Lige i Jordemoderskabet

Herinde på bloggen har jeg efterhånden skrevet lidt af hvert. Kommet igennem emner – de tunge og de lette.
De sidste par år har jeg også skrevet om mange usikre og tøvende skridt, jeg har taget.

Nogle er blevet taget med bæven, nogle med fuld firspring, nogle med gå-på-mod og nogle mod min gode vilje.
Uanset hvordan jeg er trådt ud på en ny sti, har jeg ikke villet være foruden.
Selv når jeg synes, at jeg har været helt håbløs, er faktisk vokset lidt hver gang.

I dag er det blevet tid til at præsentere endnu et af de store skridt.
Heldigvis er det et af dem, jeg tager med et stort smil.
Og et par glas bobler af de sjove til at skylle nervøsiteten ned.

Jeg har nemlig startet min egen virksomhed!
*indsæt selv fanfare!*

For fremtiden håber jeg, at jeg udover vagter på fødegangen kan tilbyde privat fødselsforberedelse, jordemoderkonsultation og samtaler til gravide i København.
Jeg har overvejet det længe, for hvordan ved man, at man er “Sådan Én“?
Sådan én, der kan være virksomhedsopstarter?
Sådan én, der kan jonglere med diverse formularer og på samme tid holde styr på kalenderen?
Sådan én med Virksomheds-NemID?
Typen, der kan være sin egen bedste chef, men også rent faktisk kan finde ud af alle chef-tingene?

Jeg har haft katastrofetanker om rædsels-tal fra SKAT, om moms-regnskaber, der åd mig råt, om en larmende tavs telefon og indbakke og om at måtte falliterklæres og flytte hjem i mine forældres kælder.

Min usikkerhed var naturligvis klar til at prikke mig hårdt på skulderen og som min gamle kørelærer gjalde

HVAD FANDEN TROR DU DU LAVER ELINE??!

Og ligesom dengang, var jeg klar til at føje stemmen og medgive at
jeg ved det sgu da ikke, jeg er jo uduelig!“, men et eller andet – måske stædighed – fik mig til i stedet at tænke:
Jeg prøver. Mere kan man jo ikke forlange af hinanden, vel? At vi oprigtigt prøver“.

Så nu tager jeg springet og bliver semiselvstændig og håber, at det kommer til at bringe en masse godt og spændende med sig. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg kommer til at blive klogere og lære en hel del.
Jeg har allerede haft det ret sjovt med at lave min hjemmeside (det er lidt uheldigt at byde folk velkommen til deres morderskab i stedet for moderskab!) og jeg har sammenlagt tegnet mere og haft mere inspiration end hele sidste år.
Jeg har mærket et drive og en nysgerrighed og en befriende energi.

Så nu er der kun tilbage at slå armene ud, kridte skoene af, sætte i løb og tage springet.

Det er gået op for mig, at den eneste måde, du kan finde ud af om du flyver eller falder, er ved at give slip på den faste grund under fødderne til at starte med.

Og så man er tilsyneladende Sådan Én, når man ikke kan lade være.


Til de nysgerrige, kan jeg fortælle at min på-ingen-måde-morderiske hjemmeside hedder Jordemoderskabet.dk og kommer til at være fyldt med masser af god energi. På Jordemoderskabets side på FACEBOOK og INSTAGRAM kommer jeg desuden til at fødselsnørde for fuld skrue – og jeg glæder mig helt vildt!

Og så heller ikke mere reklame for det lille krapyl – I promise!


God weekend!

Sortpahvidt // Sådan Én // Bange For SKAT // Yours Truly

Indsæt selv bip-emoji

Kender I det der med, at man er inde i en god stime?
Hvor håret falder i bølgende lokker, radion spiller lige din melodi og appelsinerne ganske enkelt dumper lige ned i din turban?

Sådan har jeg haft det.
Med fremskudte pegefingre er jeg spankuleret ned ad Amagerbrogade, mens jeg har nynnet These boots were made for walking og følt mig for fed til det her sted.

Og sådan tænkt for mig selv

Hvor er du bare vokset, Eline. Vokset, blevet voksen og selvstændig og tjekket.

Og bedst som man går der med alle sine appelsiner, opdager man, at man har trådt i en klistret hundelort, har spinat mellem tænderne og er gået rundt med bagsiden af nederdelen foldet op i sine strømpebukser.

Og så ved man, at stimen er slut.
Den gode stime.
Den tjekkede stime.

I dag havde jeg en aftale, som har været planlagt i 100 år.
Jeg konsulterede vanen tro Rejseplanen og selvom jeg ganske vist kunne tage afsted ti minutter senere, tænkte jeg omgående
nej!, jeg tager afsted lidt tidligere, så jeg har god tid og kan sludre lidt med folk, når jeg kommer frem.
Sådan har jeg det nu engang bedst. På den måde er jeg faktisk en smule tidsautist. Det går ikke godt, hvis jeg ikke er i god tid.

Og ak, i bussen stoppede vi for alle mulige – ja nærmest også alle umulige! – lyskryds, og jeg kunne ret hurtigt konstatere, at jeg ville få svært ved at nå skiftet mellem mine to busser.
Ganske rigtigt så jeg lige røven af min bus køre sin vej, mens jeg holdt for det sidste røde lys.
Jeg glædede mig over, at jeg i det mindste havde god musik i ørerne og kunne lukke myldertidens stress og jag ude, som om den nærmest ikke havde noget med mig at gøre.

Til min overraskelse var der 10 minutter til næste busafgang.
Det stressede mig en smule; nu havde jeg ikke længere god tid, men var snarere lidt tidspresset.
Pyt, tænkte jeg, du kan alligevel ikke gøre hverken fra eller til, så læn dig dog tilbage og tag det med oprejst pande.

Kort efter tikkede en SMS ind:
Om jeg var på vej?
Ja, bekræftede jeg. Måske lige 5 minutter forsinket.
Bare mødet ikke pludselig var aflyst, nåede jeg at undre mig.
Med mindre….
Det var da 15:30, ikk’? Eller? Skyndte jeg mig at skrive.
Og allerede før næste besked tikkede ind, vidste jeg bare:
Nej, det var klokken 15.00

Og nu var klokken 15.10 og jeg var ikke engang tæt på at være fremme.
For føk sake!

Jeg satte mig dump ned på stoppestedets bænk ved siden af en ung fyr, der skævede til mig. Han sad og talte i telefon og en kvinde med barnevogn pludrede med sin baby. En ringetone forstyrrede og døde så hen igen.

Resten af turen, trommende jeg utålmodigt med fingrene på min taske.
Bussen var proppet og jeg nød at musikken i det mindste holdt mig med selskab og  skærmede mig fra menneskemængdens furore.
Kom nu, messede jeg indvendigt, komnukomnukomnu.

Da jeg endelig nåede frem, halsede jeg op på første sal, skridtede ned ad den lange gang og flåede høretelefonerne ud af ørerne.

Og så hørte jeg det melodisk og skarpt klinge:

BIPPEDI-BIIIP-BIP-BIP-BIPPEDI-FUCKING-BIIIIIIIIIIIP!
(indsæt selv gentagelse i det uendelige)

Oh yes.

Min insulinpumpe ville lige gøre opmærksom på, at den snart skulle have skiftet batteri.
Og den tager ikke ingen reaktion som et afslag.
Man kan sgu ikke ghoste en insulinpumpe og taget i betragtning hvor utrolig høj en decibel, dens skingre jamren var nået op på— ja, så vil gætte på at den havde skreget ret længe.
Mindst 30 minutter – men hvem ved det?
Ikke mig, jeg havde jo hørt musik i hele rejsens længde på en god time!

Så undskyld, buspassagerer.
Undskyld, jer der har siddet ved siden af Den Bippende Dame.
Undskyld, jer der ventede på mig i fyrre minutter.
Undskyld, men min tjekkede stime er tydeligvis slut!


Kom tilbage i 2019!

Og prik mig så ellers gerne på skulderen, hvis jeg bipper og forstyrrer den offentlige ro og orden.
Jeg går ud fra, at jeg må have fucket adskillige høreapparater op på min langtrukne tur til Vestegnen!


Følg bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt
(Med mindre jeg kommer til at slette det/glemme det/efterlade det bippende i halvandet år )

Jordemoder i Norge

Aktuelt sidder jeg hjemme i min lejlighed.
Siden 16. juni har jeg sammenlagt været hjemme i ti dage, så guderne skal vide, at det er godt at være her – omend jeg indrømmer, at jeg også sidder tilbage med en overraskende følelse af antiklimaks.
Alle sommerens planer ligger bag mig nu, og tilbage er de omtrent tusind ubesvarede spørgsmål, som har kigget afventende på mig siden engang i marts.

Men eftersom de tydeligvis ikke løber nogen vegne, de der spørgsmål, tillader jeg mig i stedet at besvare ét fra jer læsere i stedet.
For hvordan var det så at være jordemoder i Norge?

Sæt jer til rette, slå benene op og stik ungerne en iPad, for nu skal I høre.

Lige siden jeg kom hjem fra Grønland, har jeg haft lyst til at prøve at være jordemoder udenlands igen.
Før jeg tog til Norge, havde jeg forthørt mig hos andre jordemødre der havde været ansat deroppe, så jeg tænkte, at jeg var ret godt forberedt.
Jeg var nervøs – både på det faglige og sproglige – men trøstede mig med, at når jeg kunne klare mig i Grønland, var jeg nok ikke helt uduelig.

Det skulle imidlertid vise sig, at dén sammenligning ikke kunne være mere skæv. For i Grønland var jeg en nærmest enevældig jordemoder, der skulle finde ro i at være alene. I Norge skulle jeg vænne mig til, at selv når jeg troede, at jeg var alene, så var jeg det oftest ikke:
Fødselslægerne fulgte tit nøje med i hjertelydsovervågningen, som de kunne se fra computerne uden for fødestuen, og sørgede jeg ikke for at holde journalen opdateret, så de kunne følge med – ja, som kom de som regel på stuen uden videre.
I Danmark det nærmest at begå harakiri, hvis en fødselslæge skulle gå ind på en fødestue uden at være blevet tilkaldt. Samarbejdet mellem danske jordemødre og læger er generelt velfungerende, ligeværdigt og tillidsfuldt, så at troppe op på en stue uden videre, kan nemt tolkes som mistillid til en jordemoders faglige vurdering.
Så den norske arbejdsgang skulle jeg virkelig vænne mig til.
Der var også flere funktioner som jeg har været vant til at varetage, som tilfaldt læger. Jeg måtte huske, at spørge hvordan arbejdsfordelingen var på afdelingen, så jeg ikke af ren vane pludselig havde gjort noget, som ellers var en lægelig opgave.
Det bedste var nu engang at have en helt ukompliceret fødsel, for så kunne jeg lukke døren til fødestuen, lytte med den håndholdte hjertelydsovervågning og med god samvittighed gøre som altid har gjort.

Til gengæld fik jeg også helt andre opgaver end ellers. For eksempel at assistere lægerne i forbindelse med gynækologiske undersøgelser. Undskyld læger og kvinder; jeg har formentligt været den mest håbløse assistent nogensinde!
Fumlet rundt med sterile indpakninger og podninger og rendt rundt efter ting som en hovedløs høne! Bortset fra at en hovedløs høne ville have haft bedre retningssans end mig!

Det bedste deroppe var dog, at der som regel var god tid til de gravide, fødende og barslende. Mens regnen trommede tilfældigt på ruderne på fødestuen, kunne en nybagt mor ligge og amme og kigge udover byen som lå indhyllet i grålige nuancer, og jeg kunne med ro i sindet tage den tid, der var brug for, før jeg forstyrrede familien eller mig selv.
De allerfleste vagter fik jeg spist op til flere måltider – og skulle det glippe, kunne jeg oftest få en kollega til at afløse mig, mens jeg lige blev tanket op. Fordi der var tid, var det oftest nemmere at hjælpe hinanden.

Det dækker vist meget godt det faglige. Så var der min anden bekymring: sproget.
Til det første vagtskifte, nåede jeg virkelig at tænke

“what the actual fuck?? HVAD er jeg dog for en indbildsk person – fatter hat?!”

Heldigvis blev det hurtigt bedre. Dog var der stadig lidt problemer den anden vej – nordmændene havde svært ved at forstå mig…
Jeg endte med at tage den norske syngende klang til mig, og så gik det faktisk en del bedre. Selvom jeg formentligt talte SKAM-norsk, var der meget bedre respons. Synes også, at jeg da egentligt var ret god til at tage nye, norske ord til mig. Snart kunne jeg slynge om mig med ord som

gøy, veldig, hæ, ri, skjededel, vondt, rart, grine, ikkje, sparketest

Og kom jeg i bekneb, var mit udgangspunkt egentlig bare, at det handlede om at fake it ’till you make it og det virkede vist sådan nogenlunde.
Bevares, jeg så da godt, at både lægen og den fødende ikke kunne lade være med at grine, da jeg i allerivrigste stil spruttede mit sdanskinaviske under pressefasen. I shit you not; den fødende grinede! Men faktum var, at det hjalp jo!

Jeg forstod dog først for alvor, hvor ringe mit norskdanske var, da jeg for første gang kom til at nævne, at jeg jo var halvgræker og lægens resolutte reaktion var:

Jeg nænnede ikke at fortælle, at mit mærkelig danske i virkeligheden var mit longshot på norsk.

Jeg nikkede bare, som om jeg var bekendt med og afklaret med mit gebrokne “dansk” og havde accepteret min skæbne som jordemoderen med det interessante sprog.

Ja ja, for fanden. Man kan jo ikke vinde hver gang!

Men bare pas på, Norge, for I er sikkert ikke færdige med at lægge land og krop til min “græske” dialekt!


Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

 

Tænkte tanker #24 fra feriehjernen

– Hvorfor er det, at så snart man rejser udenlands, så er det pludselig en form for luksus at kunne låse døren til toilettet?

– … Og hvorfor er situationen det diametralt modsatte med udlejningsbiler? At man nærmest skal føle sig særligt udvalgt for at kunne åbne den, og ikke blive forundret, hvis den midt i det hele låser sig selv (og dig) inde?

– Meget stolt af nedsat Pepsi Max-forbrug

– Så så man lige mig være voksen og alt det dér

– … Ved nærmere eftertanke: mindre stolt af, at Pepsi Max-forbrug er nedsat omvendt proportionelt med retzina-forbrug

– Heller ikke godt, at jeg nu ved mere end én lejlighed er kommet til at omtale min tante Rosina som Retzina. Freudian slip, much?

– Savner virkelig at gå til kor

– Var afgjort en fejl at tage for givet, at en børnekasket i størrelse 12-14 år ville være fint til en kvinde på 28. Nok passer størrelsen, men den får hoved til at se virkelig mærkeligt og aflangt ud.

– Nok også godt, at jeg fjernede det corny klistermærke med teksten “Young and Cute

– Er sært stolt over, at jeg og min knaldrøde kærlighed af en knallert kørte de 10 kilometer frem og tilbage til nærmeste turistby i går.

– Var faktisk slet ikke nervøs på noget tidspunkt! Kæmpe fremskridt!

– Det må dermed konkluderes: Donuts ER en god motivationsfaktor.

– De var godt nok udsolgt da jeg kom frem – men det var jo ikke til at vide…

– Hvis jeg var Superman, ville min kryptonit være kombinationen af klæbrigt badetøj og sand. Alternativt manglende eller ekstremt ringe toiletforhold…

– Traditionen tro må jeg erkende at allerede efter ni dage på Korfu, er min midlertidige blodtype Hvidløg+

– Var det egentligt ikke også snart tid til en flaske Rosina? Retzina!


Hvornår mon blodtype bliver normal igen?
Mon jeg når at få en donut på den her ferie?
Og hvis du var Superman, hvad ville din kryptonit så være?

Få mere af hverdagens gråtoner til hverdag, fest og ferie på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Jordemoder på eventyr #15 Farvel arme, farvel arme arme

(FORTSAT. LÆS FØRSTE DEL HER)

“Neste stop Haugesund Sykehus” lød det i bushøjtaleren, og jeg dingede pligtskyldigt på STOPknappen, og fumlede med at løsne sikkerhedsselen.

Chaufføren stillede min kuffert noget så eftertrykkeligt på fortovet, kravlede tilbage i førersædet, smækkede dørene og forlod mig og min fysiske såvel som mentale bagage alene tilbage.
Overfor mig var to store bygninger, som jeg kunne konstatere var sygehuset.
Umiddelbart kunne jeg kun se en indgang til noget øre-, næse-, halsafdeling og jeg besluttede mig for at trække min kuffert, Det Blå Bumleskrummel tættere på og se, hvad jeg kunne finde ud af.

I mit informationsbrev stod kun, at jeg skulle henvende mig i sygehusets reception for at få nøglerne til min gæstehybel. Der stod ikke noget om, hvilke af de to bygninger, der tårnede sig op foran mig, der var sygehuset.
Men på den nærmeste stod med store, fede bogstaver hovedindgang og jeg satsede på at der var dér jeg skulle hen.

Men ak, døren ind til receptionen var låst og på klokken stod der, at man i weekenden og om aftenen skulle ringe på for at komme ind. Jeg tænkte mig om.
Okay; det var BÅDE weekend og aften, så det gav sådan set mening nok, at indgangspartiet så ud til at ligge øde hen.
Herregud, i Ilulissat lukkede sygehuset jo klokken 17, så der skal efterhånden en del til, for at få mig til at løfte øjenbrynene.
Jeg ringede på og et par øjeblikke efter blev jeg konfronteret med, at norsk faktisk er meget sværere at forstå, når der ikke er undertekster på…
Damen i højtaleren forstod mig tydeligvis heller ikke, da jeg højt mumlende beskrev mit ærinde som at “jeg skulle hente en nøgle”. Hun lukkede mig dog ind, og jeg trak Bumleskrummel med mig.
Det tog mig nogle lange minutter – og adskillige forsøg på at finde receptionen i en labyrint af lukkede døre – at forstå, at jeg nok befandt mig på en ret weekendafmennesket døgnafdeling.
Jeg gik ud i solen med uforrettet sag og fandt informationerne frem på min telefon. Eftersom jeg tydeligvis ikke intuitivt kunne finde frem til sygehuset, endte jeg med taste adressen ind på maps.
Bare 700 meter til destinationen. Fedt, for jeg var sådan set allerede ret træt af Bumleskrummel, som på den grovkornede asfalt gjorde meget lidt for at komme gelinde rundt.
Da jeg efter ti minutter rundt og rundt og rundt efter google maps’ “anvisninger” befandt mig omkring 20 meter fra mit udgangspunkt, var jeg pænt negativ.
Kom ind i den bygningen, fik velkomstkuvert og skyndte mig ud igen.

Stod nu i dilemma:
Ville hurtigst muligt frem til gæstehybel som skulle ligge 1,3 kilometer væk.
Skulle ifølge rutevejledningen i tage 18 minutter på gåben.
Kunne også tage bus, hvilket jo unægteligt måtte gå hurtigere.
Men det var søndag, og der var derfor 15-20 minutter til at næste bus kom.

Hul i det, tænkte jeg.
Det er en kort gåtur – det kan jeg fandme godt klare, selvom Bumleskrummel er overvægtig og tung i røven. Det er en tilstand, jeg er jævnt vant til!
Og så gik jeg ellers derudaf.

Jeg vil med det samme understrege, at jeg havde overvejet, om monstro jeg skulle op og ned ad bakker for at komme til hyblen.
Det var med i mine beregninger.
Havde bare med al tydelighed forregnet mig.
Jeg havde gået omtrent hundrede meter med gumpetunge Bumleskrummel, da min højre hånds fingre var hvide og prikkede og forlangte afløsning.

Da jeg havde gået 500 meter bandede jeg højlydt og følte mig mere som deltager i Alene i Vildmarken end Jordemoder på Eventyr.
Den lillebitte stigning jeg havde taget i åsyn og forkastet som det rene ingenting, føltes på daværende tidspunkt som en bjergbestigning med verdens mest modarbejdende makker på slæb.
Bumleskrummel trak mig hele tiden i modsatte retning – som et forvokset barn, der nægtede at forlade en slikbutik.
For helvede, mine arme!
Mine arme arme!
Jeg er ganske overbevist om, at jeg langsomt og sikkert var ved at trække mine overarmsknogler ud af deres dertilhørende kugleled i skulderen.
Jeg og mine pissegode beregninger!

Da jeg nåede frem til gæstehyblen – efter at have forceret både græsplæner og buske – fattede jeg ikke, at jeg “kun” havde gået lettere forvildet rundt i 30 minutter.
Føking Google Maps.
Mine arme føltes så lange, at jeg slet ikke behøvede at gå ned til sygehuset næste dag – jeg kunne bare sende mine jordemoderhænder selvstændigt.

Så kom jeg til at tænke på, at jeg måske rent faktisk skulle tage imod en norsk jente eller gut om under 12 timer – armdeform eller ej! – og så begyndte jeg først rigtigt at svede!


Følg hverdagens gråtoner i en lettere vildfaren tilværelse på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Jordemoder på eventyr #14 Turen går til Norge

Det var oprindeligt mit – meget tidsoptimistiske – håb, at jeg ville have blogget om Norgesturen omkring hveranden dag.
Jeg må sande, som man ofte gør, at virkeligheden er en anden.
Jeg har været omtrent lige så træt efter ankomsten heroppe, som jeg var dengang jeg tog til Grønland.
Jeg lægger mig fladt ned og siger jer; min krop og mit hoved bliver fuldkommen udokset over at være ny et sted.
Jeg kan kun neje og bukke og være taknemmelig for, at jeg denne gang ikke også skal bakse med en massiv omgang jetlag.

Dog vil jeg alligevel tilføje, at jeg en morgen mødte på arbejde klokken 07, men er ret sikker på, at mine øjenlåg var så tunge (i røven?), at de først mødte ind cirka en halv times tid senere.

Men men, nu kommer jeg til at tage forskud på fortællingerne – og de fortjener at kommer i rette rækkefølge, så derfor må I altså en tur med til lufthavnen, før vi kan tage til Haugesund sammen.

Søndag middag stod jeg nemlig i Kastrup og trippede med mit blå lyn af en kuffert. Jeg havde måske alligevel været lidt for cool omkring min afrejse.
At have været 3,5 måned i Illulissat, gjorde ikke som forventet, at man bare kan skippe nervøsiteten forud for to uger i Haugesund. Jeg havde en løssluppen sommerfuglefarm i maven.

Og så var der for føk sake også to flyrejser, før jeg nåede min destination. Jeg kom til at tænke på hvor turbulente flyturene hjem fra Korfu havde været, og var ikke synderligt begejstret for atter at gå om bord i en sardindåse.

Af uransagelige årsager endte det med, at flyselskabet skiftede gates tre gange ganske kort inden take-off.
Jeg derfor endte med at halse fra B3 til B7 til A12 til B6 i en absurd form for katten efter musen. Det gjorde ikke afrejse-stressen mindre, skulle jeg hilse at sige.
Vel boardet meddelte kaptajnen, at vejrforholdene i Oslo skulle være *noget på norsk jeg ikke forstod, men som ikke lød godt* og at vi derfor havde fået et meget specifik take-off tidspunkt om cirka 15 minutter.
Men, tilføjede han, når nu vi allerede var forsinkede på grund af ændring af gate/selve flyet, så ville han gøre hvad han kunne for at vi kunne komme afsted før da.
Og selvom jeg havde en lidt kort mellemlanding i Oslo, som af forsinkelsen ville blive stressende kortere, sad jeg alligevel dér i sæde 21C og sagde som Ted Mosby i HIMYM:
“Please don’t!”

Men ak, fem minutter senere kiggede jeg ned på Amager med motorerne brummende i ørerne og tænkte:

“So long! Lad vejrguder og Norge være gode ved mig!”

*FAST FORWARD TIL INDFLYVNING OVER OSLO*

Højtalerskrat og stewardesser sejlende som fulde sømænd op og ned ad gangen mod deres klapsæder:
“Ja, som I nok kjenner, så er det en del orolige vejrforholdene herover Oslo. Vi kommer begynne vores indflyvning om ganske kort tid, men jeg må bede ere om at spænde sikkerhedsbeltet allerede nu. Vi lander om 15 minutter.”

Og således begyndte 30 minutters indflyvning (op/nedflyvning) indhyllet i skyer så grå og massive som vådt beton og ditto tåge. Hver gang jeg kunne se et lejlighedsvist hul i mørket derude, virkede det som om vi ikke var kommet tættere på jorden – måske snarere længere væk.
Jeg følte en medfølende connection af desperation med de fødende, der venter på en epiduralblokade og hvor uret bare tikker, selvom anæstesien havde lovet at komme indenfor et kvarter.
Jeg forstod først da vi landede, at ventetiden var endt med at blive dobbelt så lang!
På et tidspunkt sendte jeg endda et skævt blik til min sidemand, og overvejede om det ville hjælpe, hvis hun holdt mig i hånden.
Jeg var faktisk usikker på svaret. Måske/måske ikke?
Ved nærmere eftertanke ville jeg næppe have tid til at finde min værdighed (eller resterne af den) et sted i flyet, før jeg skulle sætte mig ind i det næste, og derfor endte jeg med at lade være.

Da flyet landede endte jeg med at fortrænge hele indflyvningen og bare bilde mig selv ind, at vejret i hele Norge alligevel kunne nå at ændre sig på de 30 minutter jeg havde, før jeg skulle boarde igen.

Med de længste skridt man kan præstere, når man kun er halvanden meter høj, skred jeg mod den næste gate.
Jeg sendte et par lange blikke til lufthavnscaféernes sandwich og varme retter to go, men måtte affinde mig med, at jeg ikke havde tid til at købe noget. Aftensmaden måtte komme andetstedsfra.

Og snart gik jeg ombord på næste fly mod Haugesund.

På dén flyvning nåede de kun lige at rulle serveringsvognene 30 centimeter ned ad gangen, før det over højtalerne lød, at vi skulle blive siddende i vores sæder med sikkerhedsselen på, og at der på grund af turbulens ikke ville blive serveret noget på rejsen. Så lavede stewardesserne en trippende retræte og satte sig ned.
Heldigvis var jeg (næsten) ligeglad, for jeg sad ved vinduet og havde skyfrit udsyn til landskabet, der foldede sig ud under mig.
Snespættede bjerge, grønne fjelde, dybblå søer.
Jeg fik en barnlig og ulogisk følelse af, at stedet under mig var for fint til at styrte ned i.

Da jeg trådte ud i Haugesund, følte jeg mig derfor allerede meget bedre tilpas. Jeg missede med øjnene i solskinnet. Min regnjakke føltes helt malplaceret og mine fire uldtrøjer i kufferten overkill.

Fra terminalen gik jeg direkte ind i flybussen, hvor sjåfføren beroligende fortalte mig, at han ville stoppe ved Haugesund Sykehus. Snart efter lukkede bussen dørene og tog mig afsted ud i de ukendte vidder.

Jeg smilede for mig selv, og mærkede for første gang på turen, at eventyrlysten indeni rørte på sig.
Jeg var næsten fremme.
Rejse-strabadserne var veloverstået.

Jeg havde ingen anelse om, at de i virkeligheden kun lige var begyndt.


Vil du læse med næste gang, vil du se, hvad jeg roder mig ud i lige nu, eller vil du bare stalke – så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt

 

 

Når en dør lukker, kan du ikke være sikker på, at en ny åbnes…

Nogle gange sker der ting i mit liv, hvor jeg får lyst til at bøje nakken bagover, rette blikket mod den uudgrundelige himmel og forsøge at tage fru Gud i åsyn.
For jeg vil gerne spørge:

Hvad FØK er det egentlig, du har gang i??

Hvorfor opsætter du scenarier, som kunne være en virkelig ringe B-film værdig? Hvorfor?
Hvorfor skal jeg til tider kigge på mig selv og overveje om Adam Sandler skal spille hovedrollen i filmen om mit liv?
Hvorfor?
Hva’?

Og når fru Gud så ikke svarer, så henvender jeg mig i stedet til jer, der læser med, for ét eller andet sted skal jeg jo projicere mine elendigheder hen.

Nåh, men i går tog jeg over til en veninde.
Hun og hendes kæreste er ude at rejse, og jeg har lovet at være blomsterpasser.

Da jeg ankom til lejligheden kunne jeg mærke, at jeg havde taget for meget tøj på til cykelturen, og jeg dampede under min grå trøje.
Jeg lyttede til en podcast, men da jeg ikke havde nogle lommer i min kjole, og ikke gad at slæbe rundt på tasken, mens jeg vandede, lagde jeg min oppakning fra mig og gav min udelte opmærksomhed til den forestående opgave.

Det dér med at tage sig af folks lejligheder er jo en betroet opgave, så jeg tænkte, at jeg ville sørge for at mine venner kom hjem til en dejlig, frisk lejlighed oven på den sidste tids klæbende varme.
Jeg åbnede dørene til begge altaner i lejligheden.
Snart efter mærkede jeg selvtilfreds den kølige vind smyge sig op ad mine ben som en kælen kat, ahhh!

Så fyldte jeg vandkanden og rettede opmærksomheden mod de indendørs planter.
Vande, vande, vande. Fylde vandkande. Og vande, vande vande.

Så blev det altanplanternes tur.
ÅH! Det var godt at komme ud på altanen, hvor det luftede endnu mere!
Vande, vande, vande.
Vande potte, vande krukke, vande altankassen bag døren.
Vande, vande, vande.

Done.
Piece of friggin’ mothercake!

Jeg rettede mig op fra mit vandeforetagende og greb bagud efter altandøren, men mærkede ikke andet end luft mellem mine fingre.
Jeg vendte mig og kiggede over mod døren.
Vinden havde skubbet den i.
Jeg grinede først lidt bøvet, da jeg for mit indre blik kunne se mig selv stå fanget på den lille altan.
Tænk, hvis den slags kunne ske – sådan rigtigt!
Nøj, så kunne naboerne nok få sig noget at tale om!

Så kiggede jeg nærmere på døren; først med øjnene og så med fingrene. Følte efter en ujævnhed mellem dør og karm, som jeg kunne trække op.
Det var lige godt pokkers.
Døren sad da godt nok helt i niveau med dørkarmen – vinden måtte da have givet den et effektivt puf.

Her blev jeg lige en lille smule betænkelig.
Måske kom der endda en umærkelig, nervøs latter fra mig.

Jeg manede den dog til ro.
Altså, jeg er jo ikke idiot.
Vel?
Selvfølgelig kunne jeg få døren op.

Jeg prøvede først at puffe lidt til døren. Min egen slidte altandør ville straks blive returneret ud af de løse dørkarme med den slidte isolering. Men i det kvalitetssikrede nybyggeri skete der absolut ingenting.

Her begyndte jeg at blive opmærksom på, at jeg befandt mig på fjerde sal.

Så forsøgte jeg at gribe om døren med mine små, krampagtige fingre. Efter bedste evne prøvede jeg at trække døren til mig, men ingenting skete.
Jeg greb fat ad flere omgange, trak, lirkede, bad, bandede, prustede og lavede endnu et greb.

Jeg fik i spejlingen fra glasruden øje på mit eget forsvedte ansigt.
Så kiggede jeg pludselig gennem mit selvportræt af Svend Sved og så i stedet ind i entréen og et “åh” undslap mine læber, da jeg så, hvad der lå derinde.
Min taske.
Min telefon.
Muligvis min værdighed.
Alt.

For helvede. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg lukke mig selv ude på en altan? Og jeg, der ellers altid har min telefon på mig… Det her var simpelthen for pinligt!

Jeg ville gerne sige, at jeg mærkede hele vejen rundt i karmen for at finde et sted, hvor jeg bedre kunne få fat i døren, men jeg måtte give fortabt med dørens øverste kant – jeg kunne ganske enkelt ikke nå! Sjældent har det været mere frustrerende at være to lorte høj.

Til sidst måtte jeg have pusten og vendte mig væk fra døren.
Skulle jeg prøve at kalde på nogen?
Ej, bare tanken gav mig højrøde kinder! Og for føk sake: jeg stod på fjerde sal, klokken var 12.30, det var onsdag og ikke et eneste menneske kunne jeg se dér langt, åh så langt (!) nede.

Jeg tvivlede på, at jeg overhovedet kunne få mig selv til at præstere en tilstrækkelig høj decibel.

Nej. Det kom simpelthen ikke til at ske.
Desuden gjorde det mig endnu mere desperat at stå og kigge ud i intetheden deropppefra.

Meget spøjst at man kan have højdeskræk og klaustrofobi på én og samme tid, skal jeg hilse!

Jeg kiggede rundt på altanen efter noget til at lirke døren op med, men med mindre en friskvandet timian har magiske evner, var der intet forhåndenværende, der kunne være behjælpeligt.

Der var ikke andet at gøre: Jeg måtte bare blive ved med at prøve


Og så –endelig!– bedst som jeg lå på mine knoklede knæ og greb fat i dørens nederste hjørne og fremviste min største muskelgruppe til hele Ørestaden

GIK DØREN OP!

Og øjeblikket efter stod jeg atter inde i lejligheden.

Det var først, da jeg lettere fortumlet stod ved køkkenvasken og satte vandkanden på plads, at jeg fik øje på kvinden på den modsatte altan, som sad og slikkede solskin.
Jeg ved ikke, om hun var vidne til mit lille Houdini-show med indbygget blottertendens, men for pokker, jeg håber det ikke!

… Ellers kunne hun i det mindste lige have sat noget musik på og råbt, at hun heppede på mig!


Er fru Gud også særlig morsom, når hun indspiller din livsfilm?
Er du nogensinde blevet lukket ude et ufedt sted?
Og helt ærligt; det dér ordsprog med at når en dør lukkes, åbnes der en ny (eller hvordan det nu er):
Fuck det!

Følg bloggen til Norge og/eller altaner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller Snapchat

Navnet er som altid
Sortpahvidt

 

 

Jordemoder på eventyr #13 En smuttur til Norge

Jeg har nok aldrig været sådan rigtig i tvivl om, at jeg skulle prøve at arbejde som jordemoder i udlandet igen.
Siden jeg sad i flyet med en tåre stille trillende ned ad mine runder kinder og sagde et mentalt farvel til Ilullisat, har jeg tænkt, at det lå i kortene, at jeg ikke var færdig med at rejse.
At jeg på et givent tidspunkt igen tog jordemodergerningen under armen, kastede mig ud i det ukendte blå og med tilbageholdt åndedræt befalede vingerne, at nu skulle de bære.

Men derefter har spørgsmålene været mange:
Hvorhen? Hvor længe? Hvordan?

Jeg har både kigget på Læger Uden Grænser, Masanga Hospital i Sierra Leone, Grønland, ja, selv én af verdens mest isolerede øer, St. Helena.
Flere er stadig i spil og nogle lagt helt på hylden, men indtil videre er der i hvert fald lagt én destination i rejsemappen:

Om en uge skal jeg til Haugesund i Norge.

Og jeg glæder mig virkelig meget.
Det er bare en smuttur: to uger i juni og så igen to uger i august.

Og jeg vil sige det ligeud:
Jeg har taget det overdrevent køligt.
Herregud, har jeg tænkt.
Hvis jeg klarede 15 uger i Ilullissat – 5 uger som byens eneste jordemoder! – så tror jeg også lige, at jeg kan klare at tage til Norge i to uger.

Som en rutineret rejsende har jeg spurgt mig selv:
Hvad er det værste, der kan ske?

Og det er så her, at filmen knækker, for nu er det lige pludselig søndag eftermiddag og om præcis en uge sidder jeg og mellemlander i Oslo, og FØK hvad kan der ikke ske?
Her går min hjerne virkelig alle gemmerne i gennem for at kunne svare meget levende på spørgsmålet om, hvad der kan ske. Her er et par eksempler:

– Du kan dumme dig i lufthavnen! Husk batterier, for føk sake!

– Det kan være, at du overhovedet ikke forstår det norske sprog. (Notat til mig selv: “rart” betyder mærkeligt på norsk. Ikke spørge om det er rart at være i badekar og så flå damerne op af vandet, når de svarer nei)

– Det kan være, at du kommer en lillebitte smule tilskade i fjeldene… Please don’t!

– Det kan være, at alle dine kolleger synes at du er dum og inkompetent. (Kan du huske, dengang du kom til at vælte, da du skulle demonstrere hvordan den fødende skulle squatte? Hvad hvis alle dage, bliver sådan en dag?)

–  SHIT! Og din årsopgørelse til næste år! Det bliver jo noget rod med de udenlandske indkomster! Kan du stave til angstenssved?

– Kan du huske, at de ikke vidste, hvor du skulle bo de første tre dage, da du kom til Grønland? Og du fik det lillebitte værelse oven på sygehuset, med den skæve sovesofa og de gemte kondomer i bogreolen? Og du ikke vidste, at der var et køkken, så du levede af knækbrød og pulversuppe?
Kan det blive værre denne gang?

– Det kan godt være, at fjorten dage ikke er længe – men det føles nok sådan, hvis det er FOR-FÆR-DE-LIGT!

Og sådan blev hjernen sådan set ved; om og om igen.
Indtil jeg mindede mig selv om, hvordan jeg havde det på vej hjem fra Grønland sidste år.
Og så bad jeg hjernen noget så eftertrykkeligt om at holde kæft.

For hvem har brug for en pessimistisk hjerne, når man har en eventyrer boende i maven?

Ja, jeg spørger bare!

Og nu vil jeg koncentrere mig om at glæde mig, se en masse norske serier og pakke en ordentlig taske og så i øvrigt tage Norge med Elinesisk storm om en uge.

Wish me luck!


Følg det norske eventyr – det bli’r greit!- på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er
Sortpahvidt

Tilbage i førersædet #2 Det rammer mig lige i retfærdigheden

Jeg er født med dét man må kalde en veludviklet retfærdighedsfølelse.
Der er få ting, der kan få mig lige så meget op af stolen som uretfærdighed.

Nogle af jer kan måske huske, at jeg er ved at få fornyet mit kørekort – ikke fordi jeg har fået det frataget, men fordi jeg har diabetes og det derfor skal fornyes jævnligt.

Det viste sig imidlertid, at der var et alvorligt bump på vejen (no pun intended).

Jeg havde ikke fornyet kørekortet inden for en tidsfrist på tre år (fordi jeg ikke havde haft behov for kørekortet og ærligt talt ikke så nogen grund til at kaste tid og penge efter en lægeerklæring med videre) – og jeg var desuden uvidende om at der overhovedet var en tidsfrist.
Ved I, hvad der sker, hvis man ikke fornyer sit kørekort inden for tre år?

MAN SKAL OP TIL EN NY KØRE- OG TEORIPRØVE!

På borgerservice fik jeg at vide, at jeg kunne ansøge om dispensation fra dette krav. Det gjorde jeg selvfølgelig.
Efter tre måneders behandlingstid, har jeg nu fået brev om det foreløbige svar på min ansøgning.

De kvikke af jer kan på nuværende tidspunkt regne ud, at det foreløbige svar er af den negative karakter.

Jeg er føler mig ramt lige midt i retfærdigheden.

Jeg har en lægeerklæring, der finder mig egnet til at køre bil.
Masser i min bekendtskabskreds har ikke kørt bil i tre år eller mere, men deres evne til at køre bil er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved.
Man må gå ud fra, at det er fordi, man vurderer, at de ikke bare sådan glemmer deres køreevner?
Og glemmer man hvordan man kører bil på tre år?
Jeg tvivler.
Kraftigt.
Og jeg kan i hvert fald afsløre, at man ikke glemmer hurtigere, bare fordi man har diabetes.
Man kan for eksempel spørge mig ind til processen om dette om tre, fem, ti år – og så er jeg ganske sikker på, at jeg vil kunne huske det hele meget tydeligt!

Ironisk nok havde jeg jo allerede planlagt, at jeg ville tage nogle køretimer hos en kørelærer for at få genopfriskning og føle mig tilpas bag rattet – men ingenlunde noget der prismæssigt (og særligt nervøsitetsmæssigt!)  kommer til at matche nye køretimer, ny teoriprøve og ny køreprøve.

Og det mest irriterende er, at havde jeg fået kortet fornyet da det udløb, havde jeg ikke stået i denne situation – heller ikke selvom jeg aldrig havde siddet så meget som et sekund bag rattet i de forgangne år. Der er nemlig ingen der spørger, om du har brugt dit kørekort!

Jeg vil helt sikkert komme med en saglig og fattet indsigelse til den foreløbige afgørelse, men nærer desværre ingen høje forhåbninger.
Jeg har allerede talt med en jurist i Diabetesforeningen, der fandt loven ulogisk, men ikke mente, at man kunne gøre så meget (jamen, hvor er din ild, ven?).

Men altså, man bliver jo nødt til at gøre noget, ikk’?
Man bliver da nødt til at påpege, når lovgivningen ikke giver mening.

Min krop forskelsbehandler mig allerede på grund af en lille, doven bugspytkirtel – der er ingen gyldig grund til at loven skal gøre det samme.

Hilsen en ret træt kvinde, der skal med bus ind til vesterbro senere og er helt tilfreds med at hun ikke er i bil, da hun har brug for et intravenøst drop med drinks til at lette humøret.
Aka.
Ramt I Retfærdigheden


Har du erfaringer, viden eller bare lidt god karma du vil give videre, så hold dig ikke tilbage.

Følg bloggen og kørekortsgyseren på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt
Og er i dag muligvis mere passende end ellers

10 ting jeg ikke er kommet mig over endnu

Det er meget oppe i tiden at være et rummelig, tolerant og i allerhøjeste grad et tilgivende menneske. Sådan én der lever i nuet og lader by gones be by gones.

Jeg siger med det samme:
Sådan er jeg altså ikke…

4b0fa9fb-ace4-41ee-8522-9666e98f0a16

Her kommer
10 ting, jeg ikke er kommet mig over endnu:

– At jeg for syv år siden læste en bog, fordi jeg havde fået at vide, at hovedpersonen mindede om mig. Hun døde til sidst.

– Slutningen på How I Met Your Mother.
What. A. Waste.

– Folk der i ramme alvor siger “freksempel” og “Trumpf”

– Dengang min insulinpumpe fik mig til at fremstå som VERDENS DÅRLIGSTE VOKSNE og jeg måtte overleve en virkelig pinlig højtalermeddelelse fra en svensk steward i flyet fra Kroatien til Kastrup. Jeg krummer stadig tæer ved tanken.

– At jeg engang har revnet mine bukser på en fødestue. Sker den slags ikke kun i tegnefilm?? Vi taler et KÆMPE hul i skridtet.

– Alle de ørkesløse timer jeg har brugt på at lære om cosinus og sinus og definitionen på et parallellogram. Som jeg aldrig sidenhen har kunnet bruge til noget. (Kunne til gengæld godt have brugt et par lektioner om SKAT…)

– At man ikke længere kan få Pepsi Max Mojito

– At min mor fik mig til at se begge “Kilden i Provence“-filmene lige efter hinanden, fordi hun bestemt mente at kunne huske, at de endte lykkeligt. Jeg så alt – inklusiv rulleteksterne! – men der kom ingen lykkelig slutning. Heller ikke i sidste øjeblik.
Jeg var nærmest truet på livet af dehydrering efter dén omgang.

– Alle de stadier min krop tvinger mig igennem, når vi er på nattevagt. Den værste er dog ko/hval-brølet.

– At jeg engang gik til blokfløjte. Og kunne lide det.


Hvad er I ikke kommet jer over endnu?
Hvad kommer I jer aldrig over?
Og er der nogensinde nogen i hele den nyere verdenshistorie, som har haft brug for at definere et parallellogram?

Følg hverdagens gråtoner både hér og på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt
og er formentlig noget, jeg heller aldrig kommer mig over…