg blev sat af på én af de der norske strandstrækninger med en proppet rygsæk og et håndholdt kamera eller to.
Ja, ja; vi ignorerer lige den lillebitte detalje at jeg har diabetes og leger med i tankeeksperimentet.
Her er hvordan jeg tror, at min version af Alene/Eline i vildmarken ville forløbe:

DAG 1:

Jeg bliver sat i land i regn og stiv kuling. Det regner jo altid i Norge – er der ikke nogen, der har fortalt deltagerne det?
Jeg stirrer stift ind i mit regndråbeplettede kamera og forkynder, at jeg er så nervøs, at jeg allerede skal tisse. Nervøs blære er ikke en guddommelig gave i naturen. Jeg siger, at jeg tror, at jeg kan holde mig (en ti-femten dage).
Mit hår er formentligt allerede fedtet.

Klip

Jeg trasker rundt og leder efter et sted at slå mit shelter op. Endnu et stift blik ind i kameraet:
“DER ER JO VÅDT OVERALT!”
Vælger med stor sandsynlighed et virkelig råddent sted og kaster mig ud i virkelig rådden shelter-opslånings-teknik. Fantasien rækker kun til noget der ligner en telt-form. Altså, finde et sted, hvor jeg kan sætte en birkestamme op mellem to træer og derefter kaste presseningen over.  Er muligvis for lav til overhovedet at kunne nå op til nogen af træernes tykkere grene.
Burde i virkeligheden lave jordhule.
Er det ikke sådan noget hobbitter gør?

Klip

Presseningen flagrer rundt en halv meter over jorden med mine våde, krøllede ting indenunder. Jeg forestiller mig en tvivlsom opsats med grene og sten. Dejlig base at kalde hjem.
Jeg kæmper mig gennem moselignende skovbund, mens jeg ind i kameraet fortæller om min snarrådighed: samler masser af birkebark til at tænde op med og tørrer det i mine lommer. Sveder utvivlsomt, mens jeg begiver mig ned mod stranden for at samle brænde og sætte net op. Det bliver helt sikkert snart mørkt.
Jeg gætter på, at jeg allerede er sulten på det her tidspunkt.
Nyder at tale ind i kameraet. Ingen til at sige mig imod.
Proklamerer, at jeg er virkelig god til at være alene i mit eget selskab. Forkæler muligvis seerne og mig selv med en lille Disney-sang. Klarer overstemmer og mellemspil selv.
Det lyder pissegodt. 

Klip

Jeg står ude i vandet med begge gummistøvler oversvømmet og fiskenettet viklet ind i arme og ben. Råber noget så sofistikeret som:

FUUUUUUUUUUCK!

Klip

I “shelteret”. Ligger på maven og snakker til kameraet. Der er for lavt til at sidde op. Det begynder at blive mørkt udenfor.
Jeg siger noget a la:
“Det gode er, at jeg har samlet absurd meget birkebark og brænde. Jeg er nemlig en notorisk frossenpind. Det dårlige er, at jeg overhovedet ikke evner at tænde op med det.”
kigger over på bunken af brænde.
“Jeg fandt en kæmpe edderkop under én af stenene. Jeg skyndte mig at slå den med min våde gummistøvle. Men jeg ved ikke om jeg ramte den, så nu tør jeg ikke at tage gummestøvlen på igen. Jeg tror bare, at jeg går i seng nu. Godnat”

Sort

DAG 2

Morgen. Fortsat maveliggende snak til kamera. Hår klistrer ind til ansigtet og mine kontaktlinser klistrer tydeligvis helt ind til nethinderne, for hver gang jeg blinker, spærrer jeg lige øjnene op en ekstra gang, for at få linserne til at reagere. Giver mig sådan et dejligt, ikke-bekymrende crazy-look.
“Jeg har sovet ad helvedes til i nat. Jeg har frosset. Jeg har åbenbart også ligget oven på den her” Hiver én af mine støvler frem.
Et ærligt gæt vil være, at shelteret også er bundvåd nu. 

Klip

Nede ved vandet. Forkynder, at jeg savner nogen at tale med. Eller som i det mindste kunne give mig nogle gode overlevelsesfif.
Fortæller, hvor vigtigt det er, at jeg får fanget fisk i dag.
Får fanget to fisk, som sikkert er syge.
Kommer til at tænke på, at jeg faktisk slet ikke kan lide fisk.
Med mindre det er sushi eller paneret fiskefilet.
Det trækker formentligt nogle dage fra min overlevelse herude…

Klip

Kigger ind i kameraet.
“HVAD FØK LAVER JEG HERUDE? DET VAR OGSÅ BARE FORDI JEG SKULLE FINDE MIG FØKING SELV. GUESS WHAT – HUN ER IKKE HER!”

Klip

Klar til at tage hjem.
Fortæller hvor stor en oplevelse det har været. Hvor godt jeg kender mig selv nu.

image

Vidste for eksempel ikke, at man kunne tale med et dødt egern i mangel af bedre.

SORT.


Hvordan ville din medvirken i Alene i vildmarken se ud?
Hvor mange dage ville du overleve?
Og hvilket reality show ville du selv medvirke i? Jeg har jo allerede været igennem Den store Bagedyst og diverse, så vi må se hvor fantasien tager mig hen næste gang…

Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt

Mit arbejdsløse eventyr #2

Eller som indlægget også kunne hedde:

“hvad laver du egentlig?”

For det er der godt nok mange, der har spurgt mig om – heriblandt mig selv.

December gik med småjobs af den ene og anden slags – og var lige pludselig bare overstået.

 

Det blev nytår og januar og jeg følte straks, at nu var der et nyt hul at udfylde.
Jeg savner mit arbejde.
Jeg drømmer om fødsler (bogstaveligt talt: har i drømme både forløst fødende på Kastrupvej og taget imod en kvinde, der bristede ved navlen og derefter kvitterede syv moderkager??!).
Det er på en måde dejligt (ok, måske ikke det helt rigtige ord) og bekræftende, for efter jeg sagde op, har jeg haft en følelse af, at alt var til diskussion og intet stod mejslet i sten.

Skulle jeg overhovedet fortsætte med at være jordemoder?
Der er så meget, jeg gerne vil – men jeg kan simpelthen ikke mærke, hvad jeg helst vil.
Jeg har kigget mig i spejlet og taget sigte på mit bryst og spurgt mit hjerte, hvad det er det banker mest for.
Og det har bare trukket på skuldrene og banket stille.

Og så forleden dag gik noget op for mig.
Jeg var ude at gå en tur, for jeg har formanet mig selv, at jeg skal have mindst en times frisk luft hver dag.
Jeg gik og lyttede til en podcast, mens Endomondo holdt styr på, hvor langt jeg fik begivet mig rundt.
Jævnligt tog jeg mobilen frem og tjekkede min rute. Havde jeg kun gået x kilometer på x minutter? Dét måtte jeg kunne gøre hurtigere! Længere skridt – man skal da mindst gå 5 kilometer på en time, ikk’? Er det ikke dét, der er normalt, hva’?
Så gik jeg faktisk helt i stå.
Hvad fanden lavede jeg?
Hvordan syntes jeg egentlig selv det gik med at gå?
Hvem konkurrerede jeg med – og hvorfor skulle det gå så stærkt?
Hvad nyttede det, at jeg havde ordineret mig selv en times frisk luft og ro, når jeg bare gjorde dét jeg hele tiden havde gjort mod mig selv – krævet noget og hele tiden krævet mere?
Jeg var for fanden ikke med i De Korte Bens KapGang Amager Rundt, vel?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, at så snart jeg fik mere tid, ville det automatisk også give mig mere ro – for det er tydeligvis noget jeg skal arbejde med oppe i mit hoved.
Så jeg er holdt op.
Ikke med at gå. (For nu går jeg faktisk. Rundt og her og der og jeg nyder det.)
Men jeg er holdt op med at tjekke telefonen.
Holdt op med at føle at jeg skal præstere noget.
Jeg spørger ikke længere hjertet, hvad det banker mest for.
I begge henseender er jeg begyndt at sige ting til mig selv:

Du når det det nok

Og så må jeg jo vandre Amager flad indtil jeg finder ud af præcis, hvad der skal ske og hvornår.

Og så tog jeg forresten en impulsvagt på Hvidovre forleden dag. Jeg måtte ud at købe nye sko, for de gamle var så lodne, da jeg stoppede, at jeg bare smed dem i skraldespanden.
Men udover fodtøjet lignede det hele jo sig selv. Og det var skønt at se kollegerne igen, det var dejligt at stå på en fødestue og jeg havde heldigvis ikke glemt, hvor børnene kom ud henne.

Jeg endte til en hjemmefødsel og tænk; skæbnen ville at jeg mødte op hos en familie, hvor jeg også havde taget imod deres første barn! Chancen for at det skulle ske, måtte have været noget lig nul.
Men dér på deres bord lå deres gamle journal med mine spæde jordemodernotater.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge på de papirer, hvor jeg sirligt havde underskrevet hvert et lille notat. Jeg tænkte på den unge jordemoder, der havde siddet en nattetime og skrevet dem og hvor meget hun havde i vente. Sendte hende en kærlig og opmuntrende tanke. Hun var så stolt over hvad hun havde opnået og samtidig usikker på alt det nye i arbejdslivet.
Faktisk ret meget ligesom jeg har det lige nu.
Jeg følte på en måde at ringen var sluttet – og følte (omend det er fjollet) at det var et tegn fra både det ukendte og mit gamle selv, der lovede mig, at hele nok skulle, ja…
.

image

Og ellers er der som sagt altid Netto.


Læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Sådan laver du en uforglemmelig kage

*undertitel: 34 lette trin til en overvældende køkkenkreation*

Nuvel, egentlig burde jeg jo nok sige et par ord om, hvordan det var at have min sidste vagt på fødegangen i går. Det må I vente med at høre om. Lad os i stedet dvæle ved min mangel på at lære af mine fejl og i stedet gå en tur i køkkenet.

image

I present to you:

SÅDAN LAVER DU EN UFORGLEMMELIG KAGE

1) Gå i panik over obligatorisk farvel-bagværk. Gå i panik over farvel i det hele taget. Foretag paniske googlesøgninger på let bagværk

2) Kom i tanke om, at Børge (ja, dén Børge!) da faktisk lærte os at lave en let og syndig chokoladekage, som blev bedre af at stå et par dage.

3) Få dit hjem til at ligne tredje verdenskrig hvor den helt nye “overflødigt-lort-du-har-i-hjemmet”-bombe lige er sprunget, mens du leder efter hengemte opskrifter fra aftenskolekurser.

4) Find opskrift.

5) Skriv 12 æg, 700g mørk chokolade og 450g smør på din huskeseddel

6) Tjek om du har noget sukker udover rørsukker. Det har du ikke.

7) Sig til dig selv “jeg husker også lige at købe sukker” og “jeg bliver Danmarks næste mesterbager efter en surprise optræden i Den Store Bagedyst“. Begge dele er lige sandsynligt.

8) Køb ind. Glem at købe sukker. Det var trods alt det eneste du skulle huske.

9) Køb istedet en risalamande.

10) Gå hjem og spis risalamande. Fornægt kommende bageeventyr.

11) Opdag at du ikke har købt sukker. Overbevis dig selv om, at du ikke behøver at købe ind igen. At rørsukker er fint nok. Også selvom du ikke helt har nok. (Dette trin burde tage max 8 sekunder. Max!)

12) Gå i gang med din spirituelle køkkenrejse netop som du også går i gang med at tale i telefon med din veninde. Kald dig selv et multitasker-menneske. Vær opmærksom på at du lyver for dig selv.

13) Begynd dit eventyr med at varme ovnen til 160 grader. (Det her bliver formentligt dit eneste korrekt udførte trin fra opskriften)

14) Start med at dele de 12 æg i hvider og blommer. Sørg for at have købt æg med VIRKELIG tynde æggeskaller. Sørg for at de slås ud på sådan en smuldrende måde. Sørg endelig for at nogle blommer går i stykker og falder ned i hviderne. Erkend inderst inde, at hviderne nu formentlig aldrig kommer til at blive stive. Udadtil kører du videre med den klassiske fornægtfornægtfornægt.

15) Sig til din veninde i telefonen, at nu skal køkkenmaskinen Ken på overarbejde og der derfor bliver lidt larm. Løb over til Ken, tyr 1/3 af sukkeret og de 12 hvider ned i Ken, skru op for fyld gadaffi og løb ud af køkkenet. I opskriften siger Børge, at massen skal piskes i mindst 10 minutter, så du har god tid til at tale.

16) Inspicér jævnligt hvordan Kens arbejde skrider frem. Erkend at du nok skal være tilfreds med, at der er kommet et lag skum i den øverste kant. Erkend at der med stor sandsynlighed ikke sker meget mere med massen. Erkend at den fesne brune farve må være rørsukkerets værk.

17) Bliv enig med veninden om, at du muligvis burde koncentrere dig lidt mere om det her og læg på. Det handler jo for fanden om dit eftermæle, og det ser indtil nu meget tvivlsomt ud.

18) Put det sidste sukker ned i en gryde med 3 deciliter vand. Kog det op. Bliv i tvivl om vandet er brunt fordi du brændte sukkeret på eller fordi det er rørsukker.

19) Begynd at undre dig over, hvornår de dér æggeblommer egentlig skal bruges. Put chokolade og smør ned i sukkervand. Undr dig mere over de blommer. Læs opskriften igen. Sådan cirka fire gange. Mindst.

20) Opdag at blommer og hvider slet ikke skulle have været delt. Well, det er mindst 15 minutter af dit liv du aldrig får igen! Bare ærgerligt, Sonny boy!

21) Så skynd dig dog at smide blommerne ned til de satans hvider.

22) Bliv irriteret over, at hvider og blommer nu har svært ved at blive blandet. Det er ligesom om der mangler nogle flere arme eller strenge til at piskeblande det.

23) OPDAG AT MASKINEN IKKE BRUGER PISKERISET! I STEDET SUSER ÆLTEKROGEN RUNDT DERNEDE! (…Meget du ikke har skænket det en tanke de cirka fjorten tusinde gange du har gloet ned i røreskålen…)

24) …Oooog sådan! Piskeris. Så var det noget med at massen skulle begynde at vokse til firedobbelt størrelse, ikk’?

25) Chokoladen! Rør for helvede, så det ikke brænder på!

26) Sværg at du kun har været ovre ved chokoladen i maksimalt 30 sekunder. Næste gang du kigger over mod Ken har han forvandlet æggeblandingen til et monster, der netop er ved at kravle ud af røreskålen og indtage vestfløjen af køkkenet! STOP KEN!!

27) Nu bliver det spændende. Bland chokolade og æggemonster. Børge skriver “maksimalt 20 sekunder – ikke mere!”. Med udråbstegn og det hele. Det må vist være vigtigt.

28) Start med at glæde dig over, at æggemonster ikke nåede helt op til kanten. Hæld herefter chokolademassen i. Nu har du overfladespænding. Heldige dig! Prøv nu at piske det hele sammen uden at få kageklask ud over alle kanterne, ned over køkkenbordet og op til begge albuer. Det KAN DU IKKE, VEL? VEL?!?!

29) Dilemma: nu har du panikpisket i 30 sekunder (allerede 10 for meget), men chokoladen ligger stadig bare nede på bunden af skålen. Fortsætter du? (Fortsæt med at piske indtil dine nerver er nedslidte)

30) Hæld massen over i dine to kageforme. Du har møjsommeligt smurt bagepapiret i begge forme. Sørg for at fucke hældningen op, så papiret klasker sammen og forsvinder ned i chokoladehelvedet.

31) Bemærk at din virkelig ringe piske/blande-teknik har resulteret i, at den ene kage chokolade kontra dej-fordeling er 80/20 og den anden vice versa. For Føcking Helvede!

32) Smid lortet i ovnen. Brænd dig på bradepanden. Åbn en PepsiMax. Og tag et par millioner enheder stesolid intravenøst.

33) Pray for a føking miracle.

34) Beslut dig for ikke at bage mere. ALDRIG NOGENSINDE!


 

Følg hverdagens helt nye arbejdsløse gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt