Hver gang der er en anledning til at jeg skulle ønske mig nogetsomhelst, sidder jeg med problemet.
Jeg VED ikke, hvad jeg ønsker mig.
Har ønsket mig tegneblokke et utal af gange.
Tuscher, blyanter og farver ligeså.
Jeg må være røvkedelig at give gaver…

Men det er kun fordi, at dét, jeg virkelig ønsker mig er volddyrt.
Eller.
Så vidt jeg ved, findes det vist ikke engang.
Endnu.
Men NÅR det gør, så vil jeg gerne ønske mig menneske-fjernbetjeningen!

Nej, ikke for at kunne sådan noget med at slå lyden fra folk eller få dem til at spise mad til de bliver tykkere end mig.
Nej, jeg vil bare gerne have friheden til at pause mine nærmestes liv, så der ikke sker NOGET af betydning, når jeg ikke kan være der!
Er det så galt?
Det er bare fordi, jeg HADER når jeg ikke kan være med til ALT.
Noget af det værste du kan udsætte mig for, er at invitere mig til to ting på samme tid – jeg går helt i mosaikstykker!
For hvad nu, hvis jeg gik glip af noget?

Se, med menneske-fjernbetjeningen ville det ikke betyde noget!
Så kunne jeg bare pause festerne alt efter, hvor jeg ikke var!
Ja, jeg har regnet den ud, det har jeg.

Og i bonus så kunne man jo lige optage alle de gange, en date siger noget mærkeligt – så har man jo virkelig mulighed for at analysere det med veninderne!
Måske jeg skulle have været opfinder i stedet for jordemoder?
Menneske-fjernbetjeningen, I’m telling you – it’s gonna be a thing!

Ok.
Jeg indrømmer det.
Jeg er sådan et dobbeltmoralsk møgøre.

Nej, sidder du måske og tænker.
Nej, du er da sådan et voldsympatisk og megarart menneske.
Ih, tusind tak for de venlige ord, det er næsten alt for meget – for det er nu altså rigtigt nok, det med det dobbeltmoralske møgøre.

På trods af akupunkturkursus, imponerende venflonevner og, ja, næsten nitten års diabetes – så hader jeg nåle.
Nej, vent, den her kræver versaler.
Jeg HADER nåle.

Og alligevel sidder jeg jo faktisk med daglig kontakt til de små sataner, hvor de største af dem gudskelov skal placeres i en anden end mig.
De første mange gange jeg skulle lægge venflon, overvejede jeg faktisk, om jeg monstro kunne nå udenfor, hvis jeg nu fik behovet for at gå i gulvet.
Heldigvis har det aldrig været aktuelt i praksis.

Jeg husker tydeligt første gang jeg skulle have taget en blodprøve.
Jeg var ni år, og syntes bare overhovedet ikke, at det gjorde nuller.
Blev rost meget, var så sej og lille.
Lige indtil jeg altså så på, mens damen tog nålen ud – for den var da overhovedet ikke lille!
Og så var det som om, at mine ører begyndte at suse så mærkeligt, og at gulvet ligesom tog sig en lille svingom om sig selv.

Jeg besvimede ikke, men nu og da kommer oplevelsen tilbage til mig.
Som for eksempel i dag, da jeg skulle have taget den store pakke blodprøver til noget diabetes tjek-op.
Så er det jo, at man tænker, at det jo så er meget fint, at være lidt inden for faget – men nej.
Når jeg kigger ned af mine vinterblege arme er det eneste, jeg ser, kringlede, små årer der nærmest tørrer ud og svinder ind ved tanken om nålebesøg.
Personligt, ville jeg hellere prøve at finde en blodåre i et stykke bark.
Og forklarer bioanalytikeren ikke lige lovligt grundigt om det?
Hun lyder jo næsten ligesom mig…

Nej, hun lyder fuldstændigt ligesom mig.
Og jeg kommer til at tænke på, at noget af det klammeste jeg ved, det er at sidde og holde om de der blodprøveglas, mens de bliver varme af blodet.
Og så suser ørerne, og gulvet danser.
Og jeg beder spagt om et glas vand.
Som en skyldig til forhør.
Det dobbeltmoralske møgøre, der åh, så mange gange bare beder dig om at trække vejret.
Dybt og roligt.

Men truth be told. Better you than me…

Nu og da kan jeg ikke sove, uanset hvor træt jeg er, når jeg lægger mig i min seng.
Det er slet ikke hver dag, men alligevel så ofte, at jeg godt ved, hvordan jeg skal tackle det.
Forinden er jeg altid optimistisk.
Griber til de pædagogiske værktøj.

Og alligevel går det altid galt.
Som i over i økonomi-spekula-tioner-mon-fængsel-er-stedet-for-mig?-tanker

Venter på at få bøllebank med mine fradragsordninger…

Undskyld.
Det er et jordemoder-indlæg.
Igen.
Men det er ligesom dét, der optager det meste af min tid i disse dage.
Nu har jeg sådan rigtigt arbejdet en hel uge som jordemoder.
Min krop, ved ikke helt, hvad den skal mene.
Den er forvirret over, at vi gør noget, som jeg har gjort mange gange før, men at det på én eller anden måde er meget hårdere nu.
At jeg er i alarmberedskab, uanset om jeg sover eller er vågen.
At der er meget, jeg ikke længere har tid til.
Den bebrejder mig også for nogle brudte løfter.

I nat havde jeg første “ægte” vagt på Det Store hospital.
Hvor jeg indgik i nomeringen, og som sådan var på arbejde på samme vilkår som de andre jordemødre.

Allerede mandag eftermiddag startede således min obligatoriske nervøsitets-kvalme.
sindssyge scenarier snurrede rundt i mit hoved.
Hvad nu hvis afdelingsjordemoderen synes, at jeg er komplet håbløs?
Hvilken akut situation vil jeg mindst stå i?
Kan man tage imod et barn og kaste op på samme tid?

Jeg har længe forestillet mig, hvordan det ville være at tage imod sit første barn – sådan som jordemoderen, og ikke en studerende – og jeg indrømmer gerne, at jeg havde sat forventningerne højt.
Altså, når jeg ikke var ved at besvime af åndenød, så så jeg for mig folk der heppede og hujede, kastede med konfetti og stod med skilte, hvor der stod ting som “Min baby, mit mellemkød og jeg ELSKER Eline!”.

Og i nat, var så natten, hvor jeg tog imod mit allerførste jordemoderbarn!
Og det var lige som det skulle være.
Om der var fanfarer, skilte og konfetti?
Nej.
Det var enkelt og bedre.

Og bagefter gik jeg ud i depotet og lavede et par dansetrin, der ville gøre enhver deltager i Melodi Grand Prix grøn af misundelse.

Vil fremover efterspørge glitterbukser og paliet-slæb i uniformsudleveringen.

…

Hvis du lyster, kan du følge bloggen på FACEBOOK og/eller INSTAGRAM

Karma kan være sådan en fin dame.
Men er blevet ret sikker på, at hun har selektiv hørelse.

Meget selektiv hørelse.

Vi er ikke venner mere.
Hvilket passer meget fint, eftersom jeg nærmest bliver nødt til at beskære min sociale omgangskreds til mennesker der er oppe og aktive mellem klokken 22.00 og 9.15.

På Det Store hospital går introduktionen sin slagne gang.
Og jeg er begyndt at få sommerfugle i maven.
Som basker vildt hver gang, jeg bliver mindet om, at jeg snart skal ud og gribe børn.
Som færdiguddannet jordemoder.

I dag blev jeg for alvor mindet om det.
Vi skulle have lavet ID-kort.
Med navn og titel og alt muligt.
Og billed.

Det er her jeg henviser til, at da jeg arbejdede på en restaurant i Tivoli, erklærede én af mine overordnede at billedet på mit ID-kort, var det grimmeste hun nogensinde havde set.
Nogen. Sinde.
Det var noget med at jeg lignede en fuld hamster.
Smilede meget intenst. Ikke havde nogle øjne.

Så i dag prøvede jeg med sådan et “afslappet/naturligt smil”.
Lignede en meget skeptisk kvinde.
Sådan lidt “Jeg-ved-ikke-om-jeg-overhovedet-er-ved-at-smile-eller-lige-ved-at-slå-dig”-smil.
Set i bakspejlet skulle jeg have taget et billede af det.
Men man fik kun to forsøg, så jeg sprang bare videre til næste klik.

Faldt tilbage til Det Store Smil.
Old habbits die hard.
Oven i købet var billedet spejlvendt, hvorfor jeg fejlagtigt blev ved med at rykke mig længere og længere væk fra midten.

Så lad mig præsentere:
Eline. Jordemoder på Det Store hospital.

Og tilsyneladende typen, der griner så meget, at hun ikke har nogle øjne… og falder ned fra stolen…

I dag var første dag på Det Store hospital.
Var spændt.
Havde set programmet for første introdag og havde godt forsøgt at nedtone entusiasme.
Uden held.

Jeg er helt med på, at på et stort hospital med mange forskellige faggrupper ansat, må der nødvendigvis være forfærdeligt meget information man som nyansat skal tæskes igennem – og helt sikkert også nogle informationer, der ikke vedrører alle.

Men måske var det at skyde liiige lidt over målet med 12 oplæg om alt fra håndhygiejne og forskning til intranet og parkeringskældre.
Personligt kunne jeg i hvert fald godt mærke, at tankerne lige så stille begyndt at vandre.
På eventyr.
“Nu stopper du!” Formanede jeg mig selv.
“Du kan ikke sidde her – på første dag – med store, tomme øjne. Du kunne lige så godt sidde med et skilt, der sagde "Jeg keder mig helt vildt”. Du kunne ikke gøre det mere tydeligt.“
Så vendte jeg tilbage til virkeligheden og begyndte at kigge mig rundt.
Og så fik jeg det pludselig slet ikke så dårligt med mine tomme blikke.

For dér lige over for mig, sad personificeringen af kedsomhed og irritation i al sin pragt.

Jeg sværger, hun var så utilfreds, at hun var omgivet af en grå aura.
Hun gjorde intet for at skjule, hvad hun helt afgjort mente var påtvungen tidsspilde – og lignede én, der vel nærmest var fornærmet over at blive informeret om nummeret til IT-support.
Det var i hvert fald ved dét oplæg, at hun himlede flest gange med øjnene.

Jeg kan ikke love, at mine tanker ikke vandrede resten af dagen.
Men mine pupiller blev i hvert fald i midten af mine øjne…
Og meget af tiden kiggede de altså plirrende på den grå kvinde.

Hvad mon hun skulle lave?
Måske noget med IT?

Min underbevidsthed er altid på arbejde.
Den er farverig, fantasifuld og pisseirriterende.
Hver gang jeg er startet på et nyt arbejde betyder det derfor, at jeg også er på arbejde hele natten, eller hvornår jeg nu sover.
Så kæmper jeg med at gribe børn, der ligner hånddukker eller har slugt moderkagen.

I denne uge har jeg haft tre dagvagter på Det Lille hospital.
Hvilket har betydet, at jeg tre gange har været oppe klokken lort-eller-er-det-egentlig-nat.
Og når jeg har sovet, har det derfor af udmattelse været sort og drømmeløst.
(Og både i seng, bus og tog.)

På mandag starter jeg på Det Store hospital, og i nat syntes underbevidstheden så, at den havde lidt at skulle have indhentet.
Så den fandt en gammel klassiker frem.

I nat tabte jeg – igen – tænderne.
Ikke dem alle sammen, ikke mange, men flere.
Det startede med en fortand i undermunden.
Jeg trykkede lidt til den med pegefingeren og * krrrunk-PLOP! * så faldt den bare ud i min hånd!
Og da jeg mærkede efter med tungen, faldt de tre andre i midten ud!
Bum, så kan man tale om svage tænder og sygt tandkød.
Hvad værre var, at det jo var weekend, så jeg kunne ikke bare gå til tandlægen og få dem sat i igen.
Faktisk vidste tandlægen slet ikke, hvornår han kunne finde tid til at klemme mig ind.
Jeg skulle starte på Det Store hospital uden tænder i undermunden!

Jeg har drømt sådan noget med tænder mange gange.
Alle har været ramt.
Overmund. Undermund. Fortænder og kindtænder.
Derfor har jeg da også kigget på, hvad sådan noget kan betyde.
Men jeg synes det er lidt åndssvagt.
Hvad skal al den symbolisme dog gøre godt for?
Måske er jeg bare skidebange for at blive tandløs?

… Måske har jeg bare underbevidste traumer fra dengang jeg fik fjernet min bøjle, og tandlægen kom til at tabe noget af den ned i mit svælg, så jeg var ved at blive kvalt i den?

Men kunne det være hentydning til, om jeg skal smile med eller uden tænder på mit ID-kort til Det Store?