… Hvis man nu var en treogtyveårig kvinde, der sådan helt overordnet set er moden, voksen og fornuftig
– er man så for treogtyveårig og moden og voksen og fornuftig til at synes, at påskeægsjagt er det bedste tidpunkt på foråret?

Og er det så for gak, at man har lyst til for egen fornøjelses skyld at smugindkøbe og strø påskeæg med generøs hånd i hele sin mormor og morfars have – bare så man selv kunne løbe ud og finde dem??

Fik lige en SMS fra min søster.
Om jeg stadig var frisk på at passe Godten i morgen?
Jamen selvfølgelig, altid.
Og jeg havde naturligvis ikke glemt, at jeg havde sagt ja til at passe ham torsdag, så hans forældre kunne få lidt kvalitets-frokost-uden-barn-tid sammen.
Det havde jeg da husket, selvfølgelig!
Havde bare glemt, at det var i morgen, at det var, at det var torsdag…

De siger desuden, at vi ligner hinanden. Alfred og moster Eline.
Jeg kan mest se ligheden i dobbelthagerne, det madglade væsen og at vi begge græder, når vi bliver tilpas vrede.
Så i morgen skal vi rigtig konkurrere i madglæde og dobbelthager og have det så sjovt, at ingen græder.

Hende der Please-Elise tager jo livet af mig.
For tiden dog ikke helt så meget som sidste år:
http://sortpaahvidt.tumblr.com/post/21727226801/planlagt-af-please-elise
Men altså, problemet er det samme. Hun vil ikke sige nej, men kun sige ja, ja, ja og ja, det kan sagtens lade sig gøre og ja, jeg er helt enig og ja, det må jeg hellere og ja, jeg går hjem og skriver tusind lister med ting, der skal gøres…
Hun vil bare så gerne gøre alle glade. Så glade, at hun glemmer mig.
Og der er jo altid nogen, at gøre glade, er der ikke?
Selv her i påskeferien.
Så skal alle dem, der er blevet forsømt ligesom ekstra-nurses.
Så nu må I have mig undskyldt, men jeg skal ud og please.

Det gør nu ikke så meget, når det bare er min dyne.
Helt ærligt, jeg kan ikke gøre for det. Den vil bare ikke give slip på mig og når den spørger Please-Elise om jeg ikke bliver lidt længere, så kan I nok godt regne ud, hvad hun svarer, ikke?

Jeg er af flere årsager begyndt at cykle, når jeg skal ud på Hvidovre hospital.
Med adresse på Amager bliver det til en net cykeltur på 11,3 km hver vej.
Elleve komma tre kilometer. Toogtyve komma seks kilometer hver dag.
Jeg havde besluttet mig for at starte onsdag i sidste uge, og jeg havde sagt det så højt, at også Gud havde hørt mig.
For der skulle vi da have os en mindre snelavine fra himlen i det tidsrum jeg begav mig mod Hvidovre.
Tak, Gud. Godt forsøgt, Gud.
Men du havde nok glemt, hvem du havde med at gøre. For hvis jeg siger, at jeg starter onsdag, så starter jeg FANDME onsdag.
Hvis man starter med vejrundskyldninger, så er stilen jo ligesom lagt, ikk’?

Spørger du mig, hvordan jeg så gør det?
Jo, altså udover at jeg sørger for god musik i ørerne, energigivende mad i maven og grimt, men praktisk tøj på kroppen, så forestiller jeg mig desuden modtagekomiteen.
De står der, når jeg når frem til destinationen, mens jeg med let adskilte læber og sved på panden stiger ned fra cyklen og halter ind i omklædningsrummet.
Jeg føler mig så bad-ass, at jeg får lyst til at løfte et skilt med teksten:
‘Elleve komma tre kilometer og trærøv’

Er du nysgerrig, så får du lige et billede, af min mentale modtagekomite

Det er desuden også dem, der modtager mig, når jeg har lagt en madplan for mere end to dage…

Tog hjem til mine forældre i dag.
Var den første, der kom hjem og ville være sød og tænde brændeovnen.
Det er jeg som regel ret sej til.
Men i dag mødte jeg verdens største edderkop. Den slags takler jeg ikke så godt.
Vil ikke sige, at jeg skreg. Nej, jeg BRØLEDE rent faktisk…
Enormt feminimt. Et af mine stolteste øjeblikke.
Min umiddelbare reaktion var helt hysterisk at ryste mine hænder som om jeg lige havde stukket dem i et kar iskoldt vand, mens jeg råbte fy for helvede og befippet spurgte katten om ikke den kunne gøre noget.

Jeg ved godt, at det er meget lidt sejt. Meget lidt modigt.
Men der er jo intet rationelt i fobier, vel?
Så et eller andet sted, skal man jo ikke dømme folk på deres frygt, men på hvordan de håndterer den.
Ser man sådan på det, så var det jo modigt, at jeg overhovedet fik tændt brændeovnen.
Også selvom det var med vanter på…

Har ugen været lang?
Jeg synes, at februar var lang. Meget.

Men jeg har et hemmeligt våben, som jeg trækker, når det hele går i fisk for mig.
Jeg opdagede det for et års tid siden, og det er med jævne mellemrum blevet hevet frem siden. Jeg tror nok, at de fleste der kender mig, ville få grimme billeder i hovedet når jeg fortæller hvad det er, så derfor bør I nok lige få baggrundshistorien.

Når jeg går i byen, er jeg hende der sidder ved bordet og drikker kulørte drikkevarer.
Jeg er hende med historierne.
Jeg er hende, der er taskepasser.
Jeg er hende, der er øl-henter.
Jeg er IKKE hende på dansegulvet.
Jeg elsker at synge, men når det kommer til dans, så spasser min krop ud. For at holde på værdigheden må jeg holde mig til at danse på de samme ti kvadratcentimetre, for ellers bryder mine 80’er-moves ud i lys lue. Allerhelst danser jeg slet ikke.

Men så for et års tid siden fandt jeg ud af, hvor herligt det er at danse, når ingen kigger.
Hvor meget røv, der kan rystes på et beskedent badeværelse.
Så når hverdagen trækker mig hårdt i håret og losser mig over skinnebenet, så går jeg sgu i bad. Så skruer jeg op for musikken, undskylder i hovedet til naboen Jesper Jensen og hiver de forbudte trin frem.
Det er så kikset, at jeg bliver i godt humør.

Og på badeværelset er der jo ingen der kigger