DIY: lækker søndagsmiddag

Jeg ved godt, at jeg nogle gange har givet indtryk af, at jeg ikke er sådan særligt habil i et køkken.
Det vil jeg godt skynde mig at rette op på, for skønt det der bagværk altid driller mig, så kan du altså roligt komme hjem til mig til middag, for det salte køkken – det har jeg helt styr på.

Derfor vil jeg også indvie jer i én af mine livretter på en kold og bidende søndag som i går, hvor jeg virkelig havde lyst til at kredse om mig selv. Vil du gøre mig kunsten efter, så følg blot denne nemme fremgangsmåde:

1) Tag ud at handle og vær FULDKOMMEN uinspireret. Efterhånden som du baner dig ned gennem gangene med konserves og kattemad, kommer du i tanke om, at du endelig huskede at købe sød chilipulver sidst du var i Tiger – du mærker nu en spirende lyst til en god, gedigen paprikagryderet. Du tæsker tomatpure og des lige i kurven.

2) i grøntafdelingen tager du: en pose løg, gulerødder og nogle snittede rodfrugter, der er på tilbud, fordi de kun kan holde sig til i morgen. (Jaja, man må gerne være både nærig og doven selvom man spiser grøntsager)

3) I mejeriafdelingen tager du: en cremefine og en letmælk

4) I kødafdelingen holder du fest og griber fluks: svinekoteletter, bacon og cocktailpølser. (Alle ved at kød er dagens vigtigste måltid)

5) bliv enig med dig selv om, at du ikke mangler andet.

6) betal og gå hjem

7) kom til at tænde for fjernsynet og glem at lave mad indtil maven brøler sine ko-i-brunst-brøl

8) skynd dig dog ud og lav mad!

9) start med at svitse baconstykkerne i sautegryden

10) hak løg og hvidløg og lad det joine baconen

11) skær koteletterne ud i mundrette stykker og så *vupti!* ned i gryden med dem

12) svits herlighederne med paprika + røget paprika, salt, godt med peber og… Ikke andet?

13) virkelig ikke andre krydderier?

14) DEN SØDE CHILI FOR HELVEDE! Det er jo hele grunden til at du laver den her forbandende gryderet!

15) find den nye søde chilipulver og put en passende mængde i retten. Det er ikke stærkt, men giver lige sådan et fint touch sammen med de andre krydderier. Du har lavet retten tusind gange før og kan allerede mærke tænderne løbe i vand.
Så så man dig, gourmanden!

16) tilsæt hakkede tomater, tomatpure og cremefine

17) så er det tid til de snittede grøntsager – off you go!

18) Undr dig over, hvad fanden der lugter sådan? Kan du have overset at der ligger et hengemt lig og rådner et sted i køkkenet?

19) Lugt til den tomme grøntsagspose

20) AFSTÅ FRA AT KASTE OP I LÅRTYKKE STRÅLER!

21) HVAD FANDEN VENTER DU PÅ? DU HAR LIGE FORGIFTET HELE DIN GRYDERET MED SELVDØDE GRØNTSAGER FRA ENGANG I DET FORRIGE ÅRTUSIND!
RED DIN GRYDERET! FÅ GRØNTSAGERNE V Æ K !

21) Find mere eller mindre brugbare redskaber til at fiske grøntsager op med. Glæd dig over, at du i det mindste ikke havde nå at røre rundt i gryden.

22) Tænk lortegryderet en to-tre hundrede gange de cirka 7 minutter det tager at fiske ALLE grøntsager ud ad gryden. Brænd dig gerne et par gange.

23) Smid cocktailpølserne i

24) vent et passende antal minutter på at retten simrer færdigt, mens maven rumler fuldkommen hysterisk. Alt mere end 3 minutter må være ødsel.

25) opdag, at du ikke har noget blomkål til at lave blomkålsris. Du får med andre ord ret mange proteiner i dag.

26) Øs en god portion op til dig og den skrigende mave og sæt dig til bords.

27) nyd din mad

image image image image image image

27) nyd din mad

27) overvej at sagsøge Tiger for at have ændret på blandingsforholdene i “den søde” chilipulver. Overvej også, om det er muligt at leve uden læber, tunge og gane – det bliver du muligvis nødt til.

28) Indse at det den her ret er så usandsynligt stærk, at der ikke findes fløde nok i hele verden til at redde den.

29) smid lortet ud, mens din mund og mave ser til og græder af hver sin årsag

30) gå så for satan ind på JustEat

31) erkend det paradoksale i, at du takkede nej til middagsinvitation hos dine forældre med ordene “jeg vil gerne hjem og lave mad”

32) Overvej hvad du har gjort karma.

33) Overvej kraftigt at bede JustEat-manden gifte sig med dig, når han ringer på. Sværg på, at det er tætteste du nogensinde har været på at opleve kærlighed ved første blik.

34) Afstå alligevel fra giftemål. Spis din mad og find ud af, hvem i alverden der gravede de rodfrugter op og fandt på at kalde dén blanding sød.

35) planlæg sød, sød hævn (du er jo arbejdsløs)


 

Hvis ikke kan få nok af hverdagens gråtoner, så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt

 

   

Er din underbevidsthed også et røvhul?

Jeg siger ikke, at min underbevidsthed er utålmodig, mens jeg prøver at finde ud af, hvordan mit arbejdsliv skal se ud på længere sigt.

image

Jeg siger bare, at den er blevet lige lovligt løssluppen på det sidsteimage

Faktisk, virkelig meget løssluppenimage

Suk.
ALT for løssluppen.

Underbevidstheden kan virkelig være et røvhul nogle gange!

 


 

Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.
Navnet er som altid
Sortpahvidt

Og sig mig så;
Er din underbevidsthed også et røvhul nogle gange?

Tænkte tanker #22

Gammel vin på gamle flasker, I know, men helt ærligt: hvem kan ikke lige overskue en omgang tænkte tanker på sådan en gråtåget fredag eftermiddag?

image

Så here goes:

– hvorfor går alle mine tanker væk, når jeg går i gang med de her indlæg?

– det er bare PUF! og så er der rungende tomt derinde, hvor hjernen plejede at være.

– og hvorfor er min skridtmåler på mobilen så upålidelig? Den ene dag er jeg gået 8.434 skridt på 3,9 kilometer – den anden dag er jeg gået det samme antal skridt på 6,4 kilometer. Er det muligt, at jeg tager meeeget lange skridt nogle dage???

– har muligvis tømt podcast-appen for ordentlige podcast at lytte til.

– andre end mig, der bare virkelig godt kunne drikke sig rundtosset i bobler?

– har lyst til at råbe til naboerne, at youmusic står på shuffle, når jeg pludselig midt i badet får slynget SKURKENE I RAMASJANG  ud for fuld gadaffi. Man bliver tilsyneladende straffet længe for at spille den slags for nevøen.

– glæder mig absurd meget til at kor starter op igen.

– alvorligt talt; nu har både min Shoppelyst og Kærestekikkert sovet i snart flere år, og nu hvor jeg er arbejdsløs, beslutter de begge sig for at vågne igen?! FØK AF for fanden – jeg har egentlig ting nok at fundere over. Og Tinder er jo et selvmål af dimensioner!

– det er formentligt et dårligt tegn, når du viser din far et billede af dig selv, fra for 4 år siden da du blev uddannet jordemoder, og han resolut udbryder: “NEJ!! Hvor var du tynd!”

– ny leveregel: der er altid en grund til at købe blomster. Det er derfor jeg nu svarer “ja”, når blomsterbinderen spørger om det er en gave, hvortil jeg i hovedet tilføjer “til mig selv”

– er man egentlig for gammel med for mange æggestokke til at købe en ps4, når man er en enlig 27-årig kvinde. Som for øvrigt ikke har et fast arbejde?

– det gode ved at være uden fast arbejde, er at jeg er begyndt at tage hjem til mine forældre.  Når de ikke er hjemme. De har pejs. Og karbad. Og mad.

– mon folk kan lide dig mindre, når du er arbejdsløs?

– når du prøver at holde masken over for ekspedienten i Stelling, når du havde taget en pakke tuscher uden prismærke og sjusset dig frem til at de måtte koste et par hundrede kroner. Og knøsen siger “det bliver 514 kroner” så skal der fandme bruges grå tusch!

– når jeg lukker øjnene om aftenen, kan jeg  ofte se et barnehoved lige et par veer før det bliver født. Så bliver jeg helt varm i maven. Sådan ved du, at du ikke er helt færdig med at være jordemoder.

– mon folk egentlig dømmer dig som loco, når du siger den slags højt?

– og STADIG ikke helt ved, hvor dit liv er på vej hen??

– Anyways, jeg sætter mig hen til mine grå tuscher.

følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og SNAPPEN.

Navnet er som altid sortpahvidt

   

Mit arbejdsløse eventyr #3 Eline i vildmarken

Nåh, men når jeg ikke vandrer hvileløst rundt på Amager i min søgen på en rolig åbenbaring, så skal jeg jo også lave noget.

Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg skulle nå meget, når jeg ikke havde fast arbejde. I ved; sådan rigtigt mærke mig selv I know, klicheklokkerne kimer! Vi taler yoga, kurser, oprydning, tegning, skrivning og et cetera.

Men, jeg kan sgu ikke rigtig finde den; roen til at gøre noget rigtigt ved noget af det ovenstående.
Det kræver tilsyneladende meget underbevidst og ikke-jagende arbejde at finde sin vej.
Har til gengæld fundet roen et helt andet sted:

Jeg er blevet helt tosset med at se Alene i vildmarken (!?!!)

Jep, jeg har set alle afsnittene i både den nye og første sæson.
Og jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet så grebet af det, for da Gud delte friluftsinteresser ud, gav h*n mig i stedet en seriøs portion magelighed. For at sige det lige ud: jeg holder hellere en picnic indendørs ved et bord med dug, maden sirligt serveret og med ordentlige forhold til at komme af med dét, der kommer indenbords. Ja, det er vel ret beset et cafebesøg, når nu jeg tænker mig om.

Anyways…  når jeg sidder og ser Alene i vildmarken, så forestiller jeg mig, at det slet ikke er sådan. At jeg blev sat af på én af de der norske strandstrækninger med en proppet rygsæk og et håndholdt kamera eller to.
Ja, ja; vi ignorerer lige den lillebitte detalje at jeg har diabetes og leger med i tankeeksperimentet.
Her er hvordan jeg tror, at min version af Alene/Eline i vildmarken ville forløbe:

DAG 1:

Jeg bliver sat i land i regn og stiv kuling. Det regner jo altid i Norge – er der ikke nogen, der har fortalt deltagerne det?
Jeg stirrer stift ind i mit regndråbeplettede kamera og forkynder, at jeg er så nervøs, at jeg allerede skal tisse. Nervøs blære er ikke en guddommelig gave i naturen. Jeg siger, at jeg tror, at jeg kan holde mig (en ti-femten dage).
Mit hår er formentligt allerede fedtet.

Klip

Jeg trasker rundt og leder efter et sted at slå mit shelter op. Endnu et stift blik ind i kameraet:
“DER ER JO VÅDT OVERALT!”
Vælger med stor sandsynlighed et virkelig råddent sted og kaster mig ud i virkelig rådden shelter-opslånings-teknik. Fantasien rækker kun til noget der ligner en telt-form. Altså, finde et sted, hvor jeg kan sætte en birkestamme op mellem to træer og derefter kaste presseningen over.  Er muligvis for lav til overhovedet at kunne nå op til nogen af træernes tykkere grene.
Burde i virkeligheden lave jordhule.
Er det ikke sådan noget hobbitter gør?

Klip

Presseningen flagrer rundt en halv meter over jorden med mine våde, krøllede ting indenunder. Jeg forestiller mig en tvivlsom opsats med grene og sten. Dejlig base at kalde hjem.
Jeg kæmper mig gennem moselignende skovbund, mens jeg ind i kameraet fortæller om min snarrådighed: samler masser af birkebark til at tænde op med og tørrer det i mine lommer. Sveder utvivlsomt, mens jeg begiver mig ned mod stranden for at samle brænde og sætte net op. Det bliver helt sikkert snart mørkt.
Jeg gætter på, at jeg allerede er sulten på det her tidspunkt.
Nyder at tale ind i kameraet. Ingen til at sige mig imod.
Proklamerer, at jeg er virkelig god til at være alene i mit eget selskab. Forkæler muligvis seerne og mig selv med en lille Disney-sang. Klarer overstemmer og mellemspil selv.
Det lyder pissegodt. 

Klip

Jeg står ude i vandet med begge gummistøvler oversvømmet og fiskenettet viklet ind i arme og ben. Råber noget så sofistikeret som:

FUUUUUUUUUUCK!

Klip

I “shelteret”. Ligger på maven og snakker til kameraet. Der er for lavt til at sidde op. Det begynder at blive mørkt udenfor.
Jeg siger noget a la:
“Det gode er, at jeg har samlet absurd meget birkebark og brænde. Jeg er nemlig en notorisk frossenpind. Det dårlige er, at jeg overhovedet ikke evner at tænde op med det.”
kigger over på bunken af brænde.
“Jeg fandt en kæmpe edderkop under én af stenene. Jeg skyndte mig at slå den med min våde gummistøvle. Men jeg ved ikke om jeg ramte den, så nu tør jeg ikke at tage gummestøvlen på igen. Jeg tror bare, at jeg går i seng nu. Godnat”

Sort

DAG 2

Morgen. Fortsat maveliggende snak til kamera. Hår klistrer ind til ansigtet og mine kontaktlinser klistrer tydeligvis helt ind til nethinderne, for hver gang jeg blinker, spærrer jeg lige øjnene op en ekstra gang, for at få linserne til at reagere. Giver mig sådan et dejligt, ikke-bekymrende crazy-look.
“Jeg har sovet ad helvedes til i nat. Jeg har frosset. Jeg har åbenbart også ligget oven på den her” Hiver én af mine støvler frem.
Et ærligt gæt vil være, at shelteret også er bundvåd nu. 

Klip

Nede ved vandet. Forkynder, at jeg savner nogen at tale med. Eller som i det mindste kunne give mig nogle gode overlevelsesfif.
Fortæller, hvor vigtigt det er, at jeg får fanget fisk i dag.
Får fanget to fisk, som sikkert er syge.
Kommer til at tænke på, at jeg faktisk slet ikke kan lide fisk.
Med mindre det er sushi eller paneret fiskefilet.
Det trækker formentligt nogle dage fra min overlevelse herude…

Klip

Kigger ind i kameraet.
“HVAD FØK LAVER JEG HERUDE? DET VAR OGSÅ BARE FORDI JEG SKULLE FINDE MIG FØKING SELV. GUESS WHAT – HUN ER IKKE HER!”

Klip

Klar til at tage hjem.
Fortæller hvor stor en oplevelse det har været. Hvor godt jeg kender mig selv nu.

image

Vidste for eksempel ikke, at man kunne tale med et dødt egern i mangel af bedre.

SORT.


Hvordan ville din medvirken i Alene i vildmarken se ud?
Hvor mange dage ville du overleve?
Og hvilket reality show ville du selv medvirke i? Jeg har jo allerede været igennem Den store Bagedyst og diverse, så vi må se hvor fantasien tager mig hen næste gang…

Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt

Mit arbejdsløse eventyr #2

Eller som indlægget også kunne hedde:

“hvad laver du egentlig?”

For det er der godt nok mange, der har spurgt mig om – heriblandt mig selv.

December gik med småjobs af den ene og anden slags – og var lige pludselig bare overstået.

 

Det blev nytår og januar og jeg følte straks, at nu var der et nyt hul at udfylde.
Jeg savner mit arbejde.
Jeg drømmer om fødsler (bogstaveligt talt: har i drømme både forløst fødende på Kastrupvej og taget imod en kvinde, der bristede ved navlen og derefter kvitterede syv moderkager??!).
Det er på en måde dejligt (ok, måske ikke det helt rigtige ord) og bekræftende, for efter jeg sagde op, har jeg haft en følelse af, at alt var til diskussion og intet stod mejslet i sten.

Skulle jeg overhovedet fortsætte med at være jordemoder?
Der er så meget, jeg gerne vil – men jeg kan simpelthen ikke mærke, hvad jeg helst vil.
Jeg har kigget mig i spejlet og taget sigte på mit bryst og spurgt mit hjerte, hvad det er det banker mest for.
Og det har bare trukket på skuldrene og banket stille.

Og så forleden dag gik noget op for mig.
Jeg var ude at gå en tur, for jeg har formanet mig selv, at jeg skal have mindst en times frisk luft hver dag.
Jeg gik og lyttede til en podcast, mens Endomondo holdt styr på, hvor langt jeg fik begivet mig rundt.
Jævnligt tog jeg mobilen frem og tjekkede min rute. Havde jeg kun gået x kilometer på x minutter? Dét måtte jeg kunne gøre hurtigere! Længere skridt – man skal da mindst gå 5 kilometer på en time, ikk’? Er det ikke dét, der er normalt, hva’?
Så gik jeg faktisk helt i stå.
Hvad fanden lavede jeg?
Hvordan syntes jeg egentlig selv det gik med at gå?
Hvem konkurrerede jeg med – og hvorfor skulle det gå så stærkt?
Hvad nyttede det, at jeg havde ordineret mig selv en times frisk luft og ro, når jeg bare gjorde dét jeg hele tiden havde gjort mod mig selv – krævet noget og hele tiden krævet mere?
Jeg var for fanden ikke med i De Korte Bens KapGang Amager Rundt, vel?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, at så snart jeg fik mere tid, ville det automatisk også give mig mere ro – for det er tydeligvis noget jeg skal arbejde med oppe i mit hoved.
Så jeg er holdt op.
Ikke med at gå. (For nu går jeg faktisk. Rundt og her og der og jeg nyder det.)
Men jeg er holdt op med at tjekke telefonen.
Holdt op med at føle at jeg skal præstere noget.
Jeg spørger ikke længere hjertet, hvad det banker mest for.
I begge henseender er jeg begyndt at sige ting til mig selv:

Du når det det nok

Og så må jeg jo vandre Amager flad indtil jeg finder ud af præcis, hvad der skal ske og hvornår.

Og så tog jeg forresten en impulsvagt på Hvidovre forleden dag. Jeg måtte ud at købe nye sko, for de gamle var så lodne, da jeg stoppede, at jeg bare smed dem i skraldespanden.
Men udover fodtøjet lignede det hele jo sig selv. Og det var skønt at se kollegerne igen, det var dejligt at stå på en fødestue og jeg havde heldigvis ikke glemt, hvor børnene kom ud henne.

Jeg endte til en hjemmefødsel og tænk; skæbnen ville at jeg mødte op hos en familie, hvor jeg også havde taget imod deres første barn! Chancen for at det skulle ske, måtte have været noget lig nul.
Men dér på deres bord lå deres gamle journal med mine spæde jordemodernotater.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge på de papirer, hvor jeg sirligt havde underskrevet hvert et lille notat. Jeg tænkte på den unge jordemoder, der havde siddet en nattetime og skrevet dem og hvor meget hun havde i vente. Sendte hende en kærlig og opmuntrende tanke. Hun var så stolt over hvad hun havde opnået og samtidig usikker på alt det nye i arbejdslivet.
Faktisk ret meget ligesom jeg har det lige nu.
Jeg følte på en måde at ringen var sluttet – og følte (omend det er fjollet) at det var et tegn fra både det ukendte og mit gamle selv, der lovede mig, at hele nok skulle, ja…
.

image

Og ellers er der som sagt altid Netto.


Læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Jeg er en voksen, selvstændig kvinde MEN…

image

Jeg var 21 år, da jeg flyttede hjemmefra.
Jeg syntes selv, at jeg sådan ret sent ude, men følte mig derfor desto mere sikker på, at hverdagens skærmysler som eneboer – dem skulle jeg nok klare!

Herregud, jeg havde haft en ugentlig maddag siden jeg var 12, jeg havde ikke sovet over mig siden jeg var 10 (ja, det ændrede sig  jo desværre…) og jeg var et rent barn, da min mor skulle arbejde en lørdag formiddag og derfor informerede mig om, at jeg ikke måtte forstyrre hende, hvortil jeg kom med denne rimeligt selvsikre kongekommentar:

“Mor, jeg er ni år. Jeg har mit eget liv.”

Så eftersom jeg jo havde haft mit eget liv i ikke mindre end 12 år før jeg flyttede hjemmefra, så kunne jeg jo nok administrere sådan en husholdning, ikk’?
Jeg har i hvert fald boet alene i snart syv år, og det meste af tiden går det helt fint.
Men der er også tidspunkter, hvor det aldrig går helt fint.

Og det er selvfølgelig hver gang jeg er i kontakt med min vicevært.
Værst er det, at jeg altid føler mig sikker på, at jeg må have fat i den lang ende, lige indtil jeg altså kommer til at tale med viceværten om mine udfordringer.

Jeg giver jer hermed – i forkortet version – samtaler med min vicevært

Som fx forleden dag:

Eline (i telefonen):  “Altså, jeg så det der opslag om at ventilationskanalerne skal renses og man derfor skal afmontere udluftning og emhætte. Men nu har jeg pillet risten af emhætten, og det eneste jeg kan se, er sort plastic. Og så pillede jeg den sorte plastic væk – den var forresten hul og raslede – og det eneste jeg kan se nu, er mere sort plastic.”

Vicevært: “Men kan du se nogle rør over din emhætte? Altså, oppe ved loftet. Du skal som udgangspunkt slet ikke fjerne noget inde i emhætten…”

E: “Øh, rør? Næh, det tror jeg ikke…? Skulle de være nemme at se?”

 V: “Øhm, ja. Men måske er din emhætte slet ikke koblet til ventilationskanalerne. Det lyder faktisk mere som om den har et rensende kulfilter med dét du beskriver.”

E: “åh”

V: “Den slags skal forresten skiftes efter 1-2 år.”

E: “Åh. Det er godt. Godt du siger det. Så er jeg kun cirka 5-6 år bagud.”

V: —

E: “Men hvordan afmonterer jeg så udluftningen på badeværelset?”

V: “Det kommer an på… Har du sænket loft?”

E: “Sænket -? bummelum… Måske……….?”

V: “Jeg kommer op”

E: “Nok en god idé”

—-

Eller dengang med det lave vandtryk:

E: “Det er simpelthen så mystisk! Vandtrykket i køkkenhanen er faldet fuldkommen drastisk! Der kommer kun en virkelig sølle stråle, selvom jeg skruer op for fuld kraft.”

V: “Har du renset filteret for nyligt?”

E (rimeligt indigneret):Ja!
(Jeg finder det sært tilfredsstillende at rense vandfiltrene. Please, don’t ask why.) 

V: “Det er bare fordi, man jo lukkede for vandet i forgårs. Det kan godt betyde, at der kommer flere urenheder i filteret, når man tænder for vandet igen.”

E: “Nåh, ok. Jeg kan godt prøve at tømme det igen, men tvivler virkelig på at det er dét.”

E: *Tømmer filteret for hvad der svarer til mængden af sand i et institutionsbarns sko*

E: “… Du behøver ikke at komme op…”

—-

Eller – åh gru! – dengang jeg var faldet på trappen, da jeg næsten lige var flyttet ind. (Nej, alkohol var ikke involveret, tro det eller lad være.)

E (Prustende, mens jeg prøver at holde smerten inden i) : “J-jeg er… Lige… FALDET(!!)… På trappen! Trappevaskeren havde gjort den drivende v-våd. Og jeg så det ikke. Og så… Så G-LED jeg! Tænk, hvis jeg havde været en gammel dame!!” 

(Retfærdighedsvis skal det siges, at jeg altså mødte viceværten ved et tilfælde og ikke direkte opsøgte ham som en forulempet og forarget kvinde. Tværtimod var jeg meget ærgerlig over at han var nede i vaskekælderen. For jeg havde 30 sekunder forinden lige lavet et klask på trappen som var en tegnefilm værdig… Og jeg havde simpelthen så ondt i venstre balde, at jeg hverken kunne rette ryg eller røv ud.)

V: “For Søren da! Det lyder ikke godt. Skete der noget?”

E: “Ja, det kunne da være gået helt galt. Jeg landede så lang (kort) jeg er på trappen og mistede helt pusten og slog min rø.. Ryg!”

V (oprigtigt bekymret): “Åh nej. Hvorhenne på ryggen?”

E(?!!??!): “Åh-Øh. Ohm, sådan helt nederst på ryggen…”

V:  “Jeg har da faktisk sådan nogle varmende aloe vera-prøver liggende. Det skulle være godt mod smerter og muskelømhed. Det kunne sikkert være godt for din ryg.”

E: “(Æh, jeg tvivler)… Måske skal jeg bare have noget koldt på…”

V: “Ej, men vil du ikke i det mindste have nogle prøver med op? Det kan jo ikke skade.”

….

Viceværten spurgte flere gange senere hvordan det stod til med min radbrækkede ryg. Jeg sagde pligtskyldigt, at det gik meget bedre og vil for evigt tage med mig i graven/på bloggen, at jeg havde stået på en skammel for at kunne se min blå røv i spejlet, mens jeg ganske forgæves smurte den ind i brændende aloe vera.
Aloe vera eller ej. Venstre balde lignede, at den havde fået tæv med et baseballbat og frembragte associationer om sortblå-nattehimler i flere uger.

 


Jeg er en voksen, selvstændig kvinde MEN… Så snart jeg skal bevise mit værd som handywoman, sker der altid ét eller andet. Der var også dengang, hvor jeg prøvede at skifte “tuden på min radiator”, indtil viceværten forklarede mig, at det var vandhanen jeg skulle gøre noget ved.

Jeg ved ikke, hvorfor det altid går galt med det der handy-noget. Min far er inkarneret handyman og min søster har da sat hylder op og  egenhændigt hentet et helt køkken i Ikea.
Hvorfor kan jeg ikke slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele? Og hvorfor bliver jeg ved med at bilde mig selv ind, at jeg måske alligevel er handy på én eller anden måde som jeg endnu ikke har opdaget?

Well, indtil dén side åbenbares har jeg da stadig mine vandfiltre.
Måske er det derfor, jeg elsker at rense dem.
Fordi de får mig til at føle, at jeg har udrettet noget handy.

Who knows?

Og i hvert fald er ét sikkert.
Min vicevært er ikke færdig med at have fornøjelse af mig.

 

– Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og fortæl mig så:
Er du en handywoman?
Hvordan bliver man det?
Og taler du så aldrig med din vicevært??

   

Åhr 2017…

Efter knap en måneds tavshed spiser jeg jer nu af med en kliché af et blogindlæg – sorry, er åbenbart blevet dén type menneske.

Men altså, helt ærligt; klichéer er jo blevet klichéer af en grund, så måske et nytårsindlæg ikke er så skidt endda.
Det er måske nærmest sundt, det dér med lige at stoppe op og kigge tilbage. Bare engang i mellem, i hvert fald.

Jeg sidder her for engangs skyld ikke med mascaren hængende ned på venstre kind og tømmermændene hvilende på forissen. Min lejlighed ligner ikke lort (for første gang i december) og jeg tager mig ikke til panden med et for føk, hvordan skal jeg nogensinde blive mentalt forberedt på at tage på arbejde igen? 

2018 starter med andre ord ret anderledes end årene plejer.  Hvilket nok skyldtes, at 2017 heller ikke var et år, der forløb som mine år plejer.

2017 var et år med op- og nedture af de ganske store. Hvis jeg skal være helt ærligt, var en del af dem nedture.
Det kan godt være, at folk applauderede min opsigelse med både mod, rygrad og seriøsitet, men for mig føltes det en stor del af tiden som et nederlag. Som om jeg vendte ryggen til, når jeg burde være blevet.
Nu, hvor det hele er kommet lidt på afstand er jeg dog ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre for mig.
Jeg begynder at se nogle ting ganske klart.

Jeg ved ikke, hvornår svimmelheden præcis opstod, jeg må bare konstatere, at den i 2017 havde været der så længe, at jeg til sidst kun bemærkede den, når den blev virkelig opfindsom. Når jeg måtte læne mig op ad skrivebordet, selvom jeg sad stille, eller når det føltes som om gangene skrånede nedad.
Det var aldrig et problem når jeg var på arbejde – det var kun et problem når jeg ikke arbejdede, og derfor var det svært for mig, at erkende, at roden til svimmelheden nok alligevel var affødt af de samme rammer, hvor så mange børn fødes. Hvor jeg faktisk følte mig hjemme.
Nu har jeg ikke haft fast arbejde i halvanden måned og selvom svimmelheden af og til besøger mig, så er det nu en sjældenhed og ikke en daglig begivenhed.

Jeg må indrømme, at jeg først var skuffet og næsten vred over, at min krop tog sagen i egen hånd. Jeg syntes, at den svigtede mig, den skide egenrådige krop.
Nu kan jeg godt se, at det var mig, der svigtede den.
Så folkens derude; hvis jeres krop kalder, så lyt! Ellers har den virkelig en særpræget menu, den kan sætte sammen!

Heldigvis er der også noget godt ved at skrabe bunden:
Du finder ud af, hvad der betyder noget og at folk heldigvis kan lide dig, selvom du i øjeblikke føler dig som et blad i vinden. Måske endda et ret råddent blad.
Jeg fik masser af opbakning af både den familie, jeg er født ind i og den vennefamilie, jeg selv har samlet om mig.
Og fra jer.
TAK.

Og så må jeg tilføje, at gode råd aldrig er langt væk:

For eksempel spurgte jeg jer på instagram om jeg skulle melde mig til kor på aftenskolen (fordi jeg i virkeligheden SLET ikke turde) og selvfølgelig gjaldede I ja! og fik sendt mig afsted med masser af god energi.
Og hånden på hjertet; de første fire-seks gange, måtte jeg slæbe mig afsted! Overvejede i lange minutter bare at blive væk – ingen ville jo lægge mærke til at jeg manglede – men fandt gang på gang mig selv stå på en skole på Frederiksberg klokken 17.
Når jeg så gik hjem, så var der sket noget. Jeg var fyldt af en sprudlende energi, melodier, der boblede i mit bryst og som straks måtte afspilles på min mobil.
Nu er tirsdag eftermiddag et fast melodiøst holdepunkt og jeg føler mig som en karakter i Italiensk for Begyndere, for folk er så søde og forskellige fra mig selv – men alligevel bindes vi alle sammen af en uforstilt kærlighed til pop.

Hvad der nu skal ske i 2018 er endnu ret uvist.
Det eneste jeg faktisk ved helt sikkert, er at jeg skal gå til kor igen. Er faktisk allerede tilmeldt den nye sæson.

Arbejdsmæssigt tager jeg indtil videre småjobs her og der.
Overvejer at gøre noget mere ud af det kreative – blandt andet at lave illustrationsarbejde på bestilling.
Overvejer også at tilbyde selvstændigt jordemoderarbejde – privat fødselsforberedelse, supplerende jordemoderkonsultationer eller efterfødselssamtaler, hvem ved?

Og så er jeg efterhånden mere og mere sikker på, at jeg vil skrive en bog.

Men mere om det hele i 2018.

– og så vil jeg bare lige sige, at hvis du (ligesom jeg) synes, at der har været lige lovlig meget lort i 2017, så trøster jeg mig altså med, at min forældres have altid har været mest udbytterig, når min far først havde givet den en ordenligt omgang hønselort.

Så, farvel 2017, din stride satan – nu skal 2018 og jeg ud at blafre med vingerne!

img_7960

So long! og tak fordi du stadig er her!


Følg hverdagens gråtoner sort på hvidt på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

 

Mit arbejdsløse eventyr #1

Bum! Så ramte vi 1. december.
Og det betyder, at det nu er helt officielt:

Jeg har ikke noget arbejde.

Tiden fløj afsted som den har det med at gøre, og før jeg fik set mig om, havde jeg faktisk haft min sidste vagt.
Da jeg tog beslutningen om at sige at sige op, forestillede jeg mig, at det ville blive meget tungt at være på fødegangen i min sidste vagt.

Altså; at jeg ville være så dehydreret af gråd, at jeg måtte have anlagt grønt venflon og trække rundt på en liter isotonisk saltvand, som blev udskiftet i en lind strøm.
At jeg ville snotte ned på den nyfødte, og hikste:
JEG KKOMMER TTTTIL AT SAAAVNE DET HEEEER…
I virkeligheden føltes min sidste vagt faktisk mest som alle mulige andre vagter.
Pludselig var den bare slut.
Og det føltes ikke som om jeg ikke kom tilbage igen, når julefrokosten var overstået.
End ikke da jeg tømte mit skab, og smed mine udtrådte sko i skraldespanden.
Jeg tror måske, at det først rigtigt går op for mig, når der er gået lidt tid. Så kan det jo være, at jeg snotter ned i juleteen og hikster til klejnen, at jeg jo savner alle dem fra mit arbejde.

Indtil da nyder jeg det bare.
Har fundet en hidtil ukendt ro i min beslutning, og en tiltro til, at det hele på ét eller plan kommer til at gå op i en højere enhed. At fødegangen ingen vegne løber, hvis jeg vil “hjem” igen, men også, at det faktisk er helt okay – måske endda sundt – at fare en smule vild i livet.
Og indtil jeg ved, hvor min vildfarne vej fører mig hen, så er jeg glad, for alt det jeg tager med mig videre.
Det er pudsigt at tænke på, at min gamle arbejdsplads bringer flest af Danmarks børn til verden, fordi jeg selv har en følelse af, at det var det samme sted, at jeg blev voksen.
Med mine kolleger fik jeg både nogle af mine bedste venskaber og en familie, som jeg oftest så mere til end min egen.
Jeg føler mig rig på livsfortællinger og heldig over, at jeg nåede at opleve så meget.

På fødestue 1 hvor jeg ved mere end én lejlighed har været ved at falde ned i fødekarret
På fødestue 2 hvor jeg i hyggelig belysning og til stille musik har set kvinder tage imod deres børn
På fødestue 3 hvor jeg engang fik en high-five af én af lægerne
På fødestue 4 hvor jeg tog imod et vennepars datter en solskinssøndag
På fødestue 5 hvor en familie engang havde været på storindkøb på McDonalds og på trods af modvillige protester fra undertegnede gav mig en cheeseburger på en meget lang vagt. Aldrig har jeg nydt en cheeseburger så meget!
På fødestue 6 hvor jeg med solen bagende på ryggen har heppet på dansk / engelsk / tysk
På fødestue 7 hvor jeg tog imod mine første tvillinger og svævede hjem fuld af gå-på-mod
På fødestue 8 hvor jeg en martsnat i 2014 tog imod mit allerførste jordemoderbarn – og desuden en smuk februarmorgen i 2016 tog imod endnu et vennepars datter.
På fødestue 9 hvor jeg har haft så mange fine vandfødsler – engang én uden handsker…
På fødestue 11 hvor jeg med noget tøven var med i “Holder Danmark i lige” i 2015. Kamerakvinden og journalisten var dog begge meget søde, musestille og meget rørte.
På fødestue 16 hvor jeg i et fødselsøjeblik desværre kom til at sluge noget fostervand. Og ja, det var grønt.
På fødestue 17 hvor jeg oplevede sådan et godt fødselsarbejde mellem den kommende far og mor.

Og i alle de små hjem i København og særligt på Amager, hvor jeg i paliettemønstrede t-shirts og lidt for korte kjoler har mødt de nyeste beboere – heriblandt min niece, der syntes at smile fra allerførste gang hendes forældre hilste hende velkommen i stearinlysenes skær.

Der er ikke noget, jeg lige nu har lyst til at gøre anderledes – nu skal jeg bare se, hvad vejen bringer.
Måske skal jeg rejse lidt og tage vikariater her og der?
Måske skal jeg til udlandet i en længere periode?
Måske skal jeg simpelthen arbejde i Netto?

image

Og hvem ved… måske en dag vender jeg “hjem” igen.
Eller finder et nyt sted at kalde hjem.


Indtil da kan I følge hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller på SNAPPEN.

Sådan laver du en uforglemmelig kage

*undertitel: 34 lette trin til en overvældende køkkenkreation*

Nuvel, egentlig burde jeg jo nok sige et par ord om, hvordan det var at have min sidste vagt på fødegangen i går. Det må I vente med at høre om. Lad os i stedet dvæle ved min mangel på at lære af mine fejl og i stedet gå en tur i køkkenet.

image

I present to you:

SÅDAN LAVER DU EN UFORGLEMMELIG KAGE

1) Gå i panik over obligatorisk farvel-bagværk. Gå i panik over farvel i det hele taget. Foretag paniske googlesøgninger på let bagværk

2) Kom i tanke om, at Børge (ja, dén Børge!) da faktisk lærte os at lave en let og syndig chokoladekage, som blev bedre af at stå et par dage.

3) Få dit hjem til at ligne tredje verdenskrig hvor den helt nye “overflødigt-lort-du-har-i-hjemmet”-bombe lige er sprunget, mens du leder efter hengemte opskrifter fra aftenskolekurser.

4) Find opskrift.

5) Skriv 12 æg, 700g mørk chokolade og 450g smør på din huskeseddel

6) Tjek om du har noget sukker udover rørsukker. Det har du ikke.

7) Sig til dig selv “jeg husker også lige at købe sukker” og “jeg bliver Danmarks næste mesterbager efter en surprise optræden i Den Store Bagedyst“. Begge dele er lige sandsynligt.

8) Køb ind. Glem at købe sukker. Det var trods alt det eneste du skulle huske.

9) Køb istedet en risalamande.

10) Gå hjem og spis risalamande. Fornægt kommende bageeventyr.

11) Opdag at du ikke har købt sukker. Overbevis dig selv om, at du ikke behøver at købe ind igen. At rørsukker er fint nok. Også selvom du ikke helt har nok. (Dette trin burde tage max 8 sekunder. Max!)

12) Gå i gang med din spirituelle køkkenrejse netop som du også går i gang med at tale i telefon med din veninde. Kald dig selv et multitasker-menneske. Vær opmærksom på at du lyver for dig selv.

13) Begynd dit eventyr med at varme ovnen til 160 grader. (Det her bliver formentligt dit eneste korrekt udførte trin fra opskriften)

14) Start med at dele de 12 æg i hvider og blommer. Sørg for at have købt æg med VIRKELIG tynde æggeskaller. Sørg for at de slås ud på sådan en smuldrende måde. Sørg endelig for at nogle blommer går i stykker og falder ned i hviderne. Erkend inderst inde, at hviderne nu formentlig aldrig kommer til at blive stive. Udadtil kører du videre med den klassiske fornægtfornægtfornægt.

15) Sig til din veninde i telefonen, at nu skal køkkenmaskinen Ken på overarbejde og der derfor bliver lidt larm. Løb over til Ken, tyr 1/3 af sukkeret og de 12 hvider ned i Ken, skru op for fyld gadaffi og løb ud af køkkenet. I opskriften siger Børge, at massen skal piskes i mindst 10 minutter, så du har god tid til at tale.

16) Inspicér jævnligt hvordan Kens arbejde skrider frem. Erkend at du nok skal være tilfreds med, at der er kommet et lag skum i den øverste kant. Erkend at der med stor sandsynlighed ikke sker meget mere med massen. Erkend at den fesne brune farve må være rørsukkerets værk.

17) Bliv enig med veninden om, at du muligvis burde koncentrere dig lidt mere om det her og læg på. Det handler jo for fanden om dit eftermæle, og det ser indtil nu meget tvivlsomt ud.

18) Put det sidste sukker ned i en gryde med 3 deciliter vand. Kog det op. Bliv i tvivl om vandet er brunt fordi du brændte sukkeret på eller fordi det er rørsukker.

19) Begynd at undre dig over, hvornår de dér æggeblommer egentlig skal bruges. Put chokolade og smør ned i sukkervand. Undr dig mere over de blommer. Læs opskriften igen. Sådan cirka fire gange. Mindst.

20) Opdag at blommer og hvider slet ikke skulle have været delt. Well, det er mindst 15 minutter af dit liv du aldrig får igen! Bare ærgerligt, Sonny boy!

21) Så skynd dig dog at smide blommerne ned til de satans hvider.

22) Bliv irriteret over, at hvider og blommer nu har svært ved at blive blandet. Det er ligesom om der mangler nogle flere arme eller strenge til at piskeblande det.

23) OPDAG AT MASKINEN IKKE BRUGER PISKERISET! I STEDET SUSER ÆLTEKROGEN RUNDT DERNEDE! (…Meget du ikke har skænket det en tanke de cirka fjorten tusinde gange du har gloet ned i røreskålen…)

24) …Oooog sådan! Piskeris. Så var det noget med at massen skulle begynde at vokse til firedobbelt størrelse, ikk’?

25) Chokoladen! Rør for helvede, så det ikke brænder på!

26) Sværg at du kun har været ovre ved chokoladen i maksimalt 30 sekunder. Næste gang du kigger over mod Ken har han forvandlet æggeblandingen til et monster, der netop er ved at kravle ud af røreskålen og indtage vestfløjen af køkkenet! STOP KEN!!

27) Nu bliver det spændende. Bland chokolade og æggemonster. Børge skriver “maksimalt 20 sekunder – ikke mere!”. Med udråbstegn og det hele. Det må vist være vigtigt.

28) Start med at glæde dig over, at æggemonster ikke nåede helt op til kanten. Hæld herefter chokolademassen i. Nu har du overfladespænding. Heldige dig! Prøv nu at piske det hele sammen uden at få kageklask ud over alle kanterne, ned over køkkenbordet og op til begge albuer. Det KAN DU IKKE, VEL? VEL?!?!

29) Dilemma: nu har du panikpisket i 30 sekunder (allerede 10 for meget), men chokoladen ligger stadig bare nede på bunden af skålen. Fortsætter du? (Fortsæt med at piske indtil dine nerver er nedslidte)

30) Hæld massen over i dine to kageforme. Du har møjsommeligt smurt bagepapiret i begge forme. Sørg for at fucke hældningen op, så papiret klasker sammen og forsvinder ned i chokoladehelvedet.

31) Bemærk at din virkelig ringe piske/blande-teknik har resulteret i, at den ene kage chokolade kontra dej-fordeling er 80/20 og den anden vice versa. For Føcking Helvede!

32) Smid lortet i ovnen. Brænd dig på bradepanden. Åbn en PepsiMax. Og tag et par millioner enheder stesolid intravenøst.

33) Pray for a føking miracle.

34) Beslut dig for ikke at bage mere. ALDRIG NOGENSINDE!


 

Følg hverdagens helt nye arbejdsløse gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

   

Tegn(inger) fra mit hoved

Om en måned er det sidste gang jeg sætter vækkeuret for at stå op på arbejde som fastansat jordemoder. Wow, det er mærkeligt at tænke på.

I det hele taget har denne sensommer/efterår været noget af en rutsjebanetur – og jeg vil sige, at det altså er med god grund, at jeg kun har prøvet Dæmonen én gang!

Og selvom det har været svært og trist at sige op, så er det også noget, der har været under opsejling længe. Noget, som jeg har overvejet grundigt og nøjsomt. Jeg har bare været så optaget af, at min kærlighed til mit fags kerne fortsat bestod, at jeg i lang tid lukkede øjnene for nogle meget håndgribelige realiteter.

Husker I, at Kreativiteten skred?

Jeg vidste allerede dér, at det var et meget sløjt tegn. Nuvel, Kreativiteten går selvfølgelig sine egne veje, det har jeg altid vidst at man må ligge under for – men ikke på dén måde. Den går ikke så pludseligt, ikke så længe og ikke uden at den oftest giver mig et pift i en anden retning. Hvis jeg ikke kan tegne, kan jeg oftest skrive, hvis jeg ikke kan skrive, kan jeg digte, hvis jeg ikke kan digte, kan jeg synge, men jeg har ikke før prøvet, ikke at kunne noget.

I er stykke tid tænkte jeg, om det overhovedet var det rette at sige op. Det føltes jo grundlæggende forkert, at en beslutning, der kunne gøre mig ked af det, kunne være en god beslutning.

Men efter et par uger begyndte jeg at se de første tegn på, at det hele nok skulle gå. At det nok skulle blive godt.

Ordene kom tilbage til mig. Energien gjorde det samme. Svimmelheden kommer stadig, men med større mellemrum og knap så voldsomt. Når jeg er på arbejde, så nyder jeg det. Føler mig heldig over at være lige dér, og gøre noget, jeg er god til.

Uvisheden er ikke længere helt så mørk og skræmmende. Den er snarere lokkende. Verden ligger åben og den er min at indtage.

Og så, endelig!, kom Kreativiteten tilbage. Sådan helt tilbage og ikke bare tvunget ud af min hånd og ned på et papir, men flydende og let og fuld af leg.

Det var bare dét, jeg ville sige.

img_7621

fullsizerender


følg med i hverdagens gråtoner sort på hvidt på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig sortpahvidt

Og har du en mening kan du give den til kende lige her 👇

Tænkte tanker #21

image

– Er det for tidligt at tænde for varmen?

– Tackler tydeligvis kommende arbejdsløshed og økonomiske grublerier med dyre impulsindkøb. Pisselogisk.

– 2018 bliver et spændende år

– Hvorfor får mit ansigt sådan et lidende udtryk, når jeg synger? Kan mærke alle rynkerne trække sig sammen, men AAAARGH! kan ikke kæmpe imod…

– Elsker min nye NASA-teknologiske dyne #dyrtimpulsindkøb

– Hvorfor er lyden på TV3 indstillet så meget højere end på mine andre kanaler?

– Gad vide om der er andre, der helt ubevidst begynder at synge en sang, for derefter gradvist at synge den højere og grimmere indtil nogen reagerer?

– Hvad føk laver jeg?

– Norsk er jo en sindssygt fræk dialekt

– Taget i betragtning af at jeg bor i en lille og rodet lejlighed, ser jeg utroligt mange gør-det-selv-dit-hjem-bliver-flot-og-smart-videoer

– Og hvem har nogensinde lavet et par tøfler af sine gamle badesandaler??

– For FØK SAKE! Ansigt, lad være med at krølle så lidende sammen! Korlederen må tro, at du er ved at gå til af sangtortur. SÅ SYNG DOG BARE!!!


Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

Tak

Det her har været en uge, som jeg kommer til at huske.
I mandags skrev jeg herinde, at jeg havde besluttet mig for at sige op.

Jeg vidste godt, at det nok ville afføde nogle reaktioner, for det er jo ikke fordi, jeg har fået en eller anden spændende idé om, hvad jeg så skal.
Jeg går, fordi jeg ikke kan lade være.

Men. Jeg havde på ingen måde forestillet mig – eller forberedt mig på -, at mit skriv virkelig ville betyde noget for andre end mig.
For jeg syntes ikke, at det var noget særligt;
Hver eneste måned er der fantastiske jordemødre, der forlader fødegangene og ja, nuvel, denne måned var det mig.

Reaktionerne har ganske enkelt været overvældende.
Jeg indrømmer blankt, at det var med et noget bævende hjerte og nervøsiteten bankende i tindingen, at jeg opdagede, at indlægget var blevet delt ivrigt på de sociale medier.

Til gengæld kunne jeg hurtigt lægge bekymringerne fra mig, for jeg er sjældent blevet mødt af så stor omsorg og oprigtighed fra nær og fjern.
Til jer, der har kommenteret, delt, ringet og skrevet og givet både virtuelle og virkelige krammere:

TAK

Jeg føler mig ikke mindre vildfaren, men i hvert fald slet ikke alene.
Og jeg prøver at fortælle mig selv, at nogle gange er de bedste planer, slet ikke at have nogle.
Nogle gange er du nødt til at finde vejen, mens du går den.
Nogle gange snubler du, kysser asfalten og  – hvem ved? – finder en mønt på vejen.

Og det er helt okay.

Til december skal jeg ingenting.
Udover måske at lære at knipse og synge på samme tid.
Min korleder ser ud til at gå meget op i den slags, i hvert fald.

Resten må tiden vise.
image


Følg mit møde med vejen, asfalten og måske til sidst mønten på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT