Gammel vin på gamle flasker, I know, men helt ærligt: hvem kan ikke lige overskue en omgang tænkte tanker på sådan en gråtåget fredag eftermiddag?
Så here goes:
– hvorfor går alle mine tanker væk, når jeg går i gang med de her indlæg?
– det er bare PUF! og så er der rungende tomt derinde, hvor hjernen plejede at være.
– og hvorfor er min skridtmåler på mobilen så upålidelig? Den ene dag er jeg gået 8.434 skridt på 3,9 kilometer – den anden dag er jeg gået det samme antal skridt på 6,4 kilometer. Er det muligt, at jeg tager meeeget lange skridt nogle dage???
– har muligvis tømt podcast-appen for ordentlige podcast at lytte til.
– andre end mig, der bare virkelig godt kunne drikke sig rundtosset i bobler?
– har lyst til at råbe til naboerne, at youmusic står på shuffle, når jeg pludselig midt i badet får slynget SKURKENE I RAMASJANG ud for fuld gadaffi. Man bliver tilsyneladende straffet længe for at spille den slags for nevøen.
– glæder mig absurd meget til at kor starter op igen.
– alvorligt talt; nu har både min Shoppelyst og Kærestekikkert sovet i snart flere år, og nu hvor jeg er arbejdsløs, beslutter de begge sig for at vågne igen?! FØK AF for fanden – jeg har egentlig ting nok at fundere over. Og Tinder er jo et selvmål af dimensioner!
– det er formentligt et dårligt tegn, når du viser din far et billede af dig selv, fra for 4 år siden da du blev uddannet jordemoder, og han resolut udbryder: “NEJ!! Hvor var du tynd!”
– ny leveregel: der er altid en grund til at købe blomster. Det er derfor jeg nu svarer “ja”, når blomsterbinderen spørger om det er en gave, hvortil jeg i hovedet tilføjer “til mig selv”
– er man egentlig for gammel med for mange æggestokke til at købe en ps4, når man er en enlig 27-årig kvinde. Som for øvrigt ikke har et fast arbejde?
– det gode ved at være uden fast arbejde, er at jeg er begyndt at tage hjem til mine forældre. Når de ikke er hjemme. De har pejs. Og karbad. Og mad.
– mon folk kan lide dig mindre, når du er arbejdsløs?
– når du prøver at holde masken over for ekspedienten i Stelling, når du havde taget en pakke tuscher uden prismærke og sjusset dig frem til at de måtte koste et par hundrede kroner. Og knøsen siger “det bliver 514 kroner” så skal der fandme bruges grå tusch!
– når jeg lukker øjnene om aftenen, kan jeg ofte se et barnehoved lige et par veer før det bliver født. Så bliver jeg helt varm i maven. Sådan ved du, at du ikke er helt færdig med at være jordemoder.
– mon folk egentlig dømmer dig som loco, når du siger den slags højt?
– og STADIG ikke helt ved, hvor dit liv er på vej hen??
– Anyways, jeg sætter mig hen til mine grå tuscher.
—
følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og SNAPPEN.
Nåh, men når jeg ikke vandrer hvileløst rundt på Amager i min søgen på en rolig åbenbaring, så skal jeg jo også lave noget.
Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg skulle nå så meget, når jeg ikke havde fast arbejde. I ved; sådan rigtigt mærke mig selv –I know, klicheklokkerne kimer! Vi taler yoga, kurser, oprydning, tegning, skrivning og et cetera.
Men, jeg kan sgu ikke rigtig finde den; roen til at gøre noget rigtigt ved noget af det ovenstående.
Det kræver tilsyneladende meget underbevidst og ikke-jagende arbejde at finde sin vej.
Har til gengæld fundet roen et helt andet sted:
Jeg er blevet helt tosset med at se Alene i vildmarken (!?!!)
Jep, jeg har set alle afsnittene i både den nye og første sæson.
Og jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet så grebet af det, for da Gud delte friluftsinteresser ud, gav h*n mig i stedet en seriøs portion magelighed. For at sige det lige ud: jeg holder hellere en picnic indendørs ved et bord med dug, maden sirligt serveret og med ordentlige forhold til at komme af med dét, der kommer indenbords. Ja, det er vel ret beset et cafebesøg, når nu jeg tænker mig om.
Anyways… når jeg sidder og ser Alene i vildmarken, så forestiller jeg mig, at det slet ikke er sådan. At jeg blev sat af på én af de der norske strandstrækninger med en proppet rygsæk og et håndholdt kamera eller to.
Ja, ja; vi ignorerer lige den lillebitte detalje at jeg har diabetes og leger med i tankeeksperimentet.
Her er hvordan jeg tror, at min version af Alene/Eline i vildmarken ville forløbe:
DAG 1:
Jeg bliver sat i land i regn og stiv kuling. Det regner jo altid i Norge – er der ikke nogen, der har fortalt deltagerne det?
Jeg stirrer stift ind i mit regndråbeplettede kamera og forkynder, at jeg er så nervøs, at jeg allerede skal tisse. Nervøs blære er ikke en guddommelig gave i naturen. Jeg siger, at jeg tror, at jeg kan holde mig (en ti-femten dage).
Mit hår er formentligt allerede fedtet.
Klip
Jeg trasker rundt og leder efter et sted at slå mit shelter op. Endnu et stift blik ind i kameraet:
“DER ER JO VÅDT OVERALT!”
Vælger med stor sandsynlighed et virkelig råddent sted og kaster mig ud i virkelig rådden shelter-opslånings-teknik. Fantasien rækker kun til noget der ligner en telt-form. Altså, finde et sted, hvor jeg kan sætte en birkestamme op mellem to træer og derefter kaste presseningen over. Er muligvis for lav til overhovedet at kunne nå op til nogen af træernes tykkere grene.
Burde i virkeligheden lave jordhule.
Er det ikke sådan noget hobbitter gør?
Klip
Presseningen flagrer rundt en halv meter over jorden med mine våde, krøllede ting indenunder. Jeg forestiller mig en tvivlsom opsats med grene og sten. Dejlig base at kalde hjem.
Jeg kæmper mig gennem moselignende skovbund, mens jeg ind i kameraet fortæller om min snarrådighed: samler masser af birkebark til at tænde op med og tørrer det i mine lommer. Sveder utvivlsomt, mens jeg begiver mig ned mod stranden for at samle brænde og sætte net op. Det bliver helt sikkert snart mørkt.
Jeg gætter på, at jeg allerede er sulten på det her tidspunkt.
Nyder at tale ind i kameraet. Ingen til at sige mig imod.
Proklamerer, at jeg er virkelig god til at være alene i mit eget selskab. Forkæler muligvis seerne og mig selv med en lille Disney-sang. Klarer overstemmer og mellemspil selv.
Det lyder pissegodt.
Klip
Jeg står ude i vandet med begge gummistøvler oversvømmet og fiskenettet viklet ind i arme og ben. Råber noget så sofistikeret som:
FUUUUUUUUUUCK!
Klip
I “shelteret”. Ligger på maven og snakker til kameraet. Der er for lavt til at sidde op. Det begynder at blive mørkt udenfor.
Jeg siger noget a la:
“Det gode er, at jeg har samlet absurd meget birkebark og brænde. Jeg er nemlig en notorisk frossenpind. Det dårlige er, at jeg overhovedet ikke evner at tænde op med det.”
kigger over på bunken af brænde.
“Jeg fandt en kæmpe edderkop under én af stenene. Jeg skyndte mig at slå den med min våde gummistøvle. Men jeg ved ikke om jeg ramte den, så nu tør jeg ikke at tage gummestøvlen på igen. Jeg tror bare, at jeg går i seng nu. Godnat”
Sort
DAG 2
Morgen. Fortsat maveliggende snak til kamera. Hår klistrer ind til ansigtet og mine kontaktlinser klistrer tydeligvis helt ind til nethinderne, for hver gang jeg blinker, spærrer jeg lige øjnene op en ekstra gang, for at få linserne til at reagere. Giver mig sådan et dejligt, ikke-bekymrende crazy-look.
“Jeg har sovet ad helvedes til i nat. Jeg har frosset. Jeg har åbenbart også ligget oven på den her” Hiver én af mine støvler frem.
Et ærligt gæt vil være, at shelteret også er bundvåd nu.
Klip
Nede ved vandet. Forkynder, at jeg savner nogen at tale med. Eller som i det mindste kunne give mig nogle gode overlevelsesfif.
Fortæller, hvor vigtigt det er, at jeg får fanget fisk i dag.
Får fanget to fisk, som sikkert er syge.
Kommer til at tænke på, at jeg faktisk slet ikke kan lide fisk.
Med mindre det er sushi eller paneret fiskefilet.
Det trækker formentligt nogle dage fra min overlevelse herude…
Klip
Kigger ind i kameraet.
“HVAD FØK LAVER JEG HERUDE? DET VAR OGSÅ BARE FORDI JEG SKULLE FINDE MIG FØKING SELV. GUESS WHAT – HUN ER IKKE HER!”
Klip
Klar til at tage hjem.
Fortæller hvor stor en oplevelse det har været. Hvor godt jeg kender mig selv nu.
Vidste for eksempel ikke, at man kunne tale med et dødt egern i mangel af bedre.
SORT.
Hvordan ville din medvirken i Alene i vildmarken se ud?
Hvor mange dage ville du overleve?
Og hvilket reality show ville du selv medvirke i? Jeg har jo allerede været igennem Den store Bagedyst og diverse, så vi må se hvor fantasien tager mig hen næste gang…
Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
For det er der godt nok mange, der har spurgt mig om – heriblandt mig selv.
December gik med småjobs af den ene og anden slags – og var lige pludselig bare overstået.
Det blev nytår og januar og jeg følte straks, at nu var der et nyt hul at udfylde.
Jeg savner mit arbejde.
Jeg drømmer om fødsler (bogstaveligt talt: har i drømme både forløst fødende på Kastrupvej og taget imod en kvinde, der bristede ved navlen og derefter kvitterede syv moderkager??!).
Det er på en måde dejligt (ok, måske ikke det helt rigtige ord) og bekræftende, for efter jeg sagde op, har jeg haft en følelse af, at alt var til diskussion og intet stod mejslet i sten.
Skulle jeg overhovedet fortsætte med at være jordemoder?
Der er så meget, jeg gerne vil – men jeg kan simpelthen ikke mærke, hvad jeg helst vil.
Jeg har kigget mig i spejlet og taget sigte på mit bryst og spurgt mit hjerte, hvad det er det banker mest for.
Og det har bare trukket på skuldrene og banket stille.
Og så forleden dag gik noget op for mig.
Jeg var ude at gå en tur, for jeg har formanet mig selv, at jeg skal have mindst en times frisk luft hver dag.
Jeg gik og lyttede til en podcast, mens Endomondo holdt styr på, hvor langt jeg fik begivet mig rundt.
Jævnligt tog jeg mobilen frem og tjekkede min rute. Havde jeg kun gået x kilometer på x minutter? Dét måtte jeg kunne gøre hurtigere! Længere skridt – man skal da mindst gå 5 kilometer på en time, ikk’? Er det ikke dét, der er normalt, hva’?
Så gik jeg faktisk helt i stå.
Hvad fanden lavede jeg?
Hvordan syntes jeg egentlig selv det gik med at gå?
Hvem konkurrerede jeg med – og hvorfor skulle det gå så stærkt?
Hvad nyttede det, at jeg havde ordineret mig selv en times frisk luft og ro, når jeg bare gjorde dét jeg hele tiden havde gjort mod mig selv – krævet noget og hele tiden krævet mere?
Jeg var for fanden ikke med i De Korte Bens KapGang Amager Rundt, vel?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, at så snart jeg fik mere tid, ville det automatisk også give mig mere ro – for det er tydeligvis noget jeg skal arbejde med oppe i mit hoved.
Så jeg er holdt op.
Ikke med at gå. (For nu går jeg faktisk. Rundt og her og der og jeg nyder det.)
Men jeg er holdt op med at tjekke telefonen.
Holdt op med at føle at jeg skal præstere noget.
Jeg spørger ikke længere hjertet, hvad det banker mest for.
I begge henseender er jeg begyndt at sige ting til mig selv:
Du når det det nok
Og så må jeg jo vandre Amager flad indtil jeg finder ud af præcis, hvad der skal ske og hvornår.
…
Og så tog jeg forresten en impulsvagt på Hvidovre forleden dag. Jeg måtte ud at købe nye sko, for de gamle var så lodne, da jeg stoppede, at jeg bare smed dem i skraldespanden.
Men udover fodtøjet lignede det hele jo sig selv. Og det var skønt at se kollegerne igen, det var dejligt at stå på en fødestue og jeg havde heldigvis ikke glemt, hvor børnene kom ud henne.
Jeg endte til en hjemmefødsel og tænk; skæbnen ville at jeg mødte op hos en familie, hvor jeg også havde taget imod deres første barn! Chancen for at det skulle ske, måtte have været noget lig nul.
Men dér på deres bord lå deres gamle journal med mine spæde jordemodernotater.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge på de papirer, hvor jeg sirligt havde underskrevet hvert et lille notat. Jeg tænkte på den unge jordemoder, der havde siddet en nattetime og skrevet dem og hvor meget hun havde i vente. Sendte hende en kærlig og opmuntrende tanke. Hun var så stolt over hvad hun havde opnået og samtidig usikker på alt det nye i arbejdslivet.
Faktisk ret meget ligesom jeg har det lige nu.
Jeg følte på en måde at ringen var sluttet – og følte (omend det er fjollet) at det var et tegn fra både det ukendte og mit gamle selv, der lovede mig, at hele nok skulle, ja… gå.
…
…
Og ellers er der som sagt altid Netto.
Læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Jeg var 21 år, da jeg flyttede hjemmefra.
Jeg syntes selv, at jeg sådan ret sent ude, men følte mig derfor desto mere sikker på, at hverdagens skærmysler som eneboer – dem skulle jeg nok klare!
Herregud, jeg havde haft en ugentlig maddag siden jeg var 12, jeg havde ikke sovet over mig siden jeg var 10 (ja, det ændrede sig jo desværre…) og jeg var et rent barn, da min mor skulle arbejde en lørdag formiddag og derfor informerede mig om, at jeg ikke måtte forstyrre hende, hvortil jeg kom med denne rimeligt selvsikre kongekommentar:
“Mor, jeg er ni år. Jeg har mit eget liv.”
Så eftersom jeg jo havde haft mit eget liv i ikke mindre end 12 år før jeg flyttede hjemmefra, så kunne jeg jo nok administrere sådan en husholdning, ikk’?
Jeg har i hvert fald boet alene i snart syv år, og det meste af tiden går det helt fint.
Men der er også tidspunkter, hvor det aldrig går helt fint.
Og det er selvfølgelig hver gang jeg er i kontakt med min vicevært.
Værst er det, at jeg altid føler mig sikker på, at jeg må have fat i den lang ende, lige indtil jeg altså kommer til at tale med viceværten om mine udfordringer.
Jeg giver jer hermed – i forkortet version – samtaler med min vicevært
Som fx forleden dag:
Eline (i telefonen): “Altså, jeg så det der opslag om at ventilationskanalerne skal renses og man derfor skal afmontere udluftning og emhætte. Men nu har jeg pillet risten af emhætten, og det eneste jeg kan se, er sort plastic. Og så pillede jeg den sorte plastic væk – den var forresten hul og raslede – og det eneste jeg kan se nu, er mere sort plastic.”
Vicevært: “Men kan du se nogle rør over din emhætte? Altså, oppe ved loftet. Du skal som udgangspunkt slet ikke fjerne noget inde i emhætten…”
E: “Øh, rør? Næh, det tror jeg ikke…? Skulle de være nemme at se?”
V: “Øhm, ja. Men måske er din emhætte slet ikke koblet til ventilationskanalerne. Det lyder faktisk mere som om den har et rensende kulfilter med dét du beskriver.”
E: “åh”
V: “Den slags skal forresten skiftes efter 1-2 år.”
E: “Åh. Det er godt. Godt du siger det. Så er jeg kun cirka 5-6 år bagud.”
V: —
E: “Men hvordan afmonterer jeg så udluftningen på badeværelset?”
V: “Det kommer an på… Har du sænket loft?”
E: “Sænket -? bummelum… Måske……….?”
V: “Jeg kommer op”
E: “Nok en god idé”
—-
Eller dengang med det lave vandtryk:
E: “Det er simpelthen så mystisk! Vandtrykket i køkkenhanen er faldet fuldkommen drastisk! Der kommer kun en virkelig sølle stråle, selvom jeg skruer op for fuld kraft.”
V: “Har du renset filteret for nyligt?”
E (rimeligt indigneret): “Ja!“
(Jeg finder det sært tilfredsstillende at rense vandfiltrene. Please, don’t ask why.)
V: “Det er bare fordi, man jo lukkede for vandet i forgårs. Det kan godt betyde, at der kommer flere urenheder i filteret, når man tænder for vandet igen.”
E: “Nåh, ok. Jeg kan godt prøve at tømme det igen, men tvivler virkelig på at det er dét.”
E: *Tømmer filteret for hvad der svarer til mængden af sand i et institutionsbarns sko*
E: “… Du behøver ikke at komme op…”
—-
Eller – åh gru! – dengang jeg var faldet på trappen, da jeg næsten lige var flyttet ind. (Nej, alkohol var ikke involveret, tro det eller lad være.)
E (Prustende, mens jeg prøver at holde smerten inden i) : “J-jeg er… Lige… FALDET(!!)… På trappen! Trappevaskeren havde gjort den drivende v-våd. Og jeg så det ikke. Og så… Så G-LED jeg! Tænk, hvis jeg havde været en gammel dame!!”
(Retfærdighedsvis skal det siges, at jeg altså mødte viceværten ved et tilfælde og ikke direkte opsøgte ham som en forulempet og forarget kvinde. Tværtimod var jeg meget ærgerlig over at han var nede i vaskekælderen. For jeg havde 30 sekunder forinden lige lavet et klask på trappen som var en tegnefilm værdig… Og jeg havde simpelthen så ondt i venstre balde, at jeg hverken kunne rette ryg eller røv ud.)
V: “For Søren da! Det lyder ikke godt. Skete der noget?”
E: “Ja, det kunne da være gået helt galt. Jeg landede så lang (kort) jeg er på trappen og mistede helt pusten og slog min rø.. Ryg!”
V (oprigtigt bekymret): “Åh nej. Hvorhenne på ryggen?”
E(?!!??!): “Åh-Øh. Ohm, sådan helt nederst på ryggen…”
V: “Jeg har da faktisk sådan nogle varmende aloe vera-prøver liggende. Det skulle være godt mod smerter og muskelømhed. Det kunne sikkert være godt for din ryg.”
E: “(Æh, jeg tvivler)… Måske skal jeg bare have noget koldt på…”
V: “Ej, men vil du ikke i det mindste have nogle prøver med op? Det kan jo ikke skade.”
….
Viceværten spurgte flere gange senere hvordan det stod til med min radbrækkede ryg. Jeg sagde pligtskyldigt, at det gik meget bedre og vil for evigt tage med mig i graven/på bloggen, at jeg havde stået på en skammel for at kunne se min blå røv i spejlet, mens jeg ganske forgæves smurte den ind i brændende aloe vera.
Aloe vera eller ej. Venstre balde lignede, at den havde fået tæv med et baseballbat og frembragte associationer om sortblå-nattehimler i flere uger.
Jeg er en voksen, selvstændig kvinde MEN… Så snart jeg skal bevise mit værd som handywoman, sker der altid ét eller andet. Der var også dengang, hvor jeg prøvede at skifte “tuden på min radiator”, indtil viceværten forklarede mig, at det var vandhanen jeg skulle gøre noget ved.
Jeg ved ikke, hvorfor det altid går galt med det der handy-noget. Min far er inkarneret handyman og min søster har da sat hylder op og egenhændigt hentet et helt køkken i Ikea.
Hvorfor kan jeg ikke slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele? Og hvorfor bliver jeg ved med at bilde mig selv ind, at jeg måske alligevel er handy på én eller anden måde som jeg endnu ikke har opdaget?
Well, indtil dén side åbenbares har jeg da stadig mine vandfiltre.
Måske er det derfor, jeg elsker at rense dem.
Fordi de får mig til at føle, at jeg har udrettet noget handy.
Who knows?
Og i hvert fald er ét sikkert.
Min vicevært er ikke færdig med at have fornøjelse af mig.
– Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og fortæl mig så:
Er du en handywoman?
Hvordan bliver man det?
Og taler du så aldrig med din vicevært??
Efter knap en måneds tavshed spiser jeg jer nu af med en kliché af et blogindlæg – sorry, er åbenbart blevet dén type menneske.
Men altså, helt ærligt; klichéer er jo blevet klichéer af en grund, så måske et nytårsindlæg ikke er så skidt endda.
Det er måske nærmest sundt, det dér med lige at stoppe op og kigge tilbage. Bare engang i mellem, i hvert fald.
Jeg sidder her for engangs skyld ikke med mascaren hængende ned på venstre kind og tømmermændene hvilende på forissen. Min lejlighed ligner ikke lort (for første gang i december) og jeg tager mig ikke til panden med et for føk, hvordan skal jeg nogensinde blive mentalt forberedt på at tage på arbejde igen?
2018 starter med andre ord ret anderledes end årene plejer. Hvilket nok skyldtes, at 2017 heller ikke var et år, der forløb som mine år plejer.
2017 var et år med op- og nedture af de ganske store. Hvis jeg skal være helt ærligt, var en del af dem nedture.
Det kan godt være, at folk applauderede min opsigelse med både mod, rygrad og seriøsitet, men for mig føltes det en stor del af tiden som et nederlag. Som om jeg vendte ryggen til, når jeg burde være blevet.
Nu, hvor det hele er kommet lidt på afstand er jeg dog ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre for mig.
Jeg begynder at se nogle ting ganske klart.
Jeg ved ikke, hvornår svimmelheden præcis opstod, jeg må bare konstatere, at den i 2017 havde været der så længe, at jeg til sidst kun bemærkede den, når den blev virkelig opfindsom. Når jeg måtte læne mig op ad skrivebordet, selvom jeg sad stille, eller når det føltes som om gangene skrånede nedad.
Det var aldrig et problem når jeg var på arbejde – det var kun et problem når jeg ikke arbejdede, og derfor var det svært for mig, at erkende, at roden til svimmelheden nok alligevel var affødt af de samme rammer, hvor så mange børn fødes. Hvor jeg faktisk følte mig hjemme.
Nu har jeg ikke haft fast arbejde i halvanden måned og selvom svimmelheden af og til besøger mig, så er det nu en sjældenhed og ikke en daglig begivenhed.
Jeg må indrømme, at jeg først var skuffet og næsten vred over, at min krop tog sagen i egen hånd. Jeg syntes, at den svigtede mig, den skide egenrådige krop.
Nu kan jeg godt se, at det var mig, der svigtede den.
Så folkens derude; hvis jeres krop kalder, så lyt! Ellers har den virkelig en særpræget menu, den kan sætte sammen!
Heldigvis er der også noget godt ved at skrabe bunden:
Du finder ud af, hvad der betyder noget og at folk heldigvis kan lide dig, selvom du i øjeblikke føler dig som et blad i vinden. Måske endda et ret råddent blad.
Jeg fik masser af opbakning af både den familie, jeg er født ind i og den vennefamilie, jeg selv har samlet om mig.
Og fra jer.
TAK.
Og så må jeg tilføje, at gode råd aldrig er langt væk:
For eksempel spurgte jeg jer på instagram om jeg skulle melde mig til kor på aftenskolen (fordi jeg i virkeligheden SLET ikke turde) og selvfølgelig gjaldede I ja! og fik sendt mig afsted med masser af god energi.
Og hånden på hjertet; de første fire-seks gange, måtte jeg slæbe mig afsted! Overvejede i lange minutter bare at blive væk – ingen ville jo lægge mærke til at jeg manglede – men fandt gang på gang mig selv stå på en skole på Frederiksberg klokken 17.
Når jeg så gik hjem, så var der sket noget. Jeg var fyldt af en sprudlende energi, melodier, der boblede i mit bryst og som straks måtte afspilles på min mobil.
Nu er tirsdag eftermiddag et fast melodiøst holdepunkt og jeg føler mig som en karakter i Italiensk for Begyndere, for folk er så søde og forskellige fra mig selv – men alligevel bindes vi alle sammen af en uforstilt kærlighed til pop.
Hvad der nu skal ske i 2018 er endnu ret uvist.
Det eneste jeg faktisk ved helt sikkert, er at jeg skal gå til kor igen. Er faktisk allerede tilmeldt den nye sæson.
Arbejdsmæssigt tager jeg indtil videre småjobs her og der.
Overvejer at gøre noget mere ud af det kreative – blandt andet at lave illustrationsarbejde på bestilling.
Overvejer også at tilbyde selvstændigt jordemoderarbejde – privat fødselsforberedelse, supplerende jordemoderkonsultationer eller efterfødselssamtaler, hvem ved?
Og så er jeg efterhånden mere og mere sikker på, at jeg vil skrive en bog.
Men mere om det hele i 2018.
– og så vil jeg bare lige sige, at hvis du (ligesom jeg) synes, at der har været lige lovlig meget lort i 2017, så trøster jeg mig altså med, at min forældres have altid har været mest udbytterig, når min far først havde givet den en ordenligt omgang hønselort.
Så, farvel 2017, din stride satan – nu skal 2018 og jeg ud at blafre med vingerne!
So long! og tak fordi du stadig er her!
Følg hverdagens gråtoner sort på hvidt på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
