Er der nogen, der har set Eline?

Okay, så der skete det, at jeg nåede til et sted temperaturmæssigt, hvor jeg ikke længere kan cykle i mine smækre cykelshorts.
Og desuden heller ikke gider at barbere blege ben mere.
Men jeg kan heller ikke finde ud af at cykle så afdæmpet, at jeg ikke gennemsveder mit hverdagstøj til ukendelighed. Noget måtte gøres.

Eftersom jeg gerne vil forsøge at cykle de tolvogenhalv kilometer til og fra arbejde uanset vind, vejr og årstid, besluttede jeg i går, at jeg måtte udvide cykelgarderoben.
Gik i sportsbutik og kom ud med et par stramme vindafvisende bukser og en skrigorange trøje.
Egentlig er det løbetøj, men ekspedienten forklarede at det ikke betød så meget, med mindre jeg gerne ville have numseindlæg.
Måske er jeg kold i røven, for det har jeg ikke haft brug for længe…
Så stavrede hjem med et, tænkte jeg selv, ret tjekket sæt tøj.

Og så skete der det i dag, da jeg lige ville tjekke outfittet ud, at jeg stod der foran spejlet og følte mig virkelig lækker og sådan… løbeagtig.
Lige pludselig følte jeg mig som manden, der tager den grønne maske på og forvandler sig til en fyr, han slet ikke kan genkende.
Og før jeg havde set mig om havde jeg fundet pulsmåler, druesukker og et par gamle gummisko frem. Kroppen ville ud og prøve nyt image som “hende der løber”.
Herregud, tænkte jeg.
Jeg cykler mellem 75 og 100 kilometer om ugen, sådan en lille løbetur skal da nok gå fint.
… Og det gjorde det faktisk!
De første cirka… tohundrehalvtreds meter.
Så ville benene alligevel ikke, fortrød, ville have pause.
Ribene stak og lungerne arbejdede helt håbløst.
Hvad fanden??

Her gik jeg og drømte om i hvert fald tre kilometer, og kroppen gad ikke engang en tiendedel!
Sikke et held at jeg er ualmindelig forfængelig person, og der var så mange mennesker på villavejene! For man må jo leve op til sit image, når man er trukket i hele smækker-prof-og-udholdende-løber udstyret. Når folk kigger, så må har man saftsuseme bare at løbe. Og hver gang, der så ikke var en hundelufter eller en havemand i nærheden, var jeg ved at kaste mine lunger op, mens mine ben sang “kan-du-stave-til-mælkesyre-kvindemenneske”?
Da jeg næsten var hjemme plingede min pulsmåler 195 slag i minuttet og det begyndte at synge og suse så sjovt i ørerne.
Tænk, at jeg havde gjort det her helt frivilligt!
Vil jeg gøre det igen, så?
Måske.

Først “hjemmefødselsjordemoder” og nu “fritidsløber i stramtsiddende tøj”.
Kan nærmest ikke kende mig selv!

Og forresten, hvad gør andre mennesker, så de ikke dør, når de er ude at løbe?

Drømmerier

Når det står ned i lårtykke stråler sådan en efterårssøndag som i dag, kan jeg godt lide at putte min dyne godt og grundigt rundt om kroppen, trække fødderne op til mig i sofaen og kigge ud.
Bare sådan nyde, at man ikke skal noget.
Drikke en kop the, lytte til regnens trommen på ruden og tænke, at så slemt er efteråret egentlig ikke.

Lige indtil jeg kommer i tanke om, at om 40 minutter skal jeg afsted på 12timers nattevagt.
Og at der er 12 kilometers penge på cyklen derud.
Så må efteråret alligevel godt stoppe.

Oh, the joy of being ftidligere ftandbøjlebruger

Man tror ganske fejlagtigt, at når den der bøjle kommer af tænderne, så slutter alle de ufede eskapader.

Slut med at blive nærdødskvalt af fastsiddende appelsinskind midt i en matematiktime
Slut med at tandlæger helt ekstatisk spørger om man skal prøve med forskelligt farvede elastikker denne gang?
Slut med nok at måtte erkende, at én af de der elastikker er faldet af og vistnok er blevet det femte krydderi i et eller andet aftensmåltid.

Slut, slut, slut.
Og så… alligevel ikke.

For efter bøjlen kommer ståltråden.
Der sidder bagved tænderne, hvor bøjlen har siddet.
Nåh, men det er da ubesværet og diskret, tænker du så.
MEN det er det ikke.
Slet ikke, når det er af den type, der har det med at rive sig løs i de mest ubehjælpsomme situationer. Og som i øvrigt kostede 1100 kroner at få sat fast for bare seks måneder siden.
NærrigEline venter derfor på svar fra tandlægen, om ikke der må findes én eller anden form for garanti for hvor længe (kort) man kan forvente, at den slags holder?

Der er bare én lille hage, mens jeg venter…

Og når man så spørger de filosofiske tandlæger, hvor længe sådan et monstrum monstro skal sidde dér og tyrannisere?
Så svarer de sådan nærmest drømmende;
“Tjoh… nok for altid.”

Ja tak, det er da vist en sandhed med modifikationer!

Fandt bukseproblemets ophav

… og det gemte sig i nattevagterne.

Efter jeg blev færdiguddannet som jordemoder, støder jeg aldrig mere ind i Hr. Søvnkrise, (se hvem/hvad jeg mener her; http://sortpaahvidt.tumblr.com/post/42931817946/hr-s-vnkrise)
Jeg har uden selverkendelse overhovedet bildt mig ind, at det var adrenalinen, der holdt mig kørende til henad klokken ni om morgenen.

Men efter at have konsulteret mit spejl, må jeg måske indse, at dét alene nok ikke er forklaringen…

Nattevagter har tilsyneladende et åbent forhold kørende med både Chokolade, Kage, Kiks og Andet Syndigt.
Forudser dog, at Nattevagter snart må se sig selv i et seriøst forhold med Hvidkålssalat…

Af og til er det bedst ikke at vide, hvad man går ind til

… og det er nok det bedste, jeg kan sige om min maltesiske-kinesiske full body massage!

Og jeg siger det bare nu; bered dig på et indlæg af den lange slags og stop med at læse, hvis du har noget du skal nå noget LIGE nu. For eksempel skal tisse og har slap bækkenbund og sådan noget.

Any who. Malta. Massage.

Jeg har aldrig fået massage før. Det har været for dyrt, og pengene er gået til så meget andet. Husleje, mad og den slags kedsommeligheder.
Men nu er bøtten vendt – og hver en mønt behøver ikke længere at blive det. Så da min veninde og jeg var på ferie og alle steder så reklamer for massage, blev vi enige om, at vi måtte slå til.
Vi sonderede forskellige tilbud, fandt et med den bedste pris og tog ovenikøbet ind på klinikken for at se stedet an.
Det så virkelig lækkert ud. To brikse redt op med bløde håndklæder, en svag duft af olie og solen bag de tynde gardiner gav rummet et blødt og gyldent skær.
Vi var solgt og bookede en times full body massage til dagen efter.

Da vi dukkede op næste dag, var der op til flere ting, der skulle have givet os et hint om, at Kinamutter og hendes biks måske alligevel ikke var heeelt os.
For eksempel gik det op for os, da vi selv stod inde i massagerummet – og ikke bare kiggede ind på det – at der ikke var nogen dør!
Ok.
Det er måske den slags boligtilbehør man sætter pris på, når man nu skal til at udstille sin småkvabsede krop og alle den uperfektheder.
Men Kinamutter kendte vist ikke til det, de andre kalder for blufærdighed. I hvert fald gennede hun os bare ind i rummet og sagde: “Yes. Yes, yes. Now you take you clothes off” uden at gøre mine til lige at forlade lokalet eller kigge lidt væk.
Nåh, nåh.
Ok, man har vel heller ikke noget at være flov over, tænkte jeg så og stod kort efter dér kun iklædt trusser.
Den tanke tog jeg dog hurtigt tilbage, da det næste hun så siger er – og jeg citerer – :

“So, you mother and daughter?”

Jeg lader den lige stå lidt der i al sin glans.

Om jeg var min venindes mor? Som jeg ganske vist er yngre end. Tak skæbne, jeg og min mor-krop fik hurtigt hoppet op på den briks derefter!

Så satte hun lidt klimrelimre musik på.
Ah, tænkte jeg. Det er nu alligevel ganske godt, det her.
Mærkede den temperede olie på min krop og prøvede at slappe af i musklerne.
Hun tog fat lidt her og der, og det var faktisk ret rart.
Med undtagelse af de ting, der SLET ikke var rare!
For satan da, damen begyndte fuldkommen umotiveret – og ret så uberegneligt, vil jeg indskyde – at slå for et godt ord.

KLASKESLASKEKLASKE-KLAPPEKLAPPEKLAPPEKLASKE!

Skal massage gøre ondt? Jeg var lige ved at skrige af grin, når jeg altså ikke var ved at hoppe væk i smerte.
Værst var det, at jeg kunne høre, når min veninde også fik sig nogle ordentlige tæsk på sidebenene, ryggen eller armene og jeg kom til at tænke på, hvor bizart det hele var.
Var hun blevet slået mere end mig? Havde jeg flere klask til gode??

Heldigvis nåede vi på et tidspunkt til fødderne. Det var en dejlig overraskelse.
Jeg havde ikke talt med veninden om, hvad “full body” egentlig indebar, men havde forestillet mig, at det var ryg, ben og arme.
Derfor kan I nok forestille jer mit stirrende, skeptiske blik, da Kinamutter pludselig kommanderede:
“Good. Now you turn around. Turn around. Turn, turn!”
Mine meget bare bryster og den manglende dør in mente, var jeg ret så tøvende overfor den instruks. Der var ikke noget håndklæde eller andet til at blive dækket lidt med. Massøren stod bare der og viftede med armene.
Min veninde og jeg fik øjenkontakt, og jeg ved ikke, hvad hun tænkte, men jeg tænkte i hvert fald, at det sgu var meget godt, at vi ikke lå her som mor og datter!
Og at jeg er så autoritetstro, at jeg åbenbart bare gør, hvad der bliver sagt.

Så lå vi ellers der på ryggen, og så skal jeg ellers love for, at det blev svært at holde masken!
Hver gang Kinamutter nu slog rundt omkring på mig, kunne jeg mildest talt mærke hvordan hele kroppen hoppede og dansede i takt. Og ja, nogle dele mere end andre.
Jeg sværger, at der var et tidspunkt, hvor mit højre bryst var ved at give mig en lussing.
Indtil nu havde jeg ligget og grint ned i briksen, men nu kunne jeg slet ikke styre mine grimasser, og havde intet at skjule det bag.
Jeg så for mig, hvordan vi lå der og lignede noget der var løgn, mens udtrykket at slå i bolledejen fik sig en helt ny betydning.
Jeg prøvede at lægge ansigtet i de rette folder – måske troede hun bare, at jeg var helt vildt glad for at få lidt tæsk på overarmene…

Ansigts- og hovedbundsmassagen var egentlig rar nok. I hvert fald lige indtil jeg fik et ordentlig og meget overraskende dask lige midt i panden! Jeg kom til at give en halvkvalt lyd og et ordentligt gip fra mig, og Kinamutter spurgte tilfreds “good?”.
Det må være den mest tvivlsomme løgn jeg endnu er kommet med da jeg hikstede “ohm yes…”

Det hele sluttede med at der blev hevet godt og grundigt i mine fødder. Var næsten ved at falde ned fra briksen.
Og så… var det pludselig færdigt.

Fem minutter efter stod min veninde og jeg ude i den skarpe maltesiske sol, forpjuskede, lettere forslåede og flade af grin.
Der kan man bare se.
Anede ikke at det krævede karatecertifikat at blive kinesisk massør!