…

Hov? Hvad er nu dét?
Heller ikke noget dér?

Eksamen: tjek! Pas: Tjek!
Praktik, privatliv, snart ferie, glæde, grin; Tjek, tjek, tjek ooog tjek!

Så gik det hele alligevel op i en højere enhed, og nu er der kun to vagter på fødegangen tilbage (i aften og i morgen) og nogle vagter inde i magasin – og så er det ferie.
Efter at have væltet rundt i stress det meste af juni, så er det hele lige pludselig… under kontrol.
Da jeg stod op i morges (og ikke blev vækket af et vækkeur, men af en veludhvilet krop), kunne jeg tænde for fjernsynet. Og bare have god samvittighed.

For første gang i mange år, resulterede min jagen rundt og se rådvild (og bare vild) ud i ansigtet med, at jeg ikke bare nåede tingene – men nåede dem i god tid. Virkelig god tid. 

På tirsdag rejser jeg til Korfu i fire uger, og jeg kunne i realiteteten lige så godt tage afsted i morgen. Der er styr på det hele.

… ups. Eller næsten det hele.
For efter min aftenvagt i dag, bliver jeg nødt til at stå op i morgen kl 6 for bruge den eneste vasketid, jeg kunne få. Tror ikke jeg har vasket tøj siden dengang jeg var et overskuds-altan-pralende menneske. Og det er vist længe siden.

Sikke et held, at jeg er typen, der hellere vil løbe tør for alt spiseligt i hele hytten end trusser. Løber aldrig tør for undertøj. Aldrig. Med undtagelse af, selvfølgelig, hvis jeg ikke får vasket tøj i morgen kl 6.

Nåh. Kan se på de seneste indlæg her på bloggen, at jeg har fremstået lidt som en blodpropstruet og aldeles stresset person på det sidste.
Vil derfor bare meddele alle tre (?) faste læsere, at blodtryk, puls og tankerækker er tilbage til de halvnormale værdier.
For fire dage siden skrev jeg alt ned, der stressede mig – og der var nitten bitre punkter. Nu er jeg vist nok nede på tre.

Spørger du hvor tegningerne bliver af? Ja, det ved jeg såmænd heller ikke.
Den kreative åre er midlertidigt blevet udtømt i det sindssyge brætspil jeg har lavet til min kommende eksamen. 
Ærgerligt? Ja. Men spillet vælter kegler!
(og forhåbentlig ikke bare kegler som mig)

Næste gang lover jeg, at der også er en tegning. Eller ok. Måske gangen efter det. 

Nåh. I må altså undvære tegningen i dag. Har simpelthen ikke haft tid til at kaste mig ud i den store logistiske labyrint, som det er for mig at scanne og uploade billeder på min computer. Mind mig om, at fortælle jer om det en dag.

Derfor skal I nu ikke snydes for en lille hverdagsfortælling. Lover, at fortælle det hele så malende, at I slet ikke vil opdage, at tegningen mangler.
Det drejer sig om, at have selvindsigt og selvironi nok til at grine, når man lidt har lyst til at græde. This goes out to my fellow klumpedumpers.

Jeg har altid lidt af det man kan kalde klodsethed. Ikke altid noget, der går så fint hånd i hånd med dét at være jordemoderstuderende. Og ung. Og gerne ville skinne lidt af autoritet og kompetence, når man møder et fødende par og vil gøre dem trygge.
  Dog har det ikke voldt mig synderlige problemer. Indtil i denne uge.

Egentlig kom jeg skidt allerede fra start. Mærkede på maven og sagde det helt modsatte af min jordemoder. Og det var forkert.
Herefter var jeg alene med parret på stuen. Prøvede at småsnakke og give gode råd – og det gik egentlig meget fint. Hvert kvarter skulle jeg lytte hjertelyd og det kunne godt være lidt udfordrende, når kvinden var rundt i forskellige stillinger og jeg skulle lytte med et træstetoskop.
Til de, der sidder og tænker, hvad Søren er et træstetoskop, så minder det lidt om en tom køkkenrulle, som man sætter på maven og mod sit øre, og ikke holder med hånden.
På et tidspunkt skulle jeg lytte, mens kvinden sad op på sengen og for at høre, måtte jeg sætte mig i bedste hug/skov-skider-stilling, som kunne gøre selv den sejeste spejder imponeret.
Nåh, men mens jeg sidder dér, sker der pludselig det… at jeg mister balancen. Som i fuldstændigt. Og nu er det jo sådan, at man ikke bare kan rive fat i en fødende i panik og risikere at tage hende med i faldet.
Så hvad gør jeg? Ingenting, simpelthen! Så jeg falder – ikke bare på røven, nej, jeg triller hele vejen videre ned på ryggen, vælter en stol i faldet, og ligger så dér på gulvet og ruller rundt som en forbandet skildpadde der er blevet vendt om!

Ej, men altså, jeg siger bare en ting: 
Det kan godt være, at klodsethed af og til er lidt sødt. Men altså ikke for dem, der er det.
Mødte dog parret dagen efter på barselsgangen. De syntes, jeg havde været vældig sød. Nævnte slet ikke mit sammenfald med gulvet. (Tak for det)

Og til dem, derude, der også går rundt om vælter ting (eller sig selv), jeg vælger at tro på, at det bare gør os mere menneskelige.

Har kastet mig ud i nogle projekter, som jeg ikke helt kan overskue.
Jeg nævner i flæng: noget med et overambitiøst og måske lidt hul i hovedet eksamensspil, (ja, du læste rigtigt. SPIL!) noget med at lave noget sjov for de kommende dimmitenter, blive en god jordemodestuderende, noget med aldrig at sidde stille og derfor altid have aftaler eller vagter på hospitalet eller i magasin. Noget med tilsyneladende aldrig at være helt tilfreds…
Maj kom og gik med rygende hast – og nogle af de ting, jeg troede, jeg kunne gøre i et snuptag, ligger jeg i stedet på gulvet og tager brydertag på (læs sindssyg eksamens-ide. Host)
Men så er det jo heldigt, at jeg skidegod til at… overhovedet ikke kunne finde ud af at rose mig selv.
Altså, hvis jeg kigger mig selv i spejlet, og skal sige noget rigtig pænt og opløftende, så er det altid udtalelser i stil med:
“Jamen… du er jo… ikke meget dårlig til det her. Når du gør det dér, så går det altid nogle gange… fint.” der vælter ud.
Ja, I know, det er jo ikke ligefrem essensen af opløftethed, vi har med at gøre hér.
Så dét prøver jeg at gøre noget ved. Hvis man ikke synes, at man modtager nok ros – så er det mindste, man kan gøre, at starte med sig selv.  

RosEline, er sådan set en skrap og pågående person, så det er jo fint nok. Hun har dog lidt problemer med at trænge igennem.
Såeh, indtil videre går projekt “SelvRos” og alle de andre… sådan… rigtig… ok.