Når en dør lukker, kan du ikke være sikker på, at en ny åbnes…

Nogle gange sker der ting i mit liv, hvor jeg får lyst til at bøje nakken bagover, rette blikket mod den uudgrundelige himmel og forsøge at tage fru Gud i åsyn.
For jeg vil gerne spørge:

Hvad FØK er det egentlig, du har gang i??

Hvorfor opsætter du scenarier, som kunne være en virkelig ringe B-film værdig? Hvorfor?
Hvorfor skal jeg til tider kigge på mig selv og overveje om Adam Sandler skal spille hovedrollen i filmen om mit liv?
Hvorfor?
Hva’?

Og når fru Gud så ikke svarer, så henvender jeg mig i stedet til jer, der læser med, for ét eller andet sted skal jeg jo projicere mine elendigheder hen.

Nåh, men i går tog jeg over til en veninde.
Hun og hendes kæreste er ude at rejse, og jeg har lovet at være blomsterpasser.

Da jeg ankom til lejligheden kunne jeg mærke, at jeg havde taget for meget tøj på til cykelturen, og jeg dampede under min grå trøje.
Jeg lyttede til en podcast, men da jeg ikke havde nogle lommer i min kjole, og ikke gad at slæbe rundt på tasken, mens jeg vandede, lagde jeg min oppakning fra mig og gav min udelte opmærksomhed til den forestående opgave.

Det dér med at tage sig af folks lejligheder er jo en betroet opgave, så jeg tænkte, at jeg ville sørge for at mine venner kom hjem til en dejlig, frisk lejlighed oven på den sidste tids klæbende varme.
Jeg åbnede dørene til begge altaner i lejligheden.
Snart efter mærkede jeg selvtilfreds den kølige vind smyge sig op ad mine ben som en kælen kat, ahhh!

Så fyldte jeg vandkanden og rettede opmærksomheden mod de indendørs planter.
Vande, vande, vande. Fylde vandkande. Og vande, vande vande.

Så blev det altanplanternes tur.
ÅH! Det var godt at komme ud på altanen, hvor det luftede endnu mere!
Vande, vande, vande.
Vande potte, vande krukke, vande altankassen bag døren.
Vande, vande, vande.

Done.
Piece of friggin’ mothercake!

Jeg rettede mig op fra mit vandeforetagende og greb bagud efter altandøren, men mærkede ikke andet end luft mellem mine fingre.
Jeg vendte mig og kiggede over mod døren.
Vinden havde skubbet den i.
Jeg grinede først lidt bøvet, da jeg for mit indre blik kunne se mig selv stå fanget på den lille altan.
Tænk, hvis den slags kunne ske – sådan rigtigt!
Nøj, så kunne naboerne nok få sig noget at tale om!

Så kiggede jeg nærmere på døren; først med øjnene og så med fingrene. Følte efter en ujævnhed mellem dør og karm, som jeg kunne trække op.
Det var lige godt pokkers.
Døren sad da godt nok helt i niveau med dørkarmen – vinden måtte da have givet den et effektivt puf.

Her blev jeg lige en lille smule betænkelig.
Måske kom der endda en umærkelig, nervøs latter fra mig.

Jeg manede den dog til ro.
Altså, jeg er jo ikke idiot.
Vel?
Selvfølgelig kunne jeg få døren op.

Jeg prøvede først at puffe lidt til døren. Min egen slidte altandør ville straks blive returneret ud af de løse dørkarme med den slidte isolering. Men i det kvalitetssikrede nybyggeri skete der absolut ingenting.

Her begyndte jeg at blive opmærksom på, at jeg befandt mig på fjerde sal.

Så forsøgte jeg at gribe om døren med mine små, krampagtige fingre. Efter bedste evne prøvede jeg at trække døren til mig, men ingenting skete.
Jeg greb fat ad flere omgange, trak, lirkede, bad, bandede, prustede og lavede endnu et greb.

Jeg fik i spejlingen fra glasruden øje på mit eget forsvedte ansigt.
Så kiggede jeg pludselig gennem mit selvportræt af Svend Sved og så i stedet ind i entréen og et “åh” undslap mine læber, da jeg så, hvad der lå derinde.
Min taske.
Min telefon.
Muligvis min værdighed.
Alt.

For helvede. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg lukke mig selv ude på en altan? Og jeg, der ellers altid har min telefon på mig… Det her var simpelthen for pinligt!

Jeg ville gerne sige, at jeg mærkede hele vejen rundt i karmen for at finde et sted, hvor jeg bedre kunne få fat i døren, men jeg måtte give fortabt med dørens øverste kant – jeg kunne ganske enkelt ikke nå! Sjældent har det været mere frustrerende at være to lorte høj.

Til sidst måtte jeg have pusten og vendte mig væk fra døren.
Skulle jeg prøve at kalde på nogen?
Ej, bare tanken gav mig højrøde kinder! Og for føk sake: jeg stod på fjerde sal, klokken var 12.30, det var onsdag og ikke et eneste menneske kunne jeg se dér langt, åh så langt (!) nede.

Jeg tvivlede på, at jeg overhovedet kunne få mig selv til at præstere en tilstrækkelig høj decibel.

Nej. Det kom simpelthen ikke til at ske.
Desuden gjorde det mig endnu mere desperat at stå og kigge ud i intetheden deropppefra.

Meget spøjst at man kan have højdeskræk og klaustrofobi på én og samme tid, skal jeg hilse!

Jeg kiggede rundt på altanen efter noget til at lirke døren op med, men med mindre en friskvandet timian har magiske evner, var der intet forhåndenværende, der kunne være behjælpeligt.

Der var ikke andet at gøre: Jeg måtte bare blive ved med at prøve


Og så –endelig!– bedst som jeg lå på mine knoklede knæ og greb fat i dørens nederste hjørne og fremviste min største muskelgruppe til hele Ørestaden

GIK DØREN OP!

Og øjeblikket efter stod jeg atter inde i lejligheden.

Det var først, da jeg lettere fortumlet stod ved køkkenvasken og satte vandkanden på plads, at jeg fik øje på kvinden på den modsatte altan, som sad og slikkede solskin.
Jeg ved ikke, om hun var vidne til mit lille Houdini-show med indbygget blottertendens, men for pokker, jeg håber det ikke!

… Ellers kunne hun i det mindste lige have sat noget musik på og råbt, at hun heppede på mig!


Er fru Gud også særlig morsom, når hun indspiller din livsfilm?
Er du nogensinde blevet lukket ude et ufedt sted?
Og helt ærligt; det dér ordsprog med at når en dør lukkes, åbnes der en ny (eller hvordan det nu er):
Fuck det!

Følg bloggen til Norge og/eller altaner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller Snapchat

Navnet er som altid
Sortpahvidt

 

 

   

Jordemoder på eventyr #13 En smuttur til Norge

Jeg har nok aldrig været sådan rigtig i tvivl om, at jeg skulle prøve at arbejde som jordemoder i udlandet igen.
Siden jeg sad i flyet med en tåre stille trillende ned ad mine runder kinder og sagde et mentalt farvel til Ilullisat, har jeg tænkt, at det lå i kortene, at jeg ikke var færdig med at rejse.
At jeg på et givent tidspunkt igen tog jordemodergerningen under armen, kastede mig ud i det ukendte blå og med tilbageholdt åndedræt befalede vingerne, at nu skulle de bære.

Men derefter har spørgsmålene været mange:
Hvorhen? Hvor længe? Hvordan?

Jeg har både kigget på Læger Uden Grænser, Masanga Hospital i Sierra Leone, Grønland, ja, selv én af verdens mest isolerede øer, St. Helena.
Flere er stadig i spil og nogle lagt helt på hylden, men indtil videre er der i hvert fald lagt én destination i rejsemappen:

Om en uge skal jeg til Haugesund i Norge.

Og jeg glæder mig virkelig meget.
Det er bare en smuttur: to uger i juni og så igen to uger i august.

Og jeg vil sige det ligeud:
Jeg har taget det overdrevent køligt.
Herregud, har jeg tænkt.
Hvis jeg klarede 15 uger i Ilullissat – 5 uger som byens eneste jordemoder! – så tror jeg også lige, at jeg kan klare at tage til Norge i to uger.

Som en rutineret rejsende har jeg spurgt mig selv:
Hvad er det værste, der kan ske?

Og det er så her, at filmen knækker, for nu er det lige pludselig søndag eftermiddag og om præcis en uge sidder jeg og mellemlander i Oslo, og FØK hvad kan der ikke ske?
Her går min hjerne virkelig alle gemmerne i gennem for at kunne svare meget levende på spørgsmålet om, hvad der kan ske. Her er et par eksempler:

– Du kan dumme dig i lufthavnen! Husk batterier, for føk sake!

– Det kan være, at du overhovedet ikke forstår det norske sprog. (Notat til mig selv: “rart” betyder mærkeligt på norsk. Ikke spørge om det er rart at være i badekar og så flå damerne op af vandet, når de svarer nei)

– Det kan være, at du kommer en lillebitte smule tilskade i fjeldene… Please don’t!

– Det kan være, at alle dine kolleger synes at du er dum og inkompetent. (Kan du huske, dengang du kom til at vælte, da du skulle demonstrere hvordan den fødende skulle squatte? Hvad hvis alle dage, bliver sådan en dag?)

–  SHIT! Og din årsopgørelse til næste år! Det bliver jo noget rod med de udenlandske indkomster! Kan du stave til angstenssved?

– Kan du huske, at de ikke vidste, hvor du skulle bo de første tre dage, da du kom til Grønland? Og du fik det lillebitte værelse oven på sygehuset, med den skæve sovesofa og de gemte kondomer i bogreolen? Og du ikke vidste, at der var et køkken, så du levede af knækbrød og pulversuppe?
Kan det blive værre denne gang?

– Det kan godt være, at fjorten dage ikke er længe – men det føles nok sådan, hvis det er FOR-FÆR-DE-LIGT!

Og sådan blev hjernen sådan set ved; om og om igen.
Indtil jeg mindede mig selv om, hvordan jeg havde det på vej hjem fra Grønland sidste år.
Og så bad jeg hjernen noget så eftertrykkeligt om at holde kæft.

For hvem har brug for en pessimistisk hjerne, når man har en eventyrer boende i maven?

Ja, jeg spørger bare!

Og nu vil jeg koncentrere mig om at glæde mig, se en masse norske serier og pakke en ordentlig taske og så i øvrigt tage Norge med Elinesisk storm om en uge.

Wish me luck!


Følg det norske eventyr – det bli’r greit!- på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er
Sortpahvidt

   

Tilbage i førersædet #2 Det rammer mig lige i retfærdigheden

Jeg er født med dét man må kalde en veludviklet retfærdighedsfølelse.
Der er få ting, der kan få mig lige så meget op af stolen som uretfærdighed.

Nogle af jer kan måske huske, at jeg er ved at få fornyet mit kørekort – ikke fordi jeg har fået det frataget, men fordi jeg har diabetes og det derfor skal fornyes jævnligt.

Det viste sig imidlertid, at der var et alvorligt bump på vejen (no pun intended).

Jeg havde ikke fornyet kørekortet inden for en tidsfrist på tre år (fordi jeg ikke havde haft behov for kørekortet og ærligt talt ikke så nogen grund til at kaste tid og penge efter en lægeerklæring med videre) – og jeg var desuden uvidende om at der overhovedet var en tidsfrist.
Ved I, hvad der sker, hvis man ikke fornyer sit kørekort inden for tre år?

MAN SKAL OP TIL EN NY KØRE- OG TEORIPRØVE!

På borgerservice fik jeg at vide, at jeg kunne ansøge om dispensation fra dette krav. Det gjorde jeg selvfølgelig.
Efter tre måneders behandlingstid, har jeg nu fået brev om det foreløbige svar på min ansøgning.

De kvikke af jer kan på nuværende tidspunkt regne ud, at det foreløbige svar er af den negative karakter.

Jeg er føler mig ramt lige midt i retfærdigheden.

Jeg har en lægeerklæring, der finder mig egnet til at køre bil.
Masser i min bekendtskabskreds har ikke kørt bil i tre år eller mere, men deres evne til at køre bil er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved.
Man må gå ud fra, at det er fordi, man vurderer, at de ikke bare sådan glemmer deres køreevner?
Og glemmer man hvordan man kører bil på tre år?
Jeg tvivler.
Kraftigt.
Og jeg kan i hvert fald afsløre, at man ikke glemmer hurtigere, bare fordi man har diabetes.
Man kan for eksempel spørge mig ind til processen om dette om tre, fem, ti år – og så er jeg ganske sikker på, at jeg vil kunne huske det hele meget tydeligt!

Ironisk nok havde jeg jo allerede planlagt, at jeg ville tage nogle køretimer hos en kørelærer for at få genopfriskning og føle mig tilpas bag rattet – men ingenlunde noget der prismæssigt (og særligt nervøsitetsmæssigt!)  kommer til at matche nye køretimer, ny teoriprøve og ny køreprøve.

Og det mest irriterende er, at havde jeg fået kortet fornyet da det udløb, havde jeg ikke stået i denne situation – heller ikke selvom jeg aldrig havde siddet så meget som et sekund bag rattet i de forgangne år. Der er nemlig ingen der spørger, om du har brugt dit kørekort!

Jeg vil helt sikkert komme med en saglig og fattet indsigelse til den foreløbige afgørelse, men nærer desværre ingen høje forhåbninger.
Jeg har allerede talt med en jurist i Diabetesforeningen, der fandt loven ulogisk, men ikke mente, at man kunne gøre så meget (jamen, hvor er din ild, ven?).

Men altså, man bliver jo nødt til at gøre noget, ikk’?
Man bliver da nødt til at påpege, når lovgivningen ikke giver mening.

Min krop forskelsbehandler mig allerede på grund af en lille, doven bugspytkirtel – der er ingen gyldig grund til at loven skal gøre det samme.

Hilsen en ret træt kvinde, der skal med bus ind til vesterbro senere og er helt tilfreds med at hun ikke er i bil, da hun har brug for et intravenøst drop med drinks til at lette humøret.
Aka.
Ramt I Retfærdigheden


Har du erfaringer, viden eller bare lidt god karma du vil give videre, så hold dig ikke tilbage.

Følg bloggen og kørekortsgyseren på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt
Og er i dag muligvis mere passende end ellers

   

10 ting jeg ikke er kommet mig over endnu

Det er meget oppe i tiden at være et rummelig, tolerant og i allerhøjeste grad et tilgivende menneske. Sådan én der lever i nuet og lader by gones be by gones.

Jeg siger med det samme:
Sådan er jeg altså ikke…

4b0fa9fb-ace4-41ee-8522-9666e98f0a16

Her kommer
10 ting, jeg ikke er kommet mig over endnu:

– At jeg for syv år siden læste en bog, fordi jeg havde fået at vide, at hovedpersonen mindede om mig. Hun døde til sidst.

– Slutningen på How I Met Your Mother.
What. A. Waste.

– Folk der i ramme alvor siger “freksempel” og “Trumpf”

– Dengang min insulinpumpe fik mig til at fremstå som VERDENS DÅRLIGSTE VOKSNE og jeg måtte overleve en virkelig pinlig højtalermeddelelse fra en svensk steward i flyet fra Kroatien til Kastrup. Jeg krummer stadig tæer ved tanken.

– At jeg engang har revnet mine bukser på en fødestue. Sker den slags ikke kun i tegnefilm?? Vi taler et KÆMPE hul i skridtet.

– Alle de ørkesløse timer jeg har brugt på at lære om cosinus og sinus og definitionen på et parallellogram. Som jeg aldrig sidenhen har kunnet bruge til noget. (Kunne til gengæld godt have brugt et par lektioner om SKAT…)

– At man ikke længere kan få Pepsi Max Mojito

– At min mor fik mig til at se begge “Kilden i Provence“-filmene lige efter hinanden, fordi hun bestemt mente at kunne huske, at de endte lykkeligt. Jeg så alt – inklusiv rulleteksterne! – men der kom ingen lykkelig slutning. Heller ikke i sidste øjeblik.
Jeg var nærmest truet på livet af dehydrering efter dén omgang.

– Alle de stadier min krop tvinger mig igennem, når vi er på nattevagt. Den værste er dog ko/hval-brølet.

– At jeg engang gik til blokfløjte. Og kunne lide det.


Hvad er I ikke kommet jer over endnu?
Hvad kommer I jer aldrig over?
Og er der nogensinde nogen i hele den nyere verdenshistorie, som har haft brug for at definere et parallellogram?

Følg hverdagens gråtoner både hér og på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
og er formentlig noget, jeg heller aldrig kommer mig over…

   

Derfor er min Kreativitet med sikkerhed en mand

For tiden har jeg god tid til at skrive herinde.
Min hverdag er heller ikke en kedelig gråmasse af sammenklistrede tanker længere.
Jeg mødes med veninder og venner, fordyber mig i én eller anden form for fremtid og får min del af både rosé og fede fødsler – dog ikke på samme tid, forstås.

Men så snart jeg beslutter mig for at sætte mig til tastaturet, så stirrer jeg tomt på skærmen og tager mig selv i at tænke

HVAD FØK PLEJEDE JEG AT SKRIVE HERINDE?

Jeg mener bare: jeg oplever hverken mere eller mindre end jeg gjorde i sin tid, da ordene sprøjtede ud af mine fingre, så hvorfor kommer de ikke?
Jeg føler mig ikke længere hverken stresset eller udtømt, så helt ærligt; ham Kreativiteten må gerne komme igen.
Jeg har prøvet at lokke ham til mig med ferier, frie tøjler, små tegninger og jeg-lever-bedre-uden-dig attituden.
Indtil videre uden resultat.
Det er vitterligt ikke uden grund, at jeg omtaler Kreativiteten som en Ham, for boy oh boy, den opfører sig som en umulig scoring.
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det hverken nytter at græde eller skabe sig – sådan er der altså ikke nogen, der er særligt attraktive.

Og så! Som du bedst tænker, at du klarer dig fint og at du måske endda er videre, ja, at du måske skal til at gå til pileflet i stedet – bum! – så dukker han op.

image

Charmerende og irriterende selvsikker står han i døren og tager for givet, at du bare lukker ham ind.
Altid når du dybest set var på vej et andet sted hen – nærmere betegnet din seng – og efterlader dig i det evige dilemma:

Lukke ham ind og spolere din nattesøvn eller få ham til at love at han kommer igen i morgen.
Jeg er efterhånden gammel i gårde i vores katten-efter-musen-leg og derfor ved jeg, at det vil udspille sig på én af tre følgende måder:

1) Jeg tegner til langt ud på natten.
Måske var ideen faktisk bedre om natten, og jeg ender med ikke at have noget reelt færdigt produkt. Måske tænker jeg endda “hvad fanden er det her?”, når jeg ser på det i morgenens klare lys.

2) Jeg laver en aftale med Kreativiteten om, at han bliver hængende til i morgen. Vi laver måske endda en skriftlig aftale om, hvad det drejede sig om. Men næste morgen vågner jeg til en rungende tom lejlighed og ditto tomt hoved, og kigger på en seddel hvor der bare står

SLUTNINGEN PÅ HOW I MET YOUR MOTHER

uden jeg har den fjerneste anelse om, hvad dét skulle betyde.

3)  Jeg tegner. Men ikke til langt ud på natten. Bare til et par timer efter almindelig sengetid.
Men næste morgen er Han alligevel væk – og man sidder tilbage med utilfredsstillende “nwhah”-følelse, og et blogindlæg som dét her. Og hvor den person på tegningen jeg lavede i nat, er mere vellykket end den jeg lavede i eftermiddag.

Åh for crying out loud.
Mænd og Kreativitet.
Hverken helt til at leve med eller uden for tiden!


Er jeres Kreativiteter, Arbejdsmoraler, Energiniveauer og Madlavningsambitioner også mænd?
Kan I leve med flere indlæg – måske uden besøg af undertegnedes Kreativitet – for at jeg kan komme i “skriveform” igen?
Og kan jeg?

Anyways; god weekend.
Med eller uden mænd.

Følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt

– og skynd jer så ud i solen!

   

En sort/hvids bekendelser om veloplagthed

Det er – som tidligere fortalt – ikke en tilfældighed, at bloggen her hedder Sortpahvidt.
Udover de sort/hvide streger og ord henviser navnet også til min egen personlighed.
Jeg er i masser af år blevet kærligt mobbet af særligt min nærmeste familie for at være noget sort/hvid anlagt.
Og er det ikke Tyrion i Game of Thrones som bemærker til Jon Snow, at man skal sørge for at tage sine øgenavne til sig og bære dem som en rustning, så folk til sidst ikke længere kan lave sjov med det?
*Geek alert, I know*

Anyhow;
Det med at være sorthvid-anlagt kan både have fordele og ulemper.
Som fordel kan det nævnes, at man skal være mere end almindeligt tykhudet eller decideret følelsesmæssigt afstumpet, for ikke at vide, hvilket humør jeg er i.
Jeg kan til tider give udtrykket humørbombe en helt ny betydning…

Som klar ulempe må det dog fremhæves, at det der sort-hvide også selv er svært at navigere i.
For hvad end det drejer sig om humør, håndtering af køkkenaffald, litterære udfoldelser, engagementet i anden sæson af A Handmaid’s Tale eller ophængning af julepynt, vil det være anledning til at modpoler mødes.
Og dét sted er min krop.
Og når jeg står op om morgenen er det så godt som umuligt at vide, hvilken af polerne, der dominere den pågældende dag.

Særligt i kategorien VELOPLAGTHED er det tydeligt, at jeg kun har to niveauer.
Du kan se dem her:

image

Og altså, i dag har jeg for eksempel sorteret alle mine hudcremer.

Det gør mig lidt nervøs for, hvad morgendagen mon vil bringe.
Både fordi det måske betyder “ingenting”, men også kan være, at det er at “rydde ud i Det Sorte Hul” som jeg kalder mit kælderrum, hvor jeg med stor sandsynlighed kan forsvinde for stedse.

Hvis der bliver mere end almindeligt stille på linjen hér, så send lige en patruljevogn til Amager i kælderen under nummer 10, ikk’?
Pretty please.


Som altid kan du følge med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og navnet er – og vil altid være – Sortpahvidt

… Og sig mig så, findes der reelt et mellemniveau af VELOPLAGTHED?

   

En dag vil vi grine af det… Tror jeg nok

I sensommeren startede en nedadgående spiral, når det kom til indlæg her på bloggen.
Det blev fortsat sværere og sværere; ordene ville ikke komme, kreativiteten udeblev. Dagene føltes som et langsomt rullende jordskred, hvor den ene tog den anden og tårnede sig krævende op omkring mig og truede med at sluge mig. I den brungrå dagligdag syntes jeg ikke, at jeg oplevede noget, der var værd at dele her.

Og uden ordene og tegningerne, ja, så overvejede jeg længe og grundigt, om det måske var tid til at trække stikket her.

Heldigvis er det gået fremad i takt med, at jeg har fået mere overskud. Dog flyder anekdoterne endnu ikke, som de gjorde engang. Nogle gange føles det som om de ligger på en meget lille plads i min hjerne og sidder fast dér som et stykke tyggegummi; urimeligt svære at trække frem.

Og så er der anekdoter, som den her, der nærmest fortæller sig selv.
Så jeg advarer med det samme: har du ikke tid nu – kalder børnene, arbejdet eller solen – så læg skærmen fra dig, for jeg har på fornemmelsen, at følgende bliver langt:

Jeg havde verdens længste rejse fra Korfu til Amager i løregas.
Ferien havde været over al forventning. Solen havde skinnet fuldkommen sommerligt, jeg havde drukket tres liter retzina og lyttet til lydbøger, læst, tegnet, grinet og lavet ingenting.
Jeg følte mig derfor i perfekt harmoni med mig selv og mine omgivelser, da jeg sammen med mine forældre trådte ud foran Korfus lufthavn.
Men altså; der var trods alt stadigvæk nogle flyrejser foran mig, og som faste læsere ved, så er jeg ikke helt pjattet med at flyve. Også fordi der på én eller anden måde altid går noget galt for mig. Vi taler dengang jeg “blev væk” i lufthavnen, vi taler dengang vi nærmest aldrig var kommet afsted. Vi taler stort set altid.
Som om flystressen ikke var nok i sig selv.

Nåh, men altså. Det er ikke skidenemt at komme fra Korfu til København, og uden for højsæsonen er en mellemlanding ganske enkelt obligatorisk. Vi har prøvet ALLE veje til og fra Korfu. A l l e!
I går udmærkede sig dog ved, at vores flyvning som havde lydt:

Korfu – Zürich
Zürich – København

Af rejseselskabet var blevet ændret til:

Korfu – Zürich
Zürich – Frankfurt
Frankfurt – København

Da min mor i sin tid læste dén bekendtgørelse op for mig, var jeg lige ved at få en blodstyrtning.
Men altså; jeg konkluderede at jeg var for ung til at dø af blodsstyrtning og for gammel til at græde over en flytur. Og så lovede jeg mig selv, at det nok skulle gå.
Og hånden på hjertet: jeg måtte indrømme, at rejsen TIL Korfu faktisk gik fint nok, selvom den også bød på to mellemlandinger.

Anyway: tilbage til hjemrejsen.
Da vi ankom til Korfus lufthavn, var det ligesom at træde ind på et kæmpe gedemarked.
Hvor du altså selv er en ged, alle er en ged og gederne hektisk myldrer i tilfældige retninger – hvis de altså ikke står i en fed, ubevægelig kø – og ingen aner hvad de laver. En gang imellem råber nogen skrattende noget i en højtaler, som både du og gedehyrderne burde forstå, men som er ganske ugenkendelig og helt sikkert giver skader på det indre øre.
Mine forældre og jeg sendte hinanden øjne, men stadig opfyldt af feriefredfyldt karma, trak vi bare på skuldrene.
Vi tog opstilling i check-in køen.
Og her stod vi så i halvanden time, hvor skrankerne ikke åbnede og alle gederne så til med mere og mere apati, mens gedehyrderne kiggede fåret på hinanden.

Havde jeg vidst, at dét stort set ville være den roligste, mest harmoniske del af min rejse, havde jeg muligvis nydt den mere.
I stedet spruttede jeg af stress ved tanken om, at vi nu ville komme til at løbe fra fly til fly gennem Europa.

d7e27921-f6a1-4503-92fb-5d4609907247

Jeg ville gerne gå i detaljer med HVOR kikset alle vores flyvninger og mellemlandinger gik, men for at spare os alle den traumatiske og langtrukne misere, har jeg besluttet mig for, at tage os igennem rejsen sammen ved hjælp af filmtitler.

I present to you:

Flyvning 1 (Korfu – Zürich)

a6eb1191-7e9b-4375-a086-b13e991e29d2

Afgangstidspunkt: Herfra til evigheden

Indflyvning: Rocky 1+2+3+4+5 (Vær sød ikke at tvinge min morgenmad op igen, tak!)

Forsinkelse: Mamma mia!

Mentaltilstand: Raseri i blodet (Wire in the blood)

Flyvning 2 (Zürich – Frankfurt)

d20ebdee-64a7-4acb-a564-a4870e7b4ad5

Afgangstidspunkt: Gone baby gone

Indflyvning: Stormfulde højder!

Forsinkelse: Omstigning til Paris (hvis vi ikke skynder os misser vi næste fly, og HVEM VED hvor vi så ender??!)

Mentaltilstand: F%!?@!?“6%!”&@€ (Lost in Translation)

Flyvning 3 (Frankfurt – København) 

aa8c18cf-c0c4-4a2d-98d1-54450a86a360

Afgangstidspunkt: Dommedag nu (forsinket for 3.gang)

Indflyvning: Borte med blæsten (men i det mindste hjemme)

Forsinkelse: Helt sikkert… Måske

Mentaltilstand: Wonder woman (hvem giver mig en medalje for at have overlevet det her??)

Da vi langt om længe landede i Kastrup lufthavn, følte jeg at vi havde været undervejs i flere uger og havde fløjet i mindst halvtreds fallerede flyvemaskiner. Jeg kiggede bælgøjet på mine forældre, og tænkte:

“Ej, fandme nej, om sådan en dejlig ferie skal ende på sådan en nedern måde!”

Og foreslog, at vi tog hjem og spiste hos dem og fik afsluttet ferien med manér.
Vi var heldigvis enige om, at vi skulle være flere om at bestemme, om denne dag skulle være præget af nedtur.

Og så gik vi hjem, og alt var ren harmoni.

Indtil jeg ville aflevere de ting, jeg havde haft i min kuffert til mine forældre.
Jeg åbnede min blå eventyrer og blev mødt af en grøn røgsky.
Hvad jeg havde taget med hjem, var åbenbart insektgift.
I pulverform.
Engang var det samlet i en æske.
Nu havde det istedet transformeret sig til at sætte farve på min tilværelse.
Her taler vi nærmere bestemt: mit tøj, min tandbørste, mine kontaktlinser, min tegneblok og mit elskede grønlandske penalhus.

Jeg blev næsten lige så grøn i hovedet som insektmidlet, da jeg plettet fiskede et tandbørstehoved – som jeg aldrig mere vil putte i munden – frem fra den grønblå pulverplanet, som min kuffert var blevet til.

Jeg gjorde som et hvert barn – uanset alder – ville gøre i samme situation.
Jeg bøvede:

“Øh… Mo-ar…?”

Og mens panikken spredte sig blandt mine forældre og debatter om hvordan grønt pulver var kommet ud af æsken, og hvem der havde besluttet at den skulle med hjem, og om hvem der kunne holde katten væk indtil vi var færdige med den yderst kontaminerede kuffert, sluttede jeg den filmiske dag af med at citere en bogtitel:

“En dag vil vi grine af det”

690b36c9-9948-49dc-aaa9-b7dbdbcb2f29

 


Går det også galt, når du skal ud at flyve?
Hvad er din værste rejsebommert?
Bliver sælskindspenalhuse nogensinde sig selv, når de først er blevet grønne?

Følg hverdagens grøntoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er som altid
Sortpahvidt

   

Mit arbejdsløse eventyr #5 Er det slut nu?

Forleden skulle jeg på apoteket for at proviantere lidt insulin før afgang til min “halvgræske” fødeø, Korfu.

Det tænkte jeg ikke noget særligt over. Jeg entrerede det aflange lokale med den lange række af betjeningsdiske.
Jeg skar hjemmevant gennem lokalet og trak bippende et nummer i den lille stander.
Først da jeg stod afventende med den tynde papirseddel i hånden, kom jeg til at tænke på, hvordan det var gået, da jeg havde været her for at hente insulin i september…

Jeg kom ind på apoteket og gjorde på sin vis præcis det samme.
Der var bare den forskel, at jeg havde skulle trække mig selv op fra sokkeholderne for at cykle de 500 meter hertil.
Jeg følte mig ikke bare træt, men nærmest afkræftet, mens jeg trippende ventede på at blive kaldt til kassen.
Oppe ved disken sank energiniveauet yderligere et par grader, da medarbejderen på den anden side af den mørke træplade proklamerede, at jeg altså havde opbrugt min recept, da jeg hentede insulin sidst.
Jeg sendte hende et langt, tomt blik. Hvorfor var jeg ikke blevet oplyst om det, da jeg hentede insulin sidst?
Hun trak beklagende på skuldrene. Kunne jeg ikke bare ringe til Steno én af dagene og få recepten fornyet?, ville hun vide.
Og jo, det kunne jeg måske godt, men jeg var her jo nu – jeg kunne faktisk ikke rigtig overskue at skulle komme igen. Og telefontiden til de almindelige numre ud til Steno var også lukket for i dag.
Alt dette tænkte jeg inde i mig selv, mens jeg sukkede
“Jooooeh…”
“Ved du hvad,” kvikkede ekspedienten så alligevel op.
“Jeg kan også lige prøve at ringe til dem”
Det ville tage ti minutters tid og hun bad mig om at vente og trak sig tilbage til en fastnettelefon.
Jeg gik lidt rundt og kiggede fraværende på de snorlige reoler, der lovede at være mig behjælpelig med en kur på alt fra neglesvamp og D-vitaminmangel til sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.
Da jeg kiggede op igen, havde en anden kunde henvendt sig til “min” ekspedient, og eftersom min sagesløse vandring havde vækket min svimmelhed, tog jeg plads i en stol langs væggen.
I vanens magt trak jeg telefonen frem, og bad instagram om at hjælpe mig af med min kedsomhed.

Desværre gik der kun kort tid, før jeg måtte sande – som jeg havde gjort det mange gange før -, at den gentagende scrollen op og ned på skærmen, i endnu højere grad triggede min svimmelhed.
Mit hoved havde svært ved at finde vater i lokalet. Telefonen stod stille, men skærmbilledet ikke gjorde. Hvad var hvad? Gulvet under mig syntes at vugge som en jolle på en klukkende sø. Lokalet syntes med ét iltfattig og en smule beklumret.
Jeg endte med at lægge telefonen væk, fokusere på et roligt åndedræt og genne mig ind i mine egne – helt lige – tanker. Jeg formanede mig selv, at gulvet var roligt og lige og mine lunger lige så rummelige og funktionsdygtige som de altid havde været.
Således opslugt af tanker og med fokus på de snorlige hylder bag diskene, blev jeg pludselig forstyrret af en stemme, der talte overdrevent langsomt.

“Heeeeeeeeej”

image

Jeg vendte mig mod lyden og blev helt forskrækket over, at én person stod overraskende tæt på mig og bøjede sig som et langt siv ned i min retning, ligesom når en voksen taler til et barn.
Han fortsatte med at tale langsomt, nærmest drævende med indlagte lidt for lange pauser:

“Er der nooogen, der hjælper diiiig?”

Han lød faktisk lidt som en mindre bemidlet.

“Det er baaare: Du har siddet her meget lææænge.”

Så fik jeg øje på hans navneskilt, og forstod, at han simpelthen arbejdede på apoteket – og at den mindre bemidlede tilsyneladende var mig!

“Ja,” kvækkede jeg, men kunne ikke overskue den forlegne akavede konsekvens, ved at forklare ham, at jeg altså var ganske normal begavet.

“Din kollega derovre er ved at hjælpe mig”
Jeg nikkede over mod kvinden fra tidligere, der lige var ved at runde en ekspedition af. Nu kunne han vel også høre, at selvom jeg måske så bleg og forfløjet ud, så var jeg altså ikke helt fra den.

“Trine?” Pegede han.
“… Hende der øh….?” Han tog sig op til sine øjne og lignede én, der først ville til at kendetegne Trine ud fra hendes skrå asiatiske øjne, men så tog sig i det og i sidste øjeblik rettede det til:
“… Har briller?” Og lavede det internationale brilletegn på sig selv.

“Ja, hende” Bekræftede jeg.

Så gik han over til Trine, som måske/måske ikke – bekræftede, at jeg ikke var en forvirret fremmed, der havde forhutlet sig ind på apoteket og havde slået rod.
Jeg fik i hvert fald min insulin og så kunne jeg da gå hjem.

Da jeg stod på apoteket denne aprilformiddag for en uges tid siden, skænkede jeg ikke svimmelheden en eneste tanke. Jeg havde heller ikke skullet skænde på mig selv, for at komme ud af døren og derhen.
Og jeg tror ikke, at noget personale frygtede for min mentale kompabilitet.
Jeg lignede formentligt alle de andre – både dem med neglesvamp, D-vitaminmangel, sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.

Jeg kom til at tænke på, hvor meget der så alligevel har ændret sig. Også selvom jeg til tider synes, at der er sket lige lovligt lidt i min tilværelse siden jeg sagde op i december.
Også jeg så sad hernede på smukke, stille Korfu, gik noget nyt op for mig:

Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere.

Ikke affødt af jeg tager vagter på fødegangen, men mere fordi jeg ikke føler mig helt så… Håbløs, længere.
Jeg føler mig stadig rodløs, til tider decideret desorienteret, men det afgrundsybe, sorte hul, som på et tidspunkt var det eneste jeg kunne se, når jeg prøvede at forestille mig min fremtid… Dét er væk.
Ikke afløst af noget håndfast, men det er også okay.

Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere. Jeg kan stadig gøre nytte.
Jeg føler mig faktisk håbefuld.

Så jeg spørger mig selv:
Er det arbejdsløse eventyr slut nu?
Skal det have et nyt navn eller kommer følelsen tilbage?
Og skal navnet ændres, så er spørgsmålet bare; til hvad?

 

Se så mange ord havde apotekeren fra september nok ikke lige regnet med at jeg kunne sætte sammen!


Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Tak fordi du læser med!

   

10 livsanskuelser jeg ikke helt forstår

image

Jovist, det er godt nok mine egne livsanskuelser, men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg forstår dem.
Man forstår jo ikke altid sig selv, vel?
For at være ærlig er der masser af tid, hvor jeg slet ikke forstår mig selv.
Det slog mig i hvert fald, at selvom jeg på ingen måde er blevet prakket nedenstående tanker på, så ser jeg dem både som mærkelige – men også som en form for universelle sandheder:

10) Jeg er mere “tilstede” når jeg har kontaktlinser på. (Frem for briller, that is. Hvis jeg ikke har nogen af delene på, er jeg decideret ikke tilstede)

9) Tirsdag og torsdag er fede dage. Mandag og onsdag er bare “meh”.

8) Man hygger sig bare bedre, hvis man har et tæppe på. (Medmindre man er på solferie. Så hygger man sig bare bedre, hvis man har solbriller på)

7) Livet er en musical – og DU er hovedpersonen, så hvorfor sige det, hvis du kan synge det? (Det her er virkelig min hjernes mest ubevidste og brugte måde at få mig til at fremstå som en idiot.)

6) Det er virkelig tidsspilde at gå i bad. Diskutér nødvendigheden dagligt og længe med dig selv

5) Det er virkelig ubehageligt og unødvendigt at forlade brusebadet. Diskutér dette dagligt og længe med dig selv (Forresten: hvorfor tænker man bedst i badet?)

4) Du behøver ikke skrive det ned, det er god træning for hjernen og du kan sagtens huske det (men det kan man jo for helvede ikke!?)

3) Klokken 19 om sommeren ligger verden åben for alt hvad du måtte finde på. Klokken 19 om vinteren har dagen været slut i tre timer.

2) Hvis SKAT siger det, må det være sandt (notat til mig selv: IKKE NØDVENDIGVIS!)

1) Hvis du følger dit hjerte, kan du ikke fare vild (med mindre dit hjerte hele tiden skifter mening – og fx vild have take-out når I lige var blevet enige om grøntsagsstænger)


Hvilke livsanskuelser har du som du ikke helt forstår?
Har de nogensinde fået dig i knibe?
Jeg er for eksempel engang kommet til at lave en aftale med hele tre forskellige mennesker på den samme dag og tid – jævnfør min livsanskuelse nummer 4…

Følg hverdagens gråtoner – hvis du lyster – sort på hvidt på FACEBOOK, INSTA, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

   

Bedst som du tror, at du er blevet voksen…

I går var det fredag aften, og ude fra mit badeværelse kunne jeg gennem væggen høre min nabo fløjte nogle udefinerbare toner.
I mine egne højtalere sang Fergie at “Big Girls Don’t Cry”, og det synes jeg egentlig er lidt irriterende.
Ikke nok med at jeg rent teknisk aldrig bliver en stor pige med mine vertikale 154,5 centimeter – så bliver jeg det heller aldrig ud fra Fergies  definition.

Når nu jeg tænker over det, så er det faktisk som om jeg græder mere nu, end da jeg var barn?

Jeg har tænkt meget over det der med, hvornår man så reelt er voksen. Da jeg var barn, syntes jeg, at det var folk, der ikke længere gik i skole.
Da jeg var teenager, var det folk, der havde børn.
Da jeg var tyve, var det folk, der kunne klare sig selv.
Nu synes jeg bare, at det er sådan noget, folk rundt omrking mig bliver, mens jeg kigger på.

Jeg kigger på min tumulttilværelse og tænker.
Der var fandme ikke var nogen der sagde, at man kunne vokse op og gøre alt dét, der forventes af én og så sidde som 28-årig med en mellemlang uddannelse, lejlighed og tidligere fast arbejde og ikke længere ane, hvor man er på vej hen i livet eller hvorfor.

Så prøver jeg at gribe mig selv i nakken og ruske blidt. Ja, ja, tumult er måske alligevel en del af at blive voksen. At mærke ansvaret tynge og være bevidst nok til at tage det alvorligt – men også være voksen nok til at tage sig selv seriøst, og sætte tilværelsen før tilsyneladelsen.

Og hvis jeg nu skulle lave min helt egen voksenliste, så ville jeg putte følgende på den:

– du spiser (oftest) ikke kage til morgenmad, selvom du har lyst

– du synes tegnefilm larmer og var meget bedre da du var barn

– du har overtræk, som du må håndtere på egen hånd

– dit overtræk skyldes (oftest) ikke en tåget bytur med kulørte shots og en helt vild sjov og lidt shady fyr, de kalder Crazy Kalle.

– du kan ikke længere gå på arbejde efter ovennævnte bytur, men må bruge to døgn på at overveje, om det er sådan her du skal dø

– du bliver glad derinde i maven, når du udskifter den misfarvede og flade opvaskesvamp med en ny, fast én

– du støder ind i noget virkelig ulækkert og kalder på en voksen til at tage sig af det. Du finder ud af, at dén voksne er dig. 

– du kan vente med at græde til et tidspunkt, der ligesom passer bedre 

– du må selv bestemme, hvornår du drikker rødvin

– du dør ikke, fordi du er overladt til dig selv i mere end 72 timer. Det er måske faktisk lidt en treat.

Og altså, ud fra dén liste syntes jeg faktisk, at det gik ret godt, og at jeg måske alligevel er mit liv voksent.
Indtil jeg åbnede min årsopgørelse, that is.

Jeg regnede med at have en smule der skulle betales fra Grønlandseventyret. Herregud, måske endda 15 af de store.

At der stod et stort, fedt, knaldrødt treogfyrretusind hev derfor stolen gevaldigt væk under mig!
Jeg havde det som om jeg lige var sprunget ud fra ti-meter vippen og dér midt i luften fandt ud af, at bassinet under mig var tomt.
Eller  fyldt med taranteller.
Og ild.
Og skat.

Der er ikke noget, der kan gøre mig så bange som skat. Intet. Vil hellere genopleve denne aften, end at redegøre for alle de uforståelige og mystiske rubrikker derinde!

Jeg så alle fremtidsplanerne (okay,  fremtidsgisningerne) glide mig af hænde som sand mellem fingrene. Så mig blive mærket med sort tusch i panden og for evigt skulle gå rundt med ordene

INDBILDSK TABER

… Og jeg gjorde det eneste, jeg kunne.
Jeg trak det tungeste skyts, jeg kender.
Jeg ringede til moar.

image

Fuck det.
Så kan det godt være, at jeg ikke er ægte jeg-ordner-lige-mine-hylder-i-vater-voksen, men det lever jeg med.

Mutter 911 forklarede mig desuden i små letfordøjelige bidder, at der var en fejl i min årsopgørelse.

Så nu skal jeg bare ringe til skat og få trådene redt ud.
Puha.

Jeg ville ønske, at det var socialt acceptabelt at mødre ringede til skat på deres forvoksne døtres vegne!

 


 

Er du også bange for skat eller findes der virkelig noget, der er endnu mere uhyggeligt i din verden?

Hvis jeg opdager noget – så giver jeg lyd!

Følg hele hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

Og mange dage mere voksen end i dag.