Mit arbejdsløse eventyr #1

Bum! Så ramte vi 1. december.
Og det betyder, at det nu er helt officielt:

Jeg har ikke noget arbejde.

Tiden fløj afsted som den har det med at gøre, og før jeg fik set mig om, havde jeg faktisk haft min sidste vagt.
Da jeg tog beslutningen om at sige at sige op, forestillede jeg mig, at det ville blive meget tungt at være på fødegangen i min sidste vagt.

Altså; at jeg ville være så dehydreret af gråd, at jeg måtte have anlagt grønt venflon og trække rundt på en liter isotonisk saltvand, som blev udskiftet i en lind strøm.
At jeg ville snotte ned på den nyfødte, og hikste:
JEG KKOMMER TTTTIL AT SAAAVNE DET HEEEER…
I virkeligheden føltes min sidste vagt faktisk mest som alle mulige andre vagter.
Pludselig var den bare slut.
Og det føltes ikke som om jeg ikke kom tilbage igen, når julefrokosten var overstået.
End ikke da jeg tømte mit skab, og smed mine udtrådte sko i skraldespanden.
Jeg tror måske, at det først rigtigt går op for mig, når der er gået lidt tid. Så kan det jo være, at jeg snotter ned i juleteen og hikster til klejnen, at jeg jo savner alle dem fra mit arbejde.

Indtil da nyder jeg det bare.
Har fundet en hidtil ukendt ro i min beslutning, og en tiltro til, at det hele på ét eller plan kommer til at gå op i en højere enhed. At fødegangen ingen vegne løber, hvis jeg vil “hjem” igen, men også, at det faktisk er helt okay – måske endda sundt – at fare en smule vild i livet.
Og indtil jeg ved, hvor min vildfarne vej fører mig hen, så er jeg glad, for alt det jeg tager med mig videre.
Det er pudsigt at tænke på, at min gamle arbejdsplads bringer flest af Danmarks børn til verden, fordi jeg selv har en følelse af, at det var det samme sted, at jeg blev voksen.
Med mine kolleger fik jeg både nogle af mine bedste venskaber og en familie, som jeg oftest så mere til end min egen.
Jeg føler mig rig på livsfortællinger og heldig over, at jeg nåede at opleve så meget.

På fødestue 1 hvor jeg ved mere end én lejlighed har været ved at falde ned i fødekarret
På fødestue 2 hvor jeg i hyggelig belysning og til stille musik har set kvinder tage imod deres børn
På fødestue 3 hvor jeg engang fik en high-five af én af lægerne
På fødestue 4 hvor jeg tog imod et vennepars datter en solskinssøndag
På fødestue 5 hvor en familie engang havde været på storindkøb på McDonalds og på trods af modvillige protester fra undertegnede gav mig en cheeseburger på en meget lang vagt. Aldrig har jeg nydt en cheeseburger så meget!
På fødestue 6 hvor jeg med solen bagende på ryggen har heppet på dansk / engelsk / tysk
På fødestue 7 hvor jeg tog imod mine første tvillinger og svævede hjem fuld af gå-på-mod
På fødestue 8 hvor jeg en martsnat i 2014 tog imod mit allerførste jordemoderbarn – og desuden en smuk februarmorgen i 2016 tog imod endnu et vennepars datter.
På fødestue 9 hvor jeg har haft så mange fine vandfødsler – engang én uden handsker…
På fødestue 11 hvor jeg med noget tøven var med i “Holder Danmark i lige” i 2015. Kamerakvinden og journalisten var dog begge meget søde, musestille og meget rørte.
På fødestue 16 hvor jeg i et fødselsøjeblik desværre kom til at sluge noget fostervand. Og ja, det var grønt.
På fødestue 17 hvor jeg oplevede sådan et godt fødselsarbejde mellem den kommende far og mor.

Og i alle de små hjem i København og særligt på Amager, hvor jeg i paliettemønstrede t-shirts og lidt for korte kjoler har mødt de nyeste beboere – heriblandt min niece, der syntes at smile fra allerførste gang hendes forældre hilste hende velkommen i stearinlysenes skær.

Der er ikke noget, jeg lige nu har lyst til at gøre anderledes – nu skal jeg bare se, hvad vejen bringer.
Måske skal jeg rejse lidt og tage vikariater her og der?
Måske skal jeg til udlandet i en længere periode?
Måske skal jeg simpelthen arbejde i Netto?

image

Og hvem ved… måske en dag vender jeg “hjem” igen.
Eller finder et nyt sted at kalde hjem.


Indtil da kan I følge hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller på SNAPPEN.

   

Sådan laver du en uforglemmelig kage

*undertitel: 34 lette trin til en overvældende køkkenkreation*

Nuvel, egentlig burde jeg jo nok sige et par ord om, hvordan det var at have min sidste vagt på fødegangen i går. Det må I vente med at høre om. Lad os i stedet dvæle ved min mangel på at lære af mine fejl og i stedet gå en tur i køkkenet.

image

I present to you:

SÅDAN LAVER DU EN UFORGLEMMELIG KAGE

1) Gå i panik over obligatorisk farvel-bagværk. Gå i panik over farvel i det hele taget. Foretag paniske googlesøgninger på let bagværk

2) Kom i tanke om, at Børge (ja, dén Børge!) da faktisk lærte os at lave en let og syndig chokoladekage, som blev bedre af at stå et par dage.

3) Få dit hjem til at ligne tredje verdenskrig hvor den helt nye “overflødigt-lort-du-har-i-hjemmet”-bombe lige er sprunget, mens du leder efter hengemte opskrifter fra aftenskolekurser.

4) Find opskrift.

5) Skriv 12 æg, 700g mørk chokolade og 450g smør på din huskeseddel

6) Tjek om du har noget sukker udover rørsukker. Det har du ikke.

7) Sig til dig selv “jeg husker også lige at købe sukker” og “jeg bliver Danmarks næste mesterbager efter en surprise optræden i Den Store Bagedyst“. Begge dele er lige sandsynligt.

8) Køb ind. Glem at købe sukker. Det var trods alt det eneste du skulle huske.

9) Køb istedet en risalamande.

10) Gå hjem og spis risalamande. Fornægt kommende bageeventyr.

11) Opdag at du ikke har købt sukker. Overbevis dig selv om, at du ikke behøver at købe ind igen. At rørsukker er fint nok. Også selvom du ikke helt har nok. (Dette trin burde tage max 8 sekunder. Max!)

12) Gå i gang med din spirituelle køkkenrejse netop som du også går i gang med at tale i telefon med din veninde. Kald dig selv et multitasker-menneske. Vær opmærksom på at du lyver for dig selv.

13) Begynd dit eventyr med at varme ovnen til 160 grader. (Det her bliver formentligt dit eneste korrekt udførte trin fra opskriften)

14) Start med at dele de 12 æg i hvider og blommer. Sørg for at have købt æg med VIRKELIG tynde æggeskaller. Sørg for at de slås ud på sådan en smuldrende måde. Sørg endelig for at nogle blommer går i stykker og falder ned i hviderne. Erkend inderst inde, at hviderne nu formentlig aldrig kommer til at blive stive. Udadtil kører du videre med den klassiske fornægtfornægtfornægt.

15) Sig til din veninde i telefonen, at nu skal køkkenmaskinen Ken på overarbejde og der derfor bliver lidt larm. Løb over til Ken, tyr 1/3 af sukkeret og de 12 hvider ned i Ken, skru op for fyld gadaffi og løb ud af køkkenet. I opskriften siger Børge, at massen skal piskes i mindst 10 minutter, så du har god tid til at tale.

16) Inspicér jævnligt hvordan Kens arbejde skrider frem. Erkend at du nok skal være tilfreds med, at der er kommet et lag skum i den øverste kant. Erkend at der med stor sandsynlighed ikke sker meget mere med massen. Erkend at den fesne brune farve må være rørsukkerets værk.

17) Bliv enig med veninden om, at du muligvis burde koncentrere dig lidt mere om det her og læg på. Det handler jo for fanden om dit eftermæle, og det ser indtil nu meget tvivlsomt ud.

18) Put det sidste sukker ned i en gryde med 3 deciliter vand. Kog det op. Bliv i tvivl om vandet er brunt fordi du brændte sukkeret på eller fordi det er rørsukker.

19) Begynd at undre dig over, hvornår de dér æggeblommer egentlig skal bruges. Put chokolade og smør ned i sukkervand. Undr dig mere over de blommer. Læs opskriften igen. Sådan cirka fire gange. Mindst.

20) Opdag at blommer og hvider slet ikke skulle have været delt. Well, det er mindst 15 minutter af dit liv du aldrig får igen! Bare ærgerligt, Sonny boy!

21) Så skynd dig dog at smide blommerne ned til de satans hvider.

22) Bliv irriteret over, at hvider og blommer nu har svært ved at blive blandet. Det er ligesom om der mangler nogle flere arme eller strenge til at piskeblande det.

23) OPDAG AT MASKINEN IKKE BRUGER PISKERISET! I STEDET SUSER ÆLTEKROGEN RUNDT DERNEDE! (…Meget du ikke har skænket det en tanke de cirka fjorten tusinde gange du har gloet ned i røreskålen…)

24) …Oooog sådan! Piskeris. Så var det noget med at massen skulle begynde at vokse til firedobbelt størrelse, ikk’?

25) Chokoladen! Rør for helvede, så det ikke brænder på!

26) Sværg at du kun har været ovre ved chokoladen i maksimalt 30 sekunder. Næste gang du kigger over mod Ken har han forvandlet æggeblandingen til et monster, der netop er ved at kravle ud af røreskålen og indtage vestfløjen af køkkenet! STOP KEN!!

27) Nu bliver det spændende. Bland chokolade og æggemonster. Børge skriver “maksimalt 20 sekunder – ikke mere!”. Med udråbstegn og det hele. Det må vist være vigtigt.

28) Start med at glæde dig over, at æggemonster ikke nåede helt op til kanten. Hæld herefter chokolademassen i. Nu har du overfladespænding. Heldige dig! Prøv nu at piske det hele sammen uden at få kageklask ud over alle kanterne, ned over køkkenbordet og op til begge albuer. Det KAN DU IKKE, VEL? VEL?!?!

29) Dilemma: nu har du panikpisket i 30 sekunder (allerede 10 for meget), men chokoladen ligger stadig bare nede på bunden af skålen. Fortsætter du? (Fortsæt med at piske indtil dine nerver er nedslidte)

30) Hæld massen over i dine to kageforme. Du har møjsommeligt smurt bagepapiret i begge forme. Sørg for at fucke hældningen op, så papiret klasker sammen og forsvinder ned i chokoladehelvedet.

31) Bemærk at din virkelig ringe piske/blande-teknik har resulteret i, at den ene kage chokolade kontra dej-fordeling er 80/20 og den anden vice versa. For Føcking Helvede!

32) Smid lortet i ovnen. Brænd dig på bradepanden. Åbn en PepsiMax. Og tag et par millioner enheder stesolid intravenøst.

33) Pray for a føking miracle.

34) Beslut dig for ikke at bage mere. ALDRIG NOGENSINDE!


 

Følg hverdagens helt nye arbejdsløse gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

Tegn(inger) fra mit hoved

Om en måned er det sidste gang jeg sætter vækkeuret for at stå op på arbejde som fastansat jordemoder. Wow, det er mærkeligt at tænke på.

I det hele taget har denne sensommer/efterår været noget af en rutsjebanetur – og jeg vil sige, at det altså er med god grund, at jeg kun har prøvet Dæmonen én gang!

Og selvom det har været svært og trist at sige op, så er det også noget, der har været under opsejling længe. Noget, som jeg har overvejet grundigt og nøjsomt. Jeg har bare været så optaget af, at min kærlighed til mit fags kerne fortsat bestod, at jeg i lang tid lukkede øjnene for nogle meget håndgribelige realiteter.

Husker I, at Kreativiteten skred?

Jeg vidste allerede dér, at det var et meget sløjt tegn. Nuvel, Kreativiteten går selvfølgelig sine egne veje, det har jeg altid vidst at man må ligge under for – men ikke på dén måde. Den går ikke så pludseligt, ikke så længe og ikke uden at den oftest giver mig et pift i en anden retning. Hvis jeg ikke kan tegne, kan jeg oftest skrive, hvis jeg ikke kan skrive, kan jeg digte, hvis jeg ikke kan digte, kan jeg synge, men jeg har ikke før prøvet, ikke at kunne noget.

I er stykke tid tænkte jeg, om det overhovedet var det rette at sige op. Det føltes jo grundlæggende forkert, at en beslutning, der kunne gøre mig ked af det, kunne være en god beslutning.

Men efter et par uger begyndte jeg at se de første tegn på, at det hele nok skulle gå. At det nok skulle blive godt.

Ordene kom tilbage til mig. Energien gjorde det samme. Svimmelheden kommer stadig, men med større mellemrum og knap så voldsomt. Når jeg er på arbejde, så nyder jeg det. Føler mig heldig over at være lige dér, og gøre noget, jeg er god til.

Uvisheden er ikke længere helt så mørk og skræmmende. Den er snarere lokkende. Verden ligger åben og den er min at indtage.

Og så, endelig!, kom Kreativiteten tilbage. Sådan helt tilbage og ikke bare tvunget ud af min hånd og ned på et papir, men flydende og let og fuld af leg.

Det var bare dét, jeg ville sige.

img_7621

fullsizerender


følg med i hverdagens gråtoner sort på hvidt på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig sortpahvidt

Og har du en mening kan du give den til kende lige her 👇

   

Tænkte tanker #21

image

– Er det for tidligt at tænde for varmen?

– Tackler tydeligvis kommende arbejdsløshed og økonomiske grublerier med dyre impulsindkøb. Pisselogisk.

– 2018 bliver et spændende år

– Hvorfor får mit ansigt sådan et lidende udtryk, når jeg synger? Kan mærke alle rynkerne trække sig sammen, men AAAARGH! kan ikke kæmpe imod…

– Elsker min nye NASA-teknologiske dyne #dyrtimpulsindkøb

– Hvorfor er lyden på TV3 indstillet så meget højere end på mine andre kanaler?

– Gad vide om der er andre, der helt ubevidst begynder at synge en sang, for derefter gradvist at synge den højere og grimmere indtil nogen reagerer?

– Hvad føk laver jeg?

– Norsk er jo en sindssygt fræk dialekt

– Taget i betragtning af at jeg bor i en lille og rodet lejlighed, ser jeg utroligt mange gør-det-selv-dit-hjem-bliver-flot-og-smart-videoer

– Og hvem har nogensinde lavet et par tøfler af sine gamle badesandaler??

– For FØK SAKE! Ansigt, lad være med at krølle så lidende sammen! Korlederen må tro, at du er ved at gå til af sangtortur. SÅ SYNG DOG BARE!!!


Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

Tak

Det her har været en uge, som jeg kommer til at huske.
I mandags skrev jeg herinde, at jeg havde besluttet mig for at sige op.

Jeg vidste godt, at det nok ville afføde nogle reaktioner, for det er jo ikke fordi, jeg har fået en eller anden spændende idé om, hvad jeg så skal.
Jeg går, fordi jeg ikke kan lade være.

Men. Jeg havde på ingen måde forestillet mig – eller forberedt mig på -, at mit skriv virkelig ville betyde noget for andre end mig.
For jeg syntes ikke, at det var noget særligt;
Hver eneste måned er der fantastiske jordemødre, der forlader fødegangene og ja, nuvel, denne måned var det mig.

Reaktionerne har ganske enkelt været overvældende.
Jeg indrømmer blankt, at det var med et noget bævende hjerte og nervøsiteten bankende i tindingen, at jeg opdagede, at indlægget var blevet delt ivrigt på de sociale medier.

Til gengæld kunne jeg hurtigt lægge bekymringerne fra mig, for jeg er sjældent blevet mødt af så stor omsorg og oprigtighed fra nær og fjern.
Til jer, der har kommenteret, delt, ringet og skrevet og givet både virtuelle og virkelige krammere:

TAK

Jeg føler mig ikke mindre vildfaren, men i hvert fald slet ikke alene.
Og jeg prøver at fortælle mig selv, at nogle gange er de bedste planer, slet ikke at have nogle.
Nogle gange er du nødt til at finde vejen, mens du går den.
Nogle gange snubler du, kysser asfalten og  – hvem ved? – finder en mønt på vejen.

Og det er helt okay.

Til december skal jeg ingenting.
Udover måske at lære at knipse og synge på samme tid.
Min korleder ser ud til at gå meget op i den slags, i hvert fald.

Resten må tiden vise.
image


Følg mit møde med vejen, asfalten og måske til sidst mønten på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Jeg stiller jordemodertræskoene

I mit hoved har jeg formuleret dette indlæg utallige gange før.
Aftener og nætter og morgener mens jeg har vendt og drejet mig i sengen.
Når jeg har kigget mig i spejlet, og været i tvivl om, hvem der egentlig kiggede tilbage.
Hver eneste gang jeg har skrevet om forholdene på mit arbejde.

Jeg har sagt op.

I knap fire år som jordemoder på fødegangen, har jeg set mange kolleger gå, og vidst, at det også en dag ville være mig.
Jeg havde håbet, at der ville være lidt flere år gemt i mig, men faktum er, at mine indre alarmklokker har ringet længe – jeg har bare ikke været klar til at høre dem.

image

For hvor paradoksalt det end lyder, så elsker jeg faktisk mit arbejde.
Jeg føler mig hjemme på min arbejdsplads – det være sig på en fødestue eller til hjemmefødsel – hvor vejen til verden både er fyldt med rutine og uforudsigelighed.
Jeg nyder både de hurtige fødsler, hvor en verdensborger pludselig melder sin ankomst, så du knap nok når at få handsker på, og de lange, komplicerede forløb, hvor du må bruge alle tricks i bogen for at lokke barnet ud.
Jeg holder af både det menneskelige aspekt og det jordemoderfaglige håndværk.
Jeg kan lide, at gå ned ad de velkendte gange og tænke på hvem og hvad dagen i dag vil byde på.

Desværre er de ellers så velkendte gange så småt begyndt at snurre rundt for mig.
Jeg har ubevidst fjernet mig så meget fra min krop, at den nu kalder på mig, på måder jeg ikke kan overhøre.
Forholdene i svangreomsorgen gør det svært at passe ordentligt på andre – og på sig selv.
For nogen er det tilsyneladende ikke simpel logik, at man ikke vedvarende kan skære to procent ind i en organisme.
For nogen er det muligvis ligefrem overraskende, at uanset hvor stor en organisme det drejer sig om, vil man før eller siden ramme noget vitalt.
I de – ret beset – år jeg har arbejdet i svangreomsorgen, har jeg set en tydelig forværring i svangreomsorgen til de gravide, fødende og barslende.
Fødselsforberedelsen er skåret ned til et minimum, det samme gør sig gældende med jordemoderbesøgene i graviditeten og hjemmebesøgene efter fødslen er helt væk.

På fødegangen er det tydeligst for mig at mærke resultatet af alle disse “effektiviseringer”, på trods af, at der til sammenligning ikke er blevet skåret så meget her.
Der var i og for sig nok heller ikke så meget at tage af.
Alligevel er én ressource i mangel:
Jordemødre.
Alle dem, der gik.
De, der blev nedslidte og trætte og ikke kunne få familielivet til at gå op.
De, der ikke længere kunne aflastes gennem de funktioner, som nu er sparet væk.
De, der bare fik nok.
Alle de, vi i effektiviseringens navn fik hældt ud med fostervandet.
Dem mangler vi.

Og det har uden tvivl gjort min beslutning om at sige op, nok så meget tungere.
For det giver mig også en gennemgående følelse af svigt og sorg.
At jeg svigter mine kolleger, som hver dag kæmper for at få enderne til at mødes og yder en prisværdig indsats for alle de møder.
At jeg svigter de gravide, fødende og barslende, som jeg gerne vil give den bedste start på forælderskabet.
At jeg svigter alle dem, jeg jo gerne ville være der for.
Men ved at fortsætte, ville jeg et eller andet sted svigte mig selv.

Dybt inde ved jeg også godt, at svigtet kommer langt højere oppe fra.
I de højere luftlag, hvor jeg bliver i tvivl om, om børn bliver til på anderledes vis?
Alle de politikere, der måske nok har lyttet, men ikke har gjort tilstrækkeligt, for at afbøde faldet for vores velfærd – hvilken jordemoder vil I gerne møde?
Hvor mange sko, skal vi stille på Christiansborg for at I tager forholdene i svangreomsorgen (sundhedsvæsenet i det hele taget) alvorligt?
Hvor mange videoer vil I have?
Hvor mange underskrifter skal der til?
Hvis vi spænder jeres bælte ind med to huller hvert år, hvor lang tid vil der så gå, før også I får svært ved at få vejret?

Forstå mig ret, vi mangler ikke jordemødre – vi mangler jordemødre, der kan holde til at være netop dét:
Jordemødre.
Også i det offentlige.
I mange år.

Pr. første december træder jeg ud af mine jordemodersko for en stund.
Det var ikke et førstevalg, men et nødvendigt valg.

Hvad der venter forude, vil tiden vise.
Jeg ved bare, at jeg lige nu ikke skal være jordemoder på denne måde – men må finde en anden, der passer til og passer på mig.
Én ting er dog sikkert:

Jeg er jordemoder. Jeg elsker mit fag.
Og det vil jeg blive ved med.
Men at leve af kærlighed og koldsved er simpelthen ikke nok


Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og find ud af, om en jordemoder med mange projekter også finder sin rette hylde.
Sort på hvidt.

Her kan du også læse, hvad jeg skrev om min egen fremtidige afsked til jordemoderarbejdet for under et år siden.

   

Tænkte tanker #20 – kor kickoff

– Hvor er det heldigt, at jeg slet ikke er nervøs, over at jeg skal til kor

– Jeg har det kun som om jeg skal på en meget lang date med tredive ukendte mennesker på én gang og skal krænge mit inderste (læs min stemme) ud foran dem alle sammen

– Hvad FØK har jeg gang i???

– Eline, stop med at svede. Du skal sgu ikke også være klassens SvendSved

– Okay. Fremme. Find én at tale med. Hvem som helst. Vær indbydende og og ligetil og le en perlende latter. Du. er. SLET. Ikke. Genert.

– Alle der er her er garanteret tusind gange bedre til at synge end mig. Jeg har også skæve bryster. (Hvor er det heldigt, at jeg alle mine komplekser er vågnet op og har besluttet sig for at tage med mig til kor.) 

– For helvede. Kom dog ud af din indre monolog og koncentrér dig nu om, hvad hende du fører en samtale med siger!

– Mind mig lige om, hvorfor jeg er her?

– Nåh ja. Jeg elsker at synge. Og jeg elsker pop. Let’s get this party started!

*start-akkorder og lidt opvarmning med at synge på mmmmmm*

– Okay. Okay. Det her kunne godt blive godt.

– Åh nej. Nej. Nejnejnejnej. Ikke bede os om at lave de der dansetrin fra side til side mens vi synger.

– KAN IKKE. Krop kan IKKE rytme.

– Okay. Tag dig sammen. Lav minimale trin fra side til side og lad for Guds skyld VÆR med at komme så meget ud af takt, at du støder ind i din sidemand.

– Undskyld sidemand.

– I det mindste skal vi ikke også knipse.

ÅH! FOR CRYING OUT LOUD!!!

image

– Kan man nægte at knipse? Undskylde sig med sjælden sygdom, der umuliggør at lave fingerknips? Diabetes, kan den bruges?!

– SÅ TAG FOR HELVEDE LIGE AT SAMARBEJDE, KROP OG STEMME!

– JAMEN, JEG KAN BARE IKKE BÅDE SYNGE OG DANSE OG KNIPSE!!!!!!

KAAAAN IKKEEEEE! ER NÆSTEN IMPONERENDE PINLIGT UDE AF TAKT! #UTAKTELINE
*hver gang der er stille og der lyder et knips er det mig*

– Jeg melder mig bare ud igen

– Gudskelov, er vi færdige med opvarmningen.

– Yes. Nu skal vi bare stå stille.

– Fantastisk sangvalg. “Apologize” af OneRepublic

– Wow. Vi lyder faktisk godt sammen.

– Jeg nyder det faktisk, det her.

– Føler mig faktisk så bevæget, at jeg næsten kun frygter at besvime en 6-700 gange. Old habbits die hard, I guess

– Notat til mig selv: skal huske mindre pæne sko og bedre affjedrede sko næste gang #følelsesløsefødder

– Er det allerede slut? Jamen, jeg føler mig faktisk ikke helt færdig endnu…

It’s too late to apologize, it’s too laaaaaaate


 

Jeg håber virkelig meget, at vi ikke skal fingerknipse/danse mere, men ellers vil jeg sige, at kor-opstart faktisk var ret fedt.
Næste gang vil jeg måske endda begynde at socialisere med nogen, hvem ved?

Følg med i det og hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig Sortpahvidt 

Sådan får du en ny støvsuger. På den hårde måde

Jeg erkender blankt, at det dér med at være en bangebuks…
Det er lige mig.

Når det kommer til ting og situationer, der kan tage pusten fra mig, er listen alenlang.
Jeg nævner i flæng; højder, nye mennesker, ukendte situationer, flyveture, tisse i naturen og at være alene hjemme (ja, ret upraktisk, når man ligesom bor alene…) 

Og ja, jeg er også bange for edderkopper. Naturligvis. Den skræk kan man jo ikke springe over i skrækbuffeten, vel?
Faktisk er det lidt imponerende, at jeg ikke er bange for blod, nu jeg tænker over det.
Anywho, det dér med kryb er dog noget, jeg er blevet væsentligt bedre til, eftersom jeg i mere end 6 år, har været den eneste i husstanden – og dermed også den eneste, der kunne sikre at hjemmet atter blev edderkoppefrit, hvis en ottebenet satan skulle have forvildet sig ind i lejligheden.
Jeg bildte faktisk mig selv ind, at jeg måske ligefrem var gået hen og blevet lidt sej til det.

Jeg skulle snart blive klogere.
Nærmere bestemt; en aften i sidste uge.

Jeg har haft svært ved at passe min seng og drikke nok vand for tiden, så den pågældende var jeg gået tidligt i seng og havde vendt og drejet mig. Ligget dårligt. Haft det for koldt, haft det for varmt, og sørme så, om jeg minsandten ikke også skulle tisse… Igen! (Kunne mistænke min krop for at være allergisk for vand, så hurtigt som den skiller sig af med skidtet!)

Jeg møvede mig ud af sengen og trippede ud på badeværelset, hvor jeg forettede min nødtørft.
Tidligere havde jeg godt undret mig over en skygge, der havde kastet sig på tværs af badeværelset, – faktisk havde jeg spurgt mig selv, om det kunne have været et dyr, men det var fjollet, for den skygge var ALT for stor – og var kommet frem til den konklusion, at det var min arms bevægelser, der havde kastet skyggen over gulvet.
Jeg havde endda svunget armen lidt frem og tilbage i luften, for at genskabe skyggekastelsen, dog uden den store succes.

På vej ud fra badeværelset, var jeg dog ved at træde oven i en KÆMPEMÆSSIG nullermand. KÆMPE!
Jeg fattede ikke hvor den kom fra og trådte forsigtigt tilbage, for at tage den i åsyn.
Troede sgu lige et øjeblik at det var en – gisp!- edderkop

image(Fik jeg ikke nævnt, at jeg var nøgen??
Nåh, for Søren, men ja, jeg var nøgen. Som alle gode historier, bliver denne også kun bedre ved fraværet af beklædningsgenstande) 

image(Fik jeg ikke nævnt, at jeg hverken havde kontaktlinser eller briller på? Eller at jeg uden førnævnte er blind som en muldvarp? Det eneste, der kan gøre mit syn lidt skarpere er, at se lidt dummere ud…) 

image(… Og så så jeg lige pludselig præcis detaljer nok til at stykke billedet sammen…)

imageAt sige, at jeg blev forskrækket, vil muligvis være århundredets underdrivelse. Jeg var lige ved at vælte min håndvask ud af væggen, så hurtigt sprang jeg tilbage ved erkendelsen om, at mit værste mareridt havde taget kødelig form lige midt i mit badeværelse.
Den lignede en mutantedderkop! Den havde helt sikkert været udsat for nogle meget usunde gammastrålinger, for at blive så stor!
OG JEG HAVDE VÆRET VED AT TRÆDE PÅ DEN.
MED BARE TÆER!
NØGEN!!!!!
Overvejede i lange sekunder, om jeg bare måtte erkende, at jeg aldrig kom ud fra dette badeværelse (edderkoppen blokerede dørtrinnet) og derfor om x uger ville blive fundet død, nøgen, men overraskende tynd og i fosterstilling i min håndvask.
Kom frem til, at det nok alligevel ikke gik og formåede næsten at flyve ud over dørtrinnet med gutturale lyde fra en endnu ukendt indre.

Jeg greb mit nærmeste sæt tøj og fandt min utroligt larmende støvsuger Melissa.
Jeg sendte en tavs undskyld til alle mine naboer, og bad til, at de ville forstå, at der var tale om en nødsituation, når jeg fandt støvsugeren frem tæt på klokken 23 en onsdag aften.

Jeg skælvede med Melissa i armene og forbandede, at hun er en ret ufleksibel dame, og at jeg var nødt til at tage en stor del af hende armvidde af, for at fjerne mundstykket.
Jeg skulle altså grænseoverskridende tæt på den edderkop.
Endnu engang dukkede de gutturale lyde op, og det var som om min krop var for lille til den overspænding, jeg følte inden i.
I et hurtigt nu kastede jeg mig fremover for at støvsuge kæmpokoppen op med brølende Melissa.
Men AK!
Jeg ramte forbi og sugede i stedet min badehætte op, mens klammokoppen med sine kilometerlange ben begyndte at skridte længere ind på badeværelset.
Jeg tror, jeg kunne mærke mit hjerte hoppe lidt ud af min mund lige dér.
Greb fat i bademåtten, flåede den væk fra mundstykket og kastede den tværs gennem lokalet, mens jeg atter kastede mig frem mod fjenden med løftet lanse.
Jeg manglede bare at brøle

“FOR THE NORTH!”

for at kunne bruge det til en casting til GAME of THRONES.

… Og klarede det.

Men så stod jeg pludselig med en ny udfordring:
Hvor længe kan en edderkop på størrelse med en chiuaua overleve i en støvsuger?
Proppede mundstykket til med plastic, men forsvor nogensinde at komme i nærkontakt med Melissa igen (ja, undskyld Melissa, men bedre ven er jeg simpelthen ikke…)

Da nogen sagde at en edderkop, kan leve op til 200(!??!?) dage i en støvsuger, var sagen klar.
Melissa og jeg skulle skilles.
Hun har alligevel altid været en kæmpe brøler.

Dog kunne jeg ikke lide tanken om, at en udmærket støvsuger gik til spilde, bare fordi ejeren ikke kunne klare den…
Såeh… Nu står Melissa i andelens bytte-rum.

img_7481
Altså, en ny kommende ejer skal selvfølgelig vide, hvad vedkommende går ind til.
Ikk’?


læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
– og nej, min nabo kommer ikke til at tage Melissa. Hun er lige flyttet ind og har nyindkøbt støvsuger. BASTA!

Derfor sveder jeg tran på tirsdag

Når folk spørger til mine fritidsinteresser, bliver jeg altid i tvivl om, hvad jeg skal fortælle dem.
Udover at bruge min tid på de helt obligatoriske serier-marathoner, drinks med venner og familiesøndage, kæmper mine interesser nemlig en indbyrdes kamp.
På den kreative hylde skubber min lyst til at tegne, skrive og spille skuespil til hinanden. Puffer og puster sig op, for at få mest mulig opmærksomhed.
Faktisk plejede tre-enigheden i virkeligheden at være et firkløver, men ét familiemedlem røg for lang tid siden ud i kulden;

At synge.

Mine tidligste minder om at synge, stammer fra dengang jeg gik i børnehave. Jeg sang utroligt meget, når jeg vaskede hænder. Det var som om, jeg altid lige skulle bruge de minutter, hvor jeg var alene til at lukke en sang ud fra mit indre.
Jeg elskede at synge. Det var som om, alle mine følelser var akkompagneret af en sang eller melodi. De blev mere rigtige, når jeg fik sunget dem ud. Hvis ikke det var fordi jeg er så usandsynligt dårlig til at danse, skulle man næsten tro, at jeg i virkeligheden burde være født i en musical.

Da jeg begyndte i tredje klasse kom jeg da også på sangskole. Vi havde flere sangtimer end andre skoler, og at synge i skolens (drenge- eller pige-)kor var obligatorisk.
Egentlig burde det jo være fantastisk for en sangglad pige på ni år.
Det var det bare ikke.
For sangen var ikke for sjov, og lærerne var strikse og til tider decideret upædagogiske.

Allertydeligst husker jeg engang fra fjerde eller femte klasse, hvor vi havde været ude at synge en mindre koncert:
Vi fik selvfølgelig ikke penge for at synge, men det var kutyme, at koncerter blev efterfulgt af en sodavand til at forfriske ganerne.
Dengang var det ikke i samme grad almindeligt, at folk drak sukkerfrie læskedrikke, men fordi jeg havde diabetes, drak jeg ikke andet.
Der var trængsel om sodavandskasserne, og selv stod jeg og dannede prop. Mine øjne søgte og søgte, men der var ingen sodavand til mig. Hvis ikke man ville have Fanta eller Cola, kunne man vælge én af de fire flasker dansk vand.
Det gjorde mig ked af det. Det var ikke synderligt sjovt, at blive mindet om, at jeg ikke var som mine kammerater. Og jeg havde faktisk glædet mig til den sodavand.
Da jeg gjorde læreren opmærksom på, at der desværre ikke var en light sodavand til mig, blev jeg decideret skældt ud. Jeg kunne da bare drikke en dansk vand (ja, jo, det er der jo mange børn på 11, der kan lide!), og bildte jeg mig virkelig ind, at pågældende lærer skulle gå ud og købe en sodavand til mig – for sine egne penge?? Hva’?!
Jeg behøver vist ikke fortælle, at jeg ikke fik nogen sodavand dén dag.
I stedet skrev jeg et brev til skoleinspektøren.
Han beklagede selvfølgelig, men havde altså ikke noget med sodavandsindkøbene at gøre. Desværre.

Efterhånden som vi blev større, blev koncerterne det også.
Til december gik vi Luciaoptog og det skete to gange, at mine sidemænd enten

1) kom til at låse i knæene, så der ikke kom nok blod til hjernen
eller
2) kom til at overophede sig selv med et levende stearinlys knaldet godt op i ansigtet

… Og derfor faldt om midt imellem VELKOMMEN IGEN GUDS ENGLE SMÅ og EN ROSE SÅ JEG skide SKYDE

Det var næsten direkte tragikomisk, at se de hvide skikkelser segne om på gulvet og nærmest blive trukket ud ved anklerne, mens dirigenten mimede:

“Bare fortsæt! Syng, piger, syng!”

Min (sang)selvtillid forsvandt støt for hver koncert. Jeg følte, at jeg bare var der som fyld – fordi et kor trods alt skulle bestå af 30 og ikke 3 piger.
Jeg blev nervøs, hver gang vi skulle synge, at jeg ønskede mig meget langt væk. Jeg drømte om akutte blindtarmsbetændelser, kronisk hikke, skørbug – hvadsomhelst, der kunne forsvare, at jeg måtte melde afbud!
Jeg var bange for at besvime, og fandt det meget ubehageligt, at jeg var en lavstammet andensopran, fordi det betød, at jeg var nødt til at stå i midten på forreste række.
Lige dér hvor alle kunne se mig.

Da jeg forlod skolen efter niende klasse, havde jeg aldrig haft større indsigt og kundskab i sang, men heller aldrig haft en større modvilje mod at synge.
Jeg ville næsten hellere amputere min arm fra albueleddet med en gammel fodfil, end at synge for til tante Odas fødselsdag!
Desuden følte jeg heller ikke, at min stemme var værd at bruge luft på.

Heldigvis begyndte jeg på efterskole efter niende klasse.
Og selvom jeg havde forsvorget nogensinde at klemme så meget som en kvint ud foran et publikum, endte jeg med at få en sangrolle i skolens musical.
Jeg døde lidt hver gang, der var tredive sekunder til min sang.
Men bagefter voksede jeg også tilsvarende lidt.
Og den lille del, der havde været død bare få minutter før, vækkede sine sidekammerater.
At synge var ikke kun farligt – det var jo faktisk også lidt… Rart.

Sidan da har jeg sunget med jævne mellemrum.
Bevares, nogle gange kan jeg slet ikke lade være.
For inderst inde er jeg stadig det lille børnehavebarn med en sang på tværs i halsen.
Du ved, at jeg er mere end almindeligt veltilpas med dig, hvis jeg synger, mens du er tilstede.
For så kan jeg ikke længere holde tonerne inde i mig.

Jeg skal ikke synge på et højt plan.
Jeg skal bare have det ud.

 

image image image image image image

 

Og dét er grunden til, at jeg har meldt mig til kor igen.
KOR!
Det havde mit femtenårige selv aldrig gået med til!
Så kryds fingre for mig, for jeg begynder på tirsdag.
Og jeg glæder mig helt ustyrligt.

Men jeg er også ret nervøs.
Inden i mig er der stadig en lille pige, der ikke kan lade være med at synge, men som også har virkelig meget lyst til at spytte i dirigentens sodavand!


Hvis ikke jeg besvimer midt i korseancen, kan det være, at I hører mere om mit sangprojekt – ellers kan I som altid følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

   

Den udskældte hospitalsfødsel

Jeg har længe gået og funderet over følgende indlæg, så hvis det bliver lidt rodet, håber jeg, at I vil bære over med mig.
Rod er jo nogle gange en konsekvens af at have meget på hjerte.
(… Det er i hvert fald dét, jeg forklarer mig med, når jeg ser på min lejlighed – det er jo udfordrende både at lave mad, vaske op og synge ballader på samme tid…)

Jeg har tænkt, at jeg ville fortælle lidt om mit forhold til hospitalsfødsler i dag.
Jeg har jo flere gange skrevet om hjemmefødsler og fordelen ved at føde hjemme, og det er absolut ikke en hemmelighed, at hjemmefødsler er et emne, der står mit jordemoderhjerte meget nær.

Selv kommer jeg aldrig til at føde hjemme af den meget simple grund, at jeg har diabetes. Man skal have en ukompliceret graviditet og fødsel for kunne anbefales at føde hjemme.
Jeg indrømmer, at på trods af at en eventuel graviditet formentligt ligger adskillige år ude i fremtiden, så har tanken om, at jeg ikke skal føde hjemme, faktisk været lidt sorgfuld.
Ikke fordi jeg har noget imod hospitaler, men nok snarere fordi jeg har det, som de sang i den dér gamle Bølle-Bob-sang:
Jeg er meget bedre hjemme hos mig selv.
Men helt ærligt, en hospitalsfødsel, det kan jeg sagtens forlige mig med.
Faktisk vil jeg med dette indlæg rigtig gerne sprede budskabet om den gode fødsel – også på hospitalet. For en hjemmefødsel er ikke for alle, og hatten af for det!

Hospitalsfødslen er efterhånden blevet noget udskældt, særligt med omtale af  travlhed og manglende ressourcer.
Men i mine øjne, skal det ikke hedde sig, at der er noget galt i konceptet “hospitalsfødsel”. For i så tilfælde er det ikke hospitalet den er gal med. Så er det endnu engang de kår vi byder vores sundhedsvæsen.
Og det er rigtigt, at man kan skærme sig fra noget af det hektiske ved en hjemmefødsel, men travlhed kan jo påvirke alle steder. Uanset hvor du føder, kan du komme til at måtte vente på en ledig jordemoder, desværre.

Men hvad end du skal føde på hospitalet på grund af komplikationer, praktiske årsager eller fordi hjemmefødsel bare ikke er noget for dig, så husk, at du har præcis de samme rettigheder uanset hvor du føder – det er stadig jeres fødsel!
Så husk, at gøre det til jeres fødsel.
Man kommer nemt til at føle, at man er “på besøg” og skal spørge om lov, når man er på udebane, men vid, at personalet er vant til at møde alle slags mennesker – og at vi jo går på arbejde for at give jer en god og tryg fødselsoplevelse.
Sammenlign din fødsel med en shoppetur:
Du og din kæreste ved, hvad I er på udkig efter.
Jordemoderen er der til at vejlede og guide jer.
Og så husk på, at selvom man nogle gange går på jagt efter en simpel sommerkjole, så kommer man af og til hjem med et par gummistøvler, et tørklæde, fire øreringe, to jeans og en stor plade Marabou.
Ingen ved hvilken vej en shoppetur går – og det samme gør sig gældende med fødsler.
Og man skal aldrig føle sig dum, fordi man ikke kender sin BH-størrelse. Heller ikke selvom man har købt BH’er flere gange før…

Mange af de fysiologiske fordele ved en hjemmefødsel – som blandt andet er et produkt af ro og tryghed – kan du desuden hive med ind på hospitalet, hvis bare du forbereder dig – det skulle man jo også gøre ved en hjemmefødsel.
Fødestuen er jeres, så indtag den på den måde, der passer jer. Jordemoderen skal nok sige til, hvis noget står i vejen.
Find ud af, hvad du tror, vil gøre dig veltilpas i løbet af fødslen.
Skal der være musik, så lav en lækker playliste.
Ingen siger, at man skal føde i en hospitalsskjorte, måske vil du hellere have dit eget tøj på?
Du kan også tage et par kunstige stearinlys eller en lille lyskæde med – hvis folk synes du er fjollet, så lad dem!
Hvis der er brug for at du har hjertelydskurve på, så kom rundt i forskellige stillinger og ud af sengen alligevel og sig til, hvis lys- eller lydniveau forstyrrer.
Og hvis du har et skræmmebillede i hovedet med en sur og vrissen jordemoder, med armene over kors og nejhatten på hovedet, så visk det ud! Det måske eneste gode ved en stor medarbejderudksiftning er, at jeg har set nok personale til at turde erklære, at mine medarbejdere – gamle som nye, SOSU’er som sekretærer – er både utroligt søde og sjove og mere end almindeligt hjælpsomme!

Hospitalsfødsler kan sagtens være rolige, trygge og decideret hyggelige. Det er jo dét vi alle samme gerne vil.
Det var bare dét, jeg ville sige.

Uanset hvor du skal føde, så forbered dig sammen med din partner, tag den kommende fødsel til jer, og gør den til jeres egen.
Fødsler kan ikke gøres om.

image

————

Har du født ude eller hjemme?
Eller skal du føde?
Hvilke tanker gør du dig?
Kom med dem lige her!

 

Følg desuden bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT hvis du lyster. Og har du indlægsforespørgsler, så hold dig ikke tilbage 😉

 

Ting, jeg ikke fik fortalt

Altså, Kreativiteten strejker stadig noget.
Det vælter i hvert fald ikke lige frem ud af hovedet og ned på papiret herhjemme.

Måske går det en smule fremad.
Måske ikke.
Det eneste, jeg har erfaret i forhold til Kreativiteten er, at det ikke hjælper noget at råbe…

img_7338

Så mens vi venter på dugfrisk kreativitet på et tidspunkt, vil jeg i stedet delagtiggøre jer i noget af dét, jeg foretog mig, men aldrig fik fortalt om i løbet af de forgangne måneder.

Det kommer her – i absolut tilfældig rækkefølge:

– Jeg sprækkede mine bukser på arbejdet.
Ja, i skridtet.
Og ja, på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne forlade stuen.
Faren mente bagefter, at jeg vist havde fået en andengradsbristning. Var tilbøjelig til at give ham ret.
Så så man mig; Megastærk bækkenbunds-ejer.
Eller noget.

– Til Celine Dion koncerten i Royal Arena blev jeg så overvældet af højdeskræk, at det decideret er et mirakel, at jeg kom ned ad trapperne igen

– Mine briller er begyndt at tabe højre brilleglas igen. Burde nok gøre noget ved.
Får nok ikke gjort noget ved det

– Min nevø på 4 år mente, at jeg var den smukkeste dame han havde set, da jeg tog læbestift på. Keep ‘em comin’, boy!

– Midt i min højdeskrækskrise købte min veninde en Pepsi Max til mig (jeg turde jo ikke gå ned fra tribunen for at købe én). Jeg lagde ud med at sætte den ret febrilsk ned i en kop-holder, jeg ikke kunne se.
Formentlig fordi kop-holderen ikke var der.
Har været den jævnt irriterende sidemand til dén koncert.

– Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at stave til “badekarret” og må for tiden google det regelmæssigt for at huske om der er ét eller to R’er. Dog den eneste ulempe ved at have mange vandfødsler.

– Jeg græd, da jeg så det sidste afsnit af SKAM

– Jeg savner min veninde, der er flyttet til Jylland. Og glemmer alligevel at ringe/skrive til hende. Er på den måde en ret ustabil veninde.

– Jeg har vist nok besluttet mig for at fornye mit kørekort og forhåbentligt slippe af med min FØRERSÆDEFOBI. Har du ikke hørt om den, så kan du komme up to date her og her.
Københavns gader: —-> PAS PÅ.
Og ja, I skal ikke holde jer tilbage med jeres bedste køreråd!

– Jeg havde advaret min søster om, at hun ikke måtte fortælle mig, at hun syntes “The Handmaid’s Tale” var seværdig. Fordi jeg bare ikke havde tid til at bringe-watche endnu en serie. Især fordi jeg skulle skrive en tale til hendes bryllupsfest.
Endte med at se alle 12 afsnit på fire dage.
Talen blev skrevet dagen før…

– Gjorde præcis det samme med “The Night Manager”
When will I ever learn?

– Jeg fatter ikke at sommerferien er slut, og har seriøse overvejelser om at flygte til et eller andet varmt sted eller som minimum marinere mig selv i drinks i en periode á mindst 48 timer. Anyone?


 

Følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT – og har du efterspørgsler, så kom med dem lige hér!

 

Jorden kalder Elines hjerne – kom ind, Elines hjerne

I går vendte jeg tilbage til arbejde efter to ugers ferie.
Skal jeg sige det selv – og det skal jeg jo – så var ferien mere end tiltrængt.
I hvert fald gik jeg lidt og drømte og en brækket finger, bare for at kunne slippe for at arbejde en stund. Og – let’s be honest – jeg overvejede da også, om ikke det var muligt at tiltuske sig en flyforhindrende øreinfektion, bare for at kunne blive 48 timer mere på Korfu.
En dag må jeg fortælle jer lidt mere om øen – og hvorfor jeg finder den så forbasket svær at forlade.

Nåh, men i går havde jeg så første vagt tilbage på hospitalet, og selvom det først lykkedes mig at sætte min “frokost” til livs klokken 17, så var det faktisk en dejlig vagt. Jeg nåede både en fødsel på hospitalet og derefter en hjemmefødsel, og det var rart at mærke, at jeg jo faktisk havde savnet det lidt.
Fødslerne.
Lydene, lyset, stemningen.
Ja, nogle gange føles mit arbejde lidt som en ulykkelig forelskelse. Jeg bliver draget mod det som et møl om et lysstofrør, men på samme tid har jeg også indset, at vi nok ikke bliver partnere for (arbejds)livet. I hvert fald ikke som forholdet er lige nu.

Anyways, da fødegangen og fødemodtagelsen er de mest intense steder at arbejde, fik jeg for et par år siden også en ugentlig konsultationsdag.  Oh boy!, hvor var jeg nervøs det første stykke tid med konsultationen! Der er ikke noget som lidt nyt, der kan få folk til at tvivle på deres forstand.

HELDGIVIS er det jo så ikke nyt længere.

Eller det vil sige, nu er der så noget nyt, der er nyt…

For i morgen starter jeg med en ny konsultation. For gravide med graviditetsdiabetes. Og al nervøsiteten og bekymringen for min forstand vender tilbage. Bare tifoldigt, fordi jeg jo selv har diabetes. Det burde ikke være voldsomt svært. En stor del af det, er jo viden, som jeg allerede ligger inde med.
Men åh, føk, det er ligesom når man får et spørgsmål i BezzerWizzer og allerede inden du hører det, siger oplæseren:

“Ej, det her næsten for nemt for dig, Eline!”

Og så ved du bare, at selvom spørgsmålet er “hvad hedder du?“, så kan din hjerne ikke tænke på andet end “dumdumdidumdum – plingebong!”  og “hvorfor hedder det egentlig g-streng?


I morgen bliver en laaaaaaang dag!

image


Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT
Navnet er selvfølgelig:
sortpahvidt