For crying out loud.
Jeg har lige opdaget, at jeg IGEN i år har glemt bloggens fødselsdag.
19. februar kunne jeg ellers med rette have sagt
“SYV år, bloggen! Man ved ét og andet”
men i stedet må jeg bare konstatere, at hvis bloggen var min baby, så skulle den nu gå i første klasse og ville sikkert være mega uopdragen og opmærksomhedsmæssigt fejlernæret.
Når det så er sagt, så er jeg sgu stadig glad for den, selvom den det sidste år har måttet klare sig selv i perioder, mens jeg prøver at tja, klare mig selv.
Herinde har jeg fået luft for alt fra fejlslagne madkurser, min hjernes narrøvssider og lange dage som jordemoderstuderende.
Jeg er også vokset og har været på eventyr tur-retur, jeg har fået gode råd og har fundet støtte og oprigtighed fra uventede sider, når jeg lukkede op for mit allerinderste.
Bloggens til stadighed langt mest læste indlæg er fra da jeg besluttede mig for at sige mit job op uden at vide, hvad der så skulle ske – og det ved jeg sådan set stadigvæk ikke.
Og derfor er bloggen for tiden måske også en lidt kedeligere platform end den plejer at være, for jeg kan for fanden ikke tvangsindlægge jer til al mit langhårede navlepilleri.
Når dét så er sagt, så har bloggen nu altid været mit største frirum til at dele ud af hverdagens gråtoner, og i særdeleshed grine af mig selv i al min uperfekte glans. Jeg har fandme føket meget rundt.
Og det har jeg også i dag.
Så lad os markere bloggens forsinkede fødselsdag med en lille hverdagsanekdote, sort på hvidt.
… Jeg skulle nemlig til kontaktlinsetjek i dag. Jeg kiggede ud på det smukke solskin og besluttede mig straks for, at jeg da ville gå de 2,5 kilometer til optikeren.
Jeg tog afsted i god tid, og gik med fjedrende skridt ned ad Amagerbrogade med solbrillerne koket placeret på næsen og tænkte for mig selv: “her går Eline med tjek på tilværelsen! Tjuhej”
Jeg var i så god tid ved optikeren, at jeg tænkte, at jeg da lige kunne nå at købe et par jeans i Hø & Møg – men det viste sig at være en strabadserende affære. Fandt pludselig mig selv i prøverum med 7 stykker tøj, elektrisk hår, mascara i panden og mærkede koldsveden springe frem. Kunne se, at jeg midt i min harmoniske shoppetur muligvis både havde brugt for meget tid i prøverum og erhvervet mig et lavt blodsukker, så jeg fortsatte til kassen og tyllede en brikjuice i en sådan hast, som kun en diabetiker kan.
Gik så over til optikeren, og begyndte at blive lidt nervøs. Får altid følelsen af, at det er et snydespørgsmål, når de holder ét eller anden stykke glas op foran ét eller begge øjne og konspiratorisk mimrer:
“Hvornår ser du bedst? …nu? Eller…. Nu?”
mens de lader glassene flyve klikkede frem og tilbage foran dine plirrende pupiller.
Oftest kan jeg sgu nærmest ikke se forskel, men prøver mig pleasende frem.
“Det ved jeg ikke? Den første? Den første? Den…anden?”
Ligesom ved en multiple choice-eksamen, hvor man jo hellere må variere lidt i sine krydser mellem A, B og C.
Den test i sig selv kan jo være udfordrende nok, men nu sad jeg så der og ventede på at blive set efter i sømmene, og mit blodsukker var stadig lidt lavt.
Man tænker jo dårligt med lavt blodsukker, så det måtte jeg jo nok hellere gøre noget ved, før jeg kom ind. Kiggede ned på den lille anretning med kaffe, flødepulver og sukker der stod fremme. Kiggede lorent rundt i lokalet.
Så ud til at være alene.
Til jer, der muligvis har måttet drikke kaffe uden sukker, hvis I sad i Louis Nielsen i dag efter klokken 13; undskyld. Det var mig. Jeg spiste sukkeret.
Til dig, der måske så mig spise sukkeret: undskyld. Jeg troede jeg var alene. Og almindeligvis er jeg altså helt stueren.
Lidt efter var blodsukkeret fint og en storsmilende optiker kaldte mig ind.
“Nåh,” sagde hun
“Og hvordan går det så med dine linser?”
“Godt!” Messede jeg
“Ja, for det er jo noget tid siden vi har set dig”
“Ja, jeg glemte vist at booke tid, da jeg fik påmindelsen i… Dec.. November…”?
“Ja, men det er nu længere tid siden end det…”
“Er det det?”
(åh ja, tænkte jeg, jeg glemte det vist, da jeg kom hjem fra Grønland)
“Ja, vi vil jo gerne lige se jer en gang om året”
(ups og nu er der vist gået to år! Regnede jeg mig frem til)
“Åh ja,” Tilpas afdæmpet, let skamfuld stemme fra undertegnede
“Ja, og nu er det jo fire år siden du var her sidst.”
“HVAD??” Fløj det ud af mig.
“Ja.” Kig på skærmen. “Sidst du var her var i 2014”
(Nu ved jeg med stor sandsynlighed, hvordan komapatienter har det, når de vågner og får at vide, at de har været væk i fire år.)
Optikeren gav mig heldigvis en udvej, ved at sige, at jeg jo nok havde været forbi, da jeg fik lavet mine briller.
Det blev vi helt enige om.
Er dog ret sikker på, at mine briller er mindst 5 år gamle…
Tilbage til linse-forhøret:
“Og hvordan synes du at linserne fungerer for dig?”
“Godt!” Gentog jeg, men nu helt uden min tidligere optimisme.
“Altså, jeg har godt nok overvejet, om de måske skal være lidt stærkere.”
“Okay, lad os kigge på det” Jeg satte mig i stolen.
“Dæk dit venstre øje og sig, hvad du kan se på skærmen”
Og så blev jeg lidt stille, før jeg tog mig sammen til at bekende at…
Altså.
Jeg vidste jo, at der måtte være nogle bogstaver på den lysende skærm – jeg må bare være ærlig og sige, at hun lige så godt kunne have puttet den med dyrene, hus og skibe på.
Da hun alligevel bad mig prøve, lirede jeg bare det meste af alfabetet af i opfindsom rækkefølge.
Jeg blev pludselig ret bange for, at jeg i stedet for nye linser ville forlade optikeren med en førerhund.
Heldgivis viste det sig, at venstre øje var noget mere kapabelt og da vi så skiftede tilbage til det højre nåede jeg lige at opfange tavlen før optikeren nåede at putte et glas med styrke why-are-we-even-trying? på, og til min store lettelse kunne jeg nu se noget!
Faktisk kunne jeg se det hele, og min midlertidige blindhed var åbenbart forårsaget af, at linsen ikke havde sat sig på plads på pupil og iris, men tilsyneladende havde taget sig en ferie på den hvide side.
Og således kunne jeg forlade optikeren med de samme linser som jeg kom med.
Og en årlig reminder, der fremover vil lande i min mail-indbakke i stedet for min postkasse.
Hvordan jeg kunne misse 4 år, er mig stadig en gåde.
Måske jeg i et anfald af *host* effektivitet har smidt lidt for mange “reklamer” ud fra Louis Nielsen.
Uden at åbne dem…
…
Og så vil jeg da bare indskyde, at bloggen tydeligvis ikke har noget at brokke sig over. Jeg glemmer bare den i nogle dage.
Trods alt ikke fire år.
Så tillykke, blog – 7 år og 3 dage and still going strong! Du holdt sgu længere end surdejen!
Hvor længe har du læst med?
Kan du huske, hvad der var det første du læste?
Og har du nogensinde glemt noget i fire år?
(Når nu jeg tænker over det, har jeg vist også en aftale hos tandlægen, jeg skulle have booket. Sidste år)
Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet har de sidste syv år været
Sortpahvidt
