Jeg stiller jordemodertræskoene

I mit hoved har jeg formuleret dette indlæg utallige gange før.
Aftener og nætter og morgener mens jeg har vendt og drejet mig i sengen.
Når jeg har kigget mig i spejlet, og været i tvivl om, hvem der egentlig kiggede tilbage.
Hver eneste gang jeg har skrevet om forholdene på mit arbejde.

Jeg har sagt op.

I knap fire år som jordemoder på fødegangen, har jeg set mange kolleger gå, og vidst, at det også en dag ville være mig.
Jeg havde håbet, at der ville være lidt flere år gemt i mig, men faktum er, at mine indre alarmklokker har ringet længe – jeg har bare ikke været klar til at høre dem.

For hvor paradoksalt det end lyder, så elsker jeg faktisk mit arbejde.
Jeg føler mig hjemme på min arbejdsplads – det være sig på en fødestue eller til hjemmefødsel – hvor vejen til verden både er fyldt med rutine og uforudsigelighed.
Jeg nyder både de hurtige fødsler, hvor en verdensborger pludselig melder sin ankomst, så du knap nok når at få handsker på, og de lange, komplicerede forløb, hvor du må bruge alle tricks i bogen for at lokke barnet ud.
Jeg holder af både det menneskelige aspekt og det jordemoderfaglige håndværk.
Jeg kan lide, at gå ned ad de velkendte gange og tænke på hvem og hvad dagen i dag vil byde på.

Desværre er de ellers så velkendte gange så småt begyndt at snurre rundt for mig.
Jeg har ubevidst fjernet mig så meget fra min krop, at den nu kalder på mig, på måder jeg ikke kan overhøre.
Forholdene i svangreomsorgen gør det svært at passe ordentligt på andre – og på sig selv.
For nogen er det tilsyneladende ikke simpel logik, at man ikke vedvarende kan skære to procent ind i en organisme.
For nogen er det muligvis ligefrem overraskende, at uanset hvor stor en organisme det drejer sig om, vil man før eller siden ramme noget vitalt.
I de – ret beset få – år jeg har arbejdet i svangreomsorgen, har jeg set en tydelig forværring i svangreomsorgen til de gravide, fødende og barslende.
Fødselsforberedelsen er skåret ned til et minimum, det samme gør sig gældende med jordemoderbesøgene i graviditeten og hjemmebesøgene efter fødslen er helt væk.

På fødegangen er det tydeligst for mig at mærke resultatet af alle disse “effektiviseringer”, på trods af, at der til sammenligning ikke er blevet skåret så meget her.
Der var i og for sig nok heller ikke så meget at tage af.
Alligevel er én ressource i mangel:
Jordemødre.
Alle dem, der gik.
De, der blev nedslidte og trætte og ikke kunne få familielivet til at gå op.
De, der ikke længere kunne aflastes gennem de funktioner, som nu er sparet væk.
De, der bare fik nok.
Alle de, vi i effektiviseringens navn fik hældt ud med fostervandet.
Dem mangler vi.

Og det har uden tvivl gjort min beslutning om at sige op, nok så meget tungere.
For det giver mig også en gennemgående følelse af svigt og sorg.
At jeg svigter mine kolleger, som hver dag kæmper for at få enderne til at mødes og yder en prisværdig indsats for alle de møder.
At jeg svigter de gravide, fødende og barslende, som jeg gerne vil give den bedste start på forælderskabet.
At jeg svigter alle dem, jeg jo gerne ville være der for.
Men ved at fortsætte, ville jeg et eller andet sted svigte mig selv.

Dybt inde ved jeg også godt, at svigtet kommer langt højere oppe fra.
I de højere luftlag, hvor jeg bliver i tvivl om, om børn bliver til på anderledes vis?
Alle de politikere, der måske nok har lyttet, men ikke har gjort tilstrækkeligt, for at afbøde faldet for vores velfærd – hvilken jordemoder vil I gerne møde?
Hvor mange sko, skal vi stille på Christiansborg for at I tager forholdene i svangreomsorgen (sundhedsvæsenet i det hele taget) alvorligt?
Hvor mange videoer vil I have?
Hvor mange underskrifter skal der til?
Hvis vi spænder jeres bælte ind med to huller hvert år, hvor lang tid vil der så gå, før også I får svært ved at få vejret?

Forstå mig ret, vi mangler ikke jordemødre – vi mangler jordemødre, der kan holde til at være netop dét:
Jordemødre.
Også i det offentlige.
I mange år.

–

Pr. første december træder jeg ud af mine jordemodersko for en stund.
Det var ikke et førstevalg, men et nødvendigt valg.

Hvad der venter forude, vil tiden vise.
Jeg ved bare, at jeg lige nu ikke skal være jordemoder på denne måde – men må finde en anden, der passer til og passer på mig.
Én ting er dog sikkert:

Jeg er jordemoder. Jeg elsker mit fag.
Og det vil jeg blive ved med.
Men at leve af kærlighed og koldsved er simpelthen ikke nok

---

Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og find ud af, om en jordemoder med mange projekter også finder sin rette hylde.
Sort på hvidt.

Her kan du også læse, hvad jeg skrev om min egen fremtidige afsked til jordemoderarbejdet for under et år siden.