Måske skrumper vi fra hinanden

For tre år siden startede vi på studie sammen.
Vi var de bedste venner.
Tætte, fortrolige og var enige om hvordan slid og sjov skulle fordeles.
Mig og min selvdisciplin.

Men der skete noget.
For to år siden, fortalte selvdisciplinen mig, at den var lidt træt af sig selv.
At den måske havde lagt sig lidt ud, ja, måske en egentlig altid havde været lidt overvægtig.
Som en ægte ven støttede jeg naturligvis selvdisciplinen i sit ønske om at blive mindre.
Og hun var så god – blev mindre og mindre måned efter måned, og næh, hvor skulle vi bare leve livet for at fejre det.

Men det tog overhånd.
Nu er selvdisciplin blevet så lille, at jeg næsten ikke kan finde hende.
Og det er lidt skidt, for jeg sidder jo her og skal skrive opgave og bagefter bachelor, men selvdisciplin har bare travlt med at blive mindre – og vil derfor meget hellere have at vi sætter os og ser masterchef allstars, som jeg jo ikke engang gider at være interesseret i!

Hver morgen er det en kamp uden lige, overhovedet at opdrive selvdisciplinen!
Jeg sætter trofast uret, står op, går i bad, skrubber mig på ryggen, tænder radioen og spiser mine cornflakes.
Og når så computeren er blevet tændt, sidder jeg alene og blinkende foran skærmen.
Oftest ved jeg godt, hvor selvdisciplinen er – nemlig lige der, hvor jeg forlod hende.
Og så må jeg ind og trygle

Er jeg heldig, står hun op engang lige før frokost.
Men så skal hun også have lidt at spise.
Og siger at hun ikke gider mere klokken halv to…

Fordi 21.000 eksklusiv moms alligevel er lidt af en tillidserklæring

Vel hjemme i Danmark, hvor alt jo ligner sig selv.
Også min lejlighed, der sædvanen tro, ligner noget, der var blevet forladt i en strøm af hastværk og panik.
Hvilket den måske også var – mine pakkeegenskaber taget i betragtning.

Der er nu noget surrealistisk og mærkeligt over at stå der, med den nu tomme kuffert i hånden, og kigge på alt det, der har været med rundt i først Grækenland og siden Canada.

Heriblandt min ekstra låne-insulinpumpe.
Jeg er sådan en rigtig hade-kunde for alle der måtte arbejde i telefonservicefag.
Er ret sikker på, at flere virksomheder har rød lampe der plinger og båtter, når mit nummer dukker op som indgående opkald…
Forstået på den måde, at når jeg ringer, så er det aldrig med en forespørgsel, der er ligetil, men derimod oftest noget, der er uladsiggørligt, ustruktureret og tvinger folk til at hoppe og springe for at efterkomme, hvad jeg nu ringer om, så de kan undgå at have mig snøftende i den anden ende af røret…
Da jeg i forsommeren ringede til firmaet, der laver min insulinpumpe og spurgte, om jeg kunne låne en ekstra til mine udenlandsrejser, kan det derfor ikke komme bag på nogen, at jeg ringede så sent, at damen virkelig ikke vidste, om der var nogle pumper tilbage at låne…
Især, når nu lånet indebar, at pumpen skulle være i min besiddelse i små… Tre måneder…
MEN det lykkedes!
Dagen efter ringede damen tilbage og sagde, at de havde en pumpe, som de sendte til mig – kvit og frit – de betalte endda også portoen for at jeg kunne sende den retur igen.

Og så gik der tre måneder, og den lille lånepumpe skulle videre ud til andre globetrotter.
Det var faktisk en lettelse at slippe af med den, for min pumpe og den jeg lånte, har en værdi på 21.000,- eksklusiv moms… HVER.
Så efter at have rendt rundt med en sum, jeg ikke engang kan regne ud, hvor lang tid det ville tage mig at erstatte, trissede jeg glad og lettet på posthuset i dag, for at blive et dyrt ansvar fattigere.

Og så kan det godt være, at jeg er skideirriterende, når jeg ringer og intet fungerer.
Men til gengæld synes jeg faktisk også, at jeg er ret sød, når det så lige slår mig.
21.000 eksklusiv moms er alligevel lidt af en tillidserklæring, så måske er der en medarbejder, der bliver lidt glad når han/hun får et lille papir med tak på sammen med pumpen?

Dette glade væsen ligger i hvert fald og putter sammen med pumpen netop nu, hvor de begge er på vej til pumpefirmaet…

På vejen hjem fra den canadiske hjemmefødsel

… For jeg selvfølgelig vild.
Altså. Ikke længe.
Bare lige en halvt times tid, hvor jeg susede frem og tilbage på motorvejstil- og frakørsler, mens jeg ikke kunne finde ud af om jeg skulle syd, øst, vest, transcanada og hvad ved jeg.
Nu er en halv time jo ikke alverdens tid, men den føles ret lang, når man er drønet ud af sin varme seng, ud i en kold bil, rundt i natten, hjem til en kvinde, der fødte før du kom og nu bare gerne vil hjem og omfavne sin dyne.
Men jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne holde mig vågen.
Det var både ømt og kønt

Og det var altså ikke radioen – det var mig.
Det kan godt være, at det tog noget af opmærksomheden fra motorvejsskiltene.
Skal ikke kunne sige det.
Men det holdt mig vågen.

Og jeg så så mange harer!
Og jeg splattede ingen af den ud!
På trods af den manglende fødsel, var det en nat med mange succeser!

Den canadiske hjemmefødsel

Som fem ugers ophold i Canada går på hæld og lufthavnen kalder på mig i morgen tidlig, var det efterhånden ikke blot gået op for mig, at jeg ikke ville komme til at opleve en canadisk hjemmefødsel… Jeg havde faktisk også accepteret det.
Men så i nat blev jeg vækket af min medstuderende.
Hun stod i døren til mit værelse og kaldte mig tilbage fra drømmeland med ordene:
“Du tror, det er løgn, det her…”
Jordemoderen havde lige ringet, én af hjemmeføderne var gået i fødsel før termin, og hun havde sagt, at jeg gerne måtte komme.
To tanker sprang rundt i mit hoved:
1) man SKAL virkelig aldrig sige aldrig
Og
2) egentlig ret ærgerligt, at jeg netop for 4 timer siden afleverede den lånte GPS tilbage og nu skal ud i den canadiske nat med en bil, hvor blinklyset ikke dur og et kort, der er ved at falde fra hinanden…

Efter at have kastet mig i det første tøj, der lå inden for mine armes rækkevidde (jeg var skidelækker) og have skrevet jordemødrenes nummer ned (glemte jeg at fortælle, at min mobil ikke virker her?) fandt jeg adressen og gik ud i natten.
Først sørgede jeg naturligvis for at vælte alt, jeg kom i nærheden af.
Krop tænkte tilsyneladende, at hvis den ikke skulle sove, så skulle INGEN sove…

Da jeg efter cirka 2,3 kilometer drejede forkert første gang – og således endnu havde 27,3 kilometer tilbage – fandt jeg ud af, hvor priviligeret man kan føle sig, når man er alene i bilen.
Der er for eksempel ikke nogen til at kommentere på éns bandeordsforråd…
Langsomt men sikkert nærmede jeg mig dog målet og begyndte endda at kunne nyde turen.
Det var fuldmåne, stjerneklart og selv i tætbebyggede boligområder var naturen allestedsnærværende i form af harer!

Langt om længe nåede jeg frem til adressen.
Meget mærkeligt, dér midt om natten, at stå foran et hus, man ikke kender og forsigtigt ringe på.
Der var et sparsomt lys i stuen, men ingen reagerede, da jeg klimtede på klokken.
Heller ikke anden gang. Tredje gang. Eller fjerde.
Til slut besluttede jeg mig for at tage i døren – den var åben.
Så stod jeg ligesom dér, i en fremmed stue og følte mig mere som en indbrudstyv end en jordemoderstuderende.
Jeg gav mig i kast med klassikeren fra samtlige thrillere og brægede:
“Hello? HeeellooooOoo?” Ud i mørket.
Ingen respons.
Langt væk hørtes stemmer. Oppe fra.
Altså, oppe fra førstesalen, hvor der var helt og aldeles mørkt.
Jeg brægede, at jeg var Eline og nu kom jeg op, og gik stadig uden noget svar op i mørket…

Det var sådan en fin fødsel. Hurtig, naturlig og på fineste hjemmefødsels-vis kom en mørkhåret, lille pige til verden i forældrenes soveværelse, mens faren holdt moren i hånden klokken 01.50.

Desværre for mig, kom jeg ind i soveværelset klokken 01.56
Det var så dén canadiske hjemmefødsel.
Tilbage var kun at ønske tillykke.
Og finde hjem igen…

Genopstandelse

Bliv ikke bange.
Jeg er ikke blevet uinspireret, kedelig, væk i én af mange canadiske meget bløde sofaer eller kidnappet af grizzlybjørne.
Jeg er blot ret optaget i Canada med fødsler, gravide, opgave og ikke-tegne-ting.
Men om en uge er jeg officielt hjemme igen.
Og så genopstår aktiviteten herinde.
På spejderære.

Ti ting, der fortæller dig, at du ikke er canadier

1) du er ikke hardcore camping-sej.
Og bærer ikke bjørne-peber-spray i dit pochahontasbælte.
Du ejer ikke en sovepose, der er ‘lun nok’ ved minus tredive grader.
Faktisk ejer du ikke engang en manuel tandbørste.

2) du forstår ikke, hvorfor alle toiletter – selv på restauranter – er udstyret med en kæmpe pakke kleenex på toiletkummen.
Græder canadiere meget i det skjulte?

3) du falder over samtlige ord, når du prøver at sige noget intelligent jordemoderfagligt på engelsk.
For at redde din ikke-canadiske ære, har du lyst til at slutte pløren af med ‘eh?’

4) du anser dig selv som værende i relativ god cykelform, indtil du på de første tre kilometer overfaldes af en stigning på 82 meter.
Du overvejer, om du måske er ved at dø på to hjul.

5) du tror en smut-tur betyder en strækning på fem kilometer.
Finder ud af, at det er fem hundrede kilometer.

6) du begejstres til hystade-stadiet over dyr, der er helt almindelige at møde på en gå-tur.
Fx sorte egern, jordegern, vilde hamstere, ørne, falke og bævere.
Du tager i den forbindelse cirka seks hundrede billeder af dem, hvoraf et dyr vil fremgå på omtrent fem procent.
Resten forestiller en busk/et bjerg.

7) du overvejer om du trods mangel på camping/naturlivs-erfaring, ikke alligevel kunne blive en meget fin pocahontas? Med bjerge og floder og kano og alt det der?

8) du har et tilbagevendende problem med toiletlåse.
De eksisterer kun ved magiske drej/tryk/hiv/ord.
Måske kun ved canadiske fingeraftryk?

9) du bliver bange for størrelsen på de canadiske biler. Hvoraf de fleste er så store, at du ville kunne klemmes ind i selve hjulet.
Sammen med hele din garderobe.

10) du bliver rundtosset ved tanken om, at en gravid kvinde hvert øjeblik det skulle være, kan ringe og sige, at nu er det NU.
Det gør dig lidt irrationel. Du tænker over, om man skal have nødmadpakker liggende alle vegne?

11) det der med tal siger dig ikke en skid.
Alle taler om pounds, ounces, gallons og inches. Du forstår ingenting.