Blod i øjet, blå arme og Manden Med Regnslaget

Den sidste uge i juni, var fyldt med lidt for mange begivenheder.
Har ikke engang kunnet overskue, at fortælle om den før nu.

Mandag:
Kom hjem fra en fantastisk tur i pragtfulde Prag søndag aften. Havde sagt ja til at komme og synge upassende sange med flotte versefødder for de nyudsprungne jordemødre.
Stod op til et hjem, der var eksploderet i snavsetøj og halvproppede tasker.
Var næsten for træt til at stå op og i auditoriet og åbne munden.
Alt for træt til at synge rent.
Fik et glas vin, hvilket tilsyneladende var nok til at slå mig omkuld i dynen… kl. 13.30.
Og pludselig kaldte nattevagten. Eller afdelingsjordemoderen.
2 timer før egentlig mødetid.
Nåede ikke engang at få sankt hans-kage.
Kun at lugte af bål…
Føk.

Tirsdag, onsdag og torsdag:
Hvem har stjålet disse dage? Hvad gik de med?
I hvert fald ikke med at rydde op.
Eller sove ud.

Fredag:
12 timers vagt.
Spiser frokost klokken 15. Får ikke aftensmad for 30 min. før vagten slutter, må vi pludselig gå til kejsersnit.
I kampens hede får jeg et ordentligt sprøjt blod i øjet, da lægen klipper navlesnoren.
Tværs henover ansigtet.
Måske tror du, at jeg overdriver.
Men det her var børnelægens ord, da han så mit ansigt, da jeg kom over med barnet til ham:
“Hold kæft, du ligner jo én, der har været i krig!”

… så måtte jeg jo krybe på skadestuen og spagt proklamere ved skanken, at
“jeg har fået blod i øjet…”
Sekretæren løftede end ikke øjenbrynene, ved det der lød som en arbejdsskade for en morder, men gelejdede mig blot videre i systemet.
Havde jeg fået stivkrampevaccinen? Ja! Eller… nej..!
Havde jeg fået hepatitis B vaccinen? Ja, det er jeg helt sikker på!
Nåh, men du skal have den igen. Nåh, for søren.

Jeg ventede en times tid (man er vel VIP) på at få kastet et par vacciner i armen.
Følte, at jeg var nødt til at virke temmelig cool, når nu man stikker andre til dagligt, men faktum er, at jeg og nåle har et ret anstrengt forhold.
Da vi så kom til blodprøverne gik det dog helt galt.
Var lykkelig for, at ham sygeplejersken bad mig om at lægge mig ned.
Især da han måtte forsøge for anden gang.
Og hente en ny, der måtte prøve tredje og fjerde gang.
Med børnenålen til mine små, indtørrede blodårer.
Til sidst kaldte de på en tredje person, der så kunne komme og stikke mig femte og sidste gang.
Da jeg forlod skadestuen var klokken 22.31, mine arme var plettede af vatdutter og det var mere end 16 timer siden jeg mødte på arbejde.

Lørdag:
Mødte på arbejde med en krop der var blålig og øm og et hoved, der var tungt og træt.
Følte mig dum, når jeg måtte forklare hvorfor.
Helt ærligt, hvem får blod i øjet?

Søndag:
Lidt bedre krop i dag. Stadig blå, stadig øm, men hverken tung eller træt.
Besluttede mig for at cykle de 12,5 km på arbejde.
DMI bekendtgjorde, at dagens byger var overståede.
…
Nåede at cykle lige præcis 2 kilometer, da den første regndråbe ramte min næsetip.
Da jeg havde cyklet 3 kilometer, stod det ned i stive stænger, og jeg og min tynde sommerkjole skyndte os ind på en tankstation for at købe et regnslag.
Men ak! De havde ikke et eneste.
Ikke engang en sort sæk, jeg kunne trække over mig.
Nedslået og med tanken om at DMI nok står for Drilske Metrologers Institut, traskede jeg i ly under halvtaget ved Bilpleje-stationen, og stirrede ud og krydsede fingre for, at regnen, der blot tog mere og mere til, snart ville stilne af.
Over 8 kilometer i silende regn var ikke tillokkende, men jeg havde faktisk ikke meget mere tid til at stå dér og plirre med øjnene.

Jeg følte mig kold og dum og træt af alt og alle, da en bil drejede ind under halvtaget.
Den unge chauffør sendte mig et kort blik, og smilede og sagde muntert:
“Det må være Roskilde-festivals-bygen, der er over os!”
Jeg kiggede tilbage på ham, og prøvede at ligne en, der ikke var ved at tyre cykel og madpakke ud på kørebanen og brøle; “HVORFOR, for helvede HVORFOR, løgnagtige metrologer – ved I ikke, at min uge har været lang nok i forvejen????!!?”
Jeg nikkede og smilede, og han spurgte mig om jeg skulle langt.
“Ja” mimrede jeg og stirrede ud på vandfaldet foran os.
“til Hvidovre.”
Han nikkede tilbage, kunne godt se det ufede, men skulle tydeligvis ikke i den retning eller så langt.
Samtalen gik i stå, og han gik tilbage til sin bil.
Åbnede bagagerummet.
Og sagde så:
“Her” og holdt på mirakuløs vis et regnslag frem
“Her. Jeg har fået det af en ven, der fik det gratis. Du må få det.”

Og så så man alligevel mig cykle til Hvidovre med blå arme, vådt hår og et regnslag flagrende efter mig så vandet stod ud til siden.
Mens jeg smilede.

Så tak til manden med regnslaget.
Han reddede ikke bare min dag – men faktisk hele min uge.