Verden viser sin pæne side

Der skete noget meget mærkværdigt natten til mandag, efter jeg havde ligget og tænkt på, at verden tilsyneladende indeholdt for mange meningsløse hændelser.

Jeg vågnede lidt over 3 uden nogen egentlig grund. Jeg skulle ikke tisse, var ikke tørstig og havde ikke haft mareridt,
Havde dog drømt at jeg mødte min søster midt i en skov, og hun sagde til mig, at hun var i tvivl, om hun skulle fortælle mig, at vandet var gået.
Så var jeg vågnet, og det var ikke fordi drømmen havde gjort noget særligt indtryk på mig, men jeg kunne ikke sove efterfølgende.

Kvart i fire da jeg netop var ved at døse hen, fik jeg så en sms. Åndssvage TankSelv Telmore, tænkte jeg, som om jeg ikke er ligeglad med at min saldo har passeret nul nu? Men så gik det op for mig, at jeg aldrig havde fået en sådan sms midt om natten før, så jeg måtte vel hellere lige kigge på mobilen.

sms fra Søster:
“Så ser det ud til, at vandet er gået!”

Jeg ved ikke, om det var en søsterfornemmelse eller hvorfor jeg drømte lige netop dét, men 13 timer efter, kom han i hvert fald. Min lille nevø.

Det er mærkeligt, at én der omgiver sig med livets nok største underfundighed skal opleve det som familiemedlem, for lige et blive mindet om, at verden også har sine pæne sider.

                  

Meningsløse hændelser

Relativt tit hører man det. At noget – oftest en gerning – her i verden er meningsløs.
Alligevel bliver jeg altid overrasket, når det går op for mig, når det sådan virkelig rammer.

 

Det gjorde det i dag.
Nogen siger, at der er en mening med alting. Jeg ville ønske, at jeg kunne tro på det.

Folk, der går med kniv er idioter.

Et øjeblik, jeg skal lige tjekke mine vitale værdier

Det er sandt, det de siger.
Uanset hvor gode intentionerne er, så bliver du alligevel – på godt og ondt – påvirket af det, du omgiver dig med.
Og det er jo nok meget fint, når det betyder, at man synes babyer er skønne og fødsler er den fineste kærlighedsmanifestation, men det er IKKE så fint, når man begiver sig over på de usunde hylder. Ikke så fedt, når du pludselig fejler hver eneste ting, der står om i din lærebog – med undtagelse af graviditet.

Siden sommerferien har jeg sådan set haft symptomer på alle tænkelige – og mest af alt – utænkelige sygdomme. Den ene uge forhøjet blodtryk, den næste mavesyrelidelser, så en svulst her og der og alle vegne, for slet ikke at nævne alle de psykiske tilstande, der kan snige sig ind på en!
Heldigvis skal jeg snart i praktik og gribe nogle børn og blive mindet om, hvad min uddannelse egentlig går ud på.

Indtil da, er det kapitel mine bøger jeg kan læse om med god samvittighed type 1 diabetes. Det har jeg allerede, så der er da en ting, jeg ikke behøver bekymre mig om…

Sure miner

Pas på, for nu  kommer jeg med et udsagn, der kommer til at dele vandene.
Og selvom du måske står i den anden lejr, håber jeg ikke det betyder, at du aldrig mere vil læse med…

Men åh, jeg elsker denne her årstid af flere årsager, men især én ting fryder jeg mig over hvert år: Det er netop NU, at de sure klementiner kommer på hylderne!

Nej, klementiner skal overhovedet ikke være søde.
De skal være sure. Altså. Virkelig sure. Det skal være sådan, at munden strammer sig sammen, tungen lige får et chok og øjenlågene begynder at stresssvede lidt…

                    

Igennem november og december vil du af samme årsag se mig, stå og slå knuder på mig selv af sur glæde. Lidt skørt måske.

Men så bare vent til januar. For dér kommer de virkelig sure appelsiner.
Og kvartalsregningerne. Så kan du jo sidde og tænke lidt over, hvordan jeg så ser ud…

Versaler og vilde armbevægelser

HEJ VERDEN JEG ER TILBAGE HVOR ER DET BARE FANTASTISK HVEM SAGDE STORE FEDE FADØL OG JEG VIL IKKE HØRE ORDET “VANDAFGANG” IGEN??!

Denne eksamensopgave har kæmpet ihærdigt om førstepladsen som verdens mest forhadte opgave mod min refleksionsopgave, der gav mig grå hår i hovedet og kramper i tårekanalerne i foråret.

Refleksionsopgaven fik mig til at tude.
Eksamensprojeket hér fik mig til at sidde oppe hele natten med en virtuel og motorisk forstyrret saks, for at skære i anslag.
Selvfølgelig var det rart at undgå tårer, men se mig lige, jeg er jo gået amok i versaler og begav mig desuden ud i verden iført halvt nattøj, ingen make-up og fedtede briller for at aflevere kalorius. Jeg ved altså ikke, hvad der er at foretrække…

Synes du også dine opgaver slås om at være mest øv-agtige, så skal jeg hilse og sige, at mig og karma tager os en ordentlig fadbamse i aften og du er velkommen til at joine.
Så er der vist kun tilbage at sige

GOD NAT OG SKÅL!

Ugens uundgåelige

Efter mere end tre år på de samme 10 kvadratmeter et par gange om ugen, er det i dag slut.
Jeg har fået et nyt arbejde, og derfor er det i dag min sidste vagt i Magasin Kongens Nytorv. Jeg har længe følt, at det var nærmest uforligneligt liv at studere på jordemoderuddannelsen og på samme tid have almindeligt butiksarbejde.
Døgnet har ganske enkelt ikke nok timer.

Derfor har jeg da faktisk også sagt op før. Altså. I selvsamme magasin, i selvsamme forretning. Men så fandt jeg ud af, at ingen andre ville have mig. Ikke engang DøgnNetto.
Så nu har jeg gjort det den anden vej rundt: FØRST finde nyt arbejde, SÅ sige op.

og derfor regner jeg heller ikke med at komme tilbage denne gang.
Selvom det er lidt vemodigt, er det også uundgåeligt.

                   

Så hvis I nu lytter rigtig godt efter i aften klokken 20.10, så kan det være, at I kan høre Magasins højtalere sige:

“Ladies and gentlemen, Eline has left the building”

(- og fremover vil hun kun komme forbi, når det er hendes dankort der skal gløde og hendes uformelige gaver, der skal pakkes ind!)

Loving you is a dirty job

… og jeg gider det altså ikke mere.

“Kære Jordemoderpraktiske Opgave, Der Endnu Ikke Har Fået En Catchy Titel,

Det gør mig på ingen måde ondt at sige det, og derfor kommer det altså bare hér, frit fra leveren og uden omsvøb.
Jeg elsker dig ikke mere. Jeg er faktisk i tvivl om jeg nogensinde har gjort det.
Måske var jeg bare forblændet af dine charmerende løfter om udvidelse af min horisont, dine kælne tilbud om at jeg selv kunne planlægge min arbejdsdag, og hvordan du fik mig til at føle, når du hviskede p-værdi i mit øre.
     Men Opgave, hvedebrødsdagene er forbi, og jeg har nu set dit sande jeg – og du mit.
Du aner ikke, hvor mange nattetimer, jeg har ligget vågen og tænkt på dig. Hvor mange gange jeg har ønsket, at du måske ville forandre dig, fordi du kunne se, hvor meget jeg ønskede det.
Men Opgave, når jeg rødøjet stod op, så lå du der bare endnu, rådden, rodet og dårligt formuleret… og tilfreds med at lade mig lave alt fodarbejdet.
   Så Opgave, jeg forlader dig. Eller rettere: jeg smider dig ud af mit liv.
Jeg gør det bare først på fredag, for jeg er endnu en smule afhængig af dig. Men jeg advarer dig – når du først er ude, så er det for good!

– Eline”

Tidens farver

… er bare sort. Helt sort.                      

                               

Og minder lidt i form og orden om mit overblik over mit liv for tiden.
Okay, jeg vender tilbage med en rigtig tegning og en mere spændende anekdote anytime soon.

ps. lige en information, man overhovedet ikke kan leve uden:
jeg har været nødsaget til at tage mine vinterstøvler i brug.
Det var et vamset og varmt gensyn. Indtil jeg kom i tanke om, hvorfor jeg var lykkelig for at hoppe i mine gummisko dette forår.
Én dag er gået, og mine fødder stinker insisterende af hundelort. Virkelig. Det er ikke en overdrivelse. Hundelort.
Og da det desværre ikke er fysisk muligt, at stille sine fødder sammen med støvlerne ude i gangen, er dét altså den odeur jeg må tilbringe min aften i selskab med.
November, really?