Hunden, planken og krigeren

Jeg ved godt, hvad du tænker:

“HVAD i himlens navn laver damen??”
Og nej, jeg leder ikke efter en forsvunden kontaktlinse, er ikke ved at stå på hænder og NEJ, det er ikke en demonstration for at vise, at der stadig er folk, der har prikkede trusser (og bruger dem).

Nej, dette er simpelthen mig til yoga, i dette øjeblik nærmere betegnet i selskab med “hunden”.
Sjældent i mit liv har jeg følt mig så gennemgående usmidig.

Sagen er den, at jeg er inde i en periode, hvor jeg rigtig gerne vil prøve noget nyt og gerne vil udfordres, så da min søster sagde “yoga”, sagde jeg “top” (ok, i virkeligheden tøvede jeg nok lidt, men lad nu det ligge)

Så der var jeg i går. En tirsdag aften i sindssyge stillinger med mystiske navne, mens jeg skulle ånde ud og sige “aaaah”, og ikke grine, mens jeg tusinde tanker fløj gennem mit hoved.
Tanker som: “hvor meget slår jeg mig, hvis jeg falder nu?”, “ej, hvor er det svært ikke at grine”, “SKAL jeg lukke øjnene?” og “mon ikke man ville dø af skam, hvis man slog en prut nu?”

På trods af den blandede succes, så tror jeg faktisk ikke, at det var sidste gang, at hunden, planken og krigeren krydsede min vej. 

Smiley-ordningen

Helt ærligt, så synes jeg, at der burde være en smiley-ordning til bøger og film. Bare lige så man har en forventning om, hvad det er, man går ind til.
Så ville jeg indføre græder-snot-smiley’en.
Jeg er bare typen, der helst vil advares, inden jeg forelsker mig i en bog eller film, der så ender med at få det til at trække noget så forfærdeligt i tårekanalerne og fremkalde dybe hulk fra mavehulen. Mens man sidder midt i bussen. 

At stå på egne ben

Nogle gange forestiller jeg mig, at det dér med at blive voksen, selvstændig og uafhængig, er lidt ligesom da man lærte at cykle uden støttehjul.

Det skræmmer mig lidt, for jeg blev først rigtig fortrolig med min cykel som femten-årig.

Achilleshælen


Da jeg startede som jordemoderstuderende, var jeg helt sikker på, at jeg allerede kendte min achilleshæl.
Det ville være at lægge drop, kigge lige ned i et kejsersnit eller måske at håndtere pressede situationer.

Men jeg tog fejl. Jeg fandt min achilleshæl på neonatalafdelingen blandt nuttede babyer og bleskift. Den hedder sondemad. Eller rettere… sondemad, der ikke er blevet fordøjet.
Ser du, hver gang man giver de små bebser mad, skal man lige sikre sig, at det man gav sidst er “af vejen”. Så man trækker simpelthen tilbage med et stempel fra sonden, der ligger i maven… og tjekker… øhm… det eventuelle udfald. Altså, halvfordøjet, klumpet modermælk.

Var der ikke noget i Greys Anatomy med at man ikke kan kaste op, hvis man smiler? Måske man skulle prøve det i fremtiden…

Weekenden gik med en storhyggende familietur til Sverige. Vi taler gult hus, trægulve, pejs og småstoppede toiletter.

Udenfor lokkede sneen og som alle jo ved, bliver man aldrig for gammel til at kælke. Årene sørger ganske enkelt for, at samtlige turer du suser ned ad bakken bliver sejere, vildere og mere stilfuldendte end de var året før.

Var derfor stærkt overrasket over, at mit stolteste øjeblik på Sveriges kælkebakker kan gengives noget så elegant som overstående.

… måske bliver jeg en virkelig sej kælke-kvinde som fyrreårig.
Måske er min ryg også blever rettet ud igen til den tid…

Tadaah – her har I mig!

… Har hvem? Spørger du måske?
Som landet ligger her og nu, er jeg netop fyldt toogtyve tossede år, studerer på verdens vildeste studie (mere herom) og prøver at få livets kabale til at gå op… og så ser jeg noooogenlunde sådan her ud. Hvis man tager sig visse kunstneriske friheder.

Foruden studie og arbejde, går min tilværelse med diverse mere eller mindre sindsoprivende tidsfordriv – og når jeg finder tiden og lysten, så sker det også, at jeg griber en tusch og tegner.
Mit tilbagevendende problem er dog, at jeg aldrig ved HVAD, jeg skal tegne?
Men HOV! det problem er nu løst for fra nu af, tegner jeg da bare det jeg går og oplever.

Følg med eller lad være, valget er dit (: