H-hallo? Er der nogen på linjen?
Det føles som om det er så længe siden, jeg har skrevet herinde, at jeg er tvivl om der er nogen, der læser med længere.
Det er ikke fordi, jeg har taget en beslutning om, at jeg skulle have en pause.
Den er bare kommet helt af sig selv.
De ord og anekdoter, der plejede at krible i mig for at få ud, blev færre, blev stille og forstummede til sidst. Jeg har ad flere omgange været ved at lukke bloggen helt, men kunne så alligevel ikke få mig selv til det.
Der ligger trods alt syv års minder og fortællinger herinde.
En underliggende udvikling fra at være en ung voksen på 22 og på en uddannelse, jeg i mit stille sind aldrig troede, jeg ville gennemføre, til at være 29 år, fortravlet og spørge sig selv om, hvor vi egentlig har så travlt med at skulle hen?
Og altså, hvis jeg ikke lukkede bloggen, kunne jeg jo altid åbne den blanke side igen, hvis ordene skulle vende tilbage.
Og det gjorde de.
Mens jeg stod i badet og sang min egen dybfølte version af Someone Like You, mærkede jeg pludselig lysten til at sidde bag et tastatur igen. Og resolut som jeg jo er, tog det mig kun 1½ måned at købe en computer, så jeg kunne gøre noget ved det! Go me!
Jeg kan se, at det sidste indlæg er skrevet 24. september 2018 og jeg ville gerne fortælle jer, at jeg har været stille så længe, fordi jeg simpelthen har haft for travlt med mit nye, supertjekkede liv.
Men altså i fredags stod jeg med sur og skælvende stemme i Elgiganten og brægede at jeg “absolut ikke vil støtte dette etablissement” og forlod stedet med et teatralsk tryk på den sure smiley. Såeh, det dér supertjekkede liv, ikk’… det er der sgu så mange andre, der (lader som om) de lever. Lad os lade dem om det.
Så hvad har jeg lavet, når jeg ikke har givet Elgigantens medarbejdere noget at snakke om?
Vi må måske tage det i bidder.
Siden 24. september har jeg:
- måtte konstatere, at min iPad er afgået ved døden
- også konstateret, at jeg ikke kan finde ud af, at vælge en computer til at erstatte iPad
- fundet ud af, at det dér med at have egen virksomhed er virkelig sjovt!
- også fundet ud af, at jeg stadig er bange for min selvangivelse
- kommet på Tinder igen, men jeg ORKER det i virkeligheden ikke
- blevet spurgt utroligt mange gange om jeg har børn (men ikke på Tinder)
- været ny på job og er blevet mindet om, hvor nervepirrende det er, når man hver dag frygter, at folk skal opdage, hvor stor en idiot du i virkeligheden er
- spillet badminton 1-2 gange om ugen
- én gang blevet smashet i hovedet, så min overlæbe svulmede op til imponerende størrelse (herligt at gå på arbejde og ligne et mislykket botox-tilfælde)
- takket ja til 3 måneder i Ilulissat igen!
Og så tror jeg ikke, at vi når mere i dag, med mindre mit indlæg skal blive til en roman og min aftensmad blive kold.
Hvis du vil vide mere, må du spørge.
Og bare rolig. Vi er ikke færdige med at tale om Elgiganten!
Tak fordi du – måske – stadig læser med! Det er skønt at være tilbage!
Eline, TeknikkEline, BagEline, GlobEline, CykEline
Eller bare som altid,
Sortpahvidt