Kan I huske, at jeg skrev, at jeg drømte mig til Korfu?

Nu behøver jeg ikke, at drømme meget længere, for midt i april river jeg en uge ud af kalenderen og hopper ned til mit andet (og noget varmere og mindre stressfyldte) hjem. 

Der er bare lige én sten på vejen. I stedet for mit efternavn står mit mellemnavn på billetten – og i disse tjek-i-hovedet-og-….-tider, skal det selvfølge ændres inden jeg nægtes udrejse i lufthavnen.

Men men, hvis der er noget jeg hader inderligt, så er det at tale i telefon. Det går ok, når jeg kan sige “du taler med Eline fra fødegangenb/426/etc.” men ligeså snart det er Eline Privatpersonen, så bliver jeg ganske enkelt telefonspasser. Og det hjælper ikke, at for at tale med Ryanair, skal man tale engelsk.

Dut… dut… (en mand svarer telefonen, og allerede her går det galt, for ud af en lang svada fatter jeg faktisk kun, at han siger noget med Ryanair…)
Hør her; jeg taler ganske udmærket engelsk, men den mand talte simpelthen så hurtigt og med så gennemsyret indisk accent at det var ligefør jeg kom til at bede om en chicken tikka masala.
Stemningen blev hurtigt lidt irritabelt (begge veje) så da jeg skulle stave mit bookingnummer var det eneste jeg kunne komme på “R as in rrrrrr….rrrage!”
Jeg kunne have sagt Race, jeg kunne have sagt Rabbit eller Right men nej, det eneste ord med R jeg kunne komme på var Rrrrrrrrage.

 Er sikker på, når jeg fremover kører mit pas igennem kontrollen, vil denne advarsel poppe op:

og derefter en parentes om, at jeg ikke fatter en hylende fis…

Det er ganske foruroligende.
Sidste år da jeg var på barselshotellet spekulerede jeg tit på, hvad jeg dog var der for. Jeg følte egentlig ikke, at jeg havde noget at tilbyde. Trippede ligesom bare rundt i mit hvide tøj, og så ud som om jeg vidste noget.
Men nu… nu er der mødre, der siger “tak” og fædre, der giver kram og nyfødte, der holder fast i pegefingre.
Jeg fandt viden, da jeg gravede rundt i Videnskassen. Pludselig ved jeg alligevel noget. Jeg giver ammeråd og rum til at tale. Og lytte. Og får en følelse af, at det betyder noget.
At hvis jeg ikke var der, og som studerende havde lov til at give mig god tid til dem, så havde de familier altså manglet noget, når de tog hjem.

Og jeg kigger ned af mig selv, og ser, at der under uniformen tikker et lille hjerte for de nybagte familier barselsgangen, for ammeproblemer, bristninger og bekymringer. At der gror en lille barselsentusiasme.
Forstå mig ret: ikke, at jeg var ligeglad tidligere – men nu er jeg altså all in.

I’m there, doing that, wearing the fucking t-shirt. 

Jeg ved det. Der har været alt for stille på linjen. Men nu er jeg tilbage.
Sagen er den, er det ikke kun er her der har været tomt. Der har været tomt i mit hoved generelt på det sidste.
Og dog. Det vil sige – det har faktisk været ganske overvældende fyldt med snot.

Jeg hader forkølelse. Sådan en åndssvag tilstand af ubeslutsom halvsygdom i kroppen. For meget til at du kan ignorere den, for lidt til du kan lægge dig syg.
Ærligt talt; er forkølelse ikke bare Moder Natur, der lige får en god griner med at få dig til at føle dig som en Bratzdukke?
Gigantisk hoved,fedtet hår, rød næse og snothjerne. Jeg havde været solgt som billigBratz. 

Okay. Jeg går ud fra I kender historien om Peter og Ulven? Hvis ikke, så gør det ikke noget. Min historie, vil være den, man fortæller fremtidens børn…

Det hele startede med, at nogle bøller havde fundet en nøgle til kælderen under min lejlighed. Her havde de det mægtigt bølle-skægt; futtede pulverslukkeren af, tissede i hjørnerne, ødelagde haveredskaberne og røg cigaretter (og det der var sjovere), så det sved i øjnene helt op i mit soveværelse.

En dag løb jeg ind i dem, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg blev meget vred. Bad dem om at holde sig langt væk. Havde helt glemt at jeg ikke var en skummende, farlig pittbull-terrier, men bare en vattet chiuhuahua. Og den eneste der blev bange, var mig selv.
Dagen efter gjorde jeg det eneste rigtige – løb ned til viceværten, der udskiftede låsen.

Ugen efter syntes min tillid til omverden at vende tilbage. Selv folk i metroen var søde. Denne naive tiltro brast dog brat på selv samme metrotrappe.
En person prøvede gudhjælpemig at stjæle fra min taske! Løb lige op til magasinvagterne, som den ægte bangebuks, jeg er.

Således forarget over medmenneskers frækhed, skete der noget højst ejendommeligt, da jeg var på vej i seng forleden:
Der STANK af røg! … og vent! … der lød minsandten mandsstemmer fra kælderen igen. Nu. HAR. jeg. ALDRIG!
Hvis man ikke engang kan udskifte låsen og holde bøllerne væk, hvad skal en stakkels eneboende kvinde så gøre? Jeg listede rundt om ejendommen og kunne ganske rigtigt se, at der var lys i det ellers aflåste kælderrum.
Jeg tastede hastigt numrene til mine livliner: Far. Optaget. Mor. Optaget. Søster. Telefonsvarer. Prøvede igen. Samme resultat.

Nu var jeg sådan set lidt tomhændet. Stak i mit grimme joggingsæt og søgte tilflugt til genboen (som jeg overhovedet ikke kender). Havde regnet med at den unge, bredskuldrede mand ville åbne, og blev derfor lidt befippet da det var den unge mor. Bævende fortalte jeg, at bøllerne var tilbage. Vi gik op til formanden, så han kunne tage hånd om det.

10 minutter senere ringede det på døren. Det var formanden. Der var møde i rummet under min lejlighed, og han ville gerne undskylde, at én af mændene røg, selvom der var rygning forbudt.

Jeg ville bare gerne undskylde min eksistens og grave mig ned sammen med min mistro til omverdenen….

Drømmer mig væk til Korfus klipklappere, solbriller og farvestrålende drinks, mens hækken uden for min altan taber de knasende, brune blade.

Er det bare mig, eller synes sommeren urimeligt langt væk?

Jeg er færdig med neonatalafdelingen for nu, så de dér daglige prøvelser med sondemad, er slut.

Første uge på barselsgangen er overstået – og jeg kan ikke påstå, at den er gået glat.
Jeg føler, at jeg besidder mægtig megen viden om alt muligt inden for graviditet, fødsel ooog… og, ja… også inden for barsel. Altså, det vil sige, jeg VED, at jeg ved en masse om barsel – men hvor pokker gemmer denne passive viden sig?

Når en nybagt mor kigger op på mig, og spørger hvor længe efter et kejsersnit, hun skal regne med at have ondt, så er det eneste, der sker i mit hoved, at én stemme stammer “øbøøbøøh” og en anden stemme messer: “Det kan du jo ikke huske, vel? Men TIL GENGÆLD kan du fortælle hende, at en kat har toogfyrre muskler i ørerne, skal vi prøve med det??”

Jeg graver lige videre i min imaginære videnskasse. Hvis der er stille på linjen, er det måske fordi jeg også er blevet væk blandt Ubrugelig Viden, bind IV… 

åh ja. Det har været én af de dage.

Hvis Superman skulle påstå, at han alle dage fløj ud af sengen, så ville han sikkert være en stor, fed løgner. 

De opmærksomme læsere, vil have opdaget, at siden har fået et nyt layout.
De endnu mere opmærksomme læsere, vil have gennemskuet, at det ikke var helt med vilje.

Til dem, der ikke måtte vide det endnu, så er jeg ikke det man på godt dansk kalder et teknisk vidunder. Derfor gik det da også helt galt for mig, da jeg onsdag aften liiige skulle tjekke en knaps funktion.
BUM. Fint layout væk.

Her lørdag formiddag er det stadig ikke lykkedes mig, at fremfinde det samme gamle layout. Så her er det nye – håber I kan lide det.
Hvis ikke må I, ligesom mig, prøve i at se skønheden i noget nyt…