Kan du gå 16 minutter i din jordemoders sko?

Lad mig slå to ting fast:

Jeg er jordemoder.  Jeg elsker mit fag.

Som en selvvalgt livspartner kender jeg dets styrker, svagheder, potentialer og udfordringer.

Jeg har tidligere skrevet indlæg her på bloggen som en reaktion på den præsenterede finanslov, hvor landets svangreomsorg mistede øremærkede millioner. 260 millioner for at være præcis.
Som landet ligger lige nu, har mit fag svære forudsætninger. Og jeg har fortalt om, hvad disse dårlige forudsætninger iform af besparelser gør ved mit fag og gør ved mig.

Bevares. Vi er kommet lidt af vejen. De lovede midler til landets fødeafdelinger for 2015 blev ikke tilbagerullet. Men hvad med 2016 og årene herefter?
Vi er i gang med et marathonløb og har passeret et par milepæle, men  endnu ses målet kun for det indre øje.
Jeg lader mine fingre løbe videre hen over tastaturet. For jeg er ikke færdig med at kæmpe, for det og dem jeg elsker. På en måde er jeg faktisk kun lige begyndt. Og jeg håber, at I vil være med.

Jeg har fortalt tidligere hvad besparelser gør, men lad mig fortælle lidt om hvad, vi kan gøre uden besparelser, der tvinger os i knæ. Hvad jordemødre faktisk kan.
Hvorfor jeg elsker mit fag.

Som jordemoder er hver dag en ny udfordring. Jeg ser kommende forældre kæmpe alene og sammen.
Jeg er hverdagens vidne til transformationer, man må se, for at kunne forstå.
Ser en mand og en kvinde blive til en far og en mor.
Ser to blive til tre, tre blive til fire eller fire til fem.
Ser tårer blive til smil og smil til tårer.
Jeg kan give ro i et kaos af følelser.
Jeg er hånden i din hånd.
Hende, der siger at du kan, når du siger nej.
Nogle gange er jeg oppe og støtter jer hele natten.
Andre gange er jeg der bare.

Det første jeg gør, når jeg træder ind på en fødestue, er at dæmpe lyset. Jeg kan godt lide den ro, det giver, når hospitalslyset bliver ændret til noget, der kunne være hjemme hos dig selv.
Det siger sig selv, at jeg også godt kan lide hjemmefødsler.
Men også komplicerede fødsler, hvor teknologien spiller en vigtig rolle.
Jeg både står, går, sidder på hug og balancerer ved badekarrets kant for andres skyld.
Jeg slukker for apparaturer, der bipper og summer, og hvis familien har lyst til det, sætter jeg musik på. Jeg har derfor holdt fødselsdag med både Mads Langer, plingelingmusik, Sam Smith og russiske musicalhits.
Men lige så gerne lader jeg der være stille.
Nogle gange er der brug for arbejdsro.
Det kræver tid og tålmodighed at føde et barn.
Når barnet snart bliver født, fortæller jeg, at jeg nu vil kalde på en assistent, og at hun altid er med til fødslerne. Hun skal være med til fødselsdag og har noget varmt med til den lille. Og når min kollega spørgende åbner døren, siger jeg uden så mange dikkedarer:

“Hej. Vi holder snart fødselsdag herinde.”

Jeg spørger som regel på et tidspunkt i fødslen, om familien ved, hvad den lille skal hedde. Og hvis de gør det, siger jeg navnet højt og siger hej og hilser velkommen til verden, idet barnet bliver født og løftes op på morens bare mave.
Jeg opfordrer til, at mor og far kigger derned, når den lille kommer og har én af dem lyst og overskud, tager de gerne imod.
Jeg ser som en af de få første ét lille menneske sætte sin første lyd i verden, knuge sine små næver og tage den anden side af livmoderen i åsyn for første gang.
Det er jo dét, det hele handler om.
Lige dét øjeblik og vejen dertil.
Bagefter kommer jeg med en bakke med verdens mest ordinære, men alligevel bedste måltid; nyristet brød, smør, ost, syltetøj. En kande saft, kaffe eller the.
Og flaget, selvfølgelig.
Jeg udfylder et lille vuggekort – helst laver jeg også en lille tegning. Så det bliver personligt. For familien skal ikke efterlades med en følelse af, blot at være et nummer i rækken.
På det lille kort, nedfælder jeg også en fødselsdagshilsen og nogle rosende ord. Hvad enten man har hujet, råbt, grædt eller bandet verden bort under sin fødsel, så håber jeg, at det er dé ord, familien tager med sig:
At de klarede fødslen flot, var seje, modige, kæmpede bravt.
De skal være stolte.
Det kan og bør være så fint.

Jeg elsker mit fag, men for ofte floves jeg over, de forhold vi byder det – og følgeligt de familier, der møder os, med det dyrebareste de har.

Når travlheden tager overhånd, går luften af ballonen.
Jeg må kæmpe for at give ro, fordi jeg ikke selv har nogen.
Jeg kigger, men ser ikke længere det fine.
Der er sygdom, mandefald, stress.
Det bliver et nummer i rækken af underbemandede dage.
Må gå fra stuen, fordi jeg også skal se til en anden.
Må gå fra den anden, fordi den næste venter.
Før jeg har syet kvindens underliv.
Før vi har talt forløbet igennem.
Før jeg får nedfældet de ord, jeg gerne vil have de tager med sig.

Og det er ikke bare mig. Det er hverdag.
Se denne video som jordemødre fra hele landet har bidraget til at kunne lave.
Travlhed er hverdag og virkelighed.
Vi kan ikke tåle flere besparelser.
Hvor lang tid kan du holde ud at gå i din jordemoders sko?
Jeg kunne næsten ikke se filmen til ende.

 

Lad mig slå to ting fast:

Jeg er jordemoder.
Jeg elsker mit fag.

Men ulykkelige forelskelser tærer på selv de største hjerter.
Det handler om at gøre det godt, første gang, hver gang. Det handler om at slå til. Det handler om tid. Ro. Tryghed. Sikkerhed.
Det handler om liv.

Del indlægget, videoen, sig fra og giv dine tanker om besparelserne på området videre.

Støt os, så vi kan støtte jer.
Du kan blandt andet blive en del af facebooksiden Jordemødre for Livet, for at vise din støtte.

Tak!

…

Har du lyst, kan du følge bloggen på FACEBOOK og INSTAGRAM