Hvis du følger mig på Instagram, ved du, at Ilulissats fødende har prøvet at lægge mig vandret den sidste uge.
Eller måske nærmere lodret.
Jeg har i hvert fald set ret lidt til min seng.

Det hele begyndte, da min skønne kollega tog på ferie fredag. Hele dagen havde der været en fødende på afdelingen. Sidst på eftermiddagen fødte hun endelig. Flot og sejt og i vand med sejrsskjorte.
Klokken 20.30 slentrede jeg hjem i lejligheden og glædede mig over, at jeg havde lidt madrester at fredagsmuntre mig med.
Jeg puttede mig i dynen og gik til køjs ved midnatstid.

Klokken 1 blev jeg kaldt tilbage til planeten Jorden fra et sted langt væk i drømmeland.
“Hun har veer” sagde stemmen i røret
“De gør ondt. Hun kommer nu.”
“Jeg kommer.”  Kvækkede min søvndrukne stemme.

Jeg trak i tøjet og skuttede mig i nattekulden, da jeg tøffede de 100 meter over til jordemoderkontoret. Og den var god nok: endnu en fødsel var i gang. Jeg ringede igen til den jordemoderstuderende og nattens fødearbejde gik sin gang. Vi så hvordan mørket langsomt fortog sig og solopgangen kastede sine lyserøde farver på havet. Nat blev til dag.
I den stille morgenstund kom et lille menneske til verden under stor jubel og den nybagte mors fantastiske internationale udbrud: “OH MY GOD!”

Da klokken var 9.30 var den studerende sendt i seng, forældrene taget hjem og jeg på vej til at låse kontoret af, da jeg lukkede døren og så, hvem der ventede på den anden side…

… jep, endnu en kvinde med veer!

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ret ufromt håbede, at hun ikke var i fødsel endnu.
… Men det var hun.

Her kom jeg i tanke om, at min kollega havde haft ferie/fredagskage med dagen før, og at der var et stykke tilbage af den mushy brownie. Jeg vil vove den påstand, at jeg snarere inhalerede det stykke end spiste det! Aldrig er kage faldet på S Å tørt et sted! Tak, Karina!

Nåh, men…
Tilbage med den studerende, tilbage i fødetøjet, tilbage på fødestuen.

Ordsproget tålmodighed er en dyd, skal man virkelig ikke at minde en jordemoder på kald om. Efter 28 timer er tålmodighed faktisk næsten en pinsel. På samme måde som et myggestik på ryggen, du bare ikke kan nå. Du vender og drejer dig, men lige lidt hjælper det. Du må vente og lade processen gå sin gang. Myggestik holder ikke op med at klø, uanset hvem der befaler det og uanset hvor meget du klør igen.

Klokken 12.30 kom så endelig endnu en lille skæbne til verden.

Da vi den eftermiddag sneg os hjem i seng, var både den jordemoderstuderende og jeg helt skæve i hovederne.

Shit, fødearbejde er det vildeste!

Jeg vidste det held-ig-vis ikke, men på fem dage var det her kun første nat ud af tre nætter med meget lidt søvn. Tre børn yderligere skulle til verden, mens resten af jordemoderarbejdes også skulle passes.

Og jeg drikker som bekendt ikke kaffe.

Så hvordan holder du dig så kørende, spørger folk?

Egentlig stjæler jeg min energi fra andre:
Nemlig adskillige musikere.

Når vagttelefonen ringede, spillede jeg mine yndlingsnumre højt (i hovedet af og til) og forestillede mig, at jeg var hovednavnet på Roskilde, der blev kaldt til Orange Scene.

Be your own friggin’ rockstar når livets koncert spiller i dobbelttempo.

Cola Zero hjælper også.

Over and out og måske en fødsel i weekenden.
Sortpahvidt

I morgen er det to uger siden jeg ankom til Ilulissat igen.
Altså, hvis tiden går med samme fart, er jeg jo hjemme igen inden jeg får set mig om!

Jeg vågnede den onsdag morgen efter en sporadisk søvn. Den klassiske lufthavnspanik havde vækket mig jævnligt, så jeg febrilsk tjekkede uret af frygt for at jeg på én eller anden forunderlig måde havde sovet over mig.

Da jeg stod op, kiggede jeg på den blå, proppede kuffert, der lå bredt ud på gulvet. Begge rum bugnede, og fik mig til at tænke på at en lille mand med topmave, der måtte overgive sig gulvet, udstrakt efter et overdådigt måltid.
Jeg havde test-lynet den dagen før, så jeg vidste, at det kunne lade sig gøre at lukke den. Alligevel kneb det lidt med pladsen, da badeværelsesartikler og en spontan overgangsjakke var blevet lagt derned.

Min håndbagage var på ingen måde mindre end sidste grønlandstur. Jeg måtte vist bare konstatere, at diabetesudstyr til tre måneder (okay, måske nærmere fem) fylder ad helvedes til.
Da jeg havde dobbelttjekket at jeg havde pakket insulin, pas, sensorer, apparater, opladere, mobil og høretelefoner, svingede jeg den diskrete oppakning på ryggen. Jeg var allerede på vej ud ad døren, da jeg bakkede tilbage gennem den smalle entré og greb en pakke kleenex fra en køkkenskuffe.
Man kender vel sig selv, ikk’?

Ude på vejen trillede min søster frem i sin lille, sorte opel. Jeg mærkede et bittersødt gib i kroppen, da jeg trådte ud i regnen og døren til opgangen smækkede bag mig.
Mit farvelfølge fra sidste gang var blevet mindre. Mine forældre var i Grækenland og Liva, der sidste gang var en baby på tre måneder, var hjemme inden børnehaven.
Men min søster sad parat, som mit eget personlige anker – også selvom vi begge har det ret stramt med at sige farvel.

Så i lufthavnen sendte vi min blå kuffert afsted og gav hinanden et hurtigt kram. Jeg fik faktisk ikke engang brugt mine Kleenex.

Og før jeg vidste af det, stod jeg igen i TaxFree-shoppen med min oppakning på størrelse med en mellemstor dansk provinsby.

Helt ærligt. Dén følelse, lige dér.
Det har begge gange været den bedste og mest skræmmende, når jeg har taget afsted.
Blandt alle de mennesker, der køber solcremer og sprut og chokoladeæsker i absurde størrelser. I hele det mylder.
Der er jeg alene.
Ingen rejsemakker, ingen familie, ven eller veninde.
Der er bare mig. Og tre måneder forude.
Det er både sårbart, men også så bekræftende i al sin frihed.

Som at stå med sin cykel på toppen af en solbeskinnet bakke. Som at sætte i gang derudad i 21. gear, mens vinden leger med dit tøj og du mærker suset i maven. Og selvom du ved, at du vil få en seriøs omgang asfalteksem, hvis du styrter, så suser du alligevel fremad.
Hvordan skulle du kunne lade være?

Ilulissat, jeg håber, I er klar. For her kommer jeg!

Sortpahvidt – eller måske sol på hvidt, som bedst beskriver sommeren med sol og isbjerge i Ilulissat.

Er der noget I vil vide heroppefra?