For to år siden havde jeg dét, som man vist nok kan klassificere som en rigtig lortedag.

Jeg stod op og stivede mig af.

Tog nogle dybe indåndinger, mens jeg kiggede mig intenst i spejlet og håbede, at nogen ville kigge tilbage.

Så tog jeg bussen ekstraordinært tidligt på arbejde.
Og sagde op.

Jeg prøvede at tegne hvordan jeg havde det.

—

At sige mit arbejde op er uden sammenligning det mest grænseoverskridende jeg har gjort.
Det føltes indiskutabelt, men også helt forkert på samme tid.
Der var ikke et sted, jeg hellere ville være, ikke et arbejde, jeg hellere ville have.
Lige dér den septemberdag (og mange dage derefter) følte jeg mig for første gang helt uden retning og mål i tilværelsen.
Ligesom den der flue i vindueskarmen, der ligger på ryggen og summer rundt i cirkler.

Jeg var 27 år, rimelig velforvaret og der var ikke nogen, der havde forberedt mig på dét her.

Jeg kan godt se nu, at jeg det var stress.
Bare kald mig kvik, men man kan kun kravle ud fra badeværelset og ind i sin seng af svimmelhed et vist antal gange, før man bliver nødt til at læse skriften på væggen.
Okay. Af et relativt intelligent væsen at være, havde jeg alligevel været nødt til at læse skriften en del gange, før jeg fattede, hvad der stod.
Men altså, sent er som bekendt bedre end aldrig, ikk’?

Anyway, jeg har en pointe og den kommer her:

Hvis du af en eller anden grund sidder derude og føler dig vildfaren eller måske ligefrem dårlig til det der Game of Life, så vil jeg bare sige, at det er okay.
Og at det bliver bedre. Det gør det virkelig.

For to år siden gik jeg og ledte efter en vej – vejEN – men faktum er, at vi måske slet ikke behøver en vej.
Stier i skoven, bliver jo kun til stier fordi en masse fødder har trådt græsset ned.
Men én eller anden gik der første gang uden at vide, hvor det førte hen.

Jeg ved stadig ikke, hvor jeg skal hen og det er helt okay.
Jeg har det godt.
Svimmelheden er væk og min krop føles som om den er min igen.

Og når jeg i dag kigger mig i spejlet, ser jeg én, der kigger tilbage.
Ikke bare på en god dag.
Hver dag.

(Med mindre jeg ikke har mine kontaktlinser på endnu.)

Sortpahvidt

I går slog det mig, at jeg har været i Ilulissat i seks uger.
Jeg er ganske vist ikke bedste venner med Matematik, men lidt hurtig hovedregning fortæller mig alligevel, at jeg sådan cirka er halvvejs i mit ophold.

Shit. Det er mærkeligt.
Jeg synes egentlig, at det går lidt for hurtigt.
De første to dage, var det himmelråbende nitten grader og folk gik i bare ben.
Nu er her nattefrost og fra mit vindue kan jeg kigger over på Diskoøen, som er blevet snehvid på toppen.
Midnatssolen er long gone og mine stearinlys er fundet frem.

Jeg føler, at jeg er faldet godt til heroppe.
Jeg bor i en lille etværelses lejlighed lige over sygehuset og jeg synes, at jeg har fået den indrettet rigtig godt.
Måske er det skørt, når det kun er for 3 måneder, men jeg føler at stedet er blevet mit.
Da jeg var afsted sidste gang, fandt jeg nemlig ud af, at jeg er afhængig af at have en tryg base, en hjemlig scene at trække mig tilbage til.
Så må der gerne være stress og jag, forvirring og nederlag alle mulige andre steder. Når bare jeg kommer hjem, trækker i hyggetøjet, putter mig under mit uldtæppe og drikker te af min kop fra min søster… Ja, så er jeg faktisk alligevel hjemme.

Hvis jeg skal rose mig selv lidt, så synes jeg, at jeg har været overordenligt god til at pakke mine flyttekasser.

Her er 5 ting, jeg havde med, der gør, at jeg føler mig hjemme i Grønland:

1. De små ting.
   Ok. En mand ville formentligt hade det her, men jeg har ret mange nipsting med. Bl.a.:
   Fuglen, jeg fik af mit vennepar, da de spurgte om jeg ville være gudmor for deres søn. Den lille hundeslæde, jeg fik sidste gang jeg var her. Min søsters kopper. Især dén hvor der står “Jo, du kan”.
2. Mine tegneting.
   Uanset om jeg får tegnet meget eller lidt, så er et hjem bare ikke et hjem, hvis ikke mine blyanter og tuscher er med.
3. Puslespil.
   Det var sgu et sats at tage et par puslespil med. Jeg har ikke lagt puslespil siden det drejede sig om at samle 50 brikker. Men oh my!, jeg har brugt virkelig meget tid på puslespillene. Under babyboomet, hvor jeg var alene og havde over 70 tilkaldetimer på ti dage, var det rart at komme hjem til. Jeg koblede fra med brikkerne, mens jeg hørte podcast. Selvom jeg flere gange blev kaldt tilbage efter kort tid, følte jeg på én eller anden måde, at jeg havde været langt væk i mit hoved.
4. Utroligt mange uldsokker.
   Ej men altså. Er alt ikke bare bedre med uldsokker?
5. Billeder.
   Det deler nok vandene lidt. Men for mig er det hyggeligt med billeder af minder, venner og familie. De giver mig ikke hjemve – på den måde ser jeg jo dem alle sammen hver dag! Det hjælper helt sikkert også, at man med ét klik i messenger kan tale lige så ubesværet sammen, som hvis jeg sad tusindvis af kilometer væk i min stue på Amager.

Men jeg indrømmer. Jeg har altså også pakket nogle ting, der… sgu rammer noget ved siden af!

5 ting, der får mig til at overveje, hvad fanden jeg tænkte på, da de kom i flyttekassen:

1. Vimpler.
   Altså. Virkelig, virkelig mange vimpler. Jeg kan holde vimpel-tema-fest for hele Ilulissat.
2. Absurd mange DVD’er. 
   Jep. Sidste gang var der begrænset internet og jeg levede et streamingfrit liv i 3,5 måned. Så jeg følte mig godt beredt denne gang og pakkede en fandens masse DVD’er, så jeg ikke skulle komme til at savne noget.
   Well, internettet er ikke længere begrænset, så nu kan jeg som nebengeschæft åbne Ilulissats lokale BlockBuster. Jeg havde fandme en hel flyttekasse med DVD’er!! 
3. Et pisseirriterende ur.
   Aldrig har sekundviser tikket så højt!
   Hver aften kaster jeg mig irriteret ud af sengen, løber hen og flår uret ned fra hylden, traver ud i køkkenet og stiller det dér. Og hver morgen flytter jeg det tilbage i stuen.
   Jeg siger ikke, at jeg giver mening.
4. Min gamle iPhone.
   Jeg troede vist nok at det var smart med en ekstra telefon. Har dog fundet ud af, at den straks dør, hvis jeg tager den ud af opladeren.
5. Vinkelmåler??!?
   Formentligt til noget tegnenoget…? Men altså, jeg har sgu da ikke brugt en vinkelmåler siden syvende klasse!

Hvad ville I tage med til et hjem i udlandet?
Er det overkill for 3 måneder?
Og har I nogensinde pakket noget, der er lige så dumt som en vinkelmåler og et ur, der dagligt truer med at give dig en styrtblødning?

Over and out og klik!-klik!-klik!-
Sortpahvidt